Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00058@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigsministeren, der

bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige

anliggender.

Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i Sundhedsstyrelsens stilling

efter den lovgivning, der henhører under andre ministres

forretningsområde.

§ 2. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde

sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på

sundhedsområdet.

Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller

mangler på sundhedsområdet, skal Styrelsen orientere vedkommende

myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen

orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør

det nødvendigt.

§ 3. Indenrigsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte

rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i

sundhedsfaglige spørgsmål.

§ 4. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige

virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet,

samt ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet

en fast læge.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er

bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig

legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og

lignende.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigsministerens nærmere

bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at

foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige

virksomhed.

Kapitel 2

Fratagelse og generhvervelse af autorisation

§ 5. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for

sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må

antages at være til fare for andre mennesker på grund af

1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af

hvervet, eller

2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at

udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld

sjælstilstand, eller

3) udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.

§ 6. Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages,

afgiver Styrelsen indstilling til indenrigsministeren herom.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra

Retslægerådet, før Styrelsen afgiver indstilling til

indenrigsministeren.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen afgiver

indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig

skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori

også Retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere

opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort

ved dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigsministeren.

Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigsministeren

indbringe sagen for domstolene.

§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte

virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt

fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens

afgørelse skal omgående meddeles indenrigsministeren, der

stadfæster eller ophæver Styrelsens afgørelse.

§ 8. Retssag om fratagelse af autorisation anlægges af

indenrigsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i

en dom om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har

opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en

stilling på grund af fratagelse af autorisation, før der

foreligger en endelig domstolsafgørelse.

§ 9. Indenrigsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade

sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens

stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den

pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan

anmodning, forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret,

hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet

ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er

anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en

kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager

indenrigsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er

anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.

Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af

statskassen.

§ 10. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller

endelig fratagelse af autorisation efter §§ 5-9.

Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet

frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden give

Sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør

afgørelser om frakendelse.

§ 11. Indenrigsministeren kan efter ansøgning give en person, der har

fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv inden for

sundhedsvæsenet efter §§ 5-9, tilladelse til at generhverve

autorisationen, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen,

ikke længere er til stede.

Stk. 2. Et afslag fra indenrigsministeren om generhvervelse af

autorisation efter stk. 1 kan tidligst indbringes for domstolene

eet år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af

autorisation eller det ved dom er nægtet den pågældende at

generhverve autorisationen.

Kapitel 3

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

§ 12. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer

inden for sundhedsvæsenet, jf. § 15, skal indbringes for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for

klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en

særlig klageadgang.

Stk. 2. Herudover skal Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnet

indbringe sager, som Styrelsen finder vil kunne give grundlag for

kritik eller anden sanktion over for personer inden for

sundhedsvæsenet.

§ 13. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af

instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

§ 14. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen,

herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende

sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

§ 15. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig

lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jfr.

dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation

efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i

dette kapitel.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forhandling med Nævnet

fastsætte regler om, at Patientklagenævnets virksomhed ikke skal

omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af

persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige

hensyn skal dog tale herfor.

§ 16. Patientklagenævnet består af en formand og 2 næstformænd samt

et antal beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Indenrigsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd,

som skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes

som landsdommer.

Stk. 3. Indenrigsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke

samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således:

1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Amtsrådsforeningen i Danmark.

2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns

kommune.

3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg

kommune.

4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende

Invalideorganisationer.

Stk. 4. Indenrigsministeren beskikker for hvert fagligt område et

antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den

kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet sammensættes af

1) formanden eller een af næstformændene,

2) 2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter

bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og

3) 2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige

karakter.

Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke

medlemmer efter § 16, stk. 3 og stk. 4, der skal deltage i Nævnets

møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere,

inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter §

16, stk. 4, skal deltage.

§ 18. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at

særligt sagkyndige eller andre kan deltage uden stemmeret ved

Nævnets behandling af sager.

§ 19. Nævnet skal indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før

Nævnet træffer afgørelse i en sag. Til brug for sin vurdering kan

Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for Retslægerådet.

Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning

meddele Sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling

af sagen.

§ 20. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med Nævnet

dettes forretningsorden.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler

om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i

visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

§ 21. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigsministeren om

sin virksomhed.

§ 22. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor

klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages

over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis

særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som Sundhedsstyrelsen

indbringer for Nævnet, jf. § 12, stk. 2.

§ 23. Det påhviler kommuner og amtskommuner at give information og

yde vejledning til befolkningen om klageadgang på sundhedsområdet.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at

klagevejledning tillige kan tilbydes i statsamterne, og at enhver

klage over forhold i sundhedsvæsenet kan indgives til statsamterne

med henblik på videresendelse til rette myndighed.

Kapitel 4

Statens Seruminstitut

§ 24. Statens Seruminstitut, der er et institut under

indenrigsministeren, er landets centrallaboratorium for så vidt

angår human bakteriologi, virologi og serologi og udfører

undersøgelser for bl.a. sygehuse og praktiserende læger samt

fremstiller og fremskaffer vacciner, sera, blodprodukter m.v.

Statens Seruminstitut driver videnskabelig forskning, rådgiver og

udfører kontrol- og referencefunktioner på områder, der vedrører

Instituttets opgaver.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder om betaling,

for Instituttets udlevering af præparater og udførelse af

undersøgelser m.m.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 25. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 4, stk. 3,

og § 19, stk. 2, straffes med bøde.

§ 26. Personer, der har fået frataget autorisation efter kapitel 2,

og som fortsætter med at udøve det pågældende hverv, straffes med

bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1988. Samtidig ophæves lov

nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som

Sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar 1988.

Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og

afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger.

Stk. 3. Klager, der er indgivet til Sundhedsstyrelsen før 1. januar

1988, og som ikke er færdigbehandlet, behandles af

Patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3.

Forældelsesreglen i § 22 gælder dog ikke for disse klager.

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt

eller delvis sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 137

Kapitel 1

Sundhedsstyrelsen

§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigsministeren, der

bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige

anliggender.

Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i sundhedsstyrelsens stilling

efter den lovgivning, der henhører under andre ministres

forretningsområde.

§ 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om sundhedsstyrelsens

virksomhed på alle områder, hvor der ved lov er henlagt beføjelser

til sundhedsstyrelsen inden for indenrigsministerens

forretningsområde.

§ 3. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde

sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på

sundhedsområdet.

§ 4. Sundhedsstyrelsen yder rådgivning og anden bistand til

indenrigsministeren og andre myndigheder i sundhedsfaglige

spørgsmål.

§ 5. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige

virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet,

samt ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet

en fast læge.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af sundhedsstyrelsen er

bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig

legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og

lignende.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigsministerens nærmere

bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at

foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige

virksomhed.

Kapitel 2

Fratagelse og generhvervelse af autorisation

§ 6. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for

sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må

antages at være til fare for andre mennesker på grund af

1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af

hvervet, eller

2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at

udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld

sjælstilstand, eller

3) udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.

§ 7. Finder sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages,

afgiver styrelsen indstilling til indenrigsministeren herom.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra

retslægerådet, før styrelsen afgiver indstilling til

indenrigsministeren.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden styrelsen afgiver

indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig

skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori

også retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere

opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort

ved dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigsministeren.

Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigsministeren

indbringe sagen for domstolene.

§ 8. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte

virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt

fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens

afgørelse skal omgående meddeles indenrigsministeren, der

stadfæster eller ophæver styrelsens afgørelse.

§ 9. Retssag om fratagelse af autorisation anlægges af

indenrigsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i

en dom om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har

opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en

stilling på grund af fratagelse af autorisation, før der

foreligger en endelig domstolsafgørelse.

§ 10. Indenrigsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade

sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens

stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den

pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan

anmodning, forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret,

hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet

ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er

anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en

kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager

indenrigsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er

anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.

Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af

statskassen.

§ 11. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller

endelig fratagelse af autorisation efter §§ 6-10.

Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet

frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden give

sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør

afgørelser om frakendelse.

§ 12. Indenrigsministeren kan efter ansøgning give en person, der har

fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv inden for

sundhedsvæsenet efter §§ 6-10, tilladelse til at generhverve

autorisationen, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen,

ikke længere er til stede.

Stk. 2. Et afslag fra indenrigsministeren om generhvervelse af

autorisation efter stk. 1. kan tidligst indbringes for domstolene

et år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af

autorisation, eller at det ved dom er nægtet den pågældende at

generhverve autorisationen.

Kapitel 3

Sundhedsvæsenets patientklagenævn

§ 13. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer

inden for sundhedsvæsenet, jfr. § 16, skal indbringes for

sundhedsvæsenets patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for

klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en

særlig klageadgang.

Stk. 2. Herudover skal sundhedsstyrelsen til patientklagenævnet

indbringe sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for

kritik eller anden sanktion over for personer inden for

sundhedsvæsenet.

§ 14. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af

instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

§ 15. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen,

herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende

sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

§ 16. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig

lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jfr.

dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation

efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i

dette kapitel.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forhandling med nævnet

fastsætte regler om, at patientklagenævnets virksomhed ikke skal

omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af

persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige

hensyn skal dog tale herfor.

§ 17. Patientklagenævnet består af en formand og 2 næstformænd samt

et antal beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Indenrigsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd,

som skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes

som landsdommer.

Stk. 3. Indenrigsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke

samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således:

1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Amtsrådsforeningen i Danmark.

2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns

kommune.

3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg

kommune.

4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende

Invalideorganisationer.

Stk. 4. Indenrigsministeren beskikker for hvert fagligt område et

antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den

kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 18. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal nævnet sammensættes af

2) 2 medlemmer efter § 17, stk. 3, heraf 1 beskikket efter

bestemmelsens nr. 1) -3) og 1 beskikket efter nr. 4), og

3) 2 medlemmer efter § 17, stk. 4, afhængig af sagens faglige

karakter. ¬Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør

hvilke medlemmer efter § 17, stk. 3 og stk. 4, der skal deltage i

nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør

endvidere, inden for hvilket fagligt område eller områder,

medlemmer efter § 17, stk. 4, skal deltage.

§ 19. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at

særligt sagkyndige eller andre kan deltage uden stemmeret ved

nævnets behandling af sager.

§ 20. Nævnet skal indhente en udtalelse fra sundhedsstyrelsen, før

nævnet træffer afgørelse i en sag. Til brug for sin vurdering kan

sundhedsstyrelsen forelægge sagen for retslægerådet.

Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning

meddele sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling

af sagen.

§ 21. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet

dettes forretningsorden.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler

om, at nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i

visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

§ 22. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigsministeren om

sin virksomhed.

§ 23. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor

klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages

over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis

særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som sundhedsstyrelsen

indbringer for nævnet, jfr. § 13, stk. 2.

§ 24. Det påhviler kommuner og amtskommuner af give information og

yde vejledning til befolkningen om klageadgang på sundhedsområdet.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at

klagevejledning tillige kan tilbydes i statsamterne, og at enhver

klage over forhold i sundhedsvæsenet kan indgives til statsamterne

med henblik på videresendelse til rette myndighed.

Kapitel 4

Statens Seruminstitut

§ 25. Statens Seruminstitut, der er et institut under

indenrigsministeren, udfører undersøgelser for bl.a. sygehuse og

praktiserende læger samt fremstiller og fremskaffer vacciner,

sera, blodprodukter m.v. Statens Seruminstitut driver

videnskabelig forskning, rådgiver og udfører kontrol- og

referencefunktioner på områder, der vedrører instituttets opgaver.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder om betaling,

for instituttets udlevering af præparater og udførelse af

undersøgelser m.m.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 26. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 5, stk. 3

og § 20, stk. 2 straffes med bøde.

§ 27. Personer, der har fået frataget autorisation efter kapitel 2,

og som fortsætter med at udøve det pågældende hverv, straffes med

bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, med mindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 28. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. Reglerne i kapitel 3

træder dog først i kraft den 1. juli 1987. Samtidig ophæves lov

nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Indtil ikrafttrædelsen af kapitel 3 indbringes klager over

sundhedspersonalets faglige virksomhed fortsat for

sundhedsstyrelsen i overensstemmelse med hidtil gældende regler.

Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som

sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. juli 1987. Patientklagenævnet

kan dog tage en sag op til behandling og afgørelse, såfremt der

foreligger væsentlige nye oplysninger.

Stk. 3. Klager, der er indgivet til sundhedsstyrelsen før 1. juli

1987, og som ikke er færdigbehandlet, behandles af

patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3.

Forældelsesreglen i § 23 gælder dog ikke for disse klager.

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt

eller delvis sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget blev første gang fremsat den 6. november 1985

(lovforslag L 66 i folketingsåret 1985/ 86, Blad 125).

Indenrigsministerens fremsættelse af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1985/ 86, folketingets forhandlinger, sp.

1652-1655. Førstebehandlingen af lovforslaget er gengivet sp.

2199-2233. Forslaget blev ikke færdigbehandlet inden

folketingsårets udgang.

I forhold til det tidligere fremsatte forslag er foretaget enkelte

ændringer i forslagets kap. 3 om sundhedsvæsenets

patientklagenævn, herunder en styrkelse af befolkningens adgang

til en lokalt placeret vejledning omkring klageforholdene på

sundhedsområdet gennem inddragelse af statsamterne i denne opgave.

Der henvises til pkt. 4.2 i de almindelige bemærkninger samt til

bemærkningerne til §§ 17, 18, 20, 23 og 24.

Endvidere er en funktionsbestemmelse vedrørende Statens

Seruminstitut, indholdsmæssigt svarende til gældende lov, indsat

som nyt kapitel 4.

Lovforslagets baggrund og hovedindhold

Lovforslaget består af 2 dele. For det første indeholder lovforslaget

(A) reglerne om sundhedsstyrelsens virksomhed og reglerne om

fratagelse og generhvervelse af autorisation til at udøve et hverv

inden for sundhedsvæsenet samt regler om Statens Seruminstitut.

Disse regler træder i stedet for den gældende lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Dernæst indeholder lovforslaget (B) et forslag om oprettelse af

sundhedsvæsenets patientklagenævn, der skal træffe endelig

afgørelse i sager om klager over den sundhedsfaglige virksomhed,

der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet.

Hovedformålet med forslaget til nye lovbestemmelser om

sundhedsvæsenets centralstyrelse er at bringe sundhedsstyrelsens

virksomhed ind under det sædvanlige parlamentariske ministeransvar

ligesom andre styrelser og direktorater. Efter forslaget fastslås

det udtrykkeligt, at sundhedsstyrelsen er en styrelse under

indenrigsministeren.

Hovedformålet med forslaget om oprettelse af sundhedsvæsenets

patientklagenævn er at modernisere og præcisere reglerne om

behandling af patientklager gennem oprettelse af et særligt

klagenævn med deltagelse af lægmænd og med en styrkelse af den

juridiske ekspertise i sagernes afgørelse. Patientklagenævnet vil

i sine afgørelser være uafhængig af indenrigsministeren og

sundhedsstyrelsen.

A. Sundhedsvæsenets centralstyrelse

1. Det gældende regelgrundlag

De nugældende regler om sundhedsstyrelsens hovedopgaver og struktur

er fastsat i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse fra 1932.

Bestemmelserne om sundhedsstyrelsens opgaver og retlige status i

denne lov bygger på en række afgørende punkter på den tidligere

centralstyrelseslov fra 1909. Den gældende centralstyrelseslov er

optrykt som bilag til lovforslaget.

Det fremgår af den gældende lovs § 1, at »sundhedsstyrelsen fører

overtilsynet med sundheds- og sygeplejen - herunder indbefattet

tandlæge- jordemoder- og apotekervæsenet - og er øverste rådgiver

for det offentlige i alle forhold, der kræver lægekyndig eller

apotekerkyndig indsigt.«

Sundhedsstyrelsen har endvidere efter loven visse selvstændige

beføjelser bl.a. til at følge sundhedsforholdene i landet generelt

og i fornødent omfang at komme med forslag til forbedringer.

Disse opgaver varetager sundhedsstyrelsen som udgangspunkt »på eget

ansvar«, hvilket vil sige, at folketinget på disse områder ikke

kan drage ministeren til ansvar for sundhedsstyrelsens virksomhed.

Herudover varetager sundhedsstyrelsen en række opgaver for

indenrigsministeren som led i dennes virksomhed som minister for

sundhedsområdet. Det drejer sig om rådgivnings- og administrative

opgaver, som sundhedsstyrelsen udfører på grundlag af dens

stilling som institution under indenrigsministeriet. Disse opgaver

udøves som traditionelle styrelsesopgaver, dvs. underlagt

ministerens instruktionsbeføjelse og med ministeren som ansvarlig

i forhold til folketinget.

Endelig har sundhedsstyrelsen en lang række administrative opgaver,

som direkte er fastlagt i de enkelte særlove på sundhedsområdet.

Som eksempel herpå kan nævnes apotekerloven, lægemiddelloven,

sygehusloven og embedslægeloven. Disse opgaver varetages som

udgangspunkt som almindelige styrelsesopgaver inden for

indenrigsministerens ansvarsområde. Ved varetagelsen af disse

opgaver har sundhedsstyrelsen dog indtaget en mere selvstændig

stilling, end hvad der er almindeligt for styrelser og

direktorater.

Som følge heraf har det været vanskeligt nærmere at fastlægge, i

hvilket omfang sundhedsstyrelsens varetagelse af opgaver er af

selvstændig karakter. Der er imidlertid ingen tvivl om, at

sundhedsstyrelsen i sin virksomhed generelt har tillagt det

betydelig vægt, at styrelsen, først og fremmest efter

centralstyrelsesloven, har selvstændige beføjelser.

Det vil ofte kunne være vanskeligt - eller umuligt - at afgøre, om

sundhedsstyrelsen i et givet sagsforløb handler inden for sine

selvstændige beføjelser som sundhedsfaglig instans eller på

indenrigsministerens vegne. Dette forhold vil i værste fald kunne

føre til, at det er vanskeligt at placere et klart ansvar.

En sådan situation er ikke hensigtsmæssig. Det bør være således, at

folketinget til enhver tid kan drage indenrigsministeren til

ansvar for embedsførelsen også i sundhedsstyrelsen.

2. Sundhedsstyrelsens fremtidige stilling i forhold til

indenrigsministeriet

Dette er baggrunden for lovforslagets bestemmelser om

sundhedsstyrelsens fremtidige status. Efter forslaget slås det

fast, at sundhedsstyrelsen er en styrelse under

indenrigsministeren, dvs. at ministeren har instruktionsbeføjelse

over for sundhedsstyrelsen, og at ministeren har det sædvanlige

parlamentariske ansvar for sundhedsstyrelsens virksomhed i forhold

til folketinget.

Samtidig indsættes der en udtrykkelig bestemmelse om, at

indenrigsministeren kan fastsætte regler om sundhedsstyrelsens

virksomhed på alle områder, hvor der i sundhedslovgivningen er

henlagt beføjelser til sundhedsstyrelsen.

Denne bestemmelse vil kun få selvstændig betydning for tilfælde, hvor

der er tale om beføjelser, som udøves selvstændigt i forhold til

indenrigsministeren. Indenrigsministeren vil i de øvrige tilfælde

kunne fastsætte tilsvarende bestemmelser i kraft af over- og

underordnelsesforholdet mellem indenrigsministeren og

sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen vil efter lovforslaget fortsat have til opgave at

være sundhedsfaglig rådgiver for indenrigsministeren og andre

centrale myndigheder samt kommunale myndigheder.

For så vidt angår rådgivningsfunktionerne afviger forholdene på

sundhedsområdet ikke fra de øvrige områder af stor samfundsmæssig

betydning, hvor specialister må inddrages i sagsbehandlingen, og

hvor denne specialviden er organiseret i et direktorat under

vedkommende ministers ansvarsområde. De sagkyndige vil ikke på

disse områder - lige så lidt som på sundhedsområdet kunne afskæres

fra at rådgive efter deres overbevisning.

Indenrigsministerens parlamentariske ansvar for sundhedsstyrelsens

virksomhed vil ikke betyde, at ministeren bliver personligt

ansvarlig for indholdet af den sagkyndige rådgivning m.v. fra

sundhedsstyrelsens side. Men er der sket fejl, eller bliver

folketinget i øvrigt opmærksom på forhold, der ikke synes

tilfredsstillende, påhviler det ministeren at redegøre for sagen

over for folketinget og i den forbindelse modtage kritik for

manglende organisation og tilsyn.

Det er næppe muligt at pege på andre styrelser, som dækker et

tilsvarende bredt opgaveområde som sundhedsstyrelsen, og som har

væsentlige og generelle beføjelser, som er unddraget normal

parlamentarisk kontrol.

Som eksempler fra de senere år på de mange styrelser, hvis virksomhed

er omfattet af vedkommende ministers parlamentariske ansvar, kan

nævnes boligstyrelsen og byggestyrelsen under boligministeriet. I

de forskellige love om boligforhold og om byggeriet er det anført,

at boligministeren kan bemyndige en styrelse under

boligministeriet til at udøve de beføjelser, der i lovgivningen er

tillagt ministeren. Dette er sket ved boligministeriets

bekendtgørelse nr. 48 af 2. februar 1983 om henlæggelse af opgaver

og beføjelser til boligstyrelsen og bekendtgørelse nr. 179 af 4.

maj 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til

byggestyrelsen. I disse bekendtgørelser er der fastlagt en række

generelle opgaver for de to styrelser. Bl.a. er det fastsat, at

styrelserne skal yde faglig rådgivning og anden bistand til

boligministeriet og andre myndigheder. Herudover er der henlagt en

række administrative beføjelser til de to styrelser.

Som andre eksempler kan nævnes direktoratet for arbejdstilsynet under

arbejdsministeriet, hvor der bl.a. findes et arbejdsmedicinsk

kontor med læger, psykologer, ergoterapeuter m.v., og

socialstyrelsen under socialministeriet, som efter § 20 i den

sociale styrelseslov, i det omfang socialministeren bestemmer det,

varetager den centrale forvaltning af sociale anliggender.

Endelig kan nævnes de styrelser, som er oprettet under

miljøministeren, f.eks. miljøstyrelsen og fredningsstyrelsen. For

disse styrelser er det i henholdsvis miljøbeskyttelsesloven og

fredningsloven bl.a. direkte nævnt, at styrelserne rådgiver

miljøministeren og andre myndigheder i spørgsmål vedrøende

miljøbeskyttelse og naturfredning.

Efter lovforslaget vil det blive fastsat i loven, at

sundhedsstyrelsen er sundhedsfaglig rådgiver også for andre

myndigheder end indenrigsministeren.

Foruden at bringe sundhedsstyrelsens virksomhed ind under et

parlamentarisk ansvar har præciseringen af sundhedsstyrelsens

status som styrelse under indenrigsministeriet til formål at danne

grundlag for en styrkelse af sundhedsstyrelsens generelle

rådgivende funktioner overfor indenrigsministeriet.

I overensstemmelse med den udvikling, der har været i

opgavefordelingen mellem staten og kommunerne i den forløbne tid,

er nu langt den overvejende del af det offentliges opgaver på

sundhedsområdet henlagt til kommuner og amtskommuner. Statens

overordnede ansvar for sundhedspolitikken samt for

sundhedsøkonomien og dermed ressourceudnyttelsen varetages på

denne baggrund i første række gennem det generelle samarbejde med

kommuner og amtskommuner om omstilling og effektivisering af

sundhedsvæsenets ydelser. Denne indsats vil i den kommende tid

blive intensiveret som led bl.a. i opfølgningen af betænkningen om

sygehusenes organisation og økonomi fra indenrigsministeriets

produktivitetsudvalg (1984) og betænkning nr. 1044 (1985) om

samordning i sundhedsvæsenet.

3. Sundhedsstyrelsens opgaver i forhold til andre myndigheder

Sundhedsstyrelsen har hidtil haft en generel rådgivningsbeføjelse

også over for andre myndigheder end indenrigsministeriet. Som

nævnt vil denne virksomhed fortsætte.

