Gelex

1986 LSF 51 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGBYGGERI (KVOTER FOR 1987, 1988 OG 1989, BYGGESKADEFOND M.V.)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00051@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

I lov om boligbyggeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 80 af 3. februar

1986, som ændret ved lov nr. 303 af 4. juni 1986, foretages

følgende ændringer:

1. § 48, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Rentebidrag, afdragsbidrag og garanti kan ydes til 13.500

lejligheder i hvert af finansårene 1987, 1988 og 1989.«

2. § 48, stk. 3, ophæves.

3. § 54 b, stk. 1, ophæves.

4. Kapitel 9 a affattes således:

»Kapitel 9 a

Byggeskadefonden

§ 62 b. Byggeskadefonden er en selvejende institution, der har til

formål at yde støtte til udbedring af skader, som har deres årsag

i forhold ved opførelsen af byggeriet. Fonden omfatter byggeri,

som modtager tilsagn om offentlig støtte efter § 48, § 63, § 67

eller § 81 efter den 30. juni 1986.

Stk. 2. Fonden skal med henblik på at vurdere bygningernes tilstand

og registrere eventuelle skader inden 5 år fra afleveringen af det

enkelte byggeri under fonden forestå og afholde udgiften ved

gennemførelsen af et eftersyn (femårseftersyn) af byggeriet.

Boligministeren fastsætter de nærmere regler herom.

Femårseftersynet indebærer dog ingen indskrænkning i bygherrens

mulighed for at opnå erstatning, idet der fastsættes en 20-årig

forældelsesfrist for rådgiveres, leverandørers og entreprenørers

ansvar.

Stk. 3. Fonden formidler indvundne erfaringer vedrørende forebyggelse

af byggeskader, årsager til byggeskader og skadernes udbedring.

§ 62 c. Fonden yder støtte efter regler, der fastsættes af

boligministeren, til dækning af indtil 100 pct. af bygningsejernes

udgifter til udbedring af byggeskader.

Stk. 2. Dækning fra fonden kan opnås for skader, der anmeldes til

fonden inden 20 år fra byggeriets aflevering. Boligministeren kan

fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ansøgning om støtte indsendes til fonden gennem

kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor byggeriet ligger.

§ 62 d. Fonden ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Kommunernes

Landsforening vælger 1 medlem, Københavns og Frederiksberg

kommuner vælger i fællesskab 1 medlem, Boligselskabernes

Landsforening vælger 3 medlemmer, og 6 medlemmer vælges af

selskabsbestyrelserne, afdelingsbestyrelserne og

kollegiebestyrelserne i de byggerier, hvortil der er meddelt

tilsagn efter henholdsvis § 48, § 63, § 67 og § 81. De 6 medlemmer

vælges af samtlige de nævnte bestyrelsesmedlemmer på et fællesmøde

hvert fjerde år. Valgreglerne fastsættes af fællesmødet på en

sådan måde, at mindretal kan kræve forholdstalsvalg.

Stedfortrædere vælges efter samme regler. Alle valg sker for fire

år ad gangen, og genvalg kan finde sted en gang.

§ 62 e. Fondens vedtægter skal godkendes af boligministeren.

Stk. 2. Senest 4 måneder efter hvert regnskabsårs afslutning skal

fondens årsregnskab underskrevet af bestyrelsen og attesteret af

revisor indsendes til boligministeren. Boligministeren fastsætter

regler for regnskabets form og indhold.

Stk. 3. Fondens regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor,

der udpeges af boligministeren efter indstilling fra fonden.

Boligministeren fastsætter regler for udøvelsen af revisors

virksomhed.

Stk. 4. Samtidig med indsendelsen af fondens årsregnskab indsendes

til boligministeren bestyrelsens beretning for fondens virksomhed

og indvundne erfaringer i det forløbne regnskabsår.

Boligministeren fastsætter regler for beretningens form og

indhold.

Stk. 5. Fonden skal på forlangende give boligministeren enhver

oplysning om fondens virksomhed.

§ 62 f. Fondens midler tilvejebringes gennem bidrag, som indbetales

af de firmaer, som deltager i opførelsen af byggerier, hvortil der

er meddelt tilsagn efter henholdsvis § 48, § 63, § 67 og § 81.

