1985 BSF 125 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REVISION AF LOV OM OFFENTLIGE MYNDIGHEDERS REGISTRE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00125@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1986-87 at
fremsætte forslag til revision af lov om offentlige myndigheders
registre. Revisionen skal ske under iagttagelse af nedenstående
retningslinjer:
1) Forskrifter om det enkelte registers opbygning og drift skal
godkendes af registertilsynet.
2) Forskrifterne bør udformes, så det sikres, at de registrerede
gennem forskrifterne kan få en klar og utvetydig information om
deres retsstilling.
Det bør specificeres, hvilke oplysningstyper der må registreres, og
hvilke formål registret kan benyttes til.
Kassationsfristen bør være entydig, og det bør fremgå af forskriften,
om der er mulighed for videregivelse til rigsarkivet.
3) Det bør tydeliggøres, at ændring af forskrifterne skal godkendes
på samme måde som ved oprettelse af registeret.
4) Det bør tydeliggøres, at ændringer af forskrifterne, der åbner
for nye anvendelser af registeret, ikke kan have tilbagevirkende
kraft.
5) Kredsen af oplysningstyper, der karakteriseres som særligt
følsomme (jfr. den gældende lovs § 9, stk. 2), må udvides, så
bestemmelserne bliver i overensstemmelse med forvaltningslovens
opregning af oplysninger om rent private forhold.
6) Videregivelse af oplysninger.
a. Videregivelse til private.
Lovens regel om videregivelse til private uden samtykke (§ 19) bør
ændres. Der bør indføres et forbud mod videregivelse fra
offentlige myndigheder til private af oplysninger om
enkeltpersoners private forhold.
Reglen om videregivelse til private virksomheder m.v., der i henhold
til lov eller aftale medvirker ved løsning af en myndigheds
opgaver (§ 17), bør ændres, så der stilles krav om godkendelse og
kontrol af registertilsynet.
Reglen om videregivelse med samtykke (§ 16) bør ændres, således at
kravet om samtykke suppleres med krav om, at videregivelse tjener
rimelige samfundsmæssige hensyn og er et naturligt led i den
offentlige myndigheds arbejde.
b. Videregivelse til andre offentlige myndigheder.
Loven bør ændres, så den i det mindste giver samme beskyttelse for
oplysninger om rent private forhold, som gælder efter den vedtagne
forvaltningslov. EDB-registrerede oplysninger om rent private
forhold bør beskyttes, så de kun kan videregives med samtykke fra
den registrerede, eller hvis videregivelse sker til varetagelse af
private eller offentlige interesse, der klart overstiger de
interesser, der begrunder tavshedspligt.
7) Samkøring bør kun kunne ske efter godkendelse af
registertilsynet. Godkendelse og samkøring bør kun kunne tillades,
hvor væsentlige samfundsmæssige interesser gør det påkrævet, og
hvor væsentlige hensyn til de registrerede ikke taler imod.
Samkøring med henblik på kontrol med enkeltpersoner eller mindre
grupper bør kun kunne finde sted, hvis de registrerede i
forbindelse med registreringen er blevet advaret herom. Der må
fastsættes forbud mod sådanne samkøringer af registre, der
indeholder oplysninger om rent private forhold.
8) De registrerede bør have meddelelse både om registrering og om
videregivelse til private eller til andre offentlige myndigheder.
Meddelelse om registrering bør ske ved førstegangsregistrering og
derefter en gang årligt, såfremt der sker ændring i de
registrerede oplysninger.
9) Der bør fastsættes regler om berigtigelse af ukorrekte
oplysninger, herunder frister for berigtigelse.
