1986 LSF 64 FORSLAG TIL LOV OM STØTTE TIL MILJØFORBEDRENDE INVESTERINGER I MINDRE LANDBRUG M.V.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00064@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Støtte efter denne lov ydes til investeringer i anlæg til
opbevaring af husdyrgødning, der er nødvendige til opfyldelse af
miljølovgivningens krav til landbrug og andre virksomheder med
husdyrhold. Støtte ydes endvidere til investeringer i sådanne
anlæg, hvis investeringen er nødvendig for at give anlægget en
større opbevaringskapacitet end krævet i miljølovgivningen.
Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren
fastsætte regler om støtte til investeringer i andre anlæg med
tilknytning til landbruget.
Stk. 3. Der kan ikke ydes støtte til virksomheder, der ejes af det
offentlige. Dette gælder dog ikke for fælles biogasanlæg samt
præstegårde.
Kapitel 2
Betingelser for støtte m.v.
§ 2. Støtte ydes til investeringer, der påbegyndes og afsluttes i
perioden fra 1. december 1985 og til 31. december 1989.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 1
nævnte frist ikke skal gælde for opbevaringsanlæg, der har
forbindelse med eller indgår i fælles biogasanlæg og andre anlæg
til særlig udnyttelse af husdyrgødning, jf. § 4, stk. 2.
§ 3. Støtte efter denne lov kan kun ydes til investeringer, hvortil
der ikke kan opnås tilskud i medfør af lov nr. 198 af 9. april
1986 om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget (forbedringsloven), jf. dog stk. 2. Når der meddeles
afslag på ansøgning efter forbedringslovens § 3, stk. 1, nr. 5, §
3, stk. 2, eller § 5, stk. 2, nr. 3, kan der ikke udbetales støtte
efter denne lov.
Stk. 2. Støtte kan ikke ydes til investeringer, der fradrages fuldt
ud i den skattepligtige indkomst (straksafskrives) efter reglerne
i §§ 3 A og 21 A i lov om skattemæssige afskrivninger m.v.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med
landbrugsministeren regler om betingelserne for at opnå støtte
eller straksafskrivning som omtalt i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte særlige regler om betingelserne for
at opnå støtte til investeringer, der er påbegyndt i perioden fra
1. december 1985 og til denne lovs ikrafttræden.
§ 4. Støtte ydes til investeringer på ansøgerens ejendom, hvis
anlægget efter investeringens gennemførelse har en
opbevaringskapacitet, der svarer til produktionen af gødning i
mindst 6 måneder. For ejendomme med mindre end 20 dyreenheder er
det dog tilstrækkeligt med en opbevaringskapacitet på mindst 5
måneder. Miljøministeren fastsætter regler om beregning af
kapacitet og dyreenheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om støtte til
anlæg, der har forbindelse med eller indgår i fælles biogasanlæg
og andre anlæg til særlig udnyttelse af husdyrgødning.
Stk. 3. Miljøministren kan endvidere fastsætte særlige regler om
støtte til de i § 1, stk. 2, nævnte anlæg.
§ 5. Der ydes støtte til ansøgerens udgifter til investeringen
bortset fra udgifter til løn m.v. til ansatte hos ansøgeren.
Stk. 2. Der fradrages 15.000 kr. i udgifterne efter stk. 1, hvis
kommunalbestyrelsen efter miljøbeskyttelseslovgivningen har
stillet krav om lovligørelse af det hidtidige anlægs indretning.
Dette gælder dog ikke, såfremt ansøgeren godtgør, at kravet er
efterkommet, inden anmodning om forhåndsvurdering er indgivet til
kommunalbestyrelsen jfr. § 14.
§ 6. En investering kan kun støttes, hvis beløbet efter § 5 udgør
mindst 10.000 kr.
§ 7. Til investeringer, der ikke overstiger 85.000 kr., ydes støtten
som et kontant tilskud. Tilskuddet udgør den procentdel, der er
nævnt i stk. 2-4, af det beløb, der er opgjort efter § 5.
Stk. 2. For ejendomme med 0-19 dyreenheder udgør støtteprocenten 40,
hvis opbevaringskapaciteten svarer til 5-8 måneders
gødningsproduktion, og 45, hvis opbevaringskapaciteten svarer til
mere end 8 måneders produktion.
Stk. 3. For ejendomme med 20-49 dyreenheder udgør støtteprocenten
321/2, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8 måneders
gødningsproduktion, og 371/2, hvis opbevaringskapaciteten svarer
til mere end 8 måneders produktion.
Stk. 4. For ejendomme med 50 dyreenheder og derover udgør
støtteprocenten 25, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8
måneders gødningsproduktion, og 30, hvis opbevaringskapaciteten
svarer til mere end 8 måneders produktion.
Stk. 5. Antallet af dyreenheder i stk. 2-4 beregnes som et gennemsnit
af ejendommens dyreenheder inden for det sidste år, før ansøgning
om støtte efter § 15 modtages af kommunalbestyrelsen.
§ 8. Til investeringer på over 85.000 kr. ydes støtte i lige store
rater en gang årligt i 10 år. Den kapitaliserede værdi af raterne
skal svare til det støttebeløb, som var fremkommet, hvis støtten
var udbetalt som et kontant tilskud efter reglerne herom i § 7.
Miljøministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 9. Støtte til anlæg til opbevaring af gødning m.v. efter § 4, stk.
2, ydes som et kontant tilskud efter § 7, idet støtten dog udgør
mindst 35 pct.
§ 10. Miljøministeren kan efter ansøgning yde statsgaranti for lån,
der optages til investeringer, der er berettiget til støtte efter
loven.
Stk. 2. Ansøgning om garanti indsendes senest 30. juni 1990 til
miljøministeren. Lån, for hvilke der garanteres, kan ikke
overstige 400.000 kr., og garantien kan ikke udstrækkes til mere
end 15 år fra datoen for lånets optagelse. Ydelse af garanti er
betinget af, at ansøgeren ikke er i stand til selv at stille den
sikkerhed, der kræves for optagelse af lån på det almindelige
lånemarked, og at lånet sikres efter regler, der fastsættes af
miljøministeren.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af
garanti, herunder om bortfald af statens garantiforpligtelse.
§ 11. Støtten medregnes ikke til modtagerens skattepligtige indkomst.
Støtte, der ydes i rater, opgøres som den kapitaliserede værdi
efter § 8. Investeringsudgifter svarende til den udbetalte støtte
kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen eller medregnes ved
opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og
medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelsen af den
skattepligtige fortjeneste ved afståelse af ejendommen.
§ 12. Støtte til investeringer omfattet af lovens § 1, stk. 1, kan
kun ydes en gang pr. ejendom, og støttebeløbet kan højst være
100.000 kr. Når støtten udbetales efter reglerne i § 8, kan den
kapitaliserede værdi af raterne således højst udgøre et beløb på
100.000 kr.
§ 13. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af
støtte m.v. efter denne lov.
Kapitel 3
Administrative bestemmelser
§ 14. For at opnå støtte efter denne lov, jf. § 1, stk. 1, skal
ansøgeren, inden investeringen påbegyndes, udarbejde en
projektbeskrivelse, som indsendes til kommunalbestyrelsen til
forhåndsvurdering.
Stk. 2. Ved forhåndsvurderingen attesterer kommunalbestyrelsen, at
de projekterede anlæg opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 15 af
24. januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., kapitlerne 2, 3
og 5-8.
Stk. 3. Ved forhåndsvurderingen træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse om, hvorvidt det projekterede anlæg opfylder
kapacitetskravet, jf. § 4, stk. 1. Endvidere træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt der skal ske fradrag i
medfør af § 5, stk. 2.
Stk. 4. Det forhåndsvurderede projekt indsendes til
jordbrugskommissionen, som videresender dette til
Jordbrugsdirektoratet sammen med en forbedringsplan, udarbejdet
efter lov nr. 198 af 9. april 1986 om støtte til forbedring af
strukturen og effektiviteten i jordbruget, eller andet af
Jordbrugsdirektoratet godkendt ansøgningsskema. Hvis betingelserne
for at opnå forbedringsstøtte ikke er opfyldt, attesteres dette af
Jordbrugsdirektoratet. Investeringen må ikke påbegyndes, før
Jordbrugsdirektoratets attestation foreligger.
Stk. 5. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte nærmere regler om den i stk. 1-3
fastsatte ordning, herunder om anvendelse af særlige skemaer samt
om, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes til brug for
forhåndsvurderingen.
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om opnåelse af
støtte til investeringer omfattet af § 1, stk. 2, og § 4, stk. 2.
Stk. 7. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte en særlig ordning for investeringer,
der er påbegyndt i perioden fra 1. december 1985 og til denne lovs
ikrafttræden jf. § 3, stk. 4.
§ 15. Når investeringen er afsluttet, indsendes ansøgning om støtte
til kommunalbestyrelsen. Ansøgningen om støtte skal være ledsaget
af den i § 14, stk. 4, nævnte attestation fra
Jordbrugsdirektoratet.
Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde dokumentation for de udgifter, der
er medgået til investeringen, med attest af en statsautoriseret
eller registreret revisor eller en landbrugskonsulent i
driftsøkonomi.
Stk. 3. Ansøgning om støtte skal være indsendt til
kommunalbestyrelsen senest den 30. juni 1990.
§ 16. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse i sager om støtte, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Miljøministeren træffer afgørelse i sager vedrørende § 1,
stk. 2, og § 4, stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om,
at afgørelser i visse af disse sager træffes af
kommunalbestyrelsen.
§ 17. Støtte efter loven udbetales af miljøministeren indenfor
beløbsrammer fastsat på de årlige finanslove. Den del af en
beløbsramme, der ikke er udnyttet i finansåret, kan overføres til
følgende finansår.
§ 18. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
sagerne efter forhandling med landbrugsministeren, herunder om
ansøgningens form og indhold og om, hvilke oplysninger
kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med sagens
behandling.
§ 19. Miljøministeren kan bemyndige Miljøstyrelsen og Kongeriget
Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning til at udøve beføjelser,
der i denne lov er tillagt ministeren.
§ 20. Miljøministeren kan bestemme, at tilsagn om støtte efter denne
lov skal bortfalde helt eller delvis, hvis ansøgeren har afgivet
urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet
oplysninger af betydning for støtten.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan miljøministeren
bestemme, at udbetalt tilskud skal tilbagebetales helt eller
delvis.
Kapitel 4
Klagebestemmelser
§ 21. Kommunalbestyrelsens afgørelser i forbindelse med
forhåndsvurdering, jf. § 14, om, at kapacitetskravet, jf. § 4,
stk. 1, ikke er opfyldt, eller at fradrag skal ske efter § 5, stk.
2, kan af ansøgeren påklages til miljøministeren.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 16 om støtte kan af
ansøgeren påklages til miljøministeren.
Stk. 3. For kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 er
klagefristen 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage
over afgørelser, der er truffet i henhold til en bemyndigelse
efter § 19, herunder at afgørelser ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Kapitel 5
Kortlægning m.v.
§ 22. Kommunalbestyrelsen skal foranledige en kortlægning af den
eksisterende og forventede husdyrgødningsmængde fra
landbrugsejendomme m.v i kommunen.
Stk. 2. På baggrund af kortlægningen udarbejder kommunalbestyrelsen
en vejledende plan om etablering af fælles opbevaringsanlæg og
fælles biogasanlæg. Den vejledende plan bør endvidere indeholde
kommunens overvejelser om etablering af kommunale fælles
biogasanlæg og dermed indpasning i den generelle varmeforsyning i
kommunen.
Stk. 3. Producenter af husdyrgødning skal efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen meddele denne de oplysninger, der findes
nødvendige for kortlægning, planlægning og etablering af kommunale
fælles biogasanlæg.
