1985 BSF 133 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TILBAGETRÆKNING AF DISPENSATIONER VEDRØRENDE BRUG AF ASBEST OG FORBUD MOD IMPORT AF ASBESTHOLDIGE PRODUKTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00133@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger arbejdsministeren
1. at trække dispensationen for produktion og anvendelse af
asbestcementprodukter tilbage med øjeblikkelig virkning (nuværende
frist: 1. januar 1990)
2. at trække dispensationen for anvendelse af asbest til
friktionsbelægninger tilbage pr. 1. januar 1987 (nuværende frist:
indtil videre)
3. at trække dispensationen for anvendelse af asbest til bundne
pakninger tilbage pr. 1. januar 1987 (nuværende frist: indtil
videre)
4. at forbyde import af ovennævnte asbestholdige produkter med
øjeblikkelig virkning for de friktionsbelægninger og pakninger,
der i dag findes asbestfri på markedet, og at forbyde import af
samtlige asbestholdige produkter pr. 1. januar 1987.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Dette forslag er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 126
fra folketingsåret 1984-85 i en revideret form og med ajourførte
bemærkninger.
Debatten om asbestens farlighed er blusset op igen, denne gang i
forbindelse med indeklimaet. Sundhedsstyrelsen har i en skrivelse
af 29. april 1985 til boligministeriet erkendt, at det er
styrelsens opfattelse, at der består en veletableret
årsagssammenhæng mellem udsættelse for asbestfibre og risikoen for
efter års latenstid - foruden asbestose - at udvikle lungekræft
og/ eller lungehindekræft, ligesom sundhedsstyrelsen mener, at
selv ganske ringe og kortvarige udsættelser for asbeststøv efter
års latenstid har givet anledning til udvikling af
lungehindekræft, samt at der ikke er videnskabeligt grundlag for
at antage, at der for asbeststøv eksisterer nogen nedre sikker
ekspositionsgrænse.
Arbejdsministeren erkendte ligeledes under 1. behandling af B 126
den 24. april 1985, at ingen nok så lav grænseværdi kan garantere,
at asbestudsatte arbejdere er uden risiko for at pådrage sig en
asbestbetinget kræftsygdom, og ministeren mente derfor, at
samtlige muligheder for en fremskyndelse af omstillingsprocessen
fra asbestholdige til asbestfri produkter skulle undersøges.
På den baggrund fremkom direktoratet for arbejdstilsynet den 23.
november 1985 med en redegørelse, som konkluderede:
ad 1) asbestcementprodukter
På baggrund af nuværende viden og teknik er det muligt at producere
asbestfri alternativer inden for alle typer plane H- og M-plader,
skiferplader og M-bølgeplader, medens det ikke skulle være muligt
at producere et asbestfrit alternativ til H-bølgepladen på
nuværende tidspunkt. Der foreligger et forskningsresultat, som
skal danne grundlag for en ombygning af en H-produktionslinie.
Arbejdstilsynet anbefaler derfor, at Dansk Eternit-Fabrik A/ S
fortsat skal have mulighed for fremstilling af
asbestcementprodukter til udgangen af 1988, idet man mener, at et
stop for produktionen af H-bølgeplader vil bremse udviklingen af
et miljømæssigt bedre produkt. Man mener endvidere, at de på
markedet værende udenlandske erstatningsplader dels kræver et
større tilpasningsarbejde på grund af pladernes mål, dels ikke er
fuldt tilfredsstillende, hvad angår styrken, samt at
produktionskapaciteten ikke kan stå mål med efterspørgslen.
Venstresocialisterne kan ikke godtage denne argumentation.
Arbejdernes helbred er vigtigere end et eventuelt ekstra arbejde
med at tilpasse pladerne. Hvad styrken angår, så henholder man sig
kun til Dansk Eternit-Fabriks påstand om de udenlandske pladers
manglende styrke. Disse er imidlertid afprøvet af Dantest og har
vist tilfredsstillende kvalitet. Venstresocialisterne ser derfor
ingen som helst grund til en fortsat dispensation vedrørende brug
af asbest til abestcementprodukter. Der foreligger
tilfredsstillende erstatningsprodukter uden asbest på markedet.
ad 2) bremsebelægninger
A/ S Roulunds Fabrikker har udarbejdet en statusrapport pr. primo
september 1985 om asbestfrie bremsebelægninger, muligheder og
begrænsninger. Det væsentligste problem ved udviklingsarbejdet af
asbestfri alternativer skulle bestå i, at 60 års erfaringsgrundlag
med asbestbaseret teknologi ikke længere kan anvendes, og at et
helt nyt erfaringsgrundlag skal opbygges. Dette er i sin rørende
enkelhed selvfølgelig rigtigt. Det skal dog med ind i billedet, at
man faktisk i alle disse 60 år har vidst, at asbest var farlig!
