Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00142@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

DØDENS KONSTATERING

§ 1. En persons død kan konstateres

1) ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, eller

2) ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

§ 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser om de undersøgelser,

der skal foretages for at konstatere dødens indtræden efter § 1,

nr. 2.

Kapitel 2

LIGSYN M.V. LIGSYN

§ 3. Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er

indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages, og dødsmåde og

dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Stk. 2. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller

lignende institution, foretages ligsyn af en af de læger, der her

har deltaget i patientens behandling.

Stk. 3. I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige

læge eller dennes stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge

efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder

denne at have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også

til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages af denne

læge.

Stk. 4. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til

foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes

sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller

at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

INDBERETNING TIL POLITIET

§ 4. Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive

indberetning til politiet:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller

ulykkestilfælde,

2) når en person findes død,

3) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige

grunde,

4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en

erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring,

5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig

hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af

sygdom,

6) når dødsfald forekommer i kriminalforsorgens institutioner, eller

7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet

skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have

politimæssig interesse.

Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives

den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af den ledende læge.

RETSLÆGELIGT (MEDICO-LEGALT) LIGSYN

§ 5. I de tilfælde, der er nævnt i § 4, iværksættes retslægeligt

ligsyn.

Stk. 2. Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:

1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er

indtrådt nogen tid efter ulykken, og politiet efter de

tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er

uden politimæssig interesse,

2) ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6,

såfremt der mellem politiet og embedslægen er enighed om, at de

tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger

naturlig død,

3) ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, såfremt

embedslægen finder, at de tilvejebragte oplysninger med

tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, og

4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er

antaget at kunne have politimæssig interesse, såfremt politiet

efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om

naturlig død.

§ 6. Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og en embedslæge i

forening.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter indhentet erklæring fra

Sundhedsstyrelsen meddele andre læger tilladelse til at deltage i

retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde

kan en af politimesteren udpeget læge deltage.

DØDSATTEST

§ 7. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er

dødsfaldet indberettet til politiet efter § 4, må dødsattest kun

udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver

anledning til retslægeligt ligsyn. Er der foretaget retslægeligt

ligsyn, udstedes dødsattesten af den læge, der har deltaget heri.

Stk. 2. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet,

førend dødsattest er udstedt. Er dødsattesten udfærdiget efter

retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med

politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget

begraves, brændes eller føres ud af landet.

OMSORG FOR LIG

§ 8. En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes

under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal

den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til

lighus, før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er

afsluttet, og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i

kiste eller føres til kapel.

Kapitel 3

OBDUKTION

Retslægelig (medico-legal) obduktion

§ 9. Retslægelig obduktion skal foretages:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, eller muligheden

heraf ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes, eller

obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre, at der senere kan

opstå mistanke herom,

2) når dødsmåden i øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig

sikkerhed ved det retslægelige ligsyn, eller

3) når dødsårsagen ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved

det retslægelige ligsyn og yderligere retsmedicinske undersøgelser

af politimæssige grunde skønnes påkrævet.

Stk. 2. Skønnes almen interesse i øvrigt at kræve en særlig

undersøgelse af dødsårsagen ved bestemte grupper af dødsfald, kan

justitsministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen

bestemme, at der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig

obduktion.

§ 10. Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet.

Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der udpeges af

justitsministeren, sammen med en embedslæge eller en anden læge,

der repræsenterer denne.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste,

førend obduktion foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at

der vil blive foretaget obduktion. Den pågældende skal samtidig

gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

DOMSTOLSPRØVELSE

§ 11. Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion,

skal politiet inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden

af beslutningen herom for retten.

Stk. 2. Sagen behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens

afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan kun ske

inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 949, stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I de i § 9, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages,

inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende

fare for, at øjemedet ellers vil forspildes.

LÆGEVIDENSKABELIG OBDUKTION

§ 12. Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed kan efter reglerne i stk.

2-5 foretages på en person, som er død på eller som død er

indbragt til et sygehus eller en lignende institution.

Stk. 2. Obduktion må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18.

år skriftligt har givet sit samtykke til obduktion. I andre

tilfælde må obdution ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes

nærmeste har udtalt sig derimod eller indgrebet må antages at

stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse, eller

såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste,

hvis opholdssted kendes, underrettes om den påtænkte obduktion og

om, at de kan modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter

underretningen. Obduktion må tidligst foretages 6 timer efter

denne underretning, medmindre afdødes nærmeste forinden har givet

samtykke til obduktion.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt

forældremyndighedens indehaver har samtykket heri.

Stk. 5. Obduktion må ikke finde sted, såfremt der skal foretages

retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.

Kapitel 4

TRANSPLANTATION. TRANSPLANTATION FRA LEVENDE PERSONER

§ 13. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan

væv og andet biologisk materiale udtages i personens levende live

til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt

ganske særlige grunde taler derfor, kan indgreb dog foretages med

samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af

forældremyndighedens indehaver.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have

modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om

risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den

pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og

samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende

fare for personen.

TRANSPLANTATION FRA AFDØDE PERSONER

§ 14. Fra en afdød person, som efter sit fyldte 18. år skriftligt har

truffet bestemmelse herom, kan væv og andet biologisk materiale

udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet

menneske eller til videnskabelig brug.

§ 15. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et

sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk

materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos

et andet menneske efter reglerne i stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indgrebet må ikke foretages, såfremt afdøde eller afdødes

nærmeste har udtalt sig derimod, eller indgrebet må antages at

stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse, eller

såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun

foretages, såfremt afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes, har

givet samtykke til det påtænkte indgreb.

§ 16. Udtagelse af væv m.v. efter §§ 13-15 må kun foretages af læger,

der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som

Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil. Dette gælder dog ikke i

tilfælde, hvor en person i medfør af § 14 har truffet bestemmelse

om anvendelse af sit lig til videnskabelig brug.

Stk. 2. Indgreb efter §§ 14 og 15 må ikke foretages af de læger, der

har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har

konstateret personens død.

Stk. 3. Indgreb efter §§ 14 og 15 må ikke finde sted, såfremt der

skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion,

medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for

resultatet af undersøgelsen.

Kapitel 5

ANDRE BESTEMMELSER

§ 17. For andre indgreb på en afdød end nævnt i kapitel 3 og 4,

gælder reglerne i §§ 15 og 16.

§ 18. Loven finder tilsvarende anvendelse på dødfødte personer.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre

hudpartier samt andre mindre indgreb, der ganske må ligestilles

hermed.

§ 19. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af

lig, om foretagelse af ligsyn og om obduktion samt om

dødsattester.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke

må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede

dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft

en særlig tilknytning til.

Stk. 3. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under

militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i

stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og

retslægelig obduktion.

Kapitel 6

STRAF- OG IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER M.V.

§ 20. Overtrædelse af § 3, § 4, § 7 og § 8 straffes med bøde.

Stk. 2. Den, der uden at lovens betingelser herfor er opfyldt,

udtager væv og andet biologisk materiale til behandling af sygdom

eller legemsskade, foretager obduktion i lægevidenskabeligt øjemed

eller indgreb efter § 17, straffes med bøde, medmindre højere

straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. oktober 1987.

Stk. 2. Samtidig ophæves:

1) Lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

og

2) lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. Indledning

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer på to væsentlige

punkter: En indførelse af hjernedødskriteriet som et supplerende

dødskriterium og regler om samtykke fra de pårørende til

lægevidenskabelig obduktion og til transplantation.

Endvidere indeholder lovforslaget regler om samtykke ved udtagelse af

væv og andet biologisk materiale til videnskabelig brug, i

undervisningsmæssigt øjemed og til fremstilling af medicin.

Lovforslaget omfatter i øvrigt de gældende regler i ligsynsloven og

loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

(transplantationsloven), der således foreslås samlet i een lov.

2. DØDSKRITERIET

a. Det gældende dødskriterium er HJERTE

dødskriteriet. Dette er ikke udtrykkeligt fastsat i lovgivningen, men

følger af forarbejderne til transplantationsloven, lov nr. 246 af

9. juni 1967. I betænkning nr. 454 fra 1967 vedrørende lovgivning

om transplantation, der ligger til grund for loven, anføres det

således side 21: »Dødens indtræden må være konstateret ved, at

spontant åndedræt og spontan hjertevirksomhed er ophørt og

hjernevirksomhed totalt og uopretteligt ophævet.«

I lovforslaget foreslås, at der ved lov indføres en adgang til at

kunne konstatere dødens indtræden efter et HJERNEdødskriterium.

Det nuværende hjertedødskriterium foreslås samtidig opretholdt som

et selvstændigt dødskriterium, således at dødens indtræden kan

konstateres ENTEN efter det hidtidigt gældende hjertedødskriterium

ELLER efter et hjernedødskriterium (lovforslagets § 1).

Hovedformålene med at indføre et hjernedødskriterium er følgende:

Den lægevidenskabelige udvikling har gjort, at det uoprettelige ophør

af al hjernefunktion (hjernedød) nu kan konstateres med

fuldstændig sikkerhed. Når en person er hjernedød, er hjertedødens

indtræden uafvendelig og kan alene kunstigt udskydes i normalt

højst op til 1-2 uger ved brug af respirator. Man kan med andre

ord - uanset alle forholdsregler og behandlingsformer ikke hindre,

at den ophørte hjernefunktion altid følges af endelig

hjertestandsning. Er hjernedød konstateret, er enhver behandling i

patientens interesse derfor umulig, idet der under ingen

omstændigheder er nogen chance for overlevelse, og behandling ved

brug af respirator er således en udsigtsløs maskinel opretholdelse

af visse funktioner hos et menneske, der er dødt. På denne

baggrund kan den nævnte behandling derfor i visse tilfælde

forekomme at være uetisk, og det kan forvolde de nært pårørende

yderligere smerte at skulle overvære, at der i en længere periode

foretages behandling af en person, som lægerne med sikkerhed har

erklæret allerede er (hjerne-)død. I disse situationer har de

pårørende som oftest et intenst ønske om, at en meningsløs brug af

respirator bringes til ophør, således at døden opleves på en

værdig måde.

En indførelse af et hjernedødskriterium kan derfor begrundes både ud

fra lægelige og etiske synspunkter. Det vil samtidig betyde, at

man ajourfører dødskriteriet, således at dette bringes i

overensstemmelse med den lægevidenskabelige udvikling. Det vil

endvidere betyde, at det med loven præciseres, at lægelig

behandling kan ophøre, når hjernedød er konstateret.

Hertil kommer, at der i dag foretages ca. 200 nyretransplantationer

årligt. Nyrerne udtages, efter at hjertet er holdt op med at

fungere, og døden således er konstateret efter det gældende

hjertedødskriterium. Indføres der en adgang til at kunne

konstatere dødens indtræden efter et hjernedødskriterium, vil det

betyde, at nyrerne kan udtages i den ved brug af respirator

kunstigt forlængede fase, der ligger mellem det tidspunkt, hvor al

hjernefunktion er uopretteligt ophørt, og det tidspunkt, hvor

hjertets pumpefunktion uopretteligt ophører. Dette vil efter de

foreliggende lægevidenskabelige oplysninger indebære, at den

behandlingsform, der består i de nuværende nyretransplantationer,

kan foretages under optimale betingelser, og at organmodtageren

dermed vil få en bedre og mere levedygtig nyre.

I øvrigt kan det nævnes, at det i de vesteuropæiske lande i dag kun

er Sverige - ud over Danmark der ikke anerkender

hjernedødskriteriet. I Sverige forventes lovforslag om indførelse

af hjernedødskriteriet imidlertid fremsat i indeværende

rigsdagssamling.

B. Et udvalg under Sundhedsstyrelsen har i 1985 afgivet en

redegørelse om transplantation af hjerte, lunge, bugspytkirtel og

lever i Danmark. Redegørelsen indeholder (i kapitel 3) en af en

arbejdsgruppe udarbejdet gennemgang af, hvilken betydning en

eventuel iværksættelse af een eller flere af de nævnte

behandlingsformer vil få for det gældende dødskriterium.

Redegørelsen er optaget som bilag 1 til lovforslaget. I

redegørelsen anføres, at hjerte, lever og lunge - i modsætning til

bugspytkirtel (og nyrer) - kun kan bringes til at fungere efter

transplantation, hvis de udtages, mens donorhjertet stadig pumper

iltet blod gennem organerne. Skal sådanne transplantationer

foretages i Danmark, forudsætter det således, at dødens indtræden

kan konstateres efter et hjernedødskriterium, dvs., at

lovgivningen giver mulighed for udtagelse af de nævnte organer

efter uopretteligt ophør af hjernefunktionen, men før ophør af

hjertefunktionen.

En indførelse af et hjernedødskriterium vil derfor betyde, at der

lovgivningsmæssigt ikke vil være noget til hinder for at foretage

transplantationer af hjerte og lever.

Justitsministeriet kan i den forbindelse efter drøftelse med

Indenrigsministeriet oplyse, at spørgsmålet om, hvorvidt disse

behandlingsformer skal indføres i Danmark - og i bekræftende fald

på hvilke sygehuse og i hvilken takt - er et generelt

sundhedspolitisk spørgsmål, som der derfor ikke tages stilling til

med dette lovforslag.

Det er i øvrigt regeringens opfattelse, at det bør være de

myndigheder, der er ansvarlige for sygehusvæsenets drift - dvs.

amtsrådene og Københavns og Frederiksberg Kommuner - som ud fra en

prioritering af behov og ressourcer tager stilling til indførelsen

af de nævnte behandlingsformer. Det er i den forbindelse

regeringens udgangspunkt, at gennemførelse af hjerte- og

levertransplantationer i Danmark i givet fald må ske ved

omprioriteringer inden for de eksisterende bevillingsrammer til

sygehusvæsenet.

C. Som nævnt kan hjernedød konstateres med fuldstændig sikkerhed,

således at fejldiagnostik er udelukket. Hjernedøden konstateres

ved en klinisk undersøgelse, i visse tilfælde suppleret med

tekniske undersøgelser. Dødens indtræden efter et

hjernedødskriterium kræver således lægelig uddannelse og specielt

undersøgelsesudstyr, og hjernedøden kan derfor kun konstateres på

et hospital af læger med særlig ekspertise.

