1985 BSF 143 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FREMME AF EUROPÆISK SAMARBEJDE PÅ MILJØOMRÅDET (MILJØEUREKA)

GældendeVersion 1988-05-21

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00143@1988-05-21/da

Indhold

Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde forslag til

etablering af et fælleseuropæisk miljøsamarbejde efter følgende

retningslinjer:

1. Der oprettes et fælles sekretariat, der varetager følgende

opgaver:

a. Modtager, bearbejder og fremlægger forslag til

handlingsprogrammer til begrænsning af grænseoverskridende

forurening samt til imødegåelse af andre miljøproblemer af

international karakter.

b. Koordinerer udveksling af data om miljøvenlige alternative

produkter og produktionsveje, om genbrug og om

forureningsbegrænsende udstyr samt iværksætter forsknings- og

forsøgsinitiativer.

c. Koordinerer udvekslingen af data fra eksisterende

miljøovervågningsprogrammer og iværksætter nye

overvågningsprogrammer, hvis der opstår behov for det.

d. Sørger for, at eksisterende data samles, bearbejdes og

publiceres. Offentliggørelsen skal dels ske ved, at væsentlige

oplysninger om miljøforhold publiceres i internationalt anerkendte

fagtidsskrifter, da dette vil give en større kreds indsigt i den

eksisterende viden og samtidig sikre den videnskabelige kvalitet

af den miljøorienterede forskning, dels ved, at sekretariatet

udsender alment forståelige og overskuelige publikationer samt for

eksempel Europarådets publikationer »Nature and Environment

Series«. Ligeledes udsendes et periodisk nyhedsbrev, hvori

aktiviteter og publikationer omtales.

2. De af sekretariatet modtagne forslag til vedtagelse af

miljøforbedrende tiltag forelægges for landenes miljøministre på

det ordinære miljøministermøde, der skal afholdes mindst en gang

om året. På dette årlige møde skal landene tage stilling til de

fremlagte forslag, og de enkelte lande tilslutter sig og

forpligter sig til at følge de programmer, som de selv

prioriterer. Derved vil en række progressive initiativer kunne

iværksættes med tilslutning af de lande, der vil gå længst. Den

dynamik, der ligger i denne konstruktion, vil derved forstærke det

nuværende pres fra de mest miljøvenlige lande i det internationale

miljøsamarbejde.

3. Samarbejet skal være åbent for alle europæiske lande.

Internationale miljøorganisationer, organisationer med

miljøteknologi som primært arbejdsområde, ikke-europæiske lande og

repræsentanter for internationale konventioner kan deltage som

observatører. Både de deltagende lande og observatører kan

fremsætte forslag til handlingsprogrammer. Forslagene fremsendes

til sekretariatet, der sørger for, at forslagene sendes ud til de

enkelte lande, og at forslagene fremlægges til godkendelse på det

kommende ordinære miljøministermøde.

4. Sekretariatet finansieres bl.a. ved hjælp af et fast kontingent

fra de tilsluttede lande. De nærmere regler for finansieringen

fastsættes i øvrigt således, at finansieringsforholdene ikke

kommer til at hæmme landenes muligheder for at tilslutte sig

programmer, som de ud fra en miljømæssig betragtning prioriterer.

Forslaget søges fremført for de øvrige nordiske lande snarest med

henblik på fremlæggelse af et fællesnordisk forslag. Forslaget bør

ligeledes fremlægges på Nordisk Råds internationale konference om

grænseoverskridende luftforurening i Stockholm den 8.-10.

september 1986.

Snarest derefter indkaldes til et europæisk miljøministermøde, hvor

der søges tilslutning til iværksættelse af dette samarbejde blandt

de mere end 25 europæiske lande.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Den grænseoverskridende forurening, dvs. vandforureningen og

luftforureningen, er en alvorlig trussel mod både levevilkårene og

miljøet generelt i Europa.

Forureningen af havet og luften søges i dag begrænset af

EF-direktiver samt af en række regionale og globale konventioner

(se bilag). Disse konventioner har for fleres vedkommende været i

kraft i omkring et årti, men forureningsproblemerne, f.eks.

forureningssituationen i Nordsøen, Østersøen og Middelhavet, samt

forsuringen, viser, at disse internationale aftaler ikke i

tilstrækkelig grad har kunnet imødegå og regulere forureningen.

