Gelex

1986 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM HJORTEHOLD

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00122@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Loven omfatter alle indhegninger med hjortedyr.

Stk. 2. Hjortedyr i zoologiske haver, dyreparker og lignende, der

kræver politiets tilladelse efter lov om værn for dyr, er ikke

omfattet af loven.

§ 2. En indhegning med hjortedyr skal af ejeren anmeldes til

registrering senest 2 måneder efter, at dyrene er indsat i

indhegningen.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om registrering,

herunder om gebyr for registreringen.

§ 3. En indhegning med hjortedyr kan registreres som hjortefarm, hvis

1) hjortedyrene udelukkende holdes med henblik på erhvervsmæssig

kødproduktion eller salg af avlsdyr,

2) det indhegnede areal er på mindst 1 ha,

3) alle dyrene er mærket ved ejerens foranstaltning,

4) dyrene er forsvarligt indhegnet og

5) indhegningen er indrettet med en godkendt aflivningsfold.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om mærkning af

hjortedyr og om hegning. Landbrugsministeren kan endvidere

fastsætte regler om indberetning af undslupne hjortedyr.

§ 4. I indhegninger med hjortedyr må kun indsættes og holdes krondyr

og dådyr.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan i særlige tilfælde tillade hold af

hjortedyr af andre arter end krondyr og dådyr og af krydsninger af

krondyr med andre arter.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan forbyde indførsel af krondyr,

herunder også sæd og embryoer, af stammer, der genetisk afviger

fra den danske stamme.

§ 5. Hjortedyr i en hjortefarm betragtes som husdyr.

Stk. 2. Hjortedyr, der undslipper fra en hjortefarm, betragtes som

vildtlevende, hvis de har været undsluppet i mere end 2 måneder.

Stk. 3. Hjortedyr, der undslipper fra andre indhegninger, betragtes

som vildtlevende.

Stk. 4. Afkom, der følger et undsluppet moderdyr, er underkastet de

bestemmelser, der gælder for moderdyret.

§ 6. På en ejendom, hvor der findes en indhegning med hjortedyr, må

vildtlevende individer af den art hjortedyr, der holdes i

indhegningen, ikke jages inden for en afstand af 300 m fra

indhegningen.

Stk. 2. Hjortedyr i en hjortefarm må alene aflives af ejeren, dennes

personale eller af en dertil af Landbrugsministeriet autoriseret

eller bemyndiget person.

§ 7. Landbrugsministeren kan fastsætte vilkår for udførsel af

hjortedyr fra indhegninger.

§ 8. Til kontrol med overholdelsen af loven og regler fastsat efter

loven har tilsynsmyndigheden, hvis det skønnes nødvendigt, til

enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang

til offentligt og privat ejede indhegninger med hjortedyr.

§ 9. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 4, stk. 1, § 6 og § 11, stk. 1 og

2, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges

selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en

kommune eller af et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om

kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det

kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 10. Landbrugsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

Stk. 2. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget

senest 3 år efter denne lovs ikrafttræden.

§ 11. Indhegninger, hvori hjortedyr er indsat før lovens

ikrafttræden, skal af ejeren anmeldes til registrering inden 6

måneder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Indhegninger, hvori der ved lovens ikrafttræden holdes

hjortedyr af andre arter end krondyr og dådyr eller krydsninger af

krondyr med andre arter, skal anmeldes til registrering inden 4

uger efter lovens ikrafttræden. Dyrene skal aflives, sælges eller

udføres inden et år efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan i særlige tilfælde fravige

bestemmelserne i stk. 2.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 289

§ 1 Loven omfatter alle indhegninger med hjortedyr.

Stk. 2. Hjortedyr i zoologiske haver, dyreparker og lignende, der

kræver politiets tilladelse efter lov om værn for dyr, er ikke

omfattet af loven.

§ 2. En indhegning med hjortedyr skal af ejeren anmeldes til

registrering senest 2 måneder efter, at dyrene er indsat i

indhegningen.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om registrering,

herunder om gebyr for registreringen.