10) De personregistre, der føres af politiets og forsvarets
efterretningstjenester, bør inddrages under loven.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
1. januar 1979 trådte loven om offentlige myndigheders registre i
kraft. Loven har således virket i over 7 år, og det må være
rimeligt at gøre status over registeropbygningen og
registeranvendelsen inden for offentlige myndigheder. I
forbindelse med en statusopgørelse er det væsentligt at se på
udformningen af forskrifter, der ifølge loven skal fastsættes i
forbindelse med hvert enkelt register. Socialistisk folkeparti
stemte i sin tid imod loven om offentlige myndigheders registre
under henvisning til, at lovens bestemmelser er meget vagt
formulerede og derfor ikke giver nogen sikkerhed mod en meget
vidtgående anvendelse af EDB-registre, herunder samkøring. Denne
kritik blev af lovens tilhængere imødegået bl.a. under henvisning
til, at forskrifterne for de enkelte registre, der har karakter af
bekendtgørelser, skulle indeholde mere præcise regler for
registeranvendelsen. Der blev således ved vedtagelsen af
registerloven lagt op til, at forskrifterne skulle være et
centralt led i retssikkerheden. Lovens tilhængere henviste
endvidere til, at det nye organ registertilsynet skulle have et
særligt ansvar for at værne om retssikkerheden.
I takt med indførelsen af EDB er der sket en stærk centralisering af
pesonregistreringen. Den typiske personregistrering på et
forvaltningsområde starter naturligt nok hos de lokale
myndigheder, der har den direkte kontakt til brugerne. Derfra går
oplysningerne i mange tilfælde videre til centrale kommunale
registre (Kommunadatas fælleskommunale registre). Næste trin er
centrale statslige registre (f.eks. hos sundhedsstyrelsen og
arbejdsdirektoratet). En særlig koncentreret registeropbygning
findes hos Danmarks Statistik. Endestationen i denne
centraliserede datastrøm er rigsarkivet, hvor personregistre -
helt eller delvis - risikerer at havne. Alle disse registre inden
for den offentlige sektor, ca. 1.000 i alt, har
personidentificerbare oplysninger, og der benyttes endda
CPR-nummer som identifikation.
Registeropbygningen er særlig intens på det sociale og
sundhedsmæssige område, hvor der er talrige registre med meget
følsomme oplysninger, (f.eks. det centrale psykiatriske register
og sundhedsstyrelsens abortregister).
Det er efterhånden blevet vanskeligt at få øje på det kommunale
selvstyre i forbindelse med registeropbygningen og
registeranvendelsen. Som et forholdsvis nyt fænomen har statslige
myndigheder fået adgang til at trække oplysninger direkte fra
kommunale registre til statistiske formål. I forbindelse med det
centrale statslige register over personer med vidtgående psykiske
handicap har man pålagt personale i kommunale institutioner at
indberette direkte til det statslige register. Denne udvikling
betyder, at kommunalbestyrelserne og amtsrådene delvis er frataget
ansvaret for de oplysninger, som borgerne afgiver til kommunale
myndigheder.
Registertilsynet har tilsyneladende forholdt sig ukritisk til den
fortsatte centralisering af personregistreringen også vedrørende
følsomme oplysninger.
Den typiske registrering sker, uden at de registrerede informeres.
Den samme mangel på orientering gør sig gældende ved videregivelse
af oplysninger.
SF finder, at der er behov for en revision af loven om offentlige
myndigheders registre for at sikre større retssikkerhed på
området. I forbindelse med en revision af loven lægges der vægt
på:
1) at de registrerede informeres, så de får mulighed for at følge med
i, hvad der sker,
2) at der stilles krav om entydighed og præcision ved udformningen af
de forskrifter, der gælder for de enkelte registre,
3) at der skabes lovmæssige garantier mod, at EDB-udviklingen fører
til en tæt og nærgående kontrol af rent private forhold.