Der kan peges på flere årsager hertil. En årsag er, at kun få af de

centraleuropæiske lande er involveret i de regionale

havmiljøbeskyttelseskonventioner, og at der ikke i dag findes

internationale aftaler, der omfatter de centraleuropæiske landes

vandforurening. En anden årsag er de vanskeligheder, der har vist

sig m.h.t. at opnå vedtagelse af miljøforbedrende

foranstaltninger. De enkelte landes syn på forureningsproblemerne

er meget forskellige, og da man inden for de internationale

aftaler også arbejder efter princippet om konsensus, strander

mange forslag på landenes uenighed. Konsensusprincippet har i

nogle sammenhænge vist sig at være et hensigtsmæssigt

arbejdsprincip, men i andre tilfælde kan de enkelte lande i for

høj grad begrænse andre grupper af landes ønske om gennemførelse

af miljøforbedrende foranstaltninger.

Det var netop i erkendelse af konventionernes utilstrækkelige

resultater m.h.t. beskyttelse af Nordsøen, at den vesttyske

indenrigs- og miljøminister i 1984 afholdt den første

internationale miljøministerkonference om Nordsøen.

Det var ønsket, at afholdelsen af Nordsøkonferencen kunne virke som

en »saltvandsindsprøjtning« på arbejdet i de eksisterende

konventioner, og udfaldet af konferencen blev da også en

deklaration, der indeholdt en række hensigtserklæringer om øget

indsats i konventionerne og en række konkrete forslag hertil.

Desværre må det i dag erkendes, at heller ikke Nordsøkonferencen

medførte så gode resultater som ønsket, og dette må til dels

tilskrives Nordsølandenes forskellige syn på

forureningsproblemerne i Nordsøen og det forhold, at

konventionerne som nævnt i høj grad arbejder efter princippet om

konsensus.

I de seneste år har Danmark og de øvrige nordiske lande nok opnået de

mest vidtrækkende internationale vedtagelser ved at følge en

såkaldt »klub-strategi«, både i og uden for de internationale

konventioner. Med »klub-strategi« menes, at de lande, der kan opnå

enighed om en given miljøforbedrende foranstaltning, indgår en

bindende aftale herom og via deres initiativ lægger indirekte pres

på andre, mindre progressive lande. Der kan nævnes flere eksempler

på resultater, der ved anvendelse af »klub-strategien« er opnået

efter dansk eller nordisk initiativ:

21 lande (den såkaldte 30 pct. klub) har underskrevet en deklaration

om at nedbringe emissionen af svovldioxid med 30 pct. og har

dermed lagt pres på de lande, der overhovedet ikke vil nedbringe

deres bidrag til forsuringen, bl.a. Polen og England, der er de

største nettoeksportører af forsurende stoffer.

Denne deklaration er et vigtigt redskab for parlamentarikere og

miljøgrupper i det internationale arbejde for at nedbringe

forsuringen.

I sommeren 1985 underskrev et flertal af lande i den såkaldte »10

landes klub« en aftale imod bilernes forurening: Canada, Danmark,

Finland, Liechtenstein, Norge, Sverige, Schweitz og Østrig.

I marts 1985 enedes Nordisk Ministerråd om at fremlægge en erklæring

i de internationale dumpningskonventioner, hvori man søger

tilslutning til det nordiske synspunkt, at dumpning af affald i

havet er en uacceptabel bortskaffelsesmetode.

I Londonkonventionen har en række lande underskrevet en resolution,

der fastslår, at deponering af højradioaktivt affald under

havbunden dækkes af Londonkonventionen, og at det derfor er

forbudt.

Resolutionen kan til enhver tid fremlægges til vedtagelse og er

derfor et pres på de lande, der ønsker at bortskaffe

højradioaktivt affald i internationalt farvand på denne måde.

