Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00069@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

I lov om erstatning til besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse

nr. 890 af 12. december 1986, foretages følgende ændring:

Efter § 1 a indsættes som ny paragraf:

»§ 1 b. Danske statsborgere, som under den tyske besættelse som

søfarende har været interneret eller tilbageholdt i mindst 12

måneder i udenlandsk havn, og deres efterladte er berettigede til

ydelse efter bestemmelserne i dette afsnit på samme måde som

fastsat i § 1 a.«

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 155I lov om erstatning til besættelsestidens ofre, jf.

lovbekendtgørelse nr. 68 af 8. februar 1974, foretages følgende

ændring:

I § 1 a indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) har været interneret eller tilbageholdt som søfarende i mindst

6 måneder i udenlandsk havn, eller«

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Ved den tyske besættelse af Danmark i april 1940 blev de danske skibe

anmodet om at søge neutral havn og der afvente nærmere besked fra

den danske regering, men som bekendt søgte en del af vore skibe

til de nærmeste engelske havne. Således kom mange danske søfolk

til at sejle under allieret tjeneste alle de år, krigen varede.

Det var dog ikke alle danske søfolk, som kom til at sejle under

allieret tjeneste. Omkring 80 danske søfolk havnede i Shanghai som

følge af sænkning, torpedering, bombning, minesprængning eller

opbringning af det skib, de var forhyret på - eller fordi deres

skibe var blevet oplagt i amerikanske havne, sydamerikanske havne

og Stillehavshavne.

Når det blev Shanghai, hang det sammen med byens status som

internationalt settlement (engelsk bydel med neutral havn i

Shanghai indtil

Stillehavskrigens udbrud i december 1941), desuden var der et dansk

generalkonsulat og dermed mulighed for at få hjælp; dette skulle

vise sig at få alvorlige konsekvenser for disse 80 danske søfolk.

At få hyre på enten allierede eller neutrale skibe var der selvsagt

meget få chancer for på det tidspunkt, og de blev ikke større,

idet konsulatet havde inddraget søfolkenes pas. Dermed var de

pågældende søfolk tilbageholdt i Shanghai. Den dag i dag står det

stadig hen i det uvisse, hvorfor konsulatet foretog denne

deponering; men det tenderer i allerhøjeste grad frihedsberøvelse.

Desuden mødte søfolkene kun passivitet fra konsulatets side over for

deres mange henvendelser om hjemsendelse. Udsigten til et ophold i

Shanghai på ubestemt tid var da en realitet for søfolkene, og da

de i reglen var uden mulighed for selv at skaffe sig arbejde for

derved at klare sig, var de nødt til, efterhånden som deres penge

slap op, at kontakte konsulatet for en eller anden form for

støtte.

Under påberåbelse af modtagne instrukser fra det danske

udenrigsministerium om, at en understøttelse skulle begrænses til

et absolut minimum, udbetaltes således et beløb, som ikke på

noget tidspunkt var tilstrækkeligt til at dække de

allernødvendigste udgifter for søfolkene. Resultatet blev

almindelig underernæring med deraf følgende nedsat modstandskraft

over for sygdomme som tyfus, dysenteri samt tuberkulose. I

efteråret 1942 - inden for 3 måneder - afgik seks af søfolkene ved

døden - en direkte følge af dårlige levekår.

Disse seks dødsfald rokkede dog ikke det mindste ved konsulatets

holdning til den utilstrækkelige understøttelse. I sin spareiver

rettede konsulatet af og til i de af lægen udstedte recepter til

de underernærede og syge søfolk, fordi det anså den ordinerede

medicin for for dyr. Nogle af søfolkene ændrede i deres

fortvivlelse også i deres recepter, så de kunne få udleveret den

af lægen oprindeligt ordinerede medicin. I flere tilfælde medførte

dette, at søfolkene blev anklaget for dokumentforfalskning, hvad

det jo også var. Domfældelserne foregik uden juridisk bistand, og

søfolkene blev idømt fængselsstraffe, som efter danske forhold var

ganske urimeligt hårde. Fængslerne var under kinesernes kontrol,

og ophold her var ifølge søfolkene ganske ubeskrivelige. I nogle

tilfælde idømtes afsoning på vand og brød (sic!).

Naturligvis forværredes den underernæring, som søfolkene led af, for

ikke at tale om den psykiske belastning, det var at sidde

indespærret i et fremmed fængsel - i to af tilfældene helt op til

6 måneder, hvilket var strafferammens maksimum for det misbrug af

dokumenter, som de aktuelle forseelser drejede sig om, forseelser

skabt af de dårlige levevilkår, søfolkene blev budt.