Herudover er sundhedsstyrelsen pålagt opgaver i en række særlove

inden for andre ministerområder end indenrigsministeriet.

I de fleste af disse love består sundhedsstyrelsens opgaver i

besættelsen af medlemsposter i sagkyndige organer eller i konkret

rådgivningsvirksomhed. Dette gælder f.eks. i lov om ligsyn m.v.

(justitsministeriet), lov om kvalitetskontrol med fisk og

fiskevarer (fiskeriministeriet) og lov om arbejdsmiljø

(arbejdsministeriet).

På andre områder har sundhedsstyrelsen mere omfattende administrative

opgaver efter de pågældende love. Det gælder lov om brug af

radioaktive stoffer og lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige

forhold ved atomanlæg m.v. (miljøministeriet).

Lovforslaget vil ikke ændre i sundhedsstyrelsens opgaver over for

disse ministerier.

Sundhedsstyrelsen har ligeledes en række opgaver i forhold til

Grønland, idet sundhedsvæsenet i Grønland er statsdrevet med en

under indenrigsministeriet ansat embedslæge landslægen - som den

øverste tilsynsførende og rådgivende stedlige instans i alle

lægelige anliggender, medens sundhedsvæsenet i øvrigt ifølge

lovgivningen sorterer under Ministeriet for Grønland. Lovforslaget

vil ikke ændre sundhedsstyrelsens opgaver på dette område.

4. Forskellige administrative forhold

Lovforslaget ophæver de hidtidige regler om sundhedsstyrelsens og

Statens Seruminstituts organisation, herunder om

ledelsesforholdene.

Indenrigsministeren kan allerede i kraft af den almindelige adgang

for en minister til at fastlægge forholdene for styrelser og

institutioner, der hører under vedkommende ministers

forretningsområde, træffe bestemmelse om sådanne forhold. Specielt

for så vidt angår ophævelsen af nugældende lovs uddannelseskrav

til sundhedsstyrelsens chef bemærkes, at sundhedsstyrelsens

virksomhed omfatter hele det sundhedsfaglige område. Et krav om

uddannelse som læge er i sig selv hverken en garanti for eller en

nødvendig forudsætning for, at den pågældende kan sikre, at

styrelsen giver korrekt sundhedsfaglig rådgivning på såvel det

lægefaglige område som på tandpleje-, apoteker-, lægemiddel-,

jordemoder- og sygeplejeområdet. Afgørende er derimod sådanne

ledelsesmæssige egenskaber, at den fornødne organisering af den

sundhedsmæssige sagkundskab sikres.

Lovforslaget indeholder i kapitel 2 bestemmelserne om fratagelse og

generhvervelse af autorisation til udøvelse af hverv inden for

sundhedsvæsenet. Disse bestemmelser svarer indholdsmæssigt til § 5

i den gældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Der er dog

gennemført en sproglig modernisering af bestemmelserne.

B. Sundhedsvæsenets patientklagenævn (kapitel 3)

1. Forslagets hovedindhold

Efter denne del af lovforslaget oprettes et særligt klagenævn benævnt

»sundhedsvæsenets patientklagenævn« - som skal træffe endelig

administrativ afgørelse i sager om klager over sundhedspersonalet

vedrørende dettes sundhedsfaglige virksomhed.

Formålet med denne del af lovforslaget er dels at modernisere og

præcisere reglerne om behandling af patientklager, dels at styrke

patienternes retssikkerhed og tillid til klagesagsbehandlingen ved

at oprette et uafhængigt patientklagenævn, der i sin sammensætning

både inddrager lægmænd og styrker den juridiske ekspertise.

Klagenævnet består af 5 personer. Nævnets formand eller vedkommende

næstformand skal repræsentere den juridiske ekspertise. To

medlemmer skal repræsentere lægmandsinteresser. Endelig skal to

medlemmer repræsentere den faglige ekspertise, som den pågældende

klagesag vedrører (henholdsvis læger, tandlæger, sygeplejersker

m.v.).

Klagenævnets afgørelse, der ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed, ejheller indenrigsministeriet, baseres på

en udtalelse om sagen fra sundhedsstyrelsen, efter at styrelsen

har foretaget en undersøgelse af sagen, herunder eventuel

forelæggelse for retslægerådet.

De afgørelser, der er tillagt klagenævnet, har hidtil efter loven om

sundhedsvæsenets centralstyrelse været truffet af

sundhedsstyrelsen (medicinaldirektøren).

Bestemmelserne om sundhedsvæsenets patientklagenævn udgør et

supplement til de love, hvorefter særlige grupper af

sundhedspersonale er autoriseret (lægeloven, tandlægeloven,

sygeplejerskeloven, jordemoderloven, terapiassistentloven m.fl.).

Lovforslaget nødvendiggør ikke konsekvensændringer af disse love.

2. Det eksisterende klagesystem

2.1. Sundhedsstyrelsen behandler i medfør af de nugældende regler i

centralstyrelsesloven klager fra enhver (med en retlig interesse),

der mener, at en medicinalperson under udøvelse af sin

sundhedsfaglige virksomhed har tilsidesat sine pligter i henhold

til gældende bestemmelser. Der er ud over landet etableret

statslige embedslægeinstitutioner, der bl.a. lokalt bistår

sundhedsstyrelsen i tilsynet med medicinalpersoner. Embedslægen/

embedslægeinstitutionernes funktion varetages i Københavns kommune

af stadslægen.

Sundhedsstyrelsen kan i medfør af centralstyrelsesloven og de

respektive autorisationslove (lægeloven, tandlægeloven,

sygeplejerskeloven m.fl.) for mindre alvorlige forseelser meddele

tilrettevisninger eller advarsler. I alvorligere tilfælde kan

sundhedsstyrelsen henstille til anklagemyndigheden at rejse

tiltale for overtrædelse af straffeloven eller straffebestemmelser

i de respektive særlove eller autorisationslove. Sundhedsstyrelsen

kan ikke tage stilling til, om en medicinalperson eller den

pågældende sygehuskommune har pådraget sig et erstatningsansvar i

forbindelse med patientbehandling. Sådanne spørgsmål må, såfremt

der ikke opnås en forligsmæssig ordning med vedkommende ansvarlige

ansættelsesmyndighed, afgøres endeligt af domstolene.

Indenrigsministeriet behandler klager over sundhedsstyrelsens

afgørelser, men ministeriet tager alene stilling til spørgsmål om

sundhedsstyrelsens administrative sagsbehandling, og ikke til

sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige bedømmelser.

Amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner samt staten -

bl.a. for så vidt angår Rigshospitalet - behandler som

ansættelsesmyndigheder og driftsansvarlige for sundhedsvæsenet

klager og henvendelser om erstatningsspørgsmål, serviceniveau,

hospitalsmiljø m.v., herunder klager over, om en ansat

medicinalperson har udvist korrekt optræden i forbindelse med

patientbehandlingen.

Klager over privatpraktiserende lægers og andre tilsvarende

medicinalpersoners overenskomstregulerede forhold (honorarer,

ydelser, opførsel m.v.) rettes til de efter sygesikringslovens §

23, stk. 2 og 4 nedsatte udvalg. På tilsvarende måde - som en

særlig forsøgsordning - reguleres efter overenskomsterne et

særligt klagesystem vedrørende tandlægers faglige virksomhed,

hvorefter en bestemt behandling kan erklæres ikke-honorarværdig.

Disse klageadgange udgør ikke et indgreb i den kompetence, som

sundhedsstyrelsen i dag er tillagt med hensyn til at behandle

klager over medicinalpersoners faglige virksomhed.

Benævnelsen »medicinalpersoner« er ikke entydig. Den omfatter først

og fremmest de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden

for sundhedsvæsenet, nemlig:

- læger, jfr. lov om udøvelse af lægegerning (lovbekendtgørelse nr.

426 af 19. august 1976 med senere ændringer),

- tandlæger, jfr. lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger,

- sygeplejersker, jfr. lov om sygeplejersker (lovbekendtgørelse nr.

66 af 27. februar 1979),

- jordemødre, jfr. lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre,

- ergoterapeuter og fysioterapeuter, jfr. lov nr. 154 af 8. maj 1968

om terapiassistenter,

- kliniske tandteknikere, jfr. lov nr. 100 af 14. marts 1979 om

kliniske tandteknikere, og

- fodterapeuter, jfr. lov nr. 142 af 26. april 1972 om fodterapeuter.

I øvrigt henregnes til gruppen af medicinalpersoner ofte også sådanne

personer, der umiddelbart deltager i behandling eller pleje af

patienter inden for det offentlige sundhedsvæsen, såfremt deres

uddannelse er godkendt af det offentlige, f.eks. sygehjælpere,

plejehjemsassistenter, tandplejere m.fl.

Benævnelsen medicinalpersoner omfatter derimod ikke de mange og

skiftende grupper af andre personer, der arbejder på

sundhedsområdet, for hvilke der ikke af det offentlige er godkendt

uddannelsesregler m.v. Denne gruppe, der populært er blevet

betegnet som »alternative behandlere«, er ikke undergivet direkte

tilsyn af sundhedsstyrelsen. Deres virksomhed er dog reguleret af

de almindelige regler i lægelovens kapitel VI om kvaksalveri,

hvorefter der under visse betingelser gives gruppen adgang til at

tage »syge i kur«. Sundhedsstyrelsens opgaver med hensyn til

iværksættelse af politimæssig efterforskning/ indstilling om

tiltalerejsning på dette område forudsættes ikke ændret.

For at undgå misforståelser er betegnelsen »medicinalperson« ikke

anvendt i selve lovteksten, men derimod personer (persongrupper)

inden for sundhedsvæsenet og lignende, som nærmere vil blive

afgrænset, jfr. bemærkningerne til § 16, stk. 2 og 3.

2.2. Sundhedsstyrelsens hidtidige behandling af klagesager, der helt

overvejende vedrører læger, har fundet sted på følgende måde:

Når sagens modtagelse er bekræftet over for klager, refereres sagen

kort af en af styrelsens lægelige sagsbehandlere i samarbejde med

en juridisk sagsbehandler, hvor der bl.a. træffes beslutning om

indhentelse af eventuelle supplerende oplysninger fra den

indklagede medicinalperson, afdeling m.v., eller forelæggelse for

styrelsens særlige rådgivere. Efter udtalelsernes indhentelse

undergives sagen påny behandling af styrelsens lægelige og

juridiske sagsbehandlere, som samtidig vurderer, om sagen

eventuelt skal forelægges retslægerådet. Hvis der ved sagens

undersøgelse er fremkommet nye og væsentlige oplysninger,

forelægges sagen påny for klageren. På grundlag heraf udarbejdes

der oplæg til konklusion i sagen.

Herefter udarbejder den juridiske sagsbehandler den endelige

afgørelse, som i hovedtræk indeholder følgende punkter:

- Hvornår og eventuelt hvorfra klagen er modtaget.

- Kort referat af klagen.

- Hvilke udtalelser, der er indhentet.

- Relevante referater af de indhentede erklæringer, herunder

eventuelt af retslægerådets erklæring.

- Konklusion (afgørelse) med begrundelse.

Hovedskrivelsen sendes herefter til klageren, og de implicerede

medicinalpersoner får kopi af skrivelsen gennem vedkommende

embedslægeinstitution. Såfremt en læge får en tilrettevisning,

tilskrives lægen direkte fra sundhedsstyrelsen med en selvstændig

skrivelse.

Ovenstående sagsbehandling repræsenterer behandlingen af en

almindelig klagesag. Der kan dog ofte ske afvigelser herfra,

eksempelvis hvis der iværksættes politimæssig efterforskning,

eller sagen går til politi med henblik på tiltalerejsning. I disse

tilfælde orienteres også vedkommende amtskommune, ligesom

amtskommunen som hovedregel får kopi af de afsluttende skrivelser.

Tilsvarende underrettes amtskommunen i alle sager, hvor der

tildeles den indklagede læge/ medicinalperson en tilrettevisning.

2.3. Antallet af klagesager over medicinalpersoner har igennem de

seneste år været stigende.