Det foreliggende forslag skal ikke ses som et alternativ til de

eksisterende konventioner, men derimod som en slags »konstruktion«

uden om de regionale konventioner, hvor »klub-strategien«

videreføres og udvikles, hvori flere lande inddrages, og som

emnemæssigt arbejder bredere, og som derfor er i stand til at

skabe sammenhæng og overensstemmelse mellem forskellige

initiativer over for forskellige landes kilder til forurening.

Det er hensigten, at skiftende grupper af europæiske lande som følge

af forslag fremlagt i Miljøeureka kan indgå bindende aftaler om

tilslutning til miljøforbedrende tiltag, der er mere vidtgående

end dem, der lige nu og her kan opnås enighed om i de

internationale konventioner.

Dannelse af et Miljøeureka vil først og fremmest komme til at berøre

aktiviteterne inden for Pariskonventionen, Oslokonventionen (og

dens globale sidestykke Londonkonventionen), Østersøkonventionen,

Barcelonakonventionen og Genevekonventionen vedrørende

grænseoverskridende forurening. Med hensyn til landbaseret

vandforurening med kemiske stoffer berøres også EFs direktiv 76/

464/ EF med efterfølgende direktiver vedrørende enkeltstoffer. Da

alle førstnævnte konventioner explicit udtrykker, at konventionen

ikke forhindrer medlemslandene i at vedtage forholdsregler, der er

mere vidtgående end konventionens, er det bare spørgsmålet om EFs

kompetence overfor medlemslandene på områder, hvor EF har vedtaget

regler på den ene eller den anden måde, der kan frembringe

juridiske og praktiske problemer for et bredere internationalt

miljøsamarbejde. Dette spørgsmål søges i øjeblikket afklaret i

Pariskonventionen. Den danske regerings synspunkt er - også efter

vedtagelsen af EF-pakken - at medlemslandene kan gå videre end EFs

regler ved aftaler med tredjelande, og at dette synspunkt støttes

i de øvrige nordiske lande. Det er afgørende for dette forslags

gennemførelse, at regeringens opfattelse opretholdes.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Forslagets punkt 1. beskriver det fælles sekretariats opgaver.

Ifølge punkt 1. a. modtager, bearbejder og fremlægger sekretariatet

de forslag til miljøforbedrende foranstaltninger/

handlingsprogrammer, som tilsendes sekretariatet fra de deltagende

lande eller observatører. Sekretariatet udarbejder og fremsætter

ikke selv forslag, idet det må forudses, at landene vanskeligt vil

kunne opnå enighed om, hvilke forslag sekretariatet i givet fald

skulle arbejde med. (Udarbejdelsen af vidtgående forslag ville

eventuelt kunne blive bremset under henvisning til sekretariatets

økonomi og enkelte landes manglende ønske om at finansiere

udarbejdelsen af sådanne).

Ud over fremlæggelsen af konkrete forslag til miljøforbedrende

handlingsprogrammer indeholder forslaget om Miljøeureka i punkt 1.

b. også forslag om koordinering og udveksling af data om

miljøvenlige alternative produkter og produktionsveje, om genbrug

og om forureningsbegrænsende udsagn, samt om iværksættelse af

forsknings- og forsøgsinitiativer.

Udveksling af data om miljøvenlig teknologi anerkendes i de regionale

konventioner som en væsentlig bestanddel af arbejdet med at

nedbringe forureningen. Alligevel arbejdes der meget lidt på denne

front. Dette fælles sekretariats koordinering af oplysninger om

miljøvenlig teknologi og deltagelsen af organisationer med

miljøteknologi som primært arbejdsområde i arbejdet under

Miljøeureka (jfr. forslagets punkt 3) skal sikre, at dette vigtige

arbejde gennemføres og varetages.

Ifølge punkt 1. c. skal det fælles sekretariat endvidere koordinere

udvekslingen af data fra eksisterende miljøovervågningsprogrammer

og iværksætte nye overvågningsprogrammer, hvis der opstår behov

for det.

Der eksisterer på nuværende tidspunkt en meget lang række

miljøovervågningsprogrammer, databanker osv. Der er et stort behov

for en koordinering og formidling af dette eksisterende arbejdes

resultater, således at resultaterne kan blive kendt og benyttet i

langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Samtidig vil en

koordinering muliggøre en bedre udnyttelse af de afsatte

ressourcer, idet dobbeltarbejde vil kunne undgås og samarbejde

over landegrænserne etableres.