Forbrugerrådet har ved flere lejligheder, bl.a. i forbindelse med
justitsministerens redegørelse af 12. december 1984 (se
Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 3853 og 4576) og
justitsministeriets beretning vedrørende eventuelle ændringer i
registerlovene, udtalt sig kritisk om registerlovgivningen og den
praksis, der har udviklet sig. Dette er senest sket ved skrivelsen
af 21. januar 1985 (omdelt til retsudvalget under almindelig del -
bilag 181, folketingsåret 1984-85). Beslutningsforslagets
principper er i vid udstrækning baseret på den ovennævnte
skrivelse.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad nr. 1
Det er ikke tilstrækkeligt, at forskrifterne, som det sker nu, sendes
til høring i registertilsynet. Som Forbrugerrådet har gjort
opmærksom på, adskiller fastsættelsen af forskrifter sig
fundamentalt fra beslutningen om oprettelse, der kan træffes af
den enkelte myndighed. I forbindelse med fastsættelse af
forskrifter er det ikke de administrative behov og økonomiske
forhold, der er afgørende. Der skal derimod tages stilling til, om
forskrifterne opfylder kravene til beskyttelse af den personlige
integritet. Der må derfor stilles krav om, at forskrifterne skal
godkendes af registertilsynet.
Ad nr. 2
De forskrifter, der fastsættes for det enkelte register, har
afgørende betydning for borgernes retssikkerhed. Det må sikres, at
forskrifterne indeholder præcise retningslinjer for opbygningen og
anvendelsen af registeret. Det er bl.a. nøvendigt for, at
forskrifterne kan give de registrerede et klart billede af
retsstillingen.
Det er afgørende for retssikkerheden, at forskrifterne for det
enkelte register specificerer, hvilke oplysningstyper der må
registreres. Det er utilfredsstillende, at der i nogle forskrifter
anvendes vage betegnelser eller endog »frie felter« (f.eks. det
fælleskommunale hospitalsinformationssystem (det røde system) og
det fælleskommunale boligydelsessystem).
Vedrørende videregivelse af oplysninger til andre offentlige
myndigheder, herunder videregivelse i samkøringsøjemed, indeholder
mange forskrifter en bestemmelse om, at oplysninger kan
videregives til andre myndigheder, der »i henhold til lov har
adgang til at få oplysningerne«. En sådan formulering er ikke
egnet til at informere de registrerede om, hvad oplysningerne kan
bruges til. Hertil fordres en præcis angivelse af, til hvilke
formål og myndigheder der må videregives. Formuleringerne er ikke
blot upræcise, men forekommer også at være meget vidtrækkende.
Utallige love indeholder en bestemmelse om, at der kan indhentes
oplysninger fra andre myndigheder. Hvis sådanne bestemmelser er
tilstrækkelige, giver registerforskrifterne næsten uanede
muligheder for udlevering bl.a. i samkøringsøjemed.
Forskrifterne indeholder bestemmelser om kassation, men det
forekommer misvisende at tale om kassation, hvis kassationsfristen
blot betyder, at registrene ikke længere føres og opbevares af den
pågældende myndighed, men overføres til rigsarkivet.
Der må stilles krav om, at en eventuel overførelse til arkivering kun
kan ske, hvis der er hjemmel i de forskrifter, der gælder for det
enkelte register.
Ad nr. 3
Forskrifterne for de enkelte registre er ændret i takt med, at der er
opstået nye administrative interesser i registeranvendelsen.
Ændringerne er typisk sket uden nogen offentlig opmærksomhed. Som
tidligere nævnt er forskrifterne for en række fælleskommunale
registre ændret således, at statslige myndigheder kan trække
oplysninger til planlægningsformål og lignende.
Ifølge lov om offentlige registre § 7 må en kommunal myndighed kun
tilslutte sig et register, når det er besluttet på et møde i
kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. Den nævnte ændring i
anvendelsesreglen, der delvis fjerner registeransvaret fra
kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, er i mange tilfælde sket,
uden at det er blevet behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen
eller amtsrådet. Det fremgår af en skrivelse fra
administrationsdepartementet til samtlige amtskommuner (dateret
den 13. august 1982), at registertilsynet har udtalt, at
indsættelsen af »anvendelsesreglen« ikke er så betydelig en
ændring, at der vil være noget lovkrav om, at der gennemføres en
fornyet tilslutningsprocedure, dvs. at kommunalbestyrelsen i et
møde bekræfter tilslutningen til registeret. Ændringen betyder, at
registeransvaret delvis fjernes fra det folkevalgte organ. Hvis
ikke det er en væsentlig ændring, hvad er så? Registertilsynet har
på dette punkt lagt sig på en linje, der er imødekommende over for
de teknokratiske interesser, der ønsker, at registeranvendelsen
skal være så nem som mulig og uden offentlig indblanding.
