Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00140@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om

ændring af lov om genanvendelse og begrænsning af affald, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 532 af 16. oktober 1984, efter følgende

retningslinjer:

1. At styrke den del af loven, der har til formål at fremme den

forebyggende indsats med henblik på at reducere ressourceforbruget

og forureningen, herunder reducere affaldet og affaldets

miljøbelastende virkninger.

2. At den nuværende ordning for tilskud til genanvendelsesprojekter

udvides til også at omfatte tilskud til investeringer i renere,

mere ressourcevenlig og mindre miljøbelastende teknologier,

herunder til anlægsinvesteringer og drift.

At der desuden sikres lovgrundlag for, at miljøministeren

(miljøstyrelsen) selvstændigt kan iværksætte anlægsinvesteringer,

forskning, udvikling, udredning, drift, formidling og information

af renere og mere ressourcevenlige teknologier.

3. At der gives miljøministeren (miljøstyrelsen) mulighed for at

bestemme, at visse produkter ikke må produceres eller indføres i

landet, fordi produkterne har en karakter, der gør, at de ikke kan

genanvendes og ikke kan eller kun mod store samfundsmæssige

omkostninger kan bortskaffes på anden måde end ved traditionel

affaldsbehandling.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Med det formål at sikre et renere miljø ved en forebyggende indsats

og formindske forbruget af ubrugte ressourcer stilles forslag til

ændring af lov om genanvendelse og begrænsning af affald.

Hvert år forbrændes og deponeres ca. 5 millioner tons affald. Kun ca.

10 pct. eller 0,5 millioner tons af den årlige affaldsmængde

genanvendes. Der er betydelige miljømæssige problemer med

opbevaring på lossepladser på grund af mangel på egnede arealer,

og affaldsforbrændingen, der reducerer behovet for

lossepladsarealer, viser sig i stigende grad at give miljømæssige

problemer.

Ligeledes er forureningen af luft og vand fortsat et meget stort

problem, på trods af den indsats der gøres for at formindske

dette. Ofte overfører man forureningsproblemet til affaldsområdet

ved den traditionelle form for rensning.

En øget genanvendelse er nødvendig for løsningen af mange miljø- og

ressourceproblemer, men det er ikke en løsning på alle problemer,

idet det ikke er alle affaldsprodukter, der kan genanvendes. Den

bedste, og i nogle tilfælde den eneste, løsning er, at man ved

hjælp af renere teknologi tilrettelægger produktionen således, at

man enten helt undgår forureningen eller i hvert fald formindsker

den væsentligt. Samtidig vil der i en række tilfælde kunne ændres

ved produktionen, således at man forbruger færre ubrugte

ressourcer, og/ eller optimerer produkternes levetid.

Det, der begrunder en offentlig indsats på området, er, at de

økonomiske og strukturelle betingelser for en øget brug af renere

teknologier, som er ønskelige ud fra et samfundsmæssigt synspunkt,

ikke altid er til stede i den enkelte virksomhed. Bl.a. vil

virksomhederne vælge råvareøkonomisering som en del af deres

økonomiske overvejelser og dermed vælge en råvare, der kan have

uheldige miljømæssige konsekvenser, hvor alternativet er forbruget

af en måske lidt dyrere råvare. En ændret produktionsmåde kunne

måske ændre dette forhold.

Den investering, der skal foretages, kan det ofte privatøkonomisk

ikke betale sig at foretage, mens det godt kan betale sig ud fra

en samfundsmæssig vurdering. En sådan samfundsmæssig vurdering må

indeholde omkostninger til affaldsbortskaffelse og

rensningsforanstaltninger, miljøskader (inkl. arbejdsmiljøskader)

og mere samfundsøkonomiske mål som produktion, beskæftigelse og

betalingsbalance.

En offentlig indsats i form af tilskud til anlægsinvesteringer,

forskning og udvikling af renere teknologier kan medvirke til at

gøre projekter, der er privatøkonomisk risikobetonede, økonomisk

velbegrundede.

