Gelex

1986 LSF 11 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGSPAREKONTRAKTER (FREMME AF OPSPARING TIL BOLIGFORMÅL)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00011@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 215 af 27. maj 1970 om boligsparekontrakter, som ændret

ved lov nr. 296 af 14. juni 1974, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, ændres »18 år« til: »15 år«.

2. I § 2, stk. 6, 1. og 2. pkt., ændres »Finansministeren« til:

»Boligministeren«.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. Kontraktens bestemmelser skal udformes således, at opspareren i

mindst 3 år og højst 10 år i gennemsnit pr. måned indbetaler

mindst 100 kr. Indbetalingerne må ikke overstige 10.000 kr.

årligt.«

4. I § 5, stk. 2, indsættes efter »opsparing«: »inkl. tilskrevne

renter«.

5. I § 5, stk. 4, ændres »5 år« til: »10 år«.

6. § 9 affattes således:

»§ 9. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen

af denne lov.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. Personer, der indbetaler til en boligsparekontrakt efter de

hidtidige regler, kan beslutte for fremtiden at øge

indbetalingerne og forlænge opsparingsperioden efter reglerne i §

3.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 13 § 1

I lov nr. 215 af 27. maj 1970 om boligsparekontrakter, som ændret

ved lov nr. 296 af 14. juni 1974 foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, ændres »18 år« til: »15 år«.

2. I § 2, stk. 6, 1. og 2. pkt., ændres »Finansministeren« til:

»Boligministeren«.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. Kontraktens bestemmelser skal udformes således, at opspareren i

mindst 3 år og højst 10 år i gennemsnit pr. måned indbetaler

mindst 100 kr. Indbetalingerne må ikke overstige 10.000 kr.

årligt.«.

4. I § 5, stk. 2, indsættes efter »opsparing«: »inkl. tilskrevne

renter«.

5. I § 5, stk. 4, ændres »5 år« til: »10 år«.

6. § 9 affattes således:

»§ 9. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen

af denne lov.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Personer, der indbetaler til en boligsparekontrakt efter de

hidtidige regler, kan beslutte for fremtiden at øge

indbetalingerne og forlænge opsparingsperioden efter reglerne i §

3.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er et af elementerne i regeringens initiativer til

fremme af opsparingen og nedbringelse af gældsætningen, som omtalt

i statsministerens åbningsredegørelse til Folketinget den 7.

oktober 1986.

Forslaget skal endvidere ses som en forlængelse af de incitamenter

til øget opsparing, som allerede udspringer af skattereformens

omlægning af kapitalafkastbeskatningen og det kraftige fald i

inflationen.

Opsparing i form af boligsparekontrakter med skattefri præmiering er

indtil begyndelsen af 80erne kun blevet udnyttet i forholdsvis

beskedent omfang. Der har således været tale om 5-6.ooo afsluttede

kontrakter årligt. Det kraftige fald i inflationstakten og det

store rentefald har antageligt været medvirkende til, at der i de

seneste år er sket en meget markant vækst i antallet af årligt

nyoprettede boligsparekontrakter.

Incitamenter til forøgelse i den forudgående opsparing ved køb af

ejerbolig og fritidshus eller om- og tilbygningsvirksomhed m.v.

vedrørende sådanne er indeholdt i de samtidigt fremsatte forslag

til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter (Særlige vilkår

for lån til ejerboliger m.v.), til lov om ændring af lov om

stempelafgift og lov om afgift af renter af forbrugslån.

Forslaget skal ses som en yderligere udbygning af den eksisterende

ordning med boligsparekontrakter. Den skattefrie præmie på 4 pct.

p.a. foreslås således at omfatte et langt større beløb end hidtil.

Den forøgede størrelse fremkommer dels ved at foreslå det årlige

maksimumbeløb forøget fra 6.000 kr. til 10.000 kr., dels ved at

forøge opsparingsperioden fra maksimalt 5 år til maksimalt 10 år.

Mens det hidtidige maksimale beløb har været 30.000 kr. plus

renter og præmie vil det maksimale beløb fremover blive 100.000

kr. plus renter og præmie. Boligsparekontrakterne med den

skattefrie præmie vil herefter indebære mulighed for at kunne

finansiere en langt væsentligere del af anskaffelsessummen for en

ny ejerbolig eller medvirke væsentligt ved finansieringen af

større om- og tilbygningsarbejder m.v. end tilfældet er i dag.

Med henblik på at fremme de unges mulighed for at opnå egen bolig

foreslås den hidtidige aldersgrænse for første kontraktmæssige

indbetaling på en boligsparekontrakt nedsat fra 18 til 15 år.

