1986 LSF 96 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LUFTFART (BEFORDRING MED LUFTFARTØJ)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00096@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september
1985, foretages følgende ændring:
KAPITEL 9 affattes således:
»Kapitel 9
BEFORDRING MED LUFTFARTØJ
ANVENDELSESOMRÅDE
§ 90. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordring med
luftfartøj af passagerer, rejsegods eller gods, som udføres af et
lufttrafikforetagende. Bestemmelserne gælder også for sådan
befordring, hvis den udføres af andre mod betaling.
§ 91. Ved befordring af post er befordreren ikke ansvarlig over for
afsenderen eller modtageren, men udelukkende over for postvæsenet
og i overensstemmelse med de særlige regler, som gælder mellem
befordreren og postvæsenet.
Stk. 2. De følgende bestemmelser i dette kapitel gælder ikke for
befordring af post.
Stk. 3. Bestemmelserne om befordringsdokumenter i §§ 92-97 gælder
ikke for befordring, som udføres under usædvanlige forhold og
falder uden for normal udøvelse af luftfartsvirksomhed.
BEFORDRINGSDOKUMENTER
§ 92. Ved befordring af passagerer skal der udstedes billet, jf. dog
§ 123. Billetten kan være individuel eller kollektiv og skal
indeholde angivelse af:
1) afgangssted og bestemmelsessted og
2) mindst eet aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt.
Stk. 2. Udstedelse af billet er ikke nødvendig, hvis de oplysninger,
der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, registreres på anden måde.
Stk. 3. Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er
befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel
gælder for befordringen.
§ 93. Ved befordring af indskrevet rejsegods skal der udstedes
rejsegodsbevis, jf. dog § 123. Hvis rejsegodsbeviset ikke er
hæftet sammen med eller indføjet i en passagerbillet, som opfylder
kravene i § 92, stk. 1, skal det indeholde angivelse af:
1) afgangssted og bestemmelsessted og
2) mindst eet aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt.
Stk. 2. Udstedelse af rejsegodsbevis er ikke nødvendig, hvis de
oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, registreres på
anden måde.
Stk. 3. Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er
befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel
gælder for befordringen.
§ 94. Ved befordring af gods skal der udfærdiges luftfragtbrev, jf.
dog § 123.
Stk. 2. Udfærdigelse af luftfragtbrev er ikke nødvendig, hvis
oplysningerne om befordringen registreres på anden måde og
1) afsenderen samtykker i, at der ikke udfærdiges luftfragtbrev, og
2) befordreren efter afsenderens anmodning udleverer en
godskvittering, der indeholder tilstrækkelige oplysninger til
identifikation af godset.
Stk. 3. Godskvitteringen skal give afsenderen mulighed for at blive
gjort bekendt med de registrerede oplysninger.
Stk. 4. Hvis der ikke er udfærdiget luftfragtbrev, kan befordreren
ikke nægte at modtage godset til befordring med henvisning til, at
det system, som anvendes ved registreringen af oplysningerne om
befordringen, ikke kan benyttes på et omladnings- eller
bestemmelsessted.
§ 95. Luftfragtbrevet skal udfærdiges af afsenderen i tre
originaleksemplarer. Det første eksemplar skal påtegnes »For
befordreren« og underskrives af afsenderen. Det andet eksemplar
skal påtegnes »For modtageren« og underskrives af afsenderen og
befordreren. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren og
tilbageleveres til afsenderen efter godsets modtagelse.
Underskrifterne kan være trykt eller erstattes af stempel.
Stk. 2. Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter afsenderens
anmodning, anses befordreren, hvis ikke andet bevises, for at
handle på afsenderens vegne.
§ 96. Omfatter befordringen flere stykker gods, skal afsenderen efter
befordrerens anmodning udfærdige særskilte luftfragtbreve.
Stk. 2. Benyttes et registreringssystem, jf. § 94, stk. 2, skal
befordreren efter anmodning fra afsenderen udlevere særskilte
godskvitteringer.
§ 97. Luftfragtbrevet og godskvitteringen skal indeholde angivelse
af:
1) afgangssted og bestemmelsessted,
2) mindst eet aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt, og
3) forsendelsens vægt.
§ 98. Selv om bestemmelserne i §§ 94-97 ikke er overholdt, er
befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel
gælder for befordringen.
§ 99. Afsenderen er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger, som
afsenderen eller nogen, som har handlet på afsenderens vegne, har
givet i luftfragtbrevet eller for registrering eller indføjelse i
godskvitteringen. Er oplysningerne om godset urigtige eller
ufuldstændige, er afsenderen ansvarlig for skade, som derved er
påført befordreren eller nogen, over for hvem befordreren er
ansvarlig.
Stk. 2. Er afsenderen ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 for
urigtige eller ufuldstændige oplysninger, som er registreret eller
indføjet i godskvitteringen, er befordreren ansvarlig for skade,
som derved er påført afsenderen eller nogen, over for hvem
afsenderen er ansvarlig. Det samme gælder, hvis nogen anden på
befordrerens vegne har registreret oplysningerne eller indføjet
dem i godskvitteringen.
§ 100. Hvis ikke andet bevises, gælder luftfragtbrevet eller
godskvitteringen som bevis for befordringsaftalens indgåelse, for
godsets modtagelse og for de vilkår for befordringen, som er
angivet i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.
Stk. 2. Luftfragtbrevets eller godskvitteringens angivelser af
godsets vægt, dimensioner, emballering og stykantal anses som
rigtige, hvis ikke andet bevises. Andre oplysninger i
luftfragtbrevet om godsets mængde, rumindhold eller tilstand
gælder derimod ikke som bevis mod befordreren, medmindre denne i
afsenderens nærværelse har undersøgt rigtigheden af disse
oplysninger og har bekræftet dette ved påtegning på
luftfragtbrevet eller oplysningerne angår godsets synlige
tilstand.
RET TIL AT RÅDE OVER GODSET OG UDLEVERING AF GODSET
§ 101. Opfylder afsenderen sine forpligtelser efter
befordringsaftalen og betaler de ekstra omkostninger, der er
forbundet dermed, kan afsenderen tage godset tilbage på afgangs-
eller bestemmelsesflyvepladsen eller standse det i tilfælde af
landing undervejs. Afsenderen kan dog kun udøve denne ret, hvis
det ikke medfører skade for befordreren eller andre afsendere.
Stk. 2. På samme betingelser kan afsenderen give ordre til, at godset
undervejs eller på bestemmelsesstedet skal udleveres til en anden
end den, der er angivet som modtager, eller kræve godset
tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.
Stk. 3. Kan afsenderens ordre ikke udføres, skal befordreren straks
underrette afsenderen herom.
Stk. 4. Udfører befordreren afsenderens ordre, uden at afsenderens
eksemplar af luftfragtbrevet eller godskvitteringen forevises, er
befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført rette
indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen, dog med
regres til afsenderen.
Stk. 5. Afsenderens ret til godset ophører, når modtageren får ret
til at råde over godset efter bestemmelserne i § 102. Nægter
modtageren at tage imod godset, eller kan modtageren ikke træffes,
genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over godset.
§ 102. Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren,
medmindre afsenderen har udøvet sin ret i henhold til § 101, kræve
godset udleveret af befordreren til sig mod betaling af de
skyldige beløb og mod opfyldelse af befordringsvilkårene.
Stk. 2. Så snart godset er kommet frem, skal befordreren underrette
modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.
§ 103. Er godset ikke ankommet senest 7 dage efter, at det skulle
være kommet frem, kan modtageren gøre sine rettigheder efter
befordringsaftalen gældende mod befordreren. Det samme gælder,
hvis befordreren meddeler, at godset er gået tabt.
§ 104. Enhver aftale, som afviger fra bestemmelserne i §§ 101-103, er
ugyldig, medmindre den er anført i luftfragtbrevet eller
godskvitteringen.
§ 105. Afsenderen skal give befordreren de oplysninger og de
dokumenter, som er nødvendige til opfyldelse af told- og
afgiftsforskrifter og andre offentlige forskrifter, forinden
godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen skal erstatte
befordreren den skade, som måtte følge af, at disse oplysninger
eller dokumenter mangler, er urigtige eller utilstrækkelige,
medmindre skaden skyldes fejl eller forsømmelse hos befordreren
eller nogen, som har handlet på befordrerens vegne.
Stk. 2. Befordreren har ikke pligt til at undersøge, om de
oplysninger og dokumenter, der er nævnt i stk. 1, er rigtige eller
tilstrækkelige.
BEFORDRERENS ANSVAR
§ 106. Befordreren er ansvarlig for personskade, som tilføjes en
passager som følge af en begivenhed, der er indtruffet om bord i
et luftfartøj eller i forbindelse med passagerens indstigning
eller udstigning. Befordrerens ansvar for personskade omfatter
også tab af forsørger. Befordreren er dog ikke ansvarlig for
personskade, som udelukkende skyldes passagerens helbredstilstand.
§ 107. Befordreren er ansvarlig for skade ved, at rejsegods går tabt
eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet
1) om bord i et luftfartøj,
2) i forbindelse med passagerens indstigning eller udstigning eller
3) inden for den tid, rejsegodset er i befordrerens varetægt.
Stk. 2. Befordreren er dog ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende
skyldes rejsegodsets egen beskaffenhed eller fejl i dette.
§ 108. Befordreren er ansvarlig for skade ved, at gods går tabt eller
beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet inder for
den tid, hvori godset er i befordrerens varetægt på en flyveplads,
om bord i et luftfartøj eller, ved landing uden for en flyveplads,
på et hvilket som helst andet sted.
Stk. 2. Befordreren er dog ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende
skyldes
1) godsets egen beskaffenhed eller fejl i dette,
2) mangelfuld emballering af godset udført af andre end befordreren,
dennes ansatte eller nogen, som har handlet på dennes vegne,
3) krigshandling eller væbnet konflikt eller
4) udøvelse af offentlig myndighed i forbindelse med godsets
indførsel, udførsel eller transitering.
Stk. 3. Omfatter befordringsaftalen også befordring til lands eller
til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller
omladning, formodes enhver godset tilføjet skade at være
indtruffet inden for den i stk. 1 angivne tid, hvis ikke andet
bevises.
§ 109. Befordreren er ansvarlig for skade som følge af forsinkelse
ved befordring af passagerer, rejsegods og gods, hvis befordreren
ikke beviser, at befordreren og nogen, som har handlet på
befordrerens vegne, har taget alle nødvendige forholdsregler for
at undgå skaden, eller at dette ikke har været muligt for dem.
§ 110. Ved befordring af passagerer eller rejsegods skal erstatningen
nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller
uagtsomt har medvirket til skaden. Bliver en passager dræbt, eller
lider han skade på legeme eller helbred, og kræver en anden end
passageren i den anledning erstatning, skal erstatningen ligeledes
nedsættes eller bortfalde, hvis passageren har medvirket til
skaden.
Stk. 2. Kræver nogen erstatning i forbindelse med befordring af gods,
skal erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller
nogen, fra hvem skadelidte afleder sine rettigheder, forsætligt
eller uagtsomt har medvirket til skaden.
Stk. 3. Nedsættelse eller bortfald af erstatningen i henhold til stk.
1 eller stk. 2 skal ske alene under hensyn til graden af
medvirken.
Stk. 4. For indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget
ikke er aftalt, gælder § 24, stk. 2, i lov om erstatningsansvar.
§ 111. Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for
personskade begrænset til 100.000 særlige trækningsrettigheder
(SDR), jf. stk. 6, for hver passager.
Stk. 2. Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for skade
som følge af forsinkelse begrænset til 4.150 SDR for hver
passager.
Stk. 3. Ved befordring af rejsegods er befordrerens ansvar for skade
som følge af, at rejsegods går tabt, beskadiges eller forsinkes,
begrænset til 1.000 SDR for hver passager.
Stk. 4. Ved befordring af gods er befordrerens ansvar begrænset til
17 SDR pr. kg. Har afsenderen ved godsets aflevering til
befordreren særligt angivet den interesse, som er forbundet med
godsets udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det
fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder det angivne beløb som
grænse for befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis
befordreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens virkelige
interesse. Hvis en del af godset går tabt, beskadiges eller
forsinkes, opgøres kun den samlede vægt af de berørte stykker
gods, når grænsen for befordrerens ansvar skal fastsættes. Hvis
skaden forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes af
samme luftfragtbrev eller godskvittering, skal også vægten af
disse stykker gods medregnes.
Stk. 5. De ansvarsgrænser, som er fastsat i stk. 1-4, er ikke til
hinder for, at retten kan tilkende sagsøgeren sagsomkostninger.
Dette gælder dog ikke ved befordring af gods, hvis befordreren
inden seks måneder fra den begivenhed, som var årsag til skaden,
eller inden retssag blev anlagt, skriftligt har tilbudt sagsøgeren
mindst lige så meget i erstatning som den tilkendte erstatning.
Stk. 6. Omregning af SDR til national valuta foretages efter den
kurs, som Den Internationale Valutafond, samme dag der afsiges
dom, anvender i sin virksomhed og ved sine transaktioner.
§ 112. Forbehold, som tilsigter at fritage befordreren for ansvar
eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end bestemt i § 111, er
ugyldige.
Stk. 2. Ved befordring af gods gælder det i stk. 1 anførte dog ikke
forbehold for tab eller beskadigelse, som skyldes godsets egen
beskaffenhed eller fejl i dette.
§ 113. De ansvarsgrænser, som er fastsat i § 111, må ikke
overskrides, uanset hvilket ansvarsgrundlag der påberåbes.
§ 114. Sagsøges befordrerens ansatte eller nogen, som har handlet på
befordrerens vegne, for skade, de har forårsaget under udførelsen
af deres tjeneste eller hverv, må summen af de erstatningsbeløb,
som pålægges dem og befordreren, ikke overstige de ansvarsgrænser,
der er fastsat for befordreren.
§ 115. Modtages rejsegods eller gods uden forbehold fra modtagerens
side, formodes godset at være udleveret i god stand og i
overensstemmelse med befordringsdokumentet, hvis ikke andet
bevises.
Stk. 2. Er godset beskadiget eller delvis gået tabt, skal meddelelse
gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er opdaget, og
senest inden 7 dage for rejsegods og 14 dage for gods, regnet fra
modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse afgives inden 21 dage
fra den dag, da godset blev stillet til rådighed for modtageren.