Hjernedøden kan ikke - som hjertedøden - konstateres af lægfolk. I

praksis vil det endvidere kun være i yderst få tilfælde, at dødens

indtræden vil blive konstateret efter et hjernedødskriterium. I

Sverige antages det således, at dødens indtræden efter indførelsen

af et hjernedødskriterium i 99 af 100 tilfælde fortsat vil blive

konstateret efter et hjertedødskriterium.

På denne baggrund foreslås det at opretholde det nuværende

hjertedødskriterium som et selvstændigt dødskriterium. Det helt

overvejende antal dødsfald vil derfor også efter indførelsen af et

hjernedødskriterium blive konstateret som hidtil, nemlig efter et

hjertedødskriterium.

Endvidere foreslås det, at Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser

om de undersøgelser, der skal foretages for at konstatere dødens

indtræden efter et hjernedødskriterium (lovforslagets § 2). Disse

bestemmelser indeholder en angivelse af de undersøgelser, der SKAL

foretages, for at det uoprettelige ophør af al hjernefunktion kan

konstateres, dvs. bestemmelser om diagnosemetoden eller

diagnosticeringen af hjernedød.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 2 og til lovforslagets

bilag 2 og 3. Bilag 2 indeholder det cirkulære, som

Sundhedsstyrelsen vil udstede om dødens konstatering efter et

hjernedødskriterium.

På baggrund af den væsentlige betydning, som lovgivningsmagten må

tillægge disse regler, vil cirkulæret kun blive ændret på grundlag

af en ændring af selve loven.

D. Det må i øvrigt understreges, at dette lovforslag alene vedrører

spørgsmålet om dødens konstatering samt forhold, der tidsmæssigt

ligger EFTER dødens indtræden (ligsyn, obduktion, transplantation

m.v.).

Lovforslaget regulerer således ikke spørgsmålet om den lægelige

behandling af levende personer, herunder af patienter, der lider

af alvorlig eller uhelbredelig sygdom. Denne behandling skal

foretages som hidtil, dvs. i overensstemmelse med almindeligt

anerkendte principper for lægers handlemåde og under ansvar bl.a.

efter lægeloven.

I tilknytning hertil kan det oplyses, at det i forbindelse med et

forslag til folketingsbeslutning om lægers og patienters

retsstilling vedrørende behandling af patienter, som ikke ønsker

udsigtsløs livsforlængende behandling, er besluttet at nedsætte et

udvalg om disse spørgsmål. Udvalget har bl.a. til opgave at

gennemgå de strafferetlige spørgsmål vedrørende lægers adgang til

at standse eller undlade at påbegynde en behandling, som må anses

for nytteløs, eller som alene tilsigter at udskyde en naturlig

afslutning på livet. Udvalget skal endvidere overveje behovet for

eventuelle nye regler på området og i givet fald udarbejde forslag

hertil.

Endelig kan det nævnes, at lovforslaget indeholder en bestemmelse om,

at transplantation ikke må foretages af de læger, der har

behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har konstateret

personens død.

3. SAMTYKKE FRA DE PÅRØRENDE TIL LÆGEVIDENSKABELIG OBDUKTION OG TIL

TRANSPLANTATION

A. LÆGEVIDENSKABELIG OBDUKTION

Efter loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

(transplantationsloven) kræves der ikke samtykke til

lægevidenskabelig obduktion (også kaldet hospitalsobduktion).

Obduktion må dog tidligst begyndes 6 timer efter, at de nærmeste

pårørende, hvis opholdssted kendes, er UNDERRETTET OM DØDSFALDET.

Dette gælder dog ikke, hvis afdøde efter sit fyldte 18. år

skriftligt har givet samtykke til obduktion, eller de nærmeste har

givet et sådant samtykke efter underretningen om dødsfaldet.

Lægevidenskabelig obduktion må ikke foretages, såfremt afdøde eller

afdødes nærmeste har udtalt sig derimod, såfremt indgrebet må

antages at stride imod afdødes eller hans nærmestes

livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt

taler imod indgrebet.

I lovforslaget foreslås, at kravene til foretagelse af

lægevidenskabelig obduktion skærpes, således at der indføres et

krav om INDIREKTE ELLER STILTIENDE SAMTYKKE fra de nærmeste

pårørende i de tilfælde, hvor de pårørende i dag alene skal

underrettes om dødsfaldet. Lovforslaget går ud på, at afdødes

nærmeste, hvis opholdssted kendes, skal underrettes om den

påtænkte obduktion og om, AT DE KAN MODSÆTTE SIG OBDUKTION INDEN

FOR 6 TIMER EFTER UNDERRETNINGEN. Obduktion må tidligst foretages

6 timer efter denne underretning, medmindre afdødes nærmeste

forinden har givet samtykke til obduktion. Modsætter de nærmeste

sig obduktion, må obduktion ikke foretages.

Ved obduktion af PERSONER UNDER 18 ÅR foreslås der dog indført et

krav om DIREKTE ELLER UDTRYKKELIGT SAMTYKKE FRA

FORæLDREMYNDIGHEDENS INDEHAVER.

Baggrunden for denne del af lovforslaget er følgende:

Det må principielt anses for rigtigst, at de pårørende ikke kun

underrettes om dødsfaldet, men også om en påtænkt obduktion og

deres adgang efter loven til at modsætte sig indgrebet.

Det må antages, at de pårørende i dag i almindelighed ikke

underrettes om en påtænkt obduktion m.v. I den forbindelse kan

oplyses, at Sundhedsstyrelsen i april 1986 anmodede 11 medicinske

og 10 kirurgiske hospitalsafdelinger om oplysninger om, hvordan de

pårørende orienteres om dødsfald, og om der eventuelt orienteres

om en påtænkt obduktion, herunder om adgangen til at modsætte sig

obduktion.

Af besvarelserne fremgår, at man på ingen af disse afdelinger

rutinemæssigt orienterer om en eventuel påtænkt obduktion. Der

synes dog at være en stigende tendens til, at de pårørende stiller

spørgsmål om obduktion. Det er i øvrigt sjældent, at der nedlægges

forbud mod obduktion.

Det kan endvidere oplyses, at den tidligere nævnte arbejdsgruppe

vedrørende dødskriteriet og en anden af Sundhedsstyrelsen nedsat

arbejdsgruppe vedrørende lægevidenskabelige obduktioner har

behandlet spørgsmålet om samtykke til lægevidenskabelige

obduktioner. Arbejdsgrupperne har i august 1986 udtalt, at en

udvidet information om obduktion og om reglerne herfor, herunder

om retten til at nægte obduktion, er påkrævet.

I arbejdsgruppen vedrørende obduktioner var der delte meninger om,

hvorvidt en sådan information burde gives generelt eller

individuelt. I arbejdsgruppen vedrørende dødskriteriet var der

enighed om, at der i loven i det mindste måtte stilles krav om, at

de nærmeste pårørende, hvis det var muligt, skal underrettes om,

AT døden er indtrådt, AT der påtænkes foretaget obduktion, og AT

de pårørende har adgang til inden for en frist af 6 timer at

tilkendegive, at de modsætter sig obduktion med den virkning, at

den ikke må foretages.

Nogle medlemmer af arbejdsgrupperne har endelig givet udtryk for, at

der ved obduktion af børn burde kræves et direkte eller

udtrykkeligt samtykke fra forældrene. Dette svarer til den

praksis, der i dag i almindelighed følges på landets

børneafdelinger. Under henvisning hertil og til de særlige

forhold, herunder af følelsesmæssig art, der kan være forbundet

med obduktion af børn, foreslås, at personer under 18 år kun må

obduceres, såfremt forældremyndighedens indehaver har samtykket

heri.

Efter reglerne i ligsynsloven kan der foretages såkaldte retslægelige

obduktioner. Disse obduktioner foretages af politimæssige grunde.

Påtænkes en sådan obduktion foretaget, skal afdødes nærmeste

underrettes herom, såfremt omstændighederne tillader det. Den

pågældende skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at få

spørgsmålet om lovligheden af politiets beslutning om retslægelig

obduktion prøvet af domstolene.

Disse regler foreslås ikke ændret i dette lovforslag, jf.

lovforslagets §§ 9-11. En vedtagelse af lovforslaget vil således

indebære, at der (for så vidt angår voksne personer) principielt

vil gælde ens samtykkeregler ved de to former for obduktion, idet

afdødes nærmeste i begge tilfælde skal underrettes om adgangen til

at modsætte sig obduktion. Forskellen vil reelt alene bestå i, at

retslægelige obduktioner i visse tilfælde kan foretages, selv om

afdødes nærmeste modsætter sig obduktionen.

B.TRANSPLANTATION

Efter reglerne i transplantationsloven kræves der ikke samtykke til

transplantation. Såfremt omstændighederne tillader det, skal

afdødes pårørende imidlertid UNDERRETTES OM DØDSFALDET, før det

påtænkte indgreb foretages. Transplantation må dog ikke foretages,

såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har udtalt sig derimod,

såfremt indgrebet må antages at stride imod afdødes eller hans

nærmestes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i

øvrigt taler imod indgrebet.

I redegørelsen fra arbejdsgruppen vedrørende dødskriteriet foreslås,

at der i det mindste stilles krav om, at nærmeste pårørende, hvis

det er muligt, skal underrettes om adgangen til at modsætte sig

transplantation, dvs. et krav om stiltiende samtykke. Nogle af

arbejdsgruppens medlemmer er dog af den opfattelse, at loven bør

indeholde et krav om udtrykkeligt samtykke til indgrebets

foretagelse.

I arbejdsgruppens redegørelse oplyses det i øvrigt, at der i dag i

almindelighed ikke foretages nyretransplantationer, medmindre

nærmeste pårørende har givet positivt samtykke hertil.

Arbejdsgruppen giver i den forbindelse udtryk for, at der ikke er

grundlag for at ændre denne praksis. Der henvises herom nærmere

til redegørelsen (lovforslagets bilag 1).

På denne baggrund finder Justitsministeriet det rigtigst, at den

nævnte praksis lovfæstes, således at kravet om underretning om

dødsfaldet erstattes af et krav om (udtrykkeligt) samtykke fra

afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes.

C. Som det fremgår af det anførte, foreslås der indført et krav om

stiltiende (indirekte) samtykke ved lægevidenskabelig obduktion

(af voksne personer) og et krav om udtrykkeligt (direkte) samtykke

ved transplantation.

Denne forskel kan bl.a. begrundes med, at lægevidenskabelige

obduktioner foretages ca. 15-20.000 gange årligt mod i dag ca. 200

(nyre-) transplantationer. Hospitalsobduktionerne er - udover af

betydning ved det enkelte dødsfald - desuden af generel og helt

afgørende betydning for lægevidenskaben, herunder for

diagnostikken, sygdomsbehandlingen, forskningen,

dødsårsagsstatistikken m.v. Der kan endvidere være praktiske og

især følelsesmæssige problemer navnlig for de pårørende, forbundet

med et krav om indhentelse af udtrykkeligt samtykke.

Transplantationerne kan i øvrigt i en vis henseende siges at være

mere indgribende - også i etisk forstand - end obduktioner, idet

et organ overføres fra et menneske til et andet. Der kan således

anføres både kvantitative og kvalitative forskelle mellem

transplantationer og obduktioner som begrundelse for en - i hvert

fald formelt set - forskellig retstilstand vedrørende

samtykkespørgsmålet.

Endelig kan det oplyses, at der ikke stilles krav om udtrykkeligt

samtykke til lægevidenskabelige obduktioner i Norge og Sverige. Et

sådant krav stilles imidlertid i Finland. For så vidt angår

transplantation kræves der i ingen af de tre lande udtrykkeligt

samtykke efter de nugældende regler.

4. SAMTYKKE TIL ANDRE INDGREB

Efter de gældende regler i transplantationsloven (loven om udtagelse

af menneskeligt væv m.v.) kan der i forbindelse med

lægevidenskabelige obduktioner udtages væv og andet biologisk

materiale fra en afdød med henblik på fremstilling af medicin. Det

gælder f.eks. udtagelse af hypofyser og bugspytkirtler. Endvidere

kan der i forbindelse med obduktioner foretages en række mindre

indgreb med henblik på transplantation. I praksis drejer det sig

først og fremmest om fjernelse af hornhinder, brusk, knogler samt

hudpartier.

Disse indgreb er hidtil blevet anset for transplantationer, og dette

foreslås ikke ændret.

Det følger heraf, at udtagelse af de nævnte organer m.v. efter

lovforslaget vil kræve udtrykkeligt samtykke fra afdødes nærmeste.

Indgrebene kan dog - som efter gældende retstilstand - foretages,

såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet

bestemmelse herom.

Lovforslaget tilsigter imidlertid ændringer på et enkelt punkt.

Som nævnt ville det følge af lovforslaget, at udtagelse af hornhinder

krævede udtrykkeligt samtykke fra de pårørende. Efter den gældende

bestemmelse i § 9 i transplantationsloven gælder loven ikke for

udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier samt andre

mindre indgreb, der ganske må ligestilles hermed.

Denne bestemmelse foreslås opretholdt (lovforslagets § 18, stk. 2),

og det forudsættes ved vedtagelse af dette lovforslag, at

fjernelse af hornhinder, der i dag er et meget lille indgreb, kan

henføres under denne bestemmelse i lighed med fjernelse af mindre

hudpartier, således at de kan udtages i forbindelse med obduktion

uden et krav om udtrykkeligt samtykke. Det kan i den forbindelse

oplyses, at det ikke umiddelbart er muligt at konstatere, om et

øjes hornhinde er fjernet, og at en hornhinde ved transplantation

kan give en blind person synet igen. Hornhinder kan endvidere

ligesom blod - men i modsætning til nyrer, hjerte, lever og

bugspytkirtel - opbevares med henblik på senere transplantation.

Efter den gældende transplantationslov kan der i forbindelse med

obduktioner endvidere udtages væv og andet biologisk materiale fra

en afdød til videnskabelig brug.

I lovforslaget foreslås, at sådanne indgreb kun må foretages, såfremt

afdødes nærmeste har givet udtrykkeligt samtykke hertil som ved

transplantation (lovforslagets § 17).

Dette skal dog ikke gælde, hvis afdøde efter sit fyldte 18. år

skriftligt har truffet bestemmelse herom, eller indgrebet falder

ind under den ovennævnte undtagelsesbestemmelse om mindre indgreb

(lovforslagets § 18, stk. 2).

