Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00085@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1. Fra 1. april 1987 betaler staten 4.600 kr. månedligt forud til

hver folkepensionist. Beløbet udgør dog kun 700 kr. for personer,

som ved begyndelsen af udbetalingsmåneden i de seneste 6 måneder

har haft fast ophold på plejehjem, særforsorgsinstitution eller

anstalt under kriminalforsorgen.

§ 2. Ret til at modtage folkepension som angivet i § 1 har:

1) alle personer, der senest den 1. i udbetalingsmåneden er fyldt 67

år og har været optaget i dansk folkeregister som bosat her i

landet de sidste 10 år,

2) personer, der ifølge internationale aftaler ligestilles med de i

nr. 1) nævnte personer.

Stk. 2. Den, der i medfør af stk. 1 har erhvervet ret til

folkepension, bevarer denne ret til og med den sidste måned, i

hvilken han eller hun lever.

§ 3. Personer, som 31. marts 1987 oppebærer et folkepensionsbeløb,

bevarer retten hertil, uanset om de ikke omfattes af § 2, stk. 1.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Lovforslaget er en genfremsættelse af et senest i folketingsåret

1983-84 (2. samling) fremsat lovforslag, se Folketingstidende

1983-84 (2. samling) forhandlingerne sp. 5914 og 7409 samt tillæg

A sp. 3713.

Det er - med de af tidsforskydningen følgende ændringer - stort set

en uændret genfremsættelse af tilsvarende forslag fra

Fremskridtspartiet, som er blevet fremsat, lige siden partiet kom

i Folketinget.

1. Begrundelsen for lovforslaget er først og fremmest, at

folkepensionisterne efter Fremskridtspartiets opfattelse bliver

behandlet for dårligt af samfundet - også i økonomisk henseende.

Ved for karrig folkepensionsudmåling har bankerotflertalspartierne

i for høj grad ladet særligt folkepensionisterne undgælde for

deres fejlslagne politik.

Desværre hjælper det ikke her noget som helst at henvise til de 60

milliarder i VKR-regeringens sociale pensionsfond. Den er til 100

pct. et rent bogholderiteknisk blufnummer.

Det er nødvendigt for at klare opgaven, at folkepensionen ikke

længere skal have karakter af ren almisse og, at FOLKETINGET

DERFOR ÆNDRER BYRDEFORDELINGEN. Fremskridtspartiet har i

ændringsforslag til finansloven påvist en lang række områder, som

må værdsættes meget lavere end den foreslåede forhøjelse af

folkepensionen - administrationsudgifter, lønudgifter,

ulandsbistand, kulturtilskud, udenrigstjeneste, erhvervstilskud,

særpensionsfordele til tidligere offentligt ansatte, boligtilskud,

akademikerluksusuddannelser, honorar og ben til

folketingsmedlemmer og andre luksusbegunstigede politikere osv.,

osv. Fremskridtspartiet accepterer altså ikke som nogen hellig ko

den fordeling af de offentlige udgifter, som fortiden har slumpet

sig til. Vi mener, at folkepensionister relativt er forfordelte og

derfor skal have forholdsvis større andel i de offentlige midler.

De offentlige udgifter falder i to hovedgrupper, nemlig dels

indkomstoverførsler som for eksempel folkepension, og dels

udgifter, der lægger beslag på samfundets ressourcer, som ellers

kunne være brugt i produktionens tjeneste. I relation til den

sidste - den farligste - form er nærværende forslag ved sin

enkelhed direkte udgiftsbesparende, se bl.a. nedenfor under 3-6 og

7.

Men det er ikke nok at have smukke tanker og gode hensigter over for

folkepensionisterne. Her som ved andre offentlige udgifter kommer

man ikke uden om spørgsmålet: hvor skal pengene komme fra?

Derfor foreslås alene 4.600 kr. i månedlig folkepension fra 1. april

1987. Med de herskende prisforhold vil en folkepension af den

størrelse - godt 40 pct. af højeste arbejdsløshedstakst ikke være

rimelig stor. De 4.600 kr. skal derfor alene opfattes som et trin

på vejen henimod en anstændig folkepension, der alene kan

realiseres, efterhånden som befolkningen frigør sig fra de gamle,

ansvarsløse partiers ryggesløse finanspolitik, så statsfinanserne

får den fornødne bærekraft til at yde en rimelig folkepension.

Sådan er kendsgerningerne. Og så hjælper det ikke, at de ældre

siger, at det ikke er deres skyld, at det står så skidt til med

samfundsøkonomien. For det første er det deres skyld i det omfang,

de har stemt på andre partier end Fremskridtspartiet. Og for det

andet må vi alle tage skade for hjemgæld for, at Danmark siden

1960 har været udsat for, at folketingsmedlemmerne næsten

fordobler deres egen i forvejen alt for høje løn samtidig med, at

de fromt hævder, at der ikke er råd til mere til

folkepensionisterne.

Der kan for eksempel henvises til, at den daværende socialminister

(nu finansminister) den 9. maj 1984 udtalte i Folketinget

(Folketingstidende 1983-84, forhandlingerne spalte 5914):

»Problemet er, at vi er i en økonomisk situation, som ikke levner

mulighed for betydelig forøgelse af folkepensionen og det bliver

vi nødsaget til at acceptere.«

Han sekunderes af Hanne Severinsen fra Venstre, der - spalte 5918 -

fastslog, at »man« i Venstre overhovedet ikke kunne drømme om at

gå ind på Fremskridtspartiets forslag om omfordeling af de

offentlige udgifter, så folkepensionen kan forhøjes.

