1986 LSF 160 FORSLAG TIL LOV OM TILSKUD TIL AFVIKLING AF STUDIEGÆLD OG OM EFTERGIVELSE AF STUDIEGÆLD
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00160@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Staten yder efter ansøgning tilskud til tilbagebetaling af
statsgaranterede studielån i pengeinstitutter og til indfriede
statsgaranterede studielån, der administreres af Kongeriget
Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning, samt eftergivelse af
studiegæld.
Kapitel 1
Tilskud til studielån i pengeinstitutterne
§ 2. Tilskud ydes for eet år ad gangen til den del af låntagers
studiegæld, der overstiger halvdelen af den beregnede årsindkomst,
jf. stk. 2 og § 4. Tilskudsåret går fra 1. april til 31. marts.
Stk. 2. Den beregnede årsindkomst er socialindkomsten for det
kalenderår, hvori tilskudsåret begynder, med tillæg af de
renteudgifter m.v., der er nævnt i lov om socialindkomst § 2, stk.
2, nr. 2, og med fradrag af formuetillæg i henhold til samme lovs
§ 4. Ved beregningen af årsindkomsten ses der bort fra tilskud
ydet i henhold til denne eller tidligere lov i det indkomstår, der
ligger til grund for socialindkomsten, og der tillægges 75 pct. af
den for samme indkomstår ansatte skattepligtige formue, der
overstiger 44.300 kr.
Stk. 3. Hvis den efter stk. 2 beregnede årsindkomst med fradrag af
det i stk. 2, 2. pkt., nævnte formuetillæg er mindre end en
årsindkomst opgjort på grundlag af det dagpengebeløb, der for
samme indkomstår er fastsat i medfør af § 51, stk. 2, jf. § 54 i
lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.,
anvendes dagpengeindkomsten, dog med tillæg af 75 pct. af den del
af låntagers skattepligtige formue, som overstiger 44.300 kr.
Stk. 4. De i stk. 2-3 nævnte formuebeløb reguleres på grundlag af
reguleringspristallet for juli forud for hvert tilskudsår.
Beløbene reguleres med samme procent som den, hvormed
reguleringspristallet er ændret i forhold til et pristal på 155,1.
Den nævnte procentvise regulering beregnes med een decimal. De
efter procentreguleringen fremkomne beløb afrundes opad til
nærmeste 100-kronebeløb.
§ 3. Studiegælden opgøres pr. 31. december året forud for det
kalenderår, hvori tilskudsåret begynder. Har låntager studiegæld i
flere pengeinstitutter, foretages en samlet opgørelse. Opgørelsen
omfatter studiegæld, som låntager efter aftale med
pengeinstituttet skal begynde at afvikle senest ved tilskudsårets
begyndelse, medmindre låntager har fået udsættelse med afviklingen
på grund af arbejdsløshed, sygdom eller andre særlige grunde.
Stk. 2. Ved beregning af tilskud for det enkelte tilskudsår tages der
ikke hensyn til ydelser, der betales i tidsrummet fra opgørelsen
efter stk. 1 og til tilskudsårets udløb.
§ 4. Tilskud beregnes for eet tilskudsår ad gangen som en procent
(tilskudsprocent), jf. stk. 2, af den del af låntagers
tilskudsberettigende studiegæld, der overstiger halvdelen af den
beregnede årsindkomst, jf. § 2.
Stk. 2. Tilskudsprocenten er den til enhver tid fastsatte officielle
diskonto pr. 1. januar forud for det pågældende tilskudsårs
begyndelse med tillæg af højst 7 point, afhængig af den beregnede
årsindkomst efter følgende skala:
Beregnet årsindkomst tillægspoint
lig dagpengeårsindkomst (§ 2, stk. 3) 7,0
over dagpengeårsindkomst - 129.999 6,0 130.000 - 172.999 5,0 173.000 - 216.999 4,0 217.000 - 259.999 43,0 260.000 og derover 0
Stk. 3. Den i stk. 2 fastsatte indkomstskala, bortset fra
dagpengeårsindkomsten efter § 2, stk. 3, reguleres på grundlag af
reguleringspristallet for juli 21 måneder forud for tilskudsårets
begyndelse. Beløbene reguleres med samme procent som den, hvormed
reguleringspristallet er ændret i forhold til et pristal på 155,1.