Stk. 3. Meddelelsen skal ske ved påtegning på befordringsdokumentet
eller ved brev, som afsendes inden fristens udløb.
§ 116. Gives meddelelse om skaden ikke inden for de frister, der er
fastsat i § 115, er ethvert krav mod befordreren bortfaldet,
medmindre denne har handlet svigagtigt.
§ 117. Erstatningssagen skal anlægges ved retten på det sted, hvor
befordreren bor eller har sit hovedkontor eller har den
forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen er blevet
afsluttet, eller på bestemmelsesstedet.
Stk. 2. Ved skade som følge af personskade på passagerer eller
forsinkelse af passagerer eller på grund af, at rejsegods er gået
tabt, beskadiget eller forsinket, kan sagen tillige anlægges ved
retten på det sted, hvor befordreren har et kontor, hvis
passageren har bopæl eller vedvarende ophold her i landet.
Stk. 3. Hvis befordringen er omfattet af Warszawa-konventionen, kan
erstatningssag kun anlægges ved dansk domstol eller en domstol i
en stat, som har tiltrådt konventionen.
§ 118. Adgangen til erstatning efter bestemmelserne i dette kapitel
bortfalder, hvis sag ikke er anlagt inden to år regnet fra
luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet eller fra den dag, da
luftfartøjet skulle være ankommet, eller da befordringen blev
afbrudt.
§ 119. Skal en befordring, som efter befordringsaftalen er at anse
som een befordring, udføres af flere efter hinanden følgende
befordrere, er enhver af dem, når passagererne, rejsegodset eller
godset modtages, ansvarlig for den del af befordringen, som det
påhviler denne befordrer at udføre.
Stk. 2. Ved befordring af rejsegods eller gods kan afsenderen tillige
holde sig til den første befordrer og den til dets udlevering
berettigede til den sidste, selv om skaden eller forsinkelsen er
indtruffet, medens godset var i en anden befordrers varetægt. Er
herefter to befordrere ansvarlige, hæfter de solidarisk.
BEFORDRING, DER UDFØRES AF EN ANDEN BEFORDRER END DEN, DER HAR
INDGÅET BEFORDRINGSAFTALEN
§ 119 a. Bestemmelserne i §§ 119 b-119 f, gælder, hvor befordringen
helt eller delvis udføres af en anden befordrer end den, der har
indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at dette er
sket uden sidstnævntes samtykke.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 119 c, § 119 e og § 119 f gælder kun den
del af befordringen, der udføres af en anden befordrer end den,
der har indgået befordringsaftalen.
§ 119 b. Ved anvendelse af reglerne i dette kapitel anses såvel den,
der har indgået befordringsaftalen, som den, der udfører
befordringen, som befordrere, den førstnævnte for så vidt angår
hele befordringen og den sidstnævnte for så vidt angår den del af
befordringen, denne befordrer udfører.
§ 119 c. Ved bedømmelsen af en befordrers ansvar skal handlinger og
undladelser af den anden befordrer, den anden befordrers ansatte
eller nogen, som har handlet på den anden befordrers vegne, under
udførelsen af deres tjeneste eller hverv anses at have samme
virkning som førstnævnte befordrers egne handlinger og
undladelser. Den, der udfører befordringen, kan dog ikke herved
pådrages ansvar ud over de i § 111 fastsatte grænser.
Stk. 2. Har den befordrer, der har indgået befordringsaftalen,
påtaget sig forpligtelser, som går videre end denne befordrers
forpligtelser efter dette kapitel, eller har afsendere efter §
111, stk. 4, 2. punktum, særligt angivet interessen i godsets
udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der udfører
befordringen, medmindre denne har givet sin godkendelse.
§ 119 d. Meddelelser, som efter bestemmelserne i dette kapitel gives
til den ene befordrer, har virkning også i forhold til den anden
befordrer. Ordrer fra afsenderen efter § 101 har dog kun virkning,
hvis de gives til den befordrer, der har indgået
befordringsaftalen.
§ 119 e. Summen af de erstatningsbeløb, som pålægges de to
befordrere, deres ansatte eller nogen, som har handlet på
befordrernes vegne, må ikke overstige det højeste
erstatningsbeløb, der kan pålægges een af befordrerne. Hver enkelt
er kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse, som gælder for denne
befordrer.
§ 119 f. Erstatningssøgsmål kan, uanset om de rettes imod een af
befordrerne eller imod dem begge, anlægges enten ved en ret, som
efter § 117, stk. 1, er kompetent med hensyn til søgsmål imod den,
der har indgået befordringsaftalen, eller ved retten på det sted,
hvor den, der udfører befordringen, bor eller har sit hovedkontor.
Bestemmelsen i § 117, stk. 3, gælder tilsvarende.
Stk. 2. Sagsøges en af befordrerne, og vil denne befordrer, hvis
denne taber sagen, rejse krav mod den anden befordrer, kan
førstnævnte befordrer tilstævne sidstnævnte befordrer uden hensyn
til de almindelige regler om værneting for at gøre kravet gældende
over for denne under sagen. Bestemmelserne i retsplejelovens
kapitel 23 gælder tilsvarende.
SAMMENSAT BEFORDRING
§ 120. Udføres befordringen delvis med luftfartøj og delvis med andet
befordringsmiddel, gælder bestemmelserne i dette kapitel kun
befordringen med luftfartøj.
Stk. 2. Vilkårene for de andre befordringsmåder kan optages i
dokumentet vedrørende befordringen med luftfartøj.
ANDRE BESTEMMELSER
§ 121. Forbehold og aftaler forud for skadens indtræden, som fraviger
bestemmelserne i dette kapitel om den lov, som skal anvendes,
eller om værnetinget, er ugyldige.
Stk. 2. Voldgiftsaftaler forud for skadens indtræden er kun gyldige
med hensyn til befordring af gods og kun, hvis voldgiften skal
foretages på et af de steder, som er lovligt værneting efter dette
kapitel.
Stk. 3. I det omfang Warszawa-konventionen og
Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om international
luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end den, der har
indgået befordringsaftalen, finder anvendelse, er gyldigheden af
de i stk. 2 nævnte aftaler tillige betinget af, at sagen afgøres i
overensstemmelse med konventionernes bestemmelser.
§ 122. (Ophævet).
§ 123. Ved indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget
ikke er aftalt, er billetter, rejsegodsbeviser eller
luftfragtbreve ikke nødvendige, selv om oplysningerne om
befordringen ikke registreres på anden måde.
§ 124. Ved Warszawa-konventionen forstås i dette kapitel den
overenskomst om international luftbefordring, der blev afsluttet
den 12. oktober 1929 i Warszawa, således som denne er ændret ved
1) den protokol, der blev undertegnet i Haag den 28. september 1955
(Haag-protokollen),
2) den protokol, der blev undertegnet i Guatemala City den 8. marts
1971 (Guatemala-protokollen), og
3) protokol nr. 3 og 4, der blev undertegnet i Montreal den 25.
september 1975
(Montreal-protokol nr. 3 og 4).
§ 125. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for international
luftbefordring, som udføres i henhold til reservation foretaget i
overensstemmelse med tillægsprotokol til artikel 2 i
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 eller med artikel XXVI i
Haag-protokollen, artikel XXIII, stk. 1 b) i
Guatemala-protokollen, artikel XI, stk. 1 b) i Montreal-protokol
nr. 3 eller artikel XXI, stk. 1 a) i Montreal-protokol nr. 4.
§ 126. I forholdet mellem Danmark og andre stater, der har tilsluttet
sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, men som ikke har
ratificeret eller tiltrådt Haag-protokollen, gælder fortsat
bestemmelserne i § 126, stk. 1-3, og § 126 a i lov om luftfart,
jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.
Stk. 2. I forholdet mellem Danmark og andre stater, der har
tilsluttet sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som
ændret ved Haag-protokollen, men som hverken har tilsluttet sig
Montreal-protokol nr. 3 eller Montreal-protokol nr. 4, gælder,
bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om
luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.
Stk. 3. I forhold til en stat, der har tilsluttet sig
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som denne er affattet i
henhold til Montreal-protokol nr. 3, men som ikke har tilsluttet
sig Montreal-protokol nr. 4, gælder ved befordring af gods,
bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om
luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.
Stk. 4. I forhold til en stat, der har tilsluttet sig
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som denne er affattet i
henhold til Montreal-protokol nr. 4, men som ikke har tilsluttet
sig Montreal-protokol nr. 3, gælder ved befordring af passagerer
og rejsegods, bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel
9 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11.
september 1985.
§ 126 a. Bestemmelserne i §§ 119 a-119 f gælder kun i det omfang, de
er forenelige med traktatmæssige forpligtelser over for stater,
som ikke har ratificeret eller tiltrådt Guadalajara-konventionen
af 18. september 1961 om international luftbefordring, der udføres
af en anden befordrer end den, der har indgået
befordringsaftalen.'
§ 2
Stk. 1. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan bestemme, at loven
indtil videre kun skal gælde for indenrigs luftbefordring og
luftbefordring, der ikke er omfattet af Warszawa-konventionen i
nogen af dens affattelser.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 231
§ 1
I lov om luftfart, jfr. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september
1985, foretages følgende ændring:
Kapitel 9 affattes således:
»Kapitel 9
BEFORDRING MED LUFTFARTØJ
Anvendelsesområde
§ 90. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordring med
luftfartøj af passagerer, rejsegods eller gods, som udføres af et
lufttrafikforetagende. Bestemmelserne gælder også for sådan
befordring, hvis den udføres af andre mod betaling.
§ 91. Ved befordring af post er befordreren ikke ansvarlig over for
afsenderen eller modtageren, men udelukkende over for postvæsenet
og i overensstemmelse med de særlige regler, som gælder mellem
befordreren og postvæsenet.
Stk. 2. De følgende bestemmelser i dette kapitel gælder ikke for
befordring af post.
Stk. 3. Bestemmelserne om befordringsdokumenter i §§ 92-97 gælder
ikke for befordring, som udføres under usædvanlige forhold og
falder uden for normal udøvelse af luftfartsvirksomhed.
BEFORDRINGSDOKUMENTER
§ 92. Ved befordring af passagerer skal der udstedes billet, jfr. dog
§ 123. Billetten kan være individuel eller kollektiv og skal
indeholde angivelse af:
1) afgangssted og bestemmelsessted og
2) mindst eet aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat, og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt.
Stk. 2. Udstedelse af billet er ikke nødvendig, hvis de oplysninger,
der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, registreres på anden måde.
Stk. 3. Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er
befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel
gælder for befordringen.
§ 93. Ved befordring af indskrevet rejsegods skal der udstedes
rejsegodsbevis, jfr. dog § 123. Hvis rejsegodsbeviset ikke er
hæftet sammen med eller indføjet i en passagerbillet, som opfylder
kravene i § 92, stk. 1, skal det indeholde angivelse af:
1) afgangssted og bestemmelsessted og
2) mindst eet aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat, og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt.
Stk. 2. Udstedelse af rejsegodsbevis er ikke nødvendig, hvis de
oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, registreres på
anden måde.
Stk. 3. Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er
befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel
gælder for befordringen.
§ 94. Ved befordring af gods skal der udfærdiges luftfragtbrev, jfr.
dog § 123.
Stk. 2. Udfærdigelse af luftfragtbrev er ikke nødvendig, hvis
oplysningerne om befordringen registreres på anden måde, og
1) afsenderen samtykker i, at der ikke udfærdiges luftfragtbrev, og
2) befordreren efter afsenderens anmodning udleverer en
godskvittering, der indeholder tilstrækkelige oplysninger til
identifikation af godset. ¬Stk. 3. Godskvitteringen skal give
afsenderen mulighed for at blive gjort bekendt med de registrerede
oplysninger.
Stk. 4. Hvis der ikke er udfærdiget luftfragtbrev, kan befordreren
ikke nægte at modtage godset til befordring med henvisning til, at
det system, som anvendes ved registreringen af oplysningerne om
befordringen, ikke kan benyttes på et omladnings- eller
bestemmelsessted.
§ 95. Luftfragtbrevet skal udfærdiges af afsenderen i tre
originaleksemplarer. Det første eksemplar skal påtegnes »For
befordreren« og underskrives af afsenderen. Det andet eksemplar
skal påtegnes »For modtageren« og underskrives af afsenderen og
befordreren. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren og
tilbageleveres til afsenderen efter godsets modtagelse.
Underskrifterne kan være trykt eller erstattes af stempel.
Stk. 2. Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter afsenderens
anmodning, anses befordreren, hvis ikke andet bevises, for at
handle på afsenderens vegne.
§ 96. Omfatter befordringen flere stykker gods, skal afsenderen efter
befordrerens anmodning udfærdige særskilte luftfragtbreve.
Stk. 2. Benyttes et registreringssystem, jfr. § 94, stk. 2, skal
befordreren efter anmodning fra afsenderen udlevere særskilte
godskvitteringer.
§ 97. Luftfragtbrevet og godskvitteringen skal indeholde angivelse
af:
1) afgangssted og bestemmelsessted,
2) mindst eet aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat, og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt, og
3) forsendelsens vægt.
§ 98. Selv om bestemmelserne i §§ 94-97 ikke er overholdt, er
befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel
gælder for befordringen.
§ 99. Afsenderen er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger, som
afsenderen eller nogen, som har handlet på afsenderens vegne, har
givet i luftfragtbrevet eller for registrering eller indføjelse i
godskvitteringen. Er oplysningerne om godset urigtige eller
ufuldstændige, er afsenderen ansvarlig for skade, som derved er
påført befordreren eller nogen, over for hvem befordreren er
ansvarlig.
Stk. 2. Er afsenderen ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 for
urigtige eller ufuldstændige oplysninger, som er registreret eller
indføjet i godskvitteringen, er befordreren ansvarlig for skade,
som derved er påført afsenderen eller nogen, over for hvem
afsenderen er ansvarlig. Det samme gælder, hvis nogen anden på
befordrerens vegne har registreret oplysningerne eller indføjet
dem i godskvitteringen.
§ 100. Hvis ikke andet bevises, gælder luftfragtbrevet eller
godskvitteringen som bevis for befordringsaftalens indgåelse, for
godsets modtagelse og for de vilkår for befordringen, som er
angivet i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.
