1986 LSF 155 FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF FORBUD MOD DYRKNING M.V. AF AREALER I TØNDERMARSKEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00155@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Miljøministeren kan forlænge det midlertidige dyrkningsforbud,
der i henhold til § 11 i lov om naturfredning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984, er nedlagt den 17.
marts 1986 for arealer i Ny Frederikskog, Gammel Frederikskog og
Rudbøl Kog i Tøndermarsken. Forlængelsen kan ske for 1 år ad
gangen, dog i alt højst for 2 år.
Stk. 2. Miljøministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra
forbudet.
§ 2. Hvis en lodsejer før den 17. marts 1986 har foretaget
dispositioner med henblik på en udnyttelse af sit areal, som
forbudet forhindrer, og dette har medført udgifter, kan sådanne
udgifter efter anmodning fra ejeren godtgøres denne af staten.
Afgørelse herom træffes af Overfredningsnævnet.
Stk. 2. Overfredningsnævnets afgørelse efter stk. 1 kan påklages til
Taksationskommissionen for Naturfredning.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af
sager om erstatning efter stk. 1, herunder om frister.
§ 3. De regler, der gælder for forbud efter naturfredningsloven,
finder tilsvarende anvendelse på beslutninger efter § 1.
§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 433
§ 1. Miljøministeren kan forlænge det midlertidige dyrkningsforbud,
der i henhold til § 11 i lov om naturfredning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984 er nedlagt den 17.
marts 1986 for arealer i Ny Frederikskog, Gammel Frederikskog og
Rudbøl Kog i Tøndermarsken. Forlængelsen kan ske for 1 år ad
gangen, dog i alt højst for 2 år.
Stk. 2. Miljøministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra
forbudet.
§ 2. Hvis en lodsejer før den 17. marts 1986 har foretaget
dispositioner med henblik på en udnyttelse af sit areal som
forbudet forhindrer, og dette har medført udgifter, kan sådanne
udgifter efter anmodning fra ejeren godtgøres denne af staten.
Afgørelse herom træffes af Overfredningsnævnet.
Stk. 2. Overfredningsnævnets afgørelse efter stk. 1 kan påklages til
Taksationskommissionen for naturfredning.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling
af sager om erstatning efter stk. 1, herunder om frister.
§ 3. De regler, der gælder for forbud efter naturfredningsloven,
finder tilsvarende anvendelse på beslutninger efter § 1.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. marts 1987.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
1. Efter Folketingets behandling af Socialdemokratiets
beslutningsforslag (nr. B. 72) af 28. januar 1986 om bevaring af
Tøndermarsken anmodede miljøministeren ved skrivelse af 3. marts
1986 Fredningsstyrelsen om efter nedlæggelse af et foreløbigt
forbud efter naturfredningslovens § 11 i samarbejde med
arbejdsgruppen om fredning af Tøndermarsken at udarbejde et
foreløbigt fredningsforslag for en del af Tøndermarsken,
omfattende Ny og Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog. Ministeren
anmodede samtidig om en redegørelse for de problemer af teknisk,
økonomisk og anden art, som knytter sig til et sådant forslag.
Den herefter af arbejdsgruppen den 15. september 1986 afgivne
REDEGØRELSE OM FREDNINGSMÆSSIGE OG LANDBRUGSMÆSSIGE SPØRGSMÅL I
TØNDERMARSKEN beskriver de bevaringsmæssige værdier i
Tøndermarsken og påviser, at bevarelsen af naturværdierne ved de
permanente græsningsarealer i Tøndermarsken ikke blot kræver, at
de ikke oppløjes, men at det eksisterende be- og afvandingssystem
med dets pumpeanlæg, kanaler og grøfter opretholdes, istandsættes,
udbygges, vedligeholdes og drives. Det påvises videre, at
bevarelsen af marsken nødvendiggør en stabil landbrugsmæssig drift
i form af afgræsning, hvilket forudsætter, at der skaffes
græssende dyr, hvilket igen er afhængigt af økonomien i
husdyrhold.
Redegørelsen gennemgår fredningsinstituttets anvendelighed på de
forhold, der ønskes reguleret i Tøndermarsken og kommer til det
resultat, at Tøndermarskens størrelse, det udgiftskrævende krav om
opretholdelsen af bevandingssystemet og af afgræsning og de mange
forhold, der varierende spiller ind på afgræsningens økonomi
betyder, at der til den nødvendige drift af dette område er
knyttet problemer af en helt anden karakter og rækkevidde end de
problemer, der normalt opstår på områder, der fredes efter
naturfredningsloven. En fredning anses derfor hverken som egnet
til at sikre en løbende drift med græssende dyr i området eller
drift af bevandingssystemet. Arbejdsgruppen anser det ikke for
udelukket at bruge en fredning på området, men kravene til
opretholdelse af en særlig landbrugsdrift og af bevandingssystemet
m.v. gør, at en fredning langtfra kan stå alene, hvis området skal
sikres.
Under arbejdet med redegørelsen er det derfor blevet arbejdsgruppens
opfattelse, at de bevaringsværdige områder må sikres gennem en
særlig lovgivning, som i princippet skulle træde i kraft, inden
det foreløbige forbud mod oppløjning af området, der er nedlagt
efter naturfredningslovens § 11, udløber den 17. marts 1987.
