Gelex

1986 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURSLOVEN, LOV OM AKTIESELSKABER OG LOV OM ANPARTSSELSKABER (KURATORSALÆRER M.V.)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00136@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1986,

foretages følgende ændringer:

1. I § 27, STK. 2, 2. PKT., indsættes efter »hensyn til«: »skyldneren

eller«.

2. I § 107 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. I boer af større omfang eller mere indviklet beskaffenhed

kan skifteretten for boets regning antage en forretningskyndig

medhjælp til at rådgive midlertidig bestyrer i et af skifteretten

nærmere bestemt omfang. Skifteretten kan forinden rådføre sig med

skyldneren, midlertidig bestyrer og de fordringshavere, der er til

stede.

Stk. 3. Skifteretten kan til enhver tid afsætte den

forretningskyndige medhjælp.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

3. I § 110, STK. 1, 1. PKT., indsættes efter »en eller flere«:

»sagkyndige«.

4. I § 114 indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. I boer af større omfang eller mere indviklet beskaffenhed

kan skifteretten for boets regning antage en forretningskyndig

medhjælp til at rådgive kurator i et af skifteretten nærmere

bestemt omfang. Skifteretten kan forinden høre skyldnerens,

kurators og kreditorernes mening på en skiftesamling.

Stk. 5. Skifteretten kan til enhver tid afsætte den

forretningskyndige medhjælp.«

5. I § 238, STK. 1, indsættes efter »kreditorudvalget,» :

»forretningskyndig medhjælp,».

6. I 238, STK. 1, ændres »tilsynsmand« til: »tilsyn«.

7. I § 238 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Vurderingsmanden må ikke medvirke ved afhændelsen af

aktiverne eller have økonomisk interesse hos aftager.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer eller nærstående til disse

personer må ikke erhverve nogen del af boets aktiver.«

8. § 239, STK. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Skifteretten fastsætter vederlag til kurator, midlertidig bestyrer,

skifterettens medhjælper og tilsyn efter en konkret bedømmelse på

grundlag af en begrundet indstilling fra de pågældende.

Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til arbejdets

omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og

det under de givne omstændigheder opnåede resultat.

Stk. 2. Skifteretten fastsætter endvidere vederlag til tillidsmænd,

forretningskyndig medhjælp, revisor, retsvidne og vurderingsmænd

under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 2

I lov om aktieselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 483 af 15.

november 1985, som ændret ved lov nr. 317, lov nr. 318 og lov nr.

324 af 4. juni 1986, foretages følgende ændring:

I § 120, STK. 3, indsættes som 3. pkt.:

»Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til arbejdets

omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og

det under de givne omstændigheder opnåede resultat.«

§ 3

I lov om anpartsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 484 af 15.

november 1985, som ændret ved lov nr. 317 og lov nr. 324 af 4.

juni 1986, foretages følgende ændring:

I § 89, STK. 3, indsættes som 3. pkt.:

»Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til arbejdets

omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og

det under de givne omstændigheder opnåede resultat.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1987.

Stk. 2. Loven finder anvendelse i alle boer, der ikke er afsluttet

ved lovens ikrafttræden, i det omfang, den fortsatte bobehandling

berøres af lovens bestemmelser.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med

de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. INDLEDNING

Lovforslaget indeholder forslag til regler, der skal sikre, at

fastsættelsen af salærer til kuratorer i boer i højere grad end i

dag afspejler det arbejde, der er udført i det enkelte bo.

Endvidere foreslås en vis udvidelse af de tilfælde, hvor det

offentlige skal betale omkostningerne ved en konkursbehandling.

Det præciseres dernæst, at registrerings- og

vurderingsforretninger altid skal foretages af sagkyndige, ligesom

der skal være mulighed for at antage en sagkyndig medhjælp for en

midlertidig bobestyrer og for kurator. Endelig foreslås regler om,

hvem der kan afhænde og erhverve boaktiver.

Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med lovudkastet i

delbetænkning nr. 1086/ 1986, der er afgivet af konkursudvalget,

som blev nedsat den 30. april 1986.

Baggrunden for lovforslaget er endvidere en folketingsbeslutning af

30. maj 1985 om indgreb imod misbrug af konkurs- og

selskabslovgivningen m.v. I beslutningen opfordres regeringen til

inden udgangen af kalenderåret 1986 at træffe foranstaltninger til

ændring af salærreglerne ved behandling af konkursboer m.v. og af

bobehandlingsreglerne i øvrigt. Ifølge beslutningen skal følgende

momenter indgå i overvejelserne:

»Salær til kurator(erne) fastsættes af skifteretten efter en konkret

bedømmelse på grundlag af en indstilling fra kurator, som skal

være begrundet. Beregningen skal ske under hensyn til arbejdets

omfang og boets beskaffenhed, det med bobehandlingen forbundne

ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat.

Såfremt der i mindre boer ikke er dækning for udgiften hertil, kan

salæret efter skifterettens bestemmelse helt eller delvis afholdes

af det offentlige.

Salærberegningen sker efter samme principper uanset

bobehandlingsformen og uanset, om virksomheden videreføres,

rekonstrueres eller helt ophører.

Skifteretten kan udpege en forretningskyndig medhjælp til at rådgive

kurator under bobehandling. Vederlag til medhjælpen fastsættes af

skifteretten.

Vurdering af boets aktiver skal altid foretages ved en sagkyndig

vurderingsmand, som ikke må medvirke ved aktivernes salg eller

have økonomiske interesser hos aftager.