§ 3. En indhegning med hjortedyr kan registreres som hjortefarm,

hvis

1) hjortedyrene udelukkende holdes med henblik på erhvervsmæssig

kødproduktion eller salg af avlsdyr,

2) det indhegnede areal er på mindst 5 ha,

3) alle dyrene er mærket ved ejerens foranstaltning,

4) dyrene er forsvarligt indhegnet, og

5) indhegningen er indrettet med en godkendt aflivningsfold.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om mærkning af

hjortedyr og om hegning. Landbrugsministeren kan endvidere

fastsætte regler om indberetning af undslupne hjortedyr.

§ 4. I indhegninger med hjortedyr må kun indsættes og holdes krondyr

og dådyr.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan i særlige tilfælde tillade hold af

hjortedyr af andre arter end krondyr og dådyr og af krydsninger af

krondyr med andre arter.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan forbyde indsættelse og hold af

krondyr i indhegninger i nærmere angivne områder af landet, samt

påbyde aflivning, salg eller udførsel af de pågældende krondyr.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan forbyde indførsel af krondyr,

herunder også sæd og embryoer, af stammer, der genetisk afviger

fra den danske stamme.

§ 5. Hjortedyr i en hjortefarm betragtes som husdyr.

Stk. 2. Hjortedyr, der undslipper fra en hjortefarm, betragtes som

vildtlevende, hvis de har været undsluppet i mere end 2 måneder.

Stk. 3. Hjortedyr, der undslippper fra andre indhegninger, betragtes

som vildtlevende.

Stk. 4. Afkom, der følger et undsluppet moderdyr, er underkastet de

bestemmelser, der gælder for moderdyret.

§ 6. På en ejendom, hvor der findes en indhegning med hjortedyr, må

vildtlevende individer af den art hjortedyr, der holdes i

indhegningen, ikke jages inden for en afstand af 300 m fra

indhegningen.

§ 7. Bemyndiger landbrugsministeren en styrelse under ministeriet til

at udøve de beføjelser, der er tillagt ministeren efter loven

eller efter regler fastsat efter loven, kan ministeren fastsætte

regler om adgangen til at klage over styrelsens afgørelser,

herunder om, at afgørelser ikke kan indbringes for højere

administrativ myndighed.

§ 8. Til kontrol med overholdelsen af loven og regler fastsat efter

loven har tilsynsmyndigheden, hvis det skønnes nødvendigt, til

enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang

til offentligt og privat ejede indhegninger med hjortedyr.

§ 9. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 4, stk. 1, § 6 og § 11, stk. 1

og 2, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges

selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en

kommune eller af et kommunalt fællesskab, jfr. § 60 i lov om

kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det

kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 10. Landbrugsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

§ 11. Indhegninger, hvori hjortedyr er indsat før lovens

ikrafttræden, skal af ejeren anmeldes til registrering inden 6

måneder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Indhegninger, hvori der ved lovens ikrafttræden holdes

hjortedyr af andre arter end krondyr og dådyr eller krydsninger af

krondyr med andre arter skal anmeldes til registrering inden 4

uger efter lovens ikrafttræden. Dyrene skal aflives, sælges eller

udføres inden et år efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan i særlige tilfælde fravige

bestemmelserne i stk. 2.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. Der er i de seneste år konstateret en stigende interesse for

hjorteavl som alternativ husdyrproduktion. Dette har medført, at

der er blevet oprettet mange såkaldte hjortefarme, ligesom flere

eksisterende dyrehaver har fundet det økonmomisk attraktivt at

levere avlsdyr til hjortefarmere, som har ønsket at starte en

hjorteproduktion.

Formålet med lovforslaget er at skabe faste rammer for hold af

hjortedyr i hjortefarme med henblik på erhvervsmæssig

kødproduktion eller salg af levende avlsdyr. Etablering af

hjortefarme på landbrugsjord er ikke reguleret ved anden

lovgivning.

Forslaget begrænser yderligere det lovlige hold af hjortedyr til

danske hjortearter, dvs. krondyr og dådyr, for at afværge risikoen

for, at hjortearter, som hidtil ikke har været kendt som danske

vildtarter, etablerer sig i naturen og dermed udgør en risiko for,

at der sker krydsninger mellem vildtlevende individer og dyr, der

undslipper fra sådanne indhegninger. Det kan nemlig ikke helt

undgås, at vildt, der holdes i indhegninger fra tid til anden

slipper ud i den omgivende natur, som følge af, at hegnet

forfalder, at der udøves hærværk mod hegnet, at træer under

stormfald vælter ned over hegnet eller at dyrene forcerer hegnet.

