1986 LSF 53 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF BISTANDSLOVEN (ÆNDRING AF KONTANTHJÆLPSREGLER M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00053@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli
1984, som ændret bl.a. ved lov nr. 205 af 22. maj 1985 og senest
ved lov nr. 250 af 22. maj 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 2, 2. pkt., ophæves.
2. § 25, stk. 2, ophæves.
3. Kap. 9 affattes således:
»Kap. 9. Kontanthjælp til underhold m.v.
§ 37. Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er
afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens
underhold, ydes der efter dette kapitel kontanthjælp, der består
af en grundydelse, et boligtillæg og et børnetillæg.
Stk. 2. Grundydelsen udgør 2.579 kr. månedlig for enlige og det
dobbelte for ægtepar. For unge under 23 år, der ikke har
forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn, udgør
grundydelsen dog 1.325 kr. månedlig for hjemmeboende og 1.847 kr.
månedlig for udeboende, såfremt de ikke hidtil har haft indtægter,
der overstiger disse grundydelser. Unge gravide, der har passeret
12. svangerskabsuge, får grundydelse efter 1. pkt. Når der er ydet
hjælp i en sammenhængende periode på 9 måneder, udgør grundydelsen
efter 1. pkt. 2.269 kr. månedlig, medmindre det kan godtgøres, at
pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare
sig selv.
Stk. 3. Boligtillægget ydes til dækning af enten husleje efter
fradrag af tilskud efter boliglovgivningen eller terminsydelser
vedrørende fast ejendom. Boligtillægget skal endvidere dække vand,
varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og
lignende løbende udgifter, der har tilknytning til boligen. For
personer, der har fælles husførelse med andre end en ægtefælle,
beregnes boligtillægget som udgangspunkt med lige andele til hver
af parterne. Hvis de pågældende i fællesskab ejer en fast ejendom,
beregnes tillægget dog forholdsmæssigt efter de tinglyste andele.
Hvis boligudgiften efter en samlet bedømmelse af familiens
størrelse og forhold i øvrigt skønnes at være for høj og der kan
fremskaffes en rimelig og billigere bolig, udgør udgifterne til
denne grundlaget for boligtillægget. Der kan ikke ydes hjælp til
den del af boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den
dækket af kontanthjælp. De årlige udgifter omregnes til et
månedligt beløb, der ydes sammen med grundydelsen.
Stk. 4. Børnetillægget udgør et månedligt beløb svarende til 5/3 af
normalbidraget for hvert barn under 18 år. For det ældste barn i
hjemmet forhøjes beløbet til det dobbelte af normalbidraget.
Betaler ansøgeren underholdsbidrag til barnet, eller er bidraget
på tidspunktet for hjælpens udbetaling udlagt forskudsvis af det
offentlige, udgør børnetillægget samme beløb som det fastsatte
bidrag, dog højst normalbidraget. Hvis personer, der har fælles
husførelse med andre end en ægtefælle, har fælles børn, fradrages
et beløb i børnetillægget svarende til normalbidraget, hvis kun
den ene person modtager kontanthjælp.
Stk. 5. Den samlede hjælp kan højst udgøre 90 pct. af den hidtidige
indtægt. Dette gælder dog ikke, hvis den samlede hjælp er mindre
end eller svarer til det beløb, der udbetales som højeste dagpenge
efter § 47 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring
m.v. med fradrag for skat af dette beløb. Hvis den samlede hjælp
overstiger dagpengenes højeste beløb med fradrag af skat og
pågældendes hidtidige indtægter ligger under dette beløb,
udbetales en hjælp svarende til dagpengenes højeste beløb efter
fradrag af skat. Ved beregning af skatten lægges det til grund, at
personen alene beskattes af dagpengebeløbet. Ved hidtidig indtægt
forstås indtægten i den seneste kalendermåned. Hvis dette beløb i
det enkelte tilfælde ikke er et rimeligt udtryk for ansøgerens
indtjeningsevne, anvendes i stedet den gennemsnitlige indtægt i de
seneste 3 kalendermåneder.
Stk. 6. Socialministeren kan fastsætte regler om hjælp til personer,
der aftjener civil værnepligt eller værnepligt ved bistandsarbejde
i udviklingslandene, og personer, der afsoner en straf.
Stk. 7. De beløb, der er nævnt i stk. 2, reguleres en gang årlig med
en procent, der fastsættes på finansloven for det pågældende år.
Socialministeren bekendtgør størrelsen af de regulerede beløb.
§ 38. I den beregnede, samlede kontanthjælp, jf. § 37, fradrages
pågældendes og ægtefællens indtægter. Forinden nedsættes
indtægterne dog med de nødvendige udgifter til arbejdsredskaber og
-beklædning samt til transport i forbindelse med erhvervelse af
indtægterne. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal
fradrages i kontanthjælpen, når ferien holdes, og der kan kun
foretages fradrag svarende til kontanthjælpen for det antal dage,
som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.
Stk. 2. Fradrag i hjælpen efter stk. 1 og begrænsning af hjælpen
efter § 37, stk. 5, medfører en forholdsmæssig nedsættelse af de
beløb, der skal tilbagebetales efter § 25, stk. 1.
Stk. 3. Invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb efter lov om social
pension skal ikke fradrages. Det samme gælder erstatninger for
varigt men, indtægter, der hidrører herfra, og godtgørelse for
ikke-økonomisk skade.
Stk. 4. Ved beregningen af hjælpen ses der bort fra halvdelen af den
godtgørelse, som udbetales deltagere i produktionsskoler efter lov
om produktionsskoler, vejledningskurser efter lov om
ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger og
erhvervsmæssige introduktionskurser for unge efter lov om
arbejdsmarkedsuddannelser.
Stk. 5. Ved beregningen af hjælpen ses der bort fra indtægter hos
børnene. Indtægter fra bidrag til børnenes underhold efter lov om
børns retsstilling og særlige børnetilskud efter
børnetilskudsloven fradrages i børnetillægget efter § 37, stk. 4.
§ 39. Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger hjælpen,
eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske
behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er
nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig
boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til pågældendes og
familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Stk. 2. Der skal endvidere ses bort fra erstatning, som udbetales som
kompensation for varigt men og godtgørelse for ikke-økonomisk
skade.
§ 40. Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen,
som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan
f.eks. anses for godtgjort,
1) når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, eller
det er attesteret af arbejdsformidlingen, at der ikke kan anvises
pågældende arbejde,
2) når det er attesteret af en læge, at pågældende er uarbejdsdygtig
på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige
arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,
3) når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde af
hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller
fortsat efter tilskyndelse fra det sociale udvalg, jf. § 42,
4) når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde på
grund af pasning af børn og det sociale udvalg ikke kan anvise
anden pasningsmulighed, eller
5) når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende arbejde af
en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden
ægtefælle i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af
hensyn til børnenes pasning.
Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til personer, som er under
uddannelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler for, i
hvilke særlige tilfælde der kan ydes hjælp uanset bestemmelsen i
1. pkt.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., er ikke til hinder for,
at der ydes hjælp til en person, hvis ægtefælle er under
uddannelse.
§ 41. Det sociale udvalg skal, når der ydes hjælp efter § 37,
vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige
hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i
stand til at klare sig selv.
Stk. 2. Det sociale udvalg skal i øvrigt senest 3 måneder efter
hjælpens påbegyndelse tage den pågældendes og familiens forhold op
til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for
bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om
afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som pågældende
ikke kan forventes at blive i stand til at afholde fremtidig.
Stk. 3. Hvis hjælpen er begrundet i sygebehandling eller
erhvervsmæssige foranstaltninger, er det en betingelse, at lægens
eller de sociale myndigheders anvisninger følges.
§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed
for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der
ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning
eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af
Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den
sociale lovgivning.
Stk. 2. Når der er truffet beslutning efter stk. 1, beregnes hjælpen
efter reglerne i § 37. Dog udgør grundydelsen til unge under 23
år altid 2.579 kr. månedlig. Bestemmelserne i § 37, stk. 2, 4.
pkt., og stk. 5, finder ikke anvendelse. Ud over grundydelse,
boligtillæg og børnetillæg kan der ydes hjælp til de særlige
udgifter, der er en følge af uddannelsen eller handicappet.
Stk. 3. Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked
kan hjælpen ydes som løn eller løntilskud, der fastsættes uanset
stk. 2.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår hjælpen til
den uddannelsessøgende og dennes familie ydes som lån.
Stk. 5. Lån ydet efter stk. 4 tilbagebetales ved en
tilbagebetalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg
efter forhandling med låntageren. Lånet, der er rentefrit, skal
normalt være afdraget over en tiårig periode. De enkelte afdrag
fastsættes således, at pågældende kan udrede disse uden at komme
til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller
familiens underhold.
Stk. 6. Inddrivelse af forfaldne, ikke betalte afdrag sker efter
reglerne for inddrivelse af personlige skatter.
Stk. 7. Hvis låntageren i en periode på 5 år ikke har haft økonomisk
mulighed for at tilbagebetale på lånet, bortfalder den resterende
del af tilbagebetalingskravet.
Stk. 8. Hvis det skønnes rimeligt ud fra den pågældendes økonomiske
forhold, kan der ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og
arbejdsmaskiner, når det er af afgørende betydning for en person
med nedsat erhvervsevne.
Stk. 9. Der kan ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig
virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår
som et sædvanligt led i den pågældende virksomhed. Hjælpen kan
ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til pågældendes
fremtidige erhvervsmuligheder.
Stk. 10. Afgørelse om hjælp efter stk. 9 træffes af revaliderings- og
pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg. Afgørelse
om henstand med tilbagebetaling eller eftergivelse af lån ydet
efter stk. 9 træffes af det sociale udvalg.«
4. Kapitel 10 ophæves.
5. § 46 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 46. Til en person, der kommer ud for ændringer i sine forhold, kan
der særskilt eller i forbindelse med udbetalingen af
kontanthjælpen ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede
enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse
udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og
familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv.
§ 46 a. Der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til
sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke
kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt pågældende ikke selv
har midler til at afholde udgifterne.
§ 46 b. Der kan ydes hjælp til afholdelse af udgifter, der står i
direkte sammenhæng med henstillinger eller pålæg, der meddeles af
offentlige myndigheder med hensyn til et barns pleje eller
behandling, opdragelse, uddannelse eller arbejde, når forsørgeren
ikke selv har midler dertil. Der kan under samme betingelse ydes
hjælp til dækning af udgifter til at opretholde en samværsret med
et eller flere børn under 18 år.
Stk. 2. Der kan ydes hjælp til afholdelse af rejseudgifter med
henblik på kontakt til børn, der af den ene af forældrene eller af
pårørende er ført til udlandet uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Det er herved en forudsætning, at
det sociale udvalg har forelagt sagen for Udenrigsministeriet, og
at indehaveren af forældremyndigheden ikke selv har midler til at
afholde udgiften.
§ 46 c. Under forbigående vanskeligheder kan der til en familie med
et eller flere børn under 18 år ydes hjælp til foranstaltninger,
der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås,
eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes, såfremt familien ikke
selv har midler til at afholde udgifterne herved.«
6. I § 49 ændres »at yde hjælpen som naturalhjælp.« til: », på
hvilken måde hjælpen skal udbetales.«.