Stk. 4. Undladelse af at give oplysninger som nævnt i stk. 3
straffes med bøde.
Stk. 5. Såfremt aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende
undlader at give oplysninger som nævnt i stk. 3, kan der pålægges
selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 6
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 23. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
miljøministeren.
§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 148
Kapitel 1
Lovens område
§ 1. Støtte efter denne lov ydes til investeringer i anlæg til
opbevaring af husdyrgødning, der er nødvendige til opfyldelse af
miljølovgivningens krav til landbrug og andre virksomheder med
husdyrhold. Støtte ydes endvidere til investeringer i sådanne
anlæg, hvis investeringen er nødvendig for at give anlægget en
større opbevaringskapacitet end krævet i miljølovgivningen.
Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren
fastsætte regler om støtte til investeringer i andre anlæg med
tilknytning til landbruget.
Stk. 3. Der kan ikke ydes støtte til virksomheder, der ejes af det
offentlige. Dette gælder dog ikke for kommunale fælles
biogasanlæg og præstegårde.
Kapitel 2
Betingelser for støtte m.v.
§ 2. Støtte ydes til investeringer, der påbegyndes og afsluttes i
perioden fra 1. december 1985 og til 31. december 1989.
§ 3. Støtte efter denne lov kan kun ydes til investeringer, hvortil
der ikke kan opnås tilskud i medfør af lov nr. 198 af 9. april
1986 om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget, jfr. dog stk. 2.
Stk. 2. Støtte kan dog ikke ydes til investeringer, der kan
fradrages på en gang i den skattepligtige indkomst
(straksafskrives) efter skattelovgivningens regler om
investeringer af den art, der er omtalt i nærværende lov.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med
landbrugsministeren regler om betingelserne for at opnå støtte
eller straksafskrivning som omtalt i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte særlige regler om betingelserne for
at opnå støtte til investeringer, der er påbegyndt i perioden fra
1. december 1985 og til denne lovs ikrafttræden.
§ 4. Støtte ydes til investeringer på ansøgerens ejendom, hvis
anlægget efter investeringens gennemførelse har en
opbevaringskapacitet, der svarer til produktionen af gødning i
mindst 6 måneder. For ejendomme med mindre end 20 dyreenheder er
det dog tilstrækkeligt med en opbevaringskapacitet på mindst 5
måneder. Miljøministeren fastsætter regler om beregning af
kapacitet og dyreenheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om støtte til
anlæg, der har forbindelse med eller indgår i fælles biogasanlæg
og andre anlæg til særlig udnyttelse af husdyrgødning.
Stk. 3. Miljøministren kan endvidere fastsætte særlige regler om
støtte til de i § 1, stk. 2, nævnte anlæg.
§ 5. Der ydes støtte til ansøgerens udgifter til investeringen
bortset fra udgifter til løn m.v. til ansatte hos ansøgeren.
Stk. 2. Der fradrages 15.000 kr. i udgifterne efter stk. 1, hvis
kommunalbestyrelsen efter miljøbeskyttelseslovgivningen, har
stillet krav om lovligørelse af det hidtidige anlægs indretning.
Dette gælder dog ikke, såfremt ansøgeren godtgør, at kravet er
efterkommet, inden anmodning om forhåndsvurdering er indgivet til
kommunalbestyrelsen jfr. § 14.
§ 6. En investering kan kun støttes, hvis beløbet efter § 5 udgør
mindst 10.000 kr.
§ 7. Til investeringer, der ikke overstiger 85.000 kr., ydes støtten
som et kontant tilskud. Tilskuddet udgør den procentdel, der er
nævnt i stk. 2-4, af det beløb, der er opgjort efter § 5.
Stk. 2. For ejendomme med 0-19 dyreenheder udgør støtteprocenten 35,
hvis opbevaringskapaciteten svarer til 5-8 måneders
gødningsproduktion og 40, hvis opbevaringskapaciteten svarer til
mere end 8 måneders produktion.
Stk. 3. For ejendomme med 20-34 dyreenheder udgør støtteprocenten 30,
hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8 måneders
gødningsproduktion og 35, hvis opbevaringskapaciteten svarer til
mere end 8 måneders produktion.
Stk. 4. For ejendomme med 35 dyreenheder og derover udgør
støtteprocenten 25, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8
måneders gødningsproduktion, og 30, hvis opbevaringskapaciteten
svarer til mere end 8 måneders produktion.
Stk. 5. Antallet af dyreenheder i stk. 2-4 beregnes som et gennemsnit
af ejendommens dyreenheder indenfor det sidste år, før ansøgning
om støtte efter § 15 modtages af kommunalbestyrelsen.
Stk. 6. Miljøministeren kan ændre stk. 2-4.
§ 8. Til investeringer på over 85.000 kr. ydes støtte i lige store
rater en gang årligt i 10 år. Den kapitaliserede værdi af raterne
skal svare til det støttebeløb, som var fremkommet, hvis støtten
var udbetalt som et kontant tilskud efter reglerne herom i § 7.
Miljøministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 9. Støtte til anlæg til opbevaring af gødning m.v. efter § 4, stk.
2, ydes som et kontant tilskud efter § 7, idet støtten dog udgør
mindst 30 pct.
§ 10. Miljøministeren kan efter ansøgning yde statsgaranti for lån,
der optages til investeringer, der er berettiget til støtte efter
loven.
Stk. 2. Ansøgning om garanti indsendes senest 30. juni 1990 til
miljøministeren. Lån, for hvilke der garanteres, kan ikke
overstige 400.000 kr., og garantien kan ikke udstrækkes til mere
end 15 år fra datoen for lånets optagelse. Ydelse af garanti er
betinget af, at ansøgeren ikke er i stand til selv at stille den
sikkerhed, der kræves for optagelse af lån på det almindelige
lånemarked, og at lånet sikres efter regler, der fastsættes af
miljøministeren.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af
garanti, herunder om bortfald af statens garantiforpligtelse.
§ 11. Støtten medregnes ikke til modtagerens skattepligtige indkomst.
Investeringsudgifter svarende til den udbetalte støtte kan ikke
fradrages ved indkomstopgørelsen eller medregnes ved opgørelsen af
grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til
anskaffelsessummen ved opgørelsen af den skattepligtige
fortjeneste ved afståelse af ejendommen.
§ 12. Støtte til investeringer omfattet af lovens § 1, stk. 1, kan
kun ydes en gang pr. ejendom, og støttebeløbet kan højst være
100.000 kr. Når støtten udbetales efter reglerne i § 8, kan den
kapitaliserede værdi af raterne således højest udgøre et beløb på
100.000 kr.
§ 13. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af
støtte m.v. efter denne lov.
Kapitel 3
Administrative bestemmelser
§ 14. For at opnå støtte efter denne lov, jfr. § 1, stk. 1, skal
ansøgeren, inden investeringen påbegyndes, udarbejde en
projektbeskrivelse, som indsendes til kommunalbestyrelsen til
forhåndsvurdering.
Stk. 2. Ved forhåndsvurderingen attesterer kommunalbestyrelsen, at
de projekterede anlæg opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 15 af
24. januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., kapitlerne 2, 3
og 5-8.
Stk. 3. Ved forhåndsvurderingen træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse om, hvorvidt det projekterede anlæg opfylder
kapacitetskravet, jfr. § 4, stk. 1. Endvidere træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt der skal ske fradrag i
medfør af § 5, stk. 2.
Stk. 4. Det forhåndsvurderede projekt indsendes til
jordbrugskommissionen, som videresender dette til
Jordbrugsdirektoratet sammen med en forbedringsplan, udarbejdet
efter lov nr. 198 af 9. april 1986 om støtte til forbedring af
strukturen og effektiviteten i jordbruget, eller andet af
Jordbrugsdirektoratet godkendt ansøgningsskema. Hvis betingelserne
for at opnå forbedringsstøtte ikke er opfyldt, attesteres dette af
Jordbrugsdirektoratet. Investeringen må ikke påbegyndes før
Jordbrugsdirektoratets attestation foreligger.
Stk. 5. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte nærmere regler om den i stk. 1-3
fastsatte ordning, herunder om anvendelse af særlige skemaer samt
om, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes til brug for
forhåndsvurderingen.
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om opnåelse af
støtte til investeringer omfattet af § 1, stk. 2, og § 4, stk. 2.
Stk. 7. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte en særlig ordning for investeringer,
der er påbegyndt i perioden fra 1. december 1985 og til denne lovs
ikrafttræden jfr. § 3, stk. 4.
§ 15. Når investeringen er afsluttet, indsendes ansøgning om støtte
til kommunalbestyrelsen. Ansøgningen om støtte skal være ledsaget
af den i § 14, stk. 4, nævnte attestation fra
Jordbrugsdirektoratet.
Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde dokumentation for de udgifter, der
er medgået til investeringen, med attest af en statsautoriseret
eller registreret revisor eller en landbrugskonsulent i
driftsøkonomi.
Stk. 3. Ansøgning om støtte skal være indsendt til
kommunalbestyrelsen senest den 30. juni 1990.
§ 16. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse i sager om støtte jfr.
dog stk. 2.
Stk. 2. Miljøministeren træffer afgørelse i sager vedrørende § 1,
stk. 2, og § 4, stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om,
at afgørelser i visse af disse sager træffes af
kommunalbestyrelsen.
§ 17. Støtte efter loven udbetales af miljøministeren indenfor
beløbsrammer fastsat på de årlige finanslove. Den del af en
beløbsramme, der ikke er udnyttet i finansåret, kan overføres til
følgende finansår.
§ 18. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
sagerne efter forhandling med landbrugsministeren, herunder om
ansøgningens form og indhold og om, hvilke oplysninger
kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med sagens
behandling.
§ 19. Miljøministeren kan bemyndige Miljøstyrelsen og Kongeriget
Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning til at udøve beføjelser,
der i denne lov er tillagt ministeren.
§ 20. Miljøministeren kan bestemme, at tilsagn om støtte efter denne
lov skal bortfalde helt eller delvis, hvis ansøgeren har afgivet
urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet
oplysninger af betydning for støtten.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan miljøministeren
bestemme, at udbetalt tilskud skal tilbagebetales helt eller
delvist.
Kapitel 4
Klagebestemmelser
§ 21. Kommunalbestyrelsens afgørelser i forbindelse med
forhåndsvurdering, jfr. § 14, om at kapacitetskravet, jfr. § 4,
stk. 1, ikke er opfyldt, eller at fradrag skal ske efter § 5, stk.
2, kan af ansøgeren påklages til miljøministeren.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 16 om støtte kan af
ansøgeren påklages til miljøministeren.
Stk. 3. For kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 er
klagefristen 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage
over afgørelser, der er truffet i henhold til en bemyndigelse
efter § 19, herunder at afgørelser ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Kapitel 5
Kortlægning m.v.
§ 22. Kommunalbestyrelsen kan foranledige en kortlægning af den
eksisterende og den forventede husdyrgødningsmængde fra
landbrugsejendomme m.v. i kommunen, som vil kunne anvendes i
kommunale fælles biogasanlæg og dermed varmeforsyningen i
kommunen.
Stk. 2. Producenter af husdyrgødning skal efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen meddele denne de oplysninger, der findes
nødvendige for kortlægning, planlægning og etablering af kommunale
fælles biogasanlæg.
Stk. 3. Undladelse af at give oplysninger som nævnt i stk. 2
straffes med bøde.
Stk. 4. Såfremt aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende
undlader at give oplysninger som nævnt i stk. 2, kan der pålægges
selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 6
Ikrafttrædelsesbestemmelser .m.v.
§ 23. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
miljøministeren.