Det er væsentligt at få fastslået, at ændringer i forskrifterne ikke
må have tilbagevirkende kraft. Borgerne skal gennem forskrifterne
kunne få besked om, hvad de registrerede oplysninger må bruges
til. Forskrifterne er uden retssikkerhedsmæssig værdi, hvis
ændringer har tilbagevirkende kraft. En ændring af forskrifterne,
der giver mulighed for samkøring, må derfor ikke anvendes på de
oplysninger, der er afgivet eller indhentet før
ikrafttrædelsestidspunktet for den reviderede forskrift.
Ad nr. 4
I den vedtagne forvaltningslov findes en opregning af
oplysningstyper, som karakteriseres som rent private og dermed
særlig følsomme. I forvaltningsloven er anført flere
oplysningstyper end i registerlovens opregning (§ 9, stk. 2).
Bl.a. er væsentlige sociale problemer medtaget. Loven om
offentlige myndigheders registre må ændres i overensstemmelse
hermed. Det samme gælder for loven om private registre m.v.
Ad nr. 5
Der bør ske en skærpelse af reglerne om videregivelse til private.
Det kan ikke være rimeligt, at offentlige myndigheder uden
samtykke fra de registrerede udleverer oplysninger om
enkeltpersoners private forhold til private virksomheder og
lignende. Et forbud i loven om offentlige myndigheders registre
hindrer ikke, at der i medfør af loven om folkeregistrering kan
ske udlevering af identitetsoplysninger efter nærmere
retningslinjer.
Når private virksomheder medvirker ved løsningen af offentlige
myndigheders opgaver og i den egenskab modtager personoplysninger,
er det nødvendigt, at registertilsynet inddrages som kontrolorgan.
Som foreslået af Forbrugerrådet bør aftaler godkendes af
registertilsynet, og der bør sikres registertilsynet adgang til at
føre tilsyn med behandlingen af oplysningerne.
Der må fortsat være en mulighed for at udlevere oplysninger til
private, når der er indhentet samtykke fra den registrerede. Men
kravet om samtykke bør suppleres med krav om, at videregivelsen
tjener væsentlige samfundsmæssige hensyn og er et naturligt led i
den offentlige myndigheds arbejde. Som anført af Forbrugerrådet
vil forbrugeren i mange relationer til erhvervslivet ikke have
praktisk mulighed for at nægte et samtykke, ligesom det er alt for
let at indbygge en samtykkeerklæring i en standardkontrakt. Det
kan f.eks. ikke være rimeligt, at et forsikringsselskab i
forbindelse med oprettelsen af en ulykkesforsikring indhenter
oplysninger fra et psykiatrisk sygehus. Sygehus- og
helbredsoplysninger i øvrigt kan fra forsikringsselskaberne
indhentes som led i forberedelsen af forsikringskontrakter, for så
vidt sådanne oplysninger udgør en nødvendig forudsætning for
forsikringsaftalen.
Med vedtagelsen af forvaltningsloven er det blevet tydeliggjort, at
tavshedspligten beskytter mod udlevering af oplysninger om rent
private forhold til andre offentlige myndigheder. Denne
beskyttelse findes ikke i registerloven. Det er uholdbart, at
EDB-registrerede oplysninger har en ringere beskyttelse end
manuelt registrerede oplysninger. Der må stilles krav om, at
udlevering af de følsomme oplysninger som altovervejende
hovedregel forudsætter samtykke fra den registrerede. Der er
tværtimod behov for en større sikkerhed ved EDB-registre, og det
kan derfor ikke være acceptabelt at tillade udlevering efter det
ubestemte kriterium, at »det følger af lov eller bestemmelser
fastsat i henhold til lov«, jfr. nr. 2 og bemærkningerne til
forvaltningsloven.