Renere og mere ressourcevenlige teknologier er imidlertid ikke noget,

der indtil nu har haft virksomhedernes store interesse.

Virksomhederne har ud fra helt andre overvejelser søgt andre og

mere traditionelle støtteordninger under industriministeriet,

fordi de muligheder, der ligger i genanvendelsesloven, er for

begrænsede.

Den ønskede udvikling mod en øget brug af renere- og mere

ressourcevenlige teknologier kan derfor ikke fremmes i

tilstrækkelig grad ved, at det er muligt at søge tilskud hos

genanvendelsesrådet. Hvis lovens formål ikke i tilstrækkelig grad

bliver opfyldt ved private virksomheders initiativer med eller

uden ansøgninger om tilskud, skal der være en initiativpligt for

miljøstyrelsen til at iværksætte projekter, der opfylder lovens

formål. Det kan være miljøstyrelsen selv eller miljøstyrelsen i

samarbejde med andre offentlige institutioner/

forskningsinstitutioner og private virksomheder, der foranlediger

projekterne iværksat.

Finansieringen af dette skal ske inden for bevillingsrammen for

tilskudsordningen i loven. Bevillingsrammen hæves for 1987 til

ikke under 100 mill. kr. Det er meningen, at miljøstyrelsens egne

projekter skal indgå på lige fod i konkurrencen om tilskud,

således at det alene er en vurdering af, hvorvidt projekterne

fremmer lovens formål, der ligger til grund for tildeling af

tilskud.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Ændringen skal præcisere, at der skal iværksættes initiativer, der

sikrer en udvikling mod brug af renere og mere ressourcevenlige

teknologier.

I lovens nuværende udformning gives der meget begrænsede muligheder

for at beskæftige sig med renere teknologier. Dette ændres, så

renere og mere ressourcevenlige teknologier opprioriteres. Ikke

således, at genanvendelsesområdet på nogen måde nedprioriteres,

men så der faktisk sker en aktivitetsforøgelse.

Forudsætningen for, at en teknologi kan betegnes som renere, er, at

forureningen mindskes pr. produceret og forbrugt enhed, og at

forureningen ikke flyttes til andre led i produktion eller til

affaldet.

Samtidig pointeres det, at mere ressourcevenlige teknologier omfattes

af loven.

Ved renere og mere ressourcevenlige teknologier forstås:

1. Ændringer i selve produktionsprocessen.

Dette kan bestå i dels overgang til anvendelse af ny teknologi, hvor

formålet er at nedbringe forureningen, dels anvendelse af

forskellige former for styringsteknologi, som medfører en bedre

tilrettelæggelse af arbejdet i forbindelse med produktionen.

2. Ændringer i valg af råvarer og halvfabrikata.

Dette kan bestå i, at råvarer og halvfabrikata, der indeholder

stærkt miljøbelastende stoffer, erstattes af andre råvarer og

halvfabrikata, der kan udfylde samme funktion, men som er mindre

miljøskadelige.

3. Udvikling af produktdesign.

Dette kan bestå i en ressourcemæssig optimering af produkternes

levetid, herunder mulighederne for reparation af produkterne, og

udvikling af emballager, der ud fra et miljø- og ressourcemæssigt

synspunkt er mindre belastende.

Ad 2

Der er her ligeledes tale om en præcisering af, at

forureningsbegrænsende og mindre ressourcekrævende teknologier er

omfattet af loven.

Som det fremgår af bemærkninger til punkt 1, skal der ske en

aktivitetsudvidelse. Dette betyder, at bevillingen til lovens

tilskudsordning øges. Bevillingsrammen udvides for 1987 og

følgende år til ikke under 100 mill. kr. Samtidig er det

nødvendigt, at de fornødne personalemæssige ressourcer afsættes

til formålet.

