1986 LSF 4 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00004@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 90 af 26. februar 1986,
foretages følgende ændringer:
1. § 7 affattes således:
»§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,
hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951.
Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en
udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28.
juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i
konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves,
at udlændingen vender tilbage til sit hjemland.
Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede
har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af
længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre
tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land,
hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding,
som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af
udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet,
herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må
anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.
Stk. 5. Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til §
48, stk. 2, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.«
2. I § 9, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 7, stk. 1,» til: »§ 7, stk. 1 og
2,».
3. § 31, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt
udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2
eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for
landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en
særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare
for andres liv, legeme, helbred eller frihed.«
4. I § 36, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.:
»En udlænding kan endvidere frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at
tage ophold, jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for
personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted
for udlændinge, lægger hindringer i vejen for udførelsen af disse
personers hverv, jf. § 42 a, stk. 2, 4. pkt.«
5. § 37, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til
gennemførelse af beslutning om afvisning eller udvisning.«
6. Efter § 42 indsættes:
»§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis
ansøgning om opholdstilladelse i henhold til §§ 7-8 er taget under
behandling, får foreløbig udgifterne til underhold dækket af
Direktoratet for Udlændinge. Dette gælder dog ikke, såfremt
udlændingen selv har tilstrækkelige midler til dækning heraf.
Stk. 2. Direktoratet for Udlændinge tilvejebringer og driver
indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1. Dette
kan ske i samarbejde med Dansk Røde Kors. Direktoratet for
Udlændinge kan bestemme, at en i stk. 1 nævnt udlænding, uanset om
den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold,
skal tage ophold efter Direktoratets nærmere bestemmelse. En sådan
udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for
personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted
for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse
personers hverv.«
7. I § 43, stk. 2, 1. pkt., ændres »ved paskontrollen« til: »efter
reglerne i kapitel 5«.
8. § 48, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,
træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge
efter reglerne i kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter
§§ 7-8 behandles ikke, før der er taget stilling til, om den
pågældende udlænding skal afvises eller udvises efter § 24, nr. 5,
og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et
land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte
grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til
et sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet
for Udlændinge. Træffer Direktoratet afgørelse om afvisning eller
udvisning og udsendelse, kan afgørelsen påklages til
justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage til
justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer
Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller
udvisning og udsendelse, skal udlændingen gøres bekendt med
adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk
Flygtningehjælp.«
9. I § 53, stk. 3, nr. 2, ændres »§ 7, stk. 1, nr. 2,» til: »§ 7,
stk. 2,» og »§ 7, stk. 1, nr. 1,» til: »§ 7, stk. 1,».
10. § 53 a, stk. 1, affattes således:
»For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som
Direktoratet for Udlændinge har truffet om følgende spørgsmål,
jfr. dog stk. 3:
1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig
at være omfattet af §§ 7-8.
2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en
opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller
inddragelse af et sådant rejsedokument.«
11. Efter § 59 indsættes:
»§ 59 a. Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med
bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke
er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.«
12. § 60, stk. 1, affattes således:
»Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af § 34 eller § 42 a, stk.
2, 3. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, og § 42
a, stk. 2, 4. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der
er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller
under skærpende omstændigheder med hæfte.«
§ 2
Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 3
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1-10 og nr. 12, træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. § 1, nr. 1, 3, 8 og 10, finder dog
ikke anvendelse for udlændinge, der forinden er indrejst i landet
og har ansøgt om opholdstilladelse efter de hidtidige regler. § 1,
nr. 7, finder alene anvendelse for udlændinge, der er indrejst i
landet efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 11, fastsættes af
justitsministeren.
§ 4
Forslag om revision af loven fremsættes for folketinget i
folketingsåret 1987-88.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med
de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 4
§ 1
I udlændingeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 90 af 26. februar 1986,
foretages følgende ændringer:
1. § 7 affattes således:
»§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,
hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951.
Stk. 2. Opholdstilladelse kan efter ansøgning gives til en udlænding,
som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951,
men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af
andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender
tilbage til sit hjemland.
Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede
har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af
længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre
tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land,
hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding,
som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af
udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet,
herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må
anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.
Stk. 5. Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til §
48, stk. 2, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.«
2. I § 9, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 7, stk. 1,» til: »§ 7, stk. 1 og
2,».
3. § 31, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt
udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2
eller stk. 4, jfr. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for
landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en
særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare
for andres liv, legeme, helbred eller frihed.«
4. I § 36, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.:
»En udlænding kan endvidere frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer direktoratet for udlændinges bestemmelse om at
tage ophold, jfr. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for
personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted
for udlændinge, lægger hindringer i vejen for udførelsen af disse
personers hverv, jfr. § 42 a, stk. 2, 4. pkt.«
5. § 37, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til
gennemførelse af beslutning om afvisning eller udvisning.«
6. Efter § 42 indsættes:
»§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis
ansøgning om opholdstilladelse i henhold til §§ 7-8 er taget under
behandling, får foreløbig udgifterne til underhold dækket af
direktoratet for udlændinge. Dette gælder dog ikke, såfremt
udlændingen selv har tilstrækkelige midler til dækning heraf.
Stk. 2. Direktoratet for udlændinge tilvejebringer og driver
indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1. Dette
kan ske i samarbejde med Dansk Røde Kors. Direktoratet for
udlændinge kan bestemme, at en i stk. 1 nævnt udlænding, uanset om
den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold,
skal tage ophold efter direktoratets nærmere bestemmelse. En sådan
udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for
personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted
for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse
personers hverv.«
7. I § 43, stk. 2, 1. pkt., ændres »ved paskontrollen« til: »efter
reglerne i kapitel 5«.
8. § 48, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,
træffes afgørelse om afvisning af direktoratet for udlændinge
efter reglerne i kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter
§§ 7-8 behandles ikke, før der er taget stilling til, om den
pågældende udlænding skal afvises eller udvises efter § 24, nr. 5,
og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et
land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte
grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod
videresendelse til et sådant land, jfr. § 31, stk. 1. Afgørelse om
udsendelse træffes af direktoratet for udlændinge. Træffer
direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,
kan afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2.
En sådan klage til justitsministeren har ikke opsættende
virkning.«
9. I § 53, stk. 3, nr. 2, ændres »§ 7, stk. 1, nr. 2,» til: »§ 7,
stk. 2,» og »§ 7, stk. 1, nr. 1,» til: »§ 7, stk. 1,».
10. § 53 a, stk. 1, affattes således:
»For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som
direktoratet for udlændinge har truffet om følgende spørgsmål,
jfr. dog stk. 3:
1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig
at være omfattet af §§ 7-8.
2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en
opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller
inddragelse af et sådant rejsedokument.«
11. Efter § 59 indsættes:
»§ 59 a. Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med
bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke
er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jfr. §
39.«
12. § 60, stk. 1, affattes således:
»Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af § 34 eller § 42 a, stk.
2, 3. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, og § 42
a, stk. 2, 4. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der
er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller
under skærpende omstændigheder med hæfte.«
§ 2
Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 3
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1-10 og nr. 12, træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. § 1, nr. 1, 3, 8 og 10, finder dog
ikke anvendelse for udlændinge, der forinden er indrejst i landet
og har ansøgt om opholdstilladelse efter de hidtidige regler. § 1,
nr. 7, finder alene anvendelse for udlændinge, der er indrejst i
landet efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 11, fastsættes af
justitsministeren.
§ 4
Forslag om revision af loven fremsættes for folketinget i
folketingsåret 1987-88.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med
de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget indebærer, at asylansøgere kan afvises på grænsen,
såfremt de indrejser fra et land, hvor de ikke må antages at
risikere en forfølgelse som nævnt i flygtningskonventionen af 28.
juli 1951. Hvis den pågældende derimod kommer direkte fra et land,
hvor han risikerer forfølgelse som nævnt i konventionen, eller
hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land,
vil den pågældende ikke kunne afvises.
