1986 LSF 73 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM HANDELSHØJSKOLER OG HANDELSHØJSKOLEAFDELINGER (BETALINGSORDNING FOR HD- OG ED-UDDANNELSERNE)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00073@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 258 af 8. juni 1983 om handelshøjskoler og
handelshøjskoleafdelinger som ændret ved lov nr. 245 af 23. maj
1984 foretages følgende ændringer:
1. I lovens navn indsættes efter handelshøjskoleafdelinger: »m.v.«.
2. I § 6, stk. 1, indsættes som 2., 3. og 4. pkt.:
»Dog kan undervisningsministeren bestemme, at der etableres en
betalingsordning til delvis dækning af udgifterne ved
erhvervsøkonomiske og erhvervssproglige uddannelser, der alene
tilrettelægges som deltidsuddannelser. Bestemmelsen gælder også,
når de nævnte uddannelser afholdes ved andre
uddannelsesinstitutioner. Undervisningsministeren fastsætter
nærmere bestemmelser om betalingsordningen«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1987 og har virkning for
studerende, der begynder en uddannelse efter dette tidspunkt.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Lovforslaget bemyndiger undervisningsministeren til at etablere en
betalingsordning til delvis dækning af udgifterne ved undervisning
ved erhvervsøkonomiske og erhvervssproglige uddannelser, der
udelukkende er etableret som deltidsuddannelse med henblik på at
give videreuddannelsesmuligheder for erhvervsaktive inden for de
pågældende områder.
Etablering af en betalingsordning vil skabe økonomisk grundlag for at
opretholde fri adgang til HD- og ED-uddannelserne over hele
landet.
Undervisningsministeren fastsætter de nærmere bestemmelser om
betalingsordningen, men det er en forudsætning for lovforslaget,
at en ordning kun kan omfatte studerende, der er erhvervsaktive,
dvs. studerende der er i et ansættelsesforhold eller driver
selvstændig virksomhed.
De studerende er normalt ansat i virksomheder, der har en direkte
interesse i, at medarbejderne gennemfører videreuddannelsen, og
som derfor vil være indstillet på at betale uddannelsesudgiften.
Hidtil har staten afholdt alle udgifter, der er forbundet med de
pågældende uddannelser.
Af eksisterende uddannelser omfattes alene HD- og ED-uddannelserne af
bemyndigelsen. HD-uddannelsen (det erhvervsøkonomiske
diplomstudium) er en 4-årig deltidsuddannelse. Uddannelsen er
tilrettelagt som videreuddannelse for erhvervsaktive, og
undervisningen ligger uden for normal arbejdstid. ED-uddannelsen
(den erhvervssproglige diplomuddannelse) er en 2-årig
deltidsuddannelse, der bygger oven på korrespondentuddannelsen.
Uddannelsen er ligesom HD-uddannelsen tilrettelagt som
videreuddannelse for erhvervsaktive. Uddannelserne findes
fortrinsvis ved handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger. I
forbindelse med sammenlægning af handelshøjskoleafdelingerne i
Odense og Aalborg med henholdsvis Odense Universitet og Aalborg
Universitetscenter blev uddannelserne også en del af disse
institutioners uddannelsestilbud.
Baggrunden for undervisningsministeriets ønske om at få mulighed for
at indføre en betalingsordning er den stærkt stigende tilgang til
de to uddannelser de seneste år, og det heraf følgende behov for
ekstra ressourcer til uddannelserne.
Samtidig opkræves allerede betaling ved bl.a. merkonomuddannelsen,
der på nogle punkter kan sammenlignes med HD-uddannelsen, og som i
nogle tilfælde fungerer som en alternativ
videreuddannelsesmulighed i forhold til denne uddannelse.
På baggrund af tilgangsstigningen og det heraf følgende ressoucebehov
blev det nødvendigt at indføre adgangsbegrænsning til
HD-uddannelsen i 1986.
Tilgangen til uddannelsen havde udviklet sig fra 2773 i 1983 til 2976
i 1984 og 3728 i 1985, altså en stigning på 955 eller 34 pct. på
kun 2 år.
Tilgangen til ED-uddannelsen havde kun udviklet sig væsentligt ved
handelshøjskolen i København fra 173 i 1983 til 250 i 1984 og 275
i 1985.
Der havde været indregnet en stigning i søgningen til uddannelserne i
de hidtidige budgetprognoser, men den faktiske stigning oversteg
langt den forventede. Merudgiften i forhold til de hidtidige
budgettal ved en fastholdelse af tilgangsniveauet fra 1985 og den
hidtil forudsatte uddannelsesstandard kunne opgøres til omkring
6,3 mill. kr. i 1986, omkring 9,2 mill. kr. i 1987 og omkring 11
mill. kr. på længere sigt.