Ingen del af boets aktiver kan erhverves af kurator eller af denne

nærstående personer.«

Beslutningsforslaget nr. B 124 og forhandlingerne herom er optrykt i

Folketingstidende 1984-85, sp. 7129, 8696 og 11079, tillæg A, sp.

4049, tillæg B, sp. 2219 og tillæg C sp. 637.

2. FASTSÆTTELSE AF VEDERLAG (SALÆR) TIL KURATOR M.V.

2.1. De GÆLDENDE REGLER om fastsættelse af salær til kurator m.v.

gennemgås i konkursudvalgets betænkning kapitel 4. Fastsættelsen

sker i henhold til konkurslovens § 239, stk. 1. Efter denne

bestemmelse er skifteretten ansvarlig for vederlagets fastsættelse

og skal tage hensyn til såvel ARBEJDETS OMFANG som BOETS

BESKAFFENHED. Efter bestemmelsens forarbejder må disse to momenter

nærmest anses som ligestillede. Til brug for beregningen har

Advokatsamfundet i 1975 udarbejdet følgende vejledende

landssalærtakster, som er anmeldt til Monopoltilsynet:

»1. KONKURSBOER

For samtlige af et bos behandling flydende arbejder beregnes en grundtakst på 1.000 kr. Herudover beregnes af aktivmassen: af de første 200.000 kr. 15 pct. af de næste 800.000 kr. 10 pct. af de næste 1.000.000 kr. 9 pct. af de næste 2.000.000 kr. 8 pct. af de næste 3.000.000 kr. 7 pct. af resten 6 pct.

Der beregnes dog kun indtil 2 pct. af den behæftede del af faste

ejendomme og skibe, for så vidt hæftelsen ikke bortfalder som

udækket.

Der beregnes særskilt salær for procedure.«

Beregnet efter Advokatsamfundets vejledende takster vil der således i

et bo med salærgivende aktiver på 2 mio. kr. eksempelvis skulle

udbetales et salær på 201.000 kr. (bortset fra salær for den

behæftede del af faste ejendomme og særskilte proceduresalærer).

Efter den praksis, der følges i dag, vil boets kurator sædvanligvis i

udkastet til regnskab som en bobehandlingsudgift indføje et

salærforslag, der bygger på en specificeret udregning. Hertil kan

eventuelt komme en indstilling om forhøjelse af det udregnede

salær, navnlig på grund af omfanget af kurators arbejde. Denne

indstilling skal være særskilt begrundet, og ikke blot indeholde

en henvisning til de oplysninger om boets behandling, som

skifteretten er blevet bekendt med gennem sit almindelige tilsyn

med bobehandlingen.

Betænkningen indeholder i kapitel 6 en række oplysninger om

størrelsen af kuratorsalærer ved nogle udvalgte skifteretter. Det

fremgår bl.a. heraf, at kuratorsalærer på 200.000 kr. eller

derover blev udbetalt i 6 pct. af de boer, der i 1984 og 1985 blev

sluttet ved disse skifteretter, og at disse salærer - for Sø- og

Handelsrettens vedkommende - udgør ca. halvdelen af den samlede

kuratorsalærmasse. Det fremgår endvidere, at disse salærer i

overordentlig stort omfang fastsættes i overensstemmelse med de af

Advokatsamfundet i 1975 udarbejdede vejledende landssalærtakster.

2.2. Betænkningen indeholder i kapitel 7 udvalgets overvejelser om

BEHOVET FOR EN ÆNDRING AF KONKURSLOVENS § 239. På baggrund af de

indhentede oplysninger konstaterer udvalget, at muligheden for

efter den nugældende formulering af konkurslovens § 239 at tage

hensyn til særtræk ved det enkelte bo ikke i nævneværdigt omfang

synes udnyttet ved salærfastsættelsen i de store boer. Omvendt

finder udvalget, at denne mulighed i betydeligt omfang udnyttes i

de mindre boer. Det salær, der fastsættes, bør efter udvalgets

opfattelse i væsentligt højere grad end i dag afspejle det udførte

arbejde. Salærfastsættelsen til kurator samt midlertidig bestyrer,

skifterettens medhjælper og tilsyn bør ske efter en KONKRET

bedømmelse under hensyntagen til en lang række faktorer og på

grundlag af en BEGRUNDET INDSTILLING fra den pågældende.

Udvalgets forslag til ændret affattelse af § 239 fremgår af

lovforslagets § 1, nr. 8. Forslaget er i overensstemmelse med de

principper, der er angivet i folketingsbeslutningen.

Efter forslaget skal vederlaget som hidtil fastsættes under hensyn

til ARBEJDETS OMFANG. Dette vil typisk være afhængigt af boets

størrelse, således at boer med større aktivmasse normalt også vil

indebære et større arbejde for kurator. Sammensætningen af

aktiverne og realisationen af dem vil i disse større boer typisk

være kompliceret, og der vil ofte være et større antal anmeldte

fordringer med heraf følgende arbejde med hensyn til gennemgang af

omstødelsesmuligheder m.v. Dette vil dog ikke gælde, såfremt en

stor del af aktivmassen foreligger i form af likvide midler eller

lignende.

Dernæst skal der som efter den gældende bestemmelse tages hensyn til

BOETS BESKAFFENHED. Hermed sigtes ud over størrelsen også til

sammensætningen og arten af boets aktiver og passiver.