Punkt 1. d. skal sikre en effektiv og bred formidling af de

informationer, der samles under Miljøeureka.

Ad punkt 2

Der afholdes en gang om året møde mellem de tilsluttede landes

miljøministre. På dette årlige ordinære møde fremsættes til

vedtagelse de forslag, der i løbet af året er tilsendt

sekretariatet.

Afholdelsen af det årlige møde vil sikre, at landene behandler og

overvejer forslagene nationalt og tager konkret stilling til de

fremlagte forslag.

Ad punkt 3

Samarbejdet er åbent for alle europæiske lande. Dette indebærer en

inddragelse af lande, der kun i meget ringe omfang i dag deltager

i det internationale miljøsamarbejde. Da disse lande bidrager

væsentligt til den europæiske vand- og luftforurening, er det af

stor betydning at få påbegyndt et reelt samarbejde om

iværksættelse af forureningsbegrænsende foranstaltninger.

Endvidere vil det være af stor betydning for især de østeuropæiske

lande at få adgang til de data, der indsamles om miljøvenlig

teknologi m.m. og til data fra miljøovervågningsprogrammer.

Deltagelsen af observatører indgår som et væsentligt led i

Miljøeureka-forslaget, idet observatørerne har ret til at

fremsætte konkrete forslag til vedtagelse. De internationale

miljøorganisationer og organisationer med miljøteknologi som

primært arbejdsområde er bl.a. foreslået som observatører.

Uden for de internationale konventioner afholdes med jævne mellemrum

internationale konferencer om håndtering af miljøfarligt affald -

også med deltagelse af udviklingslande. Det danske Chemcontrol har

bl.a. spillet en væsentlig rolle i denne forbindelse som vært ved

to internationale konferencer om miljøteknologi og

affaldshåndtering i Danmark inden for de seneste få år. Dette

internationale arbejde er aldrig slået igennem i de internationale

konventioner, selv om disse netop efterlyser data og initiativer

fra medlemslandene (bl.a. »A Strategy for the Future, Oslo and

Paris Commissions, 1984«).

Gennem de seneste år har man også set, at internationale

miljøorganisationer har spillet en væsentlig rolle i de

internationale konventioner, der vedrører grænseoverskridende hav-

og luftforurening. Organisationerne har på eget initiativ fremlagt

undersøgelsesresultater og uafhængige analyser for konventionerne

og på denne måde bidraget til informationsniveauet i det

internationale miljøsamarbejde.

Det er givet, at både miljøbevægelsernes og

miljøteknologiorganisationernes adgang til at fremsætte forslag

vil tilføje det internationale, traditionelt statsstyrede

miljøsamarbejde væsentlig ny inspiration.

Ad punkt 4

Miljøeureka skal finansieres ved bidrag fra de deltagende lande.

Forslag til de nærmere regler for finansieringen skal udarbejdes

af regeringen. Det er meget væsentligt, at finansieringsformen

ikke udformes således, at det kommer til at »koste penge« for de

nationale administrationer at tilslutte sig et givent

handlingsprogram.

Bilag

Nogle internationale og regionale miljøaftaler (administreret af

miljøministeriet)

Ramsarkonventionen: Konvention af 2. februar 1971 om vådområder af

international betydning, navnlig som levested for vandfugle. 39

medlemslande. Trådte i kraft 1975.

UNESCO-konventionen: Konvention af 16. november 1972 om beskyttelse

af verdens kultur- og naturarv. 74 medlemslande. Trådte i kraft

1975.

Washingtonkonventionen: Konvention af 3. marts 1973 om international

handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter. 86

medlemslande. Trådte i kraft 1975.

Bonnaftalen: Overenskomst af 9. juni 1969 om bekæmpelse af

olieforurening af Nordsøen. 9 medlemslande. Trådte i kraft 1969.

Østersøkonventionen: (Helsingforskonventionen) Konvention af 22.

marts 1974 om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen. Danmark,

Finland, Polen, Sverige, Vesttyskland, DDR, Sovjetunionen. Trådte

i kraft 1974.

