Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00154@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr.

630 af 15. september 1986, foretages følgende ændring:

I § 39 affattes STK. 1 således:

»En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller

børnene.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

Stk. 2. Er der før lovens ikrafttræden anlagt sag til opnåelse af

skilsmisse eller indgivet ansøgning om bevilling til skilsmisse

efter ægteskabslovens § 39, anvendes den hidtidige regel.

Stk. 3. Såfremt begge ægtefæller begærer det, inden endelig dom

afsiges eller bevilling meddeles, kan § 39, som affattet ved § 1,

dog anvendes.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl.

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 432I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 630 af 15. september 1986, foretages

følgende ændring:

§ 39 affattes således:

»§ 39. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle

har udøvet vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Sag må anlægges eller ansøgning om bevilling indgives inden

et år efter, at ægtefællen har været udsat for vold eller er

blevet vidende om volden, dog inden 3 år efter, at den er udøvet.«

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Efter den gældende ægteskabslovs § 39 har en ægtefælle ret til

skilsmisse, når den anden ægtefælle har stræbt denne efter livet

eller har gjort sig skyldig i mishandling af ægtefællen eller

børnene.

Begrebet mishandling er i praksis blevet fortolket så snævert, at det

ikke i skilsmissepraksis har spillet nogen væsentlig rolle ved

siden af forsøg på drab. Dette skyldes en udtalelse i lovens

forarbejder om, at mishandling »ikke omfatter enkelte hug eller

slag eller blot almindelig brutalitet, men en så ilde medfart, at

ægtefællens henholdsvis børnenes legemlige og åndelige velfærd

derved sættes på spil«.

Eksempelvis er bevilling til skilsmisse afslået i et tilfælde, hvor

manden slog hustruen med en ridepisk, væltede hende om på gulvet

og tog kvælertag på hende, og hvor lægeerklæring viste, at hun

havde været i livsfare.

I ægteskabsudvalgets betænkning 697/ 1973 om ægteskabs opløsning

udtaler et flertal i udvalget, at man »finder det ønskeligt, at

betingelserne for bestemmelsens anvendelse lempes. Man foreslår

derfor, at udtrykket »mishandling« udgår, og at en ægtefælle i

stedet skal kunne få skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har

gjort sig skyldig i forsætlig vold af grovere karakter over for

ægtefællen eller børnene. Mildere tilfælde af vold og mere

almindelige husspektakler omfattes derimod ikke af bestemmelsen. I

disse tilfælde vil ægtefællen i stedet kunne få separation. Med

børnene tænkes der ikke alene på parternes fællesbørn, men også

f.eks. stedbørn, som opdrages i ægtefællens hjem'.

Ægteskabsudvalgets betænkning blev afgivet i 1973, men i dag 13 år

efter er der ikke sket nogen ændring af den pågældende

bestemmelse.

Forslagsstillerne finder, at der ligger en helt forældet tankegang

bag den gældende ægteskabslovs § 39, og foreslår derfor en ændring

svarende til den, ægteskabsudvalgets flertal anbefalede.

Der foreslås endvidere en ændring af reglerne om fristen for

sagsanlæg eller ansøgning om skilsmissebevilling. Den ægtefælle,

der har været udsat for vold, skal således indgive begæring om

bevilling eller anlægge sag inden et år efter, at volden er

udøvet, mens der i tilfælde af vold mod børn skal anlægges sag

eller indgives begæring inden 1 år efter, at ægtefællen har fået

kendskab til handlingen, dog senest 3 år efter, at volden er

udøvet.

Versioner

1. 1988-05-21