Gelex

1985 BSF 124 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LÆGERS OG PATIENTERS RETSTILLING VEDRØRENDE BEHANDLING AF PATIENTER, SOM IKKE ØNSKER UDSIGTSLØS LIVSFORLÆNGENDE BEHANDLING

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00124@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget henstiller til regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe

med henblik på at skabe en klarere retstilstand for behandling/

ikke-behandling af patienter med håbløse sygdomme, så menneskers

ret til en naturlig og værdig død sikres.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Igennem en årrække har der været bestræbelser i gang for at afklare

den komplicerede retstilstand omkring behandling eller

ikke-behandling af patienter i terminalfasen, dvs. når udsigten

til helbredelse eller fortsættelse af liv under acceptable vilkår

ikke længere er til stede.

Landsforeningen Mit Livstestamente har igennem adskillige år arbejdet

herpå, i de seneste par år i enighed med Den almindelige danske

Lægeforening.

Landsforeningen fremsatte i sin tid opfordringer til den tidligere

regering, som indstillede, at man søgte at opnå enighed med Den

almindelige danske Lægeforening, bl.a. fordi man fandt, at

problemerne var komplicerede, og at det især var væsentligt at

have lægestandens indforståelse med et resultat.

Den almindelige danske Lægeforening og Landsforeningen Mit

Livstestamente er nu enedes om et sådant fælles ønske, og det er

forslagsstillernes opfattelse, at ønsket snarest bør imødekommes.

I overensstemmelse med de to foreningers ønske foreslår

forslagsstillerne følgende kommissorium for arbejdsgruppen:

1. At undersøge behovet for gennemførelse af regler ved lov eller på

anden måde, der fastslår, at en læge ikke handler ulovligt, når

vedkommende beslutter at standse eller undlader at påbegynde en

behandling, der er nytteløs, og som alene tilsigter at udskyde en

naturlig afslutning på livet.

2. At overveje, hvorledes patientens retsstilling i den omhandlede

situation bør være, herunder specielt om patientens ønsker med

hensyn til behandling, respektive standsning eller

ikke-påbegyndelse af behandling, bør respekteres af lægen. I denne

forbindelse bør det overvejes, om patienten har ret til, efter

eller uden opfordring til lægen, at blive orienteret om sygdommens

karakter, behandlingsmulighederne og konsekvenserne af behandling/

ikke-behandling.

3. At overveje, om en døende patient, hvis tilstand udelukker

mulighed for tilkendegivelse af ønsker, har krav på, at et

tidligere udtrykkeligt fremsat ønske f.eks. i form af et

livstestamente skal respekteres af lægen.

4. At overveje, hvilke krav med hensyn til form, indhold,

registrering, tilbagekaldelse m.v. der bør stilles for, at et

livstestamente eventuelt kan tillægges nævnte retlige eller

faktiske betydning.

I denne forbindelse bør det undersøges, hvorledes det kan sikres, at

tilstedeværelsen af et livstestamente kommer til den behandlende

læges kundskab.

5. At overveje, om det i forbindelse med en eventuel fastlæggelse af

retsregler vedrørende punkt 1 og 2 bør tilkendegives, at

forlængelse af liv ikke er en absolut værdi i sig selv, men at

lægens virke skal tilgodese patientens interesse under hensyntagen

til en tålelig livskvalitet og patientens egne ønsker med hensyn

til forlængelse af livet i den terminale fase.

I denne forbindelse bør overvejes, i hvilket omfang og under hvilke

betingelser patienten bør behandles med smertestillende midler i

tilfælde, hvor dette kan medføre en fremskyndelse af

dødstidspunktet.

6. At fremsende eventuelle forslag som følge af de ovennævnte

undersøgelser og overvejelser til indenrigsministeren.

