1986 LSF 108 FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF DANMARKS DELTAGELSE I DET SKANDINAVISKE LUFTFARTSSAMARBEJDE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00108@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at træffe de
foranstaltninger, som er nødvendige for en forlængelse af Danmarks
deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde med 10 år for
perioden 1. oktober 1995 til og med 30. september 2005.
§ 2. Uanset § 77, stk. 1, i lov om luftfart, jfr. lovbekendtgørelse
nr. 408 af 11. september 1985, kan der meddeles A/ S Det Danske
Luftfartselskab tilladelse til at lade Scandinavian Airlines
System udføre erhvervsmæssig luftbefordring af passagerer, post og
gods alene mellem to steder inden for riget.
§ 3. § 3 i lov nr. 273 af 26. juni 1975 om forlængelse af Danmarks
deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde ophæves.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
Samarbejdet i Scandinavian Airlines System, SAS, der påbegyndtes den
1. oktober 1950, er baseret på en konsortialaftale mellem de tre
moderselskaber, A/ S Det Danske Luftfartselskab (DDL), A/ S Det
Norske Luftfartselskap (DNL) og AB Aerotransport (ABA). Aftalen,
der er godkendt af regeringerne i Danmark, Norge og Sverige, og
oprindeligt havde gyldighed i 25 år, blev i 1959 forlænget med 10
år til 30. september 1985 og i 1975 igen med 10 år til 30.
september 1995. I tilknytning til konsortialaftalen blev der i de
3 lande udfærdiget indholdsmæssigt identiske koncessioner for de
tre moderselskaber, og der blev mellem de tre regeringer indgået
en aftale om staternes samarbejde på luftfartens område. Ligesom
konsortialaftalen blev regeringsaftalen og koncessionerne i 1959
og i 1975 forlænget til den 30. september 1985, respektive den 30.
september 1995.
For Danmarks vedkommende udgøres lovgrundlaget for det hidtidige
SAS-samarbejde af lov nr. 273 af 26. juni 1975 og lov nr. 217 af
18. maj 1982.
Fra DDL modtog ministeriet for offentlige arbejder i efteråret 1984
meddelelse om, at de tre moderselskaber er blevet enige om at
forlænge konsortialaftalen på uændrede vilkår for en 15-års
periode fra den 1. oktober 1995 til og med den 30. september 2010.
Samtidig anmodede DDL om, at forlængelsen godkendes af
ministeriet. Desuden har selskabet anmodet om, at selskabets
koncession til at drive ruteflyvning må blive forlænget
tilsvarende og med principielt uforandret indhold. Endelig har DDL
anmodet om, at aftalen mellem de tre regeringer om samarbejde på
luftfartens område forlænges for en tilsvarende periode.
I henvendelsen fra DDL er det anført, at omfanget af SAS' virksomhed
gør det nødvendigt at planlægge og disponere på så langt sigt, at
det ofte strækker sig ud over konsortialaftalens nuværende
gyldighedsperiode. Dette gælder særligt anskaffelse af fly med
reservemateriel, teknisk udrustning og bygninger, der kræver
omfattende låne- og kreditordninger. Det nævnes, at SAS'
investeringer inden for den nærmeste 10 års periode til den
forestående fornyelse af flyflåden vil udgøre et beløb i
størrelsesordenen 25 mia svenske kroner.
Det er på denne baggrund, at de tre moderselskaber har fundet det
nødvendigt allerede nu at søge det retlige grundlag for
SAS-samarbejdet forlænget.
I henhold til luftfartslovens § 75 udstedes der tilladelse
(koncession) af ministeren for offentlige arbejder til al drift af
regelmæssig luftfart i erhvervsøjemed over dansk område.
Tilladelsen til DDL kræver derfor i sig selv ikke forelæggelse for
folketinget. Da tilladelsen imidlertid af DDL ønskes udnyttet i
samarbejde med DNL og ABA om SAS, og da dette konsortium gives en
fortrinsret til rutetrafik, forelægges samarbejdet til
folketingets godkendelse.
§ 3 i den gældende lov om skattespørgsmål finder ministeriet ikke
længere, at der er behov for, og DDL har accepteret, at den udgår.
Loven vil ikke få økonomiske eller administrative konsekvenser for
det offentlige.
Mellem de tre skandinaviske trafikministre er der enighed om, at det
nære skandinaviske luftfartssamarbejde i og omkring SAS, der har
udviklet sig til gavn for de tre lande, bør kunne fortsættes også
efter 1995. På grund af den udvikling, der har fundet sted i den
civile luftfart i de seneste år, har ministrene imidlertid fundet,
at der var behov for at få foretaget en nyvurdering - og eventuelt
en justering - af den skandinaviske luftfartspolitik, inden der i
de tre lande blev søgt om parlamentarisk tilslutning til
forlængelse af det retlige grundlag for SAS-samarbejdet. De tre
skandinaviske trafikministre nedsatte derfor i efteråret 1985 et
embedsmandsudvalg, som skulle udrede konsekvenserne af mulige
ændringer i den skandinaviske luftfartspolitik og virkningerne af
sådanne for det skandinaviske luftfartssamarbejde, for det
skandinaviske lufttrafiksystem og for brugerne af det.