2. Finanslovforslaget for 1986, anmærkninger II,

side 438, skønner, at der i 1987 som

årsgennemsnit vil være 680.500

folkepensionister. 55.200 kr. vil koste, på

årsbasis, i folkepensionsudgift .............. 37.563.600.000 kr. For at kunne sammenligne med den af finansloven - § 15.03.31.51.04. - benyttede budgetteknik må reduceres med beløb for beboere på plejehjem m.v. jf. nærværende forslags § 1, 2. pkt. ...................................... 2.106.000.000 kr. --------------------- Den foreslåede folkepensionsudgift bliver herefter ...................................... 35.457.600.000 kr. I finanlovsforslaget for 1986, anmærkninger II, side 439, er anslået et 1987-folkepensionsbeløb på 24.789.000.000 kr. angivet i januar 1985-priser. Inflationsstigningen på de 21/2 år frem til midt i 1987 anslås til 8 pct. eller 1.985.120.000 kr. ............................ 26.774.120.000 kr. --------------------- For så vidt merudgift ............................ 8.683.480.000 kr. ---------------------

Med det højeste pensionsniveau anslås det, at de offentlige udgifter

til folkepensionister i øvrigt falder med (se f.eks. nedenfor

under 6) 1.500.000.000 kr.

Folkepensionen forøges altså med 7 milliarder kroner i det første

fulde år, hvor nærværende forslag kommer til at virke.

Fremskridtspartiet er helt uenig med Socialdemokratiet, når dette

mener, at vi hermed »kommer op på et udgiftsniveau, der er for

højt« (Folketingstidende 1983-84 (2. samling), forhandlingerne

spalte 5916).

Det er ganske givet, at en stor del af den foreslåede

pensionsforhøjelse vender tilbage til staten, fordi

folkepensionsudbetalingerne afføder større forbrugsafgifter end

den forbrugsindskrænkning, der måtte blive resultatet hos andre

befolkningsgrupper, som der nu ikke anvendes så store offentlige

udgifter på. Omvendt bevirker den forøgede årlige overførsel til

folkepensionister antagelig en vis nedgang i

indkomstskatteprovenuet og en forøgelse af

betalingsbalanceunderskuddet (gælder dog ikke i det omfang pengene

for eksempel hentes fra ulandsbistand). Men i forhold til dansk

udlandsgælds kæmpebyrde er her tale om en marginal størrelse. De

tiltag, som skal til for at klare betalingsbalanceproblemet, har

Fremskridtspartiet fremstillet andetsteds, for eksempel i

Fremskridt den 17. januar 1986, p. 4.

3. Forslaget tilsigter, ud over de konkrete forbedringer for

folkepensionisterne, også en LET FORSTÅELIG LOVGIVNING.

I de nuværende folkepensionsparagraffer svinger størrelsen af

pensionen på en måde, der er uigennemtrængelig for de fleste. En

labyrintisk skattelovgivning samt komplicerede regler for, hvilken

trangsbestemt hjælp efter bistandsloven pensionister i øvrigt har

mulighed for at opnå, gør i alt for mange tilfælde pensionisternes

usikkerhed omkring lovvirvaret endnu større.

Alene til administration m.v. af de nuværende indviklede

folkepensionsberegningsregler osv. medgår formentlig omkring 600

menneskers fulde arbejdskraft.

Dette administrationsarbejde spares, når der bliver een og kun een

folkepensionssats, der lægges så højt som foreslået. Et bærende

element i hele Fremskridtspartiets socialpolitik er som bekendt,

at socialkronerne i langt højere grad skal komme de sociale

klienter til gavn i stedet for at forsvinde til goldt

bureakrat-posekiggeri, som blot giver socialudbyttere adgang til

at glæde sig over egen Jahvemagt.

Et af nærværende lovforslags mange stærke sider er, at nogen tid

efter den 1. april 1987 kan makuleres hundredvis af sider i

cirkulærer og afgørelsessamlinger. De søger ud fra

ministerieskrivebordsfilosoferen at skabe millimeterretfærdighed,

men afføder i det virkelige liv kilometeruretfærdighed. Det

levende livs foreteelser er nemlig mangfoldighedsforskelligartede

langt ud over rækkevidden for lovforfatternes tanker. Værre bliver

det selvsagt af, at lovreglerne formidles i et sprog, der er

uforståeligt for mange folkepensionister, som ofte vil være

rystende nervøse for at komme på de offentlige kontorer.

Det er uværdigt, at mange ældre medborgere ingen mulighed har for at

sætte sig ind i paragrafjunglens mærkværdigheder og derfor ikke

selv kan kontrollere, at de får, hvad der tilkommer dem.

Folketingsmedlem Inge Krogh, Kristeligt Folkeparti, ramte plet, da

hun sagde: »Jeg talte forleden med en person fra

Socialforvaltningen i en af vore større byer. Vedkommende

indrømmede, at næsten hver eneste pensionist er nødt til at få

tolket, hvad der egentlig stod i det, man havde skrevet til dem.

Det burde kunne administreres lettere. Det må blive for dyrt, hvis

hver eneste pensionist skal have forklaret, hvad der bliver

skrevet til ham/ hende.« (Folketingstidende 1978-79,

forhandlingerne spalte 5733).