Ad nr. 6
Samkøring af følsomme personoplysninger fra forskellige registre
rummer specielle betænkeligheder. Det er et angreb på den enkeltes
personlige integritet, såfremt EDB-teknikken ved hjælp af den
fælles identifikation, CPR-nummeret, anvendes til at skabe et
nærgående totalbillede af den enkelte borger eller mindre grupper.
Samkøring af forskellige personregistre er også betænkelig, fordi
det kan blive et middel til virkeliggørelsen af det
gennemkontrollerede samfund, hvor alle afvigelser overvåges,
opspores og sanktioneres.
Loven om offentlige myndigheders registre hindrer ikke samkøring af
personregistre fra forskellige forvaltningsområder; der er
tværtimod meget vide rammer for en sådan udlevering. Loven
indeholder nogle procedureforskrifter for samkøring. Samkøring
skal godkendes af den politiske ledelse (minister/
kommunalbestyrelse/ amtsråd), og der skal fastsættes særlige
forskrifter for det nye register, som samkøringen resulterer i.
Desuden forudsætter samkøring, at der er hjemmel i forskrifterne
for de registre, der ønskes samkørt.
På linje med Forbrugerrådets anbefalinger må det sikres, at samkøring
kun kan tillades, hvor væsentlige samfundsmæssige interesser gør
den påkrævet, og hvor der ikke er væsentlige hensyn til de
registrerede, der taler imod.
Hvis samkøring anvendes til kontrolformål, må det sikres, at
kontrollen ikke kommer bag på folk. Kontrollen må ikke blive
anonym og skjult. Der må derfor stilles krav om, at samkøring til
kontrolformål kun kan finde sted, når de registrerede er advaret
herom senest i forbindelse med registreringen. Når det drejer sig
om oplysninger om rent personlige forhold, er det særlig vigtigt
at skabe lovmæssige barrierer mod en tæt og nærgående kontrol. Her
kræves et ubetinget forbud mod samkøring til kontrol af
enkeltpersoner eller mindre grupper.
Ad nr. 7
Det er afgørende for retssikkerheden, at de registrerede bliver
orienteret om registreringen. Når registreringen foregår i det
skjulte, har de registrerede reelt ikke nogen chance for at
udnytte den formelle mulighed for registerindsigt. EDB-teknikken
gør det såre enkelt at informere om registreringen, så det er
svært at se nogen undskyldning for at lade være. På tilsvarende
måde må det lovmæssigt garanteres, at de registrerede bliver
informeret, hvis der videregives oplysninger til private eller til
andre offentlige myndigheder. Med vedtagelsen af den nye
offentlighedslov gennemføres fra 1. januar 1987 ret til aktindsigt
i sygehusjournaler. Med denne ændring er der ikke længere nogen
fornuftig motivering for, at det i registerloven overlades til en
læges vurdering, om patienten skal have skriftlig eller nøjes med
mundtlig information. Ret til skriftlig registerindsigt
formindsker naturligvis ikke behovet for, at sundhedspersonale
giver en mundtlig orientering til patienten.
Der er gjort meget lidt for at orientere borgerne om retten til
registerindsigt. Behovet er naturligvis størst ved de registre,
der indeholder følsomme oplysninger eller oplysninger, der er
baseret på subjektive vurderinger. Regeringen opfordres til at
gennemføre en informationskampagne, hvor der eventuelt samtidig
kan orienteres om retten til registerindsigt og retten til
aktindsigt efter de ændrede regler i offentlighedsloven og
forvaltningsloven.
Ad nr. 8
Som anført af Forbrugerrådet er det forkert, at der ikke i lov om
offentlige myndigheders registre findes en bestemmelse om, inden
for hvilke frister myndigheden skal foretage sig noget med henblik
på at sikre, at de registrerede oplysninger er korrekte.
Ad nr. 9
Forslagsstillerne finder, at det retssikkerhedsmæssigt er
uacceptabelt, at de omfattende registreringer, der foretages af
politiets og forsvarets efterretningstjenester, er undtaget fra
registerloven.