Indenrigsministeren har afslået at imødekomme ønsket om nedsættelse

af en arbejdsgruppe som den foreslåede ud fra den betragtning, at

det må være rigtigst at afvente resultatet af udvalgsarbejdet

vedrørende hjernedøden som dødskriterium og den debat, dette vil

rejse.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at spørgsmålet om fastlæggelse

af dødskriterier ikke har en sådan sammenhæng med det her rejste

problem, at en sammenkædning er nødvendig eller rimelig. Uanset

hvilke dødskriterier man vil nå frem til, vil dette være uden

betydning for forudgående terminalfase.

Som bilag vedlægges afskrift af Den almindelige danske Lægeforenings

og Landsforeningen Mit Livstestamentes fælles henvendelse af 26.

november 1984 til justitsministeren (bilag 1),

indenrigsministerens svar af 11. juni 1985 (bilag 2) samt de to

foreningers fornyede fælles henvendelse af 8. juli 1985 (bilag 3).

Bilag 1

Afskrift af brev til justitsminister Erik Ninn-Hansen, dateret 26.

november 1984

Landsforeningen Mit Livstestamente har siden sin stiftelse i 1976

haft en omfattende korrespondance og mødevirksomhed med såvel

lægeforeningen som justitsministeriet, rigsadvokaten,

indenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen med henblik på at få

indført en retstilstand, der sikrer menneskets ret til en værdig

død i situationer, hvor alle behandlingsmuligheder må anses for

udtømt. Det har i dette øjemed været et af landsforeningens

hovedformål at få anerkendt de såkaldte livstestamenter som

retligt forpligtende for de behandlende læger.

Under lægeforeningens mødevirksomhed og korrespondance med

landsforeningen er man blevet orienteret om, at justitsminister

Ole Espersen ved et møde med Landsforeningen Mit Livstestamente

den 29. april 1982 skal have meddelt, at der under forudsætning af

lægeforeningens positive medvirken ville kunne påregnes nedsat en

arbejdsgruppe med den opgave at undersøge mulighederne for retlig

regulering af de problemer, som den teknologiske udvikling har

medført for læger og patienter i relation til spørgsmålet om, i

hvilket omfang lægen skal respektere et tidligere tilkendegivet

ønske fra patienten om ikke at påbegynde behandling eller at

ophøre med behandling i situationer, hvor alle

behandlingsmuligheder er udtømt.

I denne anledning skal man meddele, at lægeforeningen og

landsforeningen har udarbejdet vedlagte kommissorium for en sådan

arbejdsgruppe, som man herefter venligst skal anmode Dem om at

nedsætte. Det bemærkes herved, at såvel lægeforeningen som

Landsforeningen Mit Livstestamente ønsker at blive repræsenteret i

den nævnte arbejdsgruppe.

På vegne

Den almindelige danske Lægeforening

Landsforeningen Mit Livstestamente

Bilag 2

København, den 11. juni 1985 1. s. kt. j.nr. 5700/ 0-17/ 1983. SL/

ABP

Landsforeningen Mit Livstestamente

Jægersborgvej 68, st.

2800 Lyngby

Indenrigsministeriet har fra justitsministeren modtaget en fælles

henvendelse fra lægeforeningen og Landsforeningen Mit

Livstestamente om nedsættelse af et udvalg med den opgave at

undersøge mulighederne for retlig regulering af de problemer, der

gør sig gældende vedrørende livstestamenter.

Jeg er enig i, at sundhedsvæsenet må sikre mennesker retten til en

naturlig og værdig død, og jeg forstår derfor også, at en nærmere

afklaring af disse problemstillinger er vigtige spørgsmål for de

to foreninger.

Det fremgår af foreningens udkast til kommissorium for et eventuelt

udvalgsarbejde, at der er tale om problemstillinger, som er

særdeles vanskelige og komplicerede. Det er min umiddelbare

opfattelse, at det er meget usikkert, om der kan fastlægges klare

retningslinier for behandling/ ikke-behandling af patienter med

håbløse sygdomme. Sagen rejser efter min opfattelse de samme

etiske og retlige spørgsmål, som en stillingtagen til

dødskriteriet vil rejse; omend sidstnævnte nok kan formuleres

noget mere klart.