Stk. 2. Kun firmaer, der forpligter sig til at betale det i stk. 1

nævnte bidrag, kan udføre byggeopgaver m.v. i forbindelse med

opførelse af byggerier, hvortil der er meddelt tilsagn efter

henholdsvis § 48, § 63, § 67 og § 81.

Stk. 3. Fondens bestyrelse fastsætter størrelsen af det i stk. 1

nævnte bidrag. Bidragets størrelse skal fastsættes således, at

fondens indtægter løbende vil kunne dække fondens udgifter efter §

62 c, dog således, at fonden kan opretholde den til sikring af

likviditeten fornødne formue.

Stk. 4. Det i stk. 1 nævnte bidrag indbetales kontant senest på

byggeriets afleveringstidspunkt.

Stk. 5. Ved for sen indbetaling skal der tillige fra forfaldsdagen

indbetales renter, der udgør den rente, der er fastsat efter § 5,

stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling.

Stk. 6. Skal der ske inddrivelse af bidrag og renter, foretages denne

af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor byggeriet er

beliggende. For inddrivelsen betaler firmaet et gebyr til

kommunalbestyrelsen. Boligministeren fastsætter regler for

gebyret. Der tillægges bidragene, renterne og gebyrerne

udpantningsret.«

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af et i

folketingsåret 1985-86 fremsat lovforslag (se Folketingstidende

1985-86, forhandlingerne sp. 83 og 770 samt tillæg A sp. 529).

Lovforslagets formål er at hæve kvoten for almennyttigt boligbyggeri

i en 3-årig periode fra de 7.000 om året, som forudsættes i lov

nr. 577 af 19. december 1985, til 13.500 om året.

Derudover er det hensigten at ændre reglerne for byggeskadefonden,

fordi disse regler er udformet på en sådan måde, at der mere er

tale om en ordning til sikring af byggeselskaberne end til sikring

af byggerierne og beboerne.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Kvoten på 13.500 enheder årligt er begrundet i den analyse af behovet

for almennyttigt boligbyggeri 1985, som Boligselskabernes

Landsforening har udarbejdet (se henvendelse fra Boligselskabernes

Landsforening, Folketingets boligudvalg, L 184, bilag 7,

folketingsåret 1984-85). Forslagsstillerne mener ikke, at behovet

for almennyttige boliger i den forløbne tid er blevet mindre.

Forslagsstillerne er opmærksom på, at et mindretal i Folketingets

boligudvalg (S og SF) foreslog en kvote på 12.000 enheder pr. år i

forbindelse med behandlingen af lov om ændring af lov om

boligbyggeri (boligudvalgets betænkning af 8. december 1985, se

Folketingstidende 1985-86, tillæg B sp. 323). Forslagsstillerne er

derfor indstillet på at acceptere en kvote på 12.000, såfremt der

kun kan opnås flertal for dette. Mindretallets forslag om en kvote

på 12.000 enheder var begrundet i de lange ventelister i boligkøen

og »de 14.000-15.000 ansøgninger om andel af bevillingskvoten«.

Til nr. 2

Bestemmelsen om, at 10 pct. af et års kvote kan overføres til det

følgende finansår, ophæves.

Til nr. 3

Forslaget vil sikre, at der ikke gøres indhug i byggekvoten i

forbindelse med finansiering af byggeskader, ombygning af

eksisterende lejligheder el.lign.

Til nr. 4

Forslaget om en byggeskadefond erstatter de nugældende regler i

kapitel 9 a, idet byggeskadefonden indrettes efter helt andre

principper:

Det sikres, at lejerne ikke kommer til at betale for andres fejl og

svigt, at de ansvarlige byggefirmaer finansierer byggeskadefonden,

samt at fondens ledelse får en sammensætning, som sikrer de

berørte byggeriers repræsentanter den afgørende indflydelse.

Da en række skader (f.eks. betonskader) ytrer sig efter en

forholdsvis lang årrække (5-15 år), foreslås en

ansvarsforældelsesfrist på 20 år fælles for rådgivere,

entreprenører og leverandører.

Forslaget sikrer, at alle byggeskadeudgifter fuldt ud dækkes af

fonden, og at dennes midler tilvejebringes af firmaerne.

Versioner

  1. 1988-05-21