Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00153@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1986-87 at

fremsætte lovforslag om ændring af lov om varmeforsyning, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 330 af 29. juni 1983, som ændret ved § 2 i

lov nr. 593 af 12. december 1984 og lov nr. 238 af 6. juni 1985,

efter følgende retningslinjer:

1. Lovens formål.

Ud over de allerede i § 1 indeholdte målsætninger skal følgende indgå

i lovens formål: begrænsningen i forbruget af energi, udnyttelsen

af muligheder for kombineret energianvendelse i form af

kraftvarme, industriel overskudsvarme m.v. samt en prioritering af

anvendelsen af indenlandske og lokale energikilder.

2. Definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg.

Definitionen i lovens § 2 skal udvides således:

1) Anlæg til produktion og fremføring af bygas og andre brændbare

gasarter samt anlæg til fremføring af naturgas,

2) anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp fra

fjernvarmeværker, kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg,

industrivirksomheder, geotermiske anlæg m.v.,

3) fjernvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg m.v., kraftvarmeværker

med elkapacitet på maksimalt 25 megawatt samt industrielle anlæg

med mulighed for udnyttelse af overskudsvarme,

4) blokvarmecentraler med en kapacitet på mere end 0,2 MJ/ s eller

med mindst 12 tilsluttede boligenheder.

3. Kortlægningen af varmebehov og forsyningsmuligheder.

§ 4, 2. pkt., affattes således:

»Kortlægningen foretages i samarbejde med bl.a. selskaber, der

leverer ledningsbunden energi, og med virksomheder, som har

overskudsvarme, der kan udnyttes i varmeforsyningen.«

§ 5, stk. 1, ændres tilsvarende.

4. Etablering af varmeforsyningsanlæg m.v.

Kommunalbestyrelsens godkendelsesbeføjelse i § 14, stk. 1, bør også

omfatte nye kollektive varmeforsyningsanlæg eller større ændringer

i eksisterende anlæg i de tilfælde, hvor disse er industrielle

anlæg med mulighed for udnyttelse af overskudsvarme. Dette

indebærer, at kommunernes beføjelser på dette punkt i forhold til

disse industrivirksomheder må modificeres på baggrund af, at

virksomhedernes inddragelse i den lokale varmeplanlægning og

-forsyning naturligvis må ske under hensyntagen til

virksomhedernes konkurrencemæssige situation.

5. Anvendelse af bestemte energiformer.

I § 17 indføjes et nyt stk. 2 indeholdende en bestemmelse om, at

energiministeren eller amtsrådet kan pålægge kommunalbestyrelsen

at træffe bestemmelse efter stk. 1.

6. Økonomisk støtte til kollektive varmeforsyningsanlæg.

I § 21 indføjes som nyt stk. 3 en bestemmelse om, at amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte i form af tilskud,

prisgaranti, prisudligning, garantistillelse eller kaution ved

låneoptagelse til etablering eller væsentlig udvidelse af

kollektive varmeforsyningsanlæg.

7. Priser m.v.

Opregningen af leverandørerne i § 27 skal bringes i overensstemmelse

med definitionen i lovens § 2 således som foreslået i nærværende

beslutningsforslag og således, at også de store kraftvarmeværker

fortsat er omfattet af prisbestemmelserne.

Begrebet »andre betingelser« i § 28 skal uddybes, således at det

klargøres, at rimelige leveringsbetingelser også omfatter en

ligelig forbrugerindflydelse i de forbrugerejede fjernvarmeværker.

Dette kan ske ved efter »Priser og andre betingelser« i § 28, stk.

1, at tilføje: », herunder regler for stemmerettigheder og

indflydelse i forbrugerejede varmeforsyningsanlæg,».