7. § 134, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Staten afholder udgifter efter afsnit III-VII, med
undtagelse af § 87, til en udlænding, der har fået
opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7-8,
2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, eller
3) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning
til en i Danmark fastboende person, når denne person selv er
kommet til landet efter de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1 og
2, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person.
Dette gælder i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.«
8. I § 138 a udgår »forbigående«.
§ 2
Personer, der efter 1. april 1987 ansøger om kontanthjælp, orienteres
af det sociale udvalg om de ændrede beregningsregler pr. 1. juli
1987 og om de eventuelle konsekvenser for hjælpens størrelse.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 1987, § 1, nr. 7, dog den 1. januar
1987 og § 2 den 1. april 1987.
§ 4
Stk. 1. Det sociale udvalg kan foranledige aflysning af krav, der
tidligere er tinglyst efter bistandslovens § 25, stk. 2.
Stk. 2. Ved anvendelse af § 37, stk. 2, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 3, skal der medregnes perioder, hvor pågældende har
modtaget kontanthjælp efter de hidtil gældende regler. Personer,
som den 1. juli 1987 modtager hjælp efter de hidtidige regler i §
43, skal efter lovens ikrafttræden have beregnet hjælpen efter §
37, stk. 2, sidste pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.
Stk. 3. For personer, som i tiden fra 1. januar 1987 til 30. juni
1987 modtager hjælp efter de hidtidige regler i §§ 37 og 43, skal
der ved beregningen af hjælpen ses bort fra halvdelen af den
godtgørelse, som udbetales deltagere i produktionsskoler efter lov
om produktionsskoler, vejledningskurser efter lov om
ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger og
erhvervsmæssige introduktionskurser for unge efter lov om
arbejdsmarkedsuddannelser.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 108
§ 1
I lov om social bistand, jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli
1984, som ændret bl.a. ved lov nr. 205 af 22. maj 1985 og senest
ved lov nr. 250 af 22. maj 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 2, 2. pkt., ophæves.
2. § 25, stk. 2, ophæves.
3. Kap. 9 affattes således:
»Kap. 9. Kontanthjælp til underhold m.v.
§ 37. Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er
afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens
underhold, ydes der efter dette kapitel kontanthjælp, der består
af en grundydelse, et boligtillæg og et børnetillæg.
Stk. 2. Grundydelsen udgør 2.579 kr. månedlig for enlige og det
dobbelte for ægtepar. For unge under 23 år, der ikke har
forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn, udgør
grundydelsen dog 1.222 kr. månedlig for hjemmeboende og 1.847 kr.
månedlig for udeboende, såfremt de ikke hidtil har haft indtægter,
der overstiger disse grundydelser. Når der er ydet hjælp i en
sammenhængende periode på 9 måneder, udgør grundydelsen efter 1.
pkt. 2.193 kr. månedlig, medmindre det kan godtgøres, at
pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare
sig selv.
Stk. 3. Boligtillægget ydes til dækning af enten husleje efter
fradrag af tilskud efter boliglovgivningen eller terminsydelser
vedrørende fast ejendom. Boligtillægget skal endvidere dække vand,
varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og
lignende løbende udgifter, der har tilknytning til boligen. For
personer, der har fælles husførelse med andre end en ægtefælle,
beregnes boligtillægget forholdsmæssigt efter de pågældendes
indtægter, før behovet for hjælp er opstået. Hvis de pågældende i
fællesskab ejer en fast ejendom, beregnes tillægget dog
forholdsmæssigt efter de tinglyste andele. Hvis boligudgiften
efter en samlet bedømmelse af familiens størrelse og forhold i
øvrigt skønnes at være for høj, og der kan fremskaffes en rimelig
og billigere bolig, udgør udgifterne til denne grundlaget for
boligtillægget. Der kan ikke ydes hjælp til den del af
boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den dækket af
kontanthjælp. De årlige udgifter omregnes til et månedligt beløb,
der ydes sammen med grundydelsen.
Stk. 4. Børnetillægget udgør et månedligt beløb svarende til 5/3 af
normalbidraget for hvert barn under 18 år. For det ældste barn i
hjemmet forhøjes beløbet til det dobbelte af normalbidraget.
Betaler ansøgeren underholdsbidrag til barnet, eller er bidraget
på tidspunktet for hjælpens udbetaling udlagt forskudsvis af det
offentlige, udgør børnetillægget samme beløb som det fastsatte
bidrag, dog højst normalbidraget. Hvis personer, der har fælles
husførelse med andre end en ægtefælle, har fælles børn, fradrages
et beløb i børnetillægget, svarende til normalbidraget, hvis kun
den ene person modtager kontanthjælp.
Stk. 5. Den samlede hjælp kan højst udgøre 90 pct. af den hidtidige
indtægt. Dette gælder dog ikke, hvis den samlede hjælp er mindre
end eller svarer til det beløb, der udbetales som højeste dagpenge
efter § 47 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring
m.v. med fradrag for skat af dette beløb. Hvis den samlede hjælp
overstiger dagpengenes højeste beløb med fradrag af skat, og
pågældendes hidtidige indtægter ligger under dette beløb,
udbetales en hjælp svarende til dagpengenes højeste beløb efter
fradrag af skat. Ved beregning af skatten lægges det til grund, at
personen ikke har andre indtægter og ikke har andre fradrag end
personfradrag. Ved hidtidig indtægt forstås indtægten i den
seneste kalendermåned. Hvis dette beløb i det enkelte tilfælde
ikke er et rimeligt udtryk for ansøgerens indtjeningsevne,
anvendes i stedet den gennemsnitlige indtægt i de seneste 3
kalendermåneder.
Stk. 6. Socialministeren kan fastsætte regler om hjælp til personer,
der aftjener civil værnepligt eller værnepligt ved bistandsarbejde
i udviklingslandene, og personer, der afsoner en straf.
Stk. 7. De beløb, der er nævnt i stk. 2, reguleres en gang årlig med
en procent, der fastsættes på finansloven for det pågældende år.
Socialministeren bekendtgør størrelsen af de regulerede beløb.
§ 38. I den beregnede, samlede kontanthjælp, jfr. § 37, fradrages
pågældendes og ægtefællens indtægter. Forinden nedsættes
indtægterne dog med de nødvendige udgifter til arbejdsredskaber og
-beklædning samt til transport i forbindelse med erhvervelse af
indtægterne. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal
fradrages i kontanthjælpen, når ferien holdes, og der kan kun
foretages fradrag, svarende til kontanthjælpen for det antal dage,
som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.
Stk. 2. Fradrag i hjælpen efter stk. 1, og begrænsning af hjælpen
efter § 37, stk. 5, medfører en forholdsmæssig nedsættelse af de
beløb, der skal tilbagebetales efter § 25, stk. 1.
Stk. 3. Invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb efter lov om social
pension skal ikke fradrages. Det samme gælder erstatninger for
varigt men, indtægter, der hidrører herfra, og godtgørelse for
ikke-økonomisk skade.
Stk. 4. Ved beregningen af hjælpen ses der bort fra indtægter hos
børnene. Indtægter fra bidrag til børnenes underhold efter lov om
børns retsstilling og særlige børnetilskud efter
børnetilskudsloven fradrages i børnetillægget efter § 37, stk. 4.
§ 39. Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger hjælpen,
eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske
behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er
nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig
boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til pågældendes og
familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Stk. 2. Der skal endvidere ses bort fra erstatning, som udbetales som
kompensation for varigt men og godtgørelse for ikke-økonomisk
skade.
§ 40. Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen,
som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan
f.eks. anses for godtgjort,
1) når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, eller
det er attesteret af arbejdsformidlingen, at der ikke kan anvises
pågældende arbejde,
2) når det er attesteret af en læge, at pågældende er uarbejdsdygtig
på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige
arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,
3) når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde af
hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller
fortsat efter tilskyndelse fra det sociale udvalg, jfr. § 42,
4) når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde på
grund af pasning af børn, og det sociale udvalg ikke kan anvise
anden pasningsmulighed, eller
5) når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende arbejde af
en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden
ægtefælle i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af
hensyn til børnenes pasning.
Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til personer, som er under
uddannelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler for, i
hvilke særlige tilfælde der kan ydes hjælp uanset bestemmelsen i
1. pkt.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., er ikke til hinder for,
at der ydes hjælp til en person, hvis ægtefælle er under
uddannelse.
§ 41. Det sociale udvalg skal, når der ydes hjælp efter § 37,
vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige
hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i
stand til at klare sig selv.
Stk. 2. Det sociale udvalg skal i øvrigt senest 3 måneder efter
hjælpens påbegyndelse tage den pågældendes og familiens forhold op
til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for
bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om
afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som pågældende
ikke kan forventes at blive i stand til at afholde fremtidig.
Stk. 3. Hvis hjælpen er begrundet i sygebehandling eller
erhvervsmæssige foranstaltninger, er det en betingelse, at lægens
eller de sociale myndigheders anvisninger følges.
§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed
for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der
ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning
eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af
Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den
sociale lovgivning.
Stk. 2. Når der er truffet beslutning efter stk. 1, beregnes hjælpen
efter reglerne i § 37, dog udgør grundydelsen til unge under 23 år
altid 2.579 kr. månedlig. Bestemmelserne i § 37, stk. 2, 3. pkt.,
og stk. 5, finder ikke anvendelse. Ud over grundydelse,
boligtillæg og børnetillæg kan der ydes hjælp til de særlige
udgifter, der er en følge af uddannelsen eller handicappet.
Stk. 3. Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked
kan hjælpen ydes som løn eller løntilskud, der fastsættes uanset
stk. 2.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår hjælpen til
den uddannelsessøgende og dennes familie ydes som lån.
Stk. 5. Lån ydet efter stk. 4 tilbagebetales ved en
tilbagebetalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg
efter forhandling med låntageren. Lånet, der er rentefrit, skal
normalt være afdraget over en tiårig periode. De enkelte afdrag
fastsættes således, at pågældende kan udrede disse uden at komme
til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller
familiens underhold.
Stk. 6. Inddrivelse af forfaldne, ikke betalte afdrag sker efter
reglerne for inddrivelse af personlige skatter.
Stk. 7. Hvis låntageren i en periode på 5 år ikke har haft økonomisk
mulighed for at tilbagebetale på lånet, bortfalder den resterende
del af tilbagebetalingskravet.
Stk. 8. Hvis det skønnes rimeligt ud fra den pågældendes økonomiske
forhold, kan der ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og
arbejdsmaskiner, når det er af afgørende betydning for en person
med nedsat erhvervsevne.
Stk. 9. Der kan ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig
virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår
som et sædvanligt led i den pågældende virksomhed. Hjælpen kan
ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til pågældendes
fremtidige erhvervsmuligheder.