Stk. 2. Luftfragtbrevets eller godskvitteringens angivelser af
godsets vægt, dimensioner, emballering og stykantal anses som
rigtige, hvis ikke andet bevises. Andre oplysninger i
luftfragtbrevet om godsets mængde, rumindhold eller tilstand
gælder derimod ikke som bevis mod befordreren, medmindre denne i
afsenderens nærværelse har undersøgt rigtigheden af disse
oplysninger og har bekræftet dette ved påtegning på
luftfragtbrevet, eller oplysningerne angår godsets synlige
tilstand.
RET TIL AT RÅDE OVER GODSET OG UDLEVERING AF GODSET
§ 101. Opfylder afsenderen sine forpligtelser efter
befordringsaftalen og betaler de ekstra omkostninger, der er
forbundet dermed, kan afsenderen tage godset tilbage på afgangs-
eller bestemmelsesflyvepladsen eller standse det i tilfælde af
landing undervejs. Afsenderen kan dog kun udøve denne ret, hvis
det ikke medfører skade for befordreren eller andre afsendere.
Stk. 2. På samme betingelser kan afsenderen give ordre til, at godset
undervejs eller på bestemmelsesstedet skal udleveres til en anden
end den, der er angivet som modtager, eller kræve godset
tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.
Stk. 3. Kan afsenderens ordre ikke udføres, skal befordreren straks
underrette afsenderen herom.
Stk. 4. Udfører befordreren afsenderens ordre, uden at afsenderens
eksemplar af luftfragtbrevet eller godskvitteringen forevises, er
befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført rette
indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen, dog med
regres til afsenderen.
Stk. 5. Afsenderens ret til godset ophører, når modtageren får ret
til at råde over godset efter bestemmelserne i § 102. Nægter
modtageren at tage imod godset, eller kan modtageren ikke træffes,
genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over godset.
§ 102. Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren,
medmindre afsenderen har udøvet sin ret i henhold til § 101, kræve
godset udleveret af befordreren til sig mod betaling af de
skyldige beløb og mod opfyldelse af befordringsvilkårene.
Stk. 2. Så snart godset er kommet frem, skal befordreren underrette
modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.
§ 103. Er godset ikke ankommet senest 7 dage efter, at det skulle
være kommet frem, kan modtageren gøre sine rettigheder efter
befordringsaftalen gældende mod befordreren. Det samme gælder,
hvis befordreren meddeler, at godset er gået tabt.
§ 104. Enhver aftale, som afviger fra bestemmelserne i §§ 101-103, er
ugyldig, medmindre den er anført i luftfragtbrevet eller
godskvitteringen.
§ 105. Afsenderen skal give befordreren de oplysninger og de
dokumenter, som er nødvendige til opfyldelse af told- og
afgiftsforskrifter og andre offentlige forskrifter, forinden
godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen skal erstatte
befordreren den skade, som måtte følge af, at disse oplysninger
eller dokumenter mangler, er urigtige eller utilstrækkelige,
medmindre skaden skyldes fejl eller forsømmelse hos befordreren
eller nogen, som har handlet på befordrerens vegne.
Stk. 2. Befordreren har ikke pligt til at undersøge, om de
oplysninger og dokumenter, der er nævnt i stk. 1, er rigtige eller
tilstrækkelige.
BEFORDRERENS ANSVAR
§ 106. Befordreren er ansvarlig for personskade, som tilføjes en
passager som følge af en begivenhed, der er indtruffet om bord i
et luftfartøj eller i forbindelse med passagerens indstigning
eller udstigning. Befordrerens ansvar for personskade omfatter
også tab af forsørger. Befordreren er dog ikke ansvarlig for
personskade, som udelukkende skyldes passagerens helbredstilstand.
§ 107. Befordreren er ansvarlig for skade ved, at rejsegods går tabt
eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet
1) om bord i et luftfartøj,
2) i forbindelse med passagerens indstigning eller udstigning eller
3) inden for den tid, rejsegodset er i befordrerens varetægt. 2.
Befordreren er dog ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende skyldes
rejsegodsets egen beskaffenhed eller fejl i dette.
§ 108. Befordreren er ansvarlig for skade ved, at gods går tabt eller
beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet inder for
den tid, hvori godset er i befordrerens varetægt på en flyveplads,
om bord i et luftfartøj eller, ved landing uden for en flyveplads,
på et hvilket som helst andet sted.
Stk. 2. Befordreren er dog ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende
skyldes
1) godsets egen beskaffenhed eller fejl i dette,
2) mangelfuld emballering af godset udført af andre end befordreren,
dennes ansatte eller nogen, som har handlet på dennes vegne,
3) krigshandling eller væbnet konflikt eller
4) udøvelse af offentlig myndighed i forbindelse med godsets
indførsel, udførsel eller transitering.
Stk. 3. Omfatter befordringsaftalen også befordring til lands eller
til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller
omladning, formodes enhver godset tilføjet skade at være
indtruffet inden for den i stk. 1 angivne tid, hvis ikke andet
bevises.
§ 109. Befordreren er ansvarlig for skade som følge af forsinkelse
ved befordring af passagerer, rejsegods og gods, hvis befordreren
ikke beviser, at befordreren og nogen, som har handlet på
befordrerens vegne, har taget alle nødvendige forholdsregler for
at undgå skaden, eller at dette ikke har været muligt for dem.
§ 110. Ved befordring af passagerer eller rejsegods skal erstatningen
nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller
uagtsomt har medvirket til skaden. Bliver en passager dræbt, eller
lider han skade på legeme eller helbred, og kræver en anden end
passageren i den anledning erstatning, skal erstatningen ligeledes
nedsættes eller bortfalde, hvis passageren har medvirket til
skaden.
Stk. 2. Kræver nogen erstatning i forbindelse med befordring af gods,
skal erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller
nogen, fra hvem skadelidte afleder sine rettigheder, forsætligt
eller uagtsomt har medvirket til skaden.
Stk. 3. Nedsættelse eller bortfald af erstatningen i henhold til stk.
1 eller stk. 2 skal ske alene under hensyn til graden af
medvirken.
Stk. 4. For indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget
ikke er aftalt, gælder § 24, stk. 2, i lov om erstatningsansvar.
§ 111. Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for
personskade begrænset til 100.000 særlige trækningsrettigheder
(SDR), jfr. stk. 6, for hver passager.
Stk. 2. Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for skade
som følge af forsinkelse begrænset til 4.150 SDR for hver
passager.
Stk. 3. Ved befordring af rejsegods er befordrerens ansvar for skade
som følge af, at rejsegods går tabt, beskadiges eller forsinkes,
begrænset til 1.000 SDR for hver passager.
Stk. 4. Ved befordring af gods er befordrerens ansvar begrænset til
17 SDR pr. kg. Har afsenderen ved godsets aflevering til
befordreren særligt angivet den interesse, som er forbundet med
godsets udlevering på bestemmelsesstedet og betalt det
fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder det angivne beløb som
grænse for befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis
befordreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens virkelige
interesse. Hvis en del af godset går tabt, beskadiges eller
forsinkes, opgøres kun den samlede vægt af de berørte stykker
gods, når grænsen for befordrerens ansvar skal fastsættes. Hvis
skaden forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes af
samme luftfragtbrev eller godskvittering, skal også vægten af
disse stykker gods medregnes.
Stk. 5. De ansvarsgrænser, som er fastsat i stk. 1-4, er ikke til
hinder for, at retten kan tilkende sagsøgeren sagsomkostninger.
Dette gælder dog ikke ved befordring af gods, hvis befordreren
inden seks måneder fra den begivenhed, som var årsag til skaden,
eller inden retssag blev anlagt, skriftligt har tilbudt sagsøgeren
mindst lige så meget i erstatning som den tilkendte erstatning.
Stk. 6. Omregning af SDR til national valuta foretages efter den
kurs, som Den internationale Valutafond samme dag, der afsiges
dom, anvender i sin virksomhed og ved sine transaktioner.
§ 112. Forbehold, som tilsigter at fritage befordreren for ansvar
eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end bestemt i § 111, er
ugyldige.
Stk. 2. Ved befordring af gods gælder det i stk. 1 anførte dog ikke
forbehold for tab eller beskadigelse, som skyldes godsets egen
beskaffenhed eller fejl i dette.
§ 113. De ansvarsgrænser, som er fastsat i § 111, må ikke
overskrides, uanset hvilket ansvarsgrundlag der påberåbes.
§ 114. Sagsøges befordrerens ansatte eller nogen, som har handlet på
befordrerens vegne, for skade, de har forårsaget under udførelsen
af deres tjeneste eller hverv, må summen af de erstatningsbeløb,
som pålægges dem og befordreren, ikke overstige de ansvarsgrænser,
der er fastsat for befordreren.
§ 115. Modtages rejsegods eller gods uden forbehold fra modtagerens
side, formodes godset at være udleveret i god stand og i
overensstemmelse med befordringsdokumentet, hvis ikke andet
bevises.
Stk. 2. Er godset beskadiget eller delvis gået tabt, skal meddelelse
gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er opdaget og
senest inden 7 dage for rejsegods og 14 dage for gods, regnet fra
modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse afgives inden 21 dage
fra den dag, da godset blev stillet til rådighed for modtageren.
Stk. 3. Meddelelsen skal ske ved påtegning på befordringsdokumentet
eller ved brev, som afsendes inden fristens udløb.
§ 116. Gives meddelelse om skaden ikke inden for de frister, der er
fastsat i § 115, er ethvert krav mod befordreren bortfaldet,
medmindre denne har handlet svigagtigt.
§ 117. Erstatningssagen skal anlægges ved retten på det sted, hvor
befordreren bor eller har sit hovedkontor eller har den
forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen er blevet
afsluttet, eller på bestemmelsesstedet.
Stk. 2. Ved skade som følge af personskade på passagerer eller
forsinkelse af passagerer eller på grund af, at rejsegods er gået
tabt, beskadiget eller forsinket, kan sagen tillige anlægges ved
retten på det sted, hvor befordreren har et kontor, hvis
passageren har bopæl eller vedvarende ophold her i landet.
Stk. 3. Hvis befordringen er omfattet af Warszawa-konventionen, kan
erstatningssag kun anlægges ved dansk domstol eller en domstol i
en stat, som har tiltrådt konventionen.
§ 118. Adgangen til erstatning efter bestemmelserne i dette kapitel
bortfalder, hvis sag ikke er anlagt inden to år regnet fra
luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet eller fra den dag, da
luftfartøjet skulle være ankommet, eller da befordringen blev
afbrudt.
§ 119. Skal en befordring, som efter befordringsaftalen er at anse
som een befordring, udføres af flere efter hinanden følgende
befordrere, er enhver af dem, når passagererne, rejsegodset eller
godset modtages, ansvarlig for den del af befordringen, som det
påhviler denne befordrer at udføre.
Stk. 2. Ved befordring af rejsegods eller gods kan afsenderen tillige
holde sig til den første befordrer og den til dets udlevering
berettigede til den sidste, selv om skaden eller forsinkelsen er
indtruffet, medens godset var i en anden befordrers varetægt. Er
herefter to befordrere ansvarlige, hæfter de solidarisk.
BEFORDRING, DER UDFØRES AF EN ANDEN BEFORDRER END DEN, DER HAR
INDGÅET BEFORDRINGSAFTALEN
§ 119 a. Bestemmelserne i §§ 119 b-119 f, gælder, hvor befordringen
helt eller delvis udføres af en anden befordrer end den, der har
indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at dette er
sket uden sidstnævntes samtykke.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 119 c, § 119 e og § 119 f, gælder kun den
del af befordringen, der udføres af en anden befordrer end den,
der har indgået befordringsaftalen.
§ 119 b. Ved anvendelse af reglerne i dette kapitel anses såvel den,
der har indgået befordringsaftalen, som den, der udfører
befordringen, som befordrere, den førstnævnte, for så vidt angår
hele befordringen, og den sidstnævnte, for så vidt angår den del
af befordringen, denne befordrer udfører.
§ 119 c. Ved bedømmelsen af en befordrers ansvar skal handlinger og
undladelser af den anden befordrer, den anden befordrers ansatte
eller nogen, som har handlet på den anden befordrers vegne, under
udførelsen af deres tjeneste eller hverv anses at have samme
virkning som førstnævnte befordrers egne handlinger og
undladelser. Den, der udfører befordringen, kan dog ikke herved
pådrages ansvar udover de i § 111 fastsatte grænser.
Stk. 2. Har den befordrer, der har indgået befordringsaftalen,
påtaget sig forpligtelser, som går videre end denne befordrers
forpligtelser efter dette kapitel, eller har afsendere efter §
111, stk. 4, 2. punktum, særligt angivet interessen i godsets
udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der udfører
befordringen, medmindre denne har givet sin godkendelse.
§ 119 d. Meddelelser, som efter bestemmelserne i dette kapitel gives
til den ene befordrer, har virkning også i forhold til den anden
befordrer. Ordrer fra afsenderen efter § 101 har dog kun virkning,
hvis de gives til den befordrer, der har indgået
befordringsaftalen.
§ 119 e. Summen af de erstatningsbeløb, som pålægges de to
befordrere, deres ansatte eller nogen, som har handlet på
befordrernes vegne, må ikke overstige det højeste
erstatningsbeløb, der kan pålægges en af befordrerne. Hver enkelt
er kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse, som gælder for denne
befordrer.
§ 119 f. Erstatningssøgsmål kan, uanset om de rettes imod en af
befordrerne eller imod dem begge, anlægges enten ved en ret, som
efter § 117, stk. 1, er kompetent med hensyn til søgsmål mod den,
der har indgået befordringsaftalen, eller ved retten på det sted,
hvor den, der udfører befordringen, bor eller har sit hovedkontor.
Bestemmelsen i § 117, stk. 3, gælder tilsvarende.
Stk. 2. Sagsøges en af befordrerne, og vil denne befordrer, hvis
denne taber sagen, rejse krav mod den anden befordrer, kan
førstnævnte befordrer tilstævne sidstnævnte befordrer uden hensyn
til de almindelige regler om værneting for at gøre kravet gældende
over for denne under sagen. Bestemmelserne i retsplejelovens
kapitel 23 gælder tilsvarende.
SAMMENSAT BEFORDRING
§ 120. Udføres befordringen delvis med luftfartøj og delvis med andet
befordringsmiddel, gælder bestemmelserne i dette kapitel kun
befordringen med luftfartøj.
Stk. 2. Vilkårene for de andre befordringsmåder kan optages i
dokumentet vedrørende befordringen med luftfartøj.