Lovforslaget fastsætter regler om ejendomsret til undslupne dyr og om

erstatningsansvaret i forbindelse med skader, som forvoldes af

undslupne dyr. Det fastslås, at hjortedyr, der holdes i en

registreret hjortefarm, anses for husdyr, hvilket bl.a. indebærer,

at bestemmelserne i mark- og vejfredsloven om optagelse af

undslupne husdyr, erstatningsansvar for skader forvoldt af

undslupne husdyr, om aflivning af uvane husdyr m.m., umiddelbart

kan bringes i anvendelse. Med hensyn til dyrenes status, hvis de

slipper ud, foreslås det, at de skal anses som husdyr i indtil 2

måneder efter, at de er undsluppet. Dette svarer til § 1, stk. 2,

i mark- og vejfredsloven, for så vidt angår bl.a. mink, der

undslipper fra en minkfarm. Disse bestemmelser foreslås dog

begrænset til kun at omfatte hjortedyr i registrerede hjortefarme,

jf. § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Det er fundet ønskeligt, at alle kategorier af indhegninger med

hjortedyr inddrages under lovens krav om registrering, da det kun

derigennem er muligt at få et overblik over, hvor mange hjortedyr,

der befinder sig bag hegn, og af hvilke arter dyrene er.

2. Til grund for lovforslaget ligger drøftelser i

Vildtforvaltningsrådet, ligesom der er taget hensyn til

hjorteavlernes ønske om at skabe en egentlig lovgivning på

området. Der er modtaget bemærkninger fra følgende ministerier,

foreninger m.v. i forbindelse med, at forslaget har været udsendt

til høring: Skattedepartementet, Dansk Skovforening,

Planstyrelsen, Miljøministeriet, Danske Husmandsforeninger,

Landsforeningen af Danske Hjorteavlere, Naturfredningsrådet, Dansk

Strandjagtforening, Statens Husdyrbrugsforsøg, Landsjagtforeningen

af 1923, Veterinærdirektoratet, De danske Landboforeinger,

Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening og

Amtsrådsforeningen i Danmark.

3. Der foreligger ingen nøjagtig opgørelse over antallet af

indhegninger med hjortedyr. Det anslås imidlertid at ligge på

omkring 500. I dette tal skal indregnes både dyrehaver og

hjortefarme.

Det skønnes, at der i dag er ca. 8.000 stk. dåvildt under hegn. Heraf

udgør dåvildtet i Jægersborg Dyrehave alene 1.800 individer. Det

samlede antal krondyr, der holdes under hegn i Danmark, skønnes at

være ca. 1.500. Det samlede antal for sikavildtets vedkommende

anslås til ca. 500. Etableringstakten for nye hegninger med

hjortedyr skønnes for øjeblikket at være 1 om ugen.

Ved lovforslaget meddeles landbrugsministeren hjemmel til at

fastsætte nærmere bestemmelser om hegning af hjortefarme og om

mærkning af dyrene. Det er endvidere fastsat, hvilke hjortearter

der må holdes i disse hegninger. Uanset disse regler er det

tanken at opretholde bestemmelsen i § 28, stk. 2, i lov om jagt og

vildtforvaltning, der har følgende ordlyd:

»Landbrugsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om:

a. kravene til indhegning af dyrehaver,

b. hvilke vildtarter der må udsættes i dyrehaver og

c. tilsyn med dyrehaver«.

Begrundelsen herfor er, at der kan tænkes at opstå behov for at

fastsætte regler for, hvilke vildtarter der må holdes i dyrehaver

ud over hjortevildt. Her tænkes særligt på vildsvin og muflonfår.

Der kan ligeledes tænkes at opstå behov for at fastsætte regler

for tilsyn med og hegning af dyrehaver, i hvilke man holder de

nævnte vildtarter.