§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET Almindelige bemærkninger
1. Forslagets baggrund
Folketinget vedtog ved 2. (sidste behandling den 31. maj 1985
beslutningsforslag om nedbringelse af forureningen med
næringssalte og organiske stoffer. Det fremgår af
beslutningsforslaget, at miljøministeren i folketingsåret 1985-86
skulle fremsætte lovforslag til en miljøstøtteordning til
finansiering af beslutningsforslaget i perioden 1986 til og med
1989.
I overensstemmelse hermed fremsatte miljøministeren den 13. november
1985 forslag til lov om støtte til miljøforbedrende investeringer
i landbruget m.v. Forslaget blev førstebehandlet den 22. november
1985, og efter en indgående udvalgsbehandling blev der afgivet
betænkning fra folketingets miljø- og planlægningsudvalg over
forslaget den 23. april 1986. 2. behandlingen den 29. april 1986
viste, at der var bred enighed om lovforslaget med de
ændringsforslag, der var stillet under udvalgsbehandlingen.
Forslaget blev imidlertid stillet i bero med henblik på
udarbejdelsen af en finansieringsplan.
Nærværende lovforslag svarer til det lovforslag, der var bred enighed
om i folketinget i sidste samling. Der er dog foretaget en række
justeringer af hensyn til den beskrevne finansieringsplan.
Om behandlingen af det tidligere lovforslag henvises til Folketingets
forhandling (l71) 1985. 1. beh. splt. 2700-2739, 2. beh. splt.
10300-10304, 3. beh. splt. 10554-10557.
2. Den gældende miljøstøttelov
I medfør af lov nr. 606 af 23. december 1980 om miljøstøtte kan
eksisterende private erhvervsvirksomheder opnå støtte til følgende
typer investeringer, der gennemføres i perioden 1. januar 1981-31.
december 1986.
1. Indførelse af ny teknologi, der er mindre forurenende end den
hidtil anvendte (lovens kapitel 2). Støtte kan ydes både til
udvikling, etablering og indkøring af produktionsanlæg.
2. Økonomisk tyngende investeringer, der skyldes skærpede krav fra
miljømyndighederne (lovens kapitel 3).
3. Pålignede anlægsbidrag i forbindelse med tilslutning til
offentlige renseanlæg eller forbedring af disse anlæg (lovens
kapitel 4). Støtte kan kun ydes til virksomheder, der var i drift
den 1. oktober 1974.
Investeringen skal være på mindst 40.000 kr., for at der kan ydes
støtte.
Støtten ydes som et tilskud på 25 pct. af støttegrundlaget, dvs. det
investerede beløb minus visse fradrag fastsat af miljøkreditrådet,
der efter loven er nedsat af miljøministeren. Rådet træffer den
endelige administrative afgørelse om alle ansøgninger vedrørende
miljøstøtte. Miljøstyrelsen fungerer som sekretariat for
miljøkreditrådet.
Med hensyn til de nærmere betingelser for at opnå støtte kan der
henvises til »Nyt fra miljøstyrelsen nr. 2, 1984: Miljøstøtte
1981-86«. Om den løbende administration af loven kan der henvises
til årsberetningerne fra miljøkreditrådet, der udgives af
Miljøstyrelsen.
I tabel 1 fremgår den bevilgede støtte i perioden 1981-85:
Tabel 1. Bevilget støtte i 1981-85 i alt. Tal vedrørende landbruget
er angivet i parentes
--------------------------------------------------------------------- Antal tilsagn Samlet støttebeløb, mill. kr. --------------------------------------------------------------------- 1981 23 (6) 17,2 (0.2) 1982 154 (82) 19,1 (1.9) 1983 193 (132) 17,7 (3.7) 1984 198 (161) 15,0 (4.4) 1985 272 (236) 11,0 (6.2) --------------------------------------------------------------------- I alt 840 (617) 80,0 (16.4) ---------------------------------------------------------------------
Der er især i de seneste år sket en stærk stigning i antal
ansøgninger fra landbruget. Dette skyldes formentlig en stigende
miljøbevidsthed indenfor landbruget med hensyn til forbedring af
gødningsopbevaringsforholdene. I de senere år har kommunerne
endvidere forøget tilsynet med landbrugsvirksomhederne.
Miljøkreditrådet har på sit sidste møde, der er afholdt i oktober
1986, disponeret over den resterende del af de bevilgede midler.
Herefter må 57 ansøgninger fra industrien med et samlet
investeringsbeløb på 197 mill. kr. afvises. 272 uafsluttede
landbrugsansøgninger med et samlet investeringsbeløb på 44 mill.
kr. vil udløse et støttebehov på ca. 5 mill. kr., som foreslås
overført fra midlerne til den støttelov, som nærværende lovforslag
omhandler. Når lovforslaget er vedtaget, vil der blive udarbejdet
et aktstykke herom.
3. Lovforslaget og den gældende miljøstøttelov
Efter den gældende miljøstøtteordning kan der som nævnt ydes støtte
til både industri og landbrug. Loven udløber med udgangen af 1986.
Gennemførelsen af handlingsplanen betyder at der skal gennemføres
mange relativt ensartede investeringer i landbruget. Det vil være
uhensigtsmæssigt, hvis ansøgningerne - som det sker efter den
gældende miljøstøttelov - skal behandles af et råd. Da det desuden
forudsættes, at der skal kunne ydes støtte til investeringer i
gødningsopbevaringsanlæg frem til den 31. december 1989, er det
fundet hensigtsmæssigt at foreslå en ny lov om støtte til
miljøforbedrende investeringer i landbruget.
I 1980 gav EF-Kommissionen medlemslandene mulighed for indtil
udgangen af 1986 at yde miljøstøtte til industrivirksomheder under
bestemte betingelser. Den gældende miljøstøttelov er udarbejdet
under hensyntagen til disse EF-regler. Disse retningslinjer på
fællesskabsplan vedrørende statsstøtte til miljøbeskyttelse gælder
ikke investeringer foretaget i forbindelse med produktion på
landbrugsejendomme.
4. Behovet for støtte
I miljøministerens redegørelse af 12. december 1984 vedrørende
NPO-handlingsplanen fastholdes princippet om, at
forureningsbekæmpelse skal betales af forureneren normalt ved at
meromkostningerne søges overvæltet på priserne. Princippet har
været gældende siden miljøreformen i 1973. Princippet er dog
modificeret ved lovgivningen om miljøstøtte. En fuldstændig
konsekvent gennemførelse af princippet er ikke altid mulig eller
hensigtsmæssig ud fra et samfundsmæssigt helhedshensyn. Dette
gælder også i denne situation, hvor krav om milliardinvesteringer,
i løbet af en kort årrække kan forvride strukturen i landbruget og
skabe utilsigtede produktionsvanskeligheder.
Regeringen fastholder derfor, at landbruget skal betale hovedparten
af investeringsudgiften i forbindelse med gennemførelsen af
handlingsplanen, men er dog indstillet på at afbøde de værste
økonomiske vanskeligheder for landmændene ved at staten bidrager
til investeringerne.
Der er i NPO-redegørelsen foretaget en række økonomiske overslag over
de investeringer, der følger af de foreslåede ændringer i
bestemmelserne om gødningsopbevaring.
Ifølge det skøn, der ligger til grund for miljøministerens
handlingsplan af 12. december 1984, skal der i perioden 1986-89
investeres ca. 3,5 mia kr. for at opfylde kravene om
gødningsopbevaringsanlæg m.v. Dette skøn blev udarbejdet i
samarbejde mellem De danske Landboforeninger, Danske
Husmandsforeninger og Miljøstyrelsen. Beregningerne tager
udgangspunkt i en rapport fra landbohøjskolen, udarbejdet af
Morten Gylling, april 1984, i hvilken det skønnes, at der for at
opnå 6 måneders kapacitet skal opføres ca. 11.000 gylleanlæg, ca.
5.500 møddingspladser, ca. 27.000 ajlebeholdere og ca. 61.000
møddingvandsbeholdere.
På baggrund heraf blev det beregnet, at de statslige udgifter til en
støtteordning til landbruget vil andrage ca. 200 mill. kr. årligt
i 1983-priser under forudsætning af en støtte på mellem 25 og 30
pct. af investeringsudgifterne. Det blev understreget, at det
anslåede investeringsbeløb var behæftet med en betydelig
usikkerhed.
Det beslutningsforslag (B 65) folketinget vedtog den 31. maj 1985
indeholder en handlingsplan, der på en lang række punkter er
forskellig fra miljøministerens.
Dette gælder bl.a. bestemmelsen om halmafbrænding og bestemmelserne
om gødningsopbevaring. I disse bestemmelser er nu fastsat en
minimumskapacitet på 6 måneders opbevaring for landbrug med mere
end 20 dyreenheder.
Folketingsbeslutningens bestemmelser om foranstaltninger mod
forurening fra gødning og ensilage er udmøntet i miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 15 af 24 januar 1986 om husdyrgødning og
ensilage m.v. Heri er fastsat en række detaljerede bestemmelser om
indretning og placering m.v. af gødningsopbevaringsanlæg.
Endvidere er fastsat bestemmelser for opbevaringskapacitet,
hvorefter landbrug med mere end 20 dyreenheder skal have en
kapacitet på mindst 6 måneder, for landbrug med 15-19 dyreenheder
mindst 5 måneder, mens der ikke er kapacitetskrav for landbrug med
under 15 dyreenheder.
Da det ovenfor nævnte beslutningsforslag således afveg fra det
oprindelige, har Miljøstyrelsen i samarbejde med landbrugets
organisationer og landbrugsministeriet analyseret tallene nærmere
for at skaffe et mere sikkert skøn over investeringsbehovet. I
denne analyse er også indgået mulighederne for tilslutning til
fælles biogasanlæg samt støttemuligheder til ensilage og til
halmbortskaffelse.
Under udformningen af dette lovforslag har der ved forhandlinger med
landbrugets organisationer og landbrugsministeriet været enighed
om, at det er overordentlig vanskeligt på nuværende tidspunkt at
vurdere det samlede investeringsbeløbs størrelse. En række
faktorer peger på, at beløbet vil blive mindre end først antaget,
mens andre peger på, at det vil blive større. Dette beror bl.a.
på, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at skønne over,
hvor mange landmænd, som vil vælge at skifte fra traditionel
gødningsopbevaring til gylleanlæg, og hvor mange landbrug, der i
den pågældende periode vil nedlægge den animalske produktion.
Under hensyn hertil, er det i beregningerne over de økonomiske og
administrative konsekvenser af lovforslaget lagt til grund, at de
samlede investeringsudgifter til gennemførelse af B 65 vil være på
ca. 2,7 mia kr. til 3 mia kr. beregnet i 1983-priser.
I forbindelse med gennemførelsen af beslutningsforslagets
bestemmelser skal miljøministeren inden udgangen af 1987 give
folketingets miljø- og planlægningsudvalg en redegørelse om
resultaterne af den øgede indsats mod NPO-forureningen. Der vil i
denne forbindelse blive søgt udarbejdet et mere præcis skøn over
de udgifter, som skal afholdes til gennemførelse af
handlingsplanen i B 65.
5. Miljøinvesteringers afledede virkninger
Beregninger af beskæftigelsesvirkningen foretaget på basis af
støttede miljøinvesteringer har vist, at den gennemsnitlige
lønkvote for miljøinvesteringer - det vil sige den del af en
investering, der anvendes til lønudgifter - er ca. 44 pct.
Lønkvoten afhænger i øvrigt af, hvilke typer investeringer, der
gennemføres.
Der er ikke foretaget særlige beregninger over
beskæftigelsesvirkningen ved den hidtidige miljøstøtte til
landbruget. Det vil være meget vanskeligt at opgøre den samlede
beskæftigelsesvirkning af det foreliggende lovforslag. Der er
imidlertid ingen tvivl om, at lovforslaget vil have en betydelig
beskæftigelsesvirkning, idet der vil komme et øget behov for
projektering af anlæg, produktion af det nødvendige anlægsudstyr
og udgravning og opsætning af anlæggene.