I nedenstående oversigt er beskrevet dels antallet af klagesager

indbragt for sundhedsstyrelsen igennem de seneste år, dels antal

sager, hvori sundhedsstyrelsen har udtrykt kritik over fejl eller

forsømmelse udvist af vedkommende medicinalpersoner.

Antal klagesager indbragt for sundhedsstyrelsen over

medicinalpersoners faglige virksomhed. (* 1)

--------------------------------------------------------------------- 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 --------------------------------------------------------------------- 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 --------------------------------------------------------------------- Indbragte sager 499 557 558 665 763 804 583(* 2) Afgjorte sager (* 3)343 397 501 409 541 590

Heraf statueret

fejl el. lign. 25 (7pct.) 46 (12pct.) 60 (12pct.) 90 (22pct.) 99

(18pct.) 135 (23pct.)

3. Baggrunden for lovforslaget

Der har i den offentlige debat og i folketinget været tilkendegivet

en manglende tillid til det nuværende klagesystem, hvorefter

klager over de såkaldte medicinalpersoners faglige virksomhed

afgøres endeligt af sundhedsstyrelsen i dennes egenskab af

uafhængig sundhedsfaglig rådgiver for det offentlige. Det har især

været fremført, at sundhedsstyrelsen med den eksisterende ordning

praktiserer et fagligt selvdømme, og at der er behov for, at også

almene synspunkter indgår i afgørelsen af, om der er givet en

fagligt set rigtig behandling.

Hertil kommer, at Folketingets Ombudsmand tidligere har fundet det

ønskeligt, at den juridiske sagkundskab fik en mere fremtrædende

placering i klagesagsbehandlingen.

Indenrigsministeren tilkendegav den 21. februar 1985 ved 1.

behandling af et beslutningsforslag fra SF (nr. B 93) om

oprettelse af patientklagenævn og en

patientombudsmandsinstitution, at det eksisterende klagesystem

måtte ændres således, at det i befolkningen ville blive opfattet

som mere tillidvækkende, korrekt og effektivt. Ministeren udtalte

hertil, at det juridiske element i klagesagsbehandlingen måtte

styrkes, og at lægmænd skulle inddrages.

Indenrigsministeren lovede i denne forbindelse i den næste

folketingssamling (1985/ 86) at fremlægge et lovforslag til et

ændret klagesagsbehandlingssystem efter de af ministeren i sit

indlæg udtalte synspunkter.

Der henvises herom til folketingets forhandlinger 1984/ 85, spalte

6479-6499, (1. behandling). 2. behandling fandt ikke sted, idet

kommunaludvalget i stedet afgav en beretning, hvorefter udvalget

vedtog at afvente indenrigsministerens lovforslag.

I forbindelse med første fremsættelse af nærværende lovforslag

fremsattes den 7. november 1985 beslutningsforslag fra S (nr. B

37) og SF (nr. B 39) om henholdsvis oprettelse af patientklagenævn

og af patientklagenævn og en patientombudsmandsinstitution.

Beslutningsforslagene førstebehandledes sammen med lovforslaget om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jfr. Folketingstidende 1985

sp. 2199-2233, men blev ikke fremmet til 2. og 3. behandling. I

kommunaludvalgets beretning over forslagene af 30. maj 1986 (Blad

1150) tilkendegav forslagsstillerne, at der ikke kunne skabes

flertal for disse forslag.

4. Klagenævnets opgaver og funktion

4.1. Klagenævnet er et selvstændigt besluttende organ, der placeres

uden for det sædvanlige administrative hierarki. Dets afgørelser

er administrativt set endelige, og kan således ikke indbringes for

anden offentlig administrativ myndighed, ej heller

indenrigsministeriet. Endelig afgørelse på området hører herefter

alene under domstolene. Nævnet kan ikke træffe afgørelse

vedrørende sanktioner som bøde, hæfte og højere straf, som må

forelægges den almindelige anklagemyndighed, der efter gældende

regler endeligt vurderer, om sag skal rejses for domstolene.

Anklagemyndigheden kan også uden indstilling fra

patientklagenævnet tage de nævnte sager op.

Patientklagenævnet kan endvidere ikke træffe afgørelse om, hvorvidt

en medicinalperson skal have frataget sin autorisation. Afgørelse

herom henhører fortsat under sundhedsstyrelsen samt

indenrigsministeriet eller domstolene, med de særlige procedurer,

der herom er foreskrevet i bl.a. kapitel 2 i lovforslaget, der

indholdsmæssigt svarer til § 5 i den gældende centralstyrelseslov.

Hvis nævnet bliver opmærksom på, at der foreligger omstændigheder,

som kunne begrunde autorisationsfratagelse, skal dette

tilkendegives over for sundhedsstyrelsen, som derefter skal tage

sagen op.

Uden for nævnets område falder også spørgsmål om erstatning,

serviceniveau, sundhedspersonalets optræden m.v. Disse forhold

hører direkte under vedkommende ansættelsesmyndighed, eller for

selvstændigt sundhedspersonale under særlige organer, evt.

vedkommende sundhedsperson selv, jfr. bemærkningernes pkt. 2.1.

Klagenævnets afgørelser har ikke direkte betydning for et eventuelt

ansættelsesforhold for den pågældende sundhedsperson. Det

tilkommer således fortsat vedkommende ansættelsesmyndighed selv at

træffe afgørelse på dette område, men nævnets afgørelser, der i

alle tilfælde forudsættes sendt i kopi til ansættelsesmyndigheden,

vil selvfølgelig kunne indgå i ansættelsesmyndighedens

beslutningsgrundlag.

Endvidere kan nævnet ikke tage stilling til patienters klager eller

ønsker om visitation til sygebehandling til andet behandlingssted

inden for eller uden for sygehuskommunen m.v. Disse forhold

henhører fortsat under de direkte herfor ansvarlige myndigheder

(indenrigsministeriet, sundhedsstyrelsen, sygehuskommunerne

m.v.), og nævnet må ved modtagelsen heraf oversende sagerne til

rette myndighed, ligesom sundhedsstyrelsen i øvrigt ved

modtagelsen af klagesager, der henhører under nævnet, må oversende

disse til nævnet med henblik på dettes direkte anmodning om en

udtalelse (indstilling) fra sundhedsstyrelsen.

4.2. Klageordninger tager ikke alene sigte på at sikre den enkelte

borgers retssikkerhed, men også på at medvirke til, at de

myndigheder, der umiddelbart er ansvarlige for områderne, løbende

tilpasser og tilrettelægger driften på baggrund af berettigede

klager. Det er derfor vigtigt, at klager fortsat i videst muligt

omfang indbringes for og afgøres af de direkte driftsansvarlige

myndigheder, jfr. ovenfor.

Etablering af et centralt nævn, der skal tage stilling til

sundhedspersonalets faglige virksomhed, vil sikre en landsdækkende

ensartet bedømmelse i overensstemmelse med de faglige krav,

udviklingen berettiger. Dette findes bedst at kunne ske ved det

foreslåede samspil mellem sundhedsstyrelsen baseret på dennes

løbende tilsyn med sundhedspersonalet, og styrelsens

forundersøgelse af klagesagerne - og patientklagenævnet, ved

dettes stillingtagen og inddragelse af mere almene og juridiske

hensyn i sagernes endelige afgørelse.

Der vil ikke med lovforslaget blive etableret et såkaldt

enhedsklagesystem, der i en og samme myndighed kan tage stilling

til alle de forskellige spørgsmål, en patient kan tænkes at klage

over. Men dette indebærer ikke i sig selv, at klagesystemet bliver

uoverskueligt og utilgængeligt for borgerne.

Som ansvarlig for driften af sundhedsvæsenets forskellige områder har

kommuner og amtskommuner en selvstændig forpligtelse til at

informere og vejlede patienterne om de forskellige klageadgange,

herunder adgangen til at indbringe en klage over faglige forhold

for patientklagenævnet. En sådan forpligtelse følger af

principperne i forvaltningsloven og er i øvrigt i overensstemmelse

med regeringens moderniseringsprogram. Da det ikke mindst for så

vidt angår klager over sundhedsvæsenet er vigtigt, at patienterne

får en klar og entydig vejledning og information om klagevejene på

området, er kommunernes og amtskommunernes forpligtelse til aktivt

at informere om klageadgangen præciseret i lovforslaget, jfr. §

24, stk. 1.

Kommuner og amtskommuner har i øvrigt allerede i betydeligt omfang

iværksat en sådan vejledning gennem udsendelse af brochurer og ved

udlevering af vejledninger i forbindelse med indlæggelser m.v.

Forpligtelsen til at informere indebærer tillige en forpligtelse

til at yde borgerne en entydig og klar rådgivning eller vejledning

omkring patientklageforhold ved mundtlig, telefonisk eller

skriftlig henvendelse til den ansvarlige myndighed samt en særlig

forpligtelse til i sådanne tilfælde at søge eventuelle klager

afklaret og løst. Der er i den forbindelse intet til hinder for,

at kommunen eller amtskommunen etablerer en samlet klagevejledning

et bestemt sted i kommunen.

Efter lovforslaget vil der - som en ekstra garanti for patienterne -

endvidere blive tilbudt klagevejledning i statsamterne, således at

man i det pågældende område altid har mulighed for at rette

henvendelse hertil om alle klagesager inden for sundhedsvæsenet.

Denne vejledning kan ske både med henblik på almindelig rådgivning

med hensyn til klageformulering, dokumentationskrav, virkning

m.v., men også som et sted, hvor alle typer klager kan indleveres

med henblik på videresendelse til rette myndighed. En sådan

ordning med neutral vejledning fra en myndighed, der i forvejen

har erfaring med vejledning på et retligt grundlag, vil yderligere

medvirke til at styrke patienternes retssikkerhed og lovforslagets

intentioner om øget information om klageadgangen. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 24, stk. 2.

Endelig vil indenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen i forbindelse

med ikrafttrædelsen af reglerne om patientklagenævnet i samarbejde

med de kommunale organisationer iværksætte en bred information om

patienters klageadgang på sundhedsområdet.

Samlet vil disse initiativer give patienterne en større

overskuelighed over klagesystemet og bedre mulighed for at

fremføre relevante klager.

4.3. Nævnets afgørelse, jfr. lovforslagets § 15, kan gå ud på:

at nævnet ikke finder grundlag for kritik af patientbehandlingen,

at nævnet giver udtryk for kritik af patientbehandlingen over for

den pågældende sundhedsperson i form af beklagelse, misbilligelse

eller lignende,

at nævnet anmoder anklagemyndigheden om tiltalerejsning for

overtrædelse af lægeloven, borgerlig straffelov m.v. med straf af

bøde og hæfte eller højere straf,

at nævnet ønsker yderligere undersøgelser foretaget af

sundhedsstyrelsen, og endelig

at nævnet afviser en realitetsbehandling af sagen, dels for sager,

der måtte være uden indhold, dels for sager, der tidligere er

taget endelig stilling til, eller med henvisning til den i loven

indeholdte forældelsesregel på 2 år.

Nævnet er ikke bundet af klagerens påstande eller af

sundhedsstyrelsens udtalelse.

Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt og ledsages af en

begrundelse. Afgørelsen underskrives af formanden eller den,

formanden bemyndiger hertil, og sendes til den, der har indbragt

sagen, med kopi til sundhedsstyrelsen og til de implicerede

medicinalpersoner. Afgørelsen sendes tillige til vedkommende

myndighed i dennes egenskab af arbejdsgiver.

Det praktiske samarbejde imellem nævnet og dettes sekretariat samt

sundhedsstyrelsen forudsættes nærmere fastlagt, bl.a. i nævnets

forretningsorden.

Nævnet udarbejder årligt en beretning om sin virksomhed.

4.4. Til nævnet knyttes et mindre sekretariat. Det påhviler

sekretariatet at indhente en udtalelse med tilhørende undersøgelse

fra sundhedsstyrelsen. Den faglige udtalelse indhentes hos

sundhedsstyrelsen som et led i styrelsens almindelige tilsyn med

sundhedspersonalet, jfr. lovforslagets § 5. Sekretariatet skal i

øvrigt varetage sædvanlige administrative opgaver for nævnet og

forberede sagernes forelæggelse for nævnet.