Udlændinge, som ikke afvises eller udvises, og som er omfattet af
flygtningekonventionen, har efter forslaget fortsat et retskrav på
asyl i Danmark, hvis Danmark er 1. asylland. Det vil i praksis
normalt forudsætte, at udlændingen er lovligt indrejst her i
landet.
Efter de hidtil gældende bestemmelser har der endvidere været et
retskrav på opholdstilladelse, hvis det af lignende grunde som
anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør
kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland.
Dette ubetingede retskrav består ikke efter forslaget, men forslaget
indskrænker på den anden side ikke udlændingemyndighedernes
mulighed for at give asyl i tilsvarende omfang som hidtil til
udlændinge, som ikke afvises eller udvises.
Endelig foreslås det, at et transportselskab, der bringer en
udlænding her til landet, kan straffes med bøde på objektivt
grundlag, såfremt den pågældende ikke er i besiddelse af
rejselegitimation og visum. Denne del af forslaget træder først i
kraft ved justitsministerens bestemmelser herom. Bestemmelsen vil
kun blive sat i kraft, såfremt der fortsat forekommer gentagne
misbrug i form af transporter af personer til Danmark uden
fornøden rejselegitimation og visum.
Det er direktoratet for udlændinge, der skal træffe afgørelse om,
hvorvidt en person skal afvises. Direktoratets afgørelse kan
påklages til justitsministeriet.
2. Flygtningeudviklingen
a. Udlændingeloven blev vedtaget ved lov nr. 226 af 8. juni 1983.
Loven trådte i kraft den 1. oktober 1983. Det var et bredt flertal
i folketinget, der stod bag loven, og vedtagelsen skete i tillid
til, at også andre lande ville påtage sig deres del af
forpligtelserne med at modtage flygtninge. Udviklingen har
imidlertid vist, at Danmark i langt højere grad end de fleste
andre lande har påtaget sig at løse denne opgave i vores del af
verden.
I 1983 indrejste der 332 asylansøgere. I 1984 og 1985 steg antallet
til henholdsvis 4.313 og 8.698. I indeværende år er der allerede
pr. 3. oktober 1986 indrejst mere end 8.300 asylansøgere, og
udviklingen i de seneste uger, hvor der er indrejst mere end 500
pr. uge, har vist en nærmest eksplosiv tendens. Hvis udviklingen
fortsætter, svarer dette til, at Danmark med de nugældende
liberale regler kommer til at modtage op mod 36.000 asylansøgere
pr. år. Danmark modtager pr. indbygger i øjeblikket flere
asylansøgere end andre lande i Europa.
Udviklingen i flygtningestrømmen har medført, at regeringen både på
nationalt og internationalt plan har taget en række initiativer.
Det har imidlertid ikke vist sig muligt på den ene side at bevare
den meget liberale lovgivning, der under iagttagelse af en række
retssikkerhedsgarantier sikrer, at enhver, der på grænsen
påberåber sig asyl, får ophold i landet, mens sagen behandles, og
på den anden side sikre en rimelig og human modtagelse og
behandling af asylansøgerne.
b. Ved lovens vedtagelse i 1983 bestod flygtningenævnet, der
behandler klager over direktoratets afslag på asyl, af 7
medlemmer. Det viste sig imidlertid på grund af sagsmængden og den
dermed meget betydelige ventetid for at få klager behandlet i
nævnet nødvendigt at udvide antallet af medlemmer betydeligt,
således at nævnet kunne fungere i flere afdelinger samtidig.
Endvidere blev det bestemt, at en række sager skulle kunne
behandles af kun 3 medlemmer mod normalt 7. Disse ændringer blev
gennemført ved lov nr. 232 af 6. juni 1985 om ændring af
udlændingeloven.
Udviklingen i tilstrømningen af asylansøgere medførte imidlertid, at
nævnet på trods af den nævnte lovændring ikke havde mulighed for
at behandle antallet af asylsager i samme takt som tilstrømningen.
I november 1985 afventede ca. 500 sager behandling i nævnet. Dette
medførte, at udlændingeloven ved lov nr. 574 af 19. december 1985
blev ændret med henblik på yderligere at lette sagsbehandlingen og
sagspresset i nævnet. Lovændringen åbnede således mulighed for, at
direktoratet for udlændinge efter forelæggelse for Dansk
Flygtningehjælp kunne træffe afgørelse om, at ansøgninger, der
måtte anses for åbenbart grundløse, ikke skulle kunne indbringes
for nævnet.
Selv om en række sager således ikke kan indbringes for nævnet, har
det stærkt stigende antal asylansøgere medført en betydelig
forøgelse af ekspeditionstiden for nævnets behandling, og i
øjeblikket afventer ca. 1600 sager behandling for nævnet.
c. Det har vist sig, at en række asylansøgere ved indrejsen har haft
falske danske visa istemplet deres pas, hvilket bl.a. har været
tilfældet med statsborgere fra Sri Lanka. Endvidere har
asylansøgere under mellemlanding i Kastrup søgt om asyl, selv om
de har haft billet til en anden destination. De nævnte forhold
førte til, at man i foråret 1986 ændrede de hidtidige
visumstempler, ligesom der blev indført krav om transitvisa i
visse tilfælde.
d. Siden sommeren 1986 er et ganske betydeligt antal asylansøgere
indrejst i Danmark fra Forbundsrepublikken Tyskland. Fra den 1.
august 1986 til den 30. september 1986 er der således over
landegrænsen eller via Rødbyhavn indrejst ca. 3000. Det blev i
august måned konstateret, at en væsentlig del af asylansøgerne har
en verserende asylsag under behandling i Forbundsrepublikken, og
mange har opholdt sig der i længere tid, nogle i op til flere år,
og må således antages i meget vidt omfang at have Tyskland som 1.
asylland. På denne baggrund blev der med virkning fra den 1.
september 1986 etableret en særlig procedure for disse 1.
asyllandssager. Formålet var, at sagerne inden for 48 timer skulle
behandles i centre i umiddelbar nærhed af grænsen. De
asylansøgere, der havde Forbundsrepublikken som 1. asylland,
skulle herefter have afslag på deres asylansøgning og sendes
tilbage.
Efter at ordningen er trådt i kraft, har det imidlertid vist sig, at
indrejsemønstret har ændret sig. Det har endvidere været
vanskeligt i sager, hvor ansøgerne ikke har været i besiddelse af
pas eller anden rejselegitimation, at skaffe oplysninger
tilstrækkelig hurtigt om et eventuelt ophold i
Forbundsrepublikken. Derudover har det i en række sager vist sig
vanskeligt at få Forbundsrepublikken til at tage personer tilbage,
der i Danmark havde fået afslag, fordi Forbundsrepublikken var 1.
asylland. På denne baggrund har ordningen i de første 4 uger kun
fungeret i 78 tilfælde.
e. Ændringerne i rejsemønstret, de mange forfalskninger af visa m.v.
tyder på, at tilstrømningen af asylansøgere i et vist omfang er
organiseret, og det er endvidere i en række sager oplyst, at
asylansøgerne har betalt ganske store beløb for en »asylrejse« til
Danmark. Justitsministeriet finder det betænkeligt, at udviklingen
i tilstrømningen af asylansøgere til Danmark i meget høj grad
bestemmes af økonomiske interesser og asylansøgernes økonomiske
formåen.
f. Siden årsskiftet 1985-86 har indrejsetallet fra DDR været yderst
begrænset. Dette hænger formentlig sammen med, at DDR kun har
meddelt transitvisum, hvis asylansøgeren har haft dansk visum,
hvilket normalt ikke har været tilfældet.
g. Endelig kan nævnes, at den eksplosive tilstrømning har medført, at
det har været overordentlig vanskeligt at tilvejebringe rimelige
og forsvarlige forhold for asylansøgerne. Justitsministeriet
finder det således helt uacceptabelt, at man har måttet anvende
teltlejre som indkvartering for asylansøgere. Det er urealistisk
at forestille sig, at man vil kunne modtage asylansøgerne under
rimelige og forsvarlige forhold, såfremt den nuværende
tilstrømning fortsætter.