Lovforslaget må forventes at have en meget lille importvirkning.
Produktionsforøgelsen i bygge- og anlægsbranchen må imidlertid
forventes at ville medføre en betydelig produktudvikling indenfor
gødningsopbevaringsanlæg, herunder materialevalg,
produktionsmetoder, udmugningssystemer, lagrings- og
udbringningssystemer m.v. Det vil igen kunne danne baggrund for
udvidelse af eksporten af landbrugsudstyr.
6. Hvilke projekter kan støttes
Støtteordninger til miljøforbedrende investeringer.
Som anført i pkt. 1 og 4 er det en konsekvens af miljøministeriets
bekendtgørelse om husdyrgødning og ensilage m.v., at et stort
antal landbrugsbedrifter må investere i gødningsopbevaringsanlæg.
En stor del af disse investeringer vil kunne gennemføres med
støtte efter lov nr. 198 af 9. april 1986 om støtte til forbedring
af strukturen og effektiviteten i jordbruget. (forbedringsloven),
enten fordi investeringerne sammen med andre investeringer i
bedriften indgår i en samlet udbygning af bedriften, eller fordi
investeringerne som miljøforbedringsforanstaltninger i
overensstemmelse med forordning 797/ 85 art. 31 i sig selv vil
medføre en væsentlig og varig indkomstforbedring eller dog en
opretholdelse af det hidtidige niveau for arbejdsindkomsten, over
for et alternativ, som består i en reduktion af besætningen eller
i en økonomisk uhensigtsmæsig bortskaffelsesordning, som bl.a.
indebærer, at gødningen ikke kan udnyttes inden for bedriften.
Da betingelserne for at opnå støtte efter forbedringsloven ikke i
alle tilfælde vil være opfyldt, foreslås der med nærværende
lovforslag etableret en specifik national støtteordning, der
supplerer forbedringsordningen for investeringer, der ikke
opfylder forbedringslovens krav. Den foreslåede ordning omfatter
dog ikke investeringer, der falder uden for forbedringsordningen
på grund af bestemmelserne i forbedringslovens § 3, stk. 1, nr. 5,
(rimeligt økonomisk behov), § 3, stk. 2, eller § 5, stk. 2, nr. 3,
(indkomstgrænser), idet landmænd, der gennemfører sådanne
investeringer, henvises til muligheder for at foretage
straksafskrivning efter skattelovgivningens særlige regler herom.
Miljømæsig forhåndsvurdering
For at sikre, at de foretagne investeringer tilgodeser samme krav om
miljøforbedring, som er forudsat i NPO-handlingsplanen og
Folketingets dagsorden herom, stilles der krav om, at samtlige
ansøgninger om støtte skal undergives en kommunal
forhåndsvurdering med henblik på, om disse krav er opfyldt. Dette
gælder såvel for ansøgninger, som kan støttes efter
forbedringsloven som for ansøgninger, der henvises til
straksafskrivning, og for ansøgninger, som kan støttes efter dette
lovforslag.
Den miljømæssige vurdering foretages af kommunalbestyrelsen som en
obligatorisk forhåndsvurdering på baggrund af ansøgernes
beskrivelse af projektet.
Ved denne forhåndsvurdering påser kommunalbestyrelsen, at det
beskrevne projekt opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 15 af 24.
januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., for så vidt angår
kravene til placering, indretning og opbevaring, som findes i
bekendtgørelsens kapitler 2, 3 samt 5-8. Hvis det beskrevne
projekt ikke umiddelbart opfylder bekendtgørelsens krav, f.eks.
derved, at projektet forudsætter, at en eller flere dispensationer
skal meddeles, skal endelig afgørelse herom være truffet, før det
ved forhåndsvurdering kan attesteres, at det projekterede anlæg er
i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelsen. Forudsætter
attestationen, at sådanne afgørelser er truffet efter
bekendtgørelsen, skal reglerne om klagefrist og klageadgang efter
bekendtgørelsen være iagttaget, førend attestation kan meddeles.
Eventuel klage over kommunalbestyrelsens miljømæssige vurderinger
skal således ske efter reglerne i bekendtgørelse nr. 15 af 24.
januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v.
Ved forhåndsvurderingen skal kommunalbestyrelsen endvidere træffe
afgørelse om, hvorvidt det projekterede anlæg opfylder
kapacitetskravet i § 4, stk. 1, samt om, hvorvidt der skal ske
fradrag på 15.000 kr. i medfør af § 5, stk. 2. Disse afgørelser,
der indgår i forhåndsvurderingen, kan selvstændigt påklages af
ansøgeren, jfr. reglerne herom i § 21. Såfremt kommunalbestyrelsen
derfor finder, at kapacitetskravet ikke er opfyldt, eller at
15.000 kr.fradraget skal foretages, kan endelig forhåndsvurdering
ikke meddeles før efter udløbet af den i § 21, stk. 3, nævnte
klagefrist, eller - hvis afgørelsen påklages - efter, at
klagemyndighedens afgørelse foreligger.
Forbedringsloven
I henhold til forbedringsloven kan der ydes støtte til bl.a.
miljøbeskyttelses- og miljøforbedringsforanstaltninger, der
gennemføres i en forbedringsplan, og som medfører en varig og
væsentlig forbedring af arbejdsindkomsten på bedriften eller dog
må anses for nødvendig, for at opretholde indkomsten på det
nuværende niveau.
Ansøgningen om støtte udarbejdes i samarbejde med de af
Jordbrugsdirektoratet udpegede særlige sagkyndige og indsendes
gennem jordbrugskommissionen til Jordbrugsdirektoratet. For så
vidt investeringerne i en forbedringsplan omfatter investeringer,
der er nødvendige for at opfylde kravene i miljøministeriets
bekendtgørelse om husdyrgødning og ensilage m.v., vil der blive
stillet krav om attestation fra kommunen om investeringernes
overensstemmelse med bekendtgørelsens krav, jfr. ovenfor.
Det er bl.a. en forudsætning for at opnå støtte efter
forbedringsloven, at ansøgeren har jordbrug som hovederhverv og
opfylder nærmere fastsatte krav til uddannelse, at bedriften efter
investeringens gennemførelse giver mindst 1400 timers
beskæftigelse (900 timer ved indgivelse af 1. forbedringsplan), at
bedriften ved investeringen giver en arbejdsindkomst pr.
heltidsbeskæftiget på mindst 50 pct. af referenceindkomsten, og at
investeringen er på mindst 50.000 kr. Endvidere er det en
betingelse, at bedriften ved planens indgivelse giver en
arbejdsindkomst pr. heltidsbdeskæftiget, der ikke overstiger 100
pct. af referenceindkomsten, og at arbejdsindkomsten efter
investeringen ikke overstiger 120 pct. af referenceindkomsten.
Støtte i medfør af forbedringsloven udgør maksimalt 35 pct. for
bygningsinvesteringer (kapitaltilskud udbetalt i rater over 10
år), og 20 pct. for andre investeringer (kapitaltilskud udbetalt i
rater over 7 år). Støttesatserne reduceres med 10 pct. i tilfælde,
hvor investeringerne ikke medfører en væsentlig og varig
indkomstforbedring, men alene en fastholdelse af indkomsten. De
støtteberettigede investeringer kan ikke overstige et beløb
svarende til 60.000 ECU pr. MAE (mandarbejdsenhed) inden for en 6
års periode.
For så vidt angår investeringer, der gennemføres af yngre jordbrugere
under 40 år, og som indsender ansøgning og forbedringsplan inden 5
år efter etableringen, forhøjes støttesatserne med 25 pct. I
tilfælde, hvor det ikke er muligt at finansiere investeringerne
gennem lån på det almindelige lånemarked, kan der ydes
statsgaranti for lån, der optages til finansiering af
investeringerne.
Støtte efter forbedringsloven henregnes til modtagerens
skattepligtige indkomst, mens investeringsudgiften i
overensstemmelse med almindelige regler i skattelovgivningen kan
fradrages ved indkomstopgørelse eller medregnes ved opgørelsen af
grundlaget for skattemæssige afskrivninger.
Straksafskrivning
For ansøgere, der på grund af for stor indkomst og/ eller formue,
ikke kan opnå tilskud i medfør af forbedringsloven, vil der blive
åbnet mulighed for at foretage straksafskrifning af de foretagne
miljøinvesteringer.
Miljøstøtte
For ansøgere, der ikke opfylder forbedringslovens øvrige betingelser
for opnåelse af forbedringsstøtte og det vil især dreje sig om
mindre brug - vil der kunne ydes tilskud til miljøforbedrende
investeringer i medfør af dette lovforslag.
Det forudsættes, at landmanden i forbindelse med ansøgning om tilskud
dokumenterer, at han ikke kan opnå tilskud efter forbedringsloven,
fordi betingelserne for en forbedringsplan ikke kan opfyldes,
f.eks. på grund af for ringe indtjening. Dette attesteres af
Jordbrugsdirektoratet. Herefter kan landmanden foretage sin
investering og derefter ansøge om tilskud i medfør af lovforslaget
hos kommunen.
Den udbetalte støtte skal ikke medregnes til modtagerens
skattepligtige indkomst, og der kan derfor heller ikke foretages
straksafskrivning af den støttede investering.
I medfør af lovforslaget kan der endvidere ydes støtte til fælles
biogasanlæg, herunder kommunale fælles anlæg, andre anlæg til
særlig udnyttelse af husdyrgødning og andre anlæg med tilknytning
til landbruget. Der vil efter forhandling med landbrugsministeren
blive fastsat nærmere bestemmelser herom.
Støtteberettigede investeringer efter lovforslaget
På denne baggrund kan der i medfør af lovforslaget ydes støtte til
investeringer i gødningsopbevaringsanlæg m.v., som efter
investeringens afslutning har en opbevaringskapacitet på mindst 6
måneder, henholdsvis 5 måneder, afhængig af antal dyreenheder, og
som opfylder bestemmelserne i bekendtgørelsen om husdyrgødning og
ensilage m.v. Støtteprocenterne fremgår af lovens § 7.
NPO-handlingsplanens gennemførelse vil medføre en stærk stigning i
efterspørgslen på gødningsopbevaringsanlæg som vil kræve store
udvidelser i branchens produktionsapparat. Dette er bl.a.
baggrunden for, at NPO-handlingsplanen skal gennemføres over en
årrække, og at det ikke er fundet hensigtsmæssigt at aftrappe
støtteprocenten igennem perioden.
Det er ikke muligt at sige noget nærmere om, hvordan investeringerne
faktisk vil fordele sig over årene. Der forudsættes derfor en jævn
fordeling.
Det er ikke muligt nærmere at angive, hvor stor kapacitet de opførte
anlæg vil få. For nogle anlæg er en kapacitet på 6-8 måneder den
mest økonomisk og miljømæssigt forsvarlige investering. For mange
anlæg er en større kapacitet dog at foretrække af miljømæssige
årsager. For at give et incitament til i disse tilfælde at bygge
større, foreslås større støtteprocent ved større kapacitet.
Fælles biogasanlæg medfører store miljømæssige og navnlig
energimæssige fordele. Teknologisk er anlæggene imidlertid endnu
ikke færdigudviklede. Det må forventes, at det inden
støtteordningens udløb vil blive teknisk og økonomisk fordelagtigt
at etablere fælles biogasanlæg. Det er nødvendigt at indrette
støtteordningen, så den ikke modvirker investeringer i sådanne
anlæg. Det tænkes stillet som betingelse for støtte, at de fælles
biogasanlæg bliver indarbejdet i varme/ energiplanlægningen i
kommunerne.