Det foreslås, at hjortefarme skal have et mindsteareal på 5 ha for at

kunne blive registreret. I forbindelse hermed har det været

overvejet, om der samtidig burde fastsættes en grænse for, hvor

mange dyr der må holdes pr. arealenhed. Dette er dog undladt, idet

det er vanskeligt at opstille generelle regler herfor, da en sådan

grænse vil være afhængig af det indhegnede areals bonitet samt af,

i hvilket omfang dyrene fodres.

Etableres en hjortefarm på tidligere landbrugsjord, dvs. uden

naturligt læ og naturlige fodringsmuligheder, er det

Vildtbiologisk Stations forsigtige skøn, at der på et areal på 5

ha ikke forsvarligt kan holdes mere end 15 moderdyr. Det

forudsættes herved, at terrænet er rimeligt tørt, at der er

etableret fornødent læ for dyrene, og at dyrene fodres

forsvarligt.

Det er hensigten at udarbejde en vejledning om hjorteavl m.m., og med

henblik herpå vil også de her nævnte spørgsmål blive overvejet

nærmere.

Det foreslås, at gøre mærkning af hjortedyr, der holdes i egentlige

hjortefarme, til en betingelse for registrering som hjortefarm og

for at bevare ejendomsretten til dyr, der undslipper. Umærkede

dyr, der undslipper, vil som hidtil blive betragtet som vildt.

For så vidt angår eksisterende dyrehaver, i hvilke der kun holdes

krondyr og dådyr, vil loven kun medføre et krav om registrering,

idet det antages, at man i langt de fleste dyrehaver ikke vil være

interesseret i at blive registreret som hjortefarm med de dertil

knyttede rettigheder, jf. § 2, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

4. Af hensyn til risikoen for, at hjortearter, der holdes i

hjortefarme, undslipper og etablerer en fast bestand i den frie

natur, foreslås det, at det kun skal være tilladt at holde

hjortedyr af 2 arter, som i forvejen findes vildtlevende her i

landet, krondyr og dådyr. Rådyr er ikke medtaget, idet det ikke er

velegnet til hold i indhegninger. Der vil dog være mulighed for,

at dyrehaver, der er etableret på tidspunkt for lovens

ikrafttræden, fortsat kan få tilladelse til hold af rådyr og skal

i tilfælde, hvor større områder er indhegnet, jf. § 11, stk. 3.

Anvendelsen af § 4, stk. 2-4, og § 11, stk. 3, vil ske efter

forhandling med miljøministeren og de berørte

interesseorganisationer.

Sikaen, som stammer fra Østen, er indført i Danmark omkring

århundredskiftet, og man ved fra andre lande, bl.a. Irland, at den

under visse forhold krydser sig med krondyr.

Med henblik på avl er der allerede importeret enkelte individer af

hjortearter, som ikke findes vildtlevende her i landet. Som

eksempel herpå kan wapitihjorten nævnes. Hvis denne art slipper ud

i naturen på steder, hvor der i forvejen findes en vild bestand af

krondyr, vil der være risiko for en krydsning og dermed for en

genetisk ændring af den fritlevende bestand af krondyr. Det

antages, at den jyske krondyrbestand, der findes syd for

Limfjorden, særligt i Sydvestjylland og det østlige Midtjylland,

er en urgammel stamme, der ikke genetisk har ændret sig væsentligt

siden sidste istid. Vildtbiologisk Station har i samarbejde med

Genetisk Institut ved Aarhus Universitet iværksat en undersøgelse

af den jyske krondyrbestands genetiske renhed med henblik på at få

bekræftet denne antagelse.

Der er gennem årene indført en relativt stor mængde krondyr, især fra

England, Skotland og Tyskland, og i hvertfald krondyrene fra

England og Skotland er ikke genetisk identiske med de danske

krondyr. Derfor foreslås det, at landbrugsministeren skal have

hjemmel til at forbyde hold af krondyr i visse egne af landet, og

når resultatet af de nævnte undersøgelser foreligger, vil

Vildtbiologisk Station fremkomme med en indstilling om behovet for

at begrænse krondyrholdet i Jylland.