Belysningen af de faktiske forhold i forbindelse med en klagesag vil

som hidtil foregå i sundhedsstyrelsen, ligesom sundhedsstyrelsen

ud fra en faglig samt juridisk administrativ vurdering fremkommer

med sin udtalelse til nævnet, bilagt alle sagens officielle akter.

Denne faglige udtalelse vil herefter blive vurderet i klagenævnet

ud fra almene synspunkter.

Der er ved denne model lagt vægt på, at den væsentligste kritik af

det nuværende system har været, at lægmænd ikke har været

medinddraget i beslutningen om, hvorvidt der måtte foreligge fejl

under behandlingen af patienten. Der er ligeledes lagt vægt på at

undgå dobbeltarbejde - sådan som en egentlig ankeinstansordning

kunne medføre - ved at sundhedsstyrelsens eksisterende ressourcer,

både de juridiske og sundhedsfaglige, direkte inddrages i

nævnsordningen og derved udnyttes bedst muligt.

4.5. Nævnet kan, hvor medlemmer undtagelsesvis ikke har kunnet give

møde, ved behandling af den enkelte sag som minimum bestå af 3

medlemmer, nemlig af den juridiske formand eller vedkommende

næstformand 1 lægmandsrepræsentant samt 1 repræsentant for den

gruppe af medicinalpersoner, som sagen vedrører.

Formanden eller vedkommende næstformand kan i særlige tilfælde,

typisk gennem sundhedsstyrelsen, indkalde sagkyndige rådgivere til

at deltage i nævnets møder.

Nævnets medlemmer beskikkes af indenrigsministeren. Formanden og de

to næstformænd skal opfylde de almindelige betingelser for at

kunne beskikkes som landsdommer.

Lægmandsrepræsentanterne beskikkes efter indhentet udtalelser fra

Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner samt De

Samvirkende Invalideorganisationer. For at understrege

lægmandsrepræsentanternes uafhængighed er det udtrykkeligt

fastsat, at disse ikke må være medlem af kommunale råd, dvs.

kommunalbestyrelser, amtsråd, hovedstadsråd.

De faglige repræsentanter forudsættes beskikket efter indhentet

udtalelse fra vedkommende faglige organisation.

Nævnets formandskab og medlemmer forudsættes dels at modtage honorar

for deltagelse i møder og forberedelse af sager hertil efter

finansministeriets godkendelse, dels at modtage godtgørelse for

rejse- og eventuelle opholdsudgifter efter de for

statstjenestemænd gældende regler.

Indenrigsministeren vil fastsætte nærmere regler om alle disse

forhold i nævnets forretningsorden.

4.6. Klagenævnet forudsættes at træffe afgørelse i alle sager, som

sundhedsstyrelsen hidtil har afgjort på området - som anført

ovenfor op til ca. 900 -1.000 endelige sagsafgørelser årligt. Der

vil imidlertid være mange sager, som enten vil være af mindre

rækkevidde eller i øvrigt ikke vil frembyde tvivl. Det må her

antages, at nævnet, når praksis er lagt, ikke ønsker at få

forelagt disse sager direkte og i stedet ønsker at henlægge disse

til formandens afgørelse.

Da medicinalpersonalets virksomhedsområde kun i begrænset omfang er

regelfastlagt, vil det bl.a. i modsætning til det sociale

ankesystem - være vanskeligt på forhånd klart at udskille bestemte

sagsområder, der har en mindre retssikkerhedsmæssig betydning

eller ikke frembyder tvivl, således at sådanne sager f.eks. klart

kunne henlægges til formandens (modsat næstformændenes) afgørelse.

Det foreslås derfor, at det i forretningsordenen kan bestemmes, at

indenrigsministeren bemyndiger nævnet til selv - evt. efter en

indkøringsperiode - at lade formanden træffe afgørelse i visse

mindre komplicerede sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl,

jfr. § 21, stk. 2, eventuelt således, at disse optages på

dagsordenen i form af efterretningssager.

Det forudsættes i øvrigt, at sager, bl.a. til aflastning af de

egentlige møder, kan undergives skriftlig votering, eventuelt

således, at et medlems ønske om egentlig mødebehandling skal

efterkommes.Hvis ordningen bringes i anvendelse, forudsættes dette

først at ske, når nævnet har indhentet erfaring for sagsområdet.

Ordningen vil i øvrigt nærmere skulle præciseres efter

indenrigsministerens forhandling med nævnet.

4.7. Karakteristisk for det særlige klageområde vedrørende

medicinalpersoners faglige virksomhed er i øvrigt, at

klagesystemet ikke primært tager sigte på, at patienterne opnår en

særlig rettighed. Patienterne har efter bl.a. sygehusloven ret til

den fornødne behandling, uanset om behandlingsbehovet skyldes en

eventuel tidligere fejlbehandling eller andet. Efter f.eks. det

sociale ankesystem kan klienten ved anke opnå en direkte ret til

konkrete ydelser (tilskud m.v.) fra vedkommende driftsansvarlige

myndighed (socialforvaltningen).

Karakteristisk er endvidere, at klagerne er rettet mod konkrete

personer knyttet til sundhedsvæsenet, og at sundhedsstyrelsens

afgørelser - fremover nævnets afgørelser - direkte udtrykker en

faglig kritik over vedkommende personers virksomhed. Efter

ordningen vil nævnets afgørelser være endelige, og kan således

ikke, ej heller af vedkommende medicinalperson, indbringes for

højere administrativ myndighed. Det indklagede medicinalpersoners

retssikkerhed må i den forbindelse anses for tilstrækkeligt

tilgodeset gennem nævnets sammensætning med bl.a. 2 faglige

repræsentanter og et juridisk formandsskab. Hertil kommer, at

strengere sanktioner i form af bøde, hæfte m.v. efter lovgivningen

(bl.a. de respektive autorisationslove) henhører under den

sædvanlige offentlige anklagemyndighed.

5. Andre nævn m.v. samt udenlandske klageordninger

5.1. Der er gennem årene blevet etableret flere særlige kollegialt

sammensatte klageordninger med selvstændig kompetence på

forskellige områder.

Inden for det sociale og sundhedsmæssige område kan særlig nævnes det

sociale ankesystem, der blev etableret i 1973 i forbindelse med

bistandslovens ikrafttræden, og som senere er ændret flere gange,

senest ved lov nr. 54 af 20. februar 1985 om styrelse af sociale

og visse sundhedsmæssige anliggender m.fl.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.1. er der inden for de

privatpraktiserende medicinalpersoners område (navnlig læger og

tandlæger) etableret særlige klageudvalg, navnlig vedrørende

serviceog betalingsforhold, der reguleres som led i

overenskomsterne på området.

Uden for social- og sundhedsområdet er der efter lov om

miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 663 af 16. december

1982, kapitel 12, nedsat et miljøankenævn, der er klageinstans for

administrative afgørelser på nærmere fastsatte områder om

miljøforhold.

Efter lov nr. 305 af 14. juni 1974 om forbrugerklagenævnet med senere

ændringer er der nedsat et forbrugerklagenævn, der træffer

afgørelse i klager fra forbrugere vedrørende vare-, arbejds- og

tjenesteydelser.

For advokaters virksomhed er der i medfør af retsplejelovens § 144,

stk. 1, nedsat et nævn, der kan behandle klager over, at advokater

har tilsidesat deres pligter (disciplinærsager). Advokatnævnets

afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed,

jfr. bekendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 om advokatnævnets

virksomhed.

Endvidere er der efter udlændingelovens § 52 ff, jfr. bekendtgørelse

nr. 98 af 6. marts 1984 om forretningsordenen for

flygtningenævnet, etableret et flygtningenævn, der på nærmere

præciserede områder behandler klager over afgørelser, der er

truffet af direktoratet for udlændinge. Ved ændring af

udlændingeloven i 1985 er reglerne om nævnets formandskab ændret,

således at dette nu består af en formand og et antal næstformand

(afdelingsopdeling).

5.2. I Sverige er klageadgangen på medicinalpersonområdet indrettet

således, at et centralt haelso- og sjuekvårdsansvarsnaemn,

sammensat af en formand og 8 andre medlemmer, udpeges af

regeringen for en periode af 3 år. Det forudsættes, at formanden

skal være erfaren i dommerembede. De øvrige medlemmer skal have

særlig indsigt i sundheds- og sygeplejevæsenet, men det er ikke

noget krav, at de f.eks. skal være medicinalpersoner. Et udpeges

af landstingsforbundet, et af landsorganisationen i Sverige, et af

tjenestemændenes centralorganisation og et af yderligere en

centralorganisation. De 4 sidste medlemmer udpeges blandt

personer, som må anses for i særdeleshed at varetage almenhedens

interesse. Klager over medicinalpersoner kan rejses over for

nævnet af socialstyrelsen eller en person, der har retlig

interesse i sagen. Nævnet kan som et led i sagsbehandlingen

forlange at få udleveret patientjournaler eller andre relevante

aktstykker. Nævnet har ligeledes mulighed for at trække på

sagkyndig bistand. Spørgsmål om eventuelt bødekrav, dog højst på

1.000 kr., forelægges nævnet, som træffer afgørelse om en eventuel

bødes størrelse. For så vidt angår disciplinærsager henvises disse

af nævnet til den ansættende myndighed i det omfang, det vedkommer

denne. Nævnets afgørelse kan af henholdsvis socialstyrelsen,

klageren og andre, som nævnets beslutning vedrører, ankes til

kammerretten.

i Norge er medicinalpersonalets behandling af patienter underlagt

helsedirektørens tilsyn. Helsedirektoratet behandler klager over

medicinalpersoners tilsidesættelse af deres pligter under udøvelse

af sundhedsfaglig virksomhed. Sådanne klager kan også rettes til

»fylkeslegen« (»stadsfysikus« i Oslo). Den endelige afgørelse

ligger dog hos helsedirektøren. Klagesystemet i Norge svarer

således stort set til det eksisterende danske klagesystem.

6. Administrative og økonomiske konsekvenser

Administrativt set vil nyordningen ikke få indflydelse på

kommunernes, det vil navnlig sige amtskommunernes samt Københavns

og Frederiksberg kommuners, hidtidige forpligtelser for

tilrettelæggelse og indsats på området.

Set i forhold til indenrigsministeriets departement, hvortil sager

hidtil efter praksis har kunnet ankes, for så vidt angår

sundhedsstyrelsens administrative sagsbehandling, vil denne

ankeadgang bortfalde, da nævnets afgørelser administrativt set vil

være endelige. Der vil herved blive frigjort en vis arbejdskraft

(1 akademiker og 1 kontorfunktionær), hvilket dog for en mindre

del modsvares af, at departementet fremover vil skulle varetage

det overordnede arbejde med klagenævnets etablering,

regelregulering m.v.

Sundhedsstyrelsen vil som anført fortsat efter de hidtidige

retningslinjer skulle undersøge og vurdere klagesagerne. Styrelsen

vil få et merarbejde i forbindelse med udarbejdelse af

indstillinger til nævnet, eventuel deltagelse i nævnets møder til

uddybning af sagerne, og efter nævnets eller formandens afgørelse

ved eventuel fornyet undersøgelse af sagerne.

Som direkte følge af nyordningen forudsættes der udover de netop

godkendte stillinger som henholdsvis juridisk og lægelig

sektionsleder, netto tilført sundhedsstyrelsen 1 akademiker eller

240.000 kr. (FFL 87 og forventet PL-niveau) i alt til merarbejde

ved udarbejdelse af udtalelser og indhentelse af de supplerende

oplysninger, nævnet måtte ønske.

Der er for øjeblikket afsat ca. 6,3 akademiker (jurister: 3,1 og

læger: 3,2) og 4,3 kontorfunktionærer til sundhedsstyrelsens

afdeling D til behandling af klagesager.

Der vil som anført skulle etableres et mindre sekretariat direkte

under klagenævnet. Under forudsætning af en hensigtsmæssig

samordning af nævnets opgaver med sundhedsstyrelsens

sagsbehandling, jfr. ovenfor, vil sekretariatet særligt få til

opgave at modtage og registrere klagesager, at sende disse til

sundhedsstyrelsen med anmodning om en udtalelse, herunder vurdere

om særlige forhold ønskes oplyst, at sikre at modtagelsen

bekræftes m.v., at samle og eventuelt beskrive sager til

forelæggelse for nævnet med udsendelse af dagsorden, sagsmateriale

m.v., at registrere nævnsbeslutningerne og sikre sagernes

besvarelse.