Af administrative og statsfinansielle grunde foreslås ordningen
tilrettelagt således, at støtten til investeringer på op til
85.000 kr. ydes som et direkte investeringstilskud. Til
investeringer på over 85.000 kr. ydes støtten i form af lige store
rater en gang årligt i 10 år.
I investeringsbeløbet kan der dog foretages fradrag på 15.000 kr.,
jfr. de særlige bemærkninger til § 5, stk. 2, en sådan bestemmelse
vil også indgå i landbrugsministeriets bekendtgørelse om
forbedringsloven. For at tilgodese de mindste familiebrug og brug
på under 20 dyreenheder foreslås minimumsgrænsen for det beløb,
hvortil der kan ydes støtte, sat til 10.000 kr. I den gældende
miljøstøttelov er grænsen som nævnt fastsat til 40.000 kr.
Støttens størrelse er afhængig dels af ejendommens størrelse og dels
af den kapacitet, der fremkommer efter det støtteberettigede
anlægs opførelse.
Støtteprocenterne for de enkelte anlægstyper fremgår af lovens § 7.
Det er ikke muligt præcist at forudsige støttebehovet i de enkelte
år, da det er usikkert, hvorledes ansøgningerne vil fordele sig
over lovens gyldighedstid. I konsekvens heraf er der også
usikkerhed med hensyn til det samlede støttebehov i lovens
gyldighedsperiode.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser
Baggrund og forudsætninger
I miljøministerens NPO-handlingsplan af 12. december 1984 blev det
forventede behov for midler til en støtteordning til landbruget
inklusive administrationsomkostninger skønnet til ca. 800 mill.
kr. i 1983-priser.
Dette beløb, der var skønnet ud fra, at landmændene ikke investerer i
nye anlæg, men kun forbedrer de allerede eksisterende
gødninsopbevaringsanlæg, således at de opfylder de nye krav om
kapacitet m.m. indeholdt også udgifter til forskning og
administration i forbindelse med handlingsplanen.
Folketingsbeslutningen af 31. maj 1985 indeholder nogle ændrede krav
i forhold til handlingsplanen. Bl.a. skal der tages specielt
hensyn til mindre brug, og i folketingsbeslutningen lægges vægt
på, at der skal igangsættes forskellige forsknings- og
udredningsopgaver.
Den her foreslåede støttelov er endvidere på visse punkter forskellig
fra den støtteordning, der blev præsenteret i ministerens
handlingsplan.
På baggrund heraf har Miljøstyrelsen foretaget nye skøn over
landbrugets investeringsbehov og dermed det samlede statslige
udgiftsbehov.
Det er herved forudsat, at der p.t. er 70.000 ejendomme med dyrehold,
hvoraf de 30.000 har mindre end 20 dyreenheder, og at i alt 47.000
ejendomme skal foretage investeringer ifølge NPO-handlingsplanen.
I disse tal er medregnet det forventede fald i antal ejendomme med
husdyrhold som følge af EF's mælkekvoteordning.
Landbrugsministeriet skønner, at ca. 3.000 landbrug som følge
heraf vil ophøre med mælkeproduktion og dermed undlade
miljøinvesteringer. Af de 3.000 brug skønnes 1.000 at være af en
størrelse, der ikke skulle foretage miljøinvesteringer i skø
Disse 47.000 ejendomme forudsættes at fordele sig med 21.700 over 35
dyreenheder, 5.900 mellem 20 og 34 samt 19.400 under 20
dyreenheder. I den sidstnævnte gruppe har 16.000 ejendomme under
15 dyreenheder, og det er forudsat, at disse ikke vælger at
foretage investeringer, som udløser støtte.
Det er forudsat, at ingen ejendomme investerer i 8 måneders kapacitet
eller derover. Endvidere er det forudsat, at de kommende
investeringer har samme fordeling efter investeringsbeløb som de
støtteansøgninger, der indtil nu er indkommet i den nuværende
miljøstøttelov.
På basis af de ansøgninger, der er indkommet i 1984 og 1985 fra
landmændene efter den nuværende miljøstøttelov, har Miljøstyrelsen
og landbrugsministeriet under forudsætning af, at landmændene kun
udbedrer de eksisterende anlæg, så de opfylder de nye krav om
kapacitet m.m., skønnet følgende investeringsomfang og dermed
støttebehov:
1.Forbedringsordningen
Ud fra de opstillede forudsætninger skønnes det, at ca. 13.500
landmænd med et investeringsomfang på ca. 1,5 mia. kr. vil kunne
opfylde forbedringsordningens krav og dermed modtage støtte efter
denne ordning.
Landbrugsministeriet skønner, at de statslige udgifter hertil vil
være i alt ca. 180 mio.kr. i årene 1986-1990. Heraf skal trækkes
EF-refusion, der for disse år udgør ca. 25 mill. kr.
Til disse udgifter skal lægges tab på statsgarantier.
2. Straksafskrivninger
Ud fra de opstillede forudsætninger skønnes det, at ca. 3.500
landmænd med et investeringsomfang på 875 mill. kr. vil kunne
foretage straksafskrivninger.
Adgangen til at foretage straksafskrivninger i disse situationer vil,
i den udstrækning straksafskrivninger ikke allerede kan foretages
i henhold til gældende lovgivning, medføre en fremrykning af
straksafskrivningerne og dermed en udsættelse af skattebetalingen.
Ordningen vil derfor i de første år medføre en provenutab på
indkomstskatten for stat og kommune. På lidt længere sigt vil
dette provenutab dog helt eller delvist blive modsvaret af et
højere provenu.
3. Miljøstøtte
Ud fra de opstillede forudsætninger skønnes det, at ca. 14.000
landmænd med et investeringsomfang på 640 mill. kr. vil blive
omfattet af lovforslaget.
Som det fremgår af lovforslaget skal til investeringer på under
85.000 kr. gives direkte støtte, mens der til investeringer på
over 85.000 kr. skal gives et ydelsestilskud over en 10-årig
periode.
Imidlertid skønnes det, at forudsætningerne for støtte i medfør af
forbedringsordningen og muligheden for at foretage
straksafskrivninger vil medføre, at der i medfør af lovforslaget
stort set udelukkende vil blive tale om støtte i form af et
kontant investeringstilskud og garantistillelse for lån til
investeringer i forbindelse hermed.
På denne baggrund vurderes der et samlet statsligt udgiftsbehov til
kontanttilskud på ialt ca. 233,6 mill. kr. , i perioden 1986-1990.
Dette beløb forudsættes endvidere at skulle dække statens
garantiforpligtelser i medfør af lovforslaget.
Hertil skal lægges udgifter til forskning, kompensation til kommuner
og administrationsudgifter.
Erfaringsmæssigt slår en støttelov som den her foreslåede først fuldt
igennem, efter at den har været i kraft i nogen tid. Imidlertid er
der allerede foretaget et stort antal investeringer i
miljøforbedrende foranstaltninger efter den 1. december 1985. Der
er derfor opsamlet et støttebehov gennem denne periode, der skal
tages stilling til hurtigt efter lovforslagets tilblivelse.
Hertil kommer, at det foreslås, at der af de afsatte midler for 1986
overføres ca. 5 mill. kr. til behandling af ansøgninger fra
landmænd, der har investeret i medfør af den gældende
miljøstøttelov, men hvor der ikke er flere midler tilbage, jfr.
afsnit 2. Til dækning af udgifterne til tilskud, forsknings-,
udviklings- og udredningsvirksomhed samt administration er der
derfor på finansloven for 1986 afsat i alt 75 mill. kr., heraf
62,1 mill. kr. til tilskudsudbetalinger. Den tidsmæssige
forskydning samt ekspeditionstid m.v. betyder tillige, at der for
1990 skønnes et behov for kontant støtte på 8 mill. kr.
Det er vanskeligt at forudse, hvornår i perioden, de
støtteberettigede investeringer gennemføres og afsluttes, så
udbetaling af støtte kan ske. Det foreslås derfor, at der bliver
adgang til kumulativ overførsel til følgende finansår af ikke
forbrugte beløb, jfr. § 17. Hvis bevillingerne et år bruges op,
overføres ansøgningerne i datoorden til det følgende finansår.
8. Garanti
En forudsætning for, at de enkelte landbrug er i stand til at
foretage de krævede investeringer i anlæg til opbevaring af
gødning m.m. er, at den nødvendige kapital kan fremskaffes til at
finansiere investeringen. Det vil i almindelighed betyde, at der
skal optages lån med sikkerhed i ejendommen. Nogle landbrug har i
forvejen så stor en gældsbyrde, at de helt eller delvist vil være
afskåret fra at optage lånene på sædvanlige vilkår med sikkerhed i
ejendommen.
En forudsætning for, at de nødvendige miljøforbedrende investeringer
kan iværksættes, er derfor, at der i sådanne situationer skabes
mulighed for at lånene kan ydes med anden form for sikkerhed. Det
er baggrunden for, at der i loven foreslås etableret en ordning,
hvorefter staten kan stille garanti for lån overfor de
kapitalformidlende institutioner.
Det er herved forudsat, at der kun skal ydes garanti for lån til
støtteberettigede investeringer, når det ikke er muligt for
låntager selv at stille sikkerhed. Samtidig vil ordningen blive
udformet således, at der normalt kun kan ydes garanti for lån, som
optages med sikkerhed i ejendommen indenfor dennes værdi. Statens
garantiforpligtelser vil strække sig over samme årrække som
lånenes løbetid. Der vil formentlig gå en vis tid, inden det
bliver aktuelt for de kapitalformidlende institutioner at benytte
sig af muligheden for at lade staten betale for misligeholdte lån.
Der vil således næppe blive gjort nogen garantiforpligtigelser
gældende før tidligst i 1987.
Den samlede ramme for statens garantistillelse er skønnet til 500
mill. kr. Skønnet tager udgangspunkt i en opgørelse af antal
bedrifter efter antal storkreaturer og gældsprocent udarbejdet af
Statens Jordbrugsøkonomiske Institut. Der er foretaget beregninger
for brug med gældsprocent på mellem 70-100. Der er endvidere taget
udgangspunkt i forannævnte gennemsnitlige investeringsbeløb og
støtteprocenter fordelt på forskellige bedriftsstørrelser efter
antal dyreenheder.
Forskning og administration
Folketinget besluttede ved vedtagelsen af handlingsplanen at
miljøministeren skal sikre, at der igangsættes intensiveret
forsknings-, udviklings- og udredningsvirksomhed til belysning af
landbrugets bidrag til forureningen af grundvand og overfladevand
med næringssalte og organiske stoffer for at udbygge det faglige
grundlag, der skal til for at gennemføre intentionerne bag
folketingets beslutning.
Udover de bevillinger, der afsættes til gennemførelse af
handlingsplanens støtteordning, er der i 1986 afsat 10 mill. kr.
på Miljøstyrelsens forsknings- og udviklingskonto til
igangsættelse af forsknings-, udviklings- og udredningsprojekter.
Der afsættes endvidere i hvert af de følgende 4 år et tilsvarende
beløb, jfr. akt 174 af 25. marts 1986.
Som det fremgår, er der en betingelse for at kunne få støtte i medfør
af lovforslaget, at ansøgeren kan dokumentere, at
forbedringsordningen ikke kan udnyttes på bedriften grundet på
størrelse, driftsforhold eller lignende. Endvidere forudsættes, at
straksafskrivninger konkret ikke kan udnyttes på den omhandlede
ejendom.
Af denne grund skal alle ansøgninger om støtte indsendes til
Jordbrugsdirektoratet, der skal vurdere, om ansøgningen opfylder
forbedringsordningens betingelser.