Foretages indbetalingerne på kontrakten af forældre, bedsteforældre

eller plejeforældre til kontraktindehaveren skal - efter reglerne

i det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af

kildeskatteloven, arve- og gaveafgiftsloven og ligningsloven -

afkast af opsparingen og indskud medregnes ved opgørelsen af

barnets/ barnebarnets henholdsvis skattepligtige indkomst og

formue, ligesom de indbetalte beløb ikke indgår i det arve- og

gaveafgiftsfri beløb på 8.000 kr.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget om forhøjelse af det årlige maksimum for indbetaling på en

boligsparekontrakt og forslaget om, at den maksimale

opsparingsperiode forlænges fra 5 til 10 år må på længere sigt

forventes at give væsentlige merudgifter til statens

præmiebetaling, der udgør 4 pct. p.a. af den til enhver tid

foretagne opsparing. Ved maksimal udnyttelse af en

boligsparekontrakt vil der således efter 10 år være mulighed for

at hæve en skattefri præmie på omkring 25.000 kr. pr. person, mens

den maksimale præmie efter 5 års opsparing i dag udgør knap 4.000

kr. Forslaget om nedsættelse af mindstealderen fra 18 til 15 år

for personer, der kan tegne en boligsparekontrakt, vil tilsvarende

øge tilgangen til ordningen, mens der først på længere sigt vil

komme merudgifter.

De faktiske præmieudbetalinger afhænger især af, hvor mange

kontrakter, der tegnes årligt; hvor stor opsparing, der i

gennemsnit foretages pr. kontrakt; samt af hvor længe opsparing

foretages. De fremtidige præmieudbetalinger vil således i høj grad

afhænge af befolkningens opsparingsadfærd samt af vilkårene for

boligfinansiering i øvrigt. Da forslaget er et led i en samlet

pakke, der skal skabe incitament til større opsparing herunder ved

visse stramninger af reglerne for boligfinansiering, må det

forventes, at der fremover vil opstå øget interesse for at tegne

boligsparekontrakter, og at den samlede opsparing på disse

kontrakter vil blive væsentligt forøget.

I 1986 vil der antagelig blive tegnet ca. 60.000 nye kontrakter under

den eksisterende ordning.

Hvis det forudsættes, at der årligt tegnes 70.000 nye kontrakter -

svarende til en årgang 15-årige, og at opsparingsmuligheden på de

enkelte kontrakter udnyttes fuldt ud, vil der fra 1997 blive tale

om præmieudbetalinger på godt 1,7 mia kr. årligt. Det er dog næppe

realistisk at regne med en maksimal udnyttelse af ordningen. Som

sammenligning kan nævnes, at udnyttelsesgraden for den enkelte

kontrakt i gennemsnit kun er ca. en tredjedel i den nuværende

ordning.

De første 3 år vil der ikke blive tale om merudgifter til nye

kontraktholdere på grund af minimumsbindingsperioden. Derefter vil

udgiften være gradvist stigende. Den foreslåede overgangsordning

skønnes ligeledes at være nogenlunde udgiftsneutral de første 2

år, hvorefter der vil blive tale om merudgifter.

Der må endvidere påregnes et mindre provenutab på indkomstskatten

m.v. som følge af det af skatteministeren samtidig fremsatte

forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove,

jfr. ovenfor.

I dette lovforslag foreslås det at ændre skattelovgivningen, således

at indskud på boligsparekontrakter, der foretages af forældre

m.v. efter de foreslåede regler herom, ikke udløser

indkomstbeskatning hos barnet, i hvis navn kontoen oprettes.

Herefter skal indskud, som forældre m.v. foretager på barnets

boligsparekontrakt, ikke medregnes i forældrenes skattepligtige

formue, hvorimod beløbet indgår i barnets formue. Skattepligtige

renter af indestående medregnes alene i barnets skattepligtige

indkomst, ikke i forældrenes.

Den foreslåede ændring i skattelovgivningen får navnlig betydning for

de boligsparekontrakter, der i kraft af, at aldersgrænsen foreslås

nedsat fra 18 år til 15 år, oprettes for disse unge. En del af

disse har så beskedne indkomster, at der ikke vil ske beskatning

af de tilskrevne renter.

Hvis 10.000 i hver årgang af unge mellem 15 og 18 år udnytter

opsparingsmuligheden skønnes det, at lovforslaget vil medføre et

formentlig provenutab, der i løbet af en kortere årrække vil nå op

på omkring 5 mill. kr.

Endvidere må der påregnes et mindre provenutab som følge af, at beløb

der indsættes på boligsparekontrakter, ikke skal udløse

gaveafgift, selv om årets samlede gaver overstiger 8.000 kr.

Alt i alt skønnes de budgetmæssige konsekvenser af forslaget med

meget betydelig usikkerhed at være som vist i nedenstående tabel.

mill. kr. 1987 1988 1989 1990 ------------------------------------------------------------ 0 0 + 10 + 20 ------------------------------------------------------------

+ (merudgifter)

Ordningen har hidtil været administreret af Finansministeriet. I

forbindelse med overførslen af ordningen til Boligministeriet

foreslås den daglige administration, dvs. kontrol og

præmieudbetaling, varetaget af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og

Finansforvaltning.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Det foreslås, at boligsparekontrakter kan oprettes af personer, der

på tidspunktet for den første kontraktmæssige indbetaling er fyldt

15 år. Hidtil har denne grænse været 18 år. Oprettes kontrakten af

en umyndig forudsættes værgens medvirken herved efter reglerne i

myndighedsloven.