Stk. 10. Afgørelse om hjælp efter stk. 9 træffes af revaliderings- og
pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg. Afgørelse
om henstand med tilbagebetaling eller eftergivelse af lån ydet
efter stk. 9 træffes af det sociale udvalg.«
4. Kapitel 10 ophæves.
5. § 46 ophæves og i stedet indsættes:
»§ 46. Til en person, der kommer ud for ændringer i sine forhold, kan
der særskilt eller i forbindelse med udbetalingen af
kontanthjælpen ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede
enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse
udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og
familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv.
§ 46 a. Der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til
sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke
kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt pågældende ikke selv
har midler til at afholde udgifterne. Der kan under samme
betingelser ydes hjælp til dækning af udgifter til særlig kost til
gravide kvinder under 23 år.
§ 46 b. Der kan ydes hjælp til afholdelse af udgifter, der står i
direkte sammenhæng med henstillinger eller pålæg, der meddeles af
offentlige myndigheder med hensyn til et barns pleje eller
behandling, opdragelse, uddannelse eller arbejde, når forsørgeren
ikke selv har midler dertil. Der kan under samme betingelse ydes
hjælp til dækning af udgifter til at opretholde en samværsret med
et eller flere børn under 18 år.
Stk. 2. Der kan ydes hjælp til afholdelse af rejseudgifter med
henblik på kontakt til børn, der af den ene af forældrene eller af
pårørende er ført til udlandet uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Det er herved en forudsætning, at
det sociale udvalg har forelagt sagen for udenrigsministeriet, og
at indehaveren af forældremyndigheden ikke selv har midler til at
afholde udgiften.
§ 46 c. Under forbigående vanskeligheder kan der til en familie med
et eller flere børn under 18 år ydes hjælp til foranstaltninger,
der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås,
eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes, såfremt familien ikke
selv har midler til at afholde udgifterne herved.«
6. I § 49 ændres »at yde hjælpen som naturalhjælp.« til: », på
hvilken måde hjælpen skal udbetales.«.
7. § 134, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Staten afholder udgifter efter afsnit III-VII, med
undtagelse af § 87, til en udlænding, der har fået
opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7-8,
2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, eller
3) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning
til en i Danmark fastboende person, når denne person selv er
kommet til landet efter de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1 og
2, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person.
Dette gælder i 5 år efter datoen for opholdstilladelsen.«
8. I § 138 a udgår: »forbigående«.
§ 2
Personer, der efter 1. april 1987 ansøger om kontanthjælp, orienteres
af det sociale udvalg om de ændrede beregningsregler pr. 1. juli
1987 og om de eventuelle konsekvenser for hjælpens størrelse.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 1987, § 1, nr. 7, dog den 1. januar
1987 og § 2 den 1. april 1987.
§ 4
Det sociale udvalg kan foranledige aflysning af krav, der tidligere
er tinglyst efter bistandslovens § 25, stk. 2.
Stk. 2. Ved anvendelse af § 37, stk. 2, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 3, skal der medregnes perioder, hvor pågældende har
modtaget kontanthjælp efter de hidtil gældende regler. Personer,
som den 1. juli 1987 modtager hjælp efter de hidtidige regler i §
43, skal efter lovens ikrafttræden have beregnet hjælpen efter §
37, stk. 2, sidste pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Forslag til lov nr. L 116 blev fremsat den 13. december 1985 af
socialministeren, men ikke færdigbehandlet i folketingssamlingen
1985/ 86. Lovforslaget fremsættes på ny med visse justeringer i
forhold til det tidligere fremsatte forslag.
Folketinget vedtog i december 1982 ved en ændring af bistandsloven at
indføre hjemmel for forsøgsordninger. Socialministeren kan efter
den gældende forsøgsbestemmelse i bistandslovens § 138 a (lov nr.
620 af 8. december 1982) efter indstilling fra kommunalbestyrelsen
tillade, at det sociale udvalg i en forsøgsperiode yder
forbigående hjælp efter regler, der fraviger bestemmelserne i
bistandslovens § 37, såfremt reglerne er godkendt af
socialministeren.
Det fremgår af bemærkningerne til loven, at socialministeren efter
ønske fra de kommunale organisationer i december 1980 nedsatte et
udvalg, der fik til opgave at foretage en gennemgang af
bistandslovens kontanthjælpsafsnit med henblik på forslag til
ændringer, navnlig i retning af faste ydelser og forenklet
sagsbehandling. Udvalget skitserede i sin rapport to modeller for
beregning af forbigående kontanthjælp, der i større omfang end
hidtil er baseret på faste ydelser. Der er nærmere redegjort for
modellerne i bemærkningerne til loven. Efter at rapporten var
afgivet, blev der i en række kommuner foretaget beregninger af,
hvordan rapportens model 1 og 2 ville virke i nogle konkrete
sager. På denne baggrund fandt regeringen det hensigtsmæssigt, at
der kunne gives tilladelse til forsøg efter model 2.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at forsøgskommunerne med
henblik på at give regeringen og folketinget et fyldestgørende
grundlag for en eventuel varig ændring af § 37 ville få anmodning
om at deltage i en undersøgelse af forsøgets administrative,
juridiske og socialpolitiske virkninger, som de kommer til udtryk
i den enkelte kommune, herunder ikke mindst borgernes reaktion på
de nye regler.
Det skulle være forsøgets formål - inden for de givne rammer - at
undersøge, om kontanthjælp kan udmåles efter fastere regler,
således at man kunne opnå administrative lettelser, der kan
anvendes til rådgivning m.v. og forbedret retssikkerhed for
kontanthjælpsmodtagere. Set under et i forsøgskommunerne skulle
forsøget være udgiftsneutralt. Der skulle dog ske en omfordeling
mellem de forskellige modtagergrupper, navnlig til fordel for
børnefamilierne.
I 2. rapport fra kontanthjælpsudvalget af marts 1984 er nærmere
beskrevet, hvorledes forsøgsmodellen kunne gøres praktisk
anvendelig, og hvorledes undersøgelse og forsøg med modellen kunne
tilrettelægges.
Forsøget vedrører perioden 1. oktober 1984 til 1. oktober 1985. De 14
kommuner, der har fået tilladelse til at beregne hjælpen efter en
model med faste ydelser, er Birkerød, Bjerringbro, Frederiksberg,
Græsted-Gilleleje, Gudme, Ledøje-Smørum, Nakskov, Nordborg, Nørre
Snede, Ribe, Suså, Sønderborg, Aabenraa og Århus kommuner.
Forsøgsreglerne fremgår af socialministeriets bekendtgørelse nr. 484
af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter
bistandsloven.
Forsøget betyder, at reglerne om forbigående kontanthjælp i
bistandslovens § 37, i forsøgskommunerne er afløst af en model med
en hjælp, der består af tre elementer:
1) En grundydelse til dækning af underhold og faste udgifter, bortset
fra boligudgifter. Taksten for ægtepar er det dobbelte af taksten
for enlige.
2) Et boligtillæg, der dækker alle udgifter vedrørende boligen.
3) Et børnetillæg, svarende til summen af en faders og en moders
normalbidrag med forhøjelse for det første barn.
Det blev anført i pkt. 10 i bekendtgørelsen, at såfremt
kommunalbestyrelsen ønskede at yde forbigående hjælp i henhold til
forsøgsreglerne efter den 30. september 1985, skulle indstilling
herom indgives til socialministeren. Alle forsøgskommunerne har
ønsket at fortsætte efter disse regler. Dette fremgår af
socialministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 24. september 1985 om
fortsættelse af forsøg med faste ydelser efter bistandsloven i
perioden 1. oktober 1985 til 1. januar 1987.
Forsøgskommunerne har nu fået tilbud om at fortsætte efter
forsøgsreglerne til den 1. juli 1987.
Der blev forud for forsøgets start nedsat en følgegruppe, som skulle
forestå vurderingen af forsøget.
Rapporten fra følgegruppen består af 4 delrapporter:
1) »Kontanthjælpsforsøget - Frigjorte ressourcer og forbedret socialt
arbejde.«
2) »Kontanthjælpsforsøget set med klienternes øjne.«
3) »Kontanthjælpsforsøgets økonomiske og fordelingsmæssige
virkninger.«
4) »Den juridiske evaluering af kontanthjælpsforsøget.«
I rapportens kapitel 3 gengives kort indholdet af de 4 delrapporter.
Kapitel 4 indeholder følgegruppens samlede vurderinger af
forsøget.
Rapporten giver klart udtryk for, at der er store fordele ved
anvendelse af faste regler. Men samtidig peger den på problemer,
der kan opstå også efter forsøgsmodellen og eventuelt kan give
anledning til korrektioner af modellen.
Med hensyn til forsøgets resultater sammenholdt med forsøgets formål
viser følgegruppens rapport, at de forenklede beregningsregler har
medført, at forsøgskommunerne har fået frigjort administrative
ressourcer, der bl.a. anvendes til forbedring af rådgivning og
vejledning eller til iværksættelse af projekter o.lign. Det er i
mange sager blevet lettere at udregne ydelserne og lettere at
forklare modtagerne, hvordan hjælpen beregnes, bl.a. fordi der
indgår færre elementer i hjælpen.
Undersøgelserne viser endvidere, at forsøget ikke har løst alle
problemer i forbindelse med udmålingen af kontanthjælpen på den
administrativt set mest hensigtsmæssige måde. Som det væsentligste
problem fremhæves, at fastsættelsen af hidtidigt leveniveau
fortsat giver anledning til problemer.
Efter de gældende regler i bistandslovens § 37, skal den samlede
hjælp holdes inden for såvel en individuel grænse som en generel
grænse. Efter reglen om den individuelle grænse kan hjælpen ikke
overstige ansøgerens hidtidige eller fremtidige leveniveau. Efter
reglen om den generelle grænse kan hjælpen som hovedregel højst
ydes med et beløb, der svarer til dagpenge efter den højeste sats
efter fradrag for skat. Efter forsøgsreglerne er der derimod alene
fastsat individuelle grænser for den samlede hjælp, således at
hjælpen ikke kan overstige det hidtidige leveniveau.
Det foreliggende lovforslag bygger på forsøgsmodellen.
På baggrund af følgegruppens rapport stilles der dog forslag til
yderligere forenkling af begrebet hidtidigt leveniveau.
Det foreslås derfor, at der i et vist omfang kan ydes hjælp uden
hensyn til hidtidige indtægter (leveniveau). Dette kan ske, hvis
beregningen viser, at summen af grundydelsen, boligtillægget og
eventuelt børnetillæg ikke overstiger det beløb, der efter
arbejdsløshedsforsikringsloven kan ydes i højeste dagpenge efter
fradrag for skat. I tilfælde, hvor summen af de nævnte ydelser
overstiger dagpengenes højeste beløb, og hvor pågældende ikke
hidtil har haft indtægter, eller hvor disse indtægter ligger under
dette niveau, vil der altid blive udbetalt et beløb svarende til
dagpengenes højeste beløb efter fradrag for skat.
I alle andre tilfælde, hvor beregningen af den samlede hjælp
overstiger dagpengenes højeste beløb, har de hidtidige indtægter
betydning.
Der vil således kunne ydes en hjælp ud over dagpengenes højeste
beløb, hvis de hidtidige indtægter giver grundlag herfor. I givet
fald kan hjælpen dog ikke overstige 90 pct. af ansøgerens
hidtidige indtægter for den seneste måned.