Den foreslåede bestemmelse (§ 17) om udtrykkeligt samtykke vil

endvidere omfatte andre indgreb end obduktion og transplantation i

videnskabeligt eller undervisningsmæssigt øjemed, herunder

indøvelse af komplicerede operationsteknikker m.v.

5. NUGÆLDENDE LOVGIVNING

I bilag 4 og 5 til lovforslaget er den gældende lov om ligsyn m.v.

(ligsynsloven) og loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

(transplantationsloven) optrykt.

LOVEN OM UDTAGELSE AF MENNESKELIGT VÆV M.V. blev vedtaget som lov nr.

246 af 9. juni 1967. Der henvises til Folketingstidende 1966-67,

sp. 4488, 4818, 5261 og 5271 samt tillæg A, sp. 2975, og tillæg B,

sp. 1865.

Til grund for lovforslagets udarbejdelse lå betænkning nr. 454 af

1967 vedrørende lovgivning om transplantation

(transplantationsbetænkningen).

Ved § 15 i lov nr. 529 af 19. december 1969 om ændring af forskellige

lovbestemmelser med 21 års aldersgrænser blev lovens aldersgrænse

på 21 år i § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 2 og § 4, stk. 3, 2.

pkt., ændret til 20 år.

Ved § 6 i lov nr. 313 af 10. juni 1976 om ændring af forskellige

lovbestemmelser med 20 års aldersgrænser m.v. blev 20 års

aldersgrænsen i de nævnte bestemmelser ændret til de nugældende 18

år.

Ved § 12, stk. 2, nr. 3, i ligsynsloven, der trådte i kraft den 1.

april 1977, blev § 10, stk. 2, i transplantationsloven ophævet.

Ophævelsen var begrundet i, at den nye ligsynslov ikke indeholdt

en bestemmelse om, at døde personer ikke må tages ud af sengen før

6 timer efter dødens indtræden.

LOV OM LIGSYN M.V. blev vedtaget som lov nr. 279 af 26. maj 1976. Der

henvises til Folketingstidende 1975-76, sp. 133, 557, 9861 og

10076 samt tillæg A, sp. 27, og tillæg B, sp. 1201.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 537 fra

1969 vedrørende revision af ligsynsloven (ligsynsbetænkningen).

Ligsynsloven er ikke senere ændret.

6. LOVFORSLAGETS ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER

Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 2 b er det regeringens

opfattelse, at en eventuel indførelse af hjerte- og

levertransplantationer i Danmark i givet fald bør ske ved

omprioriteringer inden for de eksisterende bevillingsrammer til

sygehusvæsenet.

Lovforslagets bestemmelser om samtykke fra de pårørende til

lægevidenskabelig obduktion og til transplantation skønnes ikke at

medføre økonomiske og administrative konsekvenser af betydning.

7. HØRTE MYNDIGHEDER M.V.

Lovforslaget er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med

Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Lovforslaget er i forbindelse med fremsættelsen sendt til høring hos

bl.a følgende myndigheder og organisationer: Landets amtskommuner,

Københavns og Frederiksberg Kommuner, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd,

Dansk Kommunal Arbejderforbund, Retslægerådet,

Embedslægeforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politidirektøren i København og Rigsadvokaten.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Til kapitel 1 (Dødens konstatering)

Til § 1

Bestemmelsen indeholder lovens regler om dødskriterier. Der henvises

til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Efter bestemmelsen kan dødens indtræden konstateres enten efter det

gældende hjertedødskriterium eller efter hjernedødskriteriet.

Efter lovforslaget består der således ikke nogen pligt til - selv

om det skulle vise sig muligt - at konstatere dødens indtræden

efter et hjernedødskriterium og til i givet fald at iværksætte de

undersøgelser, der er nødvendige for at kunne foretage denne

konstatering. Bestemmelsen pålægger heller ikke lægerne en pligt

til på en hjernedød person at undlade kunstigt at opretholde

hjertets pumpefunktion ved brug af respirator. Disse spørgsmål må

afgøres efter de almindelige lægelige regler, og den nævnte brug

af respirator kan således finde sted ved hjernedøde gravide

kvinder (fødslen er i gang eller nært forestående) og i tilfælde,

hvor særlige hensyn til de pårørende kan begrunde dette i et

kortere tidsrum.

Det er i øvrigt efter Justitsministeriets opfattelse ikke muligt

eller ønskeligt at fastsætte en bestemt tidsgrænse for, hvor længe

en hjernedød person skal kunne forblive i respirator med henblik

på transplantation. I overensstemmelse med den lægelige praksis,

der har udviklet sig på nyretransplantationsområdet, forudsættes

det imidlertid, at den kunstige opretholdelse af åndedræt og

hjernevirksomhed kun må ske, såfremt der findes en bestemt

patient, der hurtigst muligt kan få det nye organ indsat.

Vedrørende § 1 må det i øvrigt fremhæves, at i de dele af

lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges retsvirkning

(arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen

m.v.), vil dødstidspunktet skulle fastsættes til det tidspunkt,

hvor dødens indtræden er konstateret efter § 1, nr. 1 eller 2.

TIL § 2

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til Sundhedsstyrelsen til at

fastsætte bestemmelser om de undersøgelser, der skal foretages for

at konstatere dødens indtræden efter hjernedødskriteriet. Det

cirkulære, som Sundhedsstyrelsen vil udstede i medfør af § 2, er

medtaget som bilag 2. Cirkulæret er udarbejdet i overensstemmelse

med den udredning fra professor John Riishede, som er optaget som

bilag 3 til redegørelsen fra arbejdsgruppen vedrørende

dødskriteriet. Dette bilag er derfor medtaget som bilag 3 til

lovforslaget.

Det fremgår af bilag 2, at det i cirkulæret fastsættes, hvilke

betingelser der skal være opfyldt, for at uopretteligt ophør af al

hjernefunktion kan konstateres ved en klinisk undersøgelse alene,

og hvilke undersøgelser der i den forbindelse skal foretages af,

om hjernestammen fungerer, og om åndedrætscentret kan bringes i

funktion. Endvidere fastsættes, at der i andre tilfælde skal

foretages røntgenfotografering af ophørt blodgennemstrømning i

hjernen eller lignende undersøgelse som dokumentation for

hjernedødens indtræden. I øvrigt fastsættes, at konstateringen

skal foretages under medvirken af to læger, hvoraf den ene skal

være den læge, der har behandlet patienten i den sidste fase af

sygdommen, og at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages

nøjagtige optegnelser i patientjournalen over den fulgte

procedure.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 2 c, vil cirkulæret kun

kunne ændres på grundlag af en ændring af selve loven.

TIL KAPITEL 2 (LIGSYN M.V.)

Bestemmelserne i kapitel 2 svarer med enkelte redaktionelle og

systematiske ændringer til de gældende regler i ligsynslovens §§

1-5 og § 9 om ligsyn, dødsattest og omsorg for lig.

I overensstemmelse med de hidtidige regler kan ligsyn først

foretages, når visse bestemte dødstegn kan iagttages. Ligsyn er en

betingelse for udstedelse af dødsattest, for at føre liget til

kapel og for begravelse.

De nævnte dødstegn skal som hidtil bestå i enten dødsstivhed, døds-

eller ligpletter eller forrådnelse. Disse 3 dødstegn indtræder

noget senere (regnet i timer), efter at døden kan konstateres

efter de egentlige dødskriterier (lovforslagets § 1).

Dette er således baggrunden for, at disse dødstegn ofte betegnes som

de sekundære dødstegn i modsætning til dødskriterierne, der er de

FØRSTE sikre og uomtvistelige tegn på dødens indtræden.

De nærmere regler for fremgangsmåden ved ligsyn er fastsat i et

cirkulære fra Sundhedsstyrelsen. Om baggrunden for reglerne om

ligsyn m.v. henvises i øvrigt til ligsynsbetænkningen side 6 ff og

side 21.

TIL § 3

Bestemmelsen svarer til ligsynsloven § 2, stk. 1-4.

Ligsynslovens § 2, stk. 5, er af systematiske grunde flyttet til

lovforslagets § 19, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan

justitsministeren fastsætte regler om, at en læge ikke må foretage

ligsyn af afdøde, som lægen har haft et særligt

tilknytningsforhold til. Sådanne habilitetsbestemmelser er i dag

fastsat ved bekendtgørelse nr. 46 af 7. februar 1977.

TIL § 4

Bestemmelsen svarer til ligsynslovens § 3.

Dog er loven om arbejdsskadeforsikring nævnt i stk. 1, nr. 4, i

stedet for den nu ophævede ulykkesforsikringslov.

Endvidere er der foretaget en rent redaktionel ændring i stk. 1, nr.

6, idet ordene »fængsler, arresthuse og lignende institutioner«

foreslås ændret til: »kriminalforsorgens institutioner«.

TIL § 5

Bestemmelsen er uændret i forhold til ligsynslovens § 4.

TIL § 6

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til ligsynslovens § 5.

Ændringen består i, at ordet »embedslægen« foreslås erstattet af

»en embedslæge« for at præcisere, at ligsyn foretages af politiet

og EN af de embedslæger, der er tilknyttet den pågældende

embedslægeinstitution.

TIL § 7

Bestemmelsen er uændret i forhold til ligsynslovens § 9.

TIL § 8

Reglen svarer til ligsynslovens § 1.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til ligsynsbetænkningen side

18-20. Det fremgår heraf, at pligten til at anbringe afdøde under

forsvarlige forhold bl.a. er fastsat af hensyn til den

politimæssige interesse i i videst muligt omfang at hindre, at

liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, der kan

indvirke på resultatet af eventuelle retsmedicinske undersøgelser.

Bestemmelsen tilgodeser endvidere bl.a. almindelige

sømmelighedshensyn.

Det kan i øvrigt nævnes, at pligten til at holde den pågældende under

jævnligt tilsyn ophører, når dødens indtræden er konstateret af en

læge, eller når det i øvrigt er åbenbart, at den pågældende er

død.

TIL KAPITEL 3 (OBDUKTION)

Til §§ 9-11

Bestemmelserne er - bortset fra en enkelt rent redaktionel ændring i

§ 10 - uændrede i forhold til ligsynslovens §§ 6-8.

Efter bestemmelsen i § 10, stk. 2, skal underretning af afdødes

nærmeste om den påtænkte retslægelige obduktion m.v. kun

foretages, SÅFREMT OMSTÆNDIGHEDERNE TILLADER DET. Om baggrunden

herfor anføres i ligsynsbetænkningens side 35 følgende:

»Den mulighed, der efter bestemmelsens ordlyd holdes åben, for at

obduktion kan finde sted, selv om det ikke er lykkedes at

underrette de nærmeste om dødsfaldet, vil f.eks. kunne få

betydning i drabssager, hvor det i nogle tilfælde såvel af

efterforskningsmæssige grunde som ud fra et lægeligt synspunkt vil

kunne være af afgørende betydning, at obduktion kan foretages

straks uden at afvente underretning af de nærmeste, hvis

opholdssted måske ikke kendes. . . . Som andre eksempler kan

nævnes opdrivende lig eller andre dødfundne, hvis identitet ikke

umiddelbart kan fastslås, og hvor ligets tilstand tilsiger hurtig

obduktion. I sådanne tilfælde kan selve obduktionen udgøre et

vigtigt led i identifikationsarbejdet.«

TIL § 12

Bestemmelsen vedrører de lægevidenskabelige obduktioner

(hospitalsobduktionerne) og erstatter § 4 og § 5, 1. pkt., i

transplantationsloven.

En lægevidenskabelig obduktion består i den ydre og indre

undersøgelse af et dødt menneskes krop eventuelt med yderligere

undersøgelser, herunder mikroskopi samt visse kemiske og

bakteriologiske undersøgelser.

Obduktion har til formål dels at fastslå den nøjagtige dødsårsag,

dels at få kendskab til den eller de sygdomme, afdøde har lidt af,

og endelig at kunne vurdere den foretagne behandling.

Efter den hidtidige forståelse af ligsynsloven kan der ikke foretages

obduktion, før der ved almindeligt ligsyn er konstateret et af de

tre tidligere nævnte dødstegn: Dødsstivhed, dødspletter eller

forrådnelse. Obduktion kan således først foretages nogen tid (i

størrelsesordenen timer), efter at blodkredsløbet er ophørt. Denne

retstilstand forudsættes opretholdt. Der vil således heller ikke

kunne foretages obduktion i tilfælde, hvor en person er hjernedød

med kunstigt opretholdt kredsløb.

Bestemmelsen indeholder de betingelser, der skal være opfyldt, for at

der kan foretages lægevidenskabelig obduktion.

Såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit

samtykke - og dette i øvrigt ikke må anses for tilbagekaldt eller

ugyldigt - kan obduktion ALTID FORETAGES efter STK. 2, 1. PKT.

Dette svarer til den gældende retstilstand (transplantationslovens

§ 4, stk. 3, 2. pkt.).

Foreligger der ikke et sådant samtykke, må obduktion efter STK. 2, 2.

PKT. ikke foretages, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har

udtalt sig derimod, eller indgrebet må antages at stride mod de

nævntes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i

øvrigt taler mod indgrebet. Dette svarer ligeledes til de gældende

regler (§ 4, stk. 2).

Såfremt ingen af de i stk. 2 nævnte situationer foreligger, hvilket

formentlig oftest vil være tilfældet, skal betingelsen i STK. 3

være opfyldt, før obduktion kan foretages.

Reglen erstatter den gældende lovs § 4, stk. 3, 1. pkt. og 2. pkt.,

2. led. Bestemmelsen udvider sygehusets underretningspligt på 2

punkter. Det er ikke længere tilstrækkeligt kun at give meddelelse

om dødsfaldet. Underretningen skal nu også indeholde oplysning om,

at obduktion påtænkes iværksat, samt oplysning om, at de nærmeste

kan modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter underretningen.

Såfremt der ikke inden fristens udløb er fremkommet et forbud mod

obduktion, kan denne foretages. Dog gælder det efter sidste pkt.,

at obduktion kan foretages inden fristens udløb, såfremt afdødes

nærmeste har givet samtykke til obduktion.

Om baggrunden for at indføre kravet om et sådant stiltiende samtykke

fra afdødes nærmeste, henvises til de almindelige bemærkninger

pkt. 3 a.