Reguleringen beregnes med een decimal, og de fremkomne beløb
afrundes nedad til nærmeste 100-kronebeløb.
§ 5. Tilsagn om tilskud kan kun gives, hvis låntager ved
ansøgningsfristens udløb har afsluttet eller afbrudt sin senest
påbegyndte uddannelse, eller hvis tilbagebetalingspligten er
indtrådt efter reglerne i lov om statens uddannelsesstøtte.
§ 6. Administrationen af tilskud til statsgaranterede studielån i
pengeinstitutter varetages af Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte (styrelsen).
Stk. 2. Anvisningen sker kvartalsvis forud til låntagers
studielånskonto hos långiver. Har en låntager studielånskonti i
forskellige pengeinstitutter, fordeles tilskuddet forholdsmæssigt.
§ 7. Hvis styrelsen på statens vegne indfrier studielånet, bortfalder
udbetalingen af tilskud fra indfrielsestidspunktet.
§ 8. Pengeinstitutterne skal give styrelsen oplysning om den
statsgaranterede studiegæld for alle låntagere, opgjort pr. 31.
december i det nærmest forudgående kalenderår, herunder oplysning
om låntagers personnummer, pengeinstituttets registreringsnummer,
låntagers kontonummer, samt om låntager har indgået en
afviklingsaftale. Undervisningsministeren kan fastsætte regler
herom, herunder regler om, under hvilken form oplysninger skal
gives.
§ 9. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om
1) ansøgningsfrist,
2) ansøgningens indhold,
3) grundlaget for beregning af tilskud, herunder om indtægts- og
formuegrundlaget for låntagere bosat i udlandet og dokumentation
herfor,
4) udbetaling af tilskud, og
5) tilskuddets ophør.
§ 10. Klager over afgørelser om tilskud til statsgaranterede
studielån truffet af styrelsen kan indbringes for Ankenævnet for
Tilskud til Statsgaranterede Studielån. Ankenævnets afgørelse kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klager skal indbringes inden 4 uger fra den dag, afgørelsen
er meddelt klageren.
Stk. 3. Ankenævnet kan indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra
overskridelse af fristen, når overskridelsen af særlige grunde er
undskyldelig.
Stk. 4. Ankenævnet består af en formand, der skal opfylde de
almindelige betingelser for at kunne blive dommer, og 2 andre
medlemmer. Medlemmerne beskikkes af undervisningsministeren for et
tidsrum af 4 år.
Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter forretningsorden for
ankenævnet.
§ 11. For låntagere, der er indkomstskattepligtige på Færøerne eller
i Grønland, bedømmes indkomst- og formueforhold på grundlag af den
henholdsvis på Færøerne og i Grønland senest opgjorte
skattepligtige indkomst og den opgjorte formue ved udløbet af det
dertil svarende indkomstår. Årsindkomsten opgøres i øvrigt efter
reglerne i § 2.
Stk. 2. Låntagers indkomst- og formueoplysninger skal dokumenteres af
skattevæsenet.
Kapitel 2
Tilskud til studielån i Hypotekbanken
§ 12. For tilskud til tilbagebetaling af studielån i Hypotekbanken
gælder reglerne i kapitel 1. Undervisningsministeren kan efter
forhandling med finansministeren fastsætte regler om bortfald af
tilskud, hvis tilbagebetalingsaftalen ikke overholdes.
Stk. 2. Administrationen af tilskuddet efter dette kapitel varetages
af Hypotekbanken. Undervisningsministeren kan efter forhandling
med finansministeren fastsætte regler herom, herunder om
administrationen i de tilfælde, hvor låntager samtidig har
studielån i et pengeinstitut, jf. dog § 9.