Ved adgangsreguleringen i 1986 blev der afvist 484 ansøgere. Alle fra
handelshøjskolen i København. Ministeriet modtog i den anledning
en række henvendelser, der pegede på, at en meget stor del af de
afviste er i et ansættelsesforhold, der forudsætter, at de
samtidig læser HD, og at disse personers samlede uddannelsesforløb
nu blev forsinket. Det blev angivet, at der i mange tilfælde er
tale om, at virksomhederne har en reel forpligtelse til at
gennemføre en uddannelse af sine medarbejdere, hvori
HD-uddannelsen indgår. Af henvendelserne fra forskellige
erhvervsorganisationer fremgik det også klart, at en
betalingsordning var at foretrække frem for adgangsbegrænsning, og
at virksomhederne var indstillet på at betale for medarbejdernes
uddannelse.
Ministeriet finder heller ikke, at adgangsregulering til
HD-uddannelsen er en god løsning, og man gennemførte alene
adgangsbegrænsningen på grund af de akutte ressourcemæssige
problemer.
Man har på baggrund af de problemer, adgangsreguleringen i 1986 har
skabt for virksomheder og medarbejdere, fundet ressourcer i 1986
til, at alle, der blev afvist, er optaget pr. oktober 1986 kan
gennemføre uddannelsen på normaltid. Merudgiften som følge af
ekstraoptaget kan i indeværende finansår opgøres til ca. 1,5 mill.
kr.
Ekstraoptaget i 1986 medfører også merudgifter i 1987-90. Da
ministeriet endvidere finder, at en betalingsordning til
finansiering af fri adgang til uddannelserne over hele landet er
en langt mere hensigtsmæssig ordning end adgangsbegrænsning,
fremsættes lovforslag om en sådan ordning.
Fri adgang til uddannelserne er klart at foretrække for de studerende
og må også antages at bidrage til fortsat udvikling af dansk
erhvervsliv. En betalingsordning efter forslaget vil heller ikke
belaste virksomhederne i noget væsentligt omfang. En
HD-uddannelse, der varer 4 år, vil således i 1987 ikke koste meget
mere end mange kurser af under en uges varighed, og en
ED-uddannelse mindre.
Betalingsordningen tænkes udformet således, at der i 1987 betales
4.500 kr. for den samlede HD-uddannelse og 1.500 kr. for
ED-uddannelsen.
Der er ved beregningen af betalingen for 1987 sigtet mod, at
betalingen skal dække omkring 16 pct. af udgifterne ved
undervisningen. Der er herved taget udgangspunkt i
tilskudsordningen for merkonomuddannelsen, hvor statstilskuddet
siden 1980 har udgjort 84 pct. af udgifterne, jfr. lov nr. 244 af
4. juni 1980 og lov nr. 247 af 23. maj 1984 om ændring af lov om
godkendelse af handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester-
og maskinistskoler og tilskud m.v. til disse skoler.
Der er dog ved fastsættelsen af betalingen taget hensyn til de
budgetterede udgifter på lidt længere sigt. Aktuelt er uddannelsen
nemlig billigere på grund af de ovennævnte ekstraordinære
tilgangsstigninger. Alle indtægter fra betalingen forudsættes
anvendt ved uddannelserne, bl.a. til at rette op på de uforudsete
standardforringelser, der er fulgt med tilgangsstigningerne.
Ministeren vil i medfør af bemyndigelsen og af lovens § 8 kunne
fastsætte regler om aflæggelse af regnskab for institutionernes
anvendelse af de beløb, der kommer ind ved betalingsordningen.
Ministeriet finder, at betalingsordningen alene bør indføres for nye
studerende, dvs. studerende, der begynder på en uddannelse i 1987.
Betalingsordningen ventes under de nævnte forudsætninger at ville
indbringe følgende indtægter i mill. kr.:
--------------------------------------------------------------------- 1987 1988 Længere sigt --------------------------------------------------------------------- HD 7,5 7,5 11,0 ED 0,4 0,4 0,4 --------------------------------------------------------------------- Ialt 7,9 7,9 11,4 ---------------------------------------------------------------------
Betalingen fremover vil blive forelagt folketinget i de årlige
finanslovforslag. Der vil kun blive stillet forslag om
realforhøjelse af betalingen i det omfang, det er nødvendigt som
følge af yderligere stigninger i tilgangen.
BILAG I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget I lov
nr. 258 af 8. juni 1983 om handelshøjskoler og
handelshøjskoleafdelinger som ændret ved lov nr. 245 af 23. maj
1984 foretages følgende ændringer:
1. I lovens navn indsættes efter handelshøjskoleafdelinger: »m.v.«.
--/ Lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger.
/--
2. I § 6, stk. 1, indsættes som 2., 3. og 4. pkt.:
»Dog kan undervisningsministeren bestemme, at der etableres en
betalingsordning til delvis dækning af udgifterne ved
erhvervsøkonomiske og erhvervssproglige uddannelser, der alene
tilrettelægges som deltidsuddannelser. Bestemmelsen gælder også,
når de nævnte uddannelser afholdes ved andre
uddannelsesinstitutioner. Undervisningsministeren fastsætter
nærmere bestemmelser om betalingsordningen«.
--/
§ 6. Udgifterne ved driften af handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger afholdes af statskassen.