Efter bestemmelsen skal sygehuset underrette »AFDØDES NÆRMESTE«. Som

i den gældende transplantationslov og ligsynslov præciseres denne

personkreds ikke nærmere i selve lovteksten, men det forudsættes,

at afgrænsningen foretages i overensstemmelse med hidtidig

praksis. Udtrykket omfatter herefter i hvert fald ægtefælle eller

samlever, slægtninge i lige linje og, alt efter de konkrete

forhold, søskende. Adoptivbørn vil som regel og plejebørn jævnligt

være omfattet af reglen. Bestemmelsen vil efter omstændighederne,

navnlig hvor afdøde ikke har efterladt sig ægtefælle, samlever

eller børn, kunne omfatte slætninge, som afdøde var nært knyttet

til, eller nært besvogrede. Inden for den kreds, som herefter i

det enkelte tilfælde må anses at udgøre afdødes nærmeste, må

forbud mod obduktion fra blot en enkelt normalt afskære indgrebets

foretagelse. Der henvises i øvrigt herom til

transplantationsbetænkningen side 28-29 og ligsynsbetænkningen

side 36.

Det kan i øvrigt nævnes, at Justitsministeriet i cirkulæreskrivelse

nr. 79 af 30. marts 1977 om ligsyn og dødsattester m.v. om

underretningspligten efter ligsynsloven har fastsat følgende:

»Justitsministeriet anmoder politiet om indenfor denne kreds af

»afdødes nærmeste« så vidt muligt først og fremmest at søge at

underrette den person, som har været afdødes samlevende ægtefælle,

eller afdødes myndige børn, eller i givet fald andre, som

umiddelbart kan antages at have haft den nærmeste tilknytning til

afdøde. Der kræves normalt kun underretning af EEN af afdødes

»nærmeste«.'

Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse retningslinier også

bør følges ved underretning om påtænkt lægevidenskabelig

obduktion, dog således, at samlever sidestilles med samlevende

ægtefælle.

Underretningen skal som hidtil kun ske til afdødes nærmeste, såfremt

deres opholdssted kendes. Udtrykket »opholdssted« skal forstås

vidt, således at det også omfatter det formodede opholdssted,

f.eks. et feriested eller lignende. Kan man herefter ikke få fat i

en af de nærmeste, hvis opholdssted kendes, kan obduktionen ikke

foretages, da betingelsen i stk. 3 ikke er opfyldt. Er der

imidlertid ingen pårørende, hvis opholdssted kendes, vil indgrebet

kunne foretages.

STK. 4 indeholder reglen om, at obduktion af personer under 18 år kun

må foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har samtykket

heri. Der henvises herom ligeledes til de almindelige bemærkninger

pkt. 3 a.

Efter transplantationslovens § 4, stk. 1, kan der i forbindelse med

obduktion »udtages væv og andet biologisk materiale«. Denne

tilføjelse foreslås ikke medtaget i lovforslagets § 12, stk. 1,

der således alene vil omfatte obduktion som beskrevet ovenfor. Om

den nærmere baggrund herfor og retsvirkningerne heraf henvises til

de almindelige bemærkninger pkt. 4. Det fremgår heraf, at disse

indgreb enten vil blive reguleret efter reglerne om

transplantation fra afdøde personer (lovforslagets § 15 og § 16)

eller efter lovforslagets § 17 eller § 18, stk. 2.

STK. 5 svarer til transplantationslovens § 5, 1. pkt. Efter reglen,

der er begrundet i efterforskningsmæssige hensyn, må obduktion

ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn

eller retslægelig obduktion.

TIL KAPITEL 4 (TRANSPLANTATION)

Til § 13

Bestemmelsen svarer til transplantationslovens § 1.

Efter den gældende bestemmelse skal samtykke til transplantation fra

en person under 18 år tiltrædes af værgen. I lovforslaget

foreslås, at samtykket skal tiltrædes af forældremyndighedens

indehaver.

Baggrunden for den gældende regel er, at aldersgrænsen ved

transplantationslovens vedtagelse i 1967 som nævnt ovenfor var 21

år. De dagældende regler i myndighedsloven indebar imidlertid, at

man var personlig myndig fra det fyldte 18. år, men først

formueretlig myndig fra det fyldte 21. år. Det var derfor

nødvendigt at lade værgen besidde kompetencen. Efter de

nugældende regler er 18-års grænsen gældende i begge tilfælde, og

det foreslås således nu at henlægge kompetencen til

forældremyndighedens indehaver. Det følger heraf, at personer

under 18 år, der har fået tilladelse til at indgå ægteskab, selv

vil kunne afgive samtykket, idet de ikke er undergivet

forældremyndighed.

TIL § 14

Bestemmelsen svarer til transplantationslovens § 2.

TIL § 15

Bestemmelsen erstatter ligsynslovens § 3.

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov.

I bestemmelsen foreslås i STK. 3, at der indføres et krav om

udtrykkeligt samtykke fra afdødes nærmeste, såfremt deres

opholdssted kendes, for at der kan foretages transplantation fra

en afdød person. Der henvises herom til de almindelige

bemærkninger, pkt. 3 b.

Om fortolkningen af ordene »afdødes nærmeste, hvis opholdssted

kendes«, henvises til bemærkningerne til § 12.

Det er tilstrækkeligt, at der er givet samtykke fra en af de

personer, der i det konkrete tilfælde kan henregnes til afdødes

nærmeste. Det må dog understreges, at der ikke kan antages at

foreligge et samtykke til transplantation, såfremt blot en af de

personer, der hører til kredsen af afdødes nærmeste, har udtalt

sig mod indgrebet, inden dette foretages.

TIL § 16

Stk. 1 svarer til transplantationslovens § 6. Dog er ordet »og«

indsat før sætningen: »som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil«

for at præcisere, at det er lægerne, der godkendes til at foretage

transplantationer, og ikke sygehusene.

STK. 2 og 3 svarer med rent redaktionelle ændringer til

transplantationslovens § 7 og § 5, 2. pkt.

TIL KAPITEL 5 (ANDRE BESTEMMELSER)

Til § 17

Bestemmelsen er ny og vedrører andre indgreb på en afdød end

obduktion og transplantation. Den indebærer, at reglerne om

transplantation fra afdøde personer - dvs. krav om udtrykkeligt

samtykke fra afdødes nærmeste - skal gælde ved disse indgreb.

Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 4.

Det bemærkes i øvrigt, at de nævnte indgreb tillige kan foretages,

såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år har truffet bestemmelse

herom, jf. lovforslagets § 14.

TIL § 18

Efter bestemmelsen i STK. 1, der er uændret i forhold til

ligsynslovens § 10, stk. 1, finder loven tilsvarende anvendelse på

dødfødte personer. Om den hidtidige grænsedragning mellem aborter

og dødfødte børn, der ikke foreslås ændret med dette lovforslag,

udtales i ligsynsbetænkingen følgende (side 38):

»Under den gældende ligsynslov har man fastsat denne grænse til

fostre, der har nået en sådan udvikling, at den 28.

svangerskabsuge må antages at være passeret. Fostre, der kommer

til verden forud for dette tidspunkt, anses for aborter, medens

fostre, der kommer døde til verden efter det nævnte tidspunkt,

anses for dødfødte børn. Kun for så vidt angår dødfødte børn har

man hidtil krævet ligsyn og dødsattest. I alle tilfælde, hvor

fostret har vist livstegn uden for moderens liv, selv om det ikke

er levedygtigt, betragtes det - uanset om det er født før eller

efter 28. svangerskabsuge - som levendefødt, således at de

almindelige regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når

livstegnene er ophørt.«

STK. 2 svarer til transplantationslovens § 9. Der henvises herom til

de almindelige bemærkninger pkt. 4.

TIL § 19

Stk. 1 svarer med sproglige ændringer til ligsynslovens § 10, stk. 2.

I STK. 2 bestemmes, at justitsministeren fastsætter regler, hvorefter

en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn,

udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen

har haft en særlig tilknytning til, dvs. såkaldte

habilitetsregler.

En tilsvarende bestemmelse for så vidt angår ligsyn findes i dag i

ligsynslovens § 2, stk. 5. Der henvises herom til bemærkningerne

til § 3.

Bestemmelsen i STK. 3 svarer til ligsynslovens § 10, stk. 3.

TIL KAPITEL 6 (STRAF, IKRAFTTRÆDEN M.V.)

Til § 20

Bestemmelsen indeholder lovens straffebestemmelser og erstatter de

tilsvarende bestemmelser i transplantationslovens § 8 og i

ligsynslovens § 11.

Det bemærkes i øvrigt, at en overtrædelse af de bestemmelser, som

Sundhedsstyrelsen fastsætter i medfør af § 2 om dødens

konstatering efter hjernedødskriteriet, efter omstændighederne vil

kunne indebære en overtrædelse af den generelle straffebestemmelse

for læger i lægelovens § 18.

TIL § 21

I bestemmelsen foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1987

for bl.a. at gøre det muligt at udstede de nødvendige

administrative forskrifter.

TIL § 22

Bestemmelsen indeholder sædvanligt forbehold vedrørende Færøerne og

Grønland.

Det kan i øvrigt oplyses, at transplantationsloven er sat i kraft for

såvel Færøerne som Grønland ved kongelig anordning af 22. august

1968.

Ligsynsloven er endnu ikke sat i kraft for Færøerne eller Grønland.

Udkast til anordning herom med tilhørende administrative

forskrifter er dog udarbejdet og har været til høring hos de

berørte myndigheder, herunder Færøernes og Grønlands Hjemmestyre.

Disse bestemmelser forventes sat i kraft i 1987.

Bilag 1

KAPITEL 3

REDEGØRELSE FRA ARBEJDSGRUPPEN VEDRØRENDE DØDSKRITERIET

3.1 Indledning

Af kommissoriet for det under planlægnings- og visitationsudvalget

nedsatte udvalg vedrørende transplantation af hjerte, lunge,

bygspytkirtel og lever fremgår det, at det bl.a. er udvalgets

opgave at overveje, hvilken betydning en eventuel iværksættelse af

een eller flere af de i kommissoriet omtalte behandlingsformer vil

få for det gældende dødskriterium.

Dette spørgsmål er i sin biologiske formulering behandlet af de under

hovedudvalget nedsatte arbejdsgrupper vedrørende transplantation

af hjerte/lunge henholdsvis bugspytkirtel/lever, mens

hoveduvalget, for at sikre en mere gennerel og principiel

drøftelse af spørgsmålet vedrørende dødskriteriet, nedsatte en

særlig arbejdsgruppe med følgende sammensætning:

Professor Jørn Henrik Petersen (formand)

Domprovst Rudolph Arendt

Lektor Niels Ole Bernsen

Sygeplejerske, forskningsstipendiat Ulla Fasting

Professor Preben Stuer Lauridsen

Afdelingschef, nu overpræsident G.A. Lustrup

Læge Axel Engberg Pallesen

Professor John Riishede

Fuldmægtig margit Stassen//Kontorchef Niels Øhlenschlæger

Læge Knud Rasmussen og fuldmægtig Lars Kinnerup har fungeret som

sekretariatet for arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen har holdt 8 møder og afgiver hermed sin redegørelse

til udvalget vedrørende transplantation af hjerte, lunge,

bugspytkirtel og lever. Redegørelsen er ledsaget af seks bilag.

Justitsministeriets repræsentant bemærker vedrørende spørgsmålet om

samtykke til udtalelse af menneskeligt væv m.v. til

transplantation, jfr. redegørelsen p. 31, at dette spørgsmål bør

overvejes nærmere, herunder i forbindelse med de igangværende

overvejelser vedrørende spørgsmålet om samtykke til foretagelse af

obduktion i lægevidenskabeligt øjemed.

3.2. Beskrivelse af problemet

I danmark har man i nu snart tyve år foretaget nyretransplantationer.

Viden om de kronisk nyresyge patienters vilkår og deres væsentligt

forbedrede muligheder for overlevelse og forbedret til

livskvalitet ved nyretransplantation er i dag udbredt i

befolkningen. Således henvender pårørende til håbløst syge,

trafikskadede personer sig ofte opfordret til de behandlende læger

for at spørge, om nyredonation i det aktuelle tilfælde er en

mulighed.

Dette viser, at man i det danske samfund har fundet det etisk rigtigt

at komme nyresyge patienter til hjælp på denne måde.

Denne udvikling blev muliggjort gennem vedtagelsen af

transplatationsloven af 1967, der skabte udtrykkelig hjemmel til

at udtage organer fra afdøde i umiddelbar tilknytning til dødens

indtræden. (* 1)

Dette var af særlig betydning for at kunne gennemføre

nyretransplantationer, fordi kun nyrer udtaget før eller

umiddelbart efter hjertets standsning kan bringes til at fungere

efter overførsel til en modtager.

Loven af 1967 gjorde det således muligt at fjerne nyrer til

transplantation, så snart dødens indtræden var konstateret ved

uopretteligt tab af bevisthed, spontant åndedræt og spontan

hjertefunktion, d.v.s., når både hjerne- og hjertefunktionerne var

opretteligt ophørt.

Hjerte, lever og lunge kan imidlertid - i modsætning til nyrer - kun

bringes til at fungere efter transplantation, hvis de udtages,

mens donorhjertet stadig pumper iltet blod gennem dem. (* 2)

Skal sådanne transplantationer foretages i Danmark forudsætter det,

at lovgivningen tillader udtagelse af de nævnte organer efter

uopretteligt ophør af hjernefunktionen, men før ophør af

hjertefunktionen.

Mange lande har i løbet af de senere år ændret deres lovgivning for

at muliggøre transplantation af de nævnte organer. Af de i bilaget

vedrørende dødskriteriet i international sammenhæng omtalte 31

lande, er det kun Sverige og Danmark, der i øjeblikket ikke

anerkender et direkte hjernerelateret dødskriterium. I Sverige er

en lovændring under forberedelse. (* 3)

Omend den danske lovgivning fra 1967 først og fremmest havde sin

aktuelle baggrund i spørgsmålet om transplantation af nyrer fra

afdøde, var den dog i sit sigte også fremtidsorienteret.

Dette fandt udtryk i lovens brug af begrebet »væv og andet biologisk

materiale«, der ikke blot omfattende hud, knoglevæv, hornhinder,

blodkar etc., men også organer som nyre, lever, lunge og hjerte.

Lovforarbejderen (* 4) bemærkede i den sammenhæng, at

transplantationskirurgien endnu på daværende tidspunkt kun

beherskede overførsel af nyrer fra et menneske til et andet, men

at en videre udvikling måtte påregnes. Det var derfor med

anvendelsen af det vide begreb »væv og andet biologisk materiale«

hensigten at formulere et regelsæt, der også dækkede den

fremtidige udvikling.