4. For så vidt angår skattelovgivningen indebærer Fremskridtspartiets

forslag om forhøjede bundfradrag, at næsten alle pensionister

meget hurtigt får TOTAL SKATTEFRIHED og befries for de

bekymringer, den nymodens kildeskat påfører dem. Se nærmere side

4, Fremskridt fra 14. februar 1986.

5. Den meget indviklede og uhyre uretfærdige boligsikringslovgivning

bør efter Fremskridtspartiets opfattelse ophæves.

Samfundsøkonomisk er den jo reelt et tilskud til forhøjet

huslejeniveau. Når det drejer sig om folkepensionister, stiller

forholdene sig anderledes: de er typisk ude af stand til at

forøge deres indtægt. Og de har ofte svært ved at flytte og

omstille sig til anden bolig end de omgivelser, hvor de måske har

boet i årtier. Derfor er det her på sin plads med generelle

boligydelsesregler, så pensionisten trygt kan regne med at blive

boende sin tid ud i den tilvante bolig. Derfor ønsker

Fremskridtspartiet BEVARELSE AF DE NUVÆRENDE BOLIGYDELSER

(lovbekendtgørelse nr. 44 fra 1983 med senere ændringer).

6. Med hensyn til SOCIALE YDELSER ud over folkepensionen medfører

nærværende lovforslag ingen ændring i nuværende lovgivning og

praksis - heller ikke vedrørende de kommunale rådighedsbeløb (jf.

finansloven § 15.03.32.), gratis sygehusophold, lægebehandling,

varmehjælp, madudbringelse, hjemmehjælp, havearbejde, plejehjem,

beskyttede boliger, dagcentre, omforsorgsforanstaltninger,

licenstilskud, 65-billetter, tandproteser, medicin- og

brillehjælp, ergoterapi, snerydning osv. Men rent faktisk vil

disse mange områder nok blive noget mindre udgiftskrævende, fordi

trangen bliver mindre, når folkepensionen bliver større.

Idealmålet er selvsagt så stort et folkepensionsbeløb, at alt behov

forsvinder for, at folkepensionister med hatten i hånden skal

tigge om særstøtte hos skrankepaver, der efter behag kan vende

deres tommelfinger op eller ned.

De gældende ordninger kræver kontorforvaltninger, for hvilke

folkepensionisten i skemablanketter og på anden vis skal blotlægge

sine personlige forhold, og det vil aldrig skabe retfærdighed

mellem henved en million forskelligt stillede mennesker, at der

skal administreres punktvise specialordninger i stedet for, at

hver selv afgør, hvad han vil betale for med sine egne penge.

Social indsats er bedst, når den ikke umyndiggør medmennesker, så

de reduceres til sager på offentlige kontorer og institutioner.

Folkepensionssatsen skal gøres så høj, at folkepensionister som sådan

ikke fortsat skal kunne betegnes som en svag gruppe. Eller i

øvrigt diskrimineres som noget særligt, modsat den øvrige

befolkning. Selvfølgelig vil gruppen folkepensionister fortsat -

som næsten alle andre samfundsgrupper - have svage medlemmer. Og

de skal selvsagt hjælpes af samfundets almindelige sociale

sikkerhedsnet. Ganske efter samme regler, som gælder for alle

andre danske medborgere. Det er derfor forkert, når regeringen -

Folketingstidende 1983-84 (2. samling), forhandlingerne spalte

5915 - vil pådutte Fremskridtspartiet, at vi vil afskære svagt

stillede folkepensionister fra gennem særlige pleje- og

bistandsydelser at blive i hjemmet. Tværtimod er vi også på dette

område det mest fremskridtsimødekommende parti i Folketinget, jf.

nedenfor i slutningen af de særlige bemærkninger til forslaget, §

1, 2. pkt.

7. FOLKEPENSIONEN SKAL VæRE ENS FOR ALLE. Folketinget bør ikke gøre

forskel på de ældre efter deres ægteskabelige forhold eller deres

tidligere arbejde. Grundsætningen »Ens pension for alle« ligger

dybt forankret i fremskridtsforbedringen af den nuværende

lovgivningstilstand. Naturligvis forstået på den måde, at det, som

er ens, er hvad der ydes som skatteyderbetalt pension, herunder

for eksempel tjenestemandspension, ATP og ydelser fra

Lønmodtagernes såkaldte Dyrtidsfond. Enhver skal frit kunne sikre

sig større pensioner gennem forsikringsordninger eller på anden

vis; der er tale om rent frivillige ordninger og ikke

udbetalinger, der kommer fra tvangsudskrevne midler.

a. Selvfølgelig kan man argumentere for, at to i een husstand kan

leve billigere pr. næse end enligtboende. Men fortsætter

Folketinget med at behandle folkepensionister forskelligt, er der

ingen ende på rækken af opdelingskriterier, der kan argumenteres

for. Det levende liv er så mangfoldigt, at det ikke på rimelig

vis lader sig presse ind i skabeloner fra Slotsholmens

skriveborde. Hvordan med to ældre søskende, der bor sammen, eller

dem, der lever sammen uden at være gift eller endog har ladet sig

skille for at få to enligpensionsindtægter (og måske derigennem

har kunnet finansiere et mægtigt guldbryllup)?

Derfor medfører lovforslaget, at der IKKE LÆNGERE ER STRAF på

ægteskabet, men at alle borgere - enlige såvel som gifte -

betragtes som ligeværdige.

