Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00122@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at afsætte 50 mill. kr. til forskning

i sygdommen AIDS. Bevillingen administreres af sundhedsstyrelsens

rådgivende udvalg vedrørende sygdommen AIDS.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Egentlig mener forslagsstillerne, at det burde være unødvendigt med

et forslag om, at der også i Danmark skal afsættes tilstrækkelige

økonomiske midler til AIDS-forskning. Det burde tværtimod være et

samfundskrav, at også danske forskere sætter kræfter ind i

AIDS-forskningen, og at de nødvendige midler hertil bevilges.

Det antages, at hver AIDS-patient koster samfundet omkring 1 mill.

kr. Dertil kommer de mange menneskelige tragedier. Forskningens

økonomiske behov er i den sammenhæng ganske beskedent: ca. 30

mill. kr. i 1986 er det fra forskellig side blevet opgjort til.

Imidlertid er der fra det offentliges side stort set ingen midler

blevet stillet til rådighed for AIDS-forskning. Den 13. januar

1986 sendte indenrigsministeren en redegørelse til folketingets

medlemmer, hvoraf det fremgik, at statens lægevidenskabelige

forskningsråd (SLF) i 1985 ydede ca. 1/2 mill. kr. i direkte

støtte til forskningsprojekter vedrørende AIDS, og at rådet

herudover yder støtte til et forskningsprofessorat, hvis indehaver

også beskæftiger sig med AIDS-forskning. Endvidere foregår der en

vis forskning inden for de eksisterende rammer på visse

hospitalsafdelinger og videnskabelige institutter. Det er, hvad

det offentlige tilsyneladende har stillet til rådighed, og intet

tyder på, at beløbene bliver større i 1986.

Indenrigsministeren har offentligt erklæret som sin holdning, at

danske forskere alligevel ikke kan komme først med en vaccine

eller behandling af AIDS, og så kan det tilsyneladende efter

ministerens opfattelse også være lige meget med dansk forskning i

det hele taget. Det vidner om en selv for ministre usædvanlig

snæver tankegang.

AIDS-forskning drejer sig ikke, som indenrigsministeren åbenbart

tror, udelukkende om at finde en vaccine eller en behandling.

Billedet er i virkeligheden langt mere nuanceret, end

indenrigsministeren synes at have fantasi til at forestille sig.

Situationen med hensyn til AIDS-forskning kan sammenlignes med, hvad

der skete med hensyn til forskning i smitsom leverbetændelse for

10-15 år siden. Danske forskere bidrog til denne forskning på en

måde, som gav international genklang, og en del af den danske

forskning var medvirkende til, at vi i dag har en hepatitis

B-vaccine, selv om danske forskere ikke deltog i selve

fremstillingen af vaccinen. På samme måde er der også med hensyn

til AIDS-forskning væsentlige områder, hvor den danske indsats kan

få betydning, hvis de danske forskere ikke fortsat får besked på,

at det er ligegyldigt, om de forsker i denne sygdom eller ej.

Det burde være indlysende, at det arbejde med at finde ud af, hvordan

immunforsvaret styrkes eller vedligeholdes, som danske forskere

allerede er begyndt på i det små, er helt afgørende for både

AIDS-smittede og AIDS-patienter. I særdeleshed så længe der

hverken findes vaccine eller behandling. På dette område er

danske forskere særdeles velkvalificerede. Kun økonomiske

begrænsninger kan hindre de pågældende i at nå frem til

resultater, som kan betyde, at mennesker med AIDS lever længere,

f.eks. indtil nogen finder frem til en egentlig behandling, uanset

om disse »nogen« så er danskere eller ej.

Områderne for en dansk AIDS-forskning er talrige, men

forslagsstillerne har valgt at angive følgende:

1. Der er behov for en sociologisk orienteret forskning i

virkningerne af den informationskampagne, som allerede er i gang.

Det er aldrig tidligere prøvet at markedsføre et budskab om at

ændre de seksuelle omgangsformer, og man står derfor på bar bund

med hensyn til erfaringer. Der bør forskes i, om

informationskampagnen virker efter hensigten, eller om den skal

ændres. Vigtigheden heraf understreges af, at

informationskampagnen udgør et helt centralt led i den hidtidige

indsats mod sygdommen.

2. Denne forskning skal kombineres med en forskning i

smittespredningen i befolkningen og de enkelte risikogrupper. Det

foregår ved, at man løbende følger udbredelsen af smitte i

veldefinerede og afgrænsede befolkningsgrupper. Formålet er at

registrere ændringer i smittespredningen så tidligt som muligt og

på denne baggrund intensivere eller justere

informationsvirksomheden eller andre forebyggende

foranstaltninger. Det kræver imidlertid personale, styring og tid

at følge udviklingen på denne måde, og dermed kræver det også

penge.

3. Det er endnu et uafklaret spørgsmål, hvorfor nogle AIDS-smittede

udvikler AIDS, mens andre tilsyneladende ikke gør det. Eller gør

de det, men først på et senere tidspunkt? Dette fører helt

naturligt til et behov for, at der på de oprettede klinikker for

AIDS-helbredsundersøgelser sker en løbende testning af de enkelte

personers immunapparat. Netop inden for den kliniske immunologi

har vi i Danmark en meget stor ekspertise. Vi ville have mulighed

for at gennemføre sådanne projekter, hvis forskerne fik penge til

det.