Den således forudsete udvikling af transplantationskirurgien er nu

nået så langt, at også hjerte og lever kan overføres fra et

menneske til et andet. Sådanne transplantationer udføres i

stigende omfang verden over, og resultaterne bliver stadig bedre.

Ikke alene er en transplantation af disse organer en mulighed, men

det er ved en rrække livstruende sygdomme den eneste foreliggende

behandlingsmulighed. Det spørgsmål, der derfor skal tages stilling

til, er, om man i Danmark vil acceptere, at der skabes mulighed

for at anvende et direkte hjernerelateret dødskriterium i

situationer, hvor det hidtidige hjerterelaterede dødskriterium

stiller sig i hindrende i vejen for iværksættelse af de nævnte

behandlingsformer.

De alment anvendte betegnelser herfor er henholdsvis »hjernedød« og

»hjertedøt«. Det er med betænkelighed, at arbejdsgruppen anvender

disse betegnelser, dels fordi de ikke er videnskabeligt præcise,

dels, og især fordi de i tidligere drøftelser har givet anledning

til en meningsforstyrrende diskussion om, hvorvidt der eksisterede

een eller to slags død, og til en bekymring for, om

»hjernedødskriteriet« var et nyt begreb, som var »opfundet« med

henblik på at skaffe organer til transplantation.

Da det imidlertid er arbejdsgruppens opfattelse, at betegnelserne har

vundet hævd i sproget, og at forsøg på at udskifte dem vil kunne

mistolkes, vil man i denne fremstilling anvende dem og præcisere

deres betydning således:

HJERNEDØD betyder fuldstændigt og uopretteligt ophør af organets

funktion, men ikke nødvendigvis enhver hjernecelles død, mens

HJERTEDØD betyder uopretteligt ophør af hjertets funktion som

pumpe, men ikke nødvendigvis enhver hjertecelles død.

Selvsagt vil en problemstilling vedrørende anerkendelse af et

hjernedødskriterium have mange aspekter, der er vanskelige at tage

stilling til, og som kan fremkalde stærke følelser. Det drejer sig

om livets ophør, og om de konsekvenser, som vores holdning hertil

skal have for både os selv og for vore medmennesker.

Den grundlæggende problemstilling er imidlertid enkel, hvis man ser

bort fra de ressourceproblematikken (* 5) afledte etiske

spørgsmål, og kan formuleres i to SPØRGSMÅL:

1) Vil det være etisk forsvarligt at foretage hjerte-, lunge- og

levertransplantationer i Danmark, når dette forudsætter, at dele

af befolkningen må revidere sin grundlæggende opfattelse af,

hvordan dødsdiagnosen stilles?

2) Vil være etisk forsvarligt at undlade at tilbyde transplantation

til personer, der uden denne behandling i løbet af kort tid vil

dø, når transplantationsmuligheden teknisk set foreligger?

Det etiske dilemma, der ligger i disse to spørgsmål, vedrører os

alle, og ikke kun de grupper af mennesker, som behandler

patienter.

En stillingtagen må bero på en afvejning af:

1) Hensynet til afdødes ønsker og følelser.

2) Hensynet til de pårørendes ønsker og følelser.

3) Hensynet til de patienter, som ikke blot vil have gavn af de nye

behandlingsmuligheder, men hvis liv afhænger deraf.

4) Hensynet til befolkningens sikkerhed.

5) Hensynet til befolkningens etiske og religiøse indstilling.

6) Hensynet til befolkningens tillid til sygehusvæsenet og

lægestanden,

samt en erkendelse og forståelse af nogle få, men fundamentale

kliniske, fysiologiske og biologiske forhold vedrørende

dødsprocessen.

3.3 Dødsprocessen

Tilførsel af iltet blod er en forudsætning for funktion af liv i

ethvert af legemets organer. Afbrydes forsyningen, ophører først

funktionen, og derefter dør organets celler.

Hjertets eneste funktion er at punmp blod ud til organerne inklusive

hjertemuskalatur og hjerne. Det er åndedrættet, der via lungerne,

søger for iltningen af det fremførte blod.

Standser hjertet og dermed kredsløbet, f.eks. på grund af en

blodprop, indtræder der hurtigt bevistløshed og derefter

åndedrætsstandsning. Døden er i så fald indtrådt. Dette forløb

varer højst 4-5 minutter.

Hindres vejrtrækningen og dermed blodets iltning, f.eks. på grund af

kvælning, pumper hjertet blod rundt, der bliver mere og mere

iltfattigt. Personen viser tegn på iltmangel og mister

bevistheden. Når blodet bliver for iltfattigt til at vedligeholde

hjertemuskulaturens pumpefunktion, standser hjertet. Døden er i så

fald indtrådt. Dette forløb kan vare op mod en halv snes minutter.

En svær hjernebeskadigelse, f.eks. på grund af et ulykkestilfælde,

medfører bevisthedsløshed og kan standse åndedrættet

øjeblikkeligt, fordi åndedrættet er styret af hjernens funktion.

Derimod har hjertet sin egen automatik. Det kan derfor pumpe

videre, indtil blodets iltmangel i løbet af få minutter umuliggør

pumpefunktionen.

Oftest vil dog åndedrættet være bevaret hos den bevistløse, men da

kvæstet hjernevæv (som andet væv) svulmer op i det lukkede

kranierum, vil trykket i kraniet stige. Efterhånden vil trykket i

kraniet overstige det blodtryk, der skal føre blodet til hjernen.

Derfor standser blodtilførslen. Efter kun 3-4 minutters manglende

blodtilførsel ophører hjernens funktion. Dermed standses

åndedrættet uopretteligt, mens hjertet pumper videre i nogle

minutter. Så ophører også hjertets pumpefunktion på grund af

blodets iltfattighed.

Hvis man, før hjertets standsning, når at gribe ind med kunstigt

åndedræt, står man med en patient i respirator med en endeligt

udslukt hjernefunktion og en krop, hvis øvrige organer kun holdes

i funktion takket være hjertets automatik og respiratorens

tilførsel af ilt til det cirkulerende blod.

Uanset alle forholdsregler vil hjertet standse i løbet af et par dage

- i sjældne tilfælde et par uger.

Efter den endelige hjertestandsning ophører først funktionen af, og

derefter livet i alle øvrige organer i en rækkefølge, der er

bestemt af deres sårbarhed over for iltmangel. Dette betyder også,

at den sidste celle ikke er død, når dødsattesten skrives.

Døden er således ikke en begivenhed eller en hændelse, men en

tidsfølge af begivenheder, hvor den ene med nødvendighed følger af

den anden. Processens vigtigste trin, ophøret af henholdsvis

hjernens og hjertets funktioner, er i et spontant forløb så tæt

forbundet i tid, at de almindeligvis ikke erkendes særskilt,

hvilket i øvrigt også var uden interesse, før muligheden for

organtransplantationer var tilstede.

Det er ikke hjertets og lungernes funktion i sig selv, som er det

afgørende, men derimod det forhold, at afbrydelseaf

blodcirkulationen uafvendeligt medfører hjernens uigenkaldelige

funktionsophør. Med denne viden om samspillet mellem hjerne-,

hjerte- og lungefunktion klarlægges den medicinske baggrund for

det hidtil anvendte såkaldte hjertedødskriterium.

Det direkte hjerterelaterede dødskriterium er reelt en indirekte

konstatering af hjernefunktionens totale og uigenkaldelige ophør.

Det er på denne baggrund korrekt at betragte det hidtil anvendte

hjertedødskriterium som et INDIREKTE hjernerelateret

dødskriterium.

Det DIREKTE hjernerelaterede dødskriterium, som almindeligvis

benævnes »hjernedødskriteriet«, konstaterer derimod direkte det

totale og uigenkaldelige ophør af hjernens funktion, uden at gå

omvejen over konstatering af bortfald af spontan hjerte- og

lungefunktion.

Det direkte hjernerelaterede dødskriterium finder anvendelse i

situationer, hvor et indirekte kriterium ikke slår til, f.eks. i

situationer, hvor hjerte- og lungefunktionen opretholdes ad

kunstig vej, på trods af samtlige hjernefunktioners bortfald.

Der findes således to principielt forskellige måder til konstatering

af hjernedødens indtræden. Dels en direkte og dels en indirekte.

Uanset om man taler om hjernens eller hjertets funktionsophør, er det

således den samme død, der tales om. Disse funktionsophør er

biologisk og tidsmæssigt dele af samme proces, og kan konstateres

enten ved hjælp af direkte eller indirekte hjernerelaterede

dødskriterier.

Når man på trods heraf er kommet ind på en sondring mellem hjerte- og

hjernedød, skyldes det som ovenfor nævnt, at man ved indgreb har

kunnet løsne den spontane, tidsmæssige sammenhæng mellem de to

stadier i dødsprocessen.

Hvis man før standsningen af hjertets pumpefunktion når at iværksætte

kunstigt åndedræt gennem respirator, kan man herved kunstigt

forlænge den fase af dødsprocessen, der ligger mellem det

tidspunkt, hvor hjernens funktion er uopretteligt ophørt og det

tidspunkt, hvor hjertets pumpefunkton uigenkaldeligt standser; men

man kan ikke hindre, at den ophørte hjernefunktion ALTID følges af

endelig hjertestandsning.

Det er vigtigt at slå fast, at formålet med at sikre åndedrættet

gennem respirator er at tilføre hjernen ilt i den tid, der skal

til for at stille en diagnose og eventuelt at iværksætte en

behandling; men hvis det konstateres, at hjernen ikke længere

fungerer, er overlevelse under ingen omstændigheder mulig.

Døden har altid været og vil altid være en proces, hvor kroppens

forskellige organer successivt ophører med at fungere på grund af

iltmangel, hvorpå cellerne dør.

Som allerede nævnt kan man i dag transplantere hjerte, lunge, lever

og bugspytkirtel. Men en forudsætning for transplantation af de

tre førstnævnte organer er, at de er udtaget af donorer, hvis

hjertepumpe stadig fungerer i kraft af maskinelt opretholdt

åndedræt.

Det spørgsmål, der derfor ud fra de ovenfor nævnte etiske

overvejelser skal tages stilling til, er:

HVAD SAMFUNDET, D.V.S. BORGERNE, ØNSKER AT LÆGERNE SKAL KUNNE

FORETAGE SIG I TRANSPLANTATIONSØJEMED I DEN KUNSTIGT FORLÆNGEDE

FASE I DØDSPROCESSEN MELLEM HJERNENS OG HJERTETS FUNKTIONSOPHØR.

Det er netop i dette kunstigt forlængende interval, at organer med

besvaret kredsløb kan udtages til transplantation.

Vil man gøre dette muligt, må det nugældende dødskriterium, som

hviler på indirekte konstatering af hjernedød, omformuleres og

præciseres således, at direkte konstateret hjernedød i sig selv

bliver gyldigt dødskriterium.

3.4 DØDSKRITERIER

Dødskriterier betyder kendetegn på indtrådt død.

Spørgsmåler om valg af dødskriterium rejser imidlertid uvægerligt det

dybereliggende spørgsmål om, hvad det vil sige at være levende,

respektivt at være død. Dette spørgsmål er der litterært,

filosofisk og religiøst giver utallige svar på. (* 6).

Det fælles i disse svar synes at pege på menneskets forhold til sin

omverden som noget væsentligt. At være i live er ikke blot ikke at

være død, men også - og mere - at have mulighed for i varierende

grad at kunne forstå og erkende sin omverden, at kunne indgå i et

interesseret og emotionelt forhold til andre mennesker, at kunne

registrere, føle og vælge.

Heri ligger også, at f.eks. hjernens eller hjertets aktivitet ikke er

livet, men forudsætninger for livet. Selvom man hos et individ kan

bestemme adskillige livstegn, er igen af disse tegn livet selv,

d.v.s, at livet er mere end samtlige dets forudsætninger. Men

netop dette »mere« synes vanskeligt at indkredse.

Tilsvarende gælder det om døden, at den er andet og mere end

dødstegnene. På grund af deres fundamentale og altomfattende

karakter er det vanskeligt at definere begrebene »liv« og »død«,

selvom de fleste mennesker har en intuitiv forståelse af

begrebernes indhold. Spørgsmålet er, om borgerne på grundlag af

denne intuitive forståelse kan nå til enighed om, hvornår

hændelsesforløbet er så fremskredet og slutresultatet så sikkert,

at de under hensyn til medicinske, filosofiske, etiske, religiøse

og juridiske aspekter vil acceptere, at døden er indtrådt.

Hvad enten tanken er afledt etisk eller religiøst, synes der at være

universel enighed om, at man ikke må slå ihjel. Heraf følger, at

grænsen mellem at være døende og at være død er en grænse,

mennesket ikke selv må sætte. Et dødskriterium skal da netop

angive den grænse, som mennesket ikke kan ophæve og ikke selv må

sætte.

Denne grundlæggende betragtning får betydning for vurderingen af

dødskriteriet.

Vurderingen må ses i lyset af, at kendetegnene på livets ophør er

mange, ja i princippet ubegrænset mange. Det er imidlertid, uanset

hvilket dødskriterium, der anvendes, den samme død, der er tale

om. Dødens begreb ændres ikke ved, at dødskriteriet præciseres.

Allerede i dag gør vi brug af flere sådanne kendetegn, hvortil er

knyttet forskellige medicinske, sociale og retlige virkninger.

Således skal visse af ligsynslovens »sikre dødstegn« (dødsstivhed,

ligpletter, forrådnelse) være til stede, før der må udstedes en

dødsattest. Disse kendetegn indtræder i løbet af få timer efter

hjertets standsning, og er signal til at tilintetgørelse i grav

eller krematorium kan finde sted - og skal finde sted inden otte

dage.

Tilsvarende er hjertedøden signal til, at behandlingsudstyr fjernes,

at pårørende underrettes, at afdøde gøres istand, og at

forberedelse til begravelse m.v. kan påbegyndes.

Der er her således tale om to sæt dødskriterier, der i den kunstigt

forlængende dødsproces er sene kendetegn på død.

I den gældende transplantationslov tales der om udtagelse af væv og

andet biologisk materiale fra LIG, men ikke om, hvordan indtrådt

død skal være konstateret. Det fremgår imidlertid af lovens

forarbejder, at »Dødens indtræden må være konstateret ved, at

spontant åndedræt og spontan hjertevirksomhed er ophørt, og

hjernevirksomheden totalt og uopretteligt ophævet«. (* 7). Det vil

således i en transplantationssammenhæng hverken medicinsk eller

juridisk være tilladt at anse et menneske for dødt, før der er

indtrådt de traditionelle kendetegn på døden i form af især

hjertets funktionsophør.