Reglen om, at samgifte får lavere pension end to enlige, går helt

tilbage til loven om alderdomsunderstøttelse fra 1891. Tiden er

for længst løbet fra ikke at betragte gifte som økonomisk helt

selvstændige personer. Også Socialdemokratiet, Venstre,

Centrum-Demokraterne og Venstresocialisterne vil principielt have

samme pension for gifte og ugifte - se Folketingstidende 1977-78,

forhandlingerne spalte 5000, 5009, 5022, 5035 og 5068 - men typisk

for disse partier udmønter de blot ikke i præcise lovforslag det,

som de går og taler om i forsamlingshusene. Næsten det samme kan

siges om Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti

(spalte 5032 og 5058), jf. B 64 af 24. marts 1982. Men Venstre

tilsagde så sent som i Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne

spalte 5890 f, sin modstand mod, at to ægtefæller skulle være det

samme som to gange een enlig. På samme linie fandtes SF (spalte

5893).

b. Lovforslaget medfører ingen ændringer for OFFENTLIGT ANSATTE. Af

Fremskridtspartiets ændringsforslag til finanslovens § 25 fremgår

det imidlertid, hvorledes de nuværende fordele for offentligt

ansatte ønskes ændret til en solidarisk ligestilling med den del

af samfundets borgere, der har haft beskæftigelse i det private

erhvervsliv, se senest ændringsforslag nr. 2389 til finanslov 1982

(lovforslag nr. 1, 1981-82 (2. samling), blad nr. 155).

Det er skingrende uanstændigt, at den der har siddet behageligt nær

de offentlige kasser såsom ministeren, kontorchefen og

universitetsprofessoren tildeles 6 til 8 gange så meget i

skatteyderbetalt pension som bageren, lagerarbejderen og alle de

mange andre, som gammelpartierne i deres usolidaritet hovent

henviser til pensionsproletariatet, men så sent som den 18. januar

1983 - Folketingstidende, spalte 4267 bekræftede alle de andre mod

Fremskridtspartiets stemmer, at de ikke vil gå med til

ligestillingssynspunktet ved, »at offentligt finansieret pension

skal være ens for alle borgere, uanset deres position i samfundet,

når de har opnået pensionsalderen«.

For alle nuværende tjenestemandspensionister og dem, der har ret til

tjenestemandspension inden for de nærmeste år, foreslår

Fremskridtspartiet en overgangsordning, der sikrer, at ingen går

ned i realindtægt i forhold til den pension, de har til rådighed i

henhold til den gældende lovgivning.

Men politikere, der har sikret sig særpensioner, fordi de selv styrer

de offentlige kasser, vil straks miste deres særfordele - det

gælder især folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og

statsrevisorer.

Fremskridtsforslagene medfører også, at ingen nyansættes i det

offentliges tjeneste med krav på højere pension end andre

borgere. Lønnen skal findes løbende i lønposen og ikke på en

pensionskonto. Ellers vil det arbejde, den 38-årige politibetjent

udfører i dag, blive grupperet helt forskelligt alt efter, om han

dør som 60-årig eller som 98-årig. Pensioner hører derfor ikke til

i ansættelsesforhold. Når de overhovedet er fremkommet i

nævneværdigt omfang på det private område, skyldes det

skattetænkning. Det er selvfølgelig ikke direkte Folketingets

bord. Men Folketinget kan i al fald sikre, at deer, hvor det

offentlige er arbejdsgiver, fejes den slags bort.

Tjenestemandspensionssystemet opstod i et samfund helt forskelligt

fra det nuværende. Ordningen har for længst overlevet sig selv og

må derfor afskaffes som et led i de omfattende besparelser, som de

offentlige kasser hungrer så stærkt efter.

Ganske tilsvarende betragtninger gælder i forhold til de grupper, der

særfavoriseres af ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Også disse

grupper regnes i pensionsmæssig henseende som »finere«, uden at

der er rimelighed i deres særfavorisering. Intet taler for, at de

har fået mindre løn, end de ellers ville have haft, fordi

lovgivningen har oprettet diverse frimærkekasseordninger. Deres

eksistens er derfor en absurditet i et samfund, der opererer med

ens pension for alle. Da de pågældende stort set er identiske med

befolkningens altovervejende majoritet, er det lettest at putte

pengene i den gældsplagede statskasse i stedet for først at

iværksætte et kæmpebureaukrati til at udbetale midlerne med

nogenlunde ens beløb til de fleste skatteydere og derefter

udskrive større skatter end påkrævet, hvis fondsmidlerne under eet

går i statskassen, som så udbetaler forhøjet folkepension til alle

borgere overensstemmende med nærværende lovforslag.

Med hensyn til overenskomstansattes pensionskasseordninger er

problemstillingen mere kompliceret. Dels på grund af, at beløbene

er større for den enkelte pensionist, dels fordi der er tale om et

langt mindre udsnit af skatteydere. Løsning af de

overenskomstansattes særpensioner bør derfor søges samordnet med

aftrapningen af indkomstskatten og ophævelsen af den af

firkløveret og Socialdemokratiet i 1983 gennemførte særbeskatning

af selvpensionister (den såkaldte realrenteafgift).

8. Ifølge forslaget udbetales folkepensionen UDEN FORUDGÅENDE

ANSØGNING herom. Mennesker skal ikke af lovgiveren pestilleres med

eet eneste stykke papir mere end absolut strengt nødvendigt.

9. I forslaget er ikke medtaget nogen paragraf om ophævelse af ældre

lovgivning. En sådan bør udformes som ændringsforslag under

behandlingen i Folketinget, hvis denne tilsiger, at der er et

flertal for endelig at gennemføre Fremskridtspartiets her

foreliggende klare og enkle forslag om forbedret og ensartet

folkepension. Foretrækkes en særlig lov om ophævelse eller ændring

af de regler, der bliver overflødige eller må ændres, medvirker

Fremskridtspartiet naturligvis også gerne hertil.