Såfremt et forbud mod hold af krondyr gennemføres ved regler fastsat

efter § 4, stk. 3, skal der udbetales erstatning til de

hjorteavlere, som får pålæg om salg eller aflivning af dyrene

efter § 11, stk. 2. Såfremt dyrene ikke kan sælges, og derfor må

slagtes, anslås en rimelig erstatning pr. individ at udgøre ca.

8.000 kr., hvilket svarer til forskellen mellem kødværdien og

dyrets værdi som avlsdyr. Det skønnes, at der ialt holdes ca. 300

krondyr i indhegninger i Jylland syd for Limfjorden.

Efter § 11, stk. 2, vil erstatning ligeledes komme på tale ved et

forbud mod hold af sika og wapiti. Afhængig af i, hvilket omfang

der dispenseres fra forbudet mod hold af sika, vil et lignende

erstatningsbeløb som for krondyr blive aktuelt, for så vidt angår

de ca. 50 stk. sikavildt og krydsninger hermed, der holdes under

hegn her i landet. Forslaget vil endvidere indebære, at der må

udbetales erstatning for de 10 individer af wapiti, der allerede

er indført samt for krydsninger hermed. Erstatning for disse dyr

skønnes at skulle ligge noget over erstatningen for kronvildt, da

der er tale om større dyr, og må ved slagtning anslås til ca.

10.000-15.000 kr. pr. individ. Den samlede højeste erstatning i

tilfælde af en aflivning af alle de nævnte ca. 850 dyr kan

herefter anslås til ca. 7 mill. kr. Da der ikke foreligger præcise

opgørelser af antallet af de nævnte dyr, er beløbet behæftet med

en del usikkerhed.

5. Den praksis, hvorefter der i almindelighed ikke bliver givet

tilladelse til indfangning af hjortevildt fra den fri vildtbane

med henblik på indsætning i indhegning vil blive opretholdt, idet

en indfangning i dette øjemed ud fra dyreværnsmæssige hensyn ikke

findes rimelig.

6. Bestemmelser om aflivning af hjortevildt vil blive fastsat med

hjemmel i lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m., og en

bekendtgørelse er under udarbejdelse i Landbrugsministeriet.

Det vil heri blive fastsat, at aflivning af hjortedyr i registrede

hjortefarme kun må foretages af ejeren af dyrene eller personer

bemyndiget af ham til at foretage aflivningen.

7. Der er i forslaget ikke medtaget noget forbud mod afsavning af

bastgevirer, idet dette allerede vil være forbudt i medfør af

dyreværnslovens § 1.

8. Den løbende administration af lovforslaget, herunder gennemførelse

af registreringen, agtes henlagt til Veterinærdirektoratet.

Administrationen forventes at ville medføre en øget arbejdsbyrde

svarende til 2 årsværk, henholdsvis 1 AC-medarbejder og 1

HK-medarbejder, med en dertil hørende lønsum på 0,5 mill. kr.

Lovforslaget bevirker herudover en samlet merudgift for statskassen i

finansårene 1987 og 1988 på indtil 7 mill. kr. til udredning af

erstatninger til ejere af indhegninger med hjortedyr af andre

arter end krondyr og dådyr i det omfang, der ikke meddeles

dispensation efter loven, samt til ejere af indhegninger med

krondyr i områder af landet, der blver omfattet af et forbud efter

§ 4, stk. 3, jfr. § 11, stk. 2.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1

Til stk. 1

Loven omfatter ethvert hold af hjortedyr uanset, om dyrene holdes med

henblik på jagt, kødproduktion eller salg af levende dyr forudsat,

at dyrene holdes i en indhegning. Ved »indhegning« skal også

forstås indelukke, stald eller lignende, hvori der holdes

hjortedyr i fangenskab.

Hjortevildt, der lever på øer eller på halvøer, der ved hegning er

afskåret fra fastlandet, vil herefter ikke være omfattet af

lovforslaget, men vil være omfattet af reglerne i lov om jagt og

vildtforvaltning. Sådant vildt må herefter kun beskydes i

jagttiden, ligesom dyrene ikke lovligt kan indfanges ved hjælp af

fælder eller net. Udsætning af hjortevildt de nævnte steder er

underlagt begrænsningerne i § 43 i lov om jagt og

vildtforvaltning, der fastsætter, at pattedyr, der ikke tilhører

landets naturlige fauna, ikke må udsættes uden

landbrugsministerens tilladelse, samt at udsætning af pattedyr,

der tilhører landets naturlige fauna, på steder, hvor den

pågældende art ikke er naturligt forekommende, kun må ske med

landbrugsministerens tilladelse.