Dette indirekte hjernerelaterede dødskriterium (hjertedødskriteriet)

har som ethvert andet kriterium både fordele og ulemper.

Det er sledes en fordel, at det formentlig stemmer overens med en

traditionel opfattelse af, hvornår en person er død. Fastholdelse

af kriteriet risikerer derfor ikke at give anledning til

mytedannelser i befolkningen med hensyn til, hvad der populært

sagt kan ske med ens død på sygehusene. Samtidig har disse

kendetegn på død den fordel, at de kan konstateres og kontrolleres

også af lægfolk.

Det forholder sig anderledes med den direkte konstatering af, at

hjernen uopretteligt er ophørt med at fungere. Dette kan kun

konstateres af læger, men det kan konstateres med samme sikkerhed

som de ovenfor nævnte kriterier. Hjernens funktionsophør kan om

fornødent bekræftes og dokumenteres billedmæssigt og med

måleresultater, som dog stadig kun kan vurderes af læger - ganske

som det er tilfældet med diagnostik af de fleste alvorlige

lidelser.

Allerede i dag er der knyttet konsekvenser til hjernens

funktionsophør, idet konstateret hjernedød er signal til, at

respiratorbehandling og al anden behandling afbrydes, medmindre

særlige hensyn til f.eks. familie eller nyredonation motiverer en

fortsættelse. Disse konsekvenser er en følge af, at intet kan

standse dødsprocessen, når hjernefunktionen er ophørt.

Der arbejdes således allerede nu med tre sæt døsdkriterier, der hver

især er knyttet til eet af stadierne i dødsprocessen, og hver især

indebærer sine praktiske konsekvenser.

Hjernedød indtræder tidligt i den kunstigt forlængede dødsproces,

hjertedød sent. Med transplatationsloven fra 1967 drog man den nye

konsekvens af konstateret hjertedød, at organer måtte udtages til

transplantation, hvilket gav mulighed for nyretransplantation, men

ikke for transplantation af hjerte, lever og lunge.

De senere tilkomne muligheder for transplantation af disse organer

gør det nødvendigt at overveje, hvorvidt man vil drage den nye

konsekvens af konstateret hjernedød, at man vil tillade

transplantation af hjerte, lunge og lever, som man i dag afskæres

fra at anvende på grund af hjertedødskriteriet.

Det kan antages, at et direkte hjernerelateret dødskriterium vil

kunne stride mod tilvante forestillinger hos dele af befolkningen

og indebære en risiko for mytedannelser, der kan tænkes at skade

sygehusenes anseelse og tillidsforholdet mellem læger og

patienter.

Af det foregående fremgår, at det er arbejdsgruppens opfattelse:

a) at det er den samme død, der er tale om, uanset dødskriteriet,

b) at døden er en proces, der kan FORSINKES, men ikke standses, når

hjernedød er indtrådt,

c) at hjernedød er og altid har været en del af dødsprocessen,

d) at hjernedød kan konstateres med fuld sikkerhed,

e) at hjernedød er individets død.

Netop af disse grunde opfylder hjernedødskriteriet det fundamentale

krav, at det markerer en grænse, som mennesket ikke selv kan

ophæve, og som det ikke selv sætter.

De patienter, der efter en eventuel lovændring kan komme på tale som

donorer af hjerte og andre organer, vil findes blandt dem, der

tillige er egnede som nyredonorer, d.v.s. blandt patienter med så

svære hjernebeskadigelser, at de er bevistløse, uden spontan

respiration og således henvist til respiratorbehandling. Ved

korrekt undersøgelse er der ingen risiko for, at bevistløshed på

grund af f.eks. forgiftning, andre forbigående

funktionsforstyrrelser i hjernen, eller forårsaget af kurable

eller uopklarede hjernesygdomme kan fjelfortolkes som hjernedød.

Det fremstilles undertiden som om den, der vil foreslå indførelse af

et ændret dødskriterium, pådrager sig et alvorligt ansvar for de

eventuelle skadelige virkninger heraf. Dette er også rigtigt. Men

det er ligså rigtigt, at der er forbundet et ikke mindre alvorligt

ansvar med at ville opretholde tingenes tilstand. At træffe valget

og i den forbindelse at præcisere de forudsætninger, hvorpå valget

er baseret, er i egentligste forstand en politisk opgave.

3.5 ETISKE PROBLEMER

Allerede i det hidtil anførte er der berørt en række etiske

synspunkter og problemer i forbindelse med en eventuel anvendelse

af det direkte hjernerelaterede dødskriterium.

I dette afsnit skal en række yderligere etiske hensyn drøftes, der

alle udspringer af den situation, som foreligger, når en

hospitalsindlagt patients hjernedød er konstateret, og patientens

organer ønskes anvendt til transplantationsformål.

Arbejdsgruppen har drøftet en række særlige etiske aspekter

vedrørende det direkte hjernerelaterede dødskriterium, der kan

rubriceres under følgende punkter:

a) Begrundelsen for at indføre kriteriet i lovgivningen.

b) En ny slags død?

c) Sikkerheden.

d) Kontrolproblemet.

e) Samstykkerproblemet.

f) Andre etiske perspektiver.

AD A) BEGRUNDELSEN FOR AT INDFØRE KRITERIET I LOVGIVNINGEN

I udenlandsk lovgivning har man ønsket at muliggøre udtagning af en

række organer fra en donor i det omtalte tidsrum mellem hjernens

og hjertets funktionsophør.

Til grund herfor ligger naturligvis erkendelsen af dødsprocessens

uafvendelighed, når hjernen ikke længere fungerer.

Når denne afvendelige proces med sikkerhed er påbegyndt, er en

behandling i patientens interesse ikke længere mulig, hvorfor man

da også i praksis afbryder respiratorbehandling og anden

behandling.

Selvom det turde være en selvfølge, ønsker arbejdsgruppen i denne

sammenhæng at understrege, at intet behov for organer og intet

ønske om et optimalt transplantationsresultet kan retfærdiggøre

den mindste afvigelse fra princippet om, at døden er en grænse,

som intet menneske kan ophæve, og som intet menneske må sætte.

Når det er sagt, ønsker man desuden at fremhæve, at diskussionen om

anvendelsen af et direkte hjernerelateret dødskriterium først og

fremmest er af etisk (og almenmenneskelig-politisk) karakter,

omend motiveret af en række tekniske fremskridt.

For arbejdsgruppen er anvendelsen af det direkte hjernerelaterede

dødskriterium i sig selv tilstrækkeligt etisk begrundet, fordi det

i en række tilfælde er en forudsætning for at iværksætte den

eneste mulige behandling.

AD B) EN NY SLAGS DØD?

Debatten om det direkte hjernerelaterede dødskriterium har ved flere

lejligheder fremkaldt indvendinger, som går ud på, at man nu

åbenbart ønsker at indføre en ny slags død, og at man nu vil

identificere en ny biologisk tilstand med »død«, skønt denne

tilstand ikke tidligere havde noget med død at gøre.

Hvis der var hold i sådanne indvendinger, kunne der med megen ret

fremføres etiske og etisk-religiøse betænkeligheder ved

anvendelsen af et direkte hjernerelateret dødskriterium. Som det

imidlertid er fremgået af det tidligere anførte, drejer

spørgsmålet sig alene om samfundets lovgivning om kendetegn på død

i en uafvendelig dødsproces, som altid har været den samme.

Det direkte hjernerelaterede dødskriterium opfylder fuldt ud det

universelle etiske krav til et dødskriterium, der tidligere er

drøftet. Netop derfor har det været etisk velbegrundet at afbryde

respiratorbehandlingen ved indtrådt hjernedød. Diskussionen om

hjernedødskriteriet har således ingen forbindelse med debatten om

»euthanasi« eller dødshjælp.

AD C) SIKKERHEDEN

Den sikkerhed, hvormed hjernens fuldstændige og uoprettelige

funktionsophør kan konstateres, er af central betydning for både

selve hjernedødskriteriet og for en eventuel lovgivning herom. Den

mindste usikkerhed i diagnosticeringen af hjernedød vil være et

afgørende argument imod anvendelsen af det direkte

hjernerelaterede dødskriterium.

Kravet om dødskriteriets sikkerhed er af etisk karakter. Bedømmelsen

af, hvorvidt kravet om sikkerhed er opfyldt, er derimod et

lægefagligt spørgsmål.

Som ovenfor nævnt vil et direkte hjernerelateret dødskriterium

betyde, at konstatering af dødens indtræden vil blive et

ekspertspørgsmål og ikke en sag, som almindelige mennesker kan

vurdere. I praksis har det hidtil været overladt til læger at

fastslå dødens indtræden, men dette er sket på grundlag af

kriterier, som har kunnet iagttages af ethvert menneske.

Da spørgsmålet om liv og død er et almenmenneskeligt spørgsmål, må

det umiddelbart fremtræde som det mest forsvarlige, hvis det kunne

afgøres på grundlag af kendetegn, som alle og enhver kunne

konstatere. Dette vil uden tvivl af de fleste mennesker blive

opfattet som det mest betryggende.

På den anden side er det utvivlsomt også et udbredt ønske, at

muligheden for at redde eller restaurere menneskeliv gennem

transplantation udnyttes. Dette kan nødvendiggøre en accept af, at

konstateringen af dødens indtræden i en række tilfælde må

overlades til eksperter.

Accepten kræver naturligvis tillid til lægernes faglige dygtighed og

etiske integritet. Men denne stillid er ikke af anden art, end den

patienter i andre situationer må vise lægerne.

På grundlag af foreliggende informationer (* 8) er det

arbejdsgruppens opfattelse, som er i overensstemmelse med den

internationale sagkundskab, at hjernens totale og uoprettelige

funktionsophør kan diagnosticeres med fuldstændig sikkerhed.

Hvad, der måske kan gøre større eller mindre grupper i befolkningen

betænkelige ved anvendelsen af et direkte hjernerelateret

dødskriterium, er frygten for, at langvarig bevistløshed kan

fejlfortolkes som hjernedød. Ved korrekt undersøgelse er der som

anført p. 27 ingen risiko for, at bevistløshed på grund af f.eks.

forgiftning, ander forbigående funktionsforstyrrelser i hjernen,

eller forårsaget af kurable eller uopklarede hjernesygdomme kan

fejlfortolkes som hjernedød. (* 9).

AD D) KONTROLPROBLEMET

Arbejdsgruppen har især drøftet to spørgsmål i forbindelse med

kontrolproblemet.

Det første spørgsmål drejer sig om opretholdelse af det ufravigelige

princip, at hensynet til eventuelle modtagere af organer ikke bør

influere på behandlingen af de patienter, der eventuelt kan blive

organdonorer. Dette princip må fastholdes uden hensyn til

patientens egne udtrykte ønsker om i givet fald at blive

organdonor, til de pårørendes eventuelle ønsker herom, og til

ønskerne hos det behandlende personale.

Dette pricnips overholdelse sikres i øjeblikket gennem en række

særlige kontrol- eller sikkerhedsregler.

For det første må udtagelsen af væv m.v. kun foretages af læger, der

er ansat på sygehuse (eller lignende institutioner), som

sundhedsstyrelsen har godkendt i henhold til

transplantationslovens § 6, hvilket i praksis sker ved meddelelse

af godkendelse til overlægen ved den pågældende afdeling.

For det andet må indgreb i transplantationsøjemed ikke foretages af

den læge, der har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom.

Udtagelsen af organer fra afdøde skal således foretages af andre

læger. Endvidere fungerer forskellige grupper af

medicinalpersonalets nødvendige medvirken i sig selv som en intern

kontrolforanstaltning.

For det tredje er sygehuse i medfør af lægeloven forpligtet til at

føre ordnede optegnelser over deres behandling af syge og over,

hvad der er iagttaget vedrørende de pågældende sygdomstilfælde.

Det er yderligere et standardvilkår ved sundhedsstyrelsens

godkendelse af sygehusafdelinger til foretagelse af indgreb i

henhold til transplantationsloven, at der skal føres særlige

optegnelser vedrørende disse indgreb i hvert enkelt tilfælde.

Endelig - og måske mere alment - finder alle lægelige aktiviteter

sted under ansvar efter logivningen, herunder lægeloven og den

borgerlige straffelov.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at disse betingelser tilsammen

danner et kontrolsystem, der giver den fornødne sikkerhed, og at

der næppe er grund til at søge dette skærpet. (* 10).

Det andet spørgsmål arbejdsgruppen særligt har overvejet, drejer sig

om dokumentation af selve hjernedødsdiagnosen.

Arbejdsgruppen har i den sammenhæng drøftet, om det var ønskeligt at

supplere de ovenfor omtalte kontrolsystemer med et krav om

obligatorisk røntgenfotografering af ophørt blodgennemstrømning i

hjernen (cerebral angiografi) eller lignende som billedmæssig

dokumentation.

Diagnostisk er denne fremgangsmåde, efter det over for arbejdsgruppen

oplyste, kun nødvendig i tilfælde, hvor der ikke foreligger en

strukturel hjerneskade. En hjernelæsions strukturelle karakter kan

diagnosticeres klinisk, og dens uoprettelighed kan efter en vis

observationstid ligeledes konstateres klinisk. I denne situation,

der omfatter størsteparten af de potentielle donorer, er specielle

undersøgelser overflødige.

Da den kliniske diagnosticering ved korrekt undersøgelse er

betryggende, har arbejdsgruppen ikke fundet anledning til at

foreslå specifikke diagnostiske foranstaltninger. Det kan

overvejes, om sundhedsstyrelsen skal give vejledende

retningslinier på området.

AD E) SAMTYKKEPROBLEMET

Samtykkeproblemet har to sider, nemlig afdødes og de pårørendes

samtykke til transplantation.

Efter de gældende regler kan den, der fyldte 18 år, skriftligt træffe

bestemmelse om, at væv og andet biologisk materiale, herunder

organer, kan udtages fra hans eller hendes lig til behandling af

sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

En sådan bestemmelse har som et naturligt udtryk for det voksne

individs selvbestemmelsesret gyldighed, uanset de pårørendes

holdning. I denne retstilstand bør der efter arbejdsgruppens

mening ikke ske ændring.