Forholdene stiller sig helt forskelligt for folkepensionister og

andre som for eksempel invalidepensionister. Vi bør derfor - som

tilfældet var i tiden fra 1965 og frem til 1. oktober 1984 (senest

lovbekendtgørelse nr. 436 af 9. september 1983) - have en særlig

folkepensionslov og ikke sammenskrive reglerne med helt andre

områder.

10. Det er vigtigt, at folkepensionsforhøjelser kommer de nulevende

ældre til gavn, og at de STRAKS FINANSIERES OVER DE LØBENDE

SKATTER.

Det er særdeles katastrofalt, at gammelpartierne i stedet spiller på

den almindeligt udbredte misforståelse, at folks

pensionsindbetalinger til en fond eller pensionskasse kan

finansiere deres senere forbrug som pensionister. Det er kun

bogholderimæssigt, på papiret, det forholder sig sådan. Den

økonomiske virkelighed er, at pensionisternes forbrug må dækkes

løbende ud af de erhvervsaktives produktion og indkomster. Og når

der ikke er ligevægt mellem ind- og udbetalinger til

pensionsfondene, må gabet dækkes med skatteforhøjelser eller

forhøjelser af pensionsbidragene for de erhvervsaktive borgere.

Ellers vil inflationen begynde at stige, fordi der ikke bliver

produktionsmæssig dækning for pensionisternes forbrug.

11. Gammelliberalister påstår, at folk i deres erhvervsaktive alder

bør opspare til alderdommen. Individuelt og/ eller over

forsikringer. De, som ikke har gjort det, må selv tage skade for

hjemgæld. At forsørge ældre mennesker en bloc kan ikke være nogen

pligt for skatteyderne.

Et sådant synspunkt kan diskuteres i samfund, hvor staten ikke

udplyndrer folk i deres aktive indtjeningsår. De fleste, som er

født i Danmark i dette århundrede, har imidlertid haft så små

faktiske muligheder for selv at ordne deres pensionsforhold

rimeligt, fordi de har måttet aflevere så store midler til de

offentlige kasser. Derfor er det nødvendigt, at disse kasser også

betaler dem en så rigelig pension, som det er økonomisk

forsvarligt i deres ældre år.

Denne holdning må ikke forveksles med, at de, som nu er over 67 år, i

vidt omfang selv har indbetalt skat til dækning af folkepensionen.

Skattebetalinger kan ikke sammenlignes med forsikringsbidrag. Hvis

folk dør som 65-årige, får de jo ikke een øre i folkepension eller

noget kapitaliseret beløb indbetalt til dødsboet. Barnløse betaler

til skoler. Folk, der ikke betaler skat, får fuld folkepension, og

bliver de 114 år gamle, er det endda meget, de får i folkepension.

Disse banale eksempler, der kan suppleres ad libitum, viser, at

betragtningen om, at man skal tildeles folkepension efter,

hvorvidt man har betalt skat, kun fører ud på afveje.

Folkepension er IKKE NOGEN FOLKEFORSIKRING.

Og folkepensionen bør ikke omdannes til nogen folkeforsikring.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1, 1. pkt.

1. Forslagsstillerne sigter efter, at der på 4.600 kroners-niveauet

skal være ro om folkepensionens størrelse fra 1. april 1987 til

31. december 1988.

PENSIONSBELØBET FOR 1989 fastsættes ved lov i god tid, før 1988

udløber, så stigningen afpasses efter den økonomiske situation.

Således tænkes pensionsbeløbet ændret een gang årligt. Det er

forslagsstillernes ønske, at dette vil komme til at resultere i

yderligere betydelige pensionsstigninger fremover. En sådan

glidende opskrivning af folkepensionens realværdi er klog. Blandt

andet fordi det modsvarer en glidning i folkepensionistgruppens

sammensætning. De, som er født i sidste århundrede, er opdraget

til yderste sparsommelighed og har derfor ofte kunnet slå sig

tilfredse med pensionsbeløb på snert eksistensminimum. Efterhånden

bliver folkepensionisterne imidlertid folk, som har været vænnede

til højere levestandard og mennesker, der - som følge af

sundhedsvæsenets enorme fremskridt - også har evne til at gå løs

på livets glæder på en helt anden pengekrævende måde end dem, der

af skrøbeligheder og gebrækkeligheder har været bundet til en seng

og en stol.

I den næste snes år vil gruppen af over 66-årige vokse med ca. 6.000

om året. Mens antallet af personer på 67 år og derover i 1985 var

24,8 pct. af de 25-66 årige, bliver det 33,68 pct. i 2025.

For at det stadigt stigende antal folkepensionister fra statskassen

kan få udbetalt stadigt stigende månedsbeløb pr. næse, bliver det

nødvendigt, at folketingsflertallet - også i handling bringes til

at fatte, at betingelsen ikke alene er god vilje, men også

økonomisk evne for statskassen. En godtagelse af

Fremskridtspartiets besparelsesforslag vil resultere i muligheden

for at genskabe den sunde og stærke danske økonomi, der er

forudsætningen for, at vore ældre ikke fortsat skal spises af med

utidssvarende pensioner.