Intensiteten og kompleksiteten af arbejdet skal således tillægges

selvstændig betydning ved siden af omfanget heraf. Med

INTENSITETEN tænkes navnlig på, at kurator i den indledende

behandlingsfase i et bo med en erhvervsvirksomhed i drift ofte må

udføre arbejde uden for normal kontortid og uden for kontoret,

samt at registrering og sikring af aktiver og stillingtagen til

gensidig bebyrdende kontrakter kan beslaglægge advokatkontorets

kapacitet og tilsidesætte andre arbejdsopgaver. Boets KOMPLEKSITET

sigter f.eks. til indviklede modregningsforhold, udenlandske

aktiver, skyldnerens manglende regnskabsføring, færdiggørelse af

løbende produktion, omstødelsesspørgsmål m.v.

Endvidere foreslås det, at der også skal tages hensyn til »DET MED

BOBEHANDLINGEN FORBUNDNE ANSVAR«. Herved sigtes både til det

almindelige professionelle ansvar for bobehandleren, hvorved denne

kan ifalde et betydeligt erstatningsansvar, og til det mere ideelt

betonede ansvar, som er en følge af de ofte store værdier og

samfundsmæssige interesser, der f.eks. er forbundet med konkursens

indflydelse på et stort antal arbejdspladser, ansatte og deres

familier, virksomhedens leverandører og disses ansatte m.v.

Endelig skal der efter forslaget tages hensyn til »DET UNDER DE GIVNE

OMSTÆNDIGHEDER OPNÅEDE RESULTAT«. Herved tænkes bl.a. på den

situation, at kurator ved en ganske særlig indsats opnår et udfald

af bobehandlingen, som ikke under de givne forudsætninger kunne

forventes. Udvalget finder i den forbindelse på linie med

folketingsbeslutningen anledning til at understrege, at det er

uden principiel betydning for størrelsen af kurators salær, om et

konkursbo kan sluttes som solvent og udleveres til skyldneren. Det

afgørende er, om boet er behandlet efter reglerne for insolvent

bobehandling.

Endvidere følger det af lovforslaget, at salæret i alle tilfælde skal

fastsættes ud fra en KONKRET BEDøMMELSE på grundlag af en

BEGRUNDET INDSTILLING fra den pågældende. Efter udvalgets

opfattelse vil den redegørelse for boets behandling, som kurator

efter konkurslovens § 148, stk. 2, skal afgive i forbindelse med

udarbejdelsen af boregnskabet, være et egnet udgangspunkt for

kurators indstilling. Herudover bør kurators indstilling indeholde

oplysninger om, hvorvidt kurator tidligere har modtaget salær,

f.eks. som tilsyn under en forudgående betalingsstandsning eller i

form af ae conto udbetaling af kuratorhonorar samt om størrelsen

heraf. Er der betalt vederlag til fremmed bistand, eller

foreligger der i øvrigt særlige forhold, bør der oplyses herom. Af

hensyn til prøvelsen af kurators indstilling, bør skifteretten i

større boer træffe aftale med kurator om, at der jævnligt skal

gives oplysning til skifteretten om det udførte arbejde, jf.

konkurslovens § 125, stk. 3.

2.3. Ved LIKVIDATION AF AKTIESELSKABER OG ANPARTSSELSKABER udpeges

likvidator i visse tilfælde af skifteretten, der også fastsætter

likvidators salær. Dette sker, hvis skifterettens behandling af en

af Aktieselskabs-registeret fremsat begæring om opløsning af

selskabet bevirker, at selskabet må træde i likvidation, eller

hvis selskabet selv anmoder herom. Det arbejde, likvidator udfører

i forbindelse med en opløsning - likvidation - af et solvent

selskab, kan i vidt omfang beskrives ved hjælp af de samme

momenter, som indgår ved konkursbehandling. Udvalget foreslår

derfor i lovforslagets § 2 og § 3 en ændring af aktieselskabsloven

og anpartsselskabsloven svarende til den ændrede affattelse af

konkurslovens § 239, stk. 1. Udvalget understreger dog, at

afvikling af et solvent bo i henseende til omfang og intensitet er

væsensforskellig fra konkursbehandling, således at salæret for de

2 afviklingsmåder bør være af klart forskellig størrelse.

2.4. Udvalget overvejer i kapitel 8 BEHOVET FOR VEJLEDENDE

RETNINGSLINIER FOR SALæRER. Udvalget påpeger en række momenter,

der efter dets opfattelse taler med stor vægt for at bibeholde en

ordning, der hviler på vejledende retningslinier for en betydelig

del af boerne. Eksistensen heraf er en hovedårsag til, at

fastsættelse af kurators salær kun i ringe omfang har givet

anledning til tvist. Udvalget finder det endvidere af væsentlig

betydning, at det skøn, som skifteretterne skal udøve ved

salærfastsættelse, foretages ud fra ensartede kriterier. Det bør

endvidere sikres, at salærfastsættelsen kun i begrænset omfang kan

give anledning til tvister med heraf følgende forlængelse af boets

behandlingstid. Det er endvidere efter udvalgets opfattelse

ubetænkeligt at fastsætte vejledende retningslinier for boer, der

typisk kan karakteriseres som relativt ensartede med hensyn til

det arbejde, kurator skal udføre. Et sådant udmålingssystem vil

oftest være ganske sammenfaldende med det udmålingsniveau,

skifteretten ville nå frem til efter en vurdering i det enkelte

tilfælde. Udvalget finder tillige, at sådanne vejledende

retningslinier er afgørende nødvendige for en rimelig og ikke

yderligere arbejdskrævende administration af skifterettens

arbejde. Retningsliniernes vejledende karakter bør klart

fremhæves, således at fravigelse kan finde sted, når det er

indiceret.