Man kunne rejse det spørgsmål, om en sådan tilkendegivelse for at

have gyldighed ved organudtagning på grundlag af et

hjernedødskriterium burde indeholde et udtrykkeligt samtykke

hertil. Ud fra en antagelse om, at den, der har overvejet

spørgsmålet og skriftligt truffet bestemmelse om, hvorledes der

kan eller må forholdes med vedkommendes lig, også vil have

overvejet denne situation, har arbejdsgruppen ment at kunne

besvare spørgsmålet benægtende.

Omvendt er det indlysende, at hvis afdøde skriftligt har modsat sig

organudtagning på grundlag af et hjernedødskriterium, skal et

sådant ønske under alle omstændigheder respekteres.

Udenfor den situation, hvor der foreligger en skriftlig

viljetilkendegivelse fra afdøde, er reglen efter den gældende lov,

at organer til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet

menneske kan udtages fra liget af den, som er død på, eller som

død er indbragt til et sygehus, idet det er en betingelse for

indgrebet, at afdødes pårørende, såfremt omstændighederne tillader

det, underrettes om dødsfaldet.

En undtagelse fra denne hovedregel foreligger, hvis afdøde eller hans

eller hendes nærmeste har udtalt sig mod et sådant indgreb, hvis

indgreb af denne art må antages at stride imod afdødes eller de

nærmestes livsopfattelse, eller hvis særlige forhold i øvrigt

taler imod indgrebet.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de nævnte undtagelser fra

hovedreglen om adgang til organudtagning i transplantationsøjemed

skal opretholdes ved indgreb, der foretages på grundlag af

hjernedødskriteriet. Foreligger der ikke nogen tilkendegivelse fra

afdøde selv, vil retsstillingen derfor bero på de pårørendes

holdning, idet de kan nedlægge forbud mod organudtagning uden at

behøve at begrunde dette. Der er ikke tvivl om, at et sådant

forbud må respekteres.

For så vidt angår de her nævnte transplantationsindgreb, er der

imidlertid enighed i arbejdsgruppen om utilstrækkeligheden af de

nuværende lovbestemmelser, der som nævnt kun foreskriver pligt

til, såfremt omstændighederne tillader det, at underrette de

pårørende om dødsfaldet, men ikke om det påtænkte indgreb med

henhlik på organtransplantation.

Arbejdsgruppens medlemmer er enige om, at der i det mindste må

stilles krav i loven om, at de nærmeste pårørende, hvis det er

muligt, underettes om:

1. at døden er indtrådt eller nært forestående,

2. at der tænkes foretaget indgreb på grundlag af hjernedødskriteriet

og

3. at de har adkomst til, eventuelt inden en vis frist, at

tilkendegive, at de modsætter sig indgrebet med den virkning, at

det ikke må foretages.

Arbejdsgruppen kan gå ind for en ordning af denne art, idet nogle dog

har den opfattelse, at et sådant stiltiende samtykke ikke er nok,

og at loven bør indeholde et krav om udtrykkeligt samtykke til

indgrebets foretagelse, efter at de pårørende er blevet underettet

som nævnt overfor under 1 og 2.

Det forhold, at de nugældende bestemmelser, der ikke sikrer, at de

pårørende er bekendt med deres ret til at forbyde organudtagning,

ikke hidtil at voldt problemer, skyldes sandsynligvis, at de

ansvarlige læger fra nyretransplantationernes start - altså

allerede før den gældende transplantationslov af 1967 - fastlagde

nedennævnte praksis, der stadig efterleves ved

nyretransplantationer, som for tiden er de eneste indgreb, hvor

det er af særlig betydning, at indgrebet foretages snarest muligt

efter hjertefunktionens ophør.

Den nævnte praksis er følgende:

Når hjernedød kan forudses eller er konstateret hos en patient, som

er egnet nyredonor, kontaktes patientens nærmeste pårørende af en

kompetent læge, der oplyser herom, nemlig om den organudtagning,

som påtænkes foretaget efter totalt kredsløbsstop. Samtidig

oplyses om deres ret til at forbyde nyreudtagning, som herefter

kun vil blive foretaget i tilfælde af deres positive samtykke.

Tøven eller usikkerhed hos de pårørende ligestilles med forbud.

Kun i yderst få tilfælde har man udnyttet lovens mulighed for

nyretransplantation, hvor omstændighederen har gjort det umuligt

at underrette de pårørende om dødsfaldet. Oftere har man fundet de

pårørende så berørte af situationen, at man ikke har villet

belaste dem yderligere med transplantationsproblemerne.

Denne praksis har - som forudset - meført et vist tab af egnede

donornyrer. Men den har utvivlsomt også været stærkt medvirkende

til, at der nu kun meget sjældent nedlægges forbud mod

organudtagning i transplantationsøjemed.

Efter arbejdsgruppens skøn foreligger der ikke forhold, som kan

tænkes at motivere en ændring af den nævnte praksis, uanset hvilke

nye organtransplantationer, der måtte blive aktuelle.

Arbejdsgruppens medlemmer er enige om, at valget af samtykkeform,

enten stiltiende eller udtrykkeligt, bør ske efter afvejning af

delvist modstridende hensyn.

På den ene side er der hensynet til de nærmeste pårørende, som under

alle omstændigheder udsættes for den belastning, det er at skulle

tage stilling i en situation, hvor de er påvirket af dødens eller

den forestående døds indtræden, men hvor det må antages at være

mere belastende at skulle give et udtrykkeligt samtykke.

På den anden side er der hensynet til transplantationsvirksomheden,

som vil kunne lide skade, hvis bestemmelserne om adgangen til at

foretage indgreb af denne art ikke er tilstrækkeligt klare.

I øvrigt vil arbejdsgruppen anbefale, at begreberne afdødes

»pårørende« og »nærmeste« overvejes nærmere med henblik på

spørgsmålene om underretning om dødens eller den forestående døds

indtræden, henholdsvis om adgangen til at hindre indgrebets

foretagelse.

Arbejdsgruppen ønsker afslutningsvis at gøre opmærksom på, at den nu

gældende transplantationslovs bestemmelser også omfatter en række

(mindre) indgreb, som f.eks. fjernelse af hornhinder, knogler og

knoglemarv samt større hudpartier. Disse indgreb er i modsætning

til fjernelse af nyrer karakteriseret ved, at indgrebet ikke

behøver at blive foretaget umiddelbart efter dødens indtræden. Det

samme gælder organer, f.eks. hypofyser, der udtages til behandling

af sygdom hos et andet menneske på den måde, at de anvendes til

fremstilling af et lægemiddel.

Arbejdsgruppen har ikke taget stilling til samtykkeproblematikken

m.v. i forbindelse med sådanne indgreb, men vil dog pege på, at

den vil kunne tages op i forbindelse med de tilsvarende spørgsmål

vedrørende obduktioner.

AD F) ANDRE ETISKE PERSPEKTIVER

Indføres hjernedødskriteriet i lovgivningen som dødskriterium,

muliggøres nye transplantationsformer. Samtidig opstår spørgsmålet

om, hvad der i øvrigt, i dag eller i fremtiden, vil være

lægevidenskabelig eller anden interesse i og teknisk mulighed for

at bruge en hjernedød krop med kunstigt opretholdt respiration og

blodkredsløb til. Vi finder det i dag etisk acceptabelt at

opretholde respiration og kredsløb hos en patient 1) med henblik

på transplantation, 2) hvis særlige hensyn til de pårørende taler

derfor, eller 3) hvis en fødsel er i gang eller nært forestående.

Men derudover kunne der, for blot at nævne et par eksemplar, vise

sig lægevidenskabelig interesse for at bruge den hjernedøde krop

til medicinske eksperimenter eller i undervisningen. Dette er kun

eksempler på mulighederne, der i sagens natur ikke lader sig

opregne på en udtømmende måde. Men de viser, at problemet allerede

nu er aktuelt. Samfundet må overveje, hvilke anvendelser det vil

tillade af den hjernedøde krop med kunstigt opretholdt

respiration, og efter hvilke procedurer.

Det er vigtigt at sikre en nøje kontrol med, at eventuelle andre

anvendelser af den hjernedøde krop er videnskabeligt

velbegrundende og etisk acceptable. Indenfor det eksisterende

kontrolapparat overvåger sundhedsstyrelsen området og kan i

påkommende tilfælde udsted retningslinier under hensyn til den

eksisterende lovgivning og tilfældets etiske aspekter.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i den forbindelse må

stilles mindst samme krav til samtykke som i

transplantationstilfælde.

3.6 LOVGIVNINGSPROBLEMET

Der er i arbejdsgruppen enighed om, at anerkendelse af et direkte

hjernerelateret dødskriterium som grundlag for transplantation

under henvisning til bemærkningerne i forarbejderne til den

gældende transplantationslov bør gennemføres i forbindelse med en

ændring af denne lov. (* 11).

Da det ligger uden for både transplantationsudvalgets og

arbejdsgruppens kommissorium at fremkomme med et egentligt

lovforslag, skal arbejdsgruppen alene bemærke, at såfremt der

lovgives på området, bør en lovregel efter arbejdsgruppens

opfattelse have en ganske kortfattet karakter. Som hovedregel bør

nævnes hjernefunktionens fuldstændige og uoprettelige ophør som en

forudsætning for foretagelse af transplantation. Derudover - som

også efter gældende ret - bør man indskrænke sig til en henvisning

til den til enhver tid gældende lægevidenskabelige opfattelse

vedrørende metodikken til at erkende hjernedødens indtræden.

I sammenhæng hermed er det arbejdsgruppens opfattelse, at eventuelle

overvejelser angående et lovgivningsmæssigt enhedskriterium, som

kan eller skal være gældende også for andre retsområders

vedkommende, ikke bør stille sig hindrende i vejen for, at der

allerede nu anerkendes et hjernedødskriterium med gyldighed inden

for transplantationsområde.

Bilag 2

Udkast

SUNDHEDSSTYRELSENS CIRKULÆRE AF. CIRKULæRE OM DøDENS KONSTATERING VED

UOPRETTELIGT OPHøR AF AL HJERNEFUNKTION

(Til landets læger)

I § 1 i lov nr. af om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. er

det fastsat, at en persons død kan konstateres ved påvisning af

- uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed

eller

- uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

I henhold til § 2 i loven fastsætter Sundhedsstyrelsen følgende

vedrørende konstatering af uopretteligt ophør af al

hjernefunktion.

I. HJERNEDØD

Uopretteligt ophør af al hjernefunktion, dvs. diagnosen hjernedød,

kan kun komme på tale hos bevidstløse, reaktionsløse og

respirationsløse patienter i respirator, hvor åndedræt og

hjertefunktion er kunstigt opretholdt.

Hos nævnte patienter kan diagnosen stilles med fuldstændig sikkerhed

på basis af klinisk undersøgelse alene, når følgende betingelser

er opfyldt:

1. Hjernelæsionen skal være kendt, erkendt som strukturel, og som

utilgængelig for behandling samt vurderet som dødelig.

2. Andre, eventuelt blot medvirkende, årsager skal være udelukket.

Ad 1:

Forholdet vil ikke sjældent være oplyst alene af synlige læsioner som

f.eks. store åbne hjernelæsioner. I andre tilfælde vil det fremgå

af specielle undersøgelser, f.eks. CT-scanning. Det kan f.eks.

dreje sig om blødninger i eller uden på hjernen, hjernesvulster

eller ødelæggelse af hjernevæv på grund af traumer eller

tillukning af større blodkar.

Ad 2:

Det drejer sig især om forgiftninger, først og fremmest med alkohol

og sovemidler. Desuden om påvirkning af behandlingsmidler som

narkosemidler, muskellammende stoffer, beroligende medicin og

krampemidler. Yderligere må iltmangelskader efter f.eks.

forbigående kredsløbssvigt (kredsløbsshok, hjertestop) være

udelukket, og det samme gælder sygdomme som hjerne- og

hjernehindebetændelse samt sådanne, som kan medføre for hjernen

skadelige ændringer i blodets sammensætning (f.eks. blodmangel,

nyresvigt, sukkersyge og andre hormonelle lidelser). Endelig må

lavt blodtryk og legemstemperatur under 35 grader celsius

udelukkes som medvirkende årsager. Disse udelukkelser kan i mange

tilfælde foretages umiddelbart på basis af foreliggende

oplysninger og iagttagelser, men i andre tilfælde vil mere eller

mindre tidsrøvende undersøgelser, især laboratoriemæssige, være

nødvendige.

Er betingelserne 1 og 2 IKKE opfyldt eller er der tale om børn, kan

diagnosen uopretteligt ophør af al hjernefunktion ikke stilles på

basis af klinisk undersøgelse alene, og yderligere undersøgelser

vil være nødvendige.

Når hjernedød er konstateret, vil ingen yderligere undersøgelse eller

behandling gavne patienten. II. DEN KLINISKE UNDERSØGELSE AF

HJERNEFUNKTIONEN.

Betingelserne 1 og 2 er opfyldt

Undersøgelsen omfatter de reflekser, der går over hjernestammen,

herunder også undersøgelse af, om respirationscentret kan bringes

i funktion ved maksimal CO2 stimulation.

Konstateres bortfald af disse funktioner, gentages den samlede

undersøgelse efter et tidsinterval, der tilpasses det enkelte

tilfælde, og som hovedregel bør være mindst een time.

Hos patienter, der opfylder betingelserne nævnt under punkt 1 og 2,

vil bortfald af de nævnte funktioner konstateret ved de to

undersøgelser give absolut sikkerhed for uopretteligt ophør af al

hjernefunktion, dvs. hjernedød.

Som hovedregel bør diagnosen hjernedød ikke stilles, før der er

forløbet ca. 6 timer fra indtrådt tab af bevidsthed og spontan

respiration.

III ANDRE DIAGNOSTISKE METODER.

Betingelserne 1 og 2 er ikke opfyldt

Uanset sygdomsårsag medfører langt de fleste dødelige

hjerneaffektioner et hjerneødem, der kan bringe det intrakranielle

tryk op over det systemiske blodtryk, og dermed umuliggøre

tilførsel af blod til hjernen, hvorved der opstår

kredsløbsstandsning i hjernen.

Dette fænomen kan undersøges ved aorto-cervikal cerebral angiografi.