Fremskridtspartiet er imidlertid ikke noget alt-eller-intet-parti. Vi

vil derfor stemme for alle skridt i retning af en forhøjet

folkepension, selv om forhøjelsen ikke har det omfang, som vi

helst ser. Afstemningen i Folketinget den 28. maj 1976

(Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne spalte 10470) er et af

de mange eksempler på, at pensionistkårene var blevet væsentlig

forbedret, hvis blot Socialdemokratiet ikke havde stemt nej, men

var fulgt med Fremskridtspartiets ja-afstemning til et tredje

partis forslag. Tilsvarende vil vi aktivt deltage i kommende

beslutninger, der forbedrer folkepensionisternes vilkår.

Nærværende lovforslag præciserer vore principielle holdninger.

2. Ved folkepensionsudmålingen SES ALDELES VÆK FRA ANDEN INDTÆGT

ELLER FORMUE. Altså ganske det samme princip for almindelige

mennesker, som stedse har været gældende for den herskende klasse

af politikere og offentligt ansatte. De nuværende beregninger af

folkepension er ofte overfølsomme for indkomststigninger. Påtager

pensionisten sig et stykke arbejde, bliver han let til nar ved at

blive trukket i skat og pensionsnedsættelse i skrigende misforhold

til, hvad han tjener på sin indsats.

Dertil kommer ofte tab af boligydelse og hjemmehjælpstilskud og anden

offentlig hjælp. Trækket manifesterer sig endda ofte på vilkårlige

tidspunkter - måske længe efter, at den ældre har måttet opgive

arbejdet. Lovgivningsfinesser og skemauforståeligheder er

samfundssygdomme, som må bekæmpes overalt. De gør enkeltborgere

til skrankepavekastebolde i stedet for, at det offentliges

bureaukrater skulle være enkeltborgeres tjenere.

Hvad loven ikke skader i kroner, ødelægger de myter, der med

uigennemsigtige ordninger som de nuværende uvægerligt vil gro op

blandt de mere end 99 pct. af pensionisterne, som ikke helt

præcist kan overskue samspillet mellem de mange forskellige

regelkomplekser. Myterne forvolder lige så stor utryghed og

usikkerhed som selve reglerne.

Den, der forskaffer sig ekstra arbejdsindtægter, gør samfundsmæssig

gavn i en tid, hvor Danmarks problem er, at der bestilles alt for

lidt her i landet. Samfundet bør derfor opmuntre alle - også

pensionister - til at bestille mere og ikke straffe dem for at

bidrage til forøgelse af nationalproduktet og dermed for

mulighederne for tilbagebetaling af landets gæld og forbedring af

velstand og velfærd.

Pensionsafkortning sker nu på grundlag af socialindkomsten. Den er

derfor befængt med alle de ulemper, som knytter sig til nævnte

omskabning, jf. f.eks. Fremskridt, 15. november 1985, p. 5.

Alle ved, at de gældende regler får mange pensionister til at skjule

for myndighederne, at de tjener penge ved siden af. De ulykker,

dette forvolder, mindskes ved vedtagelsen af nærværende forslag.

Heller ikke de, der har fuldtidsbeskæftigelse ved siden af

folkepensionen, bør rammes. Det er i øvrigt også meget svært at

udskille dem. Både fordi mange skifter mellem mindre og mere

arbejde, og fordi der er alle afskygninger mellem deltids- og

fuldtidsarbejde. (Ifølge Folketingstidende 1977-78,

forhandlingerne spalte 5009 skal det dreje sig om knap 25.000

folkepensionister, som har fuldtidsbeskæftigelse).

Ud fra den grundopfattelse, at folkepensionen ikke bør baseres på at

skulle dække et eksistensminimum, men derimod være den ret, den

enkelte har oparbejdet i forhold til samfundet, ønsker

Fremskridtspartiet derfor ophævelse af den den 16. oktober 1982

ved L 6 i folkepensionslovens § 6 vedtagne diskrimination mod

67-69 årige i arbejde.

Den, der for eksempel i 1950erne har sparet op på bankbog i stedet

for at bruge rub og stub, er blevet straffet mere end rigeligt af

skat og inflation.

Hvorfor skal der nu på ny sparkes specielt til de såkaldt rige gamle?

Samme pensionsbeløb til alle har også den psykologiske fordel, at den

ene pensionist ikke længere misunder sin nabo for i folkepension

at få 122 kr. mere, end han selv modtager. Den slags undgås, når

alle har 4.600 kr. om måneden og altså ingen mindre end andre.

Klarhed og enkelhed er altid en lovgiverdyd. Men i forhold til de

700.000 ældste i befolkningen er det af ganske overordentlig stor

vigtighed at blive befriet for gældende

pensionstillægsopgørelsesregler. Med deres praktiske

usikkerhedsmyriader og juridiske subtilitetsfortolkninger er de en

skamplet på dansk lovgivning. Nok har der været kæmpet med

problemet i årtier. Alligevel måtte socialministeren så sent som i

Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne spalte 4260 indrømme,

at »en pensionist kan have en ekstraindkomst på 10.000-15.000 kr.

om året og få mindre ud af det end den, der overhovedet ingenting

har«.

Da samme socialminister var i opposition, var han medforslagsstiller

til L 100 af marts 1977 om, at ekstraindtægter ikke på nogen måde

skal beskære folkepensionen. Han var her i selskab med bl.a. den

nuværende statsminister. Fordi man kommer i regering, behøver man

dog ikke være på vild flugt fra de rigtige tanker, man hidtil har

forfægtet som ansvarligt folketingsmedlem.

TIL § 1, 2. PKT.