Til stk. 2

Hold af hjortedyr i zoologiske haver, dyreparker m.v. tilsigter alene

at give publikum adgang til at iagttage dyrene, og derfor er

sådant hold ikke omfattet af lovforslaget.

TIL § 2

Til stk. 1

En registrering af alle indhegninger med hjortedyr findes nødvendig,

hvis en kontrol med overholdelsen af forbudet mod hold af dyr af

visse arter, jfr. § 4, stk. 1 og 3, skal være effektiv.

Til stk. 2

Der foreslås fastsat et gebyr i forbindelse med registreringen til

dækning af omkostningerne ved registreringen. Det er ikke

hensigten at fastsætte gebyrer til dækning af udgifterne ved

lovens administration iøvrigt.

TIL § 3

Det foreslås, at indhegninger med hjortedyr, hvor formålet alene er

erhvervsmæssigt kødproduktion eller salg af avlsdyr, på visse

betingelser kan registreres som hjortefarme.

En sådan registrering, der bl.a. indebærer krav om mærkning af alle

dyrene i indhegningen, foreslås gjort til en betingelse for, at

ejeren af undslupne hjortedyr kan gøre sin ejendomsret til dyrene

gældende, jfr. i øvrigt § 5.

Overvejelserne om en ændring i den skattemæssige behandling af

hjortefarme vil næppe kunne afsluttes, før der er opnået erfaring

med virkningerne af dette lovforslag.

Det er tanken at foreskrive, at de mærker, der skal anvendes, som

mindstekrav skal være påført det registreringsnummer, som er

tildelt ejeren af hjortefarmen. De nærmere regler for mærkernes

udformning tænkes udarbejdet efter drøftelse med

hjorteavlerforeningen og med landbrugsorganisationerne, der har

mangeårig erfaring i mærkning af tamdyr. Vedrørende mærkede,

undslupne dyr, se nærmere under bemærkningerne til § 5.

For så vidt angår hegning af hjortefarme, findes det ikke påkrævet at

foreskrive særlige bestemmelser for hold af dådyr ud over et

almindeligt krav om, at dyrene skal være forsvarligt indhegnet.

Dette krav har sammenhæng med bestemmelserne om retten til at

indfange undslupne dyr.

For så vidt angår krondyr, overvejes det at fastsætte bestemmelser om

etablering af 2-trådet elhegn i en vis afstand fra indhegningen

for at forhindre, at vildtlevende krondyr i brunstperioden udefra

forsøger at bryde ind i indhegningen eller etablerer slagsmål

gennem hegnet.

Bestemmelsen vil samtidig give ministeren hjemmel til at fastsætte

særlige bestemmelser om hegning af hjortefarme med krondyr, hvis

den ovennævnte genetiske undersøgelse af de danske kronhjorte

viser, at der er tale om flere danske stammer, og at der dermed er

en risiko for genetisk forurening af den jyske stamme fra krondyr,

der undslipper.

Det er tanken, at der skal foreskrives pligt til indberetning til

Veterinærdirektoratet, når hjortedyr undslipper.

En sådan indberetning er særlig nødvendig i forbindelse med afgørelse

af, om et nedlagt, mærket dyr tilhører ejeren af hjortefarmen,

hvorfra det er undsluppet, eller den, der på sit jagtareal

nedlægger dyret. Det sidste vil være tilfældet, hvis et mærket dyr

nedlægges i den for det pågældende dyr fastsatte jagtsæson,

såfremt beskydningen finder sted mere end 2 måneder efter, at

dyret er undsluppet. Det vil i den forbindelse være af afgørende

betydning at kunne fastslå med sikkerhed, hvornår dyret er

undsluppet. Det samme gør sig gældende, for så vidt angår eventuel

erstatning for skader, som forvoldes af undslupne, mærkede dyr.