Til nr. 2 og 6.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at lov om

boligsparekontrakter er overført fra Finansministeriets til

Boligministeriets ressort.

Til nr. 3.

Med henblik på at gøre boligsparekontrakter mere attraktive foreslås

bestemmelserne i lovens § 3 om opsparingsperiodens længde og de

maksimale indbetalinger lempet. Herefter kan opsparingen højst ske

i 10 år mod hidtil 5 år, og den maksimale årlige indbetaling kan

udgøre 10.000 kr. mod hidtil 6.000 kr.

Til nr. 4.

Ved den pågældende tilføjelse sikres det, at rentetilskrivningen

indgår i grundlaget for beregningen af præmien. Det betyder - ved

fuld udnyttelse af loftet for de årlige indbetalinger - at

rentetilskrivningen kan overskride dette loft.

Til nr. 5.

Der er tale om en ændring i konsekvens af forslaget i nr. 3.

Til § 2

Forslagets § 2, stk. 2, indeholder en overgangsbestemmelse, hvorefter

personer, som har en eksisterende boligsparekontrakt, kan

beslutte, at de mere lempelige bestemmelser i loven om

opsparingsperiodens længde og højere indbetalinger også skal gælde

for den eksisterende kontrakt.

BILAG I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov nr. 215 af 27. maj 1970 om boligsparekontrakter, som ændret ved

lov nr. 296 af 14. juni 1974 foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, ændres »18 år« til: »15 år«.

2. I § 2, stk. 6, 1. og 2. pkt., ændres »Finansministeren« til:

»Boligministeren«.

--/

§ 2. Boligsparekontrakter kan kun oprettes af personer, der på tidspunktet for første kontraktmæssige indbetaling er fyldt 18 år.

Stk. 2. Hver person kan kun oprette en boligsparekontrakt.

Stk. 3. Boligsparekontrakter kan oprettes ved indgåelse af aftale med banker, sparekasser og andelskasser eller med obligationsudstedende foreninger eller institutter, der er godkendt af staten.

Stk. 4. Er kontrakten indgået med et pengeinstitut, indsættes opsparingen på en konto til forrentning efter den for det pågældende pengeinstitut til enhver tid gældende højeste indlånsrente.

Stk. 5. Er kontrakten indgået med et låneinstitut, anbringes de opsparede beløb i de af instituttet udstedte obligationer.

Stk. 6. Finansministeren kan bestemme, at boligsparekontrakter tillige kan oprettes ved indgåelse af aftale med investeringsforeninger, der er undergivet offentligt tilsyn. Finansministeren fastsætter nærmere bestemmelser om anbringelsen af de opsparede beløb.

/--

3. § 3 affattes således:

»§ 3. Kontraktens bestemmelser skal udformes således, at opspareren i

mindst 3 år og højst 10 år i gennemsnit pr. måned indbetaler

mindst 100 kr. Indbetalingerne må ikke overstige 10.000 kr.

årligt.«.

--/

§ 3. Kontraktens bestemmelser skal udformes således, at opspareren i mindst 3 år og højst 5 år i gennemsnit pr. måned indbetaler mindst 100 kr. og højst 500 kr.

/--

4. I § 5, stk. 2, indsættes efter »opsparing«: »inkl. tilskrevne

renter«.

5. I § 5, stk. 4, ændres »5 år« til: »10 år«.

--/

§ 5. Det opsparede beløb kan udbetales 3 år efter den første indbetaling.

Stk. 2. Når opsparingen udbetales til anvendelse til et af de i § 1 nævnte formål, tilskrives der en præmie, der beregnes som 4 pct. p.a. af den til enhver tid foretagne opsparing.

Stk. 3. Såfremt en opsparer inden for det sidste år inden 3 års periodens udløb har haft udgifter til et af de i § 1 nævnte formål, vil det opsparede beløb inklusive præmie, kunne frigives efter bestemmelserne i stk. 1.

Stk. 4. Præmieberegningen ophører senest 5 år efter første indbetaling.

Stk. 5. Præmiebeløbet afholdes af statskassen.

/--

6. § 9 affattes således:

»§ 9. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen

af denne lov.«

--/

§ 9. Finansministeren fastsætter de nærmere regler for ordenens administration.

/--

Bilag 2

Folketingsforhandlinger vedrørende lov om boligsparekontrakter:

Om Folketingets behandling af lov nr. 215 af 27. maj 1970 om

boligsparekontrakter, som ændret ved lov nr. 296 af 14. juni 1974,

henvises til følgende spaltenumre i folketingstidende:

Folketingsåret 1969-70: 2295, 2503, 5503, 5752, A 1501, B 913, C 503.

Folketingsåret 1973-74: 1546, 2687, A 1279, B 357, C 281.

Versioner

  1. 1988-05-21