Gas- og varmeprisudvalget ændres til at være et bredere dækkende

energiprisudvalg, idet det i henhold til lov om elforsyning

nedsatte elprisudvalg nedlægges. Energiprisudvalget skal have

følgende sammensætning:

Energiprisudvalget består af en formand og 16 andre medlemmer, som

udnævnes af energiministeren. Formanden og 8 af medlemmerne skal

være uafhængige af forsynings- og kommunale interesser og skal

repræsentere forbrugerinteresser og nødvendig sagkundskab. Af de

øvrige 8 medlemmer udnævnes 2 efter indstilling fra Danske

Elværkers Forening, 1 efter indstilling fra Danske

Fjernvarmeværkers Forening, 1 efter indstilling fra Dangas A/ S, 1

efter indstilling fra de regionale naturgasselskaber, 1 efter

indstilling fra Organisationen for Vedvarende Energi, 1 efter

indstilling fra Kommunernes Landsforening og 1 efter fælles

indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner.

De nødvendige konsekvensændringer af sammenlægningen af de to

prisudvalg i det nye energiprisudvalg gennemføres i såvel lov om

varmeforsyning som lov om elforsyning.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

På baggrund af revisionsbestemmelsen i lov om varmeforsyning fra 1979

fremsatte ernergiministeren den 30. januar 1985 forslag til

ændring af lov om varmeforsyning (se Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 5061, 5653, 10630 og 10673 samt tillæg A sp.

2557, tillæg B sp. 1531 og tillæg C sp. 503). Lovforslaget

indeholdt en række ændringer i varmeplanlægningens procedurer, der

imidlertid ikke kunne accepteres af folketinget, og endvidere blev

det under udvalgsarbejdet klargjort, at de finansieringsmæssige

forhold vedrørende etablering af kollektiv varmeforsyning burde

afklares forud for en revision af loven. Resultatet af

folketingets behandling af lovforslaget blev derfor alene, at

revisionsbestemmelsen i loven blev ophævet.

Af betænkningen fra det energipolitiske udvalg, der blev afgivet den

15. maj 1985, fremgik imidlertid, at socialdemokratiet og

socialistisk folkeparti på en række områder havde sammenfaldende

synspunkter vedrørende indholdet af en kommende revision af

varmeforsyningsloven. Nærværende beslutningsforslag har til formål

at konkretisere disse synspunkter med henblik på, at en vedtagelse

heraf kan danne grundlag for arbejdet i energiministeriet med

formuleringen af et lovforslag om ændring af lov om

varmeforsyning, der vil kunne vedtages i folketingsåret 1986-87.

Der er ikke i beslutningsforslaget medtaget de mindre, teknisk

prægede ændringer i loven, som også var indeholdt i ministerens

forslag, såsom ændringen i terminologien fra »ledningsbunden« til

»rørbunden« o.lign. På de mere substantielle områder er ideen med

afgrænsningen af forslag til de ændringer, der er medtaget i

beslutningsforslaget, imidlertid den, at der kan drages en

modsætningsslutning til ministerens lovforslag fra 1985, altså

således, at forslagsstillerne ikke finder, at de dengang ikke

gennemførte ændringer bør gennemføres nu.

Dette betyder bl.a., at den hidtidige rollefordeling mellem stat,

amtskommuner og kommuner i varmeplanlægningen opretholdes, og at

muligheden af at anvende delplanproceduren, der f.eks. kunne være

af interesse i forbindelse med en hurtig gennemførelse af

landsbyenergiprojekter, fortsat bevares.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1. Lovens formål.

Der er efter forslagsstillernes opfattelse behov for en ajourføring

af lovens formål. Forslaget indeholder ikke elementer, der strider

imod den eksisterende lovtekst, men er udtryk for en prioritering

først og fremmest af bestræbelsen på at begrænse energiforbruget.