Folkepensionister, der indlægges på plejehjem m.v., betaler i

idealsamfundet selv herfor og bevarer til gengæld deres fulde

pension. Enhver tanke i så henseende er imidlertid verdensfjern i

al fald i de nærmeste årtier. Folkepensionsniveauet skulle være

mange gange så højt som nu, hvis plejehjemsbeboere skulle betale

den fulde udgift for opholdet. Derfor tvinges vi til at opretholde

det hidtidige princip om, at de pågældende får nedsat deres

kontantpension, men således, at denne plus naturalpension i form

af plejehjemsydelser alt i alt bliver væsentligt større end de

4.600 kr. månedligt, som er den almindelige folkepension.

Ved udformningen af reglerne herom ønsker Fremskridtspartiet, at

folkepensionisten modtager sin fulde pension i indlæggelsesmåneden

og herudover i de følgende 6 måneder. Visitation til plejehjem

modsvarer ikke indlæggelse. Efter 6 måneders periodens ophør

udbetales alene de 700 kr. Særforsorgsinstitutioner og fængsler

(men ikke sygehuse) ligestilles med plejehjem. Også

varetægtsfængsling bør tælle med, idet man ved så lang en frist

som 6-7 måneder typisk vil ramme rigtigt ved at sidestille

varetægt med straf i denne relation.

For at skabe tryghed og sikkerhed hos pensionisten er området således

klart og firkantet afgrænset i Fremskridtsforslaget på en måde,

der giver rummelig frist til afvikling af egen lejlighed og andre

forpligtelser.

Med hensyn til den, der får en del af folkepensionen som

plejehjemsophold, har der dannet sig det slangudtryk, at deres

kontant-folkepension er »lommepenge«. Da dette ord har en vis

nedsættende klang, falder partierne over hinanden for at afskaffe

denne ordning. Men det er her som på alle andre områder

realiteterne og ikke ordvalget, der tæller.

Og realiteten er i orden i det nuværende system.

For 1987 foreslår Fremskridtspartiet månedlig »lommepengeydelse« på

700 kr. Da gennemsnitstallet omfattet af ordningen forventes at

blive 45.000 pensionister, er fradragsbeløbet foran i de

almindelige bemærkninger under 2) opgjort som 45.000 multipliceret

med 3.900 kroner månedligt.

Beløbet bliver selvsagt mindre i det omfang, Fremskridtspartiet får

gennemført sine forslag om, at de ældre (og de handicappede) kan

blive i eget hjem, så længe de selv ønsker det, gennem forbedret

hjemmehjælp (også om aftenen og i weekenden), bedre

kollektivboliger og »datterløn« til den pårørende, der i hjemmet

vil passe en gammel far eller mor (L 183 af 13. februar 1979).

TIL § 2, STK. 1, NR. 1

1. En virkelig god anvendelse af skatteyderpenge er at give den, der

har puklet årtier, økonomisk mulighed for at nyde nogle gode år,

før helbredet begynder at skrante.

Forslag om at nedsætte DEN ALMINDELIGE FOLKEPENSIONSALDER fra de

nuværende 67 år nyder derfor stor sympati.

Ulykkeligvis har vi hos Fremskridtspartiet ikke noget at have

sympatien i.

Det er særdeles beklageligt, at en generel nedsættelse af

pensionsalderen er uforsvarlig på nuværende tidspunkt. Dette er

ikke Fremskridtspartiets skyld. Det er konsekvensen af den hidtil

førte politik med dens store underskud, der viser, at dansk

produktion er for lille. Og når vi skal producere mere for at

undgå fremtidig gældsætning og for at tilbagebetale med rente og

renters rente de 284 milliarder kroner, ville allerede netto

skylder udlandet, skal der bestilles mere i Danmark. Derfor er

tiden ikke til, at flere aldersklasser får lov til at gå tidligere

på pension.

Socialministerens svar på Folketingets socialudvalgs spørgsmål 1 ad L

97 af 5. december 1978 oplyste, at en pensionsaldernedsættelse til

65 år i 1980 ville koste skatteyderne 1,4 milliarder kroner (før

skat). Dette beløb er i sig selv ikke afskrækkende. Men for at vi

kan blive udlandsgælden kvit, er det nødvendigt at alle, som kan

arbejde, også pukler på med at skabe den fornødne produktion. Her

har vi den afgørende bremse, der hindrer, at vi kan nedsætte den

almindelige pensionsalder.

Den fornødne samfundsøkonomiske baggrund for lavere pensionsalder end

67 år foreligger først, når vor valutastilling over for udlandet

kommer op på en reservekapital i form af nettotilgodehavender

svarende til ca. 10 pct. af nationalproduktet (det anslås til ca.

630 milliarder kroner for 1986), men burde være en halv gang

større og fordelt med langt større vægt på nytteproduktion).

Nedsættelse af pensionsalderen til 62 år for personer med lav indtægt

(skønsmæssigt ca. 35.000) blev foreslået af de radikale op til

kommunalbestyrelsesvalget i 1973. Socialministeren kommenterede i

Folketinget den 24. januar 1973 dette forslag:

»Forslaget er begrundet dels i ønsket om at skaffe arbejdspladser til

personer under 62 år og dels i ønsket om at give mulighed for

gradvis at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Regeringen ønsker også flere i arbejde, men vi ønsker ikke

pensionsalderen sat ned til 62 år som led i en

beskæftigelsesforanstaltning. Vi ønsker således ikke

pensionsalderen brugt som et konjunkturpolitisk redskab. Nu er

regeringen heller ikke så pessimistisk som de radikale med hensyn

til arbejdsløsheden. Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at

det høje ledighedsniveau antages at blive et mangeårigt problem.

