1986 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNINGEN AF PENSIONSORDNINGER (OPHÆVELSE I UTIDE M.V. OG ANBRINGELSE AF PENSIONSMIDLER I ANDELSKASSER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00129@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jfr.
lovbekendtgørelse nr. 436 af 25. juni 1986, foretages følgende
ændringer:
1. I § 12, STK. 1, NR. 1, SIDSTE PKT., indsættes efter
»garantikapital«: », andelskassers beviser for indbetalt
andelskapital«.
2. I § 28, § 29, STK. 1, og § 30, STK. 1, ændres »tillægsskat« til:
»indkomstskat«.
3. I § 40 indsættes som STK. 3:
»Stk. 3. Skal der ud over afgiften betales indkomstskat efter § 48,
gælder stk. 1 og 2 ikke. I disse tilfælde tilfalder afgiften
staten, amtskommunen og kommunen efter de regler, der gælder for
indkomstskatter og kirkelige afgifter.«.
4. Overskriften over § 48 »Tillægsskat« ændres til: »Ophævelse i
utide m.v.«.
5. § 48 affattes således:
»§ 48. Personer, der skal betale afgift efter §§ 28 eller 30 af en
kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, samt personer,
der skal betale afgift af en forsikring, der er omfattet af §§ 2,
5 eller 7, eller af en rateforsikring eller rateopsparing i
pensionsøjemed, skal, hvis de pågældende er fuldt skattepligtige
her til landet på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, ud
over afgiften betale indkomstskat efter stk. 2. Der betales dog
ikke indkomstskat, når afgiftspligt indtræder efter § 29, stk. 2,
eller efter, at den tidligere ejer af forsikringen eller kontoen
er afgået ved døden. Ministeren for skatter og afgifter kan
fastsætte regler om fritagelse for indkomstskat ved tilbagekøb i
særlige tilfælde af en forsikring, der er omfattet af §§ 2, 5
eller 7.
Stk. 2. Det beløb, hvoraf der efter §§ 28-31, jfr. §§ 33 A og 34,
beregnes afgift med 40 pct. eller 35 pct., medregnes i den
afgiftspligtiges skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori
afgiftspligten er indtrådt.
Stk. 3. Den afgift, der er nævnt i stk. 2, fradrages i den
afgiftspligtiges slutskat med tillæg af eventuel overført restskat
m.v. for det i stk. 2 nævnte indkomstår. Afgiftsbeløb, der ikke
kan rummes i den afgiftspligtiges slutskat som nævnt i 1. pkt.,
fradrages i slutskat m.v. for den afgiftspligtiges ægtefælle,
forudsat at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af
indkomståret. Afgiftsbeløb, der ikke kan rummes i årets slutskat
m.v., fremføres til fradrag i den beregnede slutskat m.v. i de
nærmest efterfølgende 5 indkomstår, idet reglen i 2. pkt. finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Forsikringen eller opsparingen efter stk. 1 sikrer afgifts-
og skattekravet efter stk. 2 og 3. Der kan dog på
ophævelsestidspunktet højst udbetales 30 pct. af den indestående
kapital. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte nærmere
regler om adgangen til at udbetale beløb efter denne
bestemmelse.«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 2-5, har virkning for ordninger, der ophæves i utide
m.v., når afgiftspligten indtræder den 1. januar 1987 eller
senere.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
1. Lovens formål
Lovforslaget har til formål at forenkle reglerne for efterbeskatning,
når en pensionsordning overdrages, belånes eller ophæves i utide.
Det foreslås som led heri at afskaffe den særlige
tillægsskatteberegning og erstatte den med en egentlig
indkomstbeskatning af det afgiftspligtige beløb.
Lovforslaget har endvidere til formål at give adgang til, at
kapitalpensions- og rateopsparingsmidler kan anbringes i
andelskapital i en andelskasse.
2. OPHÆVELSE I UTIDE
a. Gældende regler
Efter de gældende regler i pensionsbeskatningsloven skal der i
tilfælde, hvor en pensionsordning ophæves i utide m.v., betales en
afgift. Denne afgift udgør 35 pct. for udbetalinger, der hidrører
fra indbetalinger og rentetilskrivning m.v., der forfaldt i tiden
1. januar 1972-31. december 1979, og 40 pct. for udbetalinger, der
vedrører tiden efter den 31. december 1979.