Fordelen ved at anvende dagpengenes højeste beløb som niveau for
hjælpen er, at socialforvaltningerne som udgangspunkt alene skal
foretage en beregning, der indeholder grundydelse, boligtillæg og
eventuelt børnetillæg, uden at der samtidig skal foretages en
vurdering/ beregning af det hidtidige eller fremtidige leveniveau.
Viser det sig således, at den beregnede hjælp svarer til eller er
mindre end dagpengenes højeste beløb, kan dette beløb umiddelbart
udbetales uafhængigt af de indtægter, som pågældende hidtil har
haft.
Forslaget om at anvende dagpengenes højeste beløb som niveau for
udbetaling af hjælp i disse tilfælde er en væsentlig ændring i
forhold til det tidligere fremsatte lovforslag om ændrede
kontanthjælpsregler.
Når det er besluttet at yde hjælp til revalidering efter § 42, ydes
hjælpen derimod altid med fuld grundydelse, boligtillæg og
børnetillæg.
Den foreslåede beregningsmetode har den væsentlige fordel, at det vil
være muligt for ansøgeren på forhånd at beregne, hvor meget
pågældende kan få i kontanthjælp. Grænserne for hjælpen, der
hidtil har været vanskeligt forståelige, vil således kunne læses
umiddelbart i loven. Retssikkerhedsmæssigt er den foreslåede
forenklede beregningsmetode derfor et fremskridt.
Forslaget indeholder herudover en række mindre justeringer af
modellen samt visse andre ændringer af bistandsloven, som bl.a. er
beskrevet i kontanthjælpsudvalgets 2. rapport fra marts 1984.
Arbejdsministeren og socialministeren har besluttet at nedsætte en
embedsmandsgruppe, der får til opgave at undersøge baggrunden for,
at en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere i gennem længere tid
modtager hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4. Gruppen skal
endvidere undersøge, hvilke muligheder der er for, at denne gruppe
kontanthjælpsmodtagere kan få tilbud om et arbejde.
Administrative konsekvenser
Om de administrative konsekvenser af lovforslaget bemærkes, at en af
de væsentligste fordele ved forsøgsmodellen som nævnt består i en
forenkling af de kontanthjælpsberegninger, der skal foretages af
de kommunale social- og sundhedsforvaltninger, med mulighed for i
stedet at anvende frigjorte ressourcer på rådgivning og anden
forebyggende virksomhed.
Økonomiske konsekvenser
Lovforslaget vil medføre merudgifter på 27 mill. kr. i 1987 og 54
mill. kr. i 1988 (PL: oktober 1986).
Udgifterne på helårsbasis fremkommer således:
Indførelse af forsøgsreglerne uden ændringer, jfr. den omtalte rapport ................... 58 mill. kr. Indførelse af individuelt maksimum, svarende til 90 pct. af hidtidig indtægt eller dagpengemaksimum ........................-35 mill. kr. Merudgifter ........................................... 23 mill. kr. Afskaffelse af maksimum for § 42-modtagere ..........+22 mill. kr. Forskellige andre ændringer ...........................+14 mill. kr. I alt merudgifter ..................................... 59 mill. kr.
I nærværende aktivitetsniveau og PL-niveau oktober 1986 svarer dette
til en udgift på 54 mill. kr. på årsbasis og 27 mill. kr. i 1987,
da lovforslaget foreslås til ikrafttræden den 1. juli 1987.
Som følge af visse justeringer i forhold til det tidligere fremsatte
lovforslag (L 116) vil der være en merudgift på ca. 17 mill. kr.
pr. år.
Merudgifterne modsvares af kompenserende besparelser. Kompensation
for kommunale merudgifter vil blive endeligt fastlagt efter
forhandling i kommunekontaktudvalget.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i bistandslovens § 2 er krav om dansk
indfødsret fraveget for en kvinde, der er gift med eller senest
har været gift med en mand med dansk indfødsret.
Denne bestemmelse foreslås ophævet under hensyn til den almindelige
udvikling, der går i retning af at afskaffe alle regler om
forskelsbehandling på grund af køn også i de tilfælde, hvor
reglerne er til fordel for kvinderne. Ophævelse af reglen
harmonerer med EF-Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis
gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til social sikring.
Ændringen svarer til en tilsvarende ændring i lovreglerne om social
pension.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse sikres tilbagebetalingskrav for
kontanthjælp, der er ydet til dækning af terminsudgifter, ved, at
det sociale udvalg lader meddelelse herom tinglyse eller lader
skadeløsbrev eller ejerpantebrev tinglyse som hæftelse på den
faste ejendom med oprykkende prioritet efter foranstående
hæftelser.
Det foreslås, at denne tinglysningsregel ophæves.
Det har nemlig i praksis vist sig, at bestemmelsen volder
vanskeligheder, idet meddelelsen (eller skadesløsbrevet eller
ejerpantebrevet) ikke kan aflyses, når tilbagebetalingskravet ikke
er fuldt indfriet. Ejendommen kan derfor ofte ikke sælges i fri
handel, men må gå på tvangsauktion. Kommunen kan på dette
tidspunkt eventuelt blive fyldestgjort af budsummen forud for
senere kreditorer.
Der findes ikke i bistandsloven en regel om, at tinglyste
tilbagebetalingskrav forfalder ved ejerskifte, og selve
tilbagebetalingskravet gennemføres ved fastsættelse af en
betalingsordning efter § 27.
Tinglysningen betyder ikke i praksis, at kommunens reelle muligheder
for at få pengene forbedres. Kommunen har den sikkerhed, at
kontanthjælpsmodtageren hæfter personligt for
tilbagebetalingskravet, og at forfaldne tilbagebetalingskrav i
medfør af § 27 kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af
personlige skatter.
Hertil kommer, at en tinglysningsregel harmonerer dårligt med en
regel om faste takster for udbetaling af kontanthjælp, idet
hjælpen til boligudgifter skal udbetales med månedlige beløb. En
sådan regel vil betyde et administrativt merarbejde, idet
kommunerne i stort omfang anvender tinglysning af meddelelser, og
der derfor skal tinglyses 1 gang om måneden.
Til nr. 3
§ 37, stk. 1
Efter de gældende regler i bistandslovens § 37 er det en forudsætning
for at yde forbigående kontanthjælp, at ansøgeren på grund af
ændringer i sine forhold (en »social begivenhed«) er afskåret fra
at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.
Efter forslaget til stk. 1 opretholdes denne grundlæggende betingelse
for at yde kontanthjælp.
Det fastslås samtidig, hvilke bestanddele hjælpen består af. Denne
opdeling af hjælpen er i overensstemmelse med den
kontanthjælpsmodel, der har været afprøvet i de 14
forsøgskommuner.
§ 37, stk. 2
Det foreslås, at grundydelsen skal udgøre 2.579 kr. månedlig for
enlige og det dobbelte for ægtepar. I overensstemmelse med den
gældende regel i § 37, stk. 4, reduceres grundydelsen til 2.193
kr. månedlig, når der har været ydet hjælp i 9 måneder.
De i forslaget nævnte grundydelser svarer til ydelsernes størrelse
pr. 1. januar 1987. Ydelserne er i øvrigt, bortset fra mindre
justeringer af de særlige grundydelser til unge, identiske med de
ydelser, der har været anvendt af de 14 kommuner under forsøget.
Som det har været tilfældet efter den anvendte forsøgsmodel, skal
grundydelsen dække ansøgerens udgifter til underhold og alle andre
udgifter end udgifter vedrørende boligen.
Forhøjelsen af grundydelsen for ægtepar til det dobbelte af ydelsen
for enlige medfører, at der ikke længere skal foretages fradrag i
hjælpen, svarende til de økonomiske fordele ved fælles husførelse
for personer, der bor sammen med andre end en ægtefælle.
I overensstemmelse med de gældende regler i § 37, stk. 1, om hjælp
til unge foreslås det, at der fastsættes en lavere grundydelse,
når der er tale om unge uden forsørgelsespligter, som ikke hidtil
har haft indtægter, der overstiger de lavere grundydelser for
henholdsvis hjemme- og udeboende. Det forudsættes, at enhver form
for indtægter tages i betragtning, herunder også offentlige
ydelser som f.eks. hjælp efter § 42.
Ligesom forsøgsmodellen indeholder lovforslaget en aldersgrænse for
den lavere grundydelse. Forslagets regel herom, der også er et led
i forenklingen af beregningsreglerne, medfører, at den lavere
grundydelse alene kan ydes til unge under 23 år. Ved det fyldte
23. år overgår den unge til grundydelse efter 1. pkt., eller -
hvis pågældende har modtaget hjælp i en sammenhængende periode på
9 måneder - til grundydelsen efter 3. pkt.
§ 37, stk. 3
Efter forslaget skal boligtillægget dække ansøgerens faktiske
udgifter vedrørende boligen.
For personer, der har fælles husførelse med andre end en ægtefælle,
foreslås det, at boligtillægget skal beregnes forholdsmæssigt
efter de pågældendes indtægter, før behovet for hjælp er opstået.
Ejer de pågældende i fællesskab en fast ejendom, beregnes
tillægget dog forholdsmæssigt efter de tinglyste andele. Forslaget
medfører, at det bliver præciseret, at beregningen af
boligtillægget for disse personer skal tage udgangspunkt i de
faktiske forhold og ikke baseres på skønsmæssige vurderinger.
I de tilfælde, hvor boligudgiften skønnes at være for høj, og der kan
fremskaffes en rimelig og billigere bolig, foreslås det, at det er
udgifterne til denne bolig, der danner grundlag for beregning af
boligtillæg.
I forsøgsmodellen er der efter ønske fra kommunal side indarbejdet en
regel om udbetaling af boligtillægget med et månedligt beløb.
Efter de gældende regler kan der først ydes hjælp til
boligudgifter, når disse skal betales, hvilket kan være
kvartalsvis eller halvårsvis.
Kontanthjælpsforsøget har vist, at der er administrative fordele
forbundet med at yde hjælp til boligudgifter på månedsbasis, og at
kontanthjælpsmodtagerne også har været tilfredse med selv at
skulle administrere hjælpen til dette formål.
Det foreslås derfor, at boligudgiften skal beregnes for hver måned og
udbetales sammen med grundydelsen.
§ 37, stk. 4
Forslaget svarer til den regel om børnetillæg, der er anvendt i
forsøgskommunerne.
I forhold til de gældende regler i § 37 forhøjes hjælpen til børn fra
et beløb, der svarer til faderens normalbidrag, til et beløb, der
svarer til 5/3 af normalbidraget og for det ældste barn det
dobbelte af normalbidraget.
Reglen foreslås ændret i forhold til det tidligere fremsatte forslag
på baggrund af de ændrede regler om ens bidrag for henholdsvis en
fader og en moder, jfr. lov nr. 350 af 4. juni 1986 om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Forslaget indebærer ligesom det tidligere forslag, at hjælpen til
børnene bliver næsten fordoblet. Det forhøjede børnetillæg
betyder, at enlige forsørgere - ud over bidrag fra den anden af
forældrene, der fratrækkes i tillægget - nu også kan få dækket
deres egen andel af udgifter til forsørgelsen af barnet.