Under normale forhold vil kontraststof injiceret i aortabuen vise

sig i hjernens kar i løbet af 1 sekund. Hvis der efter 15

sekunders eksponeringer ikke har vist sig kontraststof i hjernens

blodkar, men nok i ekstrakranielle kar, og hvis ny injektion 15

minutter senere giver samme resultat, er ophævet hjernekredsløb og

dermed hjernedød med sikkerhed dokumenteret.

Dersom monitorering af det intrakranielle tryk allerede er etableret

af overvågningshensyn, vil diagnosen hjernedød være absolut

sikker, hvis dette tryk i 30 minutter overstiger det systemiske

blodtryk.

Elektroencefalografi (EEG) er ikke nødvendig i diagnostikken af

hjernedød. Isoelektrisk EEG er ikke ensbetydende med hjernedød.

EEG-aktivitet betyder levende hjernebarkceller og udelukker altså

hjernedød og kan derved være vejledende.

IV ANDRE BESTEMMELSER

Konstatering af en persons død ved uopretteligt ophør af al

hjernefunktion skal foretages under medvirken af to læger, hvoraf

den ene skal være den læge, som har behandlet patienten i den

sidste fase af sygdommen. I øvrigt henvises om de almindelige

habilitetskrav til loven og de i medfør heraf udfærdigede særlige

regler.

Der skal ved konstatering af dødens indtræden i henhold til lovens §

2 i hvert enkelt tilfælde i patientjournalen føres nøjagtige

optegnelser over den fulgte procedure, og herunder angives, hvilke

læger der har medvirket ved konstatering af dødens indtræden.

Bilag 3

HJERNEDØD-DIAGNOSTIK OG DIAGNOSTISK SIKKERHED

AF John Riishede.

I den kunstigt forlængende dødsproces følges hjernedød altid af

hjertedød i løbet af timer til få dage. Hjernedød er således et

»point af no return«, og enhver behandling i patientens interesse

er herefter umulig. Fortsat behandling er nødvendig, dersom

organtransplantation overvejes, men da kun for at sikre

donororganernes brugbarhed. De nyrer, der i løbet af de sidste 25

år har været transplanteret, stammer fra donorer, som er

konstateret hjernedøde, uanset om de er udtaget før eller - som

stadig i Danmark - efter den uafvendelige hjertedød. (Der ses bort

fra det forsvindende lille antal nyrer, der stammer fra levende

donorer).

Diagnosticeringen af hjernedød er den samme uanset dens formål.

Erfaringerne fra de mange års nyretransplantationer kan derfor

direkte anvendes, når det gælder transplantation af også andre

organer som f.eks. hjerte og lever.

Det er indlysende, at diagnosen hjernedød kun overvejes hos

bevistløse, reaktionsløse og respirationsløse patienter i

respirator. Hos sådanne kan diagnosen stilles med fuld sikkerhed,

når følgende betingelser er opfyldte:

1) Hjernelæsionen skal være kendt, erkendt som strukturel, som

utilgængelig for behandling og vurdering som dødelig.

2) Andre, eventuelt blot medvirkende, årsager skal være udelukkede.

AD 1):

Forholdet vil ikke sjældent være oplyst alene af synlige læsioner som

f.eks. store, åbne hjernelæsioner eller knusning af hovedet under

lastbilhjul. I andre tilfælde vil det fremgå af specielle

undersøgelser, nu om dage specielt CT-scanning. Det kan dreje sig

om f.eks. blødninger i eller uden på hjernen, hjernesvulster eller

ødelæggelse af hjernevæv på grund af traumer eller tillukning af

større blodkar.

AD 2):

Det drejer sig især om forgiftninger, først og fremmest med alkohol

og sovemidler. Desuden om påvirkning af behandlingsmidler som

narkosemidler, muskellammende stoffer, beroligende medicin og

krampemidler. Yderligere må iltmangelskader efter f.eks.

forbigående kredsløbssvigt (kredsløbsshock, hjertestop) være

udelukket, og det samme gælder sygdomme som hjerne- og

hjernehindebetændelse samt sådanne, som kan medføre for hjernen

skadelige ændringer i blodets sammensætning (f.eks. blodmangel,

nyresvigt, sukkersyge og andre hormonelle lidelser). Endelig må

lavt blodtryk og legemstemperatur under 35 grader C udelukkes som

medvirkende årsager. Disse udelukkelser kan i mange tilfælde

foretages umiddelbart på basis af foreliggende oplysninger og

iagttagelser, men i andre tilfælde vil mere eller mindre

tidsrøvende undersøgelser, især laboratoriemæssige, være

nødvendige.

Er betingelserne 1) og 2) opfyldt, kan hjernedød men fuld sikkerhed

fastslås ved en klinisk undersøgelse. Det må fortsat erindres, at

det drejer sig om bevistløse, reaktionsløse, respirationsløse

patienter i respirator, med bevaret hjertefunktion - og eventuelt

opretholdt - blodtryk og legemstemperatur. Der undersøges følgende

reflekser, som alle forudsætter funktion af hjernestammen:

- Pupilbevægelser ved belysning;

- Blinken ved berøring af hornhinden;

- Øjenbevægelser ved hoveddrejning og ved indsprøjtning af isvand i

øregangen;

- Tyggemuskelkontraktion ved slag på underkæben;

- Synkebevægelser ved svælgirritation;

- Hoste ved luftrørsirritation;

Desuden undersøges, om hjernestammens respirationscenter kan bringes

i funktion ved maksimal stimulation.

Undersøgelsen af de nævnte reflekser kræver ikke andet udstyr end en

kraftig lampe, en reflekshammer, en vatpind og en sprøjte med

isvand. Undersøgelsen af respirationscentret beror på, at den

spontane respiration forudsætter funktion af dette center, som

»trigges« af blodets kuldioxydindhold. Man lader i 10 minutter

respiratoren levere 100 procent ilt og derefter i 5 minutter 95

procent ilt plus 5 procent kuldioxyd. Herved opnås dels, at der i

blodet og alt blodforsynet væv ophobes så meget ilt, at en

efterfølgende 10 minutters respiratorpause ikke medfører

iltmangel, dels at samme vævs kuldioxydindhold ved pausens start

er højt og ved dens slutning er mere end dobbelt så højt som

nødvendigt for at »trigge« respirationscentret. Udløser den

samlede procedure ikke spontane respirationsbevægelser, er centret

ødelagt. Men respiratorbehandlingen fortsætter, så man mindst en

timer senere kan gentagee samtlige nævnte undersøgelser og derved

afsløre respektivt udelukke enhver usikkerhed.

Ophørt hjernestammefunktion er ensbetydende med ophørt

hjernefunktion, d.v.s. med hjernedød. Dette beror på følgende

anatomiske og fysiologiske fakta:

Hjernestammen er den del af hjernen, som forbinder stor- og

lillehjerne med rygmarven. Den er ca. 5 centimeter lang,

fingertyk, og indeholder a) alle ledningsbaner for udefrakommende

impulser til hjernen (undtagen syns- og lugteimpulser) og for alle

motoriske impulser fra hjernen til resten af legemet, b)

relæstationer for de ovennævnte reflekser, c) centre for bl.a.

respiration, blodtryks- og temperaturregulation samt d) en speciel

struktur, formatio reticularis, der har forbindelser til de

områder af storhjernen, hvis funktion er en forudsætning for bl.a.

bevisthed. Disse områder kan kun fungere, dersom de til stadighed

aktiveres af impulser fra formatio reticularis. Er alene denne del

af hjernestammen ødelagt, vil patienten være bevistløs, men vil

f.eks. kunne trække vejret og have bevaret de tidligere nævnte

reflekser. Disse er i øvrigt udvalgt til undersøgelse af

hjernestammens funktion, fordi netop de sammen med undersøgelsen

af respirationscentrets funktion muliggøre en minutiøs funktionel

kortlægning af strukturen i hele dens udstrækning.

Det vil af det foregående fremgå, at ingen hjernefunktion er mulig

uden hjernestammefunktion- med andre ord, at hjernestammedød er

ensbetydende med hjernedød. Det vil også forstås, at nogle

specialister finder »hjernestammedød« mere korrekt end

»hjernedød«. Arbejdsgruppen har foretrukket at bibeholde

sidstnævnte betegnelse for ikke yderligere at vanskeliggøre

forståelsen af de for ikke-fagfolk utvivlsomt komplicerede

forhold.

Den beskrevne diagnostiske fremgangsmåde anvendes i Danmark og -

eventuelt med uvæsentlige modifikationer - internationalt. Den er

i flere lande nedfældet som en procedurevejledning eller et

procedurekrav. Til dato har ingen dansk patient, hos hvem

hjernedød er konstateret i overensstemmelse med disse krav,

undgået snarlig hjertedød trods fortsat behandling med respirator

m.v., og international faglitteratur indeholder ikke meddelelser

om tilfælde af overleven af en sådan patient.

Det store flertal verden over af organdonorer har været sådanne, der

har opfyldt kravene 1) og 2) jfr. p. 51. Patienter med tab af

bevisthed og spontan respiration af ukendte årsager er principielt

uegnede som organdonorer. Efterforskningen af den ansvarlige

hjerneskades årsag og natur kan nødvendiggøre talrige

undersøgelser og kræve lang tid. Indtil disse forhold er klarlagt,

betragtes hjernens funktionsophør som potientielt reversibelt,

hvilket indebærer, at alle livsbevarende foranstaltninger

fortsættes, og relevante behandlingsmuligheder afprøves. Det er

derfor i denne fase ikke berettiget at stille diagnosen hjernedød

alene på basis af de tidligere beskrevne kliniske undersøgelser.

Imidlertid bevirker mange hjernelidelser, uanset deres årsag og

natur, at hjernens væskeindhold og dermed dens rumfang øges. På

grund af dette såkaldte hjerneødem kan trykket i det lukkende

kranierum stige til værdier, der er højere end blodtrykket i de

pulsårer, som skal føre blod til hjernen. Sker det, afbrydes

hjernens blodforsyning. Efter blot 3-4 minutters iltmangel går

hjernebarkens celler til grunde, og efter højst den dobbelte tid

gælder det samme for hjernestammens celler.

Standsning af hjernekredsløbet kan konstateres ved den såkaldte

cerebrale angiografi. Gennem et tyndt kateter indført i

legemspulsåren (aorta) tæt ved hjertet indsprøjtes et

kontraststof, som giver skygge på røntgenbilleder og med blodet

føres rundt i legemet. Imens optages hurtige serier af

røntgenbilleder af kraniet. Normalt vil kontrasten vise sig i

hjernens blodkar i løbet af 1 sekund og have passeret og forladt

dem i løbet af ca. 8 sekunder. Hvis der i løbet af ca. 15 sekunder

ikke viser sig kontrast i hjernens kar, men nok i alle andre af

hovedets kar, og hvis samme forhold iagttages ved en ny

undersøgelse mindst 15 minutter senere, er kredsløbsstandsning i

hjernen påvist og billedmæssigt dokumenteret, hjernens

funktionsophør dermed erkendt som irreversibelt, og diagnosen

hjernedød fastslået.

Udstyr til cerebral angiografi findes på de fleste større

røntgenafdelinger. I Danmark har den indtil fornylig været brugt i

praktisk taget alle tilfælde af nyretransplantation - dels for

dokumentationens skyld, dels for ved samme undersøgelse at forsyne

nyrekirurgerne med oplysninger om nyrekarrene. I f.eks. Norge er

undersøgelsen obligatorisk. På grund af en vis skadevirkning af

kontraststoffet på donornyrerne vil dens anvendelse i Danmark

formentlig inden længe være begrænset til det strengt nødvendige.

Forskellige andre metoder bygger på samme princip, men anvender

f.eks. radioaktive sporstoffer i blodet i stedet for

røntgenkontrast og følgelig detektorer på kraniet i stedet for

røntgenfotografering af dette. Udstyr hertil findes på alle danske

hospitaler med tilladelse til organtransplantation. Metoderne er i

Danmark lidet anvendt til det omhandlede formål, dels fordi teknik

og resultatfortolkning kræver særlig ekspertise, dels fordi

dokumentationen følgelig er mindre umiddelbar end den cerebrale

angiografis.

Konstatering af, at trykket i kraniet overstiger blodtrykket, er et

indirekte, men ligeledes sikkert bevis for standset hjernekredsløb

og dermed for hjernedød. Metoden forudsætter indførelse af en

trykføler i kraniet gennem et borhul samt rådighed over egnet

udstyr til trykregistrering. Den anvendes næppe uden for de

neurokirurgiske afdelinger.

De her nævnte tekniske metoder kan »skære igennem« al tvivl om

hjernedød og er derfor specielt værdifulde i tilfælde, der ikke

opfylder kravene 1) og 2) som er nævnt p. 51.

Den i forbindelse med hjernedød og transplantation nok mest omtalte

undersøgelsesmetode er elektroencefalografien (EEG). Dens princip

er opsamling, forstærkning og registrering af elektriske signaler

fra storhjernens barkceller via elektroder anbragt på skalpen.

Udstyr hertil findes på alle neuromedicinske og neurokirurgiske

afdelinger. Metodens værdi for diagnosticering af hjernedød har

vist sig at være meget begrænset, og i Danmark anvendes den kun

enkelte steder - og da kritisk og kun vejledende.

KONKLUSIONEN AF OVENSTÅENDE REDEGØRELSE ER:

Hos det flertal af egnede organdonorer, som opfylder de angivne

betingelser, kan hjernedød diagnosticeres med fuld sikkerhed på

basis af kliniske iagttagelser alene.

Hos de øvrige kan diagnosen stilles med fuld sikkerhed ved hjælp af

tilgængelige tekniske metoder.

Ved korrekt gennemført undersøgelse er fejldiagnostik med hensyn til

hjernedød udelukket.

Bilag 4

Lov om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

§ 1. Fra den, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og

andet biologisk materiale udtages i hans levende live til

behandling af sygdom eller legemsskade hos andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt

ganske særlige grunde taler derfor, kan indgreb dog foretages med

samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af

værgen.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have

modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om

risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den

pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og

samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende

fare for ham.

§ 2. Fra liget af den, som efter sit fyldte 18. år skriftligt har

truffet bestemmelse herom, kan væv og andet biologisk materiale

udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos andet

menneske eller til videnskabelig brug.

§ 3. Fra liget af den, som er død på eller som død er indbragt til et

sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk

materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos

andet menneske.

Stk. 2. Indgrebet må ikke foretages, såfremt afdøde eller hans

192 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.

Versioner

1. 1988-05-21