Konkursudvalget foretager herefter en grundig gennemgang af, HVILKE

MOMENTER DER BØR DANNE GRUNDLAG FOR UDARBEJDELSEN AF SÅDANNE

VEJLEDENDE RETNINGSLINIER FOR SALÆRER.

Spørgsmålet om betydningen af DEN MEDGÅEDE TID har navnlig påkaldt

sig opmærksomhed i den kritik, der har været rettet imod de

gældende regler. Udvalget udtaler, at den tid, der med rimelighed

skønnes anvendt, bør tillægges betydning ved salærfastsættelsen.

Der bør dog ikke være tale om den faktiske tid, men om den tid,

der med rimelighed bør anvendes i det pågældende bo. I modsat fald

vil beregningen komme den mindre kyndige eller mindre effektive

bobehandler til fordel og være til ulempe for den, der har stor

erfaring i bobehandling. Imidlertid taler en række forhold efter

udvalgets opfattelse med vægt imod at benytte den rimeligt

medgåede tid som grundlag for fastsættelsen af vejledende

retningslinier. En bobehandling strækker sig således ofte over

flere år, hvilket vanskeliggør en vurdering og eventuel kritik af

det oplyste timeforbrug. Hertil kommer, at de arbejdsopgaver, der

hører til kuratorhvervet, er yderst forskellige og for en dels

vedkommende sådanne, at skifteretterne næppe fuldt ud er i

besiddelse af det indgående kendskab til deres udførelse, som vil

være nødvendigt for at foretage en kritisk bedømmelse af det

opgivne tidsforbrug.

Om STØRRELSEN AF BOETS AKTIVER anfører udvalget, at hovedbegrundelsen

for anvendelsen heraf som salærgrundlag er, at kurator herved har

et incitament til at være omhyggelig med inddrivelsen og

realisationen af boets værdier. Som en yderligere fordel fremhæver

udvalget, at man ved anvendelse af aktivmassen har et

salærgrundlag, der er lidet skønsmæssigt og ukompliceret, hvilket

giver yderst ringe anledning til tvist. Endvidere er anvendelsen

af aktivmassen baseret på den forudsætning, at der består et vist

proportionalt forhold mellem aktivernes størrelse og omfanget af

det arbejde og ansvar, der er forbundet med behandlingen af dem.

Sagt med andre ord vil arbejdsindsatsens størrelse typisk vokse

med aktivmassens størrelse. Det gælder dog ikke, hvis aktiverne

foreligger i en særlig let realisabel form, eller omvendt, hvis

aktiverne foreligger i en kompliceret og sammensat form. Disse

forhold kunne tale for også at lade AKTIVERNES ART være en

medvirkende faktor, der bør indgå i de vejledende retningslinier.

Udvalget inddrager tillige STØRRELSEN OG ARTEN AF BOETS PASSIVER i

sine overvejelser. Behandlingen af konkursboer har i de senere år

vist, at behæftelsesgraden af boaktiverne er vokset som følge af

en kraftig vækst i udbuddet af finansierings- og

sikkerhedsstillelsesformerne. Fælles for disse er, at provenuet

fra afhændelsen af aktiverne primært benyttes til nedbringelse af

lån- eller kreditgiverens fordring mod boet.

Udvalget konkluderer, at det ikke kan anbefale, at den med rimelighed

til kuratorhvervets udførelse MEDGÅEDE TID benyttes som grundlag

for fastsættelsen af vejledende retningslinier for salærer ved

konkursbobehandling. Det samme gør sig gældende med hensyn til

størrelsen og arten af boets passiver, da disse rummer meget

sammensatte momenter.

Som sin ENDELIGE KONKLUSION finder udvalget ikke at kunne pege på et

bedre grundlag for fastsættelse af vejledende retningslinier end

STØRRELSEN AF BOETS AKTIVMASSE. Udvalget finder dog samtidig

anledning til at understrege, at den rimeligt medgåede tid og

størrelsen og arten af boets passiver skal tages i betragtning ved

enhver salærfastsættelse og efter omstændighederne vil kunne

bevirke et anseeligt udsving i forhold til retningslinierne.

På denne baggrund foreslår udvalget, at der fastsættes vejledende

retningslinier inden for det område, der efter de nugældende

vejledende landssalærtakster udløser et samlet salær på 200.000

kr. eller derunder, heri medregnet salær for behæftede dele af

boets faste ejendomme og skibe samt proceduresalær. Dette svarer

til boer med en fri aktivmasse på 2 mio. kr. eller derunder.

Forslaget indebærer, at det hidtidige system forlades for så vidt

angår boer med et salær på over 200.000 kr. Salærfastsættelsen i

disse boer må foretages på baggrund af en indgående prøvelse af en

udførlig indstilling fra kurator. Dette område vil udgøre ca. 5

pct. af konkursboerne, men ca. halvdelen af den samlede

salærmasse. Udvalget foreslår, at vejledende retningslinier for

salærer fremover udarbejdes af Den Danske Dommerforening og ikke

som hidtil af Advokatsamfundet. Dommerforeningen har erklæret sig

villig til at medvirke hertil. Det er foreningens forudsætninger,

at salærfastsættelsen fortsat er en judiciel afgørelse, at

fravigelse kan ske på ethvert trin af skalaen, og at de store boer

holdes udenfor.

Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udvalgets opfattelse, og

lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Dette gælder ligeledes udvalgets øvrige forslag, som der herefter

redegøres for.