Efter den gældende regel i bistandslovens § 37, stk. 2, ydes der som
tillæg til kontanthjælpens underholdsbeløb et beløb for hvert
barn, svarende til det særlige børnetilskud. Hensigten med reglen
er, at børnetillægget skal ydes til opfyldelsen af ansøgerens
forsørgelsespligt, uanset om pågældende har barnet hos sig eller
bidrager til dets underhold efter en privatretlig
bidragsresolution.
I en afgørelse af 2. september 1985, der er uddybet under senere
brevveksling med socialministeriet, har den sociale ankestyrelse
underkendt antagelsen i hidtidig praksis om, at der skal udbetales
børnetillæg, selv om underholdsbidraget er udlagt forskudsvis af
det offentlige på det tidspunkt, da der ansøges om kontanthjælp.
Ankestyrelsen gør gældende, at der i denne situation er tale om
afvikling af gæld til det offentlige, som falder uden for
bistandslovens område, hvorfor spørgsmålet i stedet må løses efter
de gældende regler, der i øvrigt findes om det pågældende
gældsforhold.
Da dette - som nævnt - ikke har været tilsigtet, foreslås det, at det
præciseres i loven, at en person, der ikke har barnet hos sig, men
ved en bidragsresolution er forpligtet til at betale bidrag til
dets underhold, har ret til børnetillæg, uanset om bidraget på
tidspunktet for hjælpens udbetaling er udlagt forskudsvis af det
offentlige. Med forslaget sikres det, at kontanthjælpsmodtageren
ikke for så vidt angår underholdsbidraget får en forøget
gældsbyrde i den periode, hvor der ydes kontanthjælp.
Hertil kommer, at ægtepar med forslaget for hvert enkelt barn får det
samme beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten som enlige.
Gennem den yderligere forhøjelse af børnetillægget for det første
barn får familien hermed dækket de større udgifter, der kan være
forbundet med det første barn i forhold til de følgende. Da
forhøjelsen omfatter det ældste barn i hjemmet, kan der til
ægtefæller eller samlevende med såvel fællesbørn som særbørn kun
ydes et forhøjet børnetillæg.
§ 37, stk. 5
Efter de gældende regler skal den samlede hjælp holdes inden for
såvel en individuel grænse som en generel grænse. Efter reglen om
den individuelle grænse kan hjælpen ikke overstige ansøgerens
hidtidige eller fremtidige leveniveau. Efter reglen om den
generelle grænse kan hjælpen som hovedregel højst ydes med et
beløb, der svarer til dagpenge efter den højeste sats efter
fradrag for skat. Det generelle maksimum kan undtagelsesvis
overskrides, hvis forholdene er særlig vanskelige på grund af
usædvanlig store forsørgerbyrder eller høje boligudgifter, men
aldrig ud over den individuelle grænse.
Efter forsøgsreglerne er der alene fastsat individuelle grænser for
den samlede hjælp. Efter disse regler kan hjælpen således ikke
overstige det hidtidige leveniveau. For ansøgere, der ikke hidtil
har haft indtægter, er der fastsat en grænse, der tager
udgangspunkt i mindstelønnen inden for normallønsområdet.
Det fremgår af rapporten om vurderingen af kontanthjælpsforsøget, at
beregningen og vurderingen af det hidtidige leveniveau - fortsat -
giver mange administrative problemer. Forsøget har således bl.a.
afdækket, at det hidtidige leveniveau i de 14 forsøgskommuner
beregnes på 5 forskellige måder. Ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn er dette ikke tilfredsstillende.
Med forslaget søges anvendelsen af det hidtidige leveniveau - de
hidtidige indtægter - derfor begrænset og forenklet.
Efter forslaget kan den samlede hjælp ydes uden begrænsninger af
hidtidige indtægter, forudsat at summen af grundbeløb, boligtillæg
og børnetillæg ikke overstiger det beløb, der efter
arbejdsløshedsforsikringsloven udbetales i højeste dagpenge. Hvis
det udmålte behov er højere end dette niveau, og ansøgeren ikke
hidtil har haft indtægter eller haft indtægter, der ligger under
niveauet, udbetales altid et beløb svarende til dagpengenes
højeste beløb. Overstiger grundbeløb og tillæggene dagpengenes
højeste beløb, er det en forudsætning for, at der kan udbetales en
højere hjælp, at ansøgerens hidtidige indtægter giver grundlag
herfor. Hjælpen kan dog ikke overstige en grænse, der svarer til
90 pct. af den hidtidige indtægt i den seneste kalendermåned. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, hvor forslaget
er nærmere omtalt.
Viser det sig undtagelsesvis, at indtægten i den seneste måned ikke
kan anses for at være et rimeligt udtryk for ansøgerens
indtjeningsevne, dvs. at der ikke er tale om et beløb, som
pågældende typisk har haft til disposition til at leve for, kan
den gennemsnitlige indtægt i de seneste 3 kalendermåneder i stedet
anvendes som individuel grænse for den samlede hjælp.
§ 37, stk. 6
Efter den nuværende praksis kan der, som anført i pkt. 18 og 18 a i
socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp
efter bistandsloven, ydes kontanthjælp til personer, der aftjener
værnepligt ved bistandsarbejde i udviklingslandene, og i yderst
begrænset omfang til personer, der afsoner en straf.
Det foreslås, at socialministeren i overensstemmelse med hidtidig
praksis får bemyndigelse til at udstede regler herom.
Bemyndigelsen foreslås dog udvidet til også at omfatte regler for
udbetaling af hjælp til personer, der aftjener civil værnepligt,
idet denne persongruppe ikke får militærløn, men modtager et
vederlag under aftjeningen af værnepligten.
§ 37, stk. 7
De forskellige beløb for grundydelsen, der er nævnt i forslagets §
37, stk. 2, er på baggrund af forsøgsreglerne og den ramme, der er
fastsat i den gældende lovs § 37, stk. 5, beregnet til at gælde
pr. 1. januar 1987. Beløbene foreslås reguleret en gang årlig (pr.
1. juli) med en procent, der fastsættes på finansloven for det
pågældende år.
§ 38
Et af bistandslovens grundprincipper er, jfr. også den gældende lovs
§ 37, stk. 1, at ydelse af kontanthjælp er betinget af, at det
ikke er muligt at dække behovet på anden måde. Kontanthjælpen er
således subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder.
Det følger heraf, at alle indtægter skal fratrækkes i den hjælp, der
beregnes efter forslagets § 37.
Det har i praksis vist sig, at det ikke har været rimeligt at
fastholde fradragsreglen uden undtagelse. Som følge heraf har der
i forsøgsreglerne været indarbejdet de undtagelser fra
fradragsreglen, som svarer til hidtidig praksis.
Det foreslås, at forsøgsmodellens fradragsregler indarbejdes i loven,
der dog er udbygget med en regel om nedsættelse af indtægter med
udgifter til arbejdsredskaber og -beklædning.
Ydes der hjælp med tilbagebetalingspligt, fordeles indtægtsfradraget
under hensyn til tilbagebetalingsreglen i § 25, stk. 1, nr. 2,
forholdsmæssigt på boligtillægget og den øvrige del af hjælpen
(grundydelse plus børnetillæg).
I § 38, stk. 3, 2. pkt., foreslås det præciseret, at erstatning for
varigt men, indtægter, der hidrører herfra, og godtgørelse for
ikke-økonomisk skade, ikke skal fradrages i kontanthjælpen.
Bestemmelsen vedrører såvel erstatninger efter
arbejdsskadeforsikringsloven som erstatningsansvarsloven og anden
tilsvarende lovgivning. De øvrige ydelser - først og fremmest
erstatning for erhvervsevnetab og forsørgertabserstatning -
betragtes som en indtægt, der skal fratrækkes i kontanthjælpen.
Dette gælder uanset, om der er tale om løbende ydelser eller
indtægter fra en kapitaliseret erstatning.
Det præciseres i stk. 4, at alene underholdsbidrag efter lov om børns
retsstilling og særligt børnetilskud fradrages i børnetillæggene,
medens de øvrige ydelser efter børnetilskudsloven og loven om
børnefamilieydelsen ikke fradrages. I modsætning til det tidligere
fremsatte forslag foreslås det, at børns indtægter i øvrigt ikke
fratrækkes i den beregnede hjælp.
§ 39
Efter forslag fra kontanthjælpsudvalget foreslås en række
præciseringer og redaktionelle ændringer af de nuværende
bestemmelser i §§ 38 og 39.
Det kan være rimeligt specielt i forbindelse med revalideringsforløb
at lade en ansøger beholde en formue. Dette kan have en vis
motiverende funktion, idet formuen på den måde kan anvendes til
igangsætning eller etablering efter revalidering. Det foreslås
derfor at lade ordet »mindre« udgå i § 39, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslås, at der i et nyt stykke til § 39 tilvejebringes en
udtrykkelig hjemmel til at kunne se bort fra en formue hidrørende
fra en erstatning, som udbetales som kompensation for varigt men
og godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Bestemmelsen vedrører
erstatninger efter såvel arbejdsskadeforsikringsloven som
erstatningsansvarsloven og anden tilsvarende lovgivning.
§ 40
Forslaget til § 40 svarer til den gældende § 38, idet det dog er
præciseret, at opregningen i pkt. 1-5 ikke er udtømmende, og at
reglen i pkt. 1 udelukker kontanthjælp til personer, der har et
rimeligt, åbent tilbud om arbejde. Endelig er reglen om enlige
forsørgere med børnepasningsproblemer udvidet til at omfatte alle
forsørgere.
§ 41
Med forslaget præciseres det, at det sociale udvalg har pligt til
løbende at vurdere, om der er behov for at iværksætte særlige
hjælpeforanstaltninger med henblik på at sætte ind over for
kontanthjælpsmodtagere, der - som det bl.a. er fremhævet i
socialforskningsinstituttets socialreformundersøgelse - har risiko
for at blive »hængende« i systemet, hvis der ikke gøres en særlig
indsats.
Forslaget indeholder herudover nogle redaktionelle ændringer, bl.a.
som følge af forslaget om indførelse af faste takster for
kontanthjælp.
§ 42
Hjælp efter § 42 er hidtil beregnet efter reglerne i § 37, dog er der
herudover hjælp til de særlige udgifter, der er en følge af
uddannelsen eller handicappet.
For at tilskynde personer til revalidering og samtidig bevare de
forenklede regler foreslås det, at hjælp efter § 42, altid
beregnes således, at der ydes fuld grundydelse, boligtillæg og
børnetillæg.
Revalideringshjælp vil således efter forslaget ikke blive nedsat som
følge af maksimumsgrænsen i § 37, stk. 5, og unge under 23 år vil
altid få den fulde grundydelse.
Revalidender, herunder enlige forsørgere med store forsørgerbyrder,
der netop har behov for særlig støtte, vil herved være tilsikret
en rimelig økonomisk hjælp til gennemførelse af revalideringen.
9-måneders reglen i § 37, stk. 2, 3. pkt., finder som hidtil ikke
anvendelse og de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller
handicappet, ydes ligeledes som hidtil udover grundydelse,
boligtillæg og børnetillæg.