Kapitel 3
Eftergivelse af studiegæld
§ 13. Hypotekbanken kan efter ansøgning helt eller delvis eftergive
studiegæld efter reglerne i §§ 14 og 15. Inden eftergivelse af
studiegæld i pengeinstitutter og af statslån, som administreres af
Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, skal gælden overtages af
Hypotekbanken.
§ 14. Studiegæld kan eftergives, hvis låntagers erhvervs-,
indtjenings- eller tilbagebetalingsevne er væsentligt reduceret.
Stk. 2. Opfylder låntager ikke betingelserne efter stk. 1, kan
Hypotekbanken eftergive den del af gælden, som låntager må antages
ikke at kunne afvikle i passende rater over 15 år, jf. § 15, stk.
4.
Stk. 3. Hypotekbanken kan eftergive misligholdt studiegæld, som ikke
er omfattet af stk. 1, såfremt gælden er særlig stor eller
byrdefuld.
Stk. 4. Afgørelse om eftergivelse træffes på grundlag af en
vurdering af låntagers tilbagebetalingsvilje, gældens størrelse,
størrelsen af det afviklede beløb og låntagers erhvervs-,
indtjenings- og tilbagebetalingsevne.
Stk. 5. Hypotekbanken kan afslå at eftergive studiegæld, såfremt
låntager har anden betydelig gæld end studiegæld.
§ 15. Hypotekbanken foretager efter anmodning en bedømmelse af
låntagers forhold med henblik på eftergivelse efter § 14.
Bedømmelse kan tidligst ske 12 år efter, at uddannelsen er
afsluttet eller afbrudt eller tilbagebetalingspligten er indtrådt
efter reglerne i lov om Statens Uddannelsesstøtte. Udsættelse af
tilbagebetalingen på grund af sygdom, arbejdsløshed eller lignende
forhold medfører ikke forlængelse af 12 års perioden.
Stk. 2. Hvis der er tilkendt låntager førtidspension eller
invaliditetsydelse i henhold til lov om social pension, eller hvis
låntagers situation på anden måde er tilsvarende håbløs, finder
den i stk. 1 fastsatte frist ikke anvendelse.
Stk. 3. Hypotekbanken kan genoptage bedømmelsen med henblik på
eftergivelse, hvis låntagers erhvervs-, indtjenings- eller
tilbagebetalingsevne i løbet af afviklingsperioden forringes
væsentligt.
Stk. 4. Træffer Hypotekbanken afgørelse om helt at eftergive den del
af studiegælden, som låntager må antages ikke at kunne afvikle i
passende rater over 15 år, jf. § 14, stk. 2, tilbagebetales den
del af gælden, som ikke eftergives, over højst 3 år.
Stk. 5. Finansministeren kan fastsætte regler om ordningen, herunder
om tilbagebetaling af studiegæld, som ikke eftergives, og om,
hvilke oplysninger pengeinstitut og låntager skal fremskaffe til
brug for bedømmelsen af en ansøgning om eftergivelse af
studiegæld.
Stk. 6. Finansministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage
over afgørelser, Hypotekbanken har truffet i henhold til
bestemmelserne i dette kapitel, herunder at afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 16. Har låntager forgæves søgt gældssanering efter konkurslovens
regler herom, kan anmodning om eftergivelse af studielån efter
denne lov tidligst indgives til Hypotekbanken 2 år efter, at
gældssaneringssagen er sluttet.
Stk. 2. Har låntager fået gælden nedsat efter konkurslovens regler om
gældssanering, og er låntagers studiegæld omfattet af
nedsættelsen, kan der ikke ske yderligere eftergivelse af
studiegælden efter denne lovs regler.
Kapitel 4
Eftergivelse af studiegæld, der administreres af Styrelsen for
Statens Uddannelsesstøtte
§ 17. Styrelsen kan i tilfælde, hvor låntager er tilkendt
førtidspension eller invaliditetsydelse i henhold til lov om
social pension, eftergive for meget udbetalt uddannelsesstøtte
efter reglerne i kapitel 3.
Kapitel 5
Ikrafttrædelse m.v.
§ 18. Loven træder i kraft den 1. oktober 1987 og finder tilsvarende
anvendelse på studiegæld, som er overtaget af Hypotekbanken før
denne dato. Kapitel 1 og 2 har virkning fra tilskudsåret 1988-89.