ANDRE BESTEMMELSER
§ 121. Forbehold og aftaler forud for skadens indtræden, som fraviger
bestemmelserne i dette kapitel om den lov, som skal anvendes,
eller om værnetinget, er ugyldige.
Stk. 2. Voldgiftsaftaler forud for skadens indtræden er kun gyldige
med hensyn til befordring af gods og kun, hvis voldgiften skal
foretages på et af de steder, som er lovligt værneting efter dette
kapitel.
Stk. 3. I det omfang Warszawa-konventionen og
Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om international
luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end den, der har
indgået befordringsaftalen, finder anvendelse, er gyldigheden af
de i stk. 2 nævnte aftaler tillige betinget af, at sagen afgøres i
overensstemmelse med konventionernes bestemmelser.
§ 122. (Ophævet).
§ 123. Ved indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget
ikke er aftalt, er billetter, rejsegodsbeviser eller
luftfragtbreve ikke nødvendige, selv om oplysningerne om
befordringen ikke registreres på anden måde.
§ 124. Ved Warszawa-konventionen forstås i dette kapitel den
overenskomst om international luftbefordring, der blev afsluttet
den 12. oktober 1929 i Warszawa, således som denne er ændret ved
1) den protokol, der blev undertegnet i Haag den 28. september 1955
(Haag-protokollen),
2) den protokol, der blev undertegnet i Guatemala City den 8. marts
1971 (Guatemala-protokollen), og
3) protokol nr. 3 og 4, der blev undertegnet i Montreal den 25.
september 1975
(Montreal-protokol nr. 3 og 4).
§ 125. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for international
luftbefordring, som udføres i henhold til reservation foretaget i
overensstemmelse med tillægsprotokol til artikel 2 i
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 eller med artikel XXVI i
Haag-protokollen, artikel XXIII, stk. 1 b) i
Guatemala-protokollen, artikel XI, stk. 1 b) i Montreal-protokol
nr. 3 eller artikel XXI, stk. 1 a) i Montreal-protokol nr. 4.
§ 126. I forholdet mellem Danmark og andre stater, der har tilsluttet
sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, men som ikke har
ratificeret eller tiltrådt Haag-protokollen, gælder fortsat
bestemmelserne i § 126, stk. 1-3, og § 126 a, i lov om luftfart,
jfr. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.
Stk. 2. I forholdet mellem Danmark og andre stater, der har
tilsluttet sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som
ændret ved Haag-protokollen, men som hverken har tilsluttet sig
Montreal-protokol nr. 3 eller Montreal-protokol nr. 4, gælder,
bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om
luftfart, jfr. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.
Stk. 3. I forhold til en stat, der har tilsluttet sig
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som denne er affattet i
henhold til Montreal-protokol nr. 3, men som ikke har tilsluttet
sig Montreal-protokol nr. 4, gælder ved befordring af gods,
bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om
luftfart, jfr. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.
Stk. 4. I forhold til en stat, der har tilsluttet sig
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som denne er affattet i
henhold til Montreal-protokol nr. 4, men som ikke har tilsluttet
sig Montreal-protokol nr. 3, gælder ved befordring af passagerer
og rejsegods, bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel
9 i lov om luftfart, jfr. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11.
september 1985.
§ 126 a. Bestemmelserne i §§ 119 a-119 f, gælder kun i det omfang, de
er forenelige med traktatmæssige forpligtelser over for stater,
som ikke har ratificeret eller tiltrådt Guadalajara-konventionen
af 18. september 1961 om international luftbefordring, der udføres
af en anden befordrer end den, der har indgået
befordringsaftalen.'.
§ 2
Stk. 1. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan bestemme, at loven
indtil videre kun skal gælde for indenrigs luftbefordring og
luftbefordring, der ikke er omfattet af Warszawa-konventionen i
nogen af dens affattelser.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
1. Baggrunden for lovforslaget.
Luftfartslovens kapitel 9 indeholder bestemmelser om befordring med
luftfartøj. Bestemmelserne bygger dels på konventionen af 12.
oktober 1929 angående indførelse af visse ensartede regler om
international luftbefordring (Warszawa-konventionen), som ændret
ved protokol af 28. september 1955 (Haag-protokollen), og dels på
tillægskonventionen til Warszawa-konventionen af 18. september
1961 angående indførelse af visse ensartede regler om
international luftbefordring, der udføres af en anden person end
den kontraherende befordrer (Guadalajara-konventionen). En dansk
oversættelse af de nævnte internationale aftaler findes i bilag 2
og 3 til forslag til lov nr. 252 af 10. juni 1960,
Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 1555-1578 (Warszawa/
Haag) og i bilag 2 til forslag til lov nr. 186 af 25. maj 1966,
Folketingstidende 1965-66, tillæg A, sp. 1517-1524 (Guadalajara).
Den retstilstand, der blev tilvejebragt ved de nævnte internationale
aftaler, har i længere tid af mange lande været anset for
forældede på nogle vigtige punkter. Det drejer sig navnlig om
grænsen for befordrerens ansvar for personskade, der er alt for
lav, og om bestemmelserne om billetter og andre
befordringsdokumenter, som hindrer en overgang til registrering af
oplysninger på edb. Der har desuden været stærke ønsker om at
styrke brugernes retsstilling gennem en skærpelse af
ansvarsgrundlaget, hvorved brugerne i højere grad kan få
erstatning uden at skulle anlægge sag.
En revision af Warszawa/ Haags bestemmelser om disse forhold blev
gennemført ved en protokol udfærdiget 8. marts 1971 i Guatemala
City (Guatemala-protokollen), der dog intet ændrede ved Warszawa/
Haags bestemmelser om befordring af gods.
Protokollens ikrafttrædelsesbestemmelser var udformet på en sådan
måde, at USAs ratifikation reelt var en betingelse for, at
protokollen kunne træde i kraft. Der blev imidlertid hurtigt bragt
tvivl om USAs holdning til protokollen, væsentligst fordi selv den
betydelige forhøjelse af ansvarsgrænsen ved personskade, der
indebar en 6-dobling af grænsen i forhold til Haag-protokollen, af
USA blev anset for at være for lav.
Da desuden Warszawa/ Haag/ Guatemalas møntenhed - guldfrancen - i
begyndelsen af 70'erne rejste praktiske problemer som følge af
uroen omkring guldets værdi, blev der i 1975 i Montreal afholdt en
konference, der resulterede i oprettelse den 25. september af 4
protokoller (Montreal-protokol nr. 1-4).
Ved Montreal-protokol nr. 1 blev guldfrancen i Warszawa-konventionen
erstattet af de særlige trækningsrettigheder, SDR (= Special
Drawing Rights), som Den internationale Valutafond anvender.
Montreal-protokol nr. 2 gennemførte samme ændring i
Warszawa-konventionen, som ændret ved Haag-protokollen.
Montreal-protokol nr. 3 indførte SDR'en som beregningsenhed i
Warszawa/ Haag/ Guatemala, og protokollen blev udformet på en
sådan måde, at tiltrædelse af Montreal-protokol nr. 3 samtidig
indebærer en tiltrædelse af Guatemala-protokollen.
Ved Montreal-protokol nr. 4 blev Warszawa/ Haags bestemmelser om
befordring af gods revideret.
I bilag 2, 3 og 4 til lovforslaget er gengivet den engelske tekst og
en dansk oversættelse af henholdsvis Guatemala-protokollen,
Montreal-protokol nr. 3 og Montreal-protokol nr. 4.
Montreal-protokol nr. 1 og 2 er ratificeret af Danmark, efter at
visse bestemmelser i luftfartsloven blev ændret gennem lov nr. 645
af 13. december 1978 om ændring af søloven, luftfartsloven og lov
om fragtaftaler ved international vejtransport.
De ændringer, der gennem Montreal-protokol nr. 3 og 4 blev foretaget
i Warszawa/ Haag/ Guatemala, resulterede ikke i en afklaring af
USAs holdning til ratifikation, og uanset, at protokollernes
ikrafttrædelsesbestemmelse blev udformet på en sådan måde, at USAs
ratifikation ikke længere formelt er nødvendig for, at de kan
træde i kraft, har i årene herefter kun et lille antal lande
ratificeret.
Udskydelsen af stillingtagen til ratifikation har navnlig i de
vesteuropæiske lande, herunder de skandinaviske, voldt problemer,
idet ansvarsgrænsen for personskade, der fortsat hviler på
Haag-protokollen fra 1955, var blevet klart for lav. Problemerne
blev i disse lande løst gennem forhøjelse af ansvarsgrænsen for de
respektive nationale luftfartsselskaber. I Danmark er det sket i
to tilfælde, begge gange som led i en uformel aftale mellem
vesteuropæiske lande, herunder de nordiske. Således blev den
hidtidige grænse i § 111, stk. 2, 124.205 kr., der dengang svarede
til 16.600 guldfrancs, ved lov nr. 222 af 18. maj 1977 for danske
lufttrafikforetagender forhøjet til 375.000 kr. Dette beløb blev
ved lov nr. 87 af 13. marts 1985 ca. 3-doblet, idet ansvarsgrænsen
blev fastsat til 100.000 SDR, svarende til ansvarsgrænsen i
Montreal-protokol nr. 3.
Warszawa-konventionen er tiltrådt af størstedelen af FNs
medlemslande, nemlig af godt og vel 140 stater. For de flestes
vedkommende er det konventionen i den form, som den fik ved
Haag-protokollen, der gælder. Konventionen har haft til resultat,
at lovgivningen på det område, som den regulerer, i meget vidt
omfang er ensartet i landene. Herved har konventionen haft stor
betydning for udviklingen af den internationale trafikluftfart,
idet luftfartsselskaberne har kunnet operere under ansvarsregler,
som i væsentlig grad er de samme i de fleste stater i verden.
Det forhold, at Montreal-protokollerne endnu ikke er trådt i kraft,
medfører risiko for, at de bliver overhalet af udviklingen med
fare for, at Warszawa-systemet kan bryde sammen.
Et sådant sammenbrud ville indebære et stort tilbageskridt for det
internationale luftfartssamarbejde, og det forekommer ikke
sandsynligt, at det inden for overskuelig fremtid ville lykkes at
erstatte Warszawa-systemet med et andet system.
For at undgå risikoen for, at Warszawa-systemet bryder sammen, er der
derfor - uanset usikkerheden omkring USAs ratifikation af
protokollerne - et voksende ønske om at ratificere disse. Nogle
vesteuropæiske lande har allerede ratificeret, og mellem de
nordiske landes regeringer er der enighed om, at ratifikation skal
søges gennemført snarest muligt. Dette lovforslag indeholder de
ændringer i kapitel 9, der er nødvendige, for at Danmark kan
ratificere Montreal-protokol nr. 3 og 4. Tilsvarende lovgivning er
allerede gennemført i Sverige og Finland. I Norge forventes
lovforslag fremsat inden udgangen af 1986.
Selv med de nordiske landes ratifikationer kan der gå nogen tid,
inden de 30 ratifikationer nås, som er nødvendige for, at
protokollerne træder i kraft, men der er håb om, at de nordiske
landes ratifikationer sammen med andre ratifikationer, der er sket
inden for den senere tid, vil blive betragtet som et ikke
ubetydeligt skridt fremad i arbejdet på at få protokollerne sat i
kraft.
2. Lovforslagets opbygning.
Selv om nogle af bestemmelserne i det gældende kapitel 9 enten slet
ikke ændres eller kun ændres delvis, er det for overskuelighedens
skyld valgt at udforme lovforslaget som en helt ny affattelse af
kapitel 9. Systematikken svarer til det nugældende kapitels. I
bilag 1 til lovforslaget er gengivet det gældende kapitel 9.
I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er
sammenhængen med bestemmelserne i de internationale aftaler
angivet i en parentes under paragrafnumrene. »Warszawa« betegner
den oprindelige Warszawa-konvention. »Warszawa/ Haag« betegner
Warszawa-konventionen, som ændret ved Haag-protokollen.
»Guatemala« og »Montreal« betegner henholdsvis
Guatemala-protokollen og en Montreal-protokol. De anførte
artikelnumre henviser til artikler i Warszawa-konventionen i dens
seneste affattelse.
3. De vigtigste ændringer i forslaget.
a) Befordrerens ansvar.
I overensstemmelse med Warszawa/ Haag er befordreren efter de
gældende lovbestemmelser ansvarlig for personskade på passagerer,
der indtræffer om bord på luftfartøj eller i forbindelse med
passagerernes ind- eller udstigning. Befordreren er desuden
ansvarlig for skade på rejsegods og gods, medens det er i
befordrerens varetægt på en flyveplads eller i luftfartøj eller,
ved landing uden for en flyveplads, på et hvilket som helst andet
sted. Befordreren er endelig også ansvarlig for forsinkelse med
transporten.
I alle disse tilfælde er befordreren imidlertid fri for ansvar, hvis
han beviser, at han og hans folk har taget alle nødvendige
forholdsregler for at undgå skaden, eller at dette ikke har været
muligt for dem. Der er således tale om et såkaldt
præsumptionsansvar, dvs., et ansvar med omvendt bevisbyrde.
I lovforslaget foreslås i overensstemmelse med Guatemala-protokollen
og Montreal-protokol nr. 4 et strengere ansvar, objektivt ansvar,
der skal gælde for alle skader bortset fra sådanne, der skyldes
forsinkelse. Befordreren er således også ansvarlig for nukleare
skader, der er omfattet af lov nr. 332 af 19. juni 1974 om
atomskader, jfr. denne lovs § 18, hvis betingelserne herfor i
luftfartsloven i øvrigt er opfyldt. Har befordreren måttet betale
erstatning for nuklear skade, indtræder befordreren i den
skadelidtes rettigheder mod den atomanlægsindehaver, som er
ansvarlig efter atomansvarsloven, jfr. denne lovs § 19.
Efter forslagets § 106 er befordreren ansvarlig for skade på
passagerer, selv om skaden er hændelig. Som
ansvarsfritagelsesgrund gælder kun, at personskaden udelukkende
skyldes passagerens helbredstilstand. På den anden side skal
erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte selv
forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden, og
erstatningen kan aldrig overstige 100.000 SDR, jfr. senere
nedenfor.
Ved udmålingen af erstatningen, herunder godtgørelse for varigt meen
m.v., der skal foretages efter bestemmelserne i lov om
erstatningsansvar, er der således ikke mulighed for helt eller
delvis at se bort fra skadelidtes medvirken til skaden, ligesom
erstatningsudmålingen begrænses af det nævnte ansvarsbeløb.