Bestemmelsen om, at hjælpen ved optræning eller oplæring på det
almindelige arbejdsmarked kan ydes som løn eller løntilskud, der
fastsættes uafhængigt af indtægten, svarer til gældende praksis,
hvorefter der udbetales en lønlignende ydelse.
I bemyndigelsesreglen i stk. 4 præciseres, at også en del af den
hjælp, der ydes til en uddannelsessøgendes familie, kan ydes som
lån. Præciseringen sker efter en henstilling fra ombudsmanden.
Stk. 5-7 vedrører tilbagebetaling af den uddannelseshjælp efter § 42,
der er ydet som lån.
Efter de gældende regler er der ikke mulighed for direkte inddrivelse
af uddannelseslånene efter § 42. Det betyder, at kommuner i sager,
hvor låntageren ikke vil indgå en aftale eller ikke overholder en
indgået aftale, er nødsaget til enten at anlægge civilt søgsmål
for at få en restance betalt eller at indbringe sagen direkte for
fogedretten, hvis det er muligt. Det har givet anledning til en
del administrativt besvær, hvorfor kommunerne har fremsat ønske
om, at der tilvejebringes hjemmel til, at lån ydet efter § 42,
stk. 1, kan inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige
skatter på samme måde som tilbagebetalingspligtig kontanthjælp. En
sådan ordning vil åbne mulighed for en mere forenklet
administration og vil kunne spare kommunerne for diverse udgifter
til advokatsalær, sagsomkostninger og lignende.
Endelig foreslås det nu indsat i lovteksten, at
tilbagebetalingskravet for uddannelseslån bortfalder, hvis
hindringen for at betale vedvarer, indtil der er gået 5 år efter
hindringens indtræden. Dette er i overensstemelse med hidtidig
praksis.
Gennem reglen i stk. 8 skabes der mulighed for, at der kan ydes hjælp
til anskaffelse af værktøj og arbejdsmaskiner, hvis det skønnes
rimeligt ud fra pågældendes økonomiske forhold.
Efter de gældende regler er det revaliderings- og pensionsnævnene,
der træffer afgørelse om hjælp til selvstændig etablering,
herunder om henstand og eftergivelse af et eventuelt lån.
Det foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse om henstand og
eftergivelse af lån ydet efter bistandslovens § 42 til selvstændig
etablering henlægges til det sociale udvalg.
Til nr. 4
Det foreslås at ophæve kapitel 10 om varig hjælp.
I bistandslovens § 43 beskrives de situationer, hvor der kan ydes
varig hjælp til underhold. Efter ikrafttrædelsen af
pensionsreformen den 1. januar 1984 og efter indførelse af
9-måneders reglen har bestemmelsen ikke mere nogen reel social
betydning.
Det foreslås at ophæve bestemmelsen om varig hjælp som led i
regeringens bestræbelser på regelforenkling. Den lille
restgruppe, der måtte komme på tale efter § 43, kan herefter
hjælpes efter de almindelige bestemmelser om kontanthjælp, der
ydes med et nedsat beløb efter 9 måneders forløb.
Som konsekvens heraf foreslås bestemmelserne i §§ 44 og 45 ophævet
som overflødige.
Til nr. 5
§ 46
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 40, stk. 1.
Som følge af § 40, stk. 1's placering i lovens kapitel 9 vil ydelser
efter denne bestemmelse efter skattelovgivningen bevirke
forholdsmæssig reduktion af modtagerens personfradrag i lighed med
løbende ydelser efter § 37. Af administrative grunde findes det
uhensigtsmæssigt, at hjælp til dækning af enkeltudgifter skal have
denne virkning. Det foreslås derfor, at bestemmelsen vedrørende
hjælp til enkeltudgifter i stedet placeres i kapitel 11 som en
hjælp, der ikke påvirker modtagerens personfradrag.
Tilsvarende betragtninger gør sig gældende for § 40, stk. 2, og § 46,
stk. 2, der sigter på den samme målgruppe. Bestemmelserne bør
anbringes i kapitel 11, således at ydelserne efter disse
bestemmelser ikke påvirker forældrenes personfradrag.
§ 46 a
Forslaget svarer til den gældende lovs § 46, stk. 1. Bestemmelsen
foreslås dog udvidet, således at der kan ydes hjælp til gravide
under 23 år.
Hensigten med ændringen er at gøre det muligt for de unge, som
modtager hjælp efter »unge-taksten«, at få hjælp til særlige
udgifter til kost i anledning af graviditeten. Udgifter til
anskaffelser m.v. i anledning af graviditeten og barnets fødsel
kan for alle kvinder ydes efter § 46.
§ 46 b
1. punkt i forslaget svarer til den gældende lovs § 46, stk. 2.
Herudover foreslås bestemmelsen udvidet således, at der tillige
kan ydes hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med
samværsret med et eller flere børn.
Til stk. 2 bemærkes, at bistandslovens § 1 hidtil har udelukket, at
der kunne ydes hjælp til udgifter med henblik på at yde hjælp til
en forældremyndighedsindehavers udgifter i forbindelse med at
blive forenet med sit barn, som er bortført til udlandet af den
anden af forældrene eller af en pårørende. På denne baggrund
foreslås der indført hjemmel til, at der kan ydes hjælp til
forældremyndighedsindehaverens rejseudgifter i forbindelse med
kontakt til barnet i udlandet. Ydelse af hjælp er betinget af, at
forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler til at afholde
udgiften. Det er endvidere en betingelse, at socialforvaltningen i
forvejen har indhentet den fornødne sagkyndige rådgivning om
rejseprojektet i udenrigsministeriet, således at der ikke ydes
hjælp til helt urealistiske formål.
Udenrigsministeriet har oplyst, at der efter almindelig praksis er
mulighed for - gennem de lokale repræsentationer at udlægge
rejseudgiften i forbindelse med hjemrejse.
Justitsministeriet har mulighed for at tilvejebringe legatmidler til
hjælp til advokatbistand i udlandet i forbindelse med
barnebortførelser.
Udenrigsministeriet har oplyst, at der pr. 1. januar 1986 er bortført
i alt 48 børn, og udenrigsministeriet skønner, at udgiften til
bistand til kontakt i udlandet normalt ikke vil beløbe sig til
over omkring 200.000 kr. årlig.
§ 46 c
Forslaget svarer til den gældende lovs § 40, stk. 2. Bestemmelsen
foreslås placeret i kapitel 11, således at ydelsen ikke påvirker
forældrenes personfradrag. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 46, hvor de samme betragtninger gør sig
gældende.
Til nr. 6
Det foreslås, at bestemmelsen formuleres under hensyn til de
tilsvarende regler i pensionslovgivningen. Efter forslaget angives
det, at det sociale udvalg kan træffe afgørelse om, på hvilken
måde hjælpen skal komme den pågældende til gode. Der er herved
ikke tilsigtet en materiel ændring.
Til nr. 7
Det foreslås at udvide kredsen af personer, der er omfattet af reglen
om fuld statsrefusion, og at ændre bestemmelsen om hvorlænge en
flygtning er omfattet af reglen. Det præciseres endvidere at den
særlige flygtningerefusion omfatter lovens afsnit III-VII, med
undtagelse af rådgivningscentre for børn og unge (§ 87).
Personkredsen
Ved aktstykke 236, tiltrådt af finansudvalget den 29. maj 1986, fik
socialministeriet fra 1. juli 1986 bemyndigelse til at yde
kommunerne 100 pct. refusion af udgifterne til ydelser efter
bistandsloven til personer, der har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Det blev forudsat, at der
fremsættes lovforslag i overensstemmelse hermed.
Bestemmelsen omfatter udlændinge, der befinder sig i en sådan
situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende
taler for, at de bør kunne forblive her i landet, selv om de ikke
anses for berettigede til egentlig flygtningestatus efter
udlændingelovens § 7, stk. 1. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr.
232 af 6. juni 1985 om ændring af udlændingeloven. Pr. 1.
september 1986 havde ca. 350 personer fået opholdstilladelse efter
§ 9, stk. 2, nr. 2.
Kommunernes Landsforening har henstillet, at reglen om fuld refusion
endvidere udstrækkes til personer, der får opholdstilladelse efter
udlændingelovens regler om familiesammenføring, når det drejer sig
om flygtningefamilier. Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr.
2-4, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til
- en udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast
samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende
person,
- mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes
ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver,
- forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn
med opholdstilladelse efter §§ 7-8.
Det sker i en del tilfælde, at sådanne personer ikke selv søger asyl,
selv om de i mange tilfælde kunne få det. Herved bevarer de
muligheden for at kunne rejse tilbage til hjemlandet, f.eks. for
at besøge familie.
Disse personer har i reglen samme behov for at deltage i Dansk
Flygtningehjælps integrationsprogram som de egentlige flygtninge,
der får opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-8. Der er
endvidere samme behov for at refundere kommunernes udgifter til
disse personer.
Fra maj 1985 til september 1986 fik omkring 1.100 personer
opholdstilladelse efter udlændigelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som
følge af tilknytning til en flygtning.
Udgiften pr. person, der deltager i Dansk Flygtningehjælps
integrationsprogram, udgør ca. 130.000 kr., beregnet ud fra en
gennemsnitlig integrationsperiode på 18 måneder. Den besparelse,
kommunerne opnår, forudsættes at indgå i drøftelserne om
kompensation i forbindelse med ændring af refusionsperioden.
Refusionsperioden
Efter gældende regler får kommunerne fuld refusion af udgifter til en
flygtning, sålænge den pågældende ikke har klaret sig uden hjælp i
en sammenhængende periode på 2 år. Herved skal der dog ses bort
fra hjælp, der ydes i en ganske kortvarig periode og hjælp til
enkelte formål.
Dette foreslås ændret, således at der under alle omstændigheder ydes
refusion i de første 5 år efter opholdstilladelsen. Da flygtninge
som hovedregel gennemgår et integrationsprogram under Dansk
Flygtningehjælp af omkring 11/2 års varighed, indebærer dette at
der i reglen ydes refusion i 31/2 år efter at flygtningen er
overgået til kommunen. Forslaget medfører forskydninger af
udgifter fra staten til kommunerne. Spørgsmålet om kompensation
herfor og om de kommunaløkonomiske konsekvenser drøftes mellem
Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og
indenrigsministeriet. Ændringen giver visse administrative
lettelser for kommunerne, da det herefter alene afhænger af datoen
for opholdstilladelsen, om en flygtning er omfattet af
refusionsordningen.
Til nr. 8
Ændringen er redaktionel.
Til § 2
Efter forsøgsreglerne skal hjælpen ved overgang til anvendelse af
forsøgsmodellen gradvis tilpasses over en 3 måneders periode for
såvel personer, der får mindre i hjælp, som personer, der får mere
i hjælp.
Det fremgår af følgegruppens rapport vedrørende vurderingen af
forsøget, at der er administrative vanskeligheder forbundet med
den gradvise ændring af hjælpen.