På baggrund af embedsmandsudredningen blev der i maj 1986 indgået
aftale mellem regeringerne i Danmark, Norge og Sverige om at søge
parlamentarisk tilslutning til forlængelse af det retlige grundlag
for SAS-samarbejdet. Forlængelsen skal gælde for perioden 1.
oktober 1995 til 30. september 2005 og ikke - som af DDL ansøgt -
til 2010. Med virkning fra det tidspunkt, hvor den parlamentariske
tilslutning i de tre lande skønnes at kunne foreligge, formentlig
marts 1987, vil der ske en liberalisering på en række vigtige
områder. Dette indebærer altså, at der allerede nu, dvs. 8 år før
DDL's (SAS') koncession udløber, gribes ind i den eksisterende
koncession.
Sigtet med disse liberaliseringer er på en og samme tid AT bevare og
videreudvikle en af de væsentligste forudsætninger for
SAS-samarbejdet, nemlig udnyttelsen af det fælles trafikunderlag
ved, at trafikstrømmene i de tre lande samordnes og konsolideres
via trafikknudepunkter, og AT skabe større fleksibilitet for andre
skandinaviske luftfartsselskaber, herunder charterselskaberne,
bl.a. også med det formål af hensyn til forbrugerne at forstærke
udviklingen i det skandinaviske flytrafiksystem.
Der er tale om følgende liberaliseringer:
PERSONTRAFIK:
Med visse indskrænkninger vil interskandinaviske sekundærruter, som
SAS ikke ønsker at beflyve, kunne udføres af andre skandinaviske
selskaber. Der vil bl.a. kunne etableres ruter mellem et sekundært
punkt i eet skandinavisk land og en hovedstad i et andet
skandinavisk land.
For sekundærruter til og fra Skandinavien skal der ske en tilpasning
til den udvikling, som for tiden er til forhandling bl.a. i EF og
ECAC (de europæiske civile luftfartsmyndigheders samarbejdsorgan).
På charterområdet åbnes der for selskabsrejseflyvning mellem de
skandinaviske hovedstæder. Desuden ændres reglerne for
selskabsrejseflyvninger generelt således, at det hidtil gældende
overnatningskrav på 7 nætter nedsættes til 3 nætter, idet dog een
af disse overnatninger skal ske natten mellem lørdag og søndag.
FRAGTTRAFIK:
Fragtcharter kan fremover udføres frit uden geografiske begrænsninger
og uden begrænsninger med hensyn til at samle fragt fra enkelte
kunder. Fragt kan ligeledes uden begrænsninger medtages på
passagercharterfly. Hidtidige begrænsninger for udførelse af
såkaldt kurerfragtflyvninger bortfalder. Godkendelse af
ruteselskabernes fragtpriser skal ikke længere ske fra
skandinavisk side. Som en konsekvens af de nævnte liberaliseringer
bortfalder også SAS' og andre ruteselskabers transportpligt for
fragt.
BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER
TIL § 1
De foranstaltninger, der er tale om, omfatter, som tidligere nævnt i
de almindelige bemærkninger følgende:
1) godkendelse af den forlængelse af konsortialaftalen, som de tre
moderselskaber er enige om, men begrænset til 2005,
2) forlængelse af DDL's koncession, jfr. bekendtgørelse nr. 481 af
13. december 1951 som ændret ved bekendtgørelse nr. 322 af 26.
november 1959, bekendtgørelse nr. 336 af 11. juni 1976 og
bekendtgørelse nr. 173 af 30. april 1985,
3) forlængelse af aftalen mellem regeringerne i Danmark, Norge og
Sverige om samarbejde på luftfartens område, jfr. for Danmarks
vedkommende bekendtgørelse nr. 25 af 11. juni 1952 som ændret ved
bekendtgørelse nr. 47 af 28. september 1959 og bekendtgørelse nr.
75 af 31. august 1976.
Konsortialaftalens indhold er, bortset fra den forlængede
gyldighedsperiode, uændret, og der forudses heller ikke ændringer
af material art i regeringsaftalen.
Koncessionen til DDL vil blive begrænset, således at DDL (SAS) ikke
længere har fortrinsret - og dermed transportpligt - til udførelse
af flyvning med fragt, jfr. de almindelige bemærkninger. Ligeledes
vil kravet om, at fragtpriser skal forelægges til godkendelse hos
minsteriet for offentlige arbejder udgå, jfr. de almindelige
bemærkninger.
TIL § 2
Svarer til § 2 i lov nr. 273 af 26. juni 1975, jfr. bemærkningerne
hertil (FT Tillæg A, spalte 1129).
TIL § 3
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, er der ikke længere
behov for § 3 i lov nr. 273 af 26. juni 1975. Den foreslås derfor
ophævet med virkning allerede fra lovens ikrafttræden og således 8
år før den periode, som lovens §§ 1 og 2 omhandler dvs. 1995-2005.