Det er første gang et område skal søges sikret fredningsmæssigt
gennem en sådan særlig lovgivning, der er tale om et meget stort
område på ca. 2.500 ha, og der er særlige hensyn at tage til den
lokale befolkning. Endvidere er omkostningerne i forbindelse med
en særlig lovgivning vanskelige at skønne over på nuværende
tidspunkt. Arbejdsgruppen har anslået, at de i givet fald vil
ligge i størrelsesordenen 20-50 mill. kr. Fredningsstyrelsen har
derfor indstillet til miljøministeren, at man for at sikre tid til
udarbejdelse af en lovgivning om bevaring af Tøndermarsken og til
de lovede forhandlinger med de lokale myndigheder og lodsejere
søger gennemført det hermed for Folketinget fremlagte forslag til
en midlertidig stoplov til opretholdelsen af det nedlagte forbud
efter naturfredningslovens § 11, hvilket forbud ikke kan forlænges
administrativt.
2. Efter naturfredningsloven kan der nedlægges et foreløbigt forbud
mod, at der retligt eller faktisk foretages noget på en ejendom,
der strider mod en påtænkt fredning. Et sådant forbud gælder
indtil der er foretaget bekendtgørelse i Statstidende af, at en
fredningssag er rejst, dog længst i 1 år. Der findes ikke i
naturfredningsloven hjemmel til at forlænge gyldigheden af et
sådant forbud.
Fredningsstyrelsen nedlagde den 14. marts 1986 et midlertidigt forbud
for alle landbrugsejendomme i Rudbøl Kog, Gammel Frederikskog og
Ny Frederikskog med følgende indhold:
»Fra den 17. marts 1986 er der på forannævnte matr.nr. nedlagt
forbud mod, at der
- foretages opdyrkning, anlæg eller kultivering af de vedvarende
græsarealer og græsarealer i sædskifte,
- foretages dræning eller fornyelse af dræning.«
Forbudet blev nedlagt for alle landbrugsarealer i de 3 koge, uanset
at det ifølge sit indhold alene retter sig mod græsarealerne,
såvel vedvarende græsarealer som sædskiftegræsarealer. Forbudet
omfattede ca. 300 ejendomme.
Som konsekvens af arbejdsgruppens redegørelse og Fredningsstyrelsens
indstilling om, at der udarbejdes en særlig lov om sikring af
Tøndermarsken, jf. ovenfor, fremsættes derfor nu forslag til
midlertidigt forbud mod oppløjning og dræning af de arealer, der
evt. vil blive omfattet af en kommende lov om sikring af
Tøndermarsken.
Det administrative arbejde i forbindelse med loven vil ikke få
bevillingsmæssige konsekvenser.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER
Til § 1
Lovforslaget giver ministeren mulighed for at foretage en forlængelse
af det midlertidige forbud, som Miljøministeriet,
Fredningsstyrelsen har nedlagt mod oppløjning og dræning af visse
permanente græsningsarealer efter naturfredningslovens § 11.
Forbudet efter § 11 kan ikke administrativt forlænges udover dets
gyldighedsperiode på 1 år. I praksis vil det være
Fredningsstyrelsen, der efter ministerens beslutning foretager
forlængelsen.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger forberedes fremsættelsen af
forslag til lovgivning om sikring af Tøndermarsken. Forslag hertil
forventes fremsat i november 1987, således at dets
beskyttelsesregler kan afløse nærværende forslags forbud i foråret
1988.
Der har i ganske få tilfælde været ydet dispensation til opdyrkning
af beskedne områder omfattet af det administrative forbud efter
naturfredningslovens § 11. Man vil i fortsættelse af praksis efter
naturfredningslovens § 11-forbud vise stor tilbageholdenhed med
dispensationer, men det forekommer praktisk og nødvendigt, at der
består en mulighed for at dispensere fra forbudet i særlige
situationer. TIL § 2
Forbudet efter naturfredningslovens § 11 rummer ingen
erstatningsforpligtelse for det offentlige. I betragtning af, at
det 1-årige forbud nu kan forlænges yderligere, foreslås det, at
grundejerne skal kunne rejse krav om godtgørelse for udgifter, der
måtte være afholdt til iværksættelse af dispositioner inden
forbudet efter naturfredningslovens § 11 trådte i kraft og som
hindredes ved forbudet. At selve forbudet ikke udløser krav på
erstatning er i overensstemmelse med tilsvarende bestemmelser i
anden lovgivning, f.eks. den tidligere saneringslov nr. 184 af 5.
juni 1959, hvorefter saneringsplaners gyldighedstid kunne
forlænges fra 1 til 2 år uden erstatning samt lov nr. 95 af 29.
marts 1957, § 39, stk. 2, vejbestyrelsesloven, hvorefter 2-årige
forbud om adgangsbegrænsninger ved landeveje kunne forlænges med
1 år ligeledes erstatningsfrit. Forlængelsen af den midlertidige
rådighedsbegrænsning kan eventuelt i særlige tilfælde få en så
atypisk virkning for enkelte lodsejere, at det kan dokumenteres,
at forlængelsen medfører et væsentligt, direkte, økonomisk tab.
Dækkes dette ikke efter § 2, kan det ikke udelukkes, at der vil
kunne opstå spørgsmål om erstatning efter grundlovens § 73. Et
sådant krav må i givet fald rejses for de almindelige domstole
under henvisning til den nævnte grundlovsbestemmelse.
Udgiften for statskassen til godtgørelse til ejere skønnes at blive
beskeden og forventes ikke at overskride i alt 500.000 kr.
TIL § 3
Det betyder, at de almindelige procedureregler i naturfredningsloven
vil finde anvendelse ved forlængelse af forbudet, bl.a. således at
lodsejerne vil blive underrettet enkeltvis om forlængelsen, og at
Sønderjyllands amtsråd i overensstemmelse med naturfredningslovens
§ 62 fortsat skal føre tilsyn med overholdelsen af forbudet.
Endelig vil også naturfredningslovens bestemmelser om straf for
overtrædelse af forbud finde anvendelse. TIL § 4
Ikrafttrædelse den 1. marts 1987 er den senest mulige dato, hvis
forbudet skal forlænges inden det udløber den 17. marts.