1985 BSF 135 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN AKTIV INDSATS MOD DIKTATURET I TYRKIET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00135@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen
- at genvurdere grundlaget for opgivelsen af sagen mod Tyrkiet ved
Den europæiske Menneskerettighedskommission og for den i den
forbindelse indgåede overenskomst med Tyrkiets regering,
- at gå imod enhver form for EF-støtte til Tyrkiet, herunder enhver
form for økonomisk aftale,
- samt i alle relevante internationale organisationer, herunder ikke
mindst i NATO, at arbejde for at isolere det tyrkiske diktatur og
modarbejde enhver form for politisk, økonomisk eller militær
støtte til den tyrkiske regering.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Da de fem klagestater, Danmark, Holland, Norge, Sverige og Frankrig,
i december 1985 trak deres klagesag mod den tyrkiske regering
tilbage ved Den europæiske Menneskerettighedskommission, var
formålet at sikre, at Tyrkiet gradvis skulle fortsætte afviklingen
af den særlovgivning, der indførtes ved militærets magtovertagelse
i 1980.
Med henblik herpå indgik de fem klagestater og den tyrkiske regering
den 7. december 1985 en aftale, hvori et af punkterne bl.a. er, at
Den europæiske Menneskerettighedskommission frem til 1987 skal
påse, at Tyrkiet overholder forbuddet imod tortur og anden
umenneskelig behandling.
Desværre viser udviklingen, at tilbagetrækningen af sagen og
indgåelsen af denne aftale på ingen måde har opmuntret det
tyrkiske diktatur - og ingen skal være i tvivl om, at militæret
fortsat har magten - til at indføre mere demokratiske og mere
humane retstilstande, nej tværtimod. Den tyrkiske regering har
fortolket disse skridt som udtryk for eftergivenhed fra
vesteuropæisk side, som en godkendelse af statens terror imod
befolkningen, i særlig grad den kurdiske befolkning, og som en
opmuntring til uhindret at fortsætte undertrykkelsen.
Alle uhildede undersøgelser vil vise, at der intet grundlag var for
at indgå en sådan aftale med den tyrkiske regering, og at aftalen
i dag misbruges udadtil og indadtil til at understøtte regimet,
der hermed har opnået et vigtigt vesteuropæisk skulderklap.
De fem regeringer har således ikke hjulpet befolkningen, men har
tværtimod begået en alvorlig brøler og gjort sig skyldig i en
alvorlig fejlbedømmelse af situationen.
Så vidt er det kommet - som medlem af folketinget Ivar Nørgaard (S)
har gjort opmærksom på - at Tyrkiets ministerpræsident, Turgut
Oezal, har hævdet, at der ikke længere er noget grundlag for
kritikken af Tyrkiet. Dette bruges aftalen til, samtidig med at
tortur og massefængslinger fortsætter.
Der findes fortsat titusinder af politiske fanger, især i Kurdistan,
hvoraf mange udsættes for tortur.
Der kan dokumenteres talrige krænkelser af menneskerettighederne, de
faglige og demokratiske rettigheder, deportationer osv., og det
værste er, at intet tyder på, at der i øjeblikket foregår en
bedring, snarere tværtimod. I Kurdistan nærmer tilstanden sig
snarere åbenlys krig mellem det tyrkiske militær og den kurdiske
befolkning, der aldrig har bedt om assistance fra dette militær.
Der eksisterer i dag et righoldigt dokumentationsmateriale om
forholdene i de tyrkiske fængsler, også efter aftalen mellem de
fem lande og den tyrkiske regering.
Dagspressen i Tyrkiet beretter således åbenlyst om de fortsatte
krænkelser af menneskerettighederne. Et bemærkelsesværdigt
eksempel er ugebladet Noktas beretning om torturbødlen Sedat
Caners virksomhed. Hans forbrydelser var så grove, at han blev
dømt for dem, men militæret har dog hindret, at hans straf
fuldbyrdes. Han udtaler til Nokta, at der altid har forekommet
tortur i Tyrkiet, men aldrig i et omfang som nu.
Sedat Caner udtaler bl.a.: »Jo, de torturinstrumenter, som har været
afbildet i Nokta, findes overalt i de tyrkiske fængsler. I
politihovedkvarteret i Ankara kan De finde dem på 6. sal. Men når
der nu bliver skrevet om det, så bliver de jo fjernet. De har også
opkøbt Nokta, fordi de ikke ønsker, at folk skal kunne se disse
torturinstrumenter afbildet«. Caners tilståelser er blevet bragt i
Nokta i februar 1986. Caner har forklaret, at han vil være i stand
til at udarbejde en liste på 40-45 personer, som er blevet
torteret. Han bebuder også at ville fremlægge en liste over
politifolk, der på trods af torturdomme fortsat forretter
tjeneste.
I bladene Cumhuriyet og Yeni Gundem kan man læse om forholdene; bl.a.
citerer Cumhuriyet den 17. december 1985 SHPs ordfører i
parlamentet (SHP = The Social Democratic Popular Party) for
følgende udtalelse: »Sagerne mod dem, der dræber folk under
udøvelse af tortur, følges ikke op. Tværtimod undskyldes de
pågældende med, at de skal afstraffe dem, der er imod staten.
Undersøgelser vedrørende tortur forsinkes og negligeres«.
SHPs anklager i parlamentet har ikke medført andet end
bortforklaringer fra regering og militær, og det kan vel forudses,
at hvis SHP bliver ved med at fremføre kritikken i dette såkaldte
parlament, så vil SHPs medlemmer før eller siden blive smidt ud.
Konklusionen må i dag være den, at indgåelsen af aftalen mellem de
fem lande var en fejltagelse. Dette er imidlertid en historisk
kendsgerning, som ikke lader sig ændre. Men derimod kan hele
grundlaget for den fortsatte opretholdelse af aftalen tages op til
revision.
Eftersom det er ganske klart, at der ikke har været det ringeste hold
i den tyrkiske regerings erklærede hensigter, må det være klart,
at aftalen kan ophæves.
Også på EF-plan har Danmark været involveret i en
eftergivenhedspolitik over for Tyrkiet. I hvert fald opstod der i
februar 1986 ønsker i EF om, at EF-landene nu skulle til at
diskutere handelsaftaler med Tyrkiet. Dette kan komme til at dreje
sig om finansaftaler eller ligefrem om genoptagelse af sagen om
Tyrkiets ansøgning om en associeringsordning med EF (en sag, der
blev frosset ned efter militærkuppet).
Det er ganske indlysende, at der intet grundlag er til stede for en
sådan optøning af forholdet mellem EF og Tyrkiet.