Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00099@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september

1986, foretages følgende ændring:

§ 152 D affattes således:

»§ 152 d. Bestemmelserne i §§ 152-152 c finder tilsvarende anvendelse

på den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget

skaffer sig, videregiver eller udnytter oplysninger, som er

fortrolige af hensyn til private, personlige interesser, og som er

fremkommet ved en sådan overtrædelse.«

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

I januar 1971 fremkom Straffelovrådet med en betænkning om

privatlivets fred (Betænkning nr. 601/ 1971) indeholdende

forskellige forslag til straffelovsændringer.

Betænkningen var foranlediget af en skrivelse af 12. maj 1967, hvori

Justitsministeriet anmodede rådet om at overveje ændringer af de

gældende bestemmelser til beskyttelse af privatlivets fred. I

denne forbindelse henvistes til de i Sverige og Norge i

henholdsvis 1966 og 1958 gennemførte bestemmelser om fotstærket

integritetsbeskyttelse. Ændringerne i retstilstanden i Sverige og

Norge sigtede på etablering af en strafferetlig beskyttelse af

privatlivet mod aflytning eller anden teknisk baseret krænkelse af

den fortrolige udveksling af tanker, følelser og oplysninger, jf.

den norske straffelovs § 145 a (Betænkning nr. 601/ 1971, s. 16

ff.). Tilsvarende bestemmelser gennemførtes i Sverige efter

anbefaling fra den svenske »Integritetsskydds kommitteen«.

Beskyttelsesobjektet for de svenske og norske initiativer samt for

Straffelovrådets forslag var altså private, fortrolige forhold.

Straffelovrådet fremkom imidlertid i den nævnte betænkning med et par

bemærkninger, der kan henføres til grundlaget for tilblivelsen af

den gældende meddelelseshæleribestemmelse i straffelovens § 152,

stk. 5 (§ 152 d). I forbindelse med rådets overvejelser og

forslag om ændrede straffebestemmelser anførte rådet under

afsnittet »Andres udnyttelse af de oplysninger, der er fremkommet

ved aflytning eller udspejdning« (Betænkning nr. 601/ 1971, s.

54), at »der efter Straffelovrådets opfattelse (er) et klart behov

for, at straffebestemmelserne omfatter også de her omhandlede

efterfølgende handlinger« (s. 54, 1. sp.). Rådet argumenterede

herefter for indførelse af en meddelelseshæleribestemmelse og

foreslog s. 57 en ny bestemmelse i straffelovens § 264 c med

følgende indhold: »Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder

straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller

billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt

billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan

forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også

anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød

person.« Straffelovrådet forholdt sig hermed udelukkende til

videregivelse af private oplysninger.

I forbindelse med behandlingen i Justitsministeriet afgav det

daværende registerudvalg en delbetænkning om tavshedspligt for

ansatte i edb-servicebureauer m.v., der behandler oplysninger for

det offentlige. Udvalget henviste i sine overvejelser til

ovenstående bemærkninger fra Straffelovrådets betænkning, men

synes at udvide området for Straffelovrådets hensigt, idet

udvalget (se Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 592) ud over

kriminalisering af meddelelseshæleri i forhold til

tavshedspligtbrud for ansatte i edb-servicebureauer m.v.

anbefalede kriminalisering af udnyttelse af alle oplysninger,

givet af en offentligt ansat i strid med hans tavshedspligt. Da

dette spørgsmål, der sigter på kriminalisering af udnyttelse af

ETHVERT tavshedspligtbrud, altså også brud på

tavshedspligtbestemmelsen inden for hele § 152-området, ikke faldt

under udvalgets arbejdsområde, afstod udvalget fra at fremsætte

forslag herom.

Men ikke desto mindre indarbejdedes denne opfordring i

justitsministerens lovforslag fremsat den 17. november 1971 i

skikkelse af et nyt stk. 5 til § 152, se Folketingstidende

1971-72, forhandlingerne sp. 723, 1089, 3893 og 4187 samt tillæg A

sp. 545, tillæg B sp. 631 og tillæg C sp. 217.

Bestemmelsens tilblivelseshistorie synes således at vise, at der ikke

er foretaget nogen nærmere analyse af behovet for denne betydelige

udvidelse af området for meddelelseshæleri.

Tavshedspligtsudvalgets betænkning nr. 998/ 1984 går ikke nærmere ind

på spørgsmålet, bortset fra en enkelt mindretalsudtalelse, s. 173

ff., der foreslår bestemmelsen om meddelelseshæleri ophævet, i

hvert fald for så vidt angår andre forhold end privatlivet

tilhørende oplysninger. Udvalgets forslag svarer til den nu

gennemførte bestemmelse i § 152 d.

Ved det den 2. oktober 1985 fremsatte lovforslag om ændring af

straffeloven. (Tavshedspligt), se Folketingstidende 1985-86,

forhandlingerne sp. 64, 472, 3347 og 3983 samt tillæg A sp. 253,

tillæg B sp. 99 og 229 og tillæg C sp. 93, ændredes § 152, stk. 5,

til også formelt at omfatte videregivelse. Bestemmelsen fremkom

som en sammenlægning af den hidtil gældende § 152, stk. 5, jf.

ovenfor, og 264 c. Af bemærkningerne og Straffelovrådets

kommentarer fremgik, at der ikke var tilsigtet nogen

realitetsændring med den anførte tilføjelse. Denne sammenlægning

var en naturlig følge af de forudsatte tavshedspligtsbestemmelser

i det samtidigt fremsatte forslag om en forvaltningslov, men

heller ikke i den sammenhæng synes der at foreligge mere

grundlæggende problematiseringer af spørgsmålet .