Det foreslås derfor, at det sociale udvalg i stedet skal orientere de
personer, der søger om hjælp efter 1. april 1987 om de nye
beregningsregler, der træder i kraft den 1. juli 1987. Udvalget
skal samtidig orientere om eventuelle konsekvenser for hjælpens
størrelse.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at socialforvaltningen får adgang til at
aflyse tidligere tinglyste hæftelser. De pågældende har herefter
mulighed for at kunne sælge en fast ejendom i fri handel, selv om
pågældende ikke samtidig kan indfri en gammel gæld til det
offentlige.
I forslagets stk. 2 præciseres, hvordan hjælpen skal beregnes til
personer, der modtager kontanthjælp ved lovens ikrafttræden.
BILAG I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget 1. §
2, 2. pkt., ophæves.
§ 2. Ret til bistand i form af vedvarende hjælp til forsørgelse er
betinget af dansk indfødsret. En kvinde, der er eller senest har
været gift med en dansk statsborger, ligestilles med danske
statsborgere.
/--
2. § 25, stk. 2, ophæves.
--/
§ 25. Det sociale udvalg træffer beslutning om tilbagebetaling,
1) når en person har undladt at give oplysninger som krævet i § 18 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov,
2) i det omfang der ydes kontanthjælp til dækning af terminsudgifterne vedrørende fast ejendom.
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet efter stk. 1, nr. 2, sikres ved, at det sociale udvalg lader meddelelse herom tinglyse eller lader skadesløsbrev eller ejerpantebrev tinglyse som hæftelse på den faste ejendom med oprykkende prioritet efter foranstående hæftelser.
/--
3. Kap. 9 affattes således:
»Kap. 9. Kontanthjælp til underhold m.v.
§ 37. Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er
afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens
underhold, ydes der efter dette kapitel kontanthjælp, der består
af en grundydelse, et boligtillæg og et børnetillæg.
Stk. 2. Grundydelsen udgør 2.579 kr. månedlig for enlige og det
dobbelte for ægtepar. For unge under 23 år, der ikke har
forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn, udgør
grundydelsen dog 1.222 kr. månedlig for hjemmeboende og 1.847 kr.
månedlig for udeboende, såfremt de ikke hidtil har haft indtægter,
der overstiger disse grundydelser. Når der er ydet hjælp i en
sammenhængende periode på 9 måneder, udgør grundydelsen efter 1.
pkt. 2.193 kr. månedlig, medmindre det kan godtgøres, at
pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare
sig selv.
Stk. 3. Boligtillægget ydes til dækning af enten husleje efter
fradrag af tilskud efter boliglovgivningen eller terminsydelser
vedrørende fast ejendom. Boligtillægget skal endvidere dække vand,
varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og
lignende løbende udgifter, der har tilknytning til boligen. For
personer, der har fælles husførelse med andre end en ægtefælle,
beregnes boligtillægget forholdsmæssigt efter de pågældendes
indtægter, før behovet for hjælp er opstået. Hvis de pågældende i
fællesskab ejer en fast ejendom, beregnes tillægget dog
forholdsmæssigt efter de tinglyste andele. Hvis boligudgiften
efter en samlet bedømmelse af familiens størrelse og forhold i
øvrigt skønnes at være for høj, og der kan fremskaffes en rimelig
og billigere bolig, udgør udgifterne til denne grundlaget for
boligtillægget. Der kan ikke ydes hjælp til den del af
boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den dækket af
kontanthjælp. De årlige udgifter omregnes til et månedligt beløb,
der ydes sammen med grundydelsen.
Stk. 4. Børnetillægget udgør et månedligt beløb svarende til 5/3 af
normalbidraget for hvert barn under 18 år. For det ældste barn i
hjemmet forhøjes beløbet til det dobbelte af normalbidraget.
Betaler ansøgeren underholdsbidrag til barnet, eller er bidraget
på tidspunktet for hjælpens udbetaling udlagt forskudsvis af det
offentlige, udgør børnetillægget samme beløb som det fastsatte
bidrag, dog højst normalbidraget. Hvis personer, der har fælles
husførelse med andre end en ægtefælle, har fælles børn, fradrages
et beløb i børnetillægget, svarende til normalbidraget, hvis kun
den ene person modtager kontanthjælp.
Stk. 5. Den samlede hjælp kan højst udgøre 90 pct. af den hidtidige
indtægt. Dette gælder dog ikke, hvis den samlede hjælp er mindre
end eller svarer til det beløb, der udbetales som højeste dagpenge
efter § 47 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring
m.v. med fradrag for skat af dette beløb. Hvis den samlede hjælp
overstiger dagpengenes højeste beløb med fradrag af skat, og
pågældendes hidtidige indtægter ligger under dette beløb,
udbetales en hjælp svarende til dagpengenes højeste beløb efter
fradrag af skat. Ved beregning af skatten lægges det til grund, at
personen ikke har andre indtægter og ikke har andre fradrag end
personfradrag. Ved hidtidig indtægt forstås indtægten i den
seneste kalendermåned. Hvis dette beløb i det enkelte tilfælde
ikke er et rimeligt udtryk for ansøgerens indtjeningsevne,
anvendes i stedet den gennemsnitlige indtægt i de seneste 3
kalendermåneder.
Stk. 6. Socialministeren kan fastsætte regler om hjælp til personer,
der aftjener civil værnepligt eller værnepligt ved bistandsarbejde
i udviklingslandene, og personer, der afsoner en straf.
Stk. 7. De beløb, der er nævnt i stk. 2, reguleres en gang årlig med
en procent, der fastsættes på finansloven for det pågældende år.
Socialministeren bekendtgør størrelsen af de regulerede beløb.
§ 38. I den beregnede, samlede kontanthjælp, jfr. § 37, fradrages
pågældendes og ægtefællens indtægter. Forinden nedsættes
indtægterne dog med de nødvendige udgifter til arbejdsredskaber og
-beklædning samt til transport i forbindelse med erhvervelse af
indtægterne. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal
fradrages i kontanthjælpen, når ferien holdes, og der kan kun
foretages fradrag, svarende til kontanthjælpen for det antal dage,
som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.
Stk. 2. Fradrag i hjælpen efter stk. 1, og begrænsning af hjælpen
efter § 37, stk. 5, medfører en forholdsmæssig nedsættelse af de
beløb, der skal tilbagebetales efter § 25, stk. 1.
Stk. 3. Invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb efter lov om social
pension skal ikke fradrages. Det samme gælder erstatninger for
varigt men, indtægter, der hidrører herfra, og godtgørelse for
ikke-økonomisk skade.
Stk. 4. Ved beregningen af hjælpen ses der bort fra indtægter hos
børnene. Indtægter fra bidrag til børnenes underhold efter lov om
børns retsstilling og særlige børnetilskud efter
børnetilskudsloven fradrages i børnetillægget efter § 37, stk. 4.
§ 39. Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger hjælpen,
eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske
behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er
nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig
boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til pågældendes og
familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Stk. 2. Der skal endvidere ses bort fra erstatning, som udbetales som
kompensation for varigt men og godtgørelse for ikke-økonomisk
skade.
§ 40. Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen,
som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan
f.eks. anses for godtgjort,
1) når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, eller
det er attesteret af arbejdsformidlingen, at der ikke kan anvises
pågældende arbejde,
2) når det er attesteret af en læge, at pågældende er uarbejdsdygtig
på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige
arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,
3) når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde af
hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller
fortsat efter tilskyndelse fra det sociale udvalg, jfr. § 42,
4) når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde på
grund af pasning af børn, og det sociale udvalg ikke kan anvise
anden pasningsmulighed, eller
5) når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende arbejde af
en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden
ægtefælle i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af
hensyn til børnenes pasning.
Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til personer, som er under
uddannelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler for, i
hvilke særlige tilfælde der kan ydes hjælp uanset bestemmelsen i
1. pkt.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., er ikke til hinder for,
at der ydes hjælp til en person, hvis ægtefælle er under
uddannelse.
§ 41. Det sociale udvalg skal, når der ydes hjælp efter § 37,
vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige
hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i
stand til at klare sig selv.
Stk. 2. Det sociale udvalg skal i øvrigt senest 3 måneder efter
hjælpens påbegyndelse tage den pågældendes og familiens forhold op
til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for
bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om
afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som pågældende
ikke kan forventes at blive i stand til at afholde fremtidig.
Stk. 3. Hvis hjælpen er begrundet i sygebehandling eller
erhvervsmæssige foranstaltninger, er det en betingelse, at lægens
eller de sociale myndigheders anvisninger følges.
§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed
for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der
ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning
eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af
Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den
sociale lovgivning.
Stk. 2. Når der er truffet beslutning efter stk. 1, beregnes hjælpen
efter reglerne i § 37, dog udgør grundydelsen til unge under 23 år
altid 2.579 kr. månedlig. Bestemmelserne i § 37, stk. 2, 3. pkt.,
og stk. 5, finder ikke anvendelse. Ud over grundydelse,
boligtillæg og børnetillæg kan der ydes hjælp til de særlige
udgifter, der er en følge af uddannelsen eller handicappet.
Stk. 3. Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked
kan hjælpen ydes som løn eller løntilskud, der fastsættes uanset
stk. 2.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår hjælpen til
den uddannelsessøgende og dennes familie ydes som lån.
Stk. 5. Lån ydet efter stk. 4 tilbagebetales ved en
tilbagebetalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg
efter forhandling med låntageren. Lånet, der er rentefrit, skal
normalt være afdraget over en tiårig periode. De enkelte afdrag
fastsættes således, at pågældende kan udrede disse uden at komme
til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller
familiens underhold.
Stk. 6. Inddrivelse af forfaldne, ikke betalte afdrag sker efter
reglerne for inddrivelse af personlige skatter.
Stk. 7. Hvis låntageren i en periode på 5 år ikke har haft økonomisk
mulighed for at tilbagebetale på lånet, bortfalder den resterende
del af tilbagebetalingskravet.
Stk. 8. Hvis det skønnes rimeligt ud fra den pågældendes økonomiske
forhold, kan der ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og
arbejdsmaskiner, når det er af afgørende betydning for en person
med nedsat erhvervsevne.
Stk. 9. Der kan ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig
virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår
som et sædvanligt led i den pågældende virksomhed. Hjælpen kan
ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til pågældendes
fremtidige erhvervsmuligheder.
Stk. 10. Afgørelse om hjælp efter stk. 9 træffes af revaliderings- og
pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg. Afgørelse
om henstand med tilbagebetaling eller eftergivelse af lån ydet
efter stk. 9 træffes af det sociale udvalg.«
Kap. 9. Forbigående hjælp
--/
§ 37. Når en person på grund af sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samlivet med ægtefællen, aftjening af værnepligt eller andre ændringer i sine forhold i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, og udgifterne hertil ikke dækkes gennem dagpenge eller pensionsydelser, ydes der at det offentlige en sådan hjælp, at det modvirkes, at pågældendes og familiens hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes. Har pågældende ikke hidtil haft indtægter, ydes der en hjælp, som er afpasset efter de forventede fremtidige levevilkår. Ved bedømmelsen heraf tages der for unge ved udøvelsen af det individuelle skøn således udgangspunkt i, at levevilkårene vil være på samme niveau som ved tildeling af tilskud fra Statens Uddannelsesstøtte, idet der for udeboende tages hensyn til, at hjælpen skal kunne dække rimelige boligudgifter.