Indgrebskonventionen: Konvention af 29. november 1969 om indgriben

på det åbne hav i tilfælde af olieforureningsulykker. 39

medlemslande. Trådte i kraft 1969.

Nordisk Overenskomst om samarbejde vedrørende kontrol med

overholdelsen af bestemmelserne om undgåelse af olieforurening på

havet. Danmark, Sverige, Finland, Norge. Trådte i kraft 1968.

Københavnsaftalen: Nordisk overenskomst af 16. september 1971 om

samarbejde vedrørende foranstaltninger mod olieforurening af

havet. Danmark, Finland, Sverige, Norge. Trådte i kraft 1971.

Londonkonventionen: Konvention om forhindring af havforurening ved

dumpning af affald og andre stoffer. 52 medlemslande. Trådte i

kraft 1975.

Marpolkonventionen: Konvention af 2. november 1973 med tilhørende

protokol af 17. februar 1978 om forebyggelse af olieforurening fra

skibe. 28 medlemslande. Trådte i kraft 1983.

Oslokonventionen: Konvention til forhindring af havforurening ved

dumpning fra skibe og luftfartøjer. 13 medlemslande. Trådte i

kraft 1974.

Pariskonventionen: Konvention om bekæmpelse af havforurening fra

landbaserede kilder. 12 medlemslande + EF-kommissionen. Trådte i

kraft 1978.

Sæbekonventionen: Europæisk overenskomst af 16. september 1968 om

begrænset anvendelse af visse detergenter i vaske- og

rengøringsmidler. Trådte i kraft 1972.

Øresundsaftalen: Overenskomst af 5. april 1974 mellem Danmark og

Sverige om beskyttelse af Øresund mod forurening. Danmark og

Sverige. Trådte i kraft 1974.

EF-konventionen: (Genevekonventionen) Konvention om

grænseoverskridende luftforurening. 27 medlemslande. Trådte i

kraft 1983.

Wienkonventionen: Konvention til beskyttelse af ozonlaget. 22 lande

+ EF-kommissionen. Ikke ikrafttrådt.

Nordisk miljøbeskyttelseskonvention: Miljøbeskyttelseskonvention af

19. februar 1974 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige med

dertil hørende protokol. Trådte i kraft 1976.

Derudover findes der et større antal EF-direktiver m.m. der gælder -

eller vil gælde pr. 1. november 1985 for 12 europæiske lande, jfr.

hosstående underbilag:

Underbilag

EF-direktiver

Drikkevands-direktiv:

EF: Direktiv (80/ 778/ EØF) af 15. juli 1980 om kvaliteten af vand

til forsyning af befolkningen.

EFT L 229 30.08.80 s. 11.

Direktiv (75/ 440/ EØF) af 16. juni 1975 om kvalitetskrav til

overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand i

medlemsstaterne.

EFT L 194 25.07.75 s. 34.

Fuglebeskyttelses-direktiv:

EF: Direktiv (79/ 409/ EØF) af 2. april 1978 om beskyttelse af vilde

fugle.

EFT L 103 25.04.79 s. 1.

Bly-direktiv:

EF: Direktiv (78/ 611/ EØF) af 29. juni 1978 om blyindholdet i

benzin.

EFT L 197 22.07.78.

Direktiv (85/ 210/ EØF) af 20. marts 1985 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om blyindholdet i benzin.

EFT L 96.03.04.85.

Udstødnings-direktiv:

EF: Direktiv (70/ 220/ EØF) af 20. marts 1970 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod luftforurening

forårsaget af udstødningsgas fra køretøjsmotorer med styret

tænding.

EFT L 76 06.04.70 s. 1.

1. tilpasning (74/ 290/ EØF) af 28. maj 1974 vedtaget af

kommissionen (EFT L 159 15.06.74 s. 61).

2. tilpasning (77/ 102/ EØF) af 30 november 1976 vedtaget af

kommissionen (EFT L 32 03.02.77 s. 32).

3. tilpasning (78/ 665/ EØF) af 14. juli 1978 vedtaget af

kommissionen (EFT L 223 14.08.78 s. 48).