Såfremt Jordbrugsdirektoratet meddeler afslag på ansøgningen, kan
ansøgeren herefter - sammen med afslaget - fremsende en ansøgning
om støtte til individuelle gødningsopbevaringsanlæg til kommunen,
mens administration af ansøgninger om fælles biogasanlæg m.v. vil
blive henlagt til Miljøstyrelsen efter bemyndigelse fra
ministeren. Udbetaling af støtte vil ske fra Kongeriget Danmarks
Hypotekbank og Finansforvaltning.
Der vil blive udarbejdet nærmere retningslinier for administrationen
af støtteordningerne for at lette behandlingen af det store antal
sager, således at ordningen kan blive så enkel og klar som muligt.
Miljøstyrelsen vil blive bemyndiget til at behandle klager over
kommunalbestyrelsens afgørelser om støtte. Endvidere skal
Miljøstyrelsen behandle klager over kommunalbestyrelsens
forhåndsvurdering vedrørende de miljømæssige krav til den
investering, som kan få støtte i medfør af forbedringsordningen.
Styrelsen skal samtidig forestå den meget betydelige forsknings-,
og udviklings- og udredningsvirksomhed, der skal igangsættes, og
koordinere denne med anden forskning indenfor området.
Miljøstyrelsen vil blive bemyndiget til at behandle klager over
kommunalbestyrelsens afgørelser om støtte. Endvidere skal
Miljøstyrelsen behandle klager over kommunalbestyrelsens
forhåndsvurdering vedrørende de miljømæssige krav til den
investering, som kan få støtte i medfør af forbedringsordningen.
Styrelsen skal samtidig forestå den meget betydelige forsknings-,
udviklings- og udredningsvirksomhed, der skal igangsættes og
koordinere denne med anden forskning indenfor området.
Det skønnes, at Miljøstyrelsens personaleforbrug til administration
af støtteloven vil udgøre 4 årsværk. Administrationen vil blive
varetaget af det kontor i Miljøstyrelsen, der administrerer den
gældende miljøstøttelov. Kontorchefstillingen hertil er
midlertidig godkendt indtil 31. marts 1988, idet den gældende
miljøstøtteordning skulle være afviklet på dette tidspunkt. Det
vil derfor være nødvendigt, at forlænge kontorchefstillingen til
udgangen af 1990.
Udgifter til lønninger samt annoncer og anden information om
støtteordningen, trykning af ansøgningsskemaer, konsulentbistand
m.v. vil udgøre 1,4 mill. kr. i hvert af årene 1986 og 1987 og 1,9
mill. kr. i hvert af årene 1988, 1989 og 1990.
Der vil herudover være udgifter forbundet med Hypotekbankens
administration af støtteordningen. Omfanget af udgifterne vil
afhænge af den endelige udformning af garantiordningen.
Hypotekbanken skønner på det foreliggende grundlag, at udgifterne
vil være i størrelsesordenen ca. 1,0 mill. kr. årligt, samt et
engangsbeløb på ca. 0,2 mill. kr. til etablering af EDB-systemet
til garantiordngen.
Det øgede personaleforbrug i Miljøstyrelsen til administration af
støtteloven vil blive tilvejebragt ved omprioritering af årsværk
indenfor miljøministeriet. Det skønnes at landbrugsministeriets,
herunder Jordbrugsdirektoratets, øgede personaleforbrug til
administration i forbindelse med det integrerede støttesystem vil
udgøre 6 årsværk. Udgiften hertil vil blive afholdt indenfor
landbrugsministeriets budget- og personaleramme.
Jordbrugsdirektoratets merudgifter til udvikling og drift af det
nødvendige EDB-system og øvrige administrative udgifter udover
lønudgifter, skønnes at ville beløbe sig til omkring 400.000 kr. i
1986 og ca. 1,0 mill. kr. om året derefter.
Primærkommunernes opgaver i medfør af lovforslaget vil først og
fremmest bestå i at behandle indkomne ansøgninger om støtte til
gødningsopbevaringsanlæg m.v. samt foretage en obligatorisk
miljømæssig forhåndsvurdering af de miljøforbedrende
investeringer, der søges støtte til i medfør af såvel
forbedringsordningen som miljøstøtteordningen efter lovforslaget.
Når investeringen er afsluttet træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse om støtte, idet man fører tilsyn med, at
gødningsopbevaringsanlæg m.v. opfylder de krav, som er fastlagt
for at udmønte folketingets beslutning herom.
Kommunalbestyrelsens opgaver med hensyn til at påse, at
gødningsopbevaringsanlæg m.v. opfylder gældende krav er ikke nye
eller ændrede i forhold til det tilsyn, kommunerne har skullet
udføre siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden 1. oktober 1974.
Der henvises i øvrigt til den opprioritering af tilsynet, der for
tiden gennemføres i kommunerne. Derimod pålægges primærkommunerne
nye arbejdsopgaver, dels med hensyn til forhåndsvurdering om
støtte, dels i beregningen af anlæggenes kapacitet samt beregning
af eventuelt støttebeløb.
I medfør af bekendtgørelse nr. 15 af 24. januar 1986 om husdyrgødning
og ensilage m.v. vil der i en række tilfælde kunne dispenseres fra
de generelle krav, ligesom der i nogle tilfælde kan gives
videregående tilladelser. Dette vil medføre nye konkrete sager for
primærkommunerne.
Størrelsen af de samlede primærkommunale merudgifter til
gennemførelse af folketingsbeslutningen er forhandlet med de
kommunale organisationer og kompeseret over bloktilskuddene..
Finansiering
Til dækning af udgifterne til det forventede akkumulerede støttebehov
fra 1. december 1985 er der på finansloven for 1986 afsat i alt
62,1 mill. kr., heraf 20 mill. kr fra landbrugsministeriets
promillefond.
Til dækning af udgifterne til tilskud og garantiindfrielsen i årene
1987-1990 afsættes der et gennemsnitligt beløb på 54,5 mill. kr.
årligt i 1987, 1988 og 1989, og 8 mill. kr. i 1990. Til
finansiering af udgifterne vil der blive overført 36 mill. kr. i
hvert af årene 1987, 1988 og 1989 og 8 mill. kr. i 1990 fra
landbrugsministeriets promillefond. De resterende 55,5 mill. kr.
forudsættes finansieret af forventede mindreudgifter indenfor
landbrugsministeriets totalramme.
I finansloven for 1986 og forslaget til finanslov for 1987 er afsat
midler til forskning og administration.
Det skal påny understreges, at forudsætningerne for udgiftsskønnene
er usikre, og vil blive revideret i forbindelse med, at
miljøministeren skal give folketinget en redegørelse om
resultaterne af den øgede indsats mod NPO-forureningen.
Til dækning af udgifterne til en evt. opfyldelse af
garantiforpligtelsen vil der på de årlige finanslove blive afsat
en beløbsramme udover de øvrige bevillinger til gennemførelse af
folketingsbeslutningen af 31. maj 1985. Som nævnt vil
garantiforpligtelsen næppe medføre udgifter i 1986.
Det lovforslag, der blev fremsendt den 13. november 1985, blev sendt
til høring hos energiministeriet, budgetdepartementet,
administrationsdepartementet, indenrigsministeriet,
industriministeriet, justitsministeriet, landbrugsministeriet,
landbrugsministeriets arealdatakontor, ministeriet for skatter og
afgifter, Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, Danske
Husmandsforeninger, Industrirådet, Håndværksrådet,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet, OOA, Natur og
Ungdom, Organisationen for Vedvarende Energi (O.V.E.), NOAH,
Danmarks Naturfredningsforening, Hedeselskabet, Samarbejdsudvalget
for Foreningen for biodynamisk Jordbrug, Biodynamiske Jordbrugeres
Samvirke, Landsforeningen Økologisk Jordbrug.
Dette lovforslag har ikke været sendt til høring.
Forholdet til EF-bestemmelserne om nationale støtteordninger
Det af miljøministeren i folketingssamlingen 1985/ 86 fremsatte
forslag til lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i
landbruget m.v. er notificeret for og godkendt af EF-Kommissionen
i medfør af Traktaten om Det europæiske økonomiske Fællesskab,
art. 92-94. Da nærværende lovforslag, for så vidt angår den
foreslåede støtteordninger, struktur og de foreslåede
støttesatser, er en genfremsættelse, skønnes det unødvendigt at
fortage fornyet notifikation i henhold til traktatens
statsstøtteregler. Loven skal herefter alene fremsendes til
Kommissionen efter dens vedtagelse, og lovens ikrafttræden skal
ikke afvente Kommissionens stillingtagen.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Til § 1
Formålet med støtteordningen er at støtte de investeringer, der
gennemføres for at opfylde handlingsplanens skærpede bestemmelser
om opbevaring af husdyrgødning, hvorfor ordningen hovedsageligt
omfatter investeringer i anlæg til opbevaring af husdyrgødning.
Som eksempler på støtteberettigede investeringer kan nævnes,
gylletanke, ajlebeholdere, møddingvandbeholdere, pumper og
el-installation hertil. Foruden landbrugsbedrifter vil bl.a. mink-
og rævefarme, hønserier, andefarme og rideskoler kunne støttes.
Med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven er der udstedt bekendtgørelse
nr. 15 af 24. januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., i
hvilken de skærpede krav til gødningsopbevaringsanlæg er fastsat.
Der vil også kunne ydes støtte til gødningsopbevaringsanlæg i
tilknytning til fælles biogasanlæg, komposteringsvarmeanlæg eller
andre alternative udnyttelsesformer af husdyrgødning.
Der kan ikke ydes støtte til offentligt ejede anlæg, jfr. dog § 1,
stk. 3. Såfremt et anlæg er delvist ejet af det offentlige,
delvist privat ejet, vil de private virksomheder, der har andele i
de pågældende anlæg kunne søge støtte efter denne lov til deres
forholdsmæssige del af investeringen.
Støtte kan også ydes til etablering af tagrender på tagflader, der
vender ind mod møddingsstedet, nedløbsbrønde, faskiner m.v. i
forbindelse med opbevaringsanlæggene for at forhindre regnvand i
at løbe til møddingsstedet. Tagrenderne skal være opsat i
overensstemmelse med de krav og tidsfrister, som er fastsat i den
kommende bekendtgørelse nr. 15 af 24. januar 1986 om husdyrgødning
og ensilage m.v.
Det vil også være muligt at yde støtte til anlæg, der bevirker, at
landmanden overgår fra een type gødningsopbevaringsanlæg til en
anden - typisk fra opbevaring på møddingsplads og ajletank til
opbevaring i gylletank eller gyllekælder.
I forbindelse med fælles biogasanlæg, komposteringsvarmeanlæg m.v.
vil det endvidere være muligt at yde støtte til transportudstyr,
der skal transportere gødningen mellem ejendommen og
fællesanlægget.
Der vil i medfør af denne lov ikke kunne ydes støtte til
udmugningssystemer, ændringer i stalde, indvendige gyllekanaler,
omrørere til gylletanke og udbringsanordninger - f.eks.
gyllevogne, da sådanne investeringer ikke primært gennemføres af
miljømæssige årsager.
I medfør af stk. 2 kan miljøministeren efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte nærmere bestemmelser om støtte til
andre miljøforbedrende investeringer til nedbringelse af
forureningen med næringssalte og organisk stof (NPO), som har
tilknytning til landbruget. Denne bestemmelse vil kunne give
mulighed for at yde støtte til investeringer i visse
ensilage-opbevaringspladser og til projekter til
halmbortskaffelse, dog ikke halmfyring.
Under hensyn til de energi- og miljømæssige fordele, der kan opnås
ved etablering af kommunale fælles biogasanlæg, foreslås det, at
disse undtages fra bestemmelsen om, at støtte ikke kan ydes til
virksomheder, der ejes af det offentlige. I medfør af § 4, stk. 2,
kan miljøministeren fastsætte nærmere retningslinier for støtte
til sådanne anlæg, således at støtten kommer de tilsluttede
landbrugsejendomme til gode.