I medfør af pensionsbeskatningslovens § 48 skal personer, som på
tidspunktet for afgiftspligtens indtræden er fuldt skattepligtige
her til landet, endvidere betale tillægsskat af de udbetalinger,
hvoraf der er beregnet afgift med 35 pct. eller 40 pct.
Reglerne om tillægsskat medfører normalt, at den ophævede
pensionsordning bliver undergivet en samlet beskatning, der svarer
til indkomstskat til stat, amtskommune og kommune i det pågældende
indkomstår. Dette opnås ved, at den afgiftspligtiges
skattepligtige indkomst ved tillægsskatteberegningen forhøjes med
det beløb, hvoraf der er beregnet afgift. Den til
indkomstforhøjelsen svarende forhøjelse af indkomstskatten
nedsættes med afgiften, og det resterende beløb udgør
tillægsskatten.
Den nævnte forhøjelse af den skattepligtige indkomst indgår alene som
led i beregningen af tillægsskatten. Der er således ikke tale om
en egentlig forhøjelse af den skattepligtige indkomst. Hvis denne
er negativ, finder de sædvanlige regler vedrørende negativ
indkomst derfor anvendelse.
Skattepligtige med negativ indkomst kan som følge heraf benytte et
underskud to gange. Dels til modregning ved
tillægsskatteberegningen, således at der ikke skal betales
tillægsskat, dels til fremførsel af den negative indkomst til de
efterfølgende 5 indkomstår.
Afgiften skal dog erlægges uanset indkomstforholdene, d.v.s. selv om
den skattepligtige indkomst udviser underskud.
B. FORSLAGETS INDHOLD
Efter lovforslaget erstattes tillægsskatteberegningen af en egentlig
indkomstbeskatning af det beløb, hvoraf der beregnes afgift med 35
pct. eller 40 pct. ved ophævelse i utide m.v. Ændringen skal gælde
for ordninger, der ophæves den 1. januar 1987 eller senere.
Det afgiftspligtige beløb skal efter forslaget på sædvanlig vis
medregnes til den afgiftspligtiges skattepligtige indkomst
(personlig indkomst) for det indkomstår, hvori ordningen hæves.
Det foreslås endvidere, at afgiften på 35 pct. eller 40 pct. fortsat
skal opkræves, men der indføres adgang til at fradrage afgiften i
den afgiftspligtiges slutskat.
For skattepligtige personer med positiv skattepligtig indkomst, der
ophæver en ordning i utide, medfører forslaget ingen væsentlige
ændringer.
For skattepligtige personer med negativ skattepligtig indkomst vil
forslaget medføre, at den negative indkomst vil blive reduceret
med det afgiftspligtige beløb. Det er dette reducerede underskud,
som kan fremføres til de efterfølgende 5 indkomstår. Et underskud
kan herved kun benyttes een gang.
Afgiften skal betales, selv om den afgiftspligtiges skattepligtige
indkomst er negativ.
Da den afgiftspligtige ikke både skal betale afgiften på 35 pct.
eller 40 pct. og samtidig få sit underskud reduceret, foreslås
det, at overskydende afgift kan modregnes i den afgiftspligtiges
eller ægtefællens slutskat for de efterfølgende 5 indkomstår.
Eventuel overskydende afgift kan derimod ikke udbetales kontant.
3. EVENTUEL ANBRINGELSE AF KAPITALPENSIONS- OG RATEOPSPARINGSMIDLER I
ANDELSKAPITAL
Lovforslaget tilsigter samtidig at tilvejebringe adgang til, at
midler vedrørende opsparing i pensionsøjemed
(kapitalpensionsmidler) og rateopsparing i pensionsøjemed, der for
50 pct.'s vedkommende kan anbringes i aktier, konvertible
obligationer, investeringsbeviser og sparekassernes beviser for
garantikapital, også skal kunne anbringes i andelskapital i en
andelskasse.
Den foreslåede ligestilling af aktier og sparekassers og
andelskassers beviser for henholdsvis garantikapital og indbetalt
andelskapital er fundet rimelig, efter at andelskaserne ved lov
nr. 154 af 24. april 1985 om ændring af bank- og sparekasseloven i
det alt væsentlige i relation til tilsynslovgivningen er blevet
sidestillet med banker og sparekasser som pengeinstitutter.