3. STATSKASSENS BETALING AF OMKOSTNINGERNE VED KONKURSBEHANDLING.

Ifølge folketingsbeslutningen skal en regel om, at statskassen i

mindre boer kan afholde udgifter til kuratorsalær, indgå i

overvejelserne. Efter udvalgets opfattelse (kapitel 9) vil en

sådan regel svare til, at der efterfølgende gives

konkursrekvirenten fri proces. En sådan regel ville efter

udvalgets opfattelse blive til fordel for de kreditorer, der ikke

opfylder det økonomiske kriterium, der normalt gælder i sager om

fri proces. Endvidere ville den indebære, at det offentlige skulle

bære omkostningerne i sager, der vedrører erhvervsforhold - et

område, hvor der efter hidtidig praksis kun undtagelsesvis

bevilges fri proces. Udvalget kan derfor ikke anbefale en så

vidtgående regel. Derimod finder udvalget, at hensynet til

SKYLDNEREN i visse tilfælde kunne tale for, at denne ikke selv

skal betale omkostningerne, navnlig i de situationer, hvor

formålet med indgivelse af konkursbegæringen er at skabe en

fristdag med henblik på senere omstødelse. Udvalget anbefaler

derfor den i forslagets § 1, nr. 1, nævnte ændring af

konkurslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Ændringen indebærer, at

særlige hensyn til skyldneren ligestilles med særlige hensyn til

en fordringshaver, således at skyldneren af skifteretten vil kunne

fritages for at stille sikkerhed for omkostningerne ved

konkursbehandling af hans bo med den virkning, at disse afholdes

endeligt af statskassen, dersom boets midler viser sig

utilstrækkelige.

4. REGISTRERING OG VURDERING AF BOETS AKTIVER

Efter konkurslovens § 110, stk. 1, 1. pkt., udmelder skifteretten »en

eller flere personer, der snarest skal foretage registrering og

vurdering af boets aktiver«.

Udvalget foreslår i betænkningens kapitel 10, at betegnelsen

»SAGKYNDIGE« indsættes i konkurslovens § 110, stk. 1

(lovforslagets § 1, nr. 3). Hensigten hermed er at præcisere, at

registrerings- og vurderingsforretninger ALTID skal foretages af

personer, der på fuldt betryggende måde kan forestå vurderingen.

Bestemmelsen udelukker ikke, at vurdering som hidtil foretages af

en vagtmester, forudsat denne besidder den fornødne sagkundskab.

Endvidere foreslås, at der i konkurslovens § 238 indføjes en

bestemmelse om, at vurderingsmanden ikke må medvirke ved

aktivernes afhændelse eller have økonomisk interesse hos aftageren

(lovforslagets § 1, nr. 7).

Begge forslag er i overensstemmelse med folketingsbeslutningen.

5. SALG AF BOETS AKTIVER TIL KURATOR M.V.

Konkursloven indeholder ingen regler om, at aktiverne ikke må

erhverves af kurator. I betænkningens kapitel 11 oplyses, at det

er forekommet, at aktiverne i et konkursbo er afhændet til kurator

selv, hvilket har givet anledning til kritik. På denne baggrund

har Advokatrådet i 1984 indføjet en ny bestemmelse i »Regler for

god advokatskik og kollegialitet«, der forbyder en advokat som

kurator at afhænde aktiver til sig selv eller nærstående. Efter

udvalgets opfattelse bør en sådan regel fremgå af konkursloven, og

da de samme hensyn gør sig gældende for den øvrige personkreds,

der deltager i bobehandlingen, foreslås, at der som et nyt stk. 4

i konkurslovens § 238 indsættes en regel om, at ingen del af boets

aktiver kan erhverves af de nævnte personer eller af disse

nærstående (lovforslagets § 1, nr. 7).

Dette forslag er ligeledes i overensstemmelse med

folketingsbeslutningen.

6. FORRETNINGSKYNDIG MEDHJÆLP

6.1. Efter konkurslovens § 15, stk. 3, kan det beskikkede tilsyn

under en betalingsstandsning antage fornøden sagkyndig bistand.

Der findes ingen tilsvarende bestemmelse for så vidt angår

konkursboer. Ifølge betænkningen (kapitel 12) anvender bostyret i

praksis sagkyndige som rådgivere med henblik på fortsættelse af en

virksomheds drift ud over en kortere afviklingsperiode eller for

at opnå det bedst mulige resultat ved afhændelse af aktiverne.

Udvalget foreslår på linie med folketingsbeslutningen, at der i

konkurslovens §§ 107 og 114 (lovforslagets § 1, nr. 2 og 4)

tilvejebringes hjemmel for, at skifteretten - eventuelt efter en

forudgående drøftelse på en skiftesamling - kan antage

forretningskyndig medhjælp, når dette skønnes hensigtsmæssigt.

Efter udvalgets forslag kan antagelse af forretningskyndig

medhjælp finde sted i boer af større omfang eller af mere

indviklet beskaffenhed. Honoraret til den pågældende fastsættes af

skifteretten.

7. FORSLAGETS ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER

De nye regler om salærfastsættelse vil indebære et vist begrænset

merarbejde for skifteretterne og for Sø- og Handelsretten ved

afslutningen af det enkelte bo, men dette merarbejde kan dog ikke

antages at få et sådant omfang, at forslaget vil medføre

økonomiske konsekvenser af betydning.