Også ved skader på rejsegods og gods foreslås der objektivt ansvar,
lovforslagets §§ 107 og 108. For rejsegods gælder ansvaret altid
bortset fra tilfælde, hvor skaden udelukkende skyldes rejsegodsets
egen beskaffenhed eller fejl i dette. Tilsvarende gælder ved
befordring af gods. Men her skal befordreren tillige være
ansvarsfri, hvis skaden skyldes enten mangelfuld emballering
udført af en anden end befordreren, dennes ansatte eller nogen,
som har handlet på befordrerens vegne, eller krigshandling, væbnet
konflikt eller udøvelse af offentlig myndighed i forbindelse med
godsets indførsel, udførsel eller transitering. Desuden gælder det
også ved rejsegods og gods, at erstatningen skal nedsættes, hvis
skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.
Til skærpelsen af befordrerens ansvar bidrager også forhøjelsen af
grænsen for befordrerens ansvar i tilfælde af personskade,
forslagets § 111, stk. 1. Den grænse, der indførtes ved
Guatemala-protokollen, indebærer en 6-dobling af ansvarsgrænsen i
Warszawa/ Haag. Ved Montreal-protokol nr. 3 blev grænsen som
nævnt under punkt 1 omregnet til 100.000 SDR. For danske
lufttrafikforetagender indebærer denne grænse ikke nogen
forhøjelse, idet en sådan grænse isoleret blev indført for disse
ved lov nr. 87 af 13. marts 1985. Beløbet udgjorde dengang ca. 1,1
mill. kr. Som følge af kursudviklingen svarer 100.000 SDR pr. 15.
oktober 1986 til ca. 910.000 kr. efter den kurs, der er fastsat af
Den internationale Valutafond.
Dette forhold afspejler en uheldig side af systemet med en fast
ansvarsgrænse angivet i en internationalt vedtaget regningsenhed.
Det må dog antages, at typiske personskader i langt de fleste
tilfælde endnu i en årrække vil kunne dækkes inden for
ansvarsgrænsen. Vil en passager i alle tilfælde være sikker på
fuld erstatning, må der tegnes forsikring. Guatemala-protokollen
forudsætter den mulighed, at der på grund af den absolutte
ansvarsgrænse ved personskade, jfr. nedenfor, kan blive tale om
etablering af supplerende forsikringsordninger. Danmark vil
fortsat holde kontakt med Norge og Sverige med henblik på
mulighederne for etablering af en sådan supplerende ordning.
Under drøftelserne i Guatemala var der ikke udelt tilfredshed med
indførelse af objektivt ansvar, og mange lande, der var enige i,
at Haag-protokollens ansvarsbeløb ved personskade var for lavt,
fandt 6-doblingen af dette beløb unødvendig høj.
Som et led i et kompromis bestemtes det, at ansvarsgrænsen til
gengæld aldrig skal kunne overskrides, heller ikke selv om
befordreren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Også
bestemmelsen om obligatorisk nedsættelse eller bortfald af
erstatningen i tilfælde af skadelidtes medvirken til skaden er et
led i dette kompromis.
Både den absolutte ansvarsgrænse, lovforslagets § 113, og reglerne om
obligatorisk lempelse af ansvaret i tilfælde af skadelidtes
medvirken, lovforslagets § 110, stk. 1 og 2, står i modsætning til
almindelige erstatningsregler ikke blot i Danmark, men også i de
andre nordiske lande. Det er den almindelige opfattelse, som
indtil nu desuden er tiltrådt af parlamenterne i Sverige og
Finland, at disse afvigelser, der isoleret set er mindre
tilfredsstillende, kan anses for acceptable som modydelse for den
vigtige forbedring for brugerne, som indførelse af objektivt
ansvar og en højere ansvarsgrænse indebærer.
b) Lempelser af kravene til indholdet af billetter og andre
befordringsdokumenter.
De gældende krav om udstedelse af billetter, rejsegodsbeviser og
luftfragtbreve samt kravene til disse dokumenters indhold udgør en
hindring for befordrerens mulighed for at rationalisere og
billiggøre forretningsgange bl.a. gennem anvendelse af
edb-registrering af oplysninger. I overensstemmelse med de
ændringer, der er gennemført ved Guatemala-protokollen og
Montreal-protokol nr. 4, foreslås de gældende bestemmelser (§§ 92,
93 og 97) lempet, dels ved at indholdet af oplysningerne i de
nævnte dokumenter forenkles, dels ved at dokumenterne helt kan
udelades, hvis de nødvendige oplysninger registreres på en måde,
der betryggende sikrer deres eksistens.
For indenrigs befordring er den i dag gældende, men hidtil
ubenyttede, adgang for ministeren for offentlige arbejder til at
fravige kravene til befordringsdokumenternes indhold foreslået
erstattet af en bestemmelse, lovforslagets § 123, hvorefter
udstedelse af disse dokumenter ikke er nødvendig i
indenrigsluftfarten, selv om oplysningerne om befordringen ikke
registreres på anden måde.
4. Udkast til lovforslaget har været sendt til udtalelse hos følgende
myndigheder, erhvervsvirksomheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Sø- og Handelsretten,
Præsidenten for Københavns Byret,
Præsidenten for Retten i Århus,
Præsidenten for Retten i Odense,
Præsidenten for Retten i Aalborg,
Statens Luftfartsvæsen,
Den danske Dommerforening,
Advokatrådet,
SAS, Head Office,
SAS, Region Danmark,
Conair A/ S,
Maersk Air I/ S,
Sterling Airways A/ S,
Cimber Air A/ S,
Danair A/ S,
Grønlandsfly A/ S,
Erhvervsflyvningens Sammenslutning,
Kongelig Dansk Aeroklub,
AOPA Denmark,
Assurandør-Societetet,
Dansk Pool for luftfartsforsikring,
Erhvervenes Transportudvalg,
Dansk Speditørforening,
Forbrugerrådet,
Foreningen af Rejsearrangører i Danmark,
5. Forslagets økonomiske konsekvenser.
a) Det offentlige.
Ingen.
b) Erhvervslivet.
Bestemmelserne om befordringsdokumenter forventes at føre til en vis
formindskelse af transportudgifterne. Det er vanskeligt at
bedømme, om ændringerne af befordrerens ansvar vil påvirke dennes
ansvarsforsikringsudgifter. På den ene side bliver der som nævnt
tale om objektivt ansvar. På den anden side risikerer befordreren
ikke længere, at dennes ansvarsgrænse gennembrydes ved forsæt og
grov uagtsomhed.
Det må dog nok forventes, at den forhøjede ansvarsgrænse vedrørende
rejsegods vil indebære en vis forøgelse af
luftfartsforetagendernes udgifter i form enten af forhøjede
forsikringspræmier eller af afholdelse af større erstatninger
inden for ansvarsforsikringernes selvrisiko. BEMÆRKNINGER TIL
LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER
Til § 1
Til § 90
(Warszawa art. 1)
Bortset fra redaktionelle ændringer svarer bestemmelsen til den
gældende.
Til § 91
(Montreal 4, art. 2 og art. 34)
Ifølge det gældende stk. 1 finder bestemmelserne i kapitel 9,
herunder begrænsningen af befordrerens ansvar, ikke anvendelse på
befordring af post.
Befordreren kan naturligvis ved aftale begrænse sit ansvar over for
postvæsenet, men en sådan begrænsning kan befordreren ikke gøre
gældende over for postkunden, hvis denne på et andet grundlag end
en befordringsaftale rejser erstatningskrav mod befordreren.
I overensstemmelse med artikel 2 i Montreal-protokol 4 er det derfor
i den foreslåede § 91, STK. 1, præciseret, at befordreren
udelukkende er ansvarlig over for postvæsenet og efter de
bestemmelser, der gælder mellem dem. Postkunden er således henvist
til at rette et eventuelt erstatningskrav imod postvæsenet.
Bestemmelsen i STK. 3 svarer med en redaktionel ændring til den
gældende.
Til § 92
(Guatemala art. 3)
Bestemmelserne i lovforslagets § 92 indebærer dels en lempelse af det
gældende krav til billettens indhold og dels, at der skabes
mulighed for i stedet for udstedelse af billetter at anvende et
andet registreringssystem.
Bestemmelsen i STK. 1, der muliggør udstedelse også af kollektive
billetter således, at der ved grupperejser kan udstedes een
billet, angiver de oplysninger, billetten skal indeholde.
I medfør af bestemmelsen i STK. 2 kan befordreren dog undlade at
udstede billetter, hvis de obligatoriske oplysninger, jfr. stk. 1,
registreres på anden måde. Bestemmelsen giver således befordreren
mulighed for i stedet at benytte sig af f.eks. edb-registrering.
Den omstændighed, at befordreren ikke behøver at udstede
billetter, indebærer ikke, at passageren ikke fortsat har ret til
at kræve oplysninger om vilkårene for befordringsaftalen og til at
kræve sædvanlig kvittering for modtagelsen af betalingen for
befordringen.
Da billetten ikke blot har informationsværdi for passageren, men også
tjener som bevis for befordringsaftalen, bør der naturligvis tages
hensyn hertil ved den nærmere tilrettelæggelse af
registreringssystemerne. Ministeriet har dog ikke anset det for
nødvendigt at indsætte en særlig bestemmelse herom.
Bestemmelsen i STK. 3 medfører i modsætning til den gældende
bestemmelse, at selv om de i stk. 1 og stk. 2 nu fastsatte
forskrifter ikke er overholdt, gælder bestemmelserne i kapitel 9,
herunder bestemmelserne om ansvarsbegrænsning.
Begrænsningen af befordrerens ansvar vil således ikke mere være
afhængig af, om der er udstedt billet eller henvist til
ansvarsbegrænsningen i billetten.
Bestemmelsen om, at luftfragtbrevet skal indeholde angivelse af, at
Warszawa-konventionen eller tilsvarende lovgivning kan være
anvendelig, er udgået.
Til § 93
(Guatemala art. 4)
Bestemmelserne, der kun vedrører indskrevet rejsegods, indeholder
forenklede regler om rejsegodsbevis, der svarer til dem, der er
fastsat i forslagets § 92 om passagerbilletter.
Til § 94
(Montreal 4, art. 5)
Bestemmelserne i lovforslagets § 94 skaber, i lighed med hvad der er
fastsat i forslagets §§ 92 og 93, mulighed for at erstatte
befordringsdokumenterne med et edb-registreringssystem. Det er
forudsat, at det især er på godssiden, at de foreslåede ændringer
vil få deres egentlige betydning, idet en overgang til
edb-registrering må antages at medføre en væsentlig tids- og
omkostningsbesparelse ved befordring af gods.
Bestemmelsen i STK. 1 foreskriver, at der ved befordring af gods skal
udfærdiges luftfragtbrev.
Ifølge bestemmelsen i STK. 2 skal afsenderen give sit samtykke til,
at der ikke udfærdiges luftfragtbrev, men at oplysningerne om den
konkrete befordring registreres på anden måde. I så tilfælde har
afsenderen ret til at få en godskvittering, der indeholder sådanne
oplysninger, at godset kan identificeres.
Godskvitteringen skal give afsenderen mulighed for at blive gjort
bekendt med de registrerede oplysninger, jfr. STK. 3. Dette gælder
naturligvis kun de oplysninger, som befordreren har pligt til at
registrere, men ikke sådanne andre oplysninger, som befordreren
har registreret til eget internt brug.
For ikke at besværliggøre befordring af gods til lande eller steder,
der ikke råder over sådant teknisk udstyr, som måtte være i brug
på det sted, hvor godset skal indleveres til befordring, er det
fastsat i STK. 4, at befordreren ikke af den grund kan nægte at
modtage godset til befordring.
Til § 95
(Montreal 4, art. 6)
Bestemmelsen i STK. 1 indebærer visse forenklinger. Det kræves ikke,
at luftfragtbrevet afleveres sammen med godset, og det kræves
heller ikke, at modtagerens eksemplar af luftfragtbrevet følger
godset. Endelig er kravet om, at befordrerens underskrift skal
påføres luftfragtbrevet, forinden godset tages om bord, udgået, og
også befordrerens underskrift kan være trykt.
STK. 2 svarer til den gældende bestemmelse i § 95, stk. 3.
Til § 96
(Montreal 4, art. 7)
STK. 1 svarer med en redaktionel ændring til den gældende bestemmelse
i § 96, stk. 1.
Bestemmelsen i STK. 2 giver afsenderen ret til at kræve særskilte
godskvitteringer i de tilfælde, hvor der på grund af f.eks.
edb-registrering ikke udfærdiges luftfragtbreve.
Til § 97
(Montreal 4, art. 8)
Bestemmelsen opregner de oplysninger, luftfragtbrevet og
godskvitteringen skal indeholde. Bortset fra kravet om angivelse
af forsendelsens vægt, svarer de foreskrevne oplysninger til dem,
der kræves efter lovforslagets §§ 92 og 93 (passagerbilletter og
rejsegodsbeviser).
Bestemmelsen om, at luftfragtbrevet skal indeholde angivelse af, at
Warszawa-konventionen eller tilsvarende lovgivning kan være
anvendelig, er udgået.
Til § 98
(Montreal 4, art. 9)
Den nye affattelse af § 98 svarer til lovforslagets § 92, stk. 3, og
§ 93, stk. 3. Der henvises til lovforslagets specielle
bemærkninger til § 92, stk. 3.
Til § 99
(Montreal 4, art. 10)
Bestemmelserne i STK. 1 svarer til reglerne om afsenderens ansvar for
oplysninger i luftfragtbrevet ifølge den gældende § 99. Det er dog
nu præciseret, at afsenderen også er ansvarlig for nogen, som har
handlet på afsenderens vegne. Afsenderen er således også ansvarlig
for oplysningerne i luftfragtbrevet, hvis befordreren har
udfærdiget dette efter afsenderens anmodning, jfr. forslagets §
95, stk. 2. Afsenderen har naturligvis ret til regres.
Afsenderens ansvar omfatter også sådanne oplysninger, som afsenderen
eller nogen på afsenderens vegne giver til befordreren for en
sådan registrering, der erstatter luftfragtbrevet, eller for
indføjelse i godskvitteringen. Afsenderen har således samme ansvar
for disse oplysninger som for dem, afsenderen giver i
luftfragtbrevet.
Afsenderen vil som følge heraf efter omstændighederne være ansvarlig
for skade, der skyldes manglende eller ufuldstændige oplysninger
ved forsendelse af f.eks. farligt gods.