4. Det er også vigtigt at undersøge mulighederne for at producere

neutraliserende antistoffer mod AIDS-virus. Disse undersøgelser

skal vise noget om mulighederne for en egentlig

vaccinefremstilling og skal samtidig til sin tid bruges for at

teste mulig AIDS-vaccine. Arbejdet kan bl.a. udføres på

Fibigerlaboratoriet i København, men det er ressourcekrævende.

5. Forskningen i egentlig behandling af AIDS-patienter kan og skal

videreudvikles. Der er gode og endnu ikke fuldt udnyttede

muligheder for »kontrollerede kliniske undersøgelser« i afprøvning

af forskellige lægemidler. Behandlingen af AIDS-patienter i

Danmark er koncentreret om ganske få afdelinger, hvilket giver

bedre muligheder for sådanne undersøgelser end i mange andre

lande, men indsatsen kræver naturligvis økonomiske ressourcer.

6. Det internationale samarbejde er i sig selv af stor betydning,

både for at følge med i, hvad der sker i den internationale

forskning, men også for at Danmark selv kan bidrage. Her kan

tænkes mange muligheder, men blikket falder naturligt på de danske

forskere og danske laboratorier, som også med international

målestok har en betydelig ekspertise i immunologisk forskning.

Disse forskere og laboratorier er i stand til at samarbejde med

store udenlandske laboratorier og decideret bidrage til de vigtige

forberedende arbejder med hensyn til fremstilling af en vaccine og

til forståelsen af selve AIDS-sygdommen.

7. Endelig er der forskning i den psykologiske indsats for

AIDS-patienter, AIDS-smittede og i det hele taget personer i

risikogrupperne. Denne psykologiske indsats, der endnu lader meget

tilbage at ønske, kan f.eks. være egentlig krisebehandling. Det er

en opgave, som ikke uden videre lader sig løse perfekt. Der kræves

selvsagt et stort forarbejde og en forskning, som koster penge.

Det er derfor helt hen i vejret at sige, at der ikke er noget for

danske forskere at komme efter, når de alligevel ikke kan komme

først med det afgørende resultat: nemlig fremstillingen af en

vaccine eller en behandling, som uden tvivl indbringer en

Nobel-pris. Der er masser af opgaver for danske forskere at tage

fat på, og det vil være en skandale, hvis vi alene af økonomiske

grunde skal undlade at bruge deres evner til noget fornuftigt.

Efter forslagsstillernes opfattelse kan vi ikke være bekendt over

for udlandet, at vi ikke bevilger penge til AIDS-forskningen, men

bare sætter os med hænderne i skødet og venter på, at de andre

finder på et eller andet. Det er nasseri, og den danske forskning

vil desuden generelt lide skade ved ikke at kunne være med i

front, også fordi AIDS-forskningen må forventes at føre til en

lang række andre værdifulde forskningsresultater, som bl.a. vil

kunne anvendes i kræftforskingen.

I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, hvad den danske

kræftforsker professor Lennart Olsson udtalte til Berlingske

Tidende den 2. januar 1986, efter at han havde fået 10 mill. kr.

fra National Institute of Health til sit arbejde på laboratoriet

for cancerbiologi på Panuminstituttet: »Støtten fra USA viser, at

vi i Danmark godt kan få penge til bioteknologisk forskning i

konkurrence med udlandet, og at vi derfor ikke kan tillade os den

kortsigtede luksus at mene, at vi ikke herhjemme har brug for en

forskning, som man arbejder med andre steder i verden.

Forudsætningen er, at vi råder over de nødvendige faciliteter til

at udføre en kvalificeret forskning, og at vi har danske

medarbejdere, der er dygtige nok. Det kræver, at vi kan give dem

en ordentlig uddannelse, og det understreger igen nødvendigheden

af, at vi holder et højt nationalt forskningsniveau«.

Som nævnt burde det være unødvendigt at fremsætte dette forslag. Men

forslagsstillerne har set sig nødsaget til det, fordi

indenrigsministeren som vanligt ikke selv tager initiativer i

bekæmpelsen af AIDS, hvis det kan risikere at koste staten penge.

Derfor foreslås det, at folketinget pålægger regeringen at afsætte 50

mill. kr. til forskning i sygdommen AIDS. Når det foreslåede beløb

er større end de 30 mill. kr., der er blevet nævnt som behovet i

1986, skyldes det ønsket om at sikre flerårige projekter. Det er

altså meningen, at de 50 mill. kr. i et vist omfang skal række ud

over 1986. Det foreslås endvidere, at sundhedsstyrelsens

rådgivende udvalg vedrørende sygdommen AIDS administrerer

bevillingen, da dette organ må anses for at have størst ekspertise

med hensyn til vurderingen af, om et forskningsprojekt er

relevant.

Versioner

1. 1988-05-21