Den ændrede affattelse af konkurslovens § 27 vil kunne medføre, at

staten i videre omfang end hidtil skal dække udgifterne ved en

bobehandling. Heller ikke denne ændring kan dog antages at være

forbundet med økonomiske konsekvenser af noget væsentligt omfang.

Forslaget indebærer endvidere ikke administrative konsekvenser.

8. HØRTE MYNDIGHEDER M.V.

Lovforslaget er i forbindelse med fremsættelsen sendt til høring hos

de myndigheder og organisationer m.v., der berøres af forslaget.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen indebærer, at særlige hensyn til skyldneren ligestilles med

særlige hensyn til en fordringshaver, således at skyldneren af

skifteretten vil kunne fritages for at stille sikkerhed for

omkostningerne ved konkursbehandling af hans bo med den virkning,

at disse afholdes endeligt af statskassen, dersom boets midler

viser sig utilstrækkelige.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3

og til betænkning nr. 1086/ 1986 om kuratorsalærer m.v. kapitel 9.

Til nr. 2 og 4

Bestemmelserne er nye. De giver skifteretten adgang til for boets

regning at antage en forretningskyndig person til at bistå

midlertidig bestyrer og kurator. Den forretningskyndige udpeges og

afsættes af skifteretten, og skifteretten skal konkretisere den

pågældendes opgave i boet. Der skal være tale om et større bo

eller et bo af mere indviklet beskaffenhed, herunder f.eks. i en

specialiseret branche. Adgangen til at antage forretningskyndig

medhjælp må ikke forveksles med skifterettens adgang i

konkurslovens § 126 til at antage en revisor.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6 og til

betænkningens kapitel 12.

Til nr. 3

Formålet med ændringen er at præcisere, at skifteretten skal sikre

sig, at den person, der udmeldes som vurderingsmand, er fuldt

egnet til at varetage hvervet, enten i kraft af særlig sagkundskab

på området eller i kraft af særlig erfaring som vurderingsmand.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4 og til

betænkningens kapitel 10.

Til nr. 5

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets nr. 2 og 4, hvorefter

skifteretten kan antage en forretningskyndig medhjælp til at

rådgive midlertidig bestyrer eller kurator i et af skifteretten

nærmere bestemt omfang. Ændringen indebærer, at den

forretningskyndige under udøvelsen af dette hverv er underlagt de

samme habilitetskrav som den øvrige personkreds, der er nævnt i §

238, stk. 1.

Til nr. 6

Ændringen er alene af redaktionel karakter, idet ordet »tilsynsmand«

erstattes af ordet »tilsyn« i overensstemmelse med den anvendte

betegnelse i konkurslovens kapitel 2.

Til nr. 7

Bestemmelserne er nye. Der findes ikke i konkursloven bestemmelser,

der udtrykkeligt afskærer vurderingsmænd fra at medvirke ved

afhændelsen af boets aktiver, eller som foreskriver, at de ikke må

have økonomiske interesser hos aftageren. Der findes heller ikke

bestemmelser, der forbyder kurator eller andre personer nævnt i §

238, stk. 1, eller disse nærstående at erhverve boets aktiver.

Sådanne bestemmelser foreslås indsat som § 238, stk. 3 og 4.

Bestemmelsen i stk. 4 svarer til Advokatsamfundets kollegiale

vedtægter, hvorefter en advokat, der er kurator i et konkursbo,

ikke kan afhænde nogen del af boets aktiver til sig selv eller

sine nærstående. Forbudet omfatter enhver erhvervelse, såvel

underhånden som på auktion.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4 og 5 og

til betænkningens kapitel 10 og 11.

I forslaget til affattelse af § 238, stk. 4, er der foretaget en rent

sproglig ændring i forhold til konkursudvalgets lovudkast.

Handles der i strid med bestemmelserne, vil de indgåede aftaler kunne

være ugyldige bl.a. med den virkning, at aktiverne kan kræves

tilbage fra medkontrahenten, hvis denne er i ond tro. Endvidere

vil der kunne blive tale om erstatningsansvar.

Til nr. 8

Bestemmelsen indeholder de foreslåede ændrede regler om

salærfastsættelse.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 2, til

betænkningens kapitel 7 og 8 samt bemærkningerne til § 239, stk. 1

og 2, i kapitel 13.

TIL §§ 2 OG 3

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

TIL § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1987 for bl.a.

at give Den Danske Dommerforening mulighed for at fastsætte

vejledende retningslinier for salærer.

Efter forslaget har loven virkning for alle boer, der ikke er

afsluttet ved lovens ikrafttræden, i det omfang, den fortsatte

bobehandling berøres af lovens bestemmelser. I alle boer, der

sluttes den 1. oktober 1987 eller senere, skal de nye regler om

salærfastsættelse derfor anvendes. Ved fastsættelse af salærer til

kuratorer m.v. i boer, der afsluttes inden den 1. oktober 1987,

eller i tilfælde, hvor kuratorer m.v. fratræder inden dette

tidspunkt, finder de hidtidige regler anvendelse.

TIL § 5

Bestemmelsen indeholder sædvanligt forbehold vedrørende Færøerne og

Grønland.

Bilag

I DETTE BILAG ER BESTEMMELSERNE I KONKURSLOVEN, LOV OM AKTIESELSKABER

OG LOV OM ANPARTSSELSKABER GENGIVET SOM DE VIL FREMTRÆDE, HVIS

FOLKETINGET VEDTAGER LOVFORSLAGET UÆNDRET.

