1986 LSF 97 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETSFORHOLDET MELLEM ARBEJDSGIVERE OG FUNKTIONÆRER (BESKYTTELSE MOD OPSIGELSE EFTER ARBEJDSSKADEBETINGET SYGEFRAVÆR)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00097@1988-05-21/da
Indhold
I lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 413 af 30. august 1971, som senest ændret
ved lov nr. 162 af 12. april 1978, foretages følgende ændring:
I § 5, STK. 2, INDSæTTES EFTER 1. PKT. SOM NYT PUNKTUM:
»Ved opgørelse af de 120 sygedage medregnes ikke fravær som følge af
sygdom, der skyldes en arbejdsskade, som funktionæren har pådraget
sig under tjenesteforholdet.«
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Da funktionærloven i sin tid blev vedtaget, var det bl.a. for at
beskytte arbejderne mod urimelige opsigelser fra arbejdsgiverside.
I funktionærlovens § 5, stk. 2, står der følgende: »Det kan dog
ved skriftlig kontrakt i det enkelte tjenesteforhold bestemmes, at
funktionæren kan opsiges med 1 måneds varsel til fratræden ved en
måneds udgang, når funktionæren inden for et tidsrum af 12 på
hinanden følgende måneder har oppebåret løn under sygdom i ialt
120 dage. Opsigelsens gyldighed er betinget af, at den sker i
umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, og medens
funktionæren endnu er syg, hvorimod gyldigheden ikke berøres af,
at funktionæren er vendt tilbage til arbejdet, efter at opsigelse
er sket.«
Denne paragraf bruges nu i mange tilfælde til at afskedige de
ansatte, der har pådraget sig arbejdsskader under udførelsen af
jobbet på arbejdspladsen. Dette opfattes naturligvis af mange som
en ekstra straf oven i den arbejdsskade, man har pådraget sig.
Mange gange kunne eventuelle arbejdsskader inden for de tekniske
forvaltninger i sundhedsvæsenet være forhindret ved oplysning om
f.eks. løfteteknik og anden forebyggelse i forbindelse med det
daglige arbejde.
I en artikel i Danske Kommuner nr. 12, 1986 side 12, henvises der
til, at det i 1984 kostede samfundet 300 mill. kr. til
forebyggelse i form af udgifter til Arbejdstilsynet og
Bedriftssundhedstjenesten, mens omkostningerne i forbindelse med
erstatning, forsikring, førtidspension, administration og
behandling beløb sig til milliarder af kroner.
I artiklen henvises endvidere til en undersøgelse af de ansatte i
otte kommuner i Danmark. Undersøgelsen viser, at ca. en tredjedel
af de ansatte har problemer med smerter i ryg og lignende. Disse
tal indikerer, at mange offentligt ansatte er blevet fyret på
grund af, at de har pådraget sig arbejdsskader i forbindelse med
forkert løfteteknik, underbemanding på institutionerne osv. Det
offentlige bærer en del af skylden for de arbejdsskader, de
ansatte pådrager sig på arbejdet, og derfor er det uretfærdigt,
når arbejdsgivere i den offentlige sektor benytter arbejdsskader
som afskedigelsesgrundlag over for de ansatte.
Dansk Kommunalarbejderforbunds afdeling i Holbæk har foranstaltet en
undersøgelse blandt sine 1.150 medlemmer, og det viser sig, at 19
af afdelingens medlemmer i 1985 blev fyret på grund af nedslidning
eller anden overbelastning af kroppen i forbindelse med arbejdet.
Andre afdelinger, som har foretaget lignende undersøgelser, har
eksempler på folk, der har været ansat i 20 år og i løbet af disse
20 år har pådraget sig en arbejdsskade, og som efter 120 sygedage
er blevet afskediget.
Det er SFs opfattelse, at en arbejdsskadet skal have tilbud om
uddannelse eller genansættelse i et andet job, hvis vedkommendes
job er blevet besat med en anden i den sygdomsperiode, som skyldes
en arbejdsskade.
Som bilag er medtaget §§ 9 og 10 i arbejdsskadeforsikringsloven, som
indeholder definitionerne på arbejdsskade og erhvervssygdom.
Bilag
§§ 9 og 10 i lov om arbejdsskadeforsikring
§ 9. Ved arbejdsskade forstås i loven:
1) ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder
dette foregår,
2) skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed, som
skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, eller
3) erhvervssygdomme og andre sygdomme som nævnt i § 10.
§ 10. Som erhvervssygdom anses sygdomme, som efter medicinsk og
teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som
bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold,
hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer
uden sådant arbejde. Chefen for sikringsstyrelsen fastsætter,
hvilke sygdomme der anses for erhvervssygdomme. Det kan herved
bestemmes, at sygdomme kun anses for erhvervssygdomme, når de er
forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder eller andre
særlige vilkår er opfyldt.
Stk. 2. En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav
på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende
sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de
erhvervsmæssige.
Stk. 3. Ydelser efter loven kan tillige tilkendes for andre sygdomme
end erhvervssygdomme, såfremt det godtgøres, enten at sygdommen
efter den nyeste medicinske erfaring opfylder de krav, som er
nævnt i stk. 1, 1. og 3. pkt., eller at den må anses for
udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af
arbejdets særlige art. Tilfælde, der anmeldes efter 1. pkt., skal
forelægges for det i § 11 nævnte udvalg, inden afgørelse træffes.
Stk. 4. Hvor der i loven knyttes retsvirkninger til dagen for en
arbejdsskades indtræden (skadedatoen), gælder disse for så vidt
angår erhvervssygdomme efter stk. 1 og sygdomme efter stk. 3 fra
den dag,
1) da sygdommen har givet de første sikre symptomer,
2) da den pågældende af en læge er blevet gjort bekendt med, at
lidelsen må antages at være arbejdsbetinget, eller
3) da lidelsen har medført gentagne uarbejdsdygtighedsperioder, en
mere varig arbejdsafbrydelse eller overgang til andet arbejde.
Sikringsstyrelsen bestemmer, hvilket af de nævnte tidspunkter der i
hvert tilfælde skal lægges til grund. Ved afgørelsen skal
Sikringsstyrelsen så vidt muligt vælge det for de sikrede mest
gunstige tidspunkt.