3. Internationale bestræbelser
Fra dansk side har man i en årrække støttet og aktivt deltaget i
bestræbelserne på at få etableret en samlet løsning af den
internationale flygtningesituation.
Danmark har traditionelt ydet en aktiv international indsats i
bestræbelserne på at bistå verdens ca. 15 mill. flygtninge.
I 1985 ydede Danmark i alt 231,4 mill. kr. til det internationale
hjælpearbejde for flygtninge.
Danmark har aktivt deltaget i konsultationer, som FN's
flygtningehøjkommissær tog initiativ til i maj 1985, ligesom man
også deltog i opfølgende konsultationer i Stockholm i november
1985 og senest i Haag i april 1986. Dette er sket i håbet om, at
det herigennem vil kunne lykkes under FN's flygtningehøjkommissærs
medvirken at skabe mere ordnede rammer for modtagelsen af
flygtninge under fortsat respekt for de gældende bestemmelser i
flygtningekonventionen. De seneste konsultationer i Haag har vist,
at der fortsat er interesse for at afsøge mulighederne for at nå
frem til mere ordnede forhold for indstrømningen af flygtninge og
asylansøgere i Europa. Under det videre arbejde vil regeringen
fortsat i FN-regie søge at skabe grundlag for regionalt betonede
arrangementer om byrdefordelingen. Under den igangværende 41.
FN-generalforsamling vil regeringen fortsætte disse bestræbelser.
I anledning af udviklingen i flygtningestrømmen har regeringen den
29. august 1986 rettet henvendelse til FN's flygtningehøjkommissær
med henblik på, at der tages initiativ til at søge at skabe en
bred, international løsning på fordelingen af flygtningestrømmen.
Der er endnu ikke modtaget noget endeligt svar på henvendelsen,
men FN's vicehøjkommissær har tilkendegivet, at en bred
international løsning næppe vil kunne forventes gennemført på
kortere sigt. Danmark vil fortsat være i kontakt med
flygtningehøjkommissæren om spørgsmålet.
I Europaråds-regie har man fra dansk side i en årrække deltaget i og
taget initiativ til, at der søges skabt fælles europæiske regler
om blandt andet 1. asyllandsspørgsmålet. På dansk og svensk
initiativ blev spørgsmålet om 1. asyllandsproblemet behandlet i en
arbejdsgruppe under Europarådet. FN's flygtningehøjkommissariat
har støttet sagen i Europarådet, men det har hidtil ikke været
muligt at nå tilstrækkelig bred enighed om en anvendelig
løsningsmodel. Danmark deltager imidlertid fortsat i dette arbejde
og har i dagene fra den 9.-12. september 1986 taget spørgsmålet om
fordeling af flygtningestrømmen op på ny.
Danmark er indstillet på at fortsætte og øge bestræbelserne inden for
Europarådet, herunder at tage spørgsmålet op på ministerkomiteens
næste møde i november 1986.
I lyset af udviklingen i den sidste halvdel af 1985, hvor Danmark
ligesom nu modtog flere asylansøgere pr. indbygger end andre
europæiske lande, rejste justitsministeren i november 1985
spørgsmål om en bedre fordeling af flygtninge mellem de nordiske
lande samt spørgsmål om en fælles nordisk indsats i internationalt
regie.
Regeringen vil fortsat støtte dette nordiske samarbejde.
På tysk foranledning drøftedes under et møde i dagene fra den 2. til
den 3. september 1986 i den politiske komite under det europæiske
politiske samarbejde spørgsmålet om det stigende antal
asylansøgere, der kommer til Vesteuropa. Dette spørgsmål må efter
tysk opfattelse betragtes som et problem, der vedrører alle
EF-lande. Fra dansk side blev der redegjort for de meget
betydelige problemer, den voksende strøm af asylansøgere til
Danmark skaber. Man gav endvidere udtryk for generel støtte til de
tyske bestræbelser.
Flygtningespørgsmålet vil endvidere på dansk initiativ blive drøftet
på et møde den 20. oktober 1986 mellem de berørte ministre i
EF-landene.
Selv om der således er taget en række initiativer for at få skabt en
bred, international løsning, er der ikke noget, der tyder på, at
dette vil kunne lykkes på kortere sigt. Forudsætningerne for
lovens vedtagelse i 1983 om, at også andre lande ville følge
Danmarks eksempel og påtage sig deres del af ansvaret ved løsning
af det internationale flygtningeproblem, er ikke blevet opfyldt,
og det er ikke realistisk at tro, at Danmark fortsat mere eller
mindre kan stå alene om at løse denne opgave.
Justitsministeriet finder det derfor nødvendigt, at
flygtningestrømmen nu søges begrænset, jfr. nedenfor under pkt. 5
om lovforslagets hovedpunkter.
4. Økonomiske sanktioner over for transportører
a. Det har som tidligere nævnt vist sig, at et meget stort antal
asylansøgere er indrejst gennem Kastrup, enten uden at være i
besiddelse af fornødent visum eller med falske danske visa
istemplet passene.
Indførelse af kravet om transitvisum samt indførelsen af nye danske
visa har ikke hindret eller mindsket disse indrejser. På denne
baggrund rejser der sig naturligt det spørgsmål, om det er muligt
at gennemføre økonomiske sanktioner mod transportørerne, d.v.s. i
første omgang luftfartsselskaberne. Spørgsmålet er dog også
aktuelt med hensyn til andre transportformer, f.eks.
skibstransport.
En forudsætning for at kunne videreføre Danmarks hidtidige liberale
flygtningepolitik bør være, at tilstrømningen her til landet især
kommer dem til gode, som har det største behov for hjælp.
Her tænkes især på reglerne om 1. asylland. Befinder den pågældende
asylansøger sig i et land, hvor han eller hun er beskyttet mod
tilbagesendelse til hjemlandet, bør dette land som udgangspunkt
være 1. asylland.
Den eksisterende uindskrænkede adgang til at rejse til Danmark uden
pas eller visum har i praksis medført, at Danmark ikke har
mulighed for at anvende 1. asyllandsreglerne efter deres hensigt,
enten fordi det er vanskeligt at få oplysninger om, hvor de
pågældende kommer fra, og hvor længe de eventuelt har opholdt sig
der, eller fordi det pågældende land senere nægter at modtage dem
igen, eller fordi asylansøgeren alene i kraft at sit ophold her i
landet får Danmark som 1. asylland, medens sagen behandles.
Det kan desuden anføres, at en asylansøger ofte har bekostet store
beløb på rejsen til Danmark. Den pågældende vil i tilfælde af et
afslag i Danmark ved sin tilbagevenden derfor ofte være stillet
væsentligt ringere i økonomisk og social henseende.
Særligt for luftfartens vedkommende følger det af
Chicago-konventionen af 7. december 1944 om civil luftfart, som
Danmark har tiltrådt, at luftfartsselskaberne har pligt til at
påse, at enhver passager er i besiddelse af de kontroldokumenter,
der er nødvendige for indrejse i de kontraherende stater.
Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes den, der
forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse eller
opholde sig her i landet, med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1
år og 6 måneder. Denne bestemmelse vil efter justitsministeriets
opfattelse ikke være tilstrækkelig i den nuværende situation. Dels
vil det så godt som altid være umuligt at føre bevis for, at der
forsætligt ydes bistand som nævnt i bestemmelsen, dels er det
tvivlsomt, om indrejsen kan hævdes at være ulovlig, eftersom de
pågældende asylansøgere efter den gældende udlændingelov har ret
til at indrejse og opholde sig i Danmark, mens deres sag behandles
af de danske myndigheder.
Justitsministeriet finder det på denne baggrund nødvendigt, at der
skabes hjemmel for at kunne indføre en adgang til på objektivt
grundlag at straffe luftfartsselskaber og andre transportører, der
medtager passagerer til Danmark, hvis de pågældende ikke er i
besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum. Reglen herom
findes i forslagets § 1, nr. 11, (§ 59 a) sammenholdt med den
gældende lovs § 61.