MED MINDRE SKRIFT ER INDSAT DEN GÆLDENDE FORMULERING AF DE

BESTEMMELSER, DER BERØRES AF FORSLAGET.

Konkursloven

§ 27. Kan konkursboets midler ikke dække de med konkursbehandlingen

forbundne omkostninger, hæfter den eller de, der har begæret

konkurs, solidarisk for det manglende beløb indbyrdes med lige

store andele.

Stk. 2. Afsigelse af konkursdekret er betinget af sikkerhedsstillelse

for de i stk. 1 nævnte omkostninger, medmindre disse utvivlsomt

kan dækkes af konkursboets midler. Hvor særlige hensyn til

skyldneren eller en fordringshaver taler herfor, kan skifteretten

dog undlade at kræve sikkerhedsstillelse. I så fald betales

omkostninger, der ikke kan dækkes af skyldnerens midler, af

statskassen.

--/

§ 27. Kan konkursboets midler ikke dække de med konkursbehandlingen forbundne omkostninger, hæfter den eller de, der har begæret konkurs, solidarisk for det manglende beløb indbyrdes med lige store andele.

Stk. 2. Afsigelse af konkursdekret er betinget af sikkerhedsstillelse for de i stk. 1 nævnte omkostninger, medmindre disse utvivlsomt kan dækkes af konkursboets midler. Hvor særlige hensyn til en fordringshaver taler herfor, kan skifteretten dog undlade at kræve sikkerhedsstillelse. I så fald betales omkostninger, der ikke kan dækkes af skyldnerens midler, af statskassen.

/--

§ 107. Straks efter at konkursdekret er afsagt, træffer skifteretten

bestemmelse om antagelse af en midlertidig bestyrer af konkursboet

efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til

stede.

Stk. 2. I boer af større omfang eller mere indviklet beskaffenhed kan

skifteretten for boets regning antage en forretningskyndig

medhjælp til at rådgive midlertidig bestyrer i et af skifteretten

nærmere bestemt omfang. Skifteretten kan forinden rådføre sig med

skyldneren, midlertidig bestyrer og de fordringshavere, der er til

stede.

Stk. 3. Skifteretten kan til enhver tid afsætte den

forretningskyndige medhjælp.

Stk. 4. Anser skifteretten det for ufornødent at antage en

midlertidig bestyrer, varetager den selv den midlertidige

bestyrelse.

--/

§ 107. Straks efter at konkursdekret er afsagt, træffer skifteretten bestemmelse om antagelse af en midlertidig bestyrer af konkursboet efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede.

Stk. 2. Anser skifteretten det for ufornødent at antage en midlertidig bestyrer, varetager den selv den midlertidige bestyrelse.

/--

§ 110. Skifteretten udmelder en eller flere sagkyndige personer, der

snarest skal foretage registrering og vurdering af boets aktiver.

Er der umiddelbart før konkursen til brug ved forhandling om

akkord tilvejebragt de i § 165 nævnte oplysninger, kan disse

lægges til grund ved konkursbehandlingen, således at der kun

redegøres for ændringer, der senere er sket.

Stk. 2. Ejer skyldneren aktiver i andre retskredse, kan skifteretten

enten selv lade disse registrere og vurdere eller begære bistand

fra vedkommende skifteret.

Stk. 3. Skyldneren, den midlertidige bestyrer og vurderingsmændene

skal afgive erklæring på tro og love om, at der dem bekendt ikke

findes yderligere at registrere.

--/

§ 110. Skifteretten udmelder en eller flere personer, der snarest skal foretage registrering og vurdering af boets aktiver. Er der umiddelbart før konkursen til brug ved forhandling om akkord tilvejebragt de i § 165 nævnte oplysninger, kan disse lægges til grund ved konkursbehandlingen, således at der kun redegøres for ændringer, der senere er sket.

Stk. 2. Ejer skyldneren aktiver i andre retskredse, kan skifteretten enten selv lade disse registrere og vurdere eller begære bistand fra vedkommende skifteret.

Stk. 3. Skyldneren, den midlertidige bestyrer og vurderingsmændene skal afgive erklæring på tro og love om, at der dem bekendt ikke findes yderligere at registrere.

/--

§ 114. En tredjedel af de repræsenterede stemmeberettigede

fordringshavere, enten efter antal eller efter fordringernes

beløb, kan på en skiftesamling kræve, at der nedsættes et

kreditorudvalg med højst tre medlemmer.

Stk. 2. Er der ikke enighed om, hvem der skal være medlemmer af

udvalget, fastsætter skifteretten valgmåden med henblik på at

muliggøre en alsidig repræsentation af de stemmeberettigede

fordringshavere. Stemmer mere end halvdelen af de repræsenterede

fordringshavere, beregnet efter antal, for samme person, er denne

dog valgt.

Stk. 3. Skiftesamlingen kan til enhver tid afsætte kreditorudvalget.

Stk. 4. I boer af større omfang eller mere indviklet beskaffenhed kan

skifteretten for boets regning antage en forretningskyndig

medhjælp til at rådgive kurator i et af skifteretten nærmere

bestemt omfang. Skifteretten kan forinden høre skyldnerens,

kurators og kreditorernes mening på en skiftesamling.

Stk. 5. Skifteretten kan til enhver tid afsætte den

forretningskyndige medhjælp.

--/

§ 114. En tredjedel af de repræsenterede stemmeberettigede fordringshavere, enten efter antal eller efter fordringernes beløb, kan på en skiftesamling kræve, at der nedsættes et kreditorudvalg med højst tre medlemmer.