§ 16, stk. 1, har virkning fra den 1. oktober 1988.
Stk. 2. Lov nr. 292 af 9. juni 1982 om gældssanering af
statsgaranterede studielån ophæves. De hidtil gældende regler
finder fortsat anvendelse på rentetilskud for tilskudsåret 1987-88
og tidligere tilskudsår.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 438
§ 1. Efter reglerne i denne lov yder staten efter ansøgning:
1) tilskud til tilbagebetalingen af studielån med statsgaranti i
pengeinstitutter,
2) eftergivelse af studiegæld, der er overtaget af Kongeriget
Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning til inddrivelse, og
3) eftergivelse af studiegæld, der administreres af Styrelsen for
Statens Uddannelsesstøtte.
Kapitel 1
TILSKUD TIL STUDIELÅN I PENGEINSTITUTTERNE
§ 2. Tilskud ydes for eet år ad gangen til den del af låntagers
studiegæld, der overstiger halvdelen af den beregnede årsindkomst
jfr. stk. 2, og § 4. Tilskudsåret går fra 1. april til 31. marts.
Stk. 2. Den beregnede årsindkomst er socialindkomsten for det
kalenderår, hvori tilskudsåret begynder med tillæg af de
renteudgifter m.v., der er nævnt i lov om socialindkomst § 2, stk.
2, nr. 2 og med fradrag af formuetillæg i henhold til samme lovs §
4. Ved beregningen af årsindkomsten ses der bort fra tilskud ydet
i henhold til denne eller tidligere lov i det indkomstår, der
ligger til grund for socialindkomsten, og der tillægges 75 pct. af
den for samme indkomstår ansatte skattepligtige formue, der
overstiger 44.300 kr.
Stk. 3. Hvis den efter stk. 2 beregnede årsindkomst med fradrag af
det i stk. 2, 2. pkt. nævnte formuetillæg er mindre end en
årsindkomst opgjort på grundlag af det dagpengebeløb, der for
samme indkomstår er fastsat i medfør af § 51, stk. 2, jfr. § 54 i
lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.,
anvendes dagpengeindkomsten, dog med tillæg af 75 pct. af den del
af låntagers skattepligtige formue, som overstiger 44.300 kr.
Stk. 4. De i stk. 2-3 nævnte formuebeløb reguleres på grundlag af
reguleringspristallet for juli forud for hvert tilskudsår.
Beløbene reguleres med samme procent som den, hvormed
reguleringspristallet er ændret i forhold til et pristal på 155,1.
Den nævnte procentvise regulering beregnes med een decimal. De
efter procentreguleringen fremkomne beløb afrundes opad til
nærmeste 100-kronebeløb.
§ 3. Studiegælden opgøres pr. 31. december året forud for det
kalenderår, hvori tilskudsåret begynder. Har låntager studiegæld i
flere pengeinstitutter, foretages en samlet opgørelse. Opgørelsen
omfatter studiegæld, som låntager efter aftale med
pengeinstituttet skal begynde at afvikle senest ved tilskudsårets
begyndelse, medmindre låntager har fået udsættelse med afviklingen
på grund af arbejdsløshed, sygdom eller andre særlige grunde.
Stk. 2. Ved beregning af tilskud for det enkelte tilskudsår tages der
ikke hensyn til ydelser, der betales i tidsrummet fra opgørelsen
efter stk. 1 og til tilskudsårets udløb.
§ 4. Tilskud beregnes for eet tilskudsår ad gangen som en procent
(tilskudsprocent), jfr. stk. 2, af den del af låntagers
tilskudsberettigende studiegæld, der overstiger halvdelen af den
beregnede årsindkomst, jfr. § 2.