Sekretariatet vil endvidere skulle varetage almindelige

administrative opgaver med hensyn til nævnets funktion, honorar-

og diætudbetalinger, lokale- og kontorhold, informationsvirksomhed

om klagenævnsordningen m.v.

Nævnssekretariatet forudsættes at skulle bestå af 2 akademikere

(heraf 1 med ledelsesfunktion) samt 2 kontorfunktionærer.

Udgifter til selve nævnets drift, dvs. honorarer for mødedeltagelse

og forberedelse samt til diæter og eventuelle rejse- og

overnatningsudgifter for nævnets medlemmer, er helt foreløbigt

anslået til ca. 1,0 mill. kr. årligt.

Det er herved lagt til grund, at samtlige sager forelægges nævnet, og

at dette holder 40 møder årligt a 6-7 timer med ca. 20 sager på

hvert møde, samt at alle 5 medlemmer deltager. Disse

forudsætninger samt de foretagne beregninger må tages med store

forbehold.

Driftsudgifter for nævnssekretariatets lokaler er beregnet til ca.

210.000 kr. årligt. Lønudgifter er sat til 825.000 kr. (2

akademikere og 2 kontorfunktionærer) og andre driftsudgifter til

260.000 kr. Hertil kommer engangsudgifter til telefonanlæg,

inventar m.v. på ca. 150.000 kr.

Patientklagenævnet vil således samlet andrage en årlig merudgift på

2.295.000 kr. (FFL 87 og forventet PL-niveau), ekskl.

etableringsudgifter.

Merudgifterne til patientklagenævnet og dets sekretariat vil blive

optaget på forslag til lov om tillægsbevilling for 1987. Der vil i

øvrigt blive oprettet en særlig hovedkonto for patientklagenævnet

under indenrigsministeriets finanslovskonto (§ 13).

De nævnte merudgifter til sundhedsstyrelsen vil blive optaget på

forslag til lov om tillægsbevilling for 1987 under § 13.06.01.

Sundhedsstyrelsen.

For så vidt angår den særlige klagevejledning i statsamterne, er der

stor usikkerhed forbundet med merudgifterne ved ordningen. Udover

den almindelige udvikling i klagemønsteret, afhænger dette bl.a.

af, i hvilket omfang kommuner og amtskommuner styrker deres

klagevejledning, således som der er lagt op til i lovforslaget.

Som et foreløbigt skøn anslås, at ordningen vil betyde et årligt

timeforbrug på ca. 4.500 timer for samtlige statsamter, svarende

til ca. 2 1/4 person. Lægges hertil øgede udgifter til telefon,

porto, papir m.v., kan de samlede merudgifter for statsamterne

anslås til ca. 1,0 mill. kr. årligt. Udgifterne vil blive optaget

på forslag til lov om tillægsbevilling for 1987 under § 13.02.

Statsamterne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bestemmelsen fastslås det udtrykkeligt, at sundhedsstyrelsen er en

styrelse, der er omfattet af indenrigsministerens parlamentariske

ansvar.

Til § 2

Bestemmelsen vil kun få selvstændig betydning for tilfælde, hvor der

er tale om beføjelser efter særlovgivningen, som udøves

selvstændigt i forhold til indenrigsministeren.

En tilsvarende adgang for andre ministre til at fastsætte regler for

sundhedsstyrelsens virksomhed i de tilfælde, hvor

sundhedsstyrelsen ved lov er tillagt opgaver inden for deres

forretningsområde, er ikke fundet nødvendig.

Dette skyldes, at sundhedsstyrelsens opgaver i disse tilfælde stort

set alene vedrører besættelse af medlemsposter i sagkyndige

organer eller konkret sundhedsfaglig rådgivning, hvor der ikke vil

være behov for vedkommende minister til at fastsætte nærmere

regler. I de tilfælde, hvor sundhedsstyrelsen efter lovgivningen

har mere generelle opgaver (lov om brug af radioaktive stoffer og

lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg

m.v.) er der efter de pågældende love den fornødne adgang for

ministeren til at fastsætte regler.

Til § 3

Bestemmelsen giver en almindelig forpligtelse for sundhedsstyrelsen

til at følge sundhedsforholdene i hele landet. Dette sker i vidt

omfang ved hjælp af embedslægeinstitutionerne.

Indenrigsministeren vil fastsætte regler om sundhedsstyrelsens

underretningspligt over for myndigheder i tilfælde af

lovovertrædelser og mangler.

Til § 4

Efter forslaget vil såvel centrale som kommunale myndigheder fortsat

have adgang til direkte at indhente sundhedsfaglig rågivning m.v.

fra sundhedsstyrelsen.

Til § 5

Tilsynet udføres for hver amtsrådskreds af embedslægeinstitutionen på

sundhedsstyrelsens vegne efter § 5 i lov om

embedslægeinstitutioner m.v.

Til §§ 6-12

Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til § 5 i den gældende lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Til § 13

I stk. 1 præciseres, at nævnet skal have forelagt alle sager, hvori

privatpersoner eller andre klager over medicinalpersoner.

Herudover kan sundhedsstyrelsen selv have afdækket sager, der f.eks.

ikke måtte være klaget over, men som efter styrelsens opfattelse

bør resultere i en sanktion. Disse sager skal også efter stk. 2

forelægges nævnet.

Som led i sundhedsstyrelsens tilsyn og forundersøgelse af sagerne kan

sundhedsstyrelsen i øvrigt selv direkte anmode politiet om at

foretage en politimæssig efterforskning til oplysning af mere

vigtige sagers faktiske og anklagemæssige forhold.

Ved klager, der i øvrigt efter sundhedsstyrelsens opfattelse baserer

sig på en åbenbar misforståelse hos klager, forudsættes det, at

styrelsen direkte vil kunne give klager en vejledning herom, uden

at dette i øvrigt vil afskære klager fra senere at forelægge sagen

direkte for nævnet.

Til § 14

Nævnets uafhængighed af sundhedsstyrelsen og indenrigsministeriet er

her fastslået. For så vidt angår sagernes oplysning og behandling

i øvrigt er nævnet dog undergivet reglen i § 20 samt

bestemmelserne i den fastsatte forretningsorden.

Nævnets beslutninger er, jfr. stk. 2, administrativt set endelige.

Det vil herefter alene være et domstolsanliggende at behandle

sagerne påny. Der kan dog i sager, som nævnet tidligere har

behandlet, senere blive afdækket nye og for sagens afgørelse

væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner almindelig

retspraksis adgang for, at nævnet kan genoptage behandlingen af

sagen. Bestemmelse herom må træffes af nævnet. Da adgangen

erfaringsmæssigt kan give anledning til mange nye henvendelser,

forudsættes det, at sager kun genoptages, hvor de nye forhold

skønnes at kunne resultere i et væsentligt ændret resultat. Også

nye forhold vil være undergivet forældelsesreglen i § 23.

Til § 15

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.

Det bemærkes, at særlig hjemmel til at straffe sundhedspersonale, der

ikke udøver deres virksomhed på forsvarlig måde, er fastsat dels

direkte i de respektive autorisationslove, jfr. § 16, stk. 1 (samt

for apotekspersonale i den særlige apoteks- og

medicinallovgivning), dels i den borgerlige straffelov m.v.

Tiltalerejsning over for de af § 16, stk. 2, omfattede

persongrupper kan derimod alene komme på tale ved overtrædelse af

borgerlig straffelovs bestemmelses (f.eks. om uagtsom

legemsbeskadigelse eller uagtsomt manddrab), overtrædelse af

lægelovens kvaksalveribestemmelser eller lignende.

Til § 16

I stk. 1 er den personkreds, der er direkte omfattet af nyordningen,

angivet. Den omfatter de ved særlig lovgivning autoriserede

personer inden for sundhedsvæsenet. Der henvises herom til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Herudover skal klagenævnets kompetence omfatte ikke-autoriseret

sundhedspersonale, som umiddelbart deltager i behandling eller

pleje af patienter inden for sundhedsvæsenet. Personkredsen

fastlægges nærmere efter stk. 2 af indenrigsministeren.

Det forventes foreløbigt, at gruppen af ikke-autoriseret

sundhedspersonale vil komme til at omfatte radiografer,

plejehjemsassistenter, tandplejere, sygehjælpere og plejere, for

hvilke sundhedsstyrelsen har fastsat særlige uddannelsesregler,

samt sundhedspersonale beskæftiget ved apotekervæsenet.

I stk. 3 er fastsat, at ministeren kan bestemme, at klager over dele

af den faglige virksomhed, når særlige hensyn taler herfor, kan

henlægges til andre organer. Denne bestemmelse kan f.eks. benyttes

til imødekommelse af oprettelse af sådanne særlige organer, som ud

fra en teknisk-faglig vurdering kan erklære en bestemt behandling

for ikke honorarværdig (sådan som bl.a. en verserende

forsøgsordning på tandlægeområdet for tiden åbner mulighed for).

Bestemmelsen kan endvidere tænkes anvendt til at lade visse

spørgsmål om klager vedrørende psykiatriske patienter overgå til

andre organer.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger punkt 4.1., hvori

er præciseret de vigtigste områder, der falder uden for nævnets

afgørelser.

Til § 17

Varetagelsen af formandshvervet og hvervene som næstformænd vil kræve

god indsigt i administrative og forvaltningsretlige forhold samt

straffe- og retsplejesystemet. Det juridiske formandsskab vil

derfor, jfr. stk. 2, skulle opfylde de almindelige betingelser for

at kunne beskikkes som landsdommer, jfr. retsplejelovens § 43,

stk. 3.

Formanden og næstformændene forudsættes særligt honoreret med et fast

beløb. Hvervet forudsættes varetaget på deltid. Ansættelses- og

honoreringsformen vil blive vurderet i lyset af erfaringerne med

hvervets omfang og vil blive forelagt særskilt til

finansministeriets godkendelse.

Med udpegelsen af en formand og 2 næstformænd forudsættes nævnet

principielt at kunne fungere som tre sideordnede afdelinger, hver

under ledelse af formanden eller en af de to næstformænd, og

således at klagesagerne efter tur fordeles mellem de tre

afdelinger. Udover mulighed for en hurtigere afgørelse i de

enkelte klagesager, vil ordningen også betyde en mindre belastning

af formandsskabet, jfr. nedenfor om den etablerede »puljeordning«

for nævntes lægmandsrepræsentanter og faglige repræsentanter.

Udover at fungere som formand for sin egen afdeling vil

nævnsformanden få tillagt visse overordnede koordinerende opgaver

for nævnet. Endvidere vil afgørelserne i henhold til § 21, stk. 2,

alene kunne træffes af nævnsformanden.

Regler om fordeling af klagesagerne blandt formandskabet vil blive

fastsat i forretningsordenen.

Lægmandsrepræsentanterne foreslås, jfr. stk. 3, udpeget efter

indhentet udtalelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark (6)

København (1) og Frederiksberg (1) kommuner samt De Samvirkende

Invalideorganisationer (8). Der er herved lagt vægt på at

kombinere den almindelige repræsentative kontakt til befolkningen,

som ligger i det kommunale system, med den særlige erfaring inden

for sundheds- (og socialvæsenet), som De Samvirkende

Invalideorganisationer via sin medlemsorganisation er i besiddelse

af. For alle lægmændsrepræsentanter gælder, at de pågældende ikke

samtidig kan være medlem af noget kommunalt råd, jfr. ovenfor

under almindelige bemærkninger 4.5. Herudover forudsættes det, at

de almindelige inhabilitetsregler vil bive iagttaget, således at

et medlem f.eks. må trække sig, når nævnet behandler sager

vedrørende en institution, hvor vedkommende medlem eventuelt måtte

være ansat. Det forudsættes endvidere, at lægmandsrepræsentanterne

på tidspunktet for sagens afgørelse ikke udøver sundhedsfaglig

virksomhed, der er omfattet af loven, jfr. § 16, stk. 1 og 2.