Behovet for at opretholde en bestemmelse, der kriminaliserer

meddelelseshæleri både med hensyn til private oplysninger og

oplysninger om andre forhold, der er kommet til offentlighedens

eller udenforståendes kundskab gennem brud på tavshedspligten,

beror på en afvejning af en række hensyn.

Forslagsstillerne finder, at hensynet til privatlivets fred samt til

beskyttelse af følsomme personoplysninger taler afgørende for at

opretholde et straffeværn mod videregivelse af sådanne

oplysninger. En nærmere præcisering af, hvad der skal forstås ved

private, personlige oplysninger, fremgår af bemærkningerne

nedenfor til lovforslagets enkelte bestemmelser. En sådan

beskyttelse vil ligge i helt tydelig forlængelse af hensigten med

forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Er der derimod tale om andre private oplysninger, herunder

oplysninger om privates skatteforhold eller forhold vedrørende

virksomheders produktionsplaner m.v., synes beskyttelsesbehovet

ikke at kunne bære ud over strafbarheden for det tilgrundliggende

tavshedspligtbrud. At tavshedspligten i disse forhold heller ikke

har samme stramme karakter, viser det forhold, at sådanne

oplysninger også i videre omfang kan videregives til andre

myndigheder. Dette kan naturligvis diskuteres, men afgørende i så

henseende må være hensynet til pressefriheden og den offentlige

interesse, der hyppigt kan være forbundet med virksomheders eller

private enkeltpersoners økonomiske dispositioner, hvis virkninger

stort set altid har konsekvenser for mange mennesker. En

meddelelseshæleribestemmelse kan desuden opfattes som en

beskyttelse af virksomheders og privates mere eller mindre lovlige

transaktioner.

Hensynet til pressefriheden synes imidlertid at slå helt afgørende

igennem, når der er tale om hensynet til offentlige interesser,

der fører til tavshedspligt. Meddelelseshæleri i sådanne

tavshedspligtbrud har flere betænkelige virkninger. Dels pålægges

navnlig journalister at tage stilling til, hvorvidt eksempelvis

anonymt fremsendte oplysninger i den givne situation er

tavshedsbelagte, dels fremtræder kriminaliseringen af

videregivelsen som en ubegrundet ekstra sikring mod selve det

tilgrundliggende tavshedspligtbrud, der jo faktisk har fundet sted

som en forudsætning for »hælerens« videregivelse.

Ifølge tavshedspligtsudvalgets betænkning, bilag 10, s. 434, har den

gældende bestemmelse i straffelovens § 152, stk. 5, været bragt i

anvendelse i 3 sager i henholdsvis 1976, 1977 og 1978.

Alle tre afgørelser straffer henholdsvis redaktører og journalister,

der offentliggjorde fortrolige oplysninger. I den ene sag drejede

det sig om visse skatteoplysninger, og de to andre sager angik en

aftale mellem en kommunalbestyrelse og en privat virksomhed om et

kommunalt grundsalg m.v. Endelig fremkom i sommeren 1986 i et

formiddagsblad oplysninger om en udlandsdanskers skatteforhold, og

en journalist blev sigtet i sagen, men sigtelsen blev senere

frafaldet. I sagen forelå der umiddelbart kun en krænkelse af

private interesser, offentliggørelsen af skatteoplysninger, men

ikke desto mindre blev sigtelsen rejst udelukkende på foranledning

af det offentlige, uagtet overtrædelser af

meddelelseshæleribestemmelsen i straffelovens § 264 c er

undergivet privat påtale eller betinget offentlig påtale, jf. §

275.

Det synes således, som om bestemmelsen i den gældende § 152, stk. 5,

(§ 152 d) i en vis udstrækning er ved at finde et

anvendelsesområde, der ikke har været tilsigtet. Dertil kommer, at

videregivelse i dagspressen gør efterforskning og opklaring af

denne lovovertrædelse til en forholdsvis ukompliceret opgave.

Dermed henledes opmærksomheden først og fremmest på pressens brug

af tavshedsbelagte oplysninger, mens enkeltpersoners mere skjulte

udnyttelse er betydelig vanskeligere at konstatere og opklare.

Endelig lægger kriminaliseringen af videregivelsen op til

betænkeligheder i forhold til den journalistiske kildebeskyttelse,

idet det som anført er ukompliceret at finde frem til

gerningsmanden for så vidt angår § 152 d, men det kan i kraft af

kildebeskyttelsesreglerne, jf. retsplejelovens § 172, oftest være

vanskeligt at opspore det underliggende tavshedspligtsbrud, der

derved forbliver uopklaret, mens videregivelsen forfølges.

BEMÆRKNINGER TIL DEN FORESLÅEDE ÆNDRING

Området for den strafbare, uberettigede fremskaffelse, videregivelse

og udnyttelse fastlægges i overensstemmelse med reglen i

forvaltningslovens § 28, stk. 1. Hensynet til enkeltpersoners

integritet, der ligger bag denne bestemmelse, gør sig gældende med

den samme styrke, når det gælder videregivelse til andre end

forvaltningsmyndigheder.

Versioner

1. 1988-05-21