Med hensyn til forholdet mellem den foreslåede bestemmelse og retten
til at søge asyl bemærkes, at pligten til ikke at medtage
passagerer uden visum etc. allerede følger af de regler, der
gælder i international luftfart, jfr. ovenfor. En strafbestemmelse
af den nævnte karakter er således alene udtryk for, at Danmark for
luftfartens vedkommende uden at komme i strid med sine
internationale forpligtelser sanktionerer en allerede bestående
forpligtelse.
Det er ikke tanken, at den foreslåede bestemmelse skal anvendes i
alle tilfælde, hvor en person er indrejst uden fornøden
tilladelse. Tiltale bør i almindelighed alene rejses, hvis der
foreligger gentagne overtrædelser. Bestemmelsen tænkes f.eks.
således ikke anvendt i enkeltstående tilfælde, hvor en asylansøger
er indrejst i Danmark direkte fra hjemlandet eller fra et andet
land, hvor han eller hun er udsat for en asylbegrundende
forfølgelse som nævnt i flygtningekonventionen.
Med hensyn til luftfartsselskabernes forpligtelse til at kontrollere,
at passagerne har de fornødne indrejsetilladelser, bemærkes, at
der alene er tale om en national sanktion af en bestående
international forpligtelse, der allerede er sanktioneret i USA,
Canada, Forbundsrepublikken Tyskland og Australien.
For så vidt angår bødeniveauet finder justitsministeriet, at det
under hensyn til formålet med bestemmelsen og de situationer, hvor
den tænkes anvendt, bør sættes temmelig højt. Justitsministeriet
er således af den opfattelse, at en bøde i tilfælde af gentagne
overtrædelser ikke bør være mindre end 8.000-10.000 kr. pr.
person. Dette bødeniveau svarer omtrent til niveauet i USA (1.000
dollars) og til et nyt foreslået niveau i Forbundsrepublikken
Tyskland (2.000 DM).
Justitsministeriet finder, at der kan være et vist behov for at se,
hvorledes udviklingen på dette område bliver i den kommende tid.
Det foreslås derfor, at tidspunktet for reglens ikrafttræden
fastsættes af justitsministeren. Bestemmelsen vil kun blive sat i
kraft, såfremt der fortsat forekommer gentagne misbrug i form af
transporter af personer til Danmark uden fornøden
rejselegitimation og visum.
b. Efter lovens § 43, stk. 2, har føreren og den, der har rådighed
over et skib eller luftfartøj, som har bragt en udlænding her til
landet, samt dennes herværende repræsentant pligt til uden udgift
for staten at sørge for udlændingens udrejse, såfremt udlændingen
bliver afvist ved paskontrollen. Justitsministeriet finder det af
samme årsager som ovenfor nævnt nødvendigt, at denne pligt
udvides, således at den kommer til at gælde, hvis den pågældende
udlænding først afvises efter at have passeret paskontrollen.
Bestemmelsen vil herefter omfatte tilfælde, hvor der skal
iværksættes nærmere undersøgelser af den pågældendes identitet,
indrejserute etc., idet disse undersøgelser ikke altid kan ske på
stedet. Det foreslås på denne baggrund, at pligten til at betale
for udrejsen udstrækkes til at gælde afvisning indtil tre måneder
fra indrejse, jfr. lovens § 28, stk. 2.
5. Hovedpunkter i lovforslaget
5.1. Asylansøgeres adgang til landet
a. De gældende regler
Efter de gældende regler har enhver udlænding, der påberåber sig at
være omfattet af udlændingelovens §§ 7-8, adgang til landet,
uanset om den pågældende er i besiddelse af fornødent pas eller
visum. Den pågældende har et egentligt retskrav på asyl og har ret
til at opholde sig her i landet, medens sagen behandles. Dette
gælder også, medens sagen eventuelt verserer ved flygtningenævnet.
Der er efter de gældende regler ingen reel mulighed for afvisning
ved grænsen, og dette gælder, uanset om det er evident, at den
pågældende ikke kan være flygtning (f.eks. en svensker, der søger
asyl), eller hvis den pågældende helt klart har et andet land som
1. asylland (ved f.eks. i mange år at have haft opholdstilladelse
i et andet land).
b. Lovforslaget
Efter forslagets § 1, nr. 8, jfr. § 1, nr. 3, åbnes der mulighed for
at kunne afvise ved grænsen, bl.a. såfremt fornødent pas og visum
ikke er til stede. En afvisning vil dog aldrig kunne ske, såfremt
den pågældende herved udsendes til et land, hvor han eller hun
risikerer forfølgelse som nævnt i flygtningekonventionen af 1951,
eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et
sådant land. Hovedtanken er, at afvisning skal kunne ske, hvor en
asylansøger indrejser til Danmark fra et land, hvor den pågældende
befinder sig i en faktisk tryghedssituation.
Dette medfører f.eks., at asylansøgere, der indrejser fra
Forbundsrepublikken Tyskland, vil kunne afvises ved grænsen.
Derimod vil afvisning ikke kunne finde sted, hvis de pågældende
indrejser direkte fra hjemlandet, hvis de der risikerer en
forfølgelse som nævnt i flygtningekonventionen, eller fra et land,
hvor de ikke er beskyttet mod videresendelse dertil.
En iraner, der under de nuværende politiske forhold indrejser i
Danmark direkte fra hjemlandet, vil derfor ikke kunne afvises. Det
samme gælder en polak, der kommer direkte fra Polen.
Det tilføjes, at det efter forslaget er direktoratet for udlændinge
(og ikke politiet), der træffer afgørelse om afvisning. Afgørelsen
kan påklages til justitsministeriet.
For at kunne indrejse i Danmark og søge asyl, vil det normalt være
nødvendigt, at udlændingen er i besiddelse af et visum. Dette
skyldes, at Danmark har visumtvang overfor statsborgere fra næsten
alle lande, hvorfra asylansøgerne typisk kommer. Visum vil kunne
opnås, såfremt der er tale om familiesammenføring, eller hvis der
i øvrigt er tale om nært beslægtede personer i Danmark. Herudover
vil visum kun kunne påregnes meddelt, hvis tungtvejende grunde
taler herfor. I den forbindelse bemærkes, at der ved en
gennemførelse af forslaget vil kunne vise sig at være et vist øget
behov for at meddele visum til personer, der befinder sig i en
akut politisk forfølgelsessituation.
5.2. Behandlingen af asylansøgninger
a. De gældende regler
Efter de gældende regler har en asylansøger et retskrav på asyl, hvis
den pågældende enten er omfattet af flygtningekonventionen
(K-flygtninge), eller hvis det af lignende grunde som anført i
konventionen eller andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at
udlændingen vender tilbage til sit hjemland (F-flygtning). Som
ovenfor nævnt har asylansøgeren altid ret til at opholde sig i
landet, medens sagen verserer. Et afslag på ansøgningen om asyl
fra direktoratet kan normalt altid påklages til flygtningenævnet.
b. Lovforslaget
Efter forslaget er der ikke et ubetinget retskrav på
opholdstilladelse, hvis den pågældende ikke er omfattet af
flygtningekonventionen, men opholdstilladelse kan - i sidste
instans af flygtningenævnet - i fuldt ud samme omfang som hidtil
meddeles til asylansøgere, der ikke afvises eller udvises.
Ændringen betyder f.eks., at man kan undlade at give
opholdstilladelse til asylansøgere, der begår alvorligere
kriminalitet, medens sagen verserer. Herudover har ændringen næppe
større betydning for asylansøgere, der ikke afvises eller udvises.
Det vil i praksis normalt sige, at de er lovligt indrejst i
Danmark.
For alle asylansøgere gælder efter forslaget, at de ikke har ret til
at opholde sig her i landet, medens sagen behandles, hvis de er
blevet afvist ved grænsen, hvilket som nævnt ovenfor kun kan ske,
hvis de befinder sig i en faktisk tryghedssituation i det land,
hvor de kommer fra. Ansøgningen om asyl behandles derimod i alle
tilfælde på normal vis, men da den pågældende opholder sig i
udlandet, kan opholdstilladelse alene forventes meddelt, hvis
Danmark må anses for at være 1. asylland.