Det vil være rigtigt at fastholde den mest samfundsøkonomiske

anvendelse af energi som et overordnet mål, men dette skal

konkretiseres nærmere. En mulighed vil være at give § 1 følgende

formulering: »Lovens formål er at fremme den mest

samfundsøkonomiske anvendelse af energi til bygningers opvarmning

og forsyning med varmt vand samt at formindske energiforsyningens

afhængighed af olie og kul gennem en begrænsning i forbruget af

energi, udnyttelse af mulighederne for kombineret energianvendelse

i form af kraftvarme, industriel overskudsvarme m.v. og gennem en

prioritering af anvendelsen af indenlandske og lokale

energikilder.«

Det er væsentligt, at perspektivet i udnyttelsen af kraftvarmen og

mulighederne i et langt mere udviklet samspil mellem

industrivirksomhederne med overskudsvarmepotentiel og

varmeforsyningen fremgår direkte af lovens formålsparagraf,

ligesom det også er fundet rigtigt at fremhæve anvendelsen af

indenlandske og lokale energikilder.

Ad 2. Definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg.

Udtrykket »andre brændbare gasarter« er føjet til for at tage højde

for en bredere anvendelse af bl.a. biogas og gas fra lossepladser

i varmeforsyningen, idet disse ikke i alle tilfælde vil kunne

transporteres gennem naturgassystemet på grund af

kvalitetsforskelle.

Nr. 2 og 3 er søgt formuleret således, at der er opdeling mellem

fremføringsanlæg og produktionsanlæg. Den langtrukne sag om

kompetencen vedrørende priskontrollen med kraftvarmeværkerne

illustrerede, at det kan være vanskeligt at udforme en klar og

enkel definition på et kollektivt varmeforsyningsanlæg i de

tilfælde, hvor der er tale om en kombineret produktion af el og

varme. Dette problem bliver endnu mere uklart, når der er tale om

industrielle anlæg, hvis hovedformål naturligvis er noget andet

end at producere varme, men som alligevel kan fungere fortrinligt

som leverandører af overskudsvarme. Den afgørende fornyelse i

varmeplanlægningen bør imidlertid bestå i et forsøg på at

optimere samspillet mellem de lokale fjernvarmeforsyninger og

udnyttelsen af overskudsvarmen fra lokale industrielle processer.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at ud fra et samfundsøkonomisk

synspunkt skal også industrivirksomhederners overskudsvarme

nyttiggøres og sammen med deres procesenergiforbrug og

opvarmningsbehov inddrages i den lokale varmeplanlægning under

hensyntagen til virksomhedernes konkurrencemæssige situation.

Dette kræver etableringen af et mere direkte samarbejdsforhold mellem

kommunerne og den lokale industri i henseende til energiforbrug og

-forsyning. På baggrund af prisbestemmelserne i

varmeforsyningsloven, som fortsat tænkes baseret på principperne i

den gældende lov, der giver producenten af varme dækning for

omkostningerne samt en rimelig fortjeneste, burde et sådant

nærmere samarbejde mellem virksomheder med overskudsvarme og det

omgivende lokalsamfund ikke udgøre noget problem, snarere

tværtimod. For at sikre, at de foreliggende muligheder for en

kombineret energiudnyttelse faktisk bliver udnyttet, er det

imidlertid nødvendigt ud over at klargøre dette sigte i lovens

formålspraragraf at definere kollektive varmeforsyningsanlæg

sådan, at kommunerne sikres adgang til at inddrage industrielle

anlæg med mulighed for udnyttelse af overskudsvarme i

varmeplanlægningen. Det bliver således obligatorisk for

industrivirksomhederne at indgå i samarbejdet, men som det fremgår

af bemærkningerne til forslaget til ændring i lovens § 14, skal

denne forpligtelse ses i lyset af, at den enkelte virksomhed ikke

hermed forpligtes ud over, hvad der følger af hensynet til

virksomhedens konkurrencemæssige situation, og endvidere skal det

erindres, at der som anført også ligger en mulighed for en rimelig

fortjeneste til virksomhederne i forbindelse med leveringen af

varme.