Direktoratet konkluderer, at problemerne vedrørende asbest i
arbejdsmiljøet ikke løses ved et forbud mod produktion af
asbestholdige bremsebelægninger på A/ S Roulunds Fabrikker, da ca.
85 pct. af behovet for asbestholdige bremsebelægninger dækkes ved
import. Venstresocialisterne erkender, at dette synspunkt er
korrekt, og har derfor føjet til dette forslag, at import af
asbestholdige friktionsbelægninger skal forbydes.
Som et argument for ikke at forbyde produktionen på A/ S Roulunds
Fabrikker bruger direktoratet, at målinger i oktober 1985 viser,
at asbestfiberkoncentrationen på udsatte steder ligger væsentligt
under den nu gældende grænseværdi på 0,5 fiber/ cm3. Dette er et
postulat uden hold i virkeligheden. Grænseværdien overskrides i
mere end 10 pct. af tilfældene, jfr. arbejdsministerens besvarelse
af arbejdsmarkedsudvalgets spørgsmål 53 af 14. januar 1986 (alm.
del - bilag 86), og i adskillige tilfælde er der tale om
overskridelser på helt op til mere end det dobbelte af den
tilladte grænseværdi, hvilket arbejdsministeren da også har måttet
indrømme. Dette skal sammenholdes med, at der ikke findes en nedre
grænse, hvor asbeststøvet er ufarligt.
Direktoratet anbefaler, at der sættes en tidsfrist for anvendelse af
asbest til bremsebelægninger til personbiler gældende til 1.
januar 1991. Dette er selvfølgelig bedre end den nuværende
tidsubestemte dispensation. Men det er ikke godt nok. Direktoratet
siger, at det på baggrund af nuværende viden og teknik er muligt
for Roulund at producere asbestfri bremsebelægninger til
skivebremser til 3 personbilmodeller, og at dette antal forventes
at stige til 6 medio 1986. Man vurderer, at den eksisterende
personbilpark vil kunne være forsynet med asbestfri
bremsebelægninger ved udgangen af 1990.
Svenske og tyske firmaer er imidlertid i stand til at levere
asbestfri belægninger til mere end 90 pct. af den eksisterende
person- og varebilpark, og de sidste er undervejs.
Forslagsstillerne ser ingen grund til at beskytte en dansk
producent, som ikke er up-to-date rent teknologisk med hensyn til
udviklingen af asbestfri bremsebelægninger, og man må, hvis ikke
Roulund kan leve op til kravet om asbestfri bremser, købe disse i
udlandet. Roulund har dog lanceret asbestfri bremseklodser til en
række modeller af VW, BMW, Volvo, Saab, Ford og Opel; foreløbig
dog kun i Sverige! Men de kan vel også leveres i Danmark. En frist
for dispensationen pr. 1. januar 1987 giver 3/4 år til at
markedsføre asbestfri belægninger, og det skulle være mere end
rigeligt.
ad 3) asbestholdige bundne pakninger
Direktoratet konkluderer, at man på nuværende tidspunkt end ikke kan
sætte en tidsfrist på med hensyn til dispensationens ophør, idet
der i dag kun findes asbestfri pakninger i begrænset omfang, og
man må derfor afvente resultater af igangværende forskning på
området.
Absurditeten når i dette tilfælde groteske højder, når ministeren
derefter på arbejdsmarkedsudvalgets spørgsmål nr. 57 af 14.
januar 1986 (alm. del - bilag 86) vedrørende en artikel i det
norske blad Arbeidsmiljø, som beskriver, at der på de allerfleste
områder i dag findes pakninger, som kan bruges som erstatninger
for asbestholdige pakninger, svarer, at der kan leveres asbestfri
pakninger på de allerfleste områder, som det fremgår af den nævnte
artikel. En frist for dispensationen pr. 1. januar 1987 giver også
her 3/4 år til at markedsføre asbestfri pakninger, og det skulle
være mere end rigeligt også her.
Den nuværende asbestbekendtgørelse er hullet som en si. Det er på
tide at få disse huller stoppet til. Da alle nu erkender, at
asbest er livsfarligt, må tiden vel også være kommet til at
forbyde brugen af det helt og fuldt, således at det bliver
arbejdernes liv og helbred, der sættes i centrum og ikke
industriens profitkrav. Det er også på tide.