Jeg har mærket mig, at i hvert fald Venstre heller ikke deler den

opfattelse.«

Personer under 67 år, der er uarbejdsdygtige af den ene eller anden

grund, skal naturligvis have offentlig hjælp. Denne bistand hører

blot ikke under folkepensionslovgivningen. Nærværende lovforslag

berører derfor ikke disse personer.

Dette sker ud fra den principielle opfattelse, at folkepension skal

være en ret, man opnår ved at komme i en bestemt alder, ikke en

ydelse, man skal søge om for at kunne opretholde livet. Da

forslagsstillerne er klar over, at der for mange er behov for

førtidspensionering eller en hjælp i en kortere eller længere

periode inden folkepensionsalderen indtræder, har

Fremskridtspartiets finanslovbudgetter taget hensyn til, at det er

en nødvendighed med rigelige midler til brug for

invalidepensionstildelinger samt tvangsbestemt hjælp af mere eller

mindre permanent karakter.

Gældende lovs kriterium er desværre ikke altid, at de pågældende

magter at udføre arbejde. Socialdemokratiet fik jo SV-regeringen

til at kvittere for de mange valgfondsbidrag, fagbevægelsen gav

til Socialdemokratiet, ved at skatteyderne som vederlag er kommet

til at betale milliardbeløb til den EFTERLØNSORDNING, hvis

hovedbetingelse er, at man har betalt fagligt kontingent gennem en

årrække. Når der bliver råd til at nedsætte pensionsalderen, skal

det ske ens for alle. For eksempel med et år ad gangen. Det er

usolidarisk tyveri, når SV-regeringen lod en gruppe få syv års

nedsættelse på en gang (fra 67 til 60 år) og så smed de andre ud

i den kolde sne, hvor de kan skyde hvide pinde efter at få deres

67 års grænse nedsat.

Et sådant misbrug vendte Fremskridtspartiet sig imod (se nærmere

herom bl.a. Fremskridt 1978, nr. 10, side 5).

Efterlønsudgifterne i 1986 anslås til 8,2 milliarder kroner.

Efter Fremskridtspartiets mening skal de, som en gang er gået på

efterløn, bevare deres efterlønsrettigheder fuldt ud også i

Fremskridtssamfundet, men loven bør lukke for tilgang af

fremtidige efterlønsmodtagere.

2. På linje med skattelovens grundprincip findes det rigtigt ikke at

knytte folkepensionsstatus til indfødsret, men til, om man er

indlevet i det danske samfund på det tidspunkt, hvor

pensioneringen bliver aktuel.

TIL § 2, STK. 1, NR. 2

Der henvises til den nordiske konvention af 5. marts 1981 om social

tryghed, til EF-forordning nr. 1408 af 1971 og til Danmarks

tosidede socialforskningsoverenskomster. Af disse sidste er den

ældste traktaten med Schweiz (fra 1954 med ændringer pr. 1.

december 1983). I 1976 indgik vi aftale med Tyrkiet, i 1977 med

Jugoslavien og i 1982 med Pakistan. Der er færdigforhandlet

aftaler med Marokko og Spanien og forestår aftaler med Østrig og

Israel. Fremskridtspartiet er imod denne udvikling, se B 133 af 9.

juni 1980 om begrænsning af tyrkerdrænet i danske

skatteydermidler. Vi besnæres ikke af, at regeringen besmykker

dette fandangospil med danske skatteyderes penge med betegnelsen

»social eksport« (Folketingstidende 1979-80 (2. samling),

forhandlingerne spalte 8678 og 8679).

TIL § 2, STK. 2

Folkepensionisten skal trygt kunne påregne, at den engang erhvervede

pensionsret ikke under nogen omstændigheder går tabt, så længe han

er i live, hverken som følge af straf, flytning til udlandet eller

andet.

Statens provenutab herved er af ringe betydning sammenlignet med, at

en 100 pct. klar og undtagelsesfri regel er det eneste, som kan

hindre bekymringer på dette område. Flytter for eksempel en

folkepensionist til De Canariske Øer, vil klimaet her ofte give

ham bedre helbredstilstand, og det skal man kun glæde sig over. De

danske offentlige kasser undgår tilmed at skulle yde vedkommende

varmehjælp og andre ekstraydelser ud over folkepensionen.

Når stk. 2 ikke gælder for udlændinge, skyldes det, at

Fremskridtspartiet af statsfinansielle grunde og risikoen for, at

Danmark virker som en wienerbrødsbutik på en flok hvepse, ikke i

den nuværende situation vil være med til at udvide danske

skatteyderes forpligtelser udover det absolut uundgåelige for, at

vi kan overholde vore internationale forpligtelser.

TIL § 3

§ 2 strammer kravene noget (bopælstid m.v.) i forhold til gældende

lov. Herefter fører billighed til, at de, der allerede får

udbetalt folkepensionsydelser, ikke skal berøves disse. På den

anden side vil de pågældende ikke efter 1986 få reguleret

størrelsen af deres folkepension efter dyrtid, velstandsudvikling

eller andet.

§ 3 angår også de tilfælde, hvor personer, der den 31. marts 1987 er

omfattet af § 1, 2. pkt., efter hidtil gældende regler har ret til

mere end 4.600 kroner månedligt.

Versioner

1. 1988-05-21