4. tilpasning (83/ 351/ EØF) af 20. juli 1983 vedtaget af

kommissionen (EFT L 197 20.07.83 s. 1).

5. forslag til tilpasning (85/ 288/ EØF) af 25. juni 1985 fra

kommissionen (EFT L 96/ 85).

EF-regler i øvrigt

Gift

Direktiv (76/ 403/ EØF) af 6. april 1976 om bortskaffelse af

polyclortriphenyler.

EFT L 108 26.04.76 s. 41.

Direktiv (82/ 501/ EØF) af 24. juni 1982 om risikoen for større uheld

i forbindelse med en række industrielle aktiviteter.

EFT L 230 05.08.82 s. 1. (Seveso-direktivet).

Direktiv (76/ 769/ EØF) af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af

visse farlige stoffer og præparater. (PCB og PCT).

EFT L 262 27.09.76 s. 201.

1. ændring eksisterer ikke.

2. og 3. ændring (TRIS og dekorationsgenstande) (79/ 663/ EØF) af

24. juli 1979.

EFT L 197 03.08.79.

Direktiv (82/ 806/ EØF) af 22. november 1982 om anden ændring af

direktiv (76/ 769/ EØF) om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om begrænsninger i markedsføringen og anvendelsen af

visse farlige stoffer og præparater.

EFT L 339 01.12.82 s. 55.

Direktiv (82/ 828/ EØF) af 3. december 1982 om tredje ændring (PCT)

af direktiv (76/ 769/ EØF) om indbyrdes tilnærmelse af

medlemssatternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af

visse farlige stoffer og præparater.

EFT L 350 10.12.82 s. 34.

Direktiv (83/ 264/ EØF) af 16. maj 1983 om fjerde ændring af direktiv

(76/ 769/ EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning

af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og

præparater.

EFT L 147 06.06.83 s. 11.

Direktiv (83/ 265/ EØF) af 16. maj 1983 om ændring af direktiv (77/

728/ EØF) om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller

ved lov fastsatte bestemmelser om klassificering, emballering og

etikettering af farver, maling, lakker, lim og klister, trykfarver

og dermed beslægtede varer.

EFT L 147 06.06.83 s. 11.

Beslutning (81/ 137/ EØF) af 11. maj 1981 om fastlæggelse af

kriterier for medlemsstaternes meddelelse til Kommissionen af

oplysninger vedrørende fortegnelse over kemiske stoffer EINECS.

EFT L 167 24.06.81 s. 31.

Direktiv (77/ 728/ EØF) af 7. november 1977 om klassificering,

emballering og etikettering af farver, lakker, lim og klister og

dermed beslægtede varer.

EFT L 303 28.11.77 s. 23.

Direktiv (79/ 117/ EØF) af 21. december 1978 om forbud mod

markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler

indeholdende visse virksomme stoffer.

EFT L 33 08.02.79 s. 36.

Direktiv (83/ 131/ EØF) af 14. marts 1983 om ændring af bilaget til

Direktiv (79/ 117/ EØF) om forbud mod markedsføring og anvendelse

af plantebeskyttelsesmidler indeholdende visse virksomme stoffer.

EFT L 91 09.04.83. s. 35.

Direktiv (67/ 548/ EØF) af 27. juni 1967 om tilnærmelse af

administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om

klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer.

EFT 196 16.08.67, EFT spec. 1967/ 211 samt EFT L 196 02.02.79 s. 1.

1. ændring (69/ 81/ EØF)af 13. marts 1969.

EFT L 68 19.03.69 s. 1.

2. ændring (70/ 189/ EØF) af 6. marts 1969.

EFT L 59 14.03.70 s. 33.

3. ændring (71/ 144/ EØF) af 22. marts 1971.

EFT L 74 29.03.71 s. 15.

4. ændring (73/ 146/ EØF) af 21. maj 1973.

EFT L 167 25.06.73. s. 1.

5. ændring (75/ 409/ EØF) af 24. juni 1975.

EFT L 183 14.07.75 s. 22.

Direktiv (79/ 831/ EØF) af 18. september 1979. 6. ændring af direktiv

(67/ 548/ EØF) om klassifikation, emballering og etikettering af

farlige stoffer.