Kraftvarmeanlæg med en elkapacitet på under 25 MW kræver ikke

bevilling i henhold til elforsyningsloven i dag, uanset at de

dækkes af denne lov. Da hovedformålet med små kraftvarmeanlæg er

at levere fjernvarme under opnåelse af den effektivitet i

brændselsudnyttelsen, der muliggøres gennem den samtidige

produktion af elektricitet, bør disse anlæg i godkendelsesmæssig

henseende reguleres i medfør af lov om varmeforsyning, sådan som

det bl.a. er foreslået af Kommunernes Landsforening. Omvendt

indebærer dette, at større kraftvarmeværker fortsat primært

betragtes som elværker og godkendes i henhold til lov om

elforsyning, men sådan, at koordinationen mellem

varmeplanlægningen og elforsyningsplanlægningen indgår som et

centralt element i myndighedsbehandlingen af elværkernes

udbygningsplaner.

Nr. 4 indebærer en udvidelse af lovens anvendelsesområde. Der er i

dag mange mindre fælles blokvarmecentraler (med op til 50

boligækvivalenter tilsluttet), som ikke forventes at blive

forsynet med fjermvarme eller naturgas inden for en længere

årrække, på trods af at det næsten altid vil være

samfundsøkonomisk billigere og miljømæssigt bedre end den

eksisterende opvarmningsform, som oftest er olie. Med lovændringen

vil sådanne blokvarmecentraler kunne kræves tilsluttet senest 1 år

efter kommunalbestyrelsens godkendelse af den kommunale

varmeforsyningsplan.

Ad 3. Kortlægningen af varmebehov for forsyningsmuligheder.

De foreslåede ændringer i §§ 4 og 5 vedrørende kortlægningen og

udarbejdelsen af kommunale oplæg og regionale varmeplaner i

amtskommunerne afspejler det nærmere samarbejde mellem kommunerne

og amtskommunerne og de virksomheder i lokalsamfundene, der har

muligheder for at levere overskudsvarme enten fra eksisterende

anlæg eller ved at tage højde for realiseringen af et sådant

samarbejde i forbindelse med indretningen af nye produktionsanlæg.

Ad 4. Etablering af varmeforsyningsanlæg m.v.

Det er ikke tanken, at den obligatoriske inddragelse af

virksomhederne som potentielle leverandører af overskudsvarme skal

føre til en kommunal styring af virksomhedernes energianvendelse

eller valg af produktionsteknik. Sigtet er alene, at der, hvor der

er muligheder for en udnyttelse af overskudsvarme, og hvor det kan

lade sig gøre til gensidig økonomisk fordel, skal sådanne

muligheder inddrages i planlægningen på samme måde, som andre

forsyningsmuligheder i dag inddrages. Virksomhederne vil altså

ikke have mulighed for at ignorere sådanne samarbejdsmuligheder

eller for, ved at læne sig tilbage at etablere en

forhandlingsmæssig situation vedrørende priser og

leveringsbestingelser, der ikke er udtryk for et balanceret

samarbejde. Endvidere skal det indgå som et led i samarbejdet om

optimeringen af den lokale energiudnyttelse, at nye

produktionsanlæg i fællesskab gennemgås af kommunen og

virksomhederne med henblik på en vurdering af mulighederne for

udnyttelse af eventuel overskudsvarme.

Ad 5. Anvendelse af bestemte energiformer.

Den foreslåede bestemmelse vil give ministeren eller amtsrådet

myndighed til at sikre gennemførelsen af den kommunale

varmeplanlægnings mål og er skønnet nødvendig af hensyn til en

række kollektive varmeforsyningsprojekters gennemførelse.

Bestemmelsen svarer til den allerede i § 21, stk. 2, indeholdte

bestemmelse og til elforsyningslovens mulighed for at påbyde

anvendelsen af bestemte brændsler.

Ad 6. Økonomisk støtte til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Det har bl.a. fra kommunal side være foreslået at åbne mulighed for,

at kommunale myndigheder kan give tilskud, prisgaranti,

prisudligning m.m. til gennemførelse af specielt lokale

energiprojekter. Ofte vil i øvrigt samfundsmæssigt set gode

projekter være risikofyldte eller brugerøkonomisk tvivlsomme, og

sådanne projekter vil derfor ikke blive gennemført uden en sådan

støttemulighed. Eksisterende midler, eksempelvis de kommunale

eller amtskommunale byudviklingsfonde, vil eventuelt kunne

anvendes. Desuden kan det overvejes at supplere med statslige

midler.