STK. 2 omhandler befordrerens ansvar for, at oplysningerne indføres
korrekt i registreringssystemet og i godskvitteringen.
Hvis der, uden at afsenderen er ansvarlig herfor, er mangler i de
oplysninger, der er registreret eller indføjet i godskvitteringen
af befordreren eller af nogen på befordrerens vegne, er
befordreren ansvarlig for den skade, der derved er påført
afsenderen eller nogen, som afsenderen er ansvarlig over for.
Til § 100
(Montreal 4, art. 11)
Som en følge af at der skabes mulighed for udstedelse af
godskvitteringer, jfr. lovforslagets § 94, stk. 2, sidestiller
forslagets § 100 godskvitteringen og oplysninger i denne med
luftfragtbrevet og oplysninger i dette.
I STK. 1 er der indsat en bestemmelse om, at luftfragtbrevets og
godskvitteringens bevisvirkning med hensyn til
befordringsvilkårene kun angår de vilkår, som er angivet i disse
dokumenter.
I forhold til den gældende § 100 er de øvrige ændringer
redaktionelle.
Til §§ 101-105
(Montreal 4, art. 12, 13, 15 og 16)
Bortset fra de ændringer, der er en konsekvens af lovforslagets
bestemmelser om, dels at udfærdigelse af luftfragtbreve ikke er
obligatorisk og dels, at der i stedet kan udstedes
godskvitteringer, svarer forslaget med redaktionelle ændringer til
de gældende §§ 101-105. Udtrykket »told- og afgiftsforskrifter og
andre offentlige forskrifter« i forslagets § 105 indebærer således
ikke nogen realitetsændring i forhold til den gældende
bestemmelse. Der er fortsat tale om forskrifter af fiskal karakter
og forskrifter, der varetager navnlig sikkerheds- eller
sundhedsmæssige hensyn, f.eks. forskrifter om transport af farligt
gods.
Til § 106
(Guatemala art. 17)
Ifølge den gældende bestemmelse i § 106, jfr. § 109, er befordreren
ansvarlig, hvis en passager bliver dræbt eller lider skade på
legeme eller helbred som følge af en begivenhed, der er indtruffet
om bord i et luftfartøj eller under indstigning eller udstigning.
Befordreren er dog fri for ansvar, hvis befordreren beviser, at
denne og dennes folk har taget alle nødvendige forholdsregler for
at undgå skaden på passageren, eller at dette ikke har været
muligt for dem. Der er således tale om et såkaldt
præsumptionsansvar, dvs., et ansvar med omvendt bevisbyrde.
Lovforslagets § 106 indebærer i overensstemmelse med
Guatemala-protokollens artikel 17, stk. 1, at der i stedet
indføres et objektivt ansvar for befordreren således, at
befordreren er ansvarlig for skaden, hvis den er en følge af en
begivenhed, der er indtruffet om bord på luftfartøjet eller i
forbindelse med passagerens ind- eller udstigning. Det er
præciseret, at befordreren også er ansvarlig for tab af forsørger.
Befordrerens ansvar omfatter dog ikke sådanne skader, som
udelukkende skyldes passagerens helbredstilstand. Udtrykket
»personskade« omfatter også det tilfælde, hvor passageren afgår
ved døden.
Ansvaret er ikke betinget af, at skaden hænger sammen med en risiko,
som typisk er forbundet med flyvning eller med betjeningen af
luftfartøjet.
I det tilfælde, hvor skaden skyldes flere begivenheder, kræves det
ikke, at den primære begivenhed er indtruffet efter, at
passagererne er kommet om bord i luftfartøjet. Hvis der, forinden
passagererne er kommet om bord, f.eks. på grund af en fejl fra
markpersonellets side ikke er tilstrækkelig luftforsyning i
kabinen, når dørene er lukket, og luftfartøjet starter, er
befordreren ansvarlig for personskade som følge af utilstrækkelig
luftforsyning, uanset at den første årsag i årsagskæden indtraf,
medens luftfartøjet var tomt.
Det kræves heller ikke, at selve skaden er indtruffet, medens
passageren befandt sig om bord i luftfartøjet eller i forbindelse
med dennes ind- eller udstigning.
Som nævnt er befordreren ikke ansvarlig for skade, som udelukkende
skyldes passagerens helbredstilstand. Befordreren vil således
normalt ikke være ansvarlig, hvis passageren under befordringen
afgår ved døden på grund af en hjertefejl. Ordet »udelukkende«
indebærer imidlertid, at befordreren er ansvarlig, hvis skaden
skyldes en kombination af passagerens helbredstilstand og en ydre
begivenhed, der indtræffer under befordringen. Hvis f.eks. en
hjertesyg passager bliver opskræmt af en unormal begivenhed under
befordringen, og der kan føres bevis for, at dette har udløst et
hjerteanfald, der medfører passagerens død, vil befordreren være
ansvarlig. Befordreren er også ansvarlig, hvis passagerens
helbredstilstand forværres, f.eks. på grund af, at luftsystemet i
kabinen ikke fungerer tilfredsstillende, og dette er årsag til, at
en latent sygdomstilstand udløses.
Til § 107
(Guatemala art. 17)
Efter bestemmelsen i luftfartslovens § 107, jfr. § 109, gælder der et
præsumptionsansvar for befordreren med hensyn til skade som følge
af tab eller beskadigelse af indskrevet rejsegods. For skade som
følge af tab eller beskadigelse af håndbagage og andre genstande,
som passageren selv medtager under befordringen, eller som
passageren bærer på sig under denne, f.eks. gangtøj, briller og
armbåndsur, er befordreren derimod erstatningsansvarlig efter
lovgivningens almindelige regler.
Lovforslagets § 107, STK. 1, indebærer, at der i overensstemmelse med
Guatemala-protokollens artikel 17, stk. 2, også i dette tilfælde
indføres et objektivt ansvar for befordreren. Ifølge protokollens
artikel 17, stk. 3, betyder betegnelsen »rejsegods« i
Warszawa-konventionen både indskrevet rejsegods og genstande, som
passageren medfører, medmindre andet er angivet. I
overensstemmelse hermed omfatter forslaget således i modsætning
til den gældende bestemmelse både indskrevet rejsegods og
håndbagage samt andre genstande, som passageren selv medtager
under befordringen eller bærer på sig, som f.eks. gangtøj,
briller og armbåndsur.
Befordreren er således ansvarlig for skade som følge af helt eller
delvist tab eller beskadigelse af rejsegods som følge af en
begivenhed, der er indtruffet om bord i et luftfartøj eller i
forbindelse med passagerens ind- eller udstigning. Det tidsrum,
hvori befordreren er ansvarlig for genstande, som passageren selv
medtager eller bærer på sig, er sammenfaldende med det tidsrum,
hvori befordreren er ansvarlig for skade på passagerens person.
Endvidere er befordreren ansvarlig i det tidsrum, hvori rejsegodset
er i hans varetægt, hvilket har størst praktisk betydning med
hensyn til indskrevet rejsegods. Bestemmelsen kan imidlertid også
tænkes at finde anvendelse på genstande, som befordreren tager
sig af for passageren, uden at der formelt er tale om indskrevet
rejsegods. Rejsegodset anses for at være i befordrerens varetægt
fra det tidspunkt, hvor det indskrives eller modtages af
befordreren eller af nogen på befordrerens vegne, uanset om dette
finder sted uden for en flyveplads, f.eks. på et hotel.
Ifølge bestemmelsen i STK. 2 omfatter ansvaret dog ikke skader, der
udelukkende skyldes rejsegodsets egen beskaffenhed eller fejl i
dette. Befordreren er således ikke ansvarlig for f.eks. skade på
sensible glasgenstande, som er anbragt i en kuffert, og som ikke
tåler påvirkningerne under en normal luftbefordring. Befordreren
er heller ikke ansvarlig for skade, som alene er en følge af fejl
i rejsegodset, f.eks. på grund af, at en kuffert er defekt.
Til § 108
(Montreal 4, art. 18)
Lovforslagets § 108 indebærer en ændring af den gældende bestemmelse
i § 107, jfr. § 109, om befordrerens ansvar for gods således, at
der, jfr. STK. 1, i stedet for det gældende præsumptionsansvar
indføres et objektivt ansvar også for skade på grund af tab eller
beskadigelse af gods. »Tab af gods« omfatter både total og partiel
bortkomst af godset. Befordreren er dog, jfr. STK. 2, fri for
ansvar, hvis han beviser, at skaden udelukkende skyldes nogen af
fire i forslaget opregnede årsager.
Befordreren kan således undgå ansvar, hvis skaden udelukkende skyldes
godsets egen beskaffenhed eller fejl i dette, jfr. de specielle
bemærkninger til forslagets § 107, stk. 2. Endvidere er
befordreren ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende skyldes
mangelfuld emballering af godset eller krigshandling eller væbnet
konflikt. Endelig er befordreren ikke ansvarlig, hvis skaden
udelukkende skyldes udøvelse af offentlig myndighed i forbindelse
med godsets indførsel, udførsel eller transitering.
Den sidstnævnte situation omfatter tilfælde som f.eks. eftersyn af
godset af politi, toldvæsen eller sundhedsmyndigheder eller
udstedelse af forbud mod udførsel af visse varer til en anden
stat. Det kræves ikke som en yderligere betingelse for
befordrerens ansvarsfrihed, at myndigheden ved eftersyn eller
andre foranstaltninger har begået fejl eller udvist forsømmelse,
eller at et forbud mangler den fornødne hjemmel. Dette kan
imidlertid få selvstændig betydning, hvis skadelidte kræver
erstatning af myndigheden.
Derimod kan befordreren ikke befri sig fra sit ansvar ved at påberåbe
sig et startforbud for luftfartøjet på grund af, at det ikke
opfylder foreskrevne sikkerhedsbestemmelser. Det samme er
tilfældet, hvis der generelt udstedes forbud mod flyvning med en
vis type luftfartøjer, hvis befordreren kan opfylde
befordringsaftalen med andet luftfartøj og derved afværge, at -
typisk letfordærveligt - gods helt eller delvis går til grunde.
STK. 3 svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i den gældende § 107,
stk. 2.
Til § 109
(Warszawa art. 19 og Guatemala art. 20 sammenholdt med Montreal 4,
art. 20)
Forslaget viderefører den gældende bestemmelse i § 108, jfr. § 109,
om befordrerens ansvar for skade, som skyldes forsinkelse af
passagerer, rejsegods og gods, således, at der i dette tilfælde
fortsat er tale om et præsumptionsansvar. Befordreren er
naturligvis også ansvarlig for sine ansatte efter reglen i Danske
Lov 3.19.2. Som anført i de specielle bemærkninger til forslagets
§ 107 omfatter betegnelsen »rejsegods« både indskrevet rejsegods
og genstande, passageren selv medtager eller bærer på sig.
Forsinkelse omfatter også sådanne forsinkelser, som skyldes
overbooking. Hvis befordreren bevidst foretager overbooking, vil
han i almindelighed ikke kunne undgå ansvar for skade på grund af,
at passageren ikke kan befordres som aftalt. Hvis passageren
tilbydes en alternativ flyafgang uden nogen længere ventetid og
derved kan komme frem til sit rejsemål med kun ubetydelig
forsinkelse, vil der dog sjældent kunne påvises nogen skade.
Til § 110
(Guatemala art. 21 sammenholdt med Montreal 4, art. 21)
Lovforslagets § 110 omhandler nedsættelse eller bortfald af
erstatningen på grund af skadelidtes medvirken til skaden.
Forslaget indebærer i forhold til den gældende bestemmelse i § 110
den ændring, at erstatningen i overensstemmelse med
Warszawa-konventionen skal nedsættes eller bortfalde, hvis
skadelidte har medvirket til skaden.
STK. 1 omhandler nedsættelse eller bortfald af erstatningen ved
befordring af passagerer og rejsegods på grund af skadelidtes
medvirken til skaden. Bestemmelsen omfatter både passagerens
erstatningskrav og erstatningskrav fra tredjemand, f.eks. krav om
erstatning for tab af forsørger m.v., og tredjemands krav er i
alle tilfælde underkastet identifikation. Dvs., at tredjemands
krav nedsættes eller bortfalder i samme omfang, som skadelidte
eller afdøde har medvirket til skaden.
Bestemmelsen i STK. 2, der omfatter erstatningskrav i forbindelse med
befordring af gods, indebærer, at befordreren over for modtageren
kan påberåbe sig også afsenderens medvirken til skaden, ligesom
befordreren over for afsenderen kan påberåbe sig også modtagerens
medvirken til skaden. I disse tilfælde skal skadelidtes krav altså
nedsættes eller bortfalde i samme omfang, som medkontrahenten har
medvirket til skaden.
Bestemmelsen i STK. 3 indebærer, at der ved bedømmelsen af, i hvor
stor udstrækning erstatningen skal nedsættes, eller om den helt
skal bortfalde, kun kan tages hensyn til graden af den udviste
uagtsomhed. Der kan således ikke tages hensyn til andre
omstændigheder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3. a.
Tilslutning til Warszawa-konventionen vil ikke indebære forpligtelser
for Danmark, for så vidt angår indenrigs befordring, hvor
mellemlanding uden for riget ikke er aftalt. Da det er fundet
ønskeligt, at den generelle lempelsesregel i § 24, stk. 2, i lov
om erstatningsansvar kan bringes i anvendelse ved sådanne
befordringer i forbindelse med skadelidtes medvirken til skaden,
foreslås det, at der som STK. 4 indsættes en bestemmelse herom.
Dette medfører, at der under visse betingelser helt eller delvis
kan ses bort fra skadelidtes medvirken til skaden, og at der ved
afgørelsen heraf kan tages hensyn til ikke kun graden af den
udviste uagtsomhed, men også til øvrige omstændigheder.
Til § 111
(Montreal 3, art. 22 sammenholdt med Montreal 4, art. 22)
Lovforslagets § 111, der afløser de gældende §§ 111 og 111 a,
indeholder ligesom disse paragraffer bestemmelser om
ansvarsgrænserne for befordreren. De ansvarsgrænser, der er
angivet i forslaget for de forskellige tilfælde, må ikke
overskrides, uanset hvilket ansvarsgrundlag der påberåbes,
herunder ansvar, der støttes på aftale. En særskilt bestemmelse
herom findes i forslagets § 113. Begrænsningsbeløbene vedrører kun
selve skadeserstatningen således, at sagsomkostninger kan
tilkendes udover disse beløb.