EFT L 259 15.10. 79.

Direktiv om 1. tilpasning (76/ 907/ EØF) af 14. juli 1976.

EFT L 360 30.12.76 s. 1.

Direktiv om 2. tilpasning (79/ 370/ EØF) af 30. januar 1979.

EFT L 88 07.04.79.

Direktiv om 3. tilpasning (81/ 957/ EØF) af 23. oktober 1981.

Direktiv om 4. tilpasning (82/ 232/ EØF) af 25. marts 1982.

EFT L 106 21.04.82.

Direktiv (83/ 467/ EØF) af 29. juli 1983 om femte tilpasning til den

tekniske udvikling af Rådets direktiv (67/ 548/ EØF) om

tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og

etikettering af farlige stoffer.

EFT L 257 16.09.83 s. 1.

Direktiv (79/ 700/ EØF) af 24. juli 1979 om fastsættelse af

fællesskabsmetoder til udtagning af prøver til den officielle

kontrol med pesticidrester på og i frugt og grøntsager.

EFT L 207 15.08.79 s. 26.

Direktiv (84/ 631/ EØF) af 6. december 1984 om overvågning af og

kontrol inden for fællesskabet med grænseoverskridende overførsel

af farligt affald.

EFT L 326 13.12.84 s. 31.

Direktiv (73/ 405/ EØF) af 22. november 1973 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om kontrolmetoder for de anionaktive

stoffers biologiske nedbrydningsevne.

EFT L 347 17.12.73 s. 53.

EFT L 109 22.04.82 s. 18.

Direktiv (82/ 243/ EØF) af 31. marts 1982 om ændring af direktiv (73/

405/ EØF) om anioniske stoffers nedbrydelighed.

EFT L 109 22.04.82 s. 18.

Direktiv (75/ 439/ EØF) af 16. juni 1975 om bortskaffelse af

olieaffald.

EFT L 194 25.07.75 s. 31.

Direktiv (75/ 442/ EØF) af 15. juli 1975 om affald.

EFT L 194 25.07.75 s. 47.

Direktiv (78/ 631/ EØF) af 26. juni 1978 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning vedrørende klassificering, emballering

og etikettering af farlige præparater (pesticider).

EFT L 206 29.07.78. s. 13.

Direktiv (81/ 187/ EØF) af 26. marts 1981 om ændring af direktiv (78/

631/ EØF).

EFT L 88 02.04.81 s. 29.

Direktiv (78/ 319/ EØF) af 7. marts 1978 om giftigt og farligt

affald.

EFT L 84 31.03.78 s. 43.

Euratom: Rådets afgørelse (75/ 406/ EØF) af 26. juni 1975 om et

program vedrørende forvaltning og opbevaring af radioaktive

affaldsstoffer.

EFT L 178 09.07.75 s. 28.

Direktiv (73/ 173/ EØF) af 4. juni 1973 om tilnærmelse af

medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af

farlige præparater (opløsningsmidler).

EFT L 189 11.07.73 s. 7.

1. ændring (80/ 781/ EØF) af 22. juli 1980.

EFT L 229 30.08.80.

Direktiv om 1. tilpasning (82/ 473/ EØF) af 10. juni 1982.

EFT L 213 21.07.82 s. 17.

Vand

Direktiv (78/ 659/ EØF) af 18. juli 1978 om kvalitet af ferskvand,

der kræver beskyttelse eller forbedring for at være egnet til, at

fisk kan leve deri.

EFT L 222 14.08.78.

Direktiv (79/ 923/ EØF) af 30. oktober 1979 om kvalitetskrav til

skaldyrsvande.

EFT L 281 10.11.79.

Direktiv (80/ 68/ EØF) af 17. december 1979 om beskyttelse af

grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer.

EFT L 20 26.01.80.

Direktiv (76/ 160/ EØF) af 8. december 1975 om kvaliteten af

badevand.

EFT L 31 05.02.76 s. 1.

Direktiv (76/ 464/ EØF) af 4. maj 1976 om forurening, der er

forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fælleskabets

vandmiljø - akvatiske miljø.

EFT L 129 18.05.76 s. 23.