4. FORSLAGETS PROVENUMÆSSIGE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER
Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative og
provenumæssige virkninger.
BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER
Til § 1
Til nr. 1
Efter bestemmelsen vil der være tilvejebragt adgang til, at midler
vedrørende opsparing i pensionsøjemed (kapitalpensionsmidler) og
rateopsparing i pensionsøjemed ikke blot som hidtil kan anbringes
i aktier, konvertible obligationer, investeringsbeviser og
sparekassernes beviser for garantikapital, men også i andelkassers
beviser for indbetalt andelskapital.
Det er tanken, at der ved bekendtgørelse vil blive stillet særlige
vilkår for anbringelse af pensionsmidler i andelskassers beviser
for indbetalt andelskapital.
Det vil i lighed med kravene, for så vidt angår sparekassernes
beviser for garantikapital, blive krævet, at beviserne er
omsættelige.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring.
Til nr. 3
Efter de gældende bestemmelser i § 40 tilfalder 1/3 del af afgiften
kommunen og 2/3 del staten.
Efter forslaget indsættes der et nyt stk. 3, hvorefter denne regel
ikke skal gælde i de tilfælde, hvor der også skal betales
indkomstskat efter § 48.
Efter forslaget skal afgiften i disse tilfælde tilfalde stat,
amtskommune og kommune efter de regler, der gælder for
indkomstskatter og kirkelige afgifter. Der skal kun foretages en
samlet fordeling af afgift og slutskat mellem stat, amtskommune og
kommune. Afgiften skal ikke fordeles særskilt.
Den foreståede ændring er nødvendig, idet afgiften efter forslaget
modregnes i den beregnede indkomstskat for den afgiftspligtige
eller dennes ægtefælle, eller eventuelt fremføres i de nærmest
efterfølgende 5 indkomstår.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensændring.
Til nr. 5
Den foreslåede § 48 indeholder de nærmere regler for den
indkomstbeskatning, der efter forslaget skal erstatte den
hidtidige tillægsskatteberegning.
Det er kun personer, der er fuldt skattepligtige her til landet på
tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, der efter den
foreslåede § 48, STK. 1, vil blive omfattet af
indkomstbeskatningen. Det svarer til den personkreds, der er
omfattet af de gældende tillægsskatteregler.
Efter den foreslåede § 48, STK. 2, omfatter indkomstbeskatningen -
ligesom tillægsbeskatningen - kun det beløb, hvoraf der ved
ophævelse af en ordning i utide m.v. skal betales afgift med 35
pct. eller 40 pct. Udbetalinger, hvoraf der ikke skal betales
afgift eller kun en afgift på 25 pct., omfattes således som hidtil
ikke af efterbeskatningsreglerne.
Det beløb, hvoraf der skal beregnes afgift med 35 pct. eller 40 pct.,
skal efter forslaget medregnes ved indkomstopgørelsen for det
indkomstår, hvori afgiftspligten er indtrådt. Det følger af
personskattelovens regler, at beløbet er personlig indkomst, og
det skal derfor medregnes ved opgørelsen af den afgiftspligtiges
skattepligtige almindelige indkomst og personlige indkomst.
Efter den foreslåede § 48, STK. 3, kan afgiftsbeløb kun
tilbagebetales ved, at afgiften modregnes i årets slutskat for den
afgiftspligtige og en eventuel ægtefælle.
Betingelsen for modregning i en ægtefælles slutskat er, at
ægtefællerne er samlevende ved udgangen af det år, hvori ordningen
hæves i utide.
Overstiger afgiften årets slutskatter m.v., kan det overskydende
beløb føres frem til modregning i de nærmest efterfølgende 5 års
slutskat for den afgiftspligtige selv og en eventuel ægtefælle. Er
eventuelle overskydende afgiftsbeløb ikke anvendt til modregning
inden for 5 års perioden, er modregningsretten gået endeligt tabt.
Efter den foreslåede § 48, STK. 4, skal højst 30 pct. af den
indestående kapital kunne udbetales på det tidspunkt, hvor
ordningen ophæves. Reglen skal sikre skatte- og afgiftskravet.
TIL § 2
Efter forslaget skal de nye regler om ophævelse i utide m.v. have
virkning for ordninger, hvor afgiftspligten indtræder den 1.
januar 1987 eller senere.