I STK. 1 angives begrænsningsbeløbet for personskader. Beløbet er
100.000 særlige trækningsrettigheder (SDR) for hver passager.
Ansvarsgrænsen gælder også for skader, der tilføjes passagerer i
indenrigs luftfart.
STK. 2 indeholder begrænsningsbeløbet for skader som følge af
forsinkelse af passagerer. Beløbet er 4.150 SDR for hver passager.
Som nævnt i de specielle bemærkninger til forslagets § 109 er
befordreren ikke objektivt ansvarlig for skader, som skyldes
forsinkelse. For sådanne skader gælder fortsat et
præsumptionsansvar.
STK. 3 angiver begrænsningsbeløbet for skader som følge af, at
rejsegods går tabt, beskadiges eller forsinkes. Beløbet er 1.000
SDR for hver passager. Beløbet er således ikke længere i noget
tilfælde knyttet til rejsegodsets vægt. Som anført i de specielle
bemærkninger til forslagets § 107 omfatter betegnelsen »rejsegods«
både indskrevet rejsegods og genstande, passageren selv medtager
eller bærer på sig.
I STK. 4 er angivet begrænsningsbeløbet for alle slags skader i
forbindelse med befordring af gods, såsom tab og beskadigelse af
godset samt forsinkelse ved befordringen af godset.
Begrænsningsbeløbet er som hovedregel 17 SDR pr. kilo gods. Som
hidtil kan afsenderen indgå aftale med befordreren om en højere
ansvarsgrænse i de tilfælde, hvor afsenderen ved godsets
aflevering til befordreren har angivet en højere værdi og tillige
har betalt det eventuelle fragttillæg, som befordreren kræver på
grund af denne højere værdi. I så tilfælde gælder i stedet denne
højere værdi som begrænsningsbeløb, medmindre befordreren beviser,
at den virkelige værdi er mindre end den angivne. Bestemmelserne i
stk. 4, herunder dem, der angår fastsættelsen af befordrerens
ansvarsgrænse, når skaden kun berører en del af godset, svarer
bortset fra enkelte præciseringer til bestemmelserne om gods i den
gældende § 111, stk. 2.
Ifølge STK. 5 gælder som hidtil den hovedregel, at der ikke skal
tages hensyn til sagsomkostninger ved anvendelse af
ansvarsgrænserne. Undtagelse fra denne regel skal imidlertid
fremtidig kun kunne gøres, når der er spørgsmål om ansvaret ved
befordring af gods. I dette tilfælde er den gældende bestemmelse i
§ 111, stk. 4, 2. pkt., opretholdt. Hvad derimod angår ansvaret
ved befordring af passagerer og rejsegods, er den mulighed, som
befordreren i dag har med hensyn til at undgå eller begrænse
sagsomkostninger ved et »hurtigt og rimeligt« forligstilbud,
udgået.
Da det ikke kan udelukkes, at der efter omstændighederne nedlægges
påstand om erstatning i en anden valuta end danske kroner, er
denne mulighed omfattet af STK. 6.
Til § 112
(Warszawa/ Haag art. 23)
Forslagets § 112 svarer med redaktionelle ændringer til de gældende
bestemmelser i § 112. Ved befordring af gods har befordreren
således fortsat mulighed for bevissikring allerede ved modtagelsen
af godset.
Til § 113
(Guatemala art. 24, stk. 2, og Montreal 4, art. 24, stk. 2)
Lovforslagets § 113, der erstatter den gældende § 113, indeholder den
vigtige bestemmelse om, at ansvarsgrænserne i forslagets § 111
ikke må overskrides, uanset hvilket ansvarsgrundlag der påberåbes.
Der kan således heller ikke ved aftale fastsættes højere
ansvarsgrænser.
Montreal-protokol nr. 3 og 4 i forening indebærer, at
Warszawa-konventionens artikel 25, der ligger til grund for den
gældende § 113, ophæves.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at retten til
ansvarsbegrænsning i overensstemmelse med forslagets § 111 gælder,
selv om befordreren eller nogen, denne er ansvarlig for,
forsætligt har forårsaget skaden.
Den til forslagets § 113 svarende konventionsbestemmelse udgjorde et
led i det kompromis, hvorved der indførtes et objektivt ansvar og
ansvarsgrænserne hævedes betydeligt. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, punkt 3. a.
Til § 114
(Warszawa/ Haag art. 25 A, stk. 2, og Guatemala art. 25 A, stk. 1)
Lovforslagets § 114 viderefører den gældende bestemmelse i § 114,
hvorefter befordrerens ansatte og andre hvervtagere kan påberåbe
sig samme ansvarsgrænser som befordreren, hvis de har forårsaget
skaden under udførelsen af deres tjeneste eller hverv. Summen af
de erstatningsbeløb, som i den anledning pålægges de ansatte,
hvervtagerne og befordreren, må ikke overstige de i forslagets §
111 anførte ansvarsgrænser.
Forslaget indebærer dog den ændring i forhold til den gældende
retstilstand, at også befordrerens ansatte og hvervtagere har ret
til ansvarsbegrænsning, uanset om den skadevoldende handling eller
undladelse kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom, jfr.
forslagets § 113.
Det er fundet overflødigt i lovteksten at henvise til § 23 i lov om
erstatningsansvar, hvorefter arbejdstagerens erstatningsansvar
efter omstændighederne kan nedsættes eller bortfalde.
Til §§ 115 og 116
(Warszawa/ Haag art. 26)
Bortset fra, at betegnelsen »indskrevet rejsegods« er ændret til:
»rejsegods«, jfr. de specielle bemærkninger til forslagets § 107,
svarer lovforslagets §§ 115 og 116 med redaktionelle ændringer til
de gældende §§ 115 og 116.
Til § 117
(Warszawa art. 28 og Guatemala art. 28)
Forslagets § 117, STK. 1 og STK. 3, svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende § 117, stk. 1 og 2.
I forslagets § 117 er som STK. 2 indsat en ny bestemmelse, der i
overensstemmelse med Guatemala-protokollens artikel 28, stk. 2,
udvider kredsen af de domstole, som er kompetente, når
erstatningssagen angår befordring af passagerer og rejsegods.
Sagen kan herefter anlægges tillige ved retten på det sted, hvor
befordreren har et kontor, hvis passageren har bopæl eller
vedvarende ophold i den stat, hvor kontoret er beliggende.
Forumbestemmelserne i den danske lov kan naturligvis kun angive
forudsætningerne for, at sagen kan anlægges ved dansk domstol. Det
er derfor præciseret, at bestemmelsen gælder, når passageren har
bopæl eller vedvarende ophold her i landet.
Til §§ 118 og 119
(Warszawa art. 29 og 30)
Bortset fra, at betegnelsen »indskrevet rejsegods« er ændret til:
»rejsegods«, jfr. de specielle bemærkninger til forslagets § 107,
svarer forslagets §§ 118 og 119 bortset fra redaktionelle
ændringer til de gældende §§ 118 og 119.
Den 2-årige forældelsesfrist i § 118 gælder kun for krav, der rejses
mod befordreren. For krav, der rejses mod afsenderen, gælder de
almindelige forældelsesregler.
Til §§ 119 a-119 f
Lovforslagets §§ 119 A-119 F svarer med redaktionelle ændringer til
de gældende §§ 119 a-119 f, der har gennemført bestemmelserne i
Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om international
luftbefordring, der udføres af en anden person end den, der har
indgået befordringsaftalen, jfr. lov nr. 186 af 25. maj 1966 om
ændringer i lov om luftfart.
Til §§ 120 og 121
(Warszawa art. 31 og 32)
Lovforslagets §§ 120 og 121 svarer med enkelte præciseringer samt
redaktionelle ændringer til de gældende §§ 120 og 121.
Til § 122
Den gældende § 122 ophæves som en konsekvens af bestemmelserne i
forslagets §§ 92, 93 og 97, hvorefter der ikke kræves oplysning i
befordringsdokumenterne om ansvarsbegrænsningen. Der henvises til
de specielle bemærkninger til lovforslagets § 92.
Til § 123
Den gældende bestemmelse i § 123 indeholder bemyndigelse for
ministeren for offentlige arbejder til at dispensere fra de krav
til befordringsdokumenternes indhold, der er fastsat i §§ 92, stk.
1, 92 a, stk. 1, 93, stk. 1, og 97, for så vidt angår indenrigs
luftfart, hvor mellemlanding uden for riget ikke er aftalt.
Som det fremgår af forslagets §§ 92, 93 og 97, bortfalder
oplysningskravet om ansvarsbegrænsningen således, at
befordringsdokumenterne herefter kun skal indeholde de i
sidstnævnte paragraffers henholdsvis nr. 1-2 og nr. 1-3
foreskrevne oplysninger. Endvidere følger det af forslagets §§ 92,
93 og 94, at udstedelse af billetter og rejsegodsbeviser ikke er
nødvendig, hvis der sker registrering af oplysningerne på anden
måde, ligesom udfærdigelse af luftfragtbreve kan undlades, hvis
afsenderen samtykker i, at oplysningerne om befordringen
registreres på anden måde.
Det er imidlertid fundet ønskeligt at skabe mulighed for en
yderligere forenkling af reglerne om befordringsdokumenterne.
Bestemmelsen i lovforslagets § 123 indebærer derfor, at billetter,
rejsegodsbeviser eller luftfragtbreve ikke er nødvendige ved
indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget ikke er
aftalt, selv om oplysningerne om befordringen ikke registreres på
anden måde.
Det vil herefter alt efter de praktiske behov herfor f.eks. være
muligt i indenrigs luftfart blot at opkræve betaling om bord for
befordringen. Dette medfører dog ingen ændring af det almindelige
princip om, at den, som betaler et beløb til en anden, har ret til
kvittering.
Til § 124
Lovforslagets § 124 indebærer, at Guatemala-protokollen samt
Montreal-protokol nr. 3 og 4 indgår i definitionen af
Warszawa-konventionen.
Til § 125
Ved artikel XXVI i Haag-protokollen blev der skabt mulighed for, at
visse militære luftbefordringer kunne undtages fra den reviderede
konventions anvendelsesområde. Ændringen af den gældende § 125 er
en konsekvens af, at der er åbnet samme reservationsmuligheder ved
de revisioner af Warszawa-konventionen, som er foretaget ved
Guatemala-protokollen samt Montreal-protokol nr. 3 og 4.
Til § 126
Bortset fra indenrigs befordring og befordring mellem Danmark og
stater, der ikke har tilsluttet sig Warszawa-konventionen i nogen
af dens affattelser, er Danmark i forholdet mellem andre stater,
som har tilsluttet sig Warszawa-koventionen af 12. oktober 1929,
men som ikke har ratificeret eller tiltrådt Haag-protokollen,
folkeretligt forpligtet til at anvende en fra de nye
lovbestemmelser afvigende lovgivning. Det samme gælder i forholdet
mellem Danmark og andre stater, der har tilsluttet sig
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som ændret ved
Haag-protokollen, men som ikke har ratificeret eller tiltrådt både
Montreal-protokol nr. 3 og 4.
Lovforslagets § 126 indeholder de som følge heraf nødvendige
overgangsbestemmelser.
STK. 1 og STK. 2 indeholder bestemmelser for de tilfælde, hvor
Danmark i forhold til en anden stat er folkeretligt forpligtet
henholdsvis i medfør af Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929
og i medfør af Warszawa/ Haag.
STK. 3 og STK. 4 angår de tilfælde, hvor Danmark i forhold til en
anden stat er folkeretligt forpligtet henholdsvis i medfør af
Montreal-protokol nr. 3 og i medfør af Montreal-protokol nr. 4
således, at de nye lovbestemmelser kun delvis kan anvendes.
Hvis en stat kun tilslutter sig Montreal-protokol nr. 3, indebærer
dette tilslutning til Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929,
som ændret ved Haag- og Guatemala-protokollerne samt
Montreal-protokol nr. 3. Da godsbestemmelserne ikke er ændret ved
Guatemala-protokollen og Montreal-protokol nr. 3, er en sådan
stat, for så vidt angår befordring af gods, kun bundet af
Warszawa/ Haag. Dette indebærer, at de gældende bestemmelser i
kapitel 9 (bortset fra § 126) om gods skal anvendes i forhold til
en sådan stat.
I forhold til en stat, som kun har tilsluttet sig Montreal-protokol
nr. 4, skal omvendt de gældende bestemmelser i kapitel 9 (bortset
fra § 126) om passagerer og rejsegods anvendes. En sådan stat har
nemlig tilsluttet sig Warszawa/ Haag, som ændret ved
Montreal-protokol nr. 4. Eftersom bestemmelserne om befordring af
passagerer og rejsegods ikke er ændret ved Montreal-protokol nr.
4, er en sådan stat, for så vidt angår befordring af passagerer og
rejsegods, kun bundet af Warszawa/ Haag.
De foreslåede lovbestemmelser vil således i forholdet mellem Danmark
og andre stater kun fuldt ud gælde over for stater, der har
tilsluttet sig både Montreal-protokol nr. 3 og 4.
Til § 126 a
Forslaget svarer med redaktionelle ændringer til den gældende
bestemmelse i § 126 a.
TIL § 2
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsregler.
Da SAS-samarbejdet nødvendiggør en samtidig ikraftsættelse af loven i
de skandinaviske lande, foreslås det, at ministeren for offentlige
arbejder bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
Som allerede nævnt ovenfor, er lovforslagets bestemmelser om
billetter, rejsegodsbeviser m.v. betydeligt forenklede i forhold
til den gældende retstilstand. På denne baggrund er det fundet
ønskeligt, at der eventuelt på et tidligere tidspunkt kan skabes
mulighed for indenrigsluftfarten til at indføre mere rationelle
administrative systemer i forbindelse med befordringen af
passagerer, rejsegods og gods. Det foreslås derfor, at ministeren
for offentlige arbejder kan sætte loven i kraft på et tidligere
tidspunkt med virkning for indenrigsluftfarten.
Selv om det kun er et fåtal af stater, der ikke har ratificeret
Warszawa-konventionen i nogen af dens affattelser, er det fundet
hensigtsmæssigt, at loven fra samme tidspunkt kommer til at gælde
for luftbefordring, der ikke er omfattet af konventionen.