Ordningen med lægmandsrepræsentanter vil i øvrigt blive tilrettelagt

således, at samtlige udpegede lægmænd, ialt 16, vil indgå i en

»pulje«, hvorfra der på skift vil blive udpeget 2 medlemmer af

formanden til deltagelse i de enkelte møder. Der vil dog i alle

tilfælde skulle deltage en lægmandsrepræsentant fra henholdsvis

det kommunale område, jfr. § 17, stk. 3, nr. 1) -3) og en

repræsentant fra De Samvirkende Invalideorganisationer, jfr. § 17,

stk. 3, nr. 4). Denne ordning tager sigte på dels at give

lægmandsrepræsentationen større bredde, dels på at hindre en for

stor arbejdsbyrde for de enkelte lægmænd.

De faglige repræsentanter, jfr. stk. 4, skal have grunduddannelse på

det pågældende fagområde, men skal herudover ikke opfylde

specifikke uddanelsesbetingelser.

Som anført under de almindelige bemærkninger forudsættes de faglige

medlemmer udpeget efter indhentet udtalelse fra vedkommende

faglige organisation. Normalt er der ikke tvivl om, hvilken

organisation dette er. Selv om klagenævnet helt overvejende vil få

forelagt klager vedrørende læger, forudsættes der umiddelbart for

hele nævnets funktionsperiode udpeget faglige medlemmer for

samtlige faggrupper, omfattet af nævnets kompetence eller ca.

12-15 faggrupper. Også for så vidt angår faglige medlemmer vil der

kunne udpeges et større antal medlemmer end de to repræsentanter,

der skal medvirke ved nævnsafgørelserne. Dette vil særligt komme

på tale for de faglige områder med mange klagesager, fortrinsvis

vedrørende lægerne.

En 4-årig valgperiode, jfr. stk. 5, er også fastsat for andre

lignende organer. Da kommunale organer også skal udpege medlemmer,

er det valgt at følge den kommunale valgperiode. En periodisk

udpegning giver anledning til en naturlig udskiftning af

medlemmerne. Genbeskikkelse vil kunne finde sted.

Til § 18

Nævnet forudsættes, jfr. stk. 1, normalt at træffe beslutning med

alle 5 medlemmers tilstedeværelse. Ved etablering af en

afdelingsstruktur for formandskabet og en »pulje«-ordning for

såvel lægmandsrepræsentanterne som de faglige repræsentanter vil

der ved sygdom eller frafald i øvrigt stort set altid, selv med

forholdsvis kort varsel, kunne indkaldes et nyt medlem til

erstatning for den fraværende. Da det dog ikke helt kan udelukkes,

at nævnet i særlige situationer må træffe beslutninger, uden at

alle medlemmerne er tilstede, vil der i nævnets forretningsorden

blive fastsat bestemmelse om, at nævnet er beslutningsdygtigt, når

mindst 3 medlemmer er til stede, nemlig henholdsvis formanden

eller vedkommende næstformand, en lægmandsrepræsentant og en

faglig repræsentant.

Beslutninger i nævnet træffes i øvrigt ved stemmeflerhed. I de få

tilfælde, hvor der kan opstå stemmelighed vil formandens eller

vedkommende næstformands stemme være afgørende.

Nævnet forudsættes at træffe beslutninger i møder. Idet der særligt

henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.6, kan der være

behov for at fravige dette, således at visse sager afgøres af

nævnsformanden, jfr. § 21, stk. 2, eller ved skriftlig votering

efter nævnets særlige beslutning herom.

Til § 19

Nævnets møder er ikke offentlige. Det forudsættes i denne

forbindelse, at nævnets votering og de enkelte medlemmer

synspunkter ikke bekendtgøres, og at nævnet i øvrigt ikke fungerer

som en domstol, hvor klager eller den indklagede medicinalperson

eller repræsentanter for disse møder op for nævnet for at forsvare

sagen.

I nævnsmøderne vil dog, efter formandens beslutning, kunne deltage de

for sagernes varetagelse nødvendige personer, herunder særligt

sagkyndige, hvilket typisk forudsættes at være fagfolk fra

sundhedsstyrelsen eller fagfolk, udpeget ved sundhedsstyrelsens

foranstaltning.

Til § 20

Det præciseres i § 20, at nævnets behandling skal ske på grundlag af

en undersøgelse og vurdering af sagen fra sundhedsstyrelsen,

herunder af, hvilken sanktion der efter styrelsens opfattelse

eventuelt bør komme på tale. Hermed sikres dels en sundhedsfaglig

bedømmelse af sagerne, dels en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse,

idet nævnssekretariatet bl.a. ikke forudsættes at anvende særlige

ressourcer på sagernes faglige undersøgelse. Sundhedsstyrelsens

udtalelse er ikke bindende for nævnet, men forudsættes at fremgå

af nævnets endelige afgørelse til klager m.fl. Hvis nævnet ønsker

at træffe en beslutning, der væsentligt afviger fra indstillingen,

vil de faglige aspekter heraf kunne belyses ved en supplerende

undersøgelse, typisk i form af en fornyet høring af

sundhedsstyrelsen.

Endvidere præciseres det, at sundhedsstyrelsen ved sin oplysning af

sagen som hidtil har adgang til at forelægge særlige spørgsmål for

retslægerådet.

Sundhedsstyrelsen vil i øvrigt ved sin undersøgelse af sagerne være

forpligtet til at følge almindelige forvaltningsretlige regler,

således som disse bl.a. har fundet udtryk i forvaltningsloven,

lov nr. 571 af 19. december 1985 (ikrafttræden 1. januar 1987).

I stk. 2 præciseres, at det indklagede sundhedspersonale har pligt

til at forsyne sundhedsstyrelsen med de oplysninger og dokumenter,

som findes af betydning for sagen. Det forudsættes dog, at den

pågældende, af hensyn til tredjemand eller af hensyn til sig selv,

vil kunne nægte at give oplysninger i overensstemmelse med

retsplejelovens regler om vidnefritagelse.

Til § 21

Som for andre lignende nævn vil vedkommende minister, her

indenrigsministeren, skulle fastsætte de nærmere regler for

nævnets virksomhed, hvilket altovervejende forudsættes at ske i en

forretningsorden for nævnet. Dette skal ske efter forhandling med

nævnet. Forretningsordenen forudsættes i indkøringsperioden

løbende tilpasset erfaringerne.

I forretningsordenen vil bl.a. nævnsmødernes afvikling (dagsorden,

frister m.v.), regler om beslutningsdygtighed, regler om

stemmeafgivelse, samarbejdet med sundhedsstyrelsen samt de øvrige

til indenrigsministeren efter loven tillagte bemyndigelser,

herunder fastlæggelse af sagsområdet og sagernes forberedelse

skulle præciseres.

Om begrundelsen for den i stk. 2 givne mulighed for

indenrigsministeren til at bemyndige nævnet til at henføre visse

sager til formandens afgørelse henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 4.6.

Til § 22

Da sundhedsvæsenet og tilsynet hermed henhører under

indenrigsministerens forretningsområde, vil ministeren, uanset

nævnets særlige selvstændige status, også skulle have indseende

med nævnets almindelige virksomhed. Dette vil bl.a. kunne ske

gennem nævnets afgivelse af en årlig redegørelse, hvori nævnet i

øvrigt får en naturlig adgang til at redegøre for mere generelle

og principielle sager og spørgsmål.

Til § 23

Som noget nyt på dette klageområde er i § 23, stk. 1, indført en

forældelsesregel for klagernes indbringelse. Fristen, der er sat

til 2 år, er begrundet dels i efterforskningsmæssige forhold, idet

sager, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse,

dels i ressourcemæssige forhold. Efter bestemmelsens formulering,

jfr. stk. 2, er både nævnet og sundhedsstyrelsen berettiget til

selv at tage ældre sager op.

Det bemærkes, at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt,

hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der

klages over. Det bemærkes endvidere, at forældelsesreglen alene

retter sig imod sagernes forelæggelse for klagenævnet og ikke mod

rejsning af eventuelt erstatningskrav mod rette myndighed.

Til § 24

Bestemmelsen i stk. 1 præciserer amtskommunernes og kommunernes

forpligtelse til aktivt at vejlede om klagemulighederne inden for

sundhedsområdet.

Stk. 2 tager sigte på en yderligere styrkelse af patienternes

retssikkerhed ved, at der i statsamterne (i Københavns kommune,

Københavns Overpræsidium) gives mulighed for råd og vejledning i

forbindelse med indgivelse af patientklager. Endvidere vil enhver

klage over forhold inden for sundhedsvæsenet altid retsgyldigt

kunne indleveres til statsamtet med henblik på videresendelse til

rette myndighed, idet f.eks. indlevering til statsamtet vil være

afgørende for, om klagefristen er overholdt.

Den nærmere tilrettelæggelse og det nærmere omfang af den lokale

informationsforpligtelse afgøres fortsat af de enkelte kommuner og

amtskommuner. Ordningen med klagevejledning i statsamterne

tilsigter således alene at give borgerne en yderligere mulighed

for klagevejledning og hindrer ikke, at kommuner og amtskommuner

styrker deres service på klageområdet over for borgerne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Til § 25

Bestemmelsen i stk. 1 svarer indholdsmæssigt til

funktionsbestemmelsen i § 10 i den gældende lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse, medens stk. 2 svarer til § 11 i

samme lov.

Til § 26 og § 27

Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til straffebestemmelserne i §

4, stk. 3 og § 5, stk. 8 i den nugældende lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse.

Til § 28

Med hensyn til patientklagenævnet vil en vedtagelse af loven i

folketingssamlingen 1986-87 kræve, at flere forhold efterfølgende

skal forberedes, inden nævnet kan bringes i funktion, herunder

udpegelse og beskikkelse af nævnsmedlemmer, fastsættelse af

forretningsorden, udsendelse af information til borgerne m.m.

Hertil kommer etablering af klagevejledning i statsamterne.

Indenrigsministeriet skønner, at det vil være nødvendigt med 4-6

måneder fra lovens vedtagelse til etablering af

patientklagenævnet. Det foreslås derfor, at lovens kapitel 3 om

patientklagenævnet først sættes i kraft den 1. juli 1987.

For at sikre en så hurtig og smidig overgang til nævnsordningen som

muligt, fremgår det af stk. 2, at også sager, indbragt for

sundhedsstyrelsen før kapitel 3's ikrafttræden, er omfattet af

nævnsordningen, såfremt sundhedsstyrelsen ikke har truffet endelig

afgørelse heri før 1. juli 1987. Sager, hvori sundhedsstyrelsen

før 1. juli 1987 har truffet endelig afgørelse kan således efter

bestemmelsen i stk. 2 ikke tages op påny, medmindre der foreligger

væsentlige nye oplysninger. I modsat fald vil nævnet ved dets

oprettelse kunne blive overbelastet med sager afgjort adskillige

år tilbage. Dette findes hverken retligt nødvendigt eller praktisk

hensigtsmæssigt. Klager over forhold fra før 1. juli 1987, som

ikke har været indbragt for sundhedsstyrelsen, er omfattet af

forældelsesreglen i § 23, stk. 1.

Til § 29

Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse er gældende såvel på Grønland

som på Færøerne. Ansættelsesmyndighed for det grønlandske

sundhedspersonale (bortset fra landslægen og landssygeplejersken)

er ministeriet for Grønland, medens ansættelsesmyndigheden på

Færøerne (bortset fra landslægen) er delt mellem det færøske

landsstyre (sygehusvæsenet) og Rigsombudsmanden på Færøerne

(personalet i den primære sundhedstjeneste).

Da det grønlandske sundhedsvæsen udelukkende administreres af

rigsmyndigheden, er loven umiddelbart gældende for Grønland,

medens den for Færøerne helt eller delvis kan sættes i kraft ved

kongelig anordning med hensyntagen til de særlige færøske forhold.

Bilag

Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse(* 4)

§ 1. Centralstyrelsen for landets sundhedsvæsen benævnes

Sundhedsstyrelsen.