Stk. 2. Er der ikke enighed om, hvem der skal være medlemmer af udvalget, fastsætter skifteretten valgmåden med henblik på at muliggøre en alsidig repræsentation af de stemmeberettigede fordringshavere. Stemmer mere end halvdelen af de repræsenterede fordringshavere, beregnet efter antal, for samme person, er denne dog valgt.

Stk. 3. Skiftesamlingen kan til enhver tid afsætte kreditorudvalget.

/--

§ 238. Ingen må handle som kurator, midlertidig bestyrer,

skifterettens medhjælper, medlem af kreditorudvalget,

forretningskyndig medhjælp, revisor, tilsyn, tillidsmand eller

vurderingsmand, hvis han er en af skyldnerens nærstående eller er

afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse

i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om hans upartiskhed

i det foreliggende spørgsmål.

Stk. 2. Har skyldneren drevet erhvervsvirksomhed, eller er skyldneren

et selskab, en forening eller anden organisation, må revisor,

tillidsmand eller vurderingsmand heller ikke på nogen af de i

stk. 1 nævnte måder være knyttet til medlemmer af bestyrelse eller

direktion, til kurator, skifterettens medhjælper, en likvidator

eller til virksomhedens eller organisationens kasserer eller

bogholder.

Stk. 3. Vurderingsmanden må ikke medvirke ved afhændelsen af

aktiverne eller have økonomisk interesse hos aftager.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer eller nærstående til disse

personer må ikke erhverve nogen del af boets aktiver.

--/

§ 238. Ingen må handle som kurator, midlertidig bestyrer, skifterettens medhjælper, medlem af kreditorudvalget, revisor, tilsynsmand, tillidsmand eller vurderingmand, hvis han er en af skyldnerens nærstående eller er afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.

Stk. 2. Har skyldneren drevet erhvervsvirksomhed, eller er skyldneren et selskab, en forening eller anden organisation, må revisor, tillidsmand eller vurderingsmand heller ikke på nogen af de i stk. 1 nævnte måder være knyttet til medlemmer af bestyrelse eller direktion, til kurator, skifterettens medhjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller organisationens kasserer eller bogholder.

/--

§ 239. Skifteretten fastsætter vederlag til kurator, midlertidig

bestyrer, skifterettens medhjælper og tilsyn efter en konkret

bedømmelse på grundlag af en begrundet indstilling fra de

pågældende. Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til

arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne

ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat.

Stk. 2. Skifteretten fastsætter endvidere vederlag til tillidsmænd,

forretningskyndig medhjælp, revisor, retsvidne og vurderingsmænd

under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed.

Stk. 3. Skifteretten kan undtagelsesvis tillægge kreditorudvalgets

medlemmer vederlag.

Stk. 4. Vederlagene afholdes af boet.

--/

§ 239. Skifteretten fastsætter vederlag til kurator, midlertidig bestyrer, skifterettens medhjælper, revisor, tilsynsmand, tillidsmænd, retsvidne og vurderingsmænd under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed.

Stk. 2. Skifteretten kan undtagelsesvis tillægge kreditorudvalgets medlemmer vederlag.

Stk. 3. Vederlagene afholdes af boet.

/--

Lov om aktieselskaber

§ 120. Til at foretage likvidationen af et aktieselskab vælger

generalforsamlingen en eller flere likvidatorer.

Stk. 2. Aktionærer, der ejer en fjerdedel af aktiekapitalen, har ret

til på generalforsamlingen at vælge en likvidator til sammen med

de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen.

Stk. 3. Generalforsamlingen kan beslutte, at skifteretten skal

udnævne likvidatorer. Skifteretten fastsætter det vederlag, det

likviderende selskab skal yde de af retten udnævnte likvidatorer.

Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til arbejdets

omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og

det under de givne omstændigheder opnåede resultat.

--/

§ 120. Til at foretage likvidationen af et aktieselskab vælger generalforsamlingen en eller flere likvidatorer.

Stk. 2. Aktionærer, der ejer en fjerdedel af aktiekapitalen, har ret til på generalforsamlingen at vælge en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen.

Stk. 3. Generalforsamlingen kan beslutte, at skifteretten skal udnævne likvidatorer. Skifteretten fastsætter det vederlag, det likviderende selskab skal yde de af retten udnævnte likvidatorer.

/--

Lov om anpartsselskaber

§ 89. Til at foretage likvidationen af et anpartsselskab vælger

generalforsamlingen en eller flere likvidatorer.

Stk. 2. Anspartshavere, der ejer en fjerdedel af indskudskapitalen,

har ret til på generalforsamlingen at vælge en likvidator til

sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage

likvidationen.

Stk. 3. Generalforsamlingen kan beslutte, at skifteretten skal

udnævne likvidatorer. Skifteretten fastsætter det vederlag, det

likviderende selskab skal yde de af retten udnævnte likvidatorer.

Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til arbejdets

omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og

det under de givne omstændigheder opnåede resultat.

--/

§ 89. Til at foretage likvidationen af et anpartsselskab vælger generalforsamlingen en eller flere likvidatorer.

Stk. 2. Anpartshavere, der ejer en fjerdedel af indskudskapitalen, har ret til på generalforsamlingen at vælge en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen.

Stk. 3. Generalforsamlingen kan beslutte, at skifteretten skal udnævne likvidatorer. Skifteretten fastsætter det vederlag, det likviderende selskab skal yde de af retten udnævnte likvidatorer.

/--

Versioner

  1. 1988-05-21