Det foreslås endvidere, at præstegårde ligeledes undtages fra
bestemmelsen under hensyn til de særlige forhold, som gør sig
gældende for disse.
Til kapitel 2
Til § 2
Til opfølgning af handlingsplanen er der med hjemmel i
miljøbeskyttelsesloven udstedt bekendtgørelse nr. 15 af 24. januar
1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., i hvilken de skærpede
krav til gødningsopbevaringsanlæg er fastsat.
Alle gødningsopbevaringsanlæg skal opfylde disse skærpede krav inden
udgangen af 1989. Det foreslås, at der kan ydes støtte til
projekter, hvor anlægsarbejderne påbegyndes og afsluttes i
perioden fra 1. december 1985 og til 31. december 1989.
I henhold til § 12 kan der kun ydes støtte een gang pr. ejendom efter
denne lov. Hvis landmanden skal foretage yderligere investeringer
for at opfylde de nye bestemmelser inden udgangen af 1989, kan der
ikke ydes støtte til denne yderligere investering.
Til § 3
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, punkt 6, bygger lovforslaget
på, at de af forslaget omfattede miljøforbedrende investeringer i
videst muligt omfang skal søges støttet af ordningen i
forbedringsloven, suppleret af muligheden for straksafskrivning.
Dette indebærer, at kun ansøgere, som ikke kan opfylde
betingelserne for en forbedringsplan, jfr. de almindelige
bemærkninger, og derfor ikke kan opnå støtte efter
forbedringsloven, henvises til muligheden for straksafskrivning,
eller henvises til behandling efter miljøstøtteloven.
For at sikre, at de foretagne investeringer tilgodeser samme krav om
miljøforbedring, som er forudsat i NPO-handlingsplanen og
Folketingets dagsorden herom, stilles der krav om, at samtlige
ansøgninger om støtte skal undergives en kommunal
forhåndsvurdering med henblik på, om disse krav er opfyldt. Dette
gælder såvel for ansøgninger, som kan støttes efter
forbedringsloven som for ansøgninger, der henvises til
straksafskrivning, samt for ansøgninger, som kan støttes efter
dette lovforslag.
Miljøministeren vil efter forhandling med landbrugsministeren
fastsætte de nærmere regler om gennemførelsen af den integrerede
støtteordning, som er beskrevet i stk. 1 og 2. Hensigten er herved
at sikre den størst mulige enkelthed og klarhed for såvel landmænd
som myndigheder i forbindelse med gennemførelsen af ordningen.
I forbindelse med lovforslagets forberedelse i efteråret 1985 blev
det tilkendegivet, at den nye miljøstøtteordning kunne forventes
etableret med virkning fra 1. december 1985. En hel del landmænd
må herefter antages at have påbegyndt de ønskede miljøforberedende
investeringer efter denne dato i tillid til, at miljøstøtte kunne
opnås til disse anlæg.
Det foreliggende lovforslags sammenhæng med støtteordningen efter
forbedringsloven nødvendiggør imidlertid, at der tilvejebringes en
særlig ordning for de landmænd, som inden lovens ikrafttræden har
handlet ud fra de forudsætninger, som det tidligere forslag
byggede på.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at der for så vidt angår
landmænd, der tidligere har modtaget støtte efter lov nr. 606 af
23. december 1980 om miljøstøtte eller tidligere gældende
miljøstøtteordninger, også vil have mulighed for at opnå støtte
efter reglerne i dette lovforslag.
Til § 4
En ejendom i denne lov defineres ud fra ejendommens matrikulære
forhold. Det er en betingelse for opnåelse af støtte, at
kapaciteten af anlægget er mindst 6 måneder. For ejendomme med
mindre end hvad der svarer til 20 dyreenheder, er det dog
tilstrækkeligt med 5 mdr.'s kapacitet, jfr. bemærkningerne til §
7. Det afgørende er, at den samlede opbevaringskapacitet opfylder
lovens krav for hver enkelt type af husdyrgødning, dvs. fast
gødning, ajle og gylle. Ved opgørelse af kapaciteten kan kun
medregnes anlæg, der findes på ansøgers ejendom. Anlægget skal
opfylde bestemmelser om gødningsopbevaring i miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 15 af 24. januar 1986 om husdyrgødning og
ensilage m.v. I denne bekendtgørelse er det i § 2, jfr. bilaget
til bekendtgørelse, angivet, hvad der skal forstås ved en
dyreenhed. Disse nye krav skal senest være opfyldt den 1. januar
1990.
For så vidt angår investeringer i den type anlæg, som er nævnt i
lovforslagets § 1, stk. 2, kan der være behov for en særlig
støtteprocedure, hvorom miljøministeren kan fastsætte nærmere
regler.
Hvis ansøgers ejendom eller dele heraf er tilknyttet et fælles
biogasanlæg, komposteringsvarmeanlæg eller et andet fællesanlæg,
vil der kunne ydes støtte til den beholder på ansøgers ejendom,
der opbevarer den gødning, der skal tilføres det fælles anlæg. I
disse tilfælde kan beholderen have en kapacitet på mindre, end
hvad der ellers kræves for at være støtteberettiget. Der vil også
kunne ydes støtte til gødningsopbevaringsanlæg, der er placeret i
tilknytning til det fælles anlæg. Der vil blive fastsat nærmere
bestemmelser herom efter forhandling med de berørte ministre.
Nærmere bestemmelser vedrørende fælles biogasanlæg fastsættes
således efter forhandling med landbrugsministeren og
energiministeren.
Til § 5
Alle omkostninger, der er nødvendige for investeringens
gennemførelse, er støtteberettigede. Det vil sige materialer og
lønomkostninger. Til investeringen medregnes projektering,
jordarbejde, el-arbejder, montage, kanaler og afløb. Det skal
bemærkes, at værdien af landmandens eget arbejde og arbejde udført
af ansatte hos denne ikke er støtteberettiget. I
investeringsbeløbet indregnes udgift til konsulentbistand.
I medfør af stk. 2, jfr. § 14, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen i
forbindelse med forhåndsvurderingen tage stilling til, om der skal
foretages et fradrag i støttebeløbet på 15.000 kr. Et sådant
fradrag skal foretages, hvis kommunalbestyrelsen efter
miljøbeskyttelseslovgivningen har stillet krav om lovliggørelse af
det hidtidige anlægs indretning.
Baggrunden for bestemmelsen er, at der ikke bør udbetales støtte til
lovliggørelse af ulovlige anlæg, der er omfattet af
miljøbeskyttelseslovgivningen og ikke er i overensstemmelse
hermed.
Hvis det pågældende gødningsopbevaringsanlæg efter et påbud er blevet
lovliggjort, inden anmodning om forhåndsvurdering er indgivet til
kommunalbestyrelsen, jfr. § 14, foretages 15.000 kr.s fradrag
ikke.
I »krav om ændring« forstås indretningskrav i medfør af
miljøreglementets kap. 5.
Det bemærkes, at der ved investering forstås fysiske
foranstaltninger.
Til §§ 7-9
Støtten udbetales til den, som har afholdt udgifterne i forbindelse
med investeringen. Når investeringsudgifterne er opgjort efter
kriterierne i lovens § 5, indsendes dokumentation herfor til
kommunalbestyrelsen i forbindelse med ansøgningen om støtte.
De procentsatser, som bestemmer støttens størrelse, er anført i § 7.
For at tilgodese de mindre familiebrug på under 20 dyreenheder,
foreslås en støtteprocent på 35, hvis disse brug investerer i en
opbevaringskapacitet på 5-8 måneder, og 40 pct., hvis
opbevaringskapaciteten er på mere end 8 mdr. og i øvrigt opfylder
kravene, jfr. § 3. For ejendomme med 20-34 dyreenheder gives 30
pct. i støtte ved en opbevaringskapacitet på 6-8 mdr., og 35 pct.
i støtte for kapacitet på mere end 8 mdr. For ejendomme med over
35 dyreenheder gives 25 pct. i støtte ved opbevaringskapacitet på
6-8 måneder og 30 pct. i støtte ved en kapacitet på mere end 8
mdr.
Ved at graduere støtteprocenten efter ejendommens størrelse,
tilsigtes det at modvirke en strukturforvridning i landbruget,
idet det er forholdsvis mere belastende for mindre brug at opfylde
kravene om investeringer i gødningsopbevaringsanlæg m.m. Ud fra
miljømæssige hensyn gives der større støtte ved større
opbevaringskapacitet.
Antallet af dyreenheder beregnes som et gennemsnit af dyreenhederne
på ejendommen i et år, før ansøgningen om forhåndsvurdering
modtages af kommunalbestyrelsen.
Til investeringer, der ikke overstiger 85.000 kr., ydes støtten som
et direkte investeringstilskud. I de tilfælde, hvor investeringen
overstiger 85.000 kr., gives støtten i form af et ydelsestilskud,
uanset om der i det enkelte tilfælde optages separat lån.
Tilskuddet, som udgør en nærmere angivet procentdel af den
foretagne investering, baseres på renteniveauet på
igangsættelsestidspunktet for investeringen, og udbetales med et
fast årligt beløb i 10 år, uden hensyntagen til den pågældende
finansierings specifikke vilkår.
Hvis man eksempelvis forudsætter en investering på 200.000 kr., en
støtteprocent på 25 og et renteniveau på 10 pct., vil den årlige
støtte udgøre 8.138 kr. eller i alt 81.380 kr. i stedet for et
engangsbeløb på 50.000 kr.
Støtte til investeringer i gødningsopbevaringsanlæg i forbindelse med
fælles biogasanlæg, komposteringsvarmeanlæg eller andre
alternative udnyttelsesformer af husdyrgødning samt støtte til
andre miljøforbedrende investeringer, jfr. § 9, ydes som et
direkte tilskud.
Til § 10
Miljøministeren fastsætter, efter forhandling med Kongeriget Danmarks
Hypotekbank og Finansforvaltning, landbrugets organisationer, de
långivende pengeinstitutter og landbrugsministeriet, nærmere
bestemmelser om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at
der kan ydes tilsagn om garanti. Der vil blive fastsat nærmere
regler om rammerne for en garantistillelse, om
rykningsbestemmelser for lån med statsgaranti, om bortfald af
garantiforpligtelsen m.v. Det er tanken, at der som udgangspunkt
kan stilles garanti for lån, der ligger inden for en gældsprocent
mellem 70-100, idet der vil blive taget særligt hensyn til, om
ansøgeren har en rimelig mulighed for at opfylde sine økonomiske
forpligtelser, herunder tilbagebetaling af det statsgaranterede
lån. Omfanget af statens garantiforpligtigelse for de ydede lån
vil blive nærmere afklaret i forhandlingerne med de berørte
organisationer, herunder fordelingen af garantiforpligtelsen
mellem staten og pengeinstitutter i overensstemmelse med andre
lignende garantiordninger inden for landbruget. I denne
forbindelse vil placeringen i forhold til eventuelle øvrige
statsgaranterede lån blive fastlagt.
Til § 12
Der kan først ydes støtte, når den miljøforbedrende investering er
foretaget.
Støttebeløbet kan højst udgøre 100.000 kr. pr. ejendom. Såfremt flere
ejendomme beslutter sig til at opføre et fælles anlæg f.eks. i
forbindelse med et biogasanlæg, vil der til hver ejendom kunne
ydes en støtte på maximalt 100.000 kr. Når den støtteberettigede
investering er på mere end 85.000 kr., udbetales støtten ikke som
et kontant tilskud, men i rater over 10 år. Den kapitaliserede
værdi af raterne må højst udgøre et beløb på 100.000 kr.