Afvises den pågældende ikke, behandles sagen som hidtil, således at
den pågældende har ret til at blive i landet, indtil der
foreligger en endelig afgørelse.
Der foreslås i øvrigt ingen ændringer i sagsbehandlingen, herunder i
adgangen til at klage til flygtningenævnet og de i den forbindelse
gældende retssikkerhedsgarantier. De ændrede regler findes i
forslagets § 1, nr. 1.
5.3. Økonomiske sanktioner mod visse transportører
a. Gældende regler
Det må antages, at der i meget vidt omfang er tale om en organiseret
flygtningestrøm forstået således, at »bagmænd« mod klækkelige
vederlag »påtager« sig at organisere en asylrejse til Danmark. Der
rejser sig herved det spørgsmål, om der - i lighed med forholdene
i USA, Canada, Forbundsrepublikken Tyskland og Australien - er
muligt at indføre økonomiske sanktioner mod transportørerne,
hvilket i første række vil sige flyselskaberne. De gældende regler
er som nævnt ikke under de nuværende forhold tilstrækkelige.
Endvidere er det kun muligt at pålægge selskaberne at betale
tilbagerejsen, hvis afvisning sker ved paskontrollen, og dette er
der i dag ikke mulighed for.
b. Forslaget
Efter forslaget åbnes der mulighed for uanset transportformen at
pålægge et transportselskab (men derimod ikke de ansatte) et
strafansvar på objektivt grundlag.
Tiltale bør i almindelighed kun rejses ved gentagne overtrædelser, og
den vil således ikke blive anvendt i enkeltstående tilfælde, hvor
en asylansøger er indrejst direkte fra hjemlandet eller fra et
land, hvor han er udsat for en asylbegrundende forfølgelse som
nævnt i flygtningekonventionen. Som nævnt ovenfor i pkt. 4 a
fastsættes tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden af
justitsministeren, jfr. lovforslagets § 3.
Det foreslås endvidere, at selskaberne skal kunne tilpligtes at
betale tilbagerejsen, hvis der sker afvisning inden for de første
3 måneder fra indrejsen. Forslagene findes i § 1, nr. 7, og § 1,
nr. 11.
5.4. Andre ændringer
Der er i forslaget enkelte andre ændringer, som hovedsagelig er af
redaktionel eller praktisk karakter. I den forbindelse skal det
dog fremhæves, at det efter anmodning fra Dansk Røde Kors foreslås
at tilvejebringe mulighed for at iværksætte frihedsberøvelse over
for asylansøgere, som lægger hindringer i vejen for driften af et
indkvarteringssted. Der henvises til § 1, nr. 4, sammenholdt med §
1, nr. 6.
5.5. Revisionsklausul
Efter forslaget skal forslag om revision fremsættes for folketinget i
folketingsåret 1987/ 88, jfr. forslagets § 4.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser
Vurderingen af lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser er forbundet med nogen usikkerhed. Det er således
vanskeligt på forhånd at skønne over, i hvilken udstrækning den
ændrede administrative sagsgang, der tilsigtes med forslaget, vil
medføre en nedgang i antallet af personer, som fremtidig vil søge
asyl her i landet. Selv om der efter lovændringen måtte indtræde
et fald i antallet af asylansøgere, vil der imidlertid ikke på
kortere sigt kunne opnås nogen mærkbar administrativ aflastning af
udlændingemyndighederne. Dette skyldes, at der i dag opholder sig
omkring 7.000 personer i de indlogeringscentre, der drives af
Dansk Røde Kors. Disse personers ansøgninger om opholdstilladelse
skal behandles og afgøres af udlændingemyndighederne (direktoratet
for udlændinge, flygtningenævnet m.v.) efter de hidtidige regler,
jfr. lovforslagets § 3. Afviklingen af denne betydelige sagspukkel
og de heraf afledede sager om familiesammenføring vil strække sig
over længere tid, og justitsministeriet finder på denne baggrund
ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at reducere de
ressourcer, der er stillet til udlændingemyndighedernes rådighed.
I forbindelse med behandlingen af asylansøgninger fra personer, der
opholder sig i udlandet, forudsættes det, at politiet og
direktoratet for udlændinge i fornødent omfang kan yde bistand til
vedkommende danske repræsentation.
Behandling og ekspedition af pas-, visum- og asylansøgninger vil
kunne medføre en belastning af udenrigstjenestens
repræsentationer, der vil nødvendiggøre afholdelse af merudgifter.
Justitsministeriet foreslår, at spørgsmålet om de administrative og
ressourcemæssige konsekvenser af lovændringen i lyset af den
mellemliggende udvikling senere tages op til vurdering enten i
forbindelse med fremsættelse af forslag om revision af loven i
folketingsåret 1987/ 88, jfr. lovforslagets § 4, eller eventuelt
ved særskilt forelæggelse for finansudvalget. Heri vil tillige
indgå blandt andet de forøgede ressourcekrav til politiet, der som
led i de foreslåede ændrede administrative rutiner på
flygtningeområdet vil opstå i forbindelse med en intensiveret
pas- og visumkontrol ved grænserne. Det bemærkes i den
forbindelse, at justitsministeriet som oplyst i akt 329 16/ 9 86
efter en nærmere vurdering af det forventede antal asylsøgende i
1987 senere vil forelægge de bevilgende myndigheder de
ressourcemæssige spørgsmål, som den kommende udvikling umiddelbart
måtte give anledning til.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter den foreslåede regel i stk. 1 er der som i den hidtil gældende
bestemmelse i § 7, stk. 1, nr. 1, retskrav på opholdstilladelse,
såfremt udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28.
juli 1951. Efter den hidtil gældende bestemmelse i § 7, stk. 1,
nr. 2, har der endvidere været et retskrav på opholdstilladelse,
hvis det af lignende grunde som anført i konventionen eller af
andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender
tilbage til sit hjemland. Efter dette forslags stk. 2 kan der
fortsat meddeles opholdstilladelse i fuldt samme omfang som
hidtil, men det ubetingede retskrav bortfalder. Der henvises i
øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.1.
En almindelig betingelse for at meddele opholdstilladelse efter såvel
stk. 1 som stk. 2 er efter stk. 5, at udlændingen ikke er blevet
afvist eller udvist efter § 48, stk. 2, som affattet i dette
lovforslag. Har en sådan afvisning eller udvisning fundet sted,
behandles ansøgningen om opholdstilladelse først, når udlændingen
er udrejst af landet, og opholdstilladelse vil i så fald alene
kunne meddeles i henhold til stk. 4 i dette forslag, jfr.
nedenfor. Dette medfører (jfr. nærmere bemærkningerne til
forslagets § 1, nr. 8), at en udlænding, som er indrejst ulovligt
i landet og som følge heraf er blevet afvist eller udvist, ikke
kan påberåbe sig § 7, stk. 1 eller 2, men derimod § 7, stk. 4. Har
der fundet ulovlig indrejse sted, men træffes der ikke afgørelse
om afvisning eller udvisning, finder § 7, stk. 1 og 2, derimod
anvendelse uanset det ulovlige ophold. Dette indebærer, at
udlændingen har ret til at opholde sig i landet, medens sagen
behandles af direktoratet for udlændinge, og at en klage til
flygtningenævnet har opsættende virkning.
Reglen i stk. 3 (1. asyllandsreglen) svarer til den hidtidige
bestemmelse i § 7, stk. 2. Odet »kan« er for så vidt overflødigt i
forhold til reglen i stk. 2, hvorefter der ikke længere skal gælde
et ubetinget retskrav, hvis udlændingen ikke er omfattet af
flygtningekonventionen af 1951. Ordet er imidlertid medtaget,
fordi det har direkte betydning for reglen i stk. 1, og fordi det
angiver, at man ved udøvelsen af skønnet efter stk. 2 også kan
tage hensyn til, om et andet land er 1. asylland.