BILAG I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget § 1
I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jfr.
lovbekendtgørelse nr. 436 af 25. juni 1986, foretages følgende
ændringer:
1. I § 12, STK. 1, NR. 1, SIDSTE PKT., indsættes efter
»garantikapital«: », andelskassers beviser for indbetalt
andelskapital«.
--/
§ 12. En opsparing i pensionsøjemed skal opfylde følgende betingelser: 1. Opsparingen skal være påbegyndt før kontohaverens fyldte 60. år i en bank eller sparekasse, der virker her i landet, eller med ministeren for skatter og afgifters godkendelse i en anden institution her i landet. De opsparede midler skal indsættes på indlånskonto i det pågældende pengeinstitut m.v. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter bestemmelser om, at midlerne tillige kan anbringes i værdipapirer eller i andele udstedt af investeringsforeninger (investeringsbeviser). Ministeren for skatter og afgifter fastsætter endvidere bestemmelser om, at midler, der forvaltes af institutioner, som er godkendt efter 1. pkt., tillige kan anbringes i fast ejendom. I forbindelse hermed fastsættes det, at i alt 50 pct. af de opsparede midler skal kunne anbringes i aktier, konvertible obligationer, investeringsbeviser, sparekassernes beviser for garantikapital og, for godkendte institutioners vedkommende, fast ejendom. - - /--
2. I § 28, § 29, STK. 1, og § 30, STK. 1, ændres »tillægsskat« til:
»indkomstskat«.
--/
§ 28. Ved udbetaling fra en kapitalforsikring i pensionsøjemed og fra en opsparing i pensionsøjemed i tilfælde, der ikke omfattes af §§ 25-27, svares en afgift på 40 pct. af det udbetalte beløb samt tillægsskat efter reglerne i § 48.
§ 29. Ved udbetalinger, der ikke omfattes af § 20, fra en pensionsordning med løbende udbetalinger, fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed eller fra en indeksordning svares en afgift på 40 pct. af det udbetalte beløb. Af forsikring, der er omfattet af §§ 2, 5 eller 7, og af rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed svares endvidere tillægsskat efter reglerne i
§ 48. - -
§ 30. Ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant samt ved andre dispositioner m.v., der medfører, at ordningen ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1, svares en afgift på 40 pct. af det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende. Samme afgift svares ved ændring af udbetalingsvilkårene for en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed efter det aftalte tidspunkt for første udbetaling. Af forsikring, der er omfattet af §§ 2, 5 eller 7, af rateforsikring og rateopsparing i pensionsøjemed og af kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed svares endvidere tillægsskat efter reglerne i
§ 48. - - /--
3. I § 40 indsættes som STK. 3:
»Stk. 3. Skal der ud over afgiften betales indkomstskat efter § 48,
gælder stk. 1 og 2 ikke. I disse tilfælde tilfalder afgiften
staten, amtskommunen og kommunen efter de regler, der gælder for
indkomstskatter og kirkelige afgifter.«.
--/
§ 40. Af afgiften tilfalder en trediedel den kommune, der efter lov om kommunal indkomstskat var den afgiftspligtiges skattekommune for det kalenderår, hvori afgiftspligten indtrådte. Hvis den afgiftspligtige er et dødsbo, tilfalder nævnte trediedel den kommune, der var afdødes skattekommune for det kalenderår, hvori dødsfaldet er indtruffet. Er efter foranstående bestemmelser ingen kommune berettiget til andelen i afgiften, tilfalder afgiften fuldt ud statskassen.
Stk. 2. Ved tilbagebetaling eller nedsættelse af afgiften eller ved delvis uerholdelighed fordeles reduktionen forholdsmæssigt mellem statskassen og kommunen. /--
4. Overskriften over § 48 »Tillægsskat« ændres til: »Ophævelse i
utide m.v.«.
5. § 48 affattes således:
»§ 48. Personer, der skal betale afgift efter §§ 28 eller 30 af en
kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, samt personer,
der skal betale afgift af en forsikring, der er omfattet af §§ 2,
5 eller 7, eller af en rateforsikring eller rateopsparing i
pensionsøjemed, skal, hvis de pågældende er fuldt skattepligtige
her til landet på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, ud
over afgiften betale indkomstskat efter stk. 2. Der betales dog
ikke indkomstskat, når afgiftspligt indtræder efter § 29, stk. 2,
eller efter, at den tidligere ejer af forsikringen eller kontoen
er afgået ved døden. Ministeren for skatter og afgifter kan
fastsætte regler om fritagelse for indkomstskat ved tilbagekøb i
særlige tilfælde af en forsikring, der er omfattet af §§ 2, 5
eller 7.
