Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00137@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1986-87 at

fremsætte lovforslag til skærpelse af miljølovgivningen med

henblik på at virkeliggøre målsætningerne i betænkning nr. 981 fra

1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen (afgivet af det

af boligministeren og miljøministeren den 30. juli 1981 nedsatte

udvalg om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen).

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Den 30. juli 1981 nedsatte boligministeren og miljøministeren et

udvalg med den opgave at undersøge spørgsmålet om håndhævelse af

den bygge- og miljøretlige lovgivning.

Udvalget afgav sin betænkning (nr. 981) i foråret 1983, men de

forhold, som udvalget pegede på, synes fortsat at være til stede.

I udvalgsbetænkningen hedder det bl.a.:

»Folketinget fastlægger strafferammer i lovene og angiver dermed den

relative strafværdighed af de forskellige typer af

lovovertrædelser. Bortset fra miljøbeskyttelsesloven giver bygge-

og miljølovene kun mulighed for bødestraf.

Domstolene foretager den konkrete strafudmåling. Straffen fastsættes

ud fra en række traditionelle og generelt accepterede hensyn, som

er udviklet gennem tiderne. Erfaringen viser, at der efter

domstolenes vurdering hyppigt gør sig sådanne konkrete hensyn

gældende ved bygge- og miljøovertrædelser, som fører til

forholdsvis milde straffe.

Spørgsmålet om at placere strafværdigheden af disse overtrædelser i

forhold til andre lovovertrædelser er imidlertid ikke blot et

retligt, men i høj grad også et politisk spørgsmål. Der er i store

dele af offentligheden en vedholdende kritik af strafniveauet især

ved miljøovertrædelser.« (Betænkningen side 14).

Senere hedder det i betænkningen:

»Særligt for overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven finder et

flertal (alle bortset fra justitsministeriets repræsentant), at

straffereaktionen må betegnes som bemærkelsesværdig mild, ikke

mindst på baggrund af, at konfiskation af fortjenesten ved

overtrædelsen kun forekommer ret sjældent. Flertallet mener at

måtte konstatere, at domstolenes vurdering af strafværdigheden af

miljølovsovertrædelser ikke synes påvirket af den videre

straframme (fængsel indtil et år), som blev fastsat i

miljøbeskyttelsesloven netop for at tilskynde domstolene til at

idømme væsentligt større bøder end hidtil for overtrædelser på

dette lovområde. Da frihedsstraf bør forbeholdes særligt grove

overtrædelser, vil der helt overvejende blive tale om bødestraffe.

Det er flertallets indtryk, at der ved spørgsmålet om bødens

størrelse navnlig på to punkter ikke er overensstemmelse mellem på

den ene side lovgivningsmagtens ønske og den almindelige

retsopfattelse og på den anden side domstolenes vurdering. Det ene

punkt er, at miljøskader og især risikoen herfor tilsyneladende

ikke indgår med tilstrækkelig vægt, når den konkrete bøde udmåles.

Det andet punkt er de økonomiske elementer i overtrædelsen, der

som strafskærpende omstændighed synes ofte kun at blive tillagt

underordnet betydning ved straffastsættelsen.« (Betænkningen

siderne 22-23).

I den forbindelse kan endvidere henvises til lovforslag nr. L 80 om

ændring af lov om miljøbeskyttelse fremsat den 26. november 1985

af Leif Hermann (SF) og Anne Grete Holmsgård (VS) m.fl., hvori der

som bilag er optrykt et notat om en række domme fra 1979 til 1982

udarbejdet af miljøministeriets departement den 21. marts 1983.

Notatet baseres også på samtaler med anklagere.

Om benyttelse af fængsel i indtil et år hedder det i betænkningen:

»Der er derimod enighed i udvalget om at foreslå en opspaltning af

den nugældende straffebestemmelse i miljøbeskyttelsesloven,

således at bestemmelsen angiver, hvornår en overtrædelse kan give

mulighed for frihedsstraf. Udvalget foreslår . . . . at den

almindelige straf af bøde kan stige til hæfte eller fængsel i et

år (det nugældende straffemaksimum), hvis overtrædelsen er begået

forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved

overtrædelsen er 1) voldt betydelig skade på miljøet eller

fremkaldt fare derfor eller 2) opnået betydelig økonomisk fordel

for den pågældende selv eller andre eller fremkaldt mulighed

derfor. Straffebestemmelsen bliver derved mere nuanceret og vil

indeholde en vis tilkendegivelse fra lovgivningsmagten af en

overtrædelses strafværdighed.

Udvalget finder det rimeligt, at den højeste straf, der kan idømmes

for en miljølovsovertrædelse, fortsat er fængsel i et år, men har

derved forudsat, at meget alvorlige miljøforbrydelser kan blive

straffet betydelig strengere efter de nye bestemmelser herom i

straffeloven. Udvalget foreslår derfor . . . ., at sådanne

bestemmelser indsættes i straffelovens kapitel om almenfarlige

forbrydelser.« (Betænkningen side 23).

Om forældelse i forhold til miljøbeskyttelsesloven siges i

betænkningen:

»For så vidt angår miljøbeskyttelsesloven finder udvalget det for det

første uheldigt og ved lovens affattelse næppe tilsigtet, at drift

af en særligt forurenende virksomhed (lovens kapitel 5) uden

godkendelse ikke er selvstændig strafbar, men at strafansvaret er

knyttet til virksomhedens påbegyndelse uden godkendelse og dermed

forældes 2 år efter påbegyndelsestidspunktet. Udvalget foreslår

derfor . . . . en ændring af straffebestemmelsen i

miljøbeskyttelsesloven, så at det gøres strafbart også at drive en

kapitel 5-virksomhed uden godkendelse. Strafansvaret herfor vil da

først være forældet 2 år efter driftens ophør.« (Betænkningen side

24).

Betænkningen indeholder ud over ovenstående citerede afsnit

adskillige forslag til opstramning af loven om miljøbeskyttelse,

men det må alligevel være muligt at udarbejde et lovforslag så

hurtigt, at det kan vedtages i den kommende samling.

Versioner

1. 1988-05-21