I stk. 4 er det i forhold til den hidtidige tilsvarende bestemmelse i
§ 7, stk. 3, nu udtrykkeligt bestemt, at et ophold her i landet,
der eventuelt kan medvirke til, at Danmark anses for 1. asylland,
skal være lovligt. Baggrunden herfor er, at en ansøger ikke bør
kunne fremtvinge en bedre retsstilling gennem et ulovligt ophold
(f.eks. ved at holde sig illegalt skjult) end en ansøger, der
afvises ved grænsen, eller som i øvrigt søger om opholdstilladelse
fra udlandet. I den sammenhæng bemærkes, at den blotte hensigt til
at tage til Danmark for at søge asyl ikke er tilstrækkeligt til at
anvende § 7, stk. 4, og dette gælder, uanset om hensigten er
blevet dokumenteret i form af et forgæves indrejseforsøg eller en
ulovlig indrejse efterfulgt af en udvisning eller afvisning.
Til nr. 2
Der er tale om en rent redaktionel ændring som følge af den
foreslåede ændring af § 7, jfr. forslagets § 1, nr. 1.
Til nr. 3
Reglen skal ses i sammenhæng med, at opholdstilladelse efter
forslagets § 7, stk. 2, (den gældende lovs § 7, stk. 1, nr. 2)
ikke længere foreslås meddelt som et ubetinget retskrav. Er
tilladelse imidlertid meddelt - enten efter den nugældende regel
eller forslaget - finder bestemmelsen anvendelse som hidtil.
Til nr. 4
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.
Til nr. 5
Der er tale om en rent redaktionel ændring, idet den hidtidige
bestemmelse indeholdt en fejlhenvisning til »Begæring efter stk.
1«, og en sådan begæring var og er unødvendig.
Til nr. 6
Forslaget til § 42 a, stk. 1, er alene en lovfæstelse af den hidtil
gældende ordning.
Medens ansøgningerne om opholdstilladelse behandles hos
udlændingemyndighederne, er asylansøgerne hidtil blevet anbragt i
indlogeringscentre, der for justitsministeriets regning drives og
bemandes af Dansk Røde Kors. Grundlaget herfor er som oplyst i
bl.a. akt 329 16/ 9 1986 en særlig rammeoverenskomst med Dansk
Røde Kors, hvorefter justitsministeriet inden for økonomiske
rammer, der er godkendt af de bevilgende myndigheder, refunderer
Dansk Røde Kors' udgifter til personalelønninger, asylansøgernes
underhold m.v.
Der er under den hidtidige ordning opnået en hensigtsmæssig
administrationsform, som har muliggjort, at der i samarbejde med
Dansk Røde Kors hurtigt har kunnet gennemføres nødvendige
tilpasninger til ændringer i behovet for centerkapacitet.
På denne baggrund foreslås, at det fastsættes i selve loven, at
direktoratet for udlændinge tilvejebringer og driver
indkvarteringssteder for asylansøgere, og at dette kan ske i
samarbejde med Dansk Røde Kors, jfr. forslaget til § 42 a, stk. 2,
1. og 2. pkt.
Den foreslåede regel i § 42 a, stk. 2, 3. pkt., er medtaget for at
præcisere, at det er direktoratet for udlændinge, der træffer
bestemmelse om, på hvilket indkvarteringssted en asylansøger skal
tage ophold. Sådanne beslutninger har hidtil efter anmodning fra
direktoratet været truffet af politiet i henhold til § 34, nr. 3,
der i øvrigt ikke foreslås ændret.
Endvidere foreslås, at der skal være mulighed for at frihedsberøve og
straffe en udlænding, der ikke efterkommer direktoratets
bestemmelse om at tage ophold på et indkvarteringssted. Der
henvises til forslaget til ændring af § 36, stk. 1 (nyt 3. pkt.)
og til ændring af strafbestemmelsen i § 60, stk. 1, jfr.
lovforslagets § 1, nr. 12.
Dansk Røde Kors har oplyst, at asylansøgernes truende og voldelige
adfærd i mange tilfælde har hindret eller gjort det vanskeligt for
Dansk Røde Kors at udføre sine opgaver med hensyn til driften af
de enkelte asylcentre. Over for særlige urolige elementer blandt
asylansøgerne har Dansk Røde Kors oftest som eneste mulighed haft
overflytning til andre centre, hvor problemerne imidlertid normalt
fortsætter. Når alle muligheder i form af gentagne flytninger,
opsplitning af grupper m.v. er opbrugt, er der i realiteten kun en
udvej tilbage, nemlig bortvisning fra asylcentrene. Konsekvensen
heraf har i nogle tilfælde været, at de bortviste er blevet
indkvarteret på hotel, hvilket må siges at være en utilsigtet
forbedring af asylansøgernes forhold. Da disse manglende og
utilstrækkelige reaktionsmuligheder ofte udnyttes af enkelte
asylansøgere, der i månedsvis kan tyrannisere medarbejdere og
øvrige indkvarterede, har Dansk Røde Kors anmodet om, at det i
forbindelse med en eventuel ændring af udlændingeloven overvejes,
hvorvidt der vil kunne skabes hjemmel til frihedsberøvelse,
såfremt en asylansøgers adfærd hindrer udførelsen af opgaver med
driften af et indkvarteringssted.
En sådan bestemmelse foreslås indsat i § 36, stk. 1 (nyt 4. pkt.).
Endvidere foreslås det, at der indføres en adgang til at pålægge
straf for en sådan adfærd, jfr. forslaget til § 42, stk. 2, 4.
pkt., sammenholdt med ændringen af strafbestemmelsen i § 60, stk.
1, efter lovforslagets § 1, nr. 12.
Til nr. 7
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4 b og 5.3.
Til nr. 8
Efter forslaget skal direktoratet for udlændinge som hidtil i alle
tilfælde tage stilling til, om en udlænding skal afvises, såfremt
den pågældende påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8. Efter den
gældende regel har udlændingen uanset en sådan beslutning ret til
at opholde sig i landet, indtil asylsagen er endelig afgjort. Den
foreslåede bestemmelse medfører, at en sådan ret ikke består,
såfremt udlændingen er indrejst ulovligt i Danmark, medmindre
indrejsen er sket direkte fra hjemlandet, jfr. § 31, stk. 1.
Udlændinge, der indrejser i landet uden fornødent pas eller visum,
kan efter reglerne i § 28, stk. 2, jfr. stk. 1, afvises i indtil
tre måneder efter indrejsen. Denne afvisningshjemmel bør under
iagttagelse af bestemmelsen i § 31, stk. 1, også kunne anvendes
over for asylansøgere for ikke dermed at åbne mulighed for, at en
udlænding ved en illegal indrejse her i landet kan bedre sin
retsstilling som asylansøger.
Er der mulighed for at træffe beslutning om afvisning, behandles den
pågældendes ansøgning om asyl efter forslaget ikke, før der er
taget stilling til, om afvisning skal finde sted, og hvis
beslutning herom tages, da ikke før den pågældende er udrejst af
landet.
For at sikre, at man ikke ved et længere ulovligt ophold end 3
måneder kan fremtvinge en gunstigere retsstilling, foreslås det,
at det samme skal gælde, hvis den pågældende vil kunne udvises
efter reglen i § 24, nr. 5. Efter denne bestemmelse kan udvisning
ske, hvis udlændingen opholder sig i landet uden fornøden
tilladelse.
Det skal fremhæves, at afvisning eller udvisning ikke er nogen
obligatorisk retsfølge, men at afgørelse herom træffes efter et
skøn i hver enkelt sag.
Efter lovens § 36 kan politiet, såfremt de i § 34 nævnte
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden
for afvisning eller for udvisning efter bl.a. § 24, nr. 5,
bestemme, at en udlænding, som ikke har fast bopæl her i landet,
skal underkastes frihedsberøvelse. Efter lovens § 37 skal en
udlænding, der er frihedsberøvet, medmindre den pågældende
forinden løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens
iværksættelse fremstilles for retten. Retten tager herefter
stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse. Det må i almindelighed antages, at en asylansøger,
der er omfattet af § 48, stk. 2, og som befinder sig i en aktuel
afvisnings- eller udvisningssituation, vil kunne frihedsberøves
efter disse regler.