Da der netop for tiden pågår et udvalgsarbejde i sundhedsstyrelsen om

hjernedøden som dødskriterium, vil jeg finde det rigtigst, at

spørgsmålet om eventuel nedsættelse af et udvalg vedrørende

livstestamentet afventer resultatet af dette udvalgsarbejde og den

debat dette vil rejse.

En stillingtagen hertil vil endvidere give en bedre baggrund for

livstestamentespørgsmålet, ligesom en løsning af

dødskriteriespørgsmålet eventuelt kan løse en del af de forhold,

der er omfattet af livstestamenter.

Jeg har med tilsvarende skrivelse underrettet justitsministeren samt

lægeforeningen.

Med venlig hilsen

Britta Schall Holberg

Bilag 3

Den 8. juli 1985

Indenrigsminister Britta Schall Holberg

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K

Vedrørende 1. s. kt. j.nr. 5700/ 0-17/ 1983. SL/ ABP

Med indenrigsministerens skrivelse af 11. juni 1985 har Den

almindelige danske Lægeforening og Landsforeningen Mit

Livstestamente modtaget svar på de nævnte foreningers fælles

henvendelse af 26. november 1984 til justitsministeren, hvilken

henvendelse af justitsministeren er videregivet til besvarelse af

indenrigsministeren.

I indenrigsministerens nævnte svarskrivelse meddeles, at ministeren

ikke kan imødekomme den fremsatte anmodning om nedsættelse af et

udvalg med den opgave at undersøge mulighederne for en afhjælpning

af den bestående retsusikkerhed om lægers og patienters

retsstilling vedrørende behandling i patientens terminalfase, idet

ministeren henviser til, at spørgsmålet om eventuel nedsættelse af

et sådant udvalg må afvente resultatet af det udvalgsarbejde, der

er i gang vedrørende dødskriteriet.

Som det fremgår af henvendelsen til justitsministeren og det

medsendte udkast til kommissorium, er baggrunden for de to

foreningers henvendelse til justitsministeren en stigende

bekymring for, om den gældende retsstilstand yder læger

tilstrækkeligt spillerum for vurdering af, i hvilket omfang en

patients tidligere udtrykkeligt meddelte ønske om standsning af

udsigtsløs livsforlængelse bør respekteres. Det bemærkes i den

forbindelse, at mange lægers bekymring i denne sammenhæng beror på

de nugældende bestemmelser i straffeloven vedrørende dødshjælp

m.v., som hidrører fra 1930, og som med den siden da skete,

medicinsk- teknologiske udvikling ikke længere kan anses for

up-to-date.

Den almindelige danske Lægeforening og Landsforeningen Mit

Livstestamente finder, at de i henvendelsen fremdragne problemer

om lægens og patientens retsstilling i patientens terminalfase er

af overvejende juridisk karakter og principielt uafhængige af

resultaterne af nævnte udvalgsarbejde vedrørende dødskriteriet. Da

det således ikke i første række er et lægefagligt problem, men i

højere grad et juridisk, skal foreningerne henstille, at

indenrigsministeren tager den trufne beslutning op til fornyet

overvejelse, eventuelt med henblik på tilbageføring af sagen til

behandling i justitsministeriet.

Vi tillader os i øvrigt at henlede ministerens opmærksomhed på, at 7

af folketingets partier deltog i en offentlig høring den 23. marts

1985 på H. C. Ørsted Instituttet i København foranlediget af

Landsforeningen Mit Livstestamente, hvor partiernes repræsentanter

alle gav udtryk for deres støtte til forslaget om en hurtig

behandling af de omhandlede problemer, og at flere af

repræsentanterne var indstillede på at søge sagen fremmet gennem

en folketingsbeslutning.

På vegne

Den almindelige danske Lægeforening

(Erik Holst

Landsforeningen Mit Livstestamente

(Arne Kold

Versioner

  1. 1988-05-21