Regler for godkendelse af aflivningsfolde samt om aflivning af

hjortedyr vil blive fastsat med hjemmel i kødloven, jfr.

almindelig bemærkninger, 6.

TIL § 4

Til stk. 1

Artsbegrænsningen er foreslået for at undgå, at arter, der ikke

forekommer fritlevende, etablerer sig i naturen. Bestemmelsen

omfatter også forbud mod hold af krydsninger af andre hjortearter

end dådyr og krondyr, da også disse kan blande sig med fritstående

bestande eller etablere selvstændige bestande.

Til stk. 2

Dispensation til hold af eksempelvis sika og råvildt tænkes givet til

dyrehaver, i hvilke disse dyr ved lovens ikrafttrædelse allerede

har været holdt gennem en årrække.

Til stk. 3

Se nærmere under generelle bemærkninger, nr. 4

Til stk. 4

Bestemmelsen tilsigter at standse indførselen af individer af samt

sæd og embryoer af krondyr, der adskiller sig genetisk fra den

fritstående danske stamme.

TIL § 5

Til stk. 1

Bestemmelsen medfører, at hjortedyr i en hjortefarm ikke er omfattet

af reglerne i lov om jagt og vildtforvaltning, men af

husdyrlovgivningen, herunder lov om mark- og vejfred.

Til stk. 2

Når mærkede hjortedyr undslipper fra en hjortefarm, kan ejeren eller

dennes personale efter denne bestemmelse indtil 2 måneder efter,

at dyrene er undsluppet, frit indfange eller nedskyde disse på

ejendommen. Det er dog tanken, at der, før en sådan indfangning

eller nedskydning lovligt kan finde sted, skal være sket

indberetning om de undslupne dyr efter bestemmelser fastsat efter

§ 3, stk. 2. 2 måneders fristen svarer til mark- og vejfredslovens

§ 11, stk. 2, for så vidt angår undslupne mink.

Til stk. 3

Ved denne bestemmelse fastslås det, at ejeren af hjortedyr, der

undslipper fra andre indhegninger, fortaber ejendomsretten til

disse. Sådanne dyr betragtes som vildt i jagtlovens forstand,

hvilket medfører, at de ikke lovligt må indfanges eller indsluses

i indhegningen eller i indelukket igen, jfr. § 17, litra d og e, i

lov om jagt og vildtforvaltning. Undslupne, umærkede hjortedyr vil

under iagttagelse af lov om jagt og vidltforvaltning kunne

nedskydes i det pågældende dyrs jagttid, jfr. dog begrænsningen i

§ 6.

Til stk. 4

Det findes hensigtsmæssigt at lade de regler, der gælder for et

undsluppet moderdyr, også omfatte afkom, der følger dette.

TIL § 6

Baggrunden for forbudet er, at hegninger med hjortedyr i brunsttiden

kan tiltrække den fritstående bestand af hjorte af den vildtart,

der holdes. Herved vil jagttrykket på den frie bestand af hjorte i

et område, hvor der er mange indhegninger med hjortedyr, nemt

blive for stort, såfremt et sådant forbud ikke indføres.

Til § 7

Se under almindelige bemærkninger, nr.7.

TIL § 11

Til stk. 1

Det findes, at der bør gives rimelig tid til, at ejere af hjortefarme

og andre indhegninger med hjortedyr, der er etableret ved lovens

ikrafttræden, kan anmelde disse til registrering.

Til stk. 2

Det findes vigtigt så hurtigt som muligt efter lovens ikrafttræden at

få registreret, i hvilke hjortefarme og andre indhegninger der

findes dyr af andre arter end krondyr og dådyr. Dette hensyn

bevirker, at der bør være kortere anmeldelsesfrist for disse

indhegninger, og bestemmelsen om aflivning, salg eller udførsel

foreslås indført af hensyn til faren for etablering af nye arter

af hjortevildt, ligesom det tilstræbes at undgå genetisk

forurening af den fritstående bestand. Se nærmere under

almindelige bemærkninger, nr. 1 og 4.

Til stk. 4

Se nærmere under almindelige bemærknger, nr. 4, 1. afsnit.

Versioner

  1. 1988-05-21