En væsentlig begrænsning i adgangen til at gennemføre en afvisnings-
eller udvisningsbeslutning findes i det forhold, at udlændingen
ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer
forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951,
artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er
beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. § 31, stk.
1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende,
vil ansøgningen om asyl blive behandlet.
Afvisnings- og udvisningsbeslutninger kan påklages til
justitsministeren. Afgørelse om udsendelse har hidtil - også hvor
der har været tale om asylansøgere - været truffet af politiet.
Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af asylansøgere
træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er
den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller
udvisningsbeslutningen og udsendelsesbeslutningen.
Udsendelsesbeslutningen kan påklages til justitsministeren. Klage
har ikke opsættende virkning.
Til nr. 9
Der er tale om en rent redaktionel ændring som følge af den
foreslåede ændring af § 7, jfr. forslagets § 1, nr. 1.
Til nr. 10
Reglen foreslås ændret, således at afvisning af en udlænding, der er
omfattet af § 48, stk. 2, og klager over, at en udsendelse er i
strid med § 31, ikke længere skal kunne indbringes for nævnet, men
derimod for justitsministeren, der herved - i lighed med, hvad der
i øvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og
udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i
disse sager. Det skal dog fortsat være flygtningenævnet, der har
den endelige afgørelse af, om en asylansøger kan opnå
opholdstilladelse her i landet som flygtning i henhold til § 7.
Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret
affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der
henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og
bemærkningerne til § 1, nr. 8.
Til nr. 11
Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4 a og 5.3.
Efter bestemmelsen er det uden betydning, hvilken art transportmiddel
der er anvendt.
Bestemmelsen vil således ikke alene være anvendelig på transport med
skib og fly, men også ved transport med bus, tog m.m. Endvidere
vil bestemmelsen også omfatte andre end føreren af
transportmidlet, herunder den der har arrangeret transporten eller
på anden måde bistået hermed, jfr. de almindelige regler om
medvirken i straffelovens § 23. Derimod vil bestemmelsen ikke være
anvendelig på virksomhedens herværende repræsentant, medmindre
denne undtagelsesvis måtte have bistået ved tilrettelæggelsen af
transporterne. Bestemmelsen vil for personers vedkommende kun være
anvendelig, såfremt de almindelige tilregnelseskrav er opfyldt,
dvs. forsæt eller uagtsomhed, jfr. straffelovens § 19.
Bestemmelsen finder anvendelse også i tilfælde af, at der benyttes
falske visa. I den forbindelse skal det særligt fremhæves, at
lovens § 61 medfører, at der på objektivt grundlag kan pålægges
selskaber bødeansvar for overtrædelse af bestemmelsen. Selve det
forhold, at en person bringes her til landet med falsk visum, vil
således kunne medføre, at transportselskabet straffes. Som nævnt i
de almindelige bemærkninger pkt. 4 forudsættes tiltale dog alene
rejst i tilfælde af gentagne overtrædelser. Efter lovforslagets §
3 fastsættes tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden af
justitsministeren.
Til nr. 12
De foreslåede ændringer består i, at § 42 a, stk. 2, 3. og 4. pkt.,
indsættes i strafbestemmelsen i § 60, stk. 1. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til lovforsagets § 1, nr. 6.
Til § 2
I bestemmelsen foreslås, at lovforslaget skal kunne stadfæstes straks
efter vedtagelsen uden at afvente 3-dagesfristen i grundlovens §
42.
Til § 3
Lovforslaget har ikke tilbagevirkende kraft. Udlændinge, der er
indrejst og har søgt om opholdstilladelse efter de hidtidige
regler, berøres ikke af lovforslaget. Som nævnt i de almindelige
bemærkninger pkt. 4, vil bestemmelsen i § 1, nr. 11, kun blive sat
i kraft, hvis der fortsat forekommer gentagne misbrug i form af
transporter af personer til Danmark uden fornøden
rejselegitimation og visum.
Til § 4
Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at loven - i lyset af
den mellemliggende udvikling, såvel med hensyn til indrejsetal og
de internationale bestræbelser - tages op til revision i
folketingsåret 1987/ 88.
Til § 5
Bestemmelsen angiver lovens territoriale gyldighed.
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i flere møder og
har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne
har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til
de ledsagende bemærkninger.
Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen
tillige med justitsministerens svar herpå.
Herefter indstiller et FLERTAL (Socialdemokratiets, Det Konservative
Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til VEDTAGELSE i
den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et MINDRETAL (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til FORKASTELSE, men kan stemme for de
stillede ændringsforslag.
Et ANDET MINDRETAL (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) udtaler
om lovforslaget følgende:
Efter at det af justitsministeren er oplyst, at den nye formulering i
bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1 i udvalgets betænkning
over nærværende lovforslag skal betyde, at hovedtanken i
lovforslaget, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget,
side 8, venstre spalte, er, at afvisning skal kunne ske, hvor en
asylansøger indrejser til Danmark fra et land, hvor den pågældende
befinder sig i en faktisk tryghedssituation, kan mindretallet
støtte den udformning, § 7, stk. 2, har fået ved vedtagelsen af
ændringsforslaget.
Herefter indstiller mindretallet lovforslaget til FORKASTELSE,
medmindre de af mindretallet stillede ændringsforslag vedtages.
ÆNDRINGSFORSLAG
Af
et MINDRETAL (RV):
Til § 1
1) I den under NR. 8 foreslåede affattelse af § 48, STK. 2, indsættes
efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Forinden Direktoratet for Udlændinge træffer afgørelse, skal
udlændingen have lejlighed til at sætte sig i forbindelse med
Dansk Flygtningehjælp.«
2.-7. pkt. bliver herefter 3.-8. pkt.
2) I den under NR. 8 foreslåede affattelse af § 48, STK. 2, affattes
3. PKT., der bliver 4. pkt., således:
»Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for
forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951 nævnte
grunde eller af lignende grunde som anført i konventionen eller af
andre tungtvejende grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod
videresendelse til et sådant land.«
3) I den under NR. 8 foreslåede affattelse af § 48, STK. 2, ændres i
7. PKT., der bliver 8. pkt., »gøres bekendt med adgangen til« til:
»på ny have lejlighed til«.
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1 og 3
Ændringsforslagene stilles for at sikre, at ikke alene
konventionsflygtninge, men også de facto-flygtninge får en rimelig
behandling.
Til nr. 2
Ændringsforslaget stilles for at sikre, at ikke alene
konventionsflygtninge, men også de facto-flygtninge får en rimelig
behandling.
HAGEN HAGENSEN (KF) fmd. ANNELISE GOTFREDSEN (KF) COLLET (KF)
GRETHE FENGER MøLLER (KF) BJøRN ELMQUIST (V) BIRTHE RøNN
HORNBECH (V) BIRGITH MOGENSEN (CD) KOFOD-SVENDSEN (KRF) OLE
ESPERSEN (S) ERIK B. SMITH (S) KORNELIUSEN (S) TORBEN LUND
(S) LISSA MATHIASEN (S) JIMMY STAHR (S) LEIF HERMANN (SF)
EBBA STRANGE (SF) nfmd. BERNHARD BAUNSGAARD (RV)
Partierne VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar
herpå
SPØRGSMÅL 50:
Ministerens kommentarer til telexet udbedes (L 4-bil. 20).
SVAR:
De i telexet nævnte beslutninger er alene anbefalinger og er således
ikke bindende. I den forbindelse bemærkes, at UNHCRs
rekommandationer ikke nødvendigvis er gennemført i de enkelte
lande, idet der som nævnt alene er tale om anbefalinger til
regeringerne.
Der henvises herom til bl.a. Sverige og Østrig, jf. besvarelsen af
spørgsmål 45.
I øvrigt skal det fremhæves, at udlændinge, der søger asyl her i
landet, i henhold til den foreslåede § 48, stk. 2, efter
ændringsforslag nr. 3) til dette lovforslag som hidtil skal
oplyses om adgangen til at rette henvendelse til Dansk
Flygtningehjælp i de tilfælde, hvor deres ansøgning om asyl
realitetsbehandles under deres ophold her i landet.