Med hensyn til de anlæg, der er omfattet af lovforslagets § 1, stk.
2, kan der være behov for større fleksibilitet ved fastsættelsen
af de nærmere regler om det maksimale støttebeløb til
investeringer i sådanne anlæg. Herved er der åbnet mulighed for,
at ejendomme kan få støtte til investeringer i sådanne anlæg, selv
om ejendommen allerede har fået støtte til
gødningsopbevaringsanlæg efter de almindelige regler i dette
lovforslag.
Til kapitel 3
Til § 14
Som nævnt ovenfor i bemærkninger til § 3 er den integrerede
støtteordning bygget således op, at det sikres, at de foretagne
investeringer tilgodeser samme krav om miljøforbedring, som er
forudsat i NPO-handlingsplanen og Folketingets dagsorden herom.
Der stilles derfor krav om, at samtlige ansøgninger om støtte skal
undergives en kommunal forhåndsvurdering med henblik på, om disse
krav er opfyldt. Dette gælder såvel for ansøgninger, som kan
støttes efter forbedringsloven eller skatteministeriets særlige
regler om straksafskrivning, som for ansøgninger, som kan støttes
efter dette lovforslag.
Den miljømæssige vurdering foretages af kommunalbestyrelsen som en
obligatorisk forhåndsvurdering på baggrund af ansøgerens
beskrivelse af projektet.
Ved denne forhåndsvurdering påser kommunalbestyrelsen, at det
beskrevne projekt opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 15 af 24.
januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., for så vidt angår
kravene til placering, indretning og opbevaring, som findes i
bekendtgørelsens kapitler 2, 3 samt 5-8. Hvis det beskrevne
projekt ikke umiddelbart opfylder bekendtgørelsens krav, f.eks.
derved, at projektet forudsætter, at en eller flere dispensationer
skal meddeles, skal endelig afgørelse herom være truffet, før det
ved forhåndsvurdering kan attesteres, at det projekterede anlæg er
i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelsen.
Forudsætter attestationen, at sådanne afgørelser er truffet efter
bekendtgørelsen, skal reglerne om klagefrist og klageadgang efter
bekendtgørelsen være iagttaget, førend attestation kan meddeles.
Eventuel klage over kommunalbestyrelsens miljømæssige vurderinger
skal således ske efter reglerne i bekendtgørelse nr. 15 af 24.
januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v.
Såfremt anlægget skal godkendes i medfør af kap. 5 i
lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985, om lov om
miljøbeskyttelse, skal endelig afgørelse herom være truffet,
førend attestation kan meddeles.
Ved forhåndsvurdering skal kommunalbestyrelsen endvidere træffe
afgørelse om, hvorvidt det projekterede anlæg opfylder
kapacitetskravet i § 4, stk. 1, samt om, hvorvidt der skal ske
fradrag på 15.000 kr. i medfør af § 5, stk. 2. Disse afgørelser,
der indgår i forhåndsvurderingen, kan selvstændigt påklages af
ansøgeren, jfr. reglerne herom i § 21. Såfremt kommunalbestyrelsen
derfor finder, at kapacitetskravet ikke er opfyldt, eller at
15.000 kr.-fradraget skal foretages, kan endelig forhåndsvurdering
ikke meddeles før efter udløbet af den i § 21, stk. 3, nævnte
klagefrist, eller - hvis afgørelsen påklages - efter at
klagemyndighedens afgørelse foreligger.
Det forhåndsvurderede projekt indsendes til jordbrugskommissionen,
som videresender dette til Jordbrugsdirektoratet sammen med en
forbedringsplan, udarbejdet efter forbedringsloven.
Jordbrugsdirektoratet udarbejder et særligt forenklet ansøgningsskema
til brug for de ansøgninger, der på forhånd må forventes ikke at
kunne opnå støtte efter forbedringsloven.
Såfremt forbedringsstøtte ikke kan opnås, fordi betingelserne for en
forbedringsplan ikke kan opfyldes, giver Jordbrugsdirektoratet
attestation herom til ansøgeren. Af attestationen vil fremgå,
hvorvidt ansøgeren henvises til straksafskrivning eller til
ansøgning om støtte efter lovforslagets regler. På grundlag af
denne attestation kan landmanden iværksætte investeringen efter
det beskrevne projekt.
Miljøministeren vil efter forhandling med landbrugsministeren
fastsætte nærmere regler om den administrative gennemførelse,
herunder fastsætte, hvilken ordning der skal gælde for de
investeringer, der er påbegyndt i perioden fra 1. december 1985 og
til lovens ikrafttræden. For så vidt angår de i § 1, stk. 2, samt
§ 4, stk. 2, nævnte anlæg, vil der ligeledes blive fastsat særlige
regler af miljøministeren
Til § 15
Ansøgninger om støtte til individuelle gødningsopbevaringsanlæg kan
først indsendes, når investeringen er gennemført, og udgifterne
hertil er afholdt.
Når investeringen er gennemført, indsendes ansøgning om støtte til
kommunalbestyrelsen. Ansøgningen skal ledsages af
kommunalbestyrelsens forhåndsvurdering, attestation fra
Jordbrugsdirektoratet, jfr. § 14, stk. 4, samt attesteret
dokumentation for afholdte udgifter.
Opgørelsen over de relevante udgifter i forbindelse med den
støtteberettigede investering skal attesteres af en
statsautoriseret eller registreret revisor, eller en af
landbrugets driftsøkonomikonsulenter.
Der tænkes udarbejdet et særligt ansøgningsskema til brug for
ansøgning om støtte samt et skema til brug for opgørelsen af de
relevante udgifter, hvorpå også revisorattestationen eller
attestationen af driftsøkonomikonsulenten skal ske.
Til § 16
Hjemlen i § 16, stk. 2, forudsættes anvendt således, at
kommunalbestyrelsen i forbindelse med ansøgninger om fællesanlæg
og andre miljøforbedrende investeringer omfattet af § 4, stk. 2,
udarbejder en indstilling om gennemførelsen af anlægget.
Endvidere skal kommunalbestyrelsen attestere, om kravene i denne lov
er opfyldt. Ansøgningen med indstilling og attestation fremsendes
til miljøministeren, der behandler ansøgningen, og derefter kan
give tilsagn om støtte.
I medfør af § 16, stk. 2, kan miljøministeren bestemme, at visse
afgørelser om ansøgning om støtte til andre investeringer end
individuelle gødningsopbevaringsanlæg kan træffes af
kommunalbestyrelsen.
Bestemmelsen tænkes først og fremmest anvendt, hvis miljøministeren i
henhold til § 1, stk. 2, giver mulighed for at yde støtte til
investeringer i visse ensilageopbevaringsanlæg.
I medfør af § 19 kan ministeren bestemme, at afgørelser efter § 16,
stk. 2, henlægges til miljøstyrelsen.
Til § 17
Baggrunden for denne bestemmelse er, at det er særdeles vanskeligt at
forudse, hvornår i perioden de støtteberettigede investeringer
gennemføres og afsluttes, så udbetaling af støtte kan ske, jfr. de
almindelige bemærkninger. Hvis bevillingerne i et finansår ikke
slår til, overføres ansøgningerne i datoorden til følgende
finansår.
Til § 18
I praksis tænkes ordningen gennemført således, at de nødvendige
oplysninger kan afgives i fortrykte skemaer. Bestemmelsen
indeholder hjemmel til at stille krav om anvendelse af særlige
skemaer, samt hjemmel til at fastsætte nærmere regler om sagernes
behandling i øvrigt.
Til § 19
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, tænkes
miljøministerens beføjelser efter loven henlagt til
miljøstyrelsen. Det er tanken at henlægge kompetencen til at
udbetale støttebeløbene og meddele statsgaranti for lån til
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
Til § 21
Som nævnt i forbindelse med bemærkningerne til § 14 indeholder
kommunalbestyrelsens forhåndsvurdering to selvstændige afgørelser
efter denne lov. Det drejer sig om afgørelsen om, hvorvidt
kapacitetskravet efter § 4, stk. 1, er opfyldt, samt afgørelsen
om, hvorvidt fradrag skal ske efter § 5, stk. 2. Såfremt
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse enten om, at
kapacitetskravet ikke kan anses for opfyldt, eller at fradrag på
15.000 kr. skal foretages i støttebeløbet, kan disse afgørelser i
forbindelse med forhåndsvurderingen selvstændigt påklages til
miljøministeren efter reglen i § 21, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afgørelse skal i sådanne tilfælde meddeles
ansøgeren med oplysning om, at afgørelsen kan påklages inden 4
uger, jfr. § 21, stk. 3.
For så vidt angår kommunalbestyrelsens afgørelse om støttegrundlaget
samt beregningen af støtten efter § 16, er der ligeledes
klageadgang for ansøgeren indenfor den i § 21, stk. 3, nævnte
frist på 4 uger regnet fra meddelelsen.
§ 21, stk. 4, indeholder desuden hjemmel til at bestemme, at
miljøstyrelsens og Hypotekbankens afgørelse ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed. Det er tanken, at
miljøstyrelsens afgørelser som klagemyndighed ikke skal kunne
indbringes for anden administrativ myndighed. Hvor miljøstyrelsen
træffer afgørelse som 1. instans, er det tanken, at kun væsentlige
afgørelser af mere principiel betydning skal kunne påklages til
miljøministeren.
Til § 22
Kommuner og amtskommuner har som led i den generelle varmeplanlægning
lavet opgørelser over lokale ressourcer, herunder biogas, og er på
nuværende tidspunkt i færd med at undersøge, hvor ressourcerne
bedst kan anvendes under hensyntagen til at opnå den samlet set
bedste samfundsøkonomi i varmeforsyningen.
Igennem kommunernes og amtskommunernes varmeplanlægning er der
konstateret et ressourcemæssigt grundlag for, at en betydelig del
af varmeforsyningen kan baseres på indenlandske ressourcer i form
af naturgas, overskudsvarme, halm, træflis, biogas m.v.
Forudsætningen for at etablere kommunale fælles biogasanlæg er
således, at etableringen af sådanne anlæg er den samfundsøkonomisk
bedste løsning, og at der eksisterer et varmebehov for det område,
som skal forsynes.
Forudsætningen for at kunne planlægge og etablere fælles biogasanlæg
er endvidere, at der er overskydende husdyrgødning på
landbrugsejendomme.
I medfør af § 22 kan kommunalbestyrelsen indhente de nødvendige
oplysninger om overskudsproduktion af gødning. Dette kan f.eks.
ske i form af en spørgeskemaundersøgelse.
Dette kan ses i sammenhæng med tilsynet med landbrugsejendomme efter
bekendtgørelse om husdyrgødning og ensilage m.v. nr. 14 af 24.
januar 1986.
Med udgangspunkt i en sådan kortlægning kan kommunen skønne over den
gødningsmængde, der ikke kan bruges på de enkelte ejendomme og
vurdere, om denne mængde vil kunne danne basis for etablering af
fælles biogasanlæg. Kommunerne kan herefter under hensyntagen til
varmeforsyningslovens bestemmelser om bedst mulig samfundsøkonomi
planlægge kommunale fælles biogasanlæg og tilbyde de implicerede
landmænd at aflevere deres overskydende gødning i det fælles
biogasanlæg.
Landmændene vil hermed undgå at skulle investere i individuelle
gødningsopbevaringsanlæg ud over i de anlæg, der giver mulighed
for løbende at opbevare husdyrgødning, inden den transporteres til
fælles biogasanlæg. Dette tidsrum vil i praksis nok ligge på
omkring en måned.
I § 22, stk. 3 og 4, er anført almindelige straffebestemmelser for
undladelse af at give de fornødne oplysninger.