Beslutning (77/ 795/ EØF) af 12. december 1977 om indførelse af en

fælles procedure for udveksling af oplysninger vedrørende

kvaliteten af fersk overfladevand i fællesskabet.

EFT L 334 24.12.77.

EFT L 319 07.11.81. s. 17.

EFT L 237 05.09.84 s. 15.

Direktiv (78/ 659/ EØF) af 18. juli 1978 om kvalitet af ferskvand,

der kræver beskyttelse eller forbedring for at være egnet til, at

fisk kan leve deri.

EFT L 222 14.08.78.

Direktiv (78/ 869/ EØF) af 9.oktober 1979 om målemetoder og hyppighed

for prøvetagning og analyser af overfladevand, som anvendes til

fremstilling af drikkevand i medlemsstaterne.

EFT L 271 29.10.79.

Direktiv (79/ 923/ EØF) af 30. oktober 1979 om kvalitetskrav til

skaldyrsvande.

EFT L 281 10.11.79.

Beslutning (81/ 971/ EØF) af 3. december 1981 vedtaget af rådet om

indførelse af et fællesskabsinformationssystem vedrørende kontrol

med og formindskelse af forurening af havet med carbonhydrider.

EFT L 355 10.12.81 s. 52.

Luft

Direktiv (77/ 12/ EØF) af 29. marts 1977 om de biologiske normer for

bly og overvågning af befolkningen med hensyn til risikoen for

blyforgiftning.

EFT L 105 28.04.77.

Direktiv (77/ 537/ EØF) af 28. juni 1977 om foranstaltninger mod

emission af forurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af

landbrugs- og skovbrugshjultraktorer.

EFT L 220 29.08.77 s. 38.

Direktiv (82/ 884/ EØF) af 3. december 1982 om en grænseværdi for bly

i luften.

EFT L 378 31.12.82 s. 15.

Direktiv (72/ 306/ EØF) af 2. august 1972 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af

forurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af køretøjer.

EFT L 190 20.08.72 s. 1.

Beslutning (82/ 459/ EØF) af 24. juni 1982 om indførelse af en

gensidig udveksling af informationer og data fra net og

individuelle stationer, som måler luftforureningen i

medlemsstaterne.

EFT L 210 19.07.82 s. 1.

Direktiv (84/ 360/ EØF) af 28. juni 1984 om bekæmpelse af

luftforurening fra industrianlæg.

EFT L 188 16.07.84 s. 20.

Støj

Direktiv (70/ 157/ EØF) af 6. februar 1970 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om tilladt støjniveau og

udstødningssystemer for motordrevne køretøjer.

EFT L 42 23.02.70 s. 16.

Tilpasninger og ændringer til direktiv (70/ 157/ EØF):

EFT L 321 22.11.73 s. 33.

EFT L 066 12.03.77 s. 33.

EFT L 131 18.05.81 s. 6.

EFT L 196 26.07.84 s. 47.

EFT L 238 06.09.85 s. 31.

Direktiv (74/ 151/ EØF) af 4. marts 1974 om visse dele og

specifikationer for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer.

EFT L 28.03.74.

Direktiv (77/ 311/ EØF) af 29. marts 1977 om støjniveauet i ørehøjde

for førere af landbrugs- og skovbrugstraktorer.

EFT L 28.04.77.

Direktiv (78/ 1015/ EØF) af 23. november 1978 om tilladt støjniveau

og udstødningssystemer på motorcykler.

EFT L 10 16.01.79.

Direktiv (79/ 113/ EØF) af 19. december 1978 om bestemmelse af

støjemissionen fra entreprenørmateriel/ bygge- og anlægsmateriel.

EFT L 33 08.02.79.

Direktiv (80/ 51/ EØF) af 20. december 1979 om begrænsning af støj

fra subsoniske luftfartøjer.

EFT L 18 24.01.80.

Direktiv (83/ 206/ EØF) af 21. april 1983 om ændring af direktiv (80/

51/ EØF) om begrænsning af støj fra subsoniske luftfartøjer.

EFT L 117 04.05.83 s. 15.

Direktiv (84/ 534/ EØF) af 17. september 1984 om indbyrdes