Realitetsbehandles sagen ikke her i landet, kan ansøgning om asyl
indgives til en dansk repræsentation i udlandet, og
Udenrigsministeriet har tidligere instrueret repræsentationerne om
adgangen til at rette henvendelse til UNHCRs nærmeste kontor.
Asylansøgere, hvis sager realitetsbehandles, vil få ansøgningen
behandlet under iagttagelse af udlændingelovens
retssikkerhedsgarantier. Dette medfører bl.a., at de har ret til
at forblive i landet, mens sagen behandles, at de som nævnt vil
blive underrettet om adgangen til at rette henvendelse til Dansk
Flygtningehjælp, samt at et eventuelt afslag på asyl fra
direktoratet for udlændinge som hidtil vil kunne indbringes for
flygtningenævnet.
For så vidt angår UNHCRs bemærkninger til bestemmelsen om
strafansvaret for transportører henvises til besvarelsen af
spørgsmål 2, afsnit 8 b.
Justitsministeriet har ikke bemærkninger til det yderligere telex,
der er modtaget i dag, jf. besvarelsen af spørgsmål 48.
SPØRGSMÅL 51:
Hvilken betydning har det for afvisning, at ansøgeren har
mellemlandet eller været i transit i et andet land end hjemlandet?
SVAR:
Efter den foreslåede udformning af § 48, stk. 2, 3. pkt., som
affattet ved ændringsforslag nr. 2), må udlændingen ikke udsendes
til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte
grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til
et sådant land.
Ved ændringsforslaget er det præciseret, at en udlænding, der
indrejser direkte fra hjemlandet, ikke vil kunne afvises ved
grænsen, såfremt der i hjemlandet er mulighed for forfølgelse af
de i flygtningekonventionen nævnte art.
Har udlændingen mellemlandet eller været i transit i et andet land
end hjemlandet, vil der kunne træffes afgørelse om afvisning,
såfremt indrejsen til Danmark sker fra et land, der har tiltrådt
flygtningekonventionen fuldt ud. Har det pågældende land ikke
eller kun i begrænset omfang tiltrådt flygningekonventionen, vil
afvisning ikke kunne ske, hvis der er tvivl om, hvorvidt
tilbagesendelse til hjemlandet vil kunne ske. Dette medfører
f.eks., at en iraner, der indrejser i Danmark efter sidst at have
transiteret Tyrkiet, jf. besvarelsen af spørgsmål 32, ikke vil
kunne afvises. Derimod vil tamiler fra Sri Lanka, der indrejser
fra Indien, kunne afvises, se besvarelsen af spørgsmål 12.
SPØRGSMÅL 52:
Hvilke myndigheder eller organisationer bidrager til fastlæggelsen
af, i hvilke lande asylansøger må antages at befinde sig i en
faktisk tryghedssituation?
SVAR:
I forbindelse med fastlæggelsen af, i hvilke lande en asylansøger må
antages at befinde sig i en faktisk tryghedssituation, agter
Justitsministeriet - hvis der er tvivl - at indhente bidrag fra
Udenrigsministeriet med dets repræsentationer, UNHCR, Dansk
Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors.
SPØRGSMÅL 53:
Hvordan sikrer man sig, at personer uden pas og visum kan modtages i
Danmark, når det er åbenbart, at det ville medføre alvorlige
konsekvenser for dem, såfremt de skulle søge om pas og visum i
deres hjemland?
SVAR:
Danmark har ingen mulighed for at sikre sig, at personer kan søge og
få pas i deres hjemland. Det største problem for udlændinge uden
pas, der ønsker at rejse til Danmark og søge asyl, må antages at
være at komme igennem hjemlandets oftest meget indgående
udrejsekontrol.
Søger en person, der har pas, visum gennem en dansk repræsentation i
udlandet, er repræsentationerne allerede i dag instrueret om, at
man, hvis den pågældende udlænding befinder sig i overhængende
fare, omgående bør underrette udenrigsministeriet pr. telegram
eller telex, og indberetningen herom skal være klassificeret.
SPØRGSMÅL 54:
Ministeren bedes oplyse, om der er tale om realitetsændring i forhold
til den gældende praksis, når man i bemærkningerne til
ændringsforslag nr. 1 til 2. behandling af lovforslaget skriver
»fra et land, der har tiltrådt flygtningekonventionen fuldt ud«,
mens der i den gældende lov bruges udtrykket »et land, hvor
udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse«.
SVAR:
Som nævnt i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1 medfører dette
ændringsforslag ikke ændringer i de foreslåede regler om afvisning
på grænsen. Efter ændringsforslag nr. 2 (§ 48, stk. 2, 3. pkt.),
der omhandler afvisning på grænsen, må udlændingen dog ikke
udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte
grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til
et sådant land. Efter det oprindelige forslag til affattelse af §
48, stk. 2, 3. pkt., måtte udlændingen ikke udsendes til et land,
hvor DEN PÅGÆLDENDE risikerede en sådan forfølgelse eller ikke var
beskyttet mod videresendelse. Af bemærkningerne til
ændringsforslaget til § 48, stk. 2, 3. pkt., fremgår det, at det
herigennem præciseres, at afgørelsen ikke beror på den enkelte
udlændings særlige forhold, men derimod på kombinationen af
udlændingens nationalitet og det land, hvorfra udlændingen
indrejser i Danmark.
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, kan
opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, nægtes, såfremt udlændingen
allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis
udlændingen har nærmere tilknytning til et andet land, hvor
udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse. Vurderingen af,
om dette er tilfældet, beror på en konkret individuel bedømmelse
af den enkelte asylansøgers forhold.
Vurderingen af, om afvisning skal kunne finde sted i henhold til
lovforslagets § 48, stk. 2, 3. pkt., beror derimod alene på en
konstatering af den pågældendes nationalitet og udrejseland, men
uden en individuel bedømmelse af den enkeltes forhold, og heri
består en væsentlig forskel i forhold til den gældende § 7, stk.
2. (Lovforslaget til § 7, stk. 3). Det er efter
Justitsministeriets opfattelse helt nødvendigt at fastholde denne
forskel, idet værdien af en afvisningsregel på grænsen ville blive
af meget ringe værdi, hvis afvisningen skulle have til
forudsætning, at man kunne forudsige realitetsafgørelsen med
hensyn til selve asylspørgsmålet, både i Danmark og i det land,
hvorfra der søges indrejse i Danmark. Dette er baggrunden for, at
det i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1 er fremhævet, at
afvisning vil kunne ske, hvis udlændingen er indrejst fra eller
gennem et land, der har tiltrådt flygtningekonventionen fuldt ud.
En anden væsentlig forskel er, at udtrykket »må antages at kunne opnå
beskyttelse« er ganske upræcist. Lande, der har tiltrådt
flygtningekonventionen, har forskellig praksis med hensyn til
meddelelse af opholdstilladelse til asylansøgere, der ikke er
omfattet af flygtningekonventionen. Hvis der for disse
konventionslande som begrundelse for afvisning skulle stilles krav
om, at den pågældende »må antages at kunne opnå beskyttelse«,
ville det kræve et indgående kendskab til disse landes proces, og
det ville f.eks. medføre, at der ikke kunne ske afvisning selv til
vore nærmeste nabolande såsom Sverige, Norge, Forbundsrepublikken
Tyskland og England.
SPØRGSMÅL 55:
Ministeren bedes oplyse, om asylansøgere fra Sri Lanka, der indrejser
fra Indien, vil blive afvist til Indien med den begrundelse, at de
her vil være i en faktisk tryghedssituation.
SVAR:
Spørgsmålet blev omtalt under retsudvalgets samråd med mig den 12.
oktober 1986. Det er siden over for Justitsministeriet oplyst, at
der i øjeblikket ingen direkte flyforbindelse er mellem Danmark og
Indien. Spørgsmålet er derfor ikke aktuelt. Skulle en sådan
forbindelse blive etableret, vil Justitsministeriet forinden
indhente bidrag som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 52 fra den
15. oktober 1986 til vurdering af, om der i Indien vil være en
faktisk tryghedssituation.