Der er i dag, jfr. bekendtgørelse nr. 474 af 20. september 1984 § 1,

stk. 3, allerede mulighed for, at rådet vedrørende genanvendelse

og mindre forurenende teknologi på eget initiativ iværksætter

almennyttige udrednings-, udviklings-, formidlings- og

informationsprojekter. Det kan imidlertid ud fra en samfundsmæssig

vurdering i visse tilfælde være fordelagtigt, at der kan gives

anlægstilskud til renere teknologier, og at der i en periode ydes

tilskud til private virksomheders drift, eller at det offentlige

selv driver projekter, der opfylder lovens formål.

Derfor bør tilskudsordningen udvides til også at omfatte drifts- og

anlægstilskud på op til 100 pct. Rådets hidtidige muligheder for

initiativer på dette område har været alt for begrænsede. Med

dette forslag til folketingsbeslutning sker der altså en politisk

opprioritering af området for renere og mere ressourcevenlig

teknologi, dvs., at hvis der ikke indkommer ansøgninger om

tilskud, der opfylder lovens formål, må miljøstyrelsen tage

initiativ til, at der igangsættes projekter, der gør det. Det kan

ske i samarbejde med andre offentlige virksomheder og

forskningsinstitutioner, og/ eller med private virksomheder.

Miljøministeren fastsætter de nærmere regler herfor, herunder

vedrørende spørgsmålet om betaling for en kommerciel udnyttelse af

offentlige forsknings- og udviklingsresultater.

Som eksempler på projekter, der bør starte umiddelbart, kan nævnes:

- Ændrede produktionsformer, så rensning af spildevand og røg kan

mindskes.

- Udredningsprojekt om, hvor man med fordel kan udføre projekter, der

øger brugen af renere og mere ressourcevenlig teknologi.

- Plast og plastholdige produkter bør gøres mindre forurenende og

gøres bedre egnede til genbrug (PVC-substitutionsprojekt, som er i

gang).

- Projekter, der har til hensigt at undgå tungmetaller som f.eks.

cadmium, bly og kviksølv.

Endelig bør folketingets miljø- og planlægningsudvalg hvert år

tilsendes en opgørelse over, hvad bevillingen til

tilskudsordningen anvendes til.

Ad 3

Efterhånden som virksomhederne udvikler ny produkter, opstår der

problemer med, at de er så »gode«, at de faktisk ikke kan

nedbrydes, det gælder f.eks. inden for plastindustrien.

Her kan som eksempel nævnes glasfiberbåde, der, når de overgår til at

være affald, fylder meget, og hvor en afbrænding kan udvikle

giftige luftarter.

Omkostningerne ved en speciel behandling af produkterne, når de

overgår til at være affald, vil p.t. normalt være det offentliges.

Det er ikke rimeligt, at der produceres produkter, hvor

affaldsproblemet ikke er løst. Derfor sikres der her lovmæssig

mulighed for, at der ved produktion og indførsel af produkter skal

foreligge miljømæssigt acceptable affaldsløsninger.

I en situation, hvor et forbud mod et produkt er uhensigtsmæssigt,

pålægges det virksomheden at tage affaldet retur.

Der ligger ikke heri, at virksomhederne nu skal have alle deres

produkter godkendt, men at ansvaret for, om et produkt efter

forbrug kan bortskaffes på en miljømæssigt forsvarlig måde, er

virksomhedens.

Men miljøministeren (miljøstyrelsen) kan på et hvilket som helst

tidspunkt forbyde, at et produkt produceres, indføres eller

sælges, hvis det skønnes, at de samfundsmæssige omkostninger er

for store ved bortskaffelsen af produktet, når det er blevet til

affald. Miljøministeren skal kunne fastsætte nærmere regler for

dette.

Denne ændring vil pålægge virksomhederne at overveje selve

affaldsproblemet ved udvikling af nye produkter.

Versioner

1. 1988-05-21