Virksomhedsområde

§ 2. Sundhedsstyrelsen fører overtilsynet med sundheds- og sygeplejen

- herunder indbefattet tandlæge-, jordemoder- og apotekervæsenet -

og er øverste rådgiver for det offentlige i alle forhold, der

kræver lægekyndig eller apotekerkyndig indsigt. I denne egenskab

skal styrelsen høres af centraladministrationens forskellige

afdelinger i alle sager, hvis afgørelse af vedkommende ministerium

skønnes at kræve sådan indsigt - budgetsager af denne art derunder

indbefattet. Ligeledes skal sundhedsstyrelsen på begæring af de

nævnte myndigheder afgive betænkninger i sager af den anførte art.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsens virksomhed omfatter, for så vidt angår

sundheds- og sygepleje, også de hæren og flåden vedrørende forhold

og Rigshospitalet samt Grønland.

§ 3. Sundhedsstyrelsen har nøje at følge sundhedsforholdene i landet

og våge over sundhedslovgivningens efterlevelse, at henlede de

pågældende myndigheders opmærksomhed på stedfindende

overtrædelser og mangler samt at modtage de henvendelser, der med

hensyn til sundhedsforholdene rettes til den fra myndigheder eller

organisationer, og, når det findes fornødent, at fremkomme med de

til sundhedsforholdenes forbedring egnede forslag. Fremdeles har

sundhedsstyrelsen, for så vidt foreliggende forhold findes at give

anledning dertil, at foranstalte udbredt - ved skrifter eller

foredrag - vejledninger med hensyn til særlige

sundhedsforanstaltninger eller særlige sygdomsforhold.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fører, for så vidt sundheds- og sygeplejen

angår, efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse det

overordnede tilsyn med alle offentlige anstalter, hvor flere

mennesker - voksne eller børn - holdes samlede, alle statslige og

kommunale helbredsanstalter og forplejningsanstalter og private

anstalter af lignende art, der modtager offentlig støtte, eller på

hvilke patienter indlægges eller behandles for offentlig regning.

Lignende tilsyn udøver sundhedsstyrelsen med alle private

anstalter, hvor erhvervsmæssig pleje finder sted, og endvidere med

private hjem, hvor syge, abnorme eller børn haves til huse på

erhvervsmæssig måde. For så vidt sundhedsstyrelsens tilsyn

vedrører anstalter og hjem, der henhører under socialministeriet,

udfærdiger indenrigsministeren bestemmelser om tilsynet efter

forhandling med socialministeren. Sundhedsstyrelsens leder eller

den, som han dertil bemyndiger, har i tilsynets interesse når som

helst adgang til enhver af de anførte lokaliteter i landet samt

til enhver anden lokalitet, der med hensyn til sin indretning

eller den deri stedfindende virksomhed er undergivet, særlige

sundhedsmæssige forskrifter. Over planer til opførelse eller

væsentlige ombygninger af fornævnte anstalter indhentes

sundhedsstyrelsens erklæring.

Stk. 3. Når forholdene kræver det, kan sundhedsstyrelsen indkalde

embedslæger til møder; ligeledes kan den indbyde repræsentanter

for kommunale råd og for organisationer samt tekniske fagmænd til

deltagelse i møder.

§ 4. Alle læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejere, massører o.lign.

samt de ved apotekervæsenet beskæftigede personer står under

sundhedsstyrelsen, for så vidt angår deres embede, bestillinger,

forretninger og pligter som sådanne. Sundhedsstyrelsen fører

tilsyn med, at de såvel som alle ledere af helbredelsesanstalter,

hvortil ingen særlig læge er knyttet, opfylder de dem som sådanne

ifølge de gældende bestemmelser påhvilende pligter, og foretager

de ved deres mulige pligtovertrædelser foranledigede skridt.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal endvidere påse, at de pågældende

personer afgiver sådanne anmeldelser og indberetninger, som

afkræves dem til fremme af offentlige sundhedspleje, i hvilken

henseende de har at rette sig efter de af sundhedsstyrelsen givne

forskrifter.

Stk. 3. Undladelse af at efterkomme en sådan forpligtelse kan efter

sundhedsstyrelsens begæring straffes med bøde, og forpligtelsens

efterlevelse kan, såfremt ikke andet er bestemt, af

sundhedsstyrelsen fremtvinges ved dagbøder af indtil 50 kr. til

statskassen.

§ 5. Må det antages, at en læge, tandlæge, jordemoder, sygeplejer,

massør el. lign. er farlig for sine medmennesker under udøvelse af

sin kaldsvirksomhed enten på grund af legemlige mangler eller

varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand,

hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, morfin,

kokain og deslige, eller på grund af udvist grov uduelighed,

afgiver sundhedsstyrelsen til indenrigsministeren indstilling om,

at der træffes foranstaltninger til, at kaldsvirksomhedens

udøvelse forbydes vedkommende. Forinden sundhedsstyrelsen afgiver

sin indstilling, skal sagen forelægges retslægerådet. Endvidere

skal der gives vedkommende lejlighed til at erklære sig skriftlig

eller, hvis han ønsker det, at afgive mundtlig forklaring for

sundhedsstyrelsen i et af den anledning afholdt møde, i hvilket

også retslægerådet deltager. Retslægerådet afgiver altid

skriftlig erklæring i sagen. Endvidere skal pågældende opfordres

til - skriftlig eller i det nævnte møde - at erklære, om han

ønsker sagen afgjort ved dom eller underkaster sig

indenrigsministerens afgørelse. Afgives sådan erklæring ikke inden

en frist af 14 dage, vil sagen være at indbringe for domstolene.

Stk. 2. Under den i nærværende paragrafs første stk. om meldte

behandling i sundhedsstyrelsen har den pågældende ret til over for

styrelsen at optræde ved eller i forening med en af ham valgt

tillidsmand, ligesom han og tillidsmanden på hans vegne har ret

til at gøre sig bekendt med samtlige sagens akter således som

disse foreligger for sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. I påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes

at frembyde overhængende fare, kan sundhedsstyrelsen midlertidig

fratage den pågældende retten til at udøve virksomhed.

Sundhedsstyrelsen skal da straks give indberetning til

indenrigsministeren, der stadfæster eller phæver

sundhedsstyrelsens beslutning.

Stk. 4. Skal spørgsmålet om endeligt at fratage en af de pågældende

personer retten til at udøve virksomhed afgøres ved dom,

foranlediger indenrigsministeren retssag anlagt mod pågældende i

den borgerlige retsplejes former. Dersom retten frakendes

pågældende, kan det ved dommen bestemmes, at anke ikke har

opsættende virkning, idet den pågældende dog, såfremt vedkommende

er i fast stilling, ikke som følge af dommen kan afskediges af

denne stilling, forinden endelig domstolsafgørelse foreligger.

Stk. 5. Dersom indenrigsministeren, forinden han tager stilling til,

om retten til at udøve kaldsvirksomhed bør søges frataget den

pågældende, anser det for nødvendigt, at denne underkastes

lægeundersøgelse, eventuelt ved indlæggelse på et sygehus eller et

sindssygehospital, opfordrer han den pågældende til at underkaste

sig sådan undersøgelse. Vægrer den pågældende sig herved,

forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret, ved

hvilken en eventuel retssag vil være at anlægge. Retten afgør

spørgsmålet ved kendelse. Sådan afgørelse kan også af retten

træffes, efter at retssag er anlagt. Såfremt den pågældende

undlader at efterkomme en kendelse, der går ham imod, fratager

indenrigsministeren ham retten til at udøve kaldsvirksomhed, og

hvis retssag er rejst, bortfalder denne. Udgifterne ved

lægeundersøgelsen afholdes af statskassen.

Stk. 6. Indenrigsministeren kan efter ansøgning meddele, en person,

hvem retten til at udøve kaldsvirksomhed er frataget, tilladelse

til på ny at udøve sådan gerning, såfremt de fratagelsen

begrundende omstændigheder ikke længere findes at være til stede.

Indenrigsministerens nægtelse af at tage ansøgningen til følge kan

ikke indbringes for domstolene, før der er forløbet et år efter

den afgørelse, ved hvilken retten endeligt blev pågældende

frataget, eller efter den dom, ved hvilken der nægtedes ham

tilladelse til på ny at udøve kaldsvirksomhed.

Stk. 7. Når en af de ovennævnte personer - midlertidig eller endeligt

- fortaber retten til at udøve kaldsvirksomhed, udsteder

sundhedsstyrelsen offentlig bekendtgørelse derom. Såfremt retten

frakendes ved dom i en offentlig sag, skal anklagemyndigheden give

sundhedsstyrelsen meddelelse derom. Sundhedsstyrelsen kan lade de

heromhandlede domme offentliggøre.

Stk. 8. Såfremt en af de ovennævnte personer, der har mistet retten

til udøvelse af kaldsvirksomhed, vedblivende udøver sådan

virksomhed, straffes han med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.

§ 6. Sundhedsstyrelsen forestår og leder indsammlingen og

bearbejdelsen af det medicinal-statistiske materiale, hvis

resultater offentliggøres ved dens foranstaltning; den fører

fortegnelse over alle til udøvelse af læge- og tandlægepraksis

berettigede personer, ligesom samme forpligtelse kan pålægges den

med hensyn til andre under dens tilsyn stående autoriserede

personer; den udgiver årlig en fortegnelse over disse - samt over

dyrlæger på grundlag af veterinærdirektoratets indberetning -

hvorhos den udgiver samlingen af den civile medicinallovgivning.

Om sundhedsstyrelsens virksomhed gives årlig beretning til

indenrigsministeren. Beretningen offentliggøres.

Organisation og forretningsgang

§ 7. Medicinaldirektøren, der skal være læge, er chef for

sundhedsstyrelsen.

§ 8. Indenrigsministeren beskikker et antal særligt sagkyndige til i

fornødent omfang at bistå sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte særligt sagkyndige udgør under forsæde af

medicinaldirektøren sundhedsstyrelsens sagkyndige råd. Rådet

tiltrædes af 2 af indenrigsministeren for 6 år ad gangen udpegede

repræsentanter for de kommunale råd. Rådet afholder ordinære møder

2 gange årligt samt ekstraordinære møder i det omfang, forholdene

kræver det. På møderne forelægger medicinaldirektøren en oversigt

over sundhedsstyrelsens virksomhed, ligesom spørgsmål af

principiel betydning for landets sundhedsforhold er genstand for

drøftelse.

Stk. 3. Sygehusrådet, statens seruminstitut, statens husholdningsråd,

statens vitaminlaboratorium og praktisk sundhedsmæssige

undersøgelser, statens laboratorium for pesticidundersøgelser,

levnedsmiddelinstitutet, det i § 5 i lov om et

levnedsmiddelinstitut m.m. nævnte råd, samt de i lovgivningen om

apotekervæsenet omhandlede institutioner og nævn yder efter

anmodning sundhedsstyrelsen fornøden bistand.

Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter sagkundskab, som

sundhedsstyrelsen selv, herunder de i stk. 1 nævnte særligt

sagkyndige, eller de i stk. 3 nævnte organer ikke er i besiddelse

af, kan styrelsen tilkalde andre sagkyndige til at deltage i

sagens behandling.

§ 9. Reglerne om sundhedsstyrelsens forretningsgang og organisation,

herunder om de opgaver, der påhviler de særligt sagkyndige,

fastsættes af indenrigsministeren.

Statens seruminstitut

§ 10. Statens seruminstitut, der hører under indenrigsministeriet,

er landets centrallaboratorium, for så vidt angår human

bakteriologi, virologi og serologi m.v.

Stk. 2. Instituttets ledelse varetages af en direktion, bestående af

en faglig direktør og en administrativ direktør.

Stk. 3. Der nedsættes et tilsynsråd for instituttet. Rådet består af

medicinaldirektøren som formand samt 2 medlemmer udpeget af

indenrigsministeren, det ene efter indstilling fra

sundhedsstyrelsen.

Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter regler om direktionens

(direktørernes) og tilsynsrådets virksomhed m.v.

§ 11. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder om betalingen,

for instituttets udlevering af præparater og udførelse af

undersøgelser m.m.

Lovens ikrafttræden

§ 12. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1933. Fra samme

tidspunkt ophæves lov nr. 111 af 30. april 1909.

Versioner

1. 1988-05-21