Redegørelsen af 23. november 1985 fra direktoratet for
arbejdstilsynet skal til udtalelse i Arbejdsmiljørådet. Dette er
endnu ikke sket, men skulle efter sigende ske inden sommerferien
1986. Når Arbejdsmiljørådets udtalelse foreligger, skal
arbejdsministeren efter drøftelse med justitsministeren for så
vidt angår spørgsmålet om bremsebelægninger overveje, hvilke
ændringer der bør ske i de gældende asbestregler.
Venstresocialisterne mener imidlertid, der bør handles NU.
Asbeststøvets farlighed har været kendt siden århundredskiftet. En
engelsk forsker beskrev så tidligt som i 1907, hvorledes
obduktionen af en ung arbejder havde vist forandringer i lungerne
på grund af mikroskopiske asbestfibre, som havde indlejret sig i
lungevævet. Arbejderen var i øvrigt den sidste overlevende ud af
10, som 14 år tidligere var begyndt at arbejde i en
asbesttekstilfabrik.
I 1927 lå der en mere detaljeret beskrivelse af hele sygdomsbilledet.
Og i 1934 blev lungekræft beskrevet hos arbejdere med asbestose. I
1960 påviste man, at der var en sammenhæng mellem asbest og
lunge-bughindekræft (mesotheliom).
Til trods for denne endog meget veldokumenterede viden skete der
først noget herhjemme i 1972, hvor bl.a. påsprøjtning af frie
asbestfibre til isoleringsformål blev forbudt. Og dette forbud
blev så fulgt op i 1980 med regler, der forbyder erhvervsmæssig
anvendelse af asbest, dog med visse undtagelser.
Der er således foregået en fantastisk sjakren med arbejdernes liv og
helbred i årtier. Og verdensproduktionen af asbest er eksploderet
siden århundredskiftet, dvs. helbredsproblemerne er blevet større
og større. I 1900 blev der produceret ca. 32.000 ton pr. år. I
1978 blev der produceret 6 mill. ton pr. år!
På et spørgsmål i marts 1984 til arbejdsministeren, om man havde
beregnet, hvor mange nye tilfælde af lungekræft og mesotheliom der
kunne forventes ved den fortsatte asbestpåvirkning af arbejderne,
svarede direktoratet for arbejdstilsynet på ministerens vegne.
Arbejdstilsynet havde ikke foretaget beregning over, hvor mange
nye tilfælde der kunne forventes. Men ved de foranstaltninger, som
skulle gennemføres for at opnå dispensationen, ville der ske en
nedsættelse af mængden af asbestfibre. Dette kombineret med
støvsvage bearbejdningsmetoder ville nedsætte risikoen for, at
arbejderne pådrog sig en asbestforårsaget sygdom, mente
arbejdstilsynet. Dette betyder på et jævnt og ligetil dansk, at jo
mindre doser man udsættes for, jo mindre er risikoen! Men det er
værd at bemærke, at arbejdstilsynet ikke har kunnet skrive, at der
ingen risiko er. Svævende i luften står altså stadig væk
spørgsmålet, hvor mange nye tilfælde vi skal se. Og det spørgsmål
må blafre i vinden de næste 20, 30, 40 år. Så længe kan det jo
tage for nye tilfælde at komme til syne.
Men risikoen eksisterer ikke blot for eternitfabrikkens arbejdere.
Den eksisterer også for byggebranchens arbejdere. På
byggepladserne står arbejderne og tilskærer asbestplader den dag i
dag. Godt nok skal asbestcementprodukter til byggebranchen så vidt
muligt være tilpasset den påtænkte anvendelse. Men hvad
bølgeplader angår, skal ca. 60 pct. af den solgte mængde
færdigtilpassede produkter bearbejdes på byggepladserne.
Asbesten vil i øvrigt, selv om dispensationerne trækkes tilbage,
forurene danske arbejdspladser i år fremover, idet der er asbest i
de gamle konstruktioner. Asbesten sidder stadig væk i gammelt
isoleringsmateriale, og det er meget svært ikke at blive udsat for
asbestfibre, når man skal arbejde med disse materialer, f.eks. i
forbindelse med nedrivnings- og reparationsarbejder.
De mekanikere, der arbejder på værkstederne, vil også være udsat for
faren, når de udskifter og tilpasser asbestholdige
friktionsbelægninger i gamle bremser. Men jo før produktionen
stopper af samtlige asbestholdige produkter, jo mindre bliver
problemerne i fremtiden.