Bilag 1
Luftfartslovens kapitel 9
Kapitel 9
BEFORDRING MED LUFTFARTØJ
Anvendelsesområde
§ 90. Bestemmelserne i dette kapitel gælder befordring med luftfartøj
af passagerer, rejsegods eller gods, når befordringen udføres mod
betaling. Udføres befordringen af et lufttrafikforetagende, kommer
loven ligeledes til anvendelse, selv om befordringen er
vederlagsfri.
§ 91. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på
postbefordring.
Stk. 2. Bestemmelserne om befordringsdokumenter i §§ 92-98 finder
ikke anvendelse på befordring, der udføres under usædvanlige
forhold og falder uden for normal udøvelse af luftfartsvirksomhed.
Befordringsdokumenter
§ 92. Ved befordring af passagerer skal der udstedes billet, der skal
indeholde angivelse af:
a) afgangssted og bestemmelsessted,
b) mindst eet aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt,
c) at befordringen kan være underkastet Warszawa-konventionen eller
en lov af tilsvarende indhold, og at konventionen eller loven i
reglen begrænser befordrerens ansvar for personskade og for tab af
eller skade på rejsegods.
Stk. 2. Såfremt ikke andet godtgøres, gælder billetten som bevis for
befordringsaftalens indgåelse og for vilkårene for befordringen.
Stk. 3. Er billet ikke udstedt, eller har den ikke det foreskrevne
indhold, eller er den gået tabt, er befordringsaftalen dog gyldig.
Er passageren med befordrerens samtykke kommet om bord i
luftfartøjet, uden at billet er udstedt, eller indeholder
billetten ikke den under c) nævnte oplysning, kan befordreren ikke
påberåbe sig bestemmelsen om ansvarsbegrænsning i § 111 og § 111
a.
§ 92 a. Dansk lufttrafikforetagende skal i sine billetter eller
almindelige befordringsvilkår tillige angive, at det ved
befordring af passagerer er ansvarligt inden for den
ansvarsgrænse, som er nævnt i § 111 a.
Stk. 2. Tilsidesættes det krav, som er nævnt i stk. 1, kan
befordreren ikke påberåbe sig bestemmelsen om ansvarsbegrænsning i
§ 111 a.
§ 93. Ved befordring af indskrevet rejsegods skal rejsegodsbevis
udstedes. Såfremt rejsegodsbeviset ikke er hæftet sammen med eller
indføjet i en passagerbillet, der opfylder de i § 92, stk. 1,
fastsatte krav, skal det indeholde angivelse af:
a) afgangssted og bestemmelsessted,
b) mindst eet aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt,
c) at befordringen kan være underkastet Warszawa-konventionen eller
en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven
i reglen begrænser befordrerens ansvar for tab af eller skade på
rejsegods.
Stk. 2. Såfremt ikke andet godtgøres, gælder rejsegodsbeviset som
bevis for, at rejsegodset er indskrevet, og for vilkårene for
befordringen.
Stk. 3. Er rejsegodsbevis ikke udstedt, eller har det ikke det
foreskrevne indhold, eller er det gået tabt, er befordringsaftalen
dog gyldig. Har befordreren modtaget rejsegodset uden at
rejsegodsbevis er udstedt, eller indeholder beviset ikke den under
c) nævnte oplysning, og det heller ikke er vedhæftet eller
indføjet i en passagerbillet, der indeholder den i § 92, stk. 1
c), nævnte oplysning, kan befordreren ikke påberåbe sig
bestemmelsen om ansvarsbegrænsning i § 111, stk. 2.
§ 94. Ved godsbefordring kan befordreren kræve, at afsenderen
udfærdiger og afgiver til ham et dokument, betegnet som
luftfragtbrev, og afsenderen kan kræve, at befordreren modtager
dette dokument.
Stk. 2. Er luftfragtbrev ikke udfærdiget, eller har det ikke det
foreskrevne indhold, eller er det gået tabt, er befordringsaftalen
dog gyldig.
§ 95. Luftfragtbrevet udfærdiges af afsenderen i tre eksemplarer og
afleveres til befordreren sammen med godset. Det første eksemplar
skal påtegnes »For befordreren« og underskrives af afsenderen. Det
andet eksemplar skal påtegnes »For modtageren« og underskrives
både af afsenderen og befordreren. Dette eksemplar skal følge med
godset. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren og
tilbageleveres afsenderen efter godsets modtagelse.
Stk. 2. Befordrerens underskrift skal påføres luftfragtbrevet,
forinden godset tages om bord i luftfartøjet; den kan erstattes af
stempel. Afsenderens underskrift kan være trykt eller erstattes af
stempel.
Stk. 3. Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter afsenderens
anmodning, anses han, hvis ikke andet bevises, for at handle på
afsenderens vegne.
§ 96. Omfatter befordringen flere stykker gods, skal afsenderen på
befordrerens begæring udfærdige særskilte luftfragtbreve.
§ 97. Luftfragtbrevet skal indeholde angivelse af:
a) afgangssted og bestemmelsessted,
b) mindst eet aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og eet eller flere
mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt,
c) at befordringen kan være underkastet Warszawa-konventionen eller
en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven
i reglen begrænser befordrerens ansvar for tab af eller skade på
gods.
§ 98. Tages gods med befordrerens samtykke om bord i luftfartøjet,
uden at luftfragtbrev er udfærdiget, eller indeholder
luftfragtbrevet ikke den oplysning, som er foreskrevet i § 97 c),
kan befordreren ikke påberåbe sig bestemmelsen om
ansvarsbegrænsning i § 111, stk. 2.
§ 99. Afsenderen er ansvarlig for skade, som befordreren eller nogen,
over for hvem denne er ansvarlig, lider som følge af, at
afsenderens oplysning i luftfragtbrevet angående godset ikke har
det foreskrevne indhold eller i øvrigt er urigtig eller
ufuldstændig.
§ 100. Såfremt ikke andet godtgøres, gælder luftfragtbrevet som bevis
for befordringsaftalens indgåelse, for godsets modtagelse og for
vilkårene for befordringen.
Stk. 2. Luftfragtbrevets angivelser af godsets vægt, dimensioner,
indpakning og stykketal anses som rigtige, hvis ikke andet
bevises. Andre oplysninger i luftfragtbrevet om godsets mængde,
rumindhold eller om dets tilstand gælder derimod ikke som bevis
mod befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har
undersøgt rigtigheden af disse og har bekræftet dette ved
påtegning på luftfragtbrevet, eller angivelsen angår godsets
synlige tilstand.
Ret til at råde over godset og udlevering af godset
§ 101. Mod opfyldelse af sine forpligtelser efter befordringsaftalen
kan afsenderen, såfremt det kan ske uden skade for befordreren
eller andre afsendere, råde over godset ved at tage det tilbage på
afgangs- eller bestemmelsesflyvepladsen, standse det i tilfælde af
landing undervejs, lade det udlevere på bestemmelsesstedet eller
undervejs til en anden end den i luftfragtbrevet angivne modtager
eller kræve det tilbagesendt til afgangsflyvepladsen. Afsenderen
skal dog erstatte de dermed forbundne omkostninger. Kan
afsenderens ordre ikke udføres, skal befordreren straks underrette
ham herom.
Stk. 2. Udfører befordreren afsenderens ordrer, uden at det til denne
tilbageleverede eksemplar af luftfragtbrevet forevises, er
befordreren ansvarlig for skade, som derved måtte påføres rette
indehaver af luftfragtbrevet, dog med regres til afsenderen.
Stk. 3. Afsenderens ret ophører samtidig med, at modtagerens ret
indtræder efter § 102. Nægter modtageren at tage imod fragtbrevet
eller godset, eller kan han ikke træffes, genindtræder afsenderen
i sin ret til at råde over godset.
§ 102. Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren,
bortset fra de i § 101 nævnte tilfælde, kræve, at befordreren
udleverer luftfragtbrevet og godset til ham mod betaling af de
skyldige beløb og mod opfyldelse af de befordringsvilkår, der er
angivet i luftfragtbrevet.
Stk. 2. Befordreren skal, så snart godset er kommet frem, underrette
modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.
§ 103. Indrømmer befordreren, at godset er gået tabt, eller er det
ikke ankommet senest syv dage efter, at det skulle være kommet
frem, kan modtageren gøre de af fragtaftalen flydende rettigheder
gældende mod befordreren.
§ 104. Enhver aftale, der indeholder afvigelser fra bestemmelserne i
§§ 101-103, er ugyldig, medmindre den er anført i luftfragtbrevet.
§ 105. Afsenderen er forpligtet til at give de oplysninger og til at
vedlægge luftfragtbrevet de dokumenter, som er nødvendige til
opfyldelse af told-, accise- eller politiforskrifter, forinden
godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen er ansvarlig over
for befordreren for skade, som måtte følge af, at disse
oplysninger eller dokumenter mangler, er ufuldstændige eller ikke
er forskriftsmæssige, med mindre befordreren eller hans folk har
gjort sig skyldige i fejl eller forsømmelse.
Stk. 2. Befordreren er ikke pligtig at undersøge, om disse
oplysninger og dokumenter er rigtige eller fuldstændige.
Befordrerens ansvar
§ 106. Bliver en passager dræbt, eller lider han skade på legeme
eller helbred som følge af en begivenhed, der er indtruffet om
bord i et luftfartøj eller under indstigning eller udstigning, er
befordreren ansvarlig derfor.
§ 107. Bliver indskrevet rejsegods eller gods beskadiget, eller går
det tabt som følge af en begivenhed, der er indtruffet inden for
den tid, det er i befordrerens varetægt, enten på flyveplads
eller om bord i luftfartøj eller på et hvilket som helst andet
sted, når landing sker uden for flyveplads, er befordreren
ansvarlig derfor.
Stk. 2. Omfatter befordringsaftalen også befordring til lands eller
til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller
omladning, formodes enhver rejsegodset eller godset tilføjet skade
at være indtruffet inden for den i stk. 1 angivne tid, hvis ikke
andet bevises.
§ 108. For skade, som følger af forsinkelse ved luftbefordring af
passagerer, indskrevet rejsegods eller gods, er befordreren
ansvarlig.
§ 109. Befordreren er fri for ansvar, såfremt han beviser, at han
selv og hans folk har taget alle nødvendige forholdsregler for at
undgå skaden, eller at dette ikke har været muligt for dem.
§ 110. Beviser befordreren, at den skadelidte ved egen skyld har
medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller helt
bortfalde.
*) Denne ansvarsgrænse har gyldighed fra den 1. juli 1985, jfr.
ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 283 af 27.
maj 1985
§ 111. Medmindre andet følger af § 111 a, er ved befordring af
passagerer befordrerens ansvar for hver enkelt begrænset til
16.600 særlige trækningsrettigheder (SDR), jfr. stk. 5. Aftale kan
dog træffes om en højere ansvarsgrænse. Ministeren for offentlige
arbejder kan bekendtgøre generelle aftaler om højere
ansvarsgrænser.
Stk. 2. Ved befordring af indskrevet rejsegods eller gods er
befordrerens ansvar begrænset til 17 SDR pr. kg. Har passageren
eller afsenderen ved godsets aflevering til befordreren særligt
angivet den interesse, der er forbundet med godsets udlevering på
bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte være
fastsat, gælder det angivne beløb som grænse for befordrerens
ansvar, medmindre han beviser, at det overstiger passagerens eller
afsenderens virkelige interesse. I tilfælde af tab, beskadigelse
eller forsinkelse af en del af det indskrevne rejsegods eller gods
eller af noget, som måtte være indeholdt deri, omfatter den vægt,
der vil være at tage i betragtning ved fastsættelsen af det beløb,
hvortil befordrerens ansvar er begrænset, kun den samlede vægt af
de pågældende stykker gods. Såfremt tabet, beskadigelsen eller
forsinkelsen forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes
af samme rejsegodsbevis eller luftfragtbrev, skal også den samlede
vægt af dette gods medregnes ved fastsættelsen af ansvarsgrænsen.
Stk. 3. For genstande, som passagererne beholder i deres egen
varetægt, er befordrerens ansvar begrænset til 332 SDR for hver
passager.
Stk. 4. De i nærværende paragraf foreskrevne ansvarsgrænser skal ikke
være til hinder for, at retten kan tilkende sagsøgeren erstatning
for sagsomkostninger. Dette gælder dog ikke, såfremt den tilkendte
erstatning, bortset fra sagsomkostninger, ikke overstiger det
beløb, som befordreren skriftligt måtte have tilbudt sagsøgeren
inden seks måneder efter den begivenhed, som var årsag til skaden,
eller forinden retssag blev anlagt, såfremt dette skete senere.
Stk. 5. Ved SDR menes de særlige trækningsrettigheder, som anvendes
af Den internationale Valutafond. Ved erstatningssøgsmål skal
omregning af SDR til danske kroner foretages efter kursen på den
dag, der afsiges dom.
§ 111 a. Ved befordring af passagerer, udført af dansk
lufttrafikforetagende, er ansvaret for hver enkelt passager
begrænset til 100.000 SDR*). Denne grænse gælder, uanset hvor
skaden er indtruffet. Der kan træffes aftale om højere
ansvarsgrænser.
Stk. 2. Hvis en befordring kun delvis udføres af dansk
lufttrafikforetagende, finder den ansvarsgrænse, som er nævnt i
stk. 1, kun anvendelse for den del af befordringen, som er udført
af dette foretagende.
§ 112. Forbehold, der tilsigter at fritage befordreren for ansvar
eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end bestemt i § 111
eller § 111 a, er ugyldige.
Stk. 2. Ved godsbefordring gælder det i stk. 1 anførte dog ikke
forbehold for tab eller beskadigelse, der hidrører fra godsets
egen beskaffenhed eller fejl ved godset.
§ 113. De i § 111 og § 111 a fastsatte ansvarsgrænser skal ikke finde
anvendelse, såfremt det bevises, at befordreren selv eller hans
folk under udførelsen af deres tjeneste har forårsaget skaden,
enten med forsæt eller groft uagtsomt, vidende om, at skade
sandsynligvis ville blive forårsaget.
§ 114. Sagsøges befordrerens folk for skade, de har forårsaget under
udførelsen af deres tjeneste ved en mindre grad af uagtsomhed end
den i § 113 anførte, må summen af de erstatningsbeløb, som
pålægges dem og befordreren, ikke overstige den for befordreren
fastsatte ansvarsgrænse.
§ 115. Modtages indskrevet rejsegods eller gods uden forbehold fra
modtagerens side, formodes godset at være udleveret i god stand og
i overensstemmelse med befordringsdokumentet, hvis ikke andet
bevises.
2498 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.