I løbet af de godt og vel fem år forsøgte søfolkene som sagt ofte -

både skriftligt og mundtligt at gøre konsulatet opmærksom på

nødvendigheden af et samarbejde. En enkelt gang, da situationen

var særlig fortvivlet og løfter om forbedring som så ofte før

endnu ikke var blevet indfriet, besluttede søfolkene samlet at

opsøge konsulatet. Dette blev af konsulatet betragtet som en

demonstration, og det kinesiske politi blev tilkaldt; det

kinesiske politi fandt dog ingen anledning til at foretage

anholdelser. Forsøget på et samarbejde med konsulatet, især med

henblik på en regulering af understøttelsen, blev ikke opnået,

selv om det dog måtte være indlysende, at sikrede man søfolkene

mulighed for en tilstrækkelig sund kost, hindrede man også flere

ernæringssygdomme i at opstå og dermed udgifter til lægehjælp og

medicin.

Af de søfolk, der kunne vende hjem til Danmark efter tilbageholdelsen

i Shanghai, vejede nogle kun ca. 40 kg, og den psykiske overlast

kan kun en ekspert vurdere. Tolv kammerater blev efterladt på

kirkegårde i Shanghai.

Det var derfor ikke uden grund, at Shanghaisøfolkene efter 51/2 års

tilbageholdelse i Shanghai søgte om erstatning efter loven om

erstatning til besættelsestidens ofre. De, der overlevede, var

både psykisk og fysisk nedbrudt; men loven gav ingen mulighed for

erstatning - og gør det stadig ikke.

Disse søfolk har i over fem år levet under umenneskelige kår i

Shanghai, og ved hjemkomsten måtte flere i øvrigt indlægges med

tuberkulose og andre sygdomme, som stammer fra underernæring.

Derudover kan der vel næppe herske tvivl om, at tilbageholdelsen

har været en sådan psykisk belastning, at den ganske givet har sat

sine alvorlige præg. Derfor ville det efter forslagsstillernes

opfattelse være på sin plads, at vi i dag giver Shanghaisøfolkene

mulighed for at få erstatning i henhold til loven om erstatning

til besættelsestidens ofre. Det ville være en ringe tak til dem,

der er tilbage og stadig lider under senfølgerne fra dette

krigsfangenskab under 2. verdenskrig.

Bemærkninger til den foreslåede bestemmelse

Bestemmelsen medfører, at personkredsen, der er omfattet af loven om

erstatning til besættelsestidens ofre, udvides med søfolk, der har

været interneret eller tilbageholdt i mindst 6 måneder i

udenlandsk havn. Ændringen vedrører specielt de søfolk, der er

omtalt i de almindelige bemærkninger, men også andre, der har

været udsat for en lignende situation. Det skal endvidere

bemærkes, at socialministeren i et svar på et skriftligt

spørgsmål (S 858 i folketingssamlingen 1985/ 86) har oplyst, at

den pågældende personkreds ikke kan omfattes af

dispensationsbestemmelsen i § 64, stk. 1, i lov om erstatning til

besættelsestidens ofre. En udvidelse af personkredsen er derfor

nødvendig.

Bilag

§ 1 a i lov om erstatning til besættelsestidens ofre

§ 1 a. Danske statsborgere, som under den tyske besættelse

1) har været deporteret til fængsel eller koncentrationslejr i

udlandet eller

2) har været tjenstgørende i mindst 6 måneder på danske eller

udenlandske skibe under allieret kontrol i krigsfarvand, og som

ikke allerede har opnået erstatning for den nedsatte erhvervsevne

i henhold til lov nr. 262 af 19. december 1936 om

krigsulykkesforsikring for søfarende, jf. lov nr. 473 af 1.

oktober 1945, eller

3) har været aktivt engageret her i landet uden afbrydelse i mindst 1

år i organiseret modstandsarbejde, der har medført særlig hård

fysisk eller psykisk belastning, fortrinsvis personer, der har

været eftersøgt, eller

4) efter mindst 6 måneders aktiv deltagelse i organiseret

modstandsarbejde her i landet har været interneret i tyske

fængsler eller lejre i Danmark og herunder været udsat for

usædvanlig hårde psykiske belastninger,

er berettiget til ydelser efter bestemmelserne i nærværende afsnit,

når erhvervsevnen er nedsat med mindst 25 pct., medmindre det er

åbenbart, at der ikke kan være sammenhæng mellem den nedsatte

erhvervsevne og de foran nævnte forhold.

Stk. 2. Når særlige forhold taler derfor, kan sikringsstyrelsen, jf.

§ 4, dispensere fra kravet om den i stk. 1 omhandlede varighed af

tjenesten eller frihedsberøvelsen.

Stk. 3. Afgår en person, som omfattes af stk. 1, ved døden, tilkommer

der de efterladte erstatning efter bestemmelsen i § 22, medmindre

det er åbenbart, at der ikke kan være sammenhæng mellem dødsfaldet

og frihedsberøvelsen eller tjenesten som nævnt i stk. 1.

Versioner

1. 1988-05-21