Ad 7. Priser m.v.

Boligselskabernes Landsforening og forbrugerrådet, der repræsenterer

forbrugerinteresser i gas- og varmeprisudvalget, har gennem flere

år påpeget de problemer, der ligger i den meget skæve fordeling af

indflydelse og stemmerettigheder i en række af de forbrugerejede

fjernvarmeselskaber, hvor der f.eks. ofte er tale om, at

kollektive boligformer med mange husstande kun repræsenteres med

en stemme, medens individuelle parcelhuse som oftest har en stemme

hver. Afstemningsreglernes betydning har været illustreret flere

gange i sagsbehandlingen i gas- og varmeprisudvalget, idet der har

været behandlet sager om tarifering m.v., hvor der er væsentlige

interessemodsætninger mellem forskellige grupper af forbrugere

tilsluttet det samme værk.

På denne baggrund er der behov for i loven at klargøre, at begrebet

rimelige leveringsbetingelser også omfatter en ligelig

forbrugerindflydelse i de forbrugerejede fjernvarmeværker således

som foreslået i nærværende beslutningsforslag. Med den foreslåede

bestemmelse klargøres det, at der skal være tale om en ligelig

forbrugerindflydelse i de forbrugerejede fjernvarmeselskaber, for

at kravet om rimelige leveringsbetingelser er opfyldt. Hermed er

alle spørgsmålene i forbindelse med den skæve indflydelse i disse

selskaber naturligvis ikke i detaljer blevet besvaret, men med

udgangspunkt i denne klargøring af loven vil der være baggrund

for, at energiministeren i bekendtgørelser kan detaljere

bestemmelserne.

Vedrørende ændringen for gas- og varmeprisudvalget bemærkes, at

bestemmelsen indebærer, at elprisudvalgets kompetence overføres

til gas- og varmeprisudvalget, som herefter tager navneforandring

til energiprisudvalget. I dag har de to førstnævnte udvalg næsten

ensartede beføjelser på deres områder. Sammensætningen af

udvalgene er imidlertid højst forskellig. I elprisudvalget har

repræsentanter for producenter, Københavns og Frederiksberg

kommuner (der også er producenter) og storforbrugerne således

lige så mange stemmer som almindelige forbrugere, Kommunernes

Landsforening og de sagkyndige tilsammen. Det virker ikke

hensigtsmæssigt, når opgaven er at sikre rimelige priser m.v.

I gas- og varmeprisudvalget har almindelige forbrugere, Kommunernes

Landsforening og de sagkyndige klart flertal. Dette princip ønskes

videreført i energiudvalget, ligesom det også forudsættes, at

bl.a. forbrugerrådet, Boligselskabernes Landsforening,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Industrirådet fortsat vil være

repræsenteret i udvalget.

Elprisudvalget og gas- og varmeprisudvalget har i dag en vis

overlapning af medlemmer, idet såvel den juridisk sagkyndige,

storforbrugernes repræsentant og elselskabernes repræsentant som

Københavns/ Frederiksbergs repræsentant i gas- og

varmeprisudvalget samtidig er medlemmer af elprisudvalget.

Bestemmelsen er således også en forenkling af administrationen og

vil give mindre bureaukrati.

Af hensyn til at sikre repræsentation af såvel producent- som

distributionsinteresser foreslås det at lade Danske Elværkers

Forening varetage indstillingsretten til de 2 repræsentanter for

elsektoren i udvalget. Endvidere foreslås det, at Organisationen

for Vedvarende Energi (OVE) får ret til at indstille et medlem,

hvilket afspejler den øgede vægt, der tillægges den vedvarende

energis rolle i det samlede forsyningssystem.

Versioner

1. 1988-05-21