1986 LSF 123 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÅN TIL BETALING AF EJENDOMSSKATTER OG OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (LÅN TIL EFTERLØNSMODTAGERE)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00123@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 202 af 18. maj 1982 om lån til betaling af ejendomsskatter
og om ændring af ligningsloven, som ændret ved lov nr. 646 af 19.
december 1984, foretages følgende ændring:
I § 1, STK. 2, NR. 1, indsættes efter »invaliditetsydelse«: »eller
efterløn«.
§ 2
Loven har virkning for lån, der ydes til betaling af ejendomsskatter
m.v. vedrørende skatteåret 1987 og følgende skatteår.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Efter de nuværende lovbestemmelser er alle, der er fyldt 65 år eller
modtager eller får forskud på folkepension, enkepension eller
invalidepension eller modtager invaliditetsydelse, berettiget til
at få indefrosset ejendomsskatterne i deres ejerbolig under visse
betingelser.
Det fremsatte lovforslag betyder, at også efterlønsmodtagere, der
ikke er fyldt 65 år, får mulighed for at indefryse ejendomsskatter
efter samme regler som personer over 65 år og personer, der er
tilkendt social pension.
Med den udhuling af efterlønnen, der er sket de seneste år, er der
behov for, at også efterlønsmodtagere generelt får mulighed for
at indefryse ejendomsskatterne.
Fra 1987 vil efterlønsmodtagere være omfattet af de samme
loftsbestemmelser for lejeværdien, som gælder for
alderspensionister m.fl. Det betyder, at lejeværdien normalt højst
kan stige med 1.000 kr. i forhold til det foregående år.
Nærværende lovforslag kan ses som en naturlig forlængelse af
lovforslaget om loft over lejeværdistigninger for
efterlønsmodtagere, som blev vedtaget i foråret 1986.
Socialdemokratiet er af den opfattelse, at personer, der p.g.a. alder
forlader arbejdsmarkedet, ikke må pålægges en skat på deres bolig,
så de under normale økonomiske omstændigheder tvinges til at
afhænde deres hidtidige bolig. Nærværende lovforslag er således et
supplement til de regler, som allerede eksisterer, så denne
målsætning også kan efterleves i praksis.
Danmarks Statistik har ikke siden 1984 lavet undersøgelser, der
belyser, hvor mange der udnytter muligheden for at indefryse
ejendomsskatter. Derfor er de senest tilgængelige oplysninger pr.
1. januar 1984, hvor der var indefrosne ejendomsskatter i 19.876
ejendomme med et akkumuleret beløb på tilsammen 504 mill. kr.
inkl. tilskrevne renter. Det må formodes, at dette beløb er steget
væsentligt siden da, og at også antallet af ejendomme, der er
under ordningen, er steget noget.
Med lovforslaget skønnes det, at yderligere 20.000-30.000 familier
får mulighed for at benytte sig af tilbuddet om at indefryse
ejendomsskatterne i deres ejerbolig. Den personkreds, som allerede
har denne mulighed, udvides således med 5-7 pct.
Med baggrund i de manglende statistiske oplysninger kan der kun
afgives et usikkert skøn over nytilgangen med indefrysning af
ejendomsskatter som følge af, at gruppen af efterlønsmodtagere med
lovforslaget generelt kan benytte ordningen. Det må formodes, at
nytilgangen vil ligge i størrelsesordenen 1.000-2.000 nye
ejendomme.
Lånene ydes af de kommuner, hvor ejendommene er beliggende. Disse lån
omfatter også de amtskommunale ejendomsskatter, som dog først
afregnes til amtskommunerne, når lånet indfries. De økonomiske
konsekvenser skønnes at være så begrænsede, at det ikke vil berøre
de kommunale og amtskommunale budgetter i en størrelsesorden, som
på nogen måde vil volde problemer.
Som bilag er optrykt lovens § 1, stk. 2, nr. 1, der bliver berørt af
nærværende lovforslag.
Bilag
§ 1, stk. 2, nr. 1, i lov
om lån til betaling af ejendomsskatter og om
ændring af ligningsloven
Stk. 2. Lån i medfør af stk. 1 kan kun ydes, såfremt
1) ejeren eller dennes ægtefælle har fast bopæl her i landet og på
det tidspunkt, til hvilket de pågældende beløb er forfaldne til
betaling, er fyldt 65 år eller modtager eller får forskud på
folkepension, enkepension eller invalidepension eller modtager
invaliditetsydelse.