Stk. 2. Det beløb, hvoraf der efter §§ 28-31, jfr. §§ 33 A og 34,
beregnes afgift med 40 pct. eller 35 pct., medregnes i den
afgiftspligtiges skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori
afgiftspligten er indtrådt.
Stk. 3. Den afgift, der er nævnt i stk. 2, fradrages i den
afgiftspligtiges slutskat med tillæg af eventuel overført restskat
m.v. for det i stk. 2 nævnte indkomstår. Afgiftsbeløb, der ikke
kan rummes i den afgiftspligtiges slutskat som nævnt i 1. pkt.,
fradrages i slutskat m.v. for den afgiftspligtiges ægtefælle,
forudsat at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af
indkomståret. Afgiftsbeløb, der ikke kan rummes i årets slutskat
m.v., fremføres til fradrag i den beregnede slutskat m.v. i de
nærmest efterfølgende 5 indkomstår, idet reglen i 2. pkt. finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Forsikringen eller opsparingen efter stk. 1 sikrer afgifts-
og skattekravet efter stk. 2 og 3. Der kan dog på
ophævelsestidspunktet højst udbetales 30 pct. af den indestående
kapital. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte nærmere
regler om adgangen til at udbetale beløb efter denne
bestemmelse.«.
--/ Tillægsskat ( 48. Personer, der skal betale afgift efter §§ 28 eller 30 af en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, samt personer, der skal betale afgift af en forsikring, der er omfattet af §§ 2, 5 eller 7, eller af en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, skal, hvis de pågældende er fuldt skattepligtige her i landet på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, ud over afgiften betale tillægsskat efter stk. 2-5. Der betales dog ikke tillægsskat, når afgiftspligt indtræder efter § 29, stk. 2, eller efter, at den tidligere ejer af forsikringen eller kontoen er afgået ved døden. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte regler om fritagelse for tillægsskat ved tilbagekøb i særlige tilfælde af en forsikring, der er omfattet af §§ 2, 5 eller 7.
Stk. 2. Med henblik på beregningen af tillægsskatten forhøjes den afgiftspligtiges skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvor afgiftspligten er indtrådt, med det beløb, hvoraf der efter §§ 28-31, jfr. §§ 33 A og 34, beregnes afgift med 40 pct. eller 35 pct. Er den afgiftspligtige ikke skatteansat, anses denne for at have en skattepligtig indkomst på 0 kr. Ved beregningen af tillægsskat for en afgiftspligtig, der er samlevende med en ægtefælle, foretages personfradrag kun i det omfang, det ikke er overført til den anden ægtefælle ved den almindelige skatteberegning. Hvis den pågældende kun er fuldt skattepligtig her i landet en del af året, omregnes den skattepligtige indkomst til et helt års indkomst forinden forhøjelsen. Den til indkomstforhøjelsen svarende samlede forhøjelse af indkomstskatterne til staten, amtskommunen og kommunen nedsættes med 40 pct.-afgiften eller 35 pct.-afgiften, og det herefter resterende beløb udgør tillægsskatten.
Stk. 3. Tillægsskatten forfalder til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne september, oktober og november i året efter det år, hvor afgiftspligten er indtrådt, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Udgør tillægsskatten mindre end 100 kr., opkræves beløbet ikke. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter i øvrigt de nærmere regler for opkrævningen og indbetalingen i statskassen af tillægsskatten.
Stk. 4. Af tillægsskatten tilfalder 1/3 den kommune, som er berettiget til andel i afgiften, jfr. § 40. Kommunens andel afregnes af staten samtidig med afregningen efter kildeskattelovens § 64, stk. 3 og 4, af kommunal indkomstskat og kirkelige afgifter. Ved eventuel nedsættelse af tillægsskatten eller ved delvis uerholdelighed fordeles reduktionen forholdsmæssigt på de statskassen og kommunen tilfaldende andele af tillægsskatten.
Stk. 5. I øvrigt finder reglerne for den almindelige indkomstskat til staten anvendelse, for så vidt de er forenelige med bestemmelserne i denne lov. /--