Stk. 2. Som hjælp til underhold kan i almindelighed højst udbetales et månedligt beløb på 2.071 kr. til enlige og på 3.805 kr. til ægtepar. Hertil kommer et tillæg for hvert barn svarende til det særlige børnetilskud efter § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og andre familieydelser. Ved hjælpens udmåling må der i øvrigt dels tages hensyn til sådanne faste udgifter, som i betragtning af de hidtidige levevilkår skønnes rimelige, dels lægges vægt på de fremtidige levevilkår, der kan blive en følge af den ændring, der er sket i pågældendes eller familiens situation. Den samlede hjælp kan ikke overstige det beløb, som udbetales personer, der får dagpenge efter højeste sats og ikke har andre indtægter. Hjælpen kan sammen med eventuelle indtægter ikke udgøre mindre end det beløb, der er angivet i §43, stk. 1, 1.pkt., såfremt såvel de hidtidige levevilkår som summen af underholdsbeløbet i 1. pkt. og de rimelige faste udgifter ligger over eller svarer til dette beløb.
Stk. 3. Til personer, hvis forhold er særlig vanskelige på grund af usædvanlig store forsørgerbyrder eller høje boligudgifter, kan der undtagelsesvis ydes hjælp ud over det i stk. 2 angivne dagpengebeløb.
Stk. 4. Når der er ydet hjælp i en sammenhængende periode på 9 måneder, kan den samlede hjælp ikke overstige det beløb, der kan udbetales personer, som får hjælp efter § 43. Dette gælder dog ikke, når det kan godtgøres, at den pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare sig selv.
Stk. 5. De beløb, der er nævnt i stk. 2, 1. pkt., forhøjes 1. april 1983, 1. oktober 1983, 1. april 1984 og 1. oktober 1984 med 41 kr. for enlige og 76 kr. for ægtepar. Beløbene forhøjes endvidere 1. april 1985, 1. oktober 1985, 1. april 1986 og 1. oktober 1986 med 21 kr. for enlige og med 38 kr. for ægtepar.
§ 38. Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen i tilstrækkelig grad har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan anses godtgjort,
1) når det er attesteret af arbejdsformidlingen, at der ikke kan anvises pågældende arbejde,
2) når det er attesteret af en læge, at pågældende er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,
3) når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde af hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller fortsat efter tilskyndelse fra det sociale udvalg, jfr. § 42,
4) når en enlig forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde på grund af pasning af børn, og det sociale udvalg ikke kan anvise anden pasningsmulighed,
5) når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende arbejde af en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden ægtefælle i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af hensyn til børnenes pasning.
Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til personer, som er under uddannelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler for, i hvilke særlige tilfælde der kan ydes hjælp uanset bestemmelsen i 1. pkt.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., er ikke til hinder for, at der ydes hjælp til en person, hvis ægtefælle er under uddannelse.
§ 39. Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger hjælpen, eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske behov kan dækkes. Der kan dog undtagelsesvis ses bort fra besiddelsen af en mindre formue, som bør bevares af hensyn til boligmæssige forhold eller pågældendes og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
§ 40. Under de forhold, der er nævnt i § 37, kan der særskilt eller i forbindelse med underholdshjælp ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv.
Stk. 2. Under forbigående vanskeligheder kan der til en familie med et eller flere børn under 18 år ydes hjælp til foranstaltninger, der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes, såfremt familien ikke selv har midler til at afholde udgifterne herved.
§ 41. Hjælp efter § 37 kan i de første 3 måneder ydes med et beløb, der inden for grænserne i nævnte bestemmelse fastsættes på grundlag af en kortfattet gennemgang af ansøgerens faste udgifter. Senest 3 måneder efter hjælpens påbegyndelse skal pågældendes families forhold imidlertid optages til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som pågældende ikke kan forventes at blive i stand til at afholde fremtidig.
Stk. 2. I øvrigt kan hjælpen fortsætte, så længe det må anses godtgjort, at pågældende på denne måde kan forventes at blive i stand til selv at klare sit og familiens underhold. Hvis hjælpen er begrundet i sygebehandling eller erhvervsmæssige foranstaltninger, er det en betingelse, at lægens eller de sociale myndigheders anvisninger følges.
§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den sociale lovgivning. Socialministeren fastsætter retningslinjer for, hvornår hjælpen ydes som lån.
Stk. 2. Når det er af afgørende betydning for en person med nedsat erhvervsevne, kan der ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og arbejdsmaskiner. Endvidere kan der ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår som en sædvanligt led i den pågældende virksomhed. Hjælpen kan ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til pågældendes fremtidige erhvervsmuligheder.
Stk. 3. Afgørelse om hjælp efter stk. 2, 2. pkt., træffes af revaliderings- og pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg.
/--
4. Kapitel 10 ophæves.
--/ Kapitel 10. Varig hjælp
§ 43. Til personer, som vedvarende har behov for hjælp til deres eget og familiens underhold, der ikke kan dækkes gennem ydelser efter den sociale pensionslovgivning, kan der ydes et månedeligt beløb på 3.044 kr. for enlige og 4.580 kr. for ægtepar. Hertil kommer et tillæg for hvert barn svarende til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og andre familieydelser. Hjælpen kan sammen med eventuelle indtægter ikke udgøre mindre end det angivne beløb, såfremt pågældende hidtil har haft rådighed over mindst tilsvarende beløb.
Stk. 2. Hvis en person der får varig hjælp, har rimeligt begrundede enkeltudgifter, der ikke kan afholdes inden for den grænse, der er angivet i stk. 1, kan det sociale udvalg bevilge yderligere hjælp hertil.
Stk. 3. Hvis det sociale udvalg undtagelsesvis skønner, at der bør ydes en løbende hjælp til underhold, der overstiger den grænse, der er angivet i stk. 1, forelægger udvalget indstilling herom til godkendelse i revaliderings- og pensionsnævnet. Dog kan det sociale udvalg uden nævnets godkendelse forhøje hjælpen efter stk. 1 til dækning af boligudgifter, der ikke kan afholdes efter stk. 1, såfremt en billigere bolig ikke kan skaffes. Den forhøjede hjælp til dækning af boligudgifter skal dække den del af udgifterne, der overstiger 25 pct. af hjælpen efter stk. 1., 1. pkt.
Stk. 4. De beløb, der er nævnt i stk. 1, 1. pkt., forhøjes 1. april 1983, 1. oktober 1983, 1. april 1984 og 1. oktober 1984 med 61 kr. for enlige og med 92 kr. for ægtepar. Beløbene forhøjes endvidere 1. april 1985, 1. oktober 1985, 1. april 1986 og 1. oktober 1986 med 30 kr. for enlige og med 46 kr. for ægtepar.
§ 44. Det er en forudsætning for hjælp efter § 43, at såvel den, der søger hjælp, som ægtefællen kan dokumentere, at der ikke kan anvises arbejde, som de pågældende under hensyn til helbredsmæssige eller øvrige forhold kan påtage sig. Hvis det skønnes, at ægtefællen efter en uddannelse kan yde væsentlige bidrag til familiens underhold, kan der ydes hjælp hertil efter reglerne i kap. 9.
Stk. 2. Reglerne i § 38, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 45. Ved bedømmelsen af, om der kan ydes hjælp efter § 43, kan der kun ses bort fra besiddelsen af en mindre formue, hvis denne ønskes bevaret til bestemt angivne formål, der under hensyn til pågældendes forhold skønnes rimelige.
/--
5. § 46 ophæves og i stedet indsættes:
»§ 46. Til en person, der kommer ud for ændringer i sine forhold, kan
der særskilt eller i forbindelse med udbetalingen af
kontanthjælpen ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede
enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse
udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og
familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv.
§ 46 a. Der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til
sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke
kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt pågældende ikke selv
har midler til at afholde udgifterne. Der kan under samme
betingelser ydes hjælp til dækning af udgifter til særlig kost til
gravide kvinder under 23 år.
§ 46 b. Der kan ydes hjælp til afholdelse af udgifter, der står i
direkte sammenhæng med henstillinger eller pålæg, der meddeles af
offentlige myndigheder med hensyn til et barns pleje eller
behandling, opdragelse, uddannelse eller arbejde, når forsørgeren
ikke selv har midler dertil. Der kan under samme betingelse ydes
hjælp til dækning af udgifter til at opretholde en samværsret med
et eller flere børn under 18 år.
Stk. 2. Der kan ydes hjælp til afholdelse af rejseudgifter med
henblik på kontakt til børn, der af den ene af forældrene eller af
pårørende er ført til udlandet uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Det er herved en forudsætning, at
det sociale udvalg har forelagt sagen for udenrigsministeriet, og
at indehaveren af forældremyndigheden ikke selv har midler til at
afholde udgiften.
§ 46 c. Under forbigående vanskeligheder kan der til en familie med
et eller flere børn under 18 år ydes hjælp til foranstaltninger,
der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås,
eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes, såfremt familien ikke
selv har midler til at afholde udgifterne herved.«
--/
§ 46. Hvis en person har udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter lovgivningen om offentlig sygesikring eller social ulykkesforsikring, kan der ydes hjælp hertil, såfremt pågældende ikke selv har midler til at afholde udgiften.
Stk. 2. Der kan ydes hjælp til afholdelse af udgifter, der står i direkte sammenhæng med henstillinger eller pålæg, der meddeles af offentlig myndigheder med hensyn til et barns pleje eller behandling, opdragelse, uddannelse eller arbejde, når forsørgeren ikke selv har midler dertil.
/--
6. I § 49 ændres »at yde hjælpen som naturalhjælp.« til: », på
hvilken måde hjælpen skal udbetales.«.
§ 49. Hvis en person, der søger hjælp efter bestemmelserne i dette
afsnit, ikke skønnes i stand til ved bistand fra den kommunale
rådgivning at administrere kontantbeløb, kan det sociale udvalg
undtagelsesvis beslutte at yde hjælpen som naturalhjælp.
/--
7. § 134, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Staten afholder udgifter efter afsnit III-VII, med
undtagelse af § 87, til en udlænding, der har fået
opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7-8,
2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, eller
3) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning
til en i Danmark fastboende person, når denne person selv er
kommet til landet efter de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1 og
2, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person.
Dette gælder i 5 år efter datoen for opholdstilladelsen.«
--/
§ 134. Staten afholder udgifterne vedrørende de institutioner m.v., der forbliver under staten efter lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.
Stk. 2. Staten afholder udgifterne efter § 5 til forsørgelse i udlandet.
Stk. 3. Staten afholder udgifterne ved forsørgelsen af personer, der har opnået opholdstilladelse efter bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-8. Dette gælder dog ikke, når den pågældende har klaret sig uden hjælp i en sammenhængende periode på 2 år. /--
8. I § 138 a udgår: »forbigående«.
--/
§ 138 a. Socialministeren kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen tillade, at det sociale udvalg i en forsøgsperiode yder forbigående hjælp efter regler, der fraviger bestemmelserne i § 37, såfremt reglerne er godkendt af socialministeren.