Stk. 2. Tilskudsprocenten er den til enhver tid fastsatte officielle
diskonto pr. 1. januar forud for det pågældende tilskudsårs
begyndelse med tillæg af højst 7 point, afhængig af den beregnede
årsindkomst efter følgende skala:
--------------------------------------------------------------------- Beregnet årsindkomst tillægspoint --------------------------------------------------------------------- lig dagpengeårsindkomst (§ 2, stk. 3) 7,0 over dagpengeårsindkomst - 129.999 6,0 130.000 - 172.999 5,0 173.000 - 216.999 4,0 217.000 - 259.999 3,0 260.000 og derover 0 ---------------------------------------------------------------------
Stk. 3. Den i stk. 2 fastsatte indkomstskala, bortset fra
dagpengeårsindkomsten efter § 2, stk. 3, reguleres på grundlag af
reguleringspristallet for juli 21 måneder forud for tilskudsårets
begyndelse. Beløbene reguleres med samme procent som den, hvormed
reguleringspristallet er ændret i forhold til et pristal på 155,1.
Reguleringen beregnes med een decimal, og de fremkomne beløb
afrundes nedad til nærmeste 100-kronebeløb.
§ 5. Tilsagn om tilskud kan kun gives, hvis låntager ved
ansøgningsfristens udløb har afsluttet eller afbrudt sin senest
påbegyndte uddannelse eller hvis tilbagebetalingspligten er
indtrådt efter reglerne i lov om statens uddannelsesstøtte.
§ 6. Administrationen af tilskud til statsgaranterede studielån i
pengeinstitutter varetages af Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte (styrelsen).
Stk. 2. Anvisningen sker kvartalsvis forud til låntagers
studielånskonto hos långiver. Har en låntager studielånskonti i
forskellige pengeinstitutter, fordeles tilskuddet forholdsmæssigt.
§ 7. Hvis styrelsen på statens vegne indfrier studielånet, bortfalder
udbetalingen af tilskud fra indfrielsestidspunktet.
§ 8. Pengeinstitutterne skal give styrelsen oplysning om den
statsgaranterede studiegæld for alle låntagere, opgjort pr. 31.
december i det nærmest forudgående kalenderår, herunder oplysning
om låntagers personnummer, pengeinstituttets registreringsnummer,
låntagers kontonummer, samt om låntager har indgået en
afviklingsaftale. Undervisningsministeren kan fastsætte regler
herom, herunder regler om, under hvilken form oplysninger skal
gives.
§ 9. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om
1) ansøgningsfrist,
2) ansøgningens indhold,
3) grundlaget for beregning af tilskud, herunder om indtægts- og
formuegrundlaget for låntagere bosat i udlandet og dokumentation
herfor,
4) udbetaling af tilskud, og
5) tilskuddets ophør.
§ 10. Klager over afgørelser om tilskud til statsgaranterede
studielån truffet af styrelsen kan indbringes for Ankenævnet for
Tilskud til Statsgaranterede Studielån. Ankenævnets afgørelse kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klager skal indbringes inden 4 uger fra den dag, afgørelsen
er meddelt klageren.
Stk. 3. Ankenævnet kan intil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra
overskridelse af fristen, når overskridelsen af særlige grunde er
undskyldelig.
Stk. 4. Ankenævnet består af en formand, der skal opfylde de
almindelige betingelser for at kunne blive dommer, og 2 andre
medlemmer. Medlemmerne beskikkes af undervisningsministeren for et
tidsrum af 4 år.
Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter forretningsorden for
ankenævnet.
§ 11. For låntagere, der er indkomstskattepligtige på Færøerne eller
i Grønland bedømmes indkomst- og formueforhold på grundlag af den
henholdsvis på Færøerne og i Grønland senest opgjorte
skattepligtige indkomst og den opgjorte formue ved udløbet af det
dertil svarende indkomstår. Årsindkomsten opgøres i øvrigt efter
reglerne i § 2.
Stk. 2. Låntagers indkomst- og formueoplysninger skal dokumenteres af
skattevæsenet.
Kapitel 2
EFTERGIVELSE AF STUDIEGÆLD I HYPOTEKBANKEN
§ 12. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning
(Hypotekbanken) kan i tilfælde, hvor låntagers erhvervs-,
indtjenings- eller tilbagebetalingsevne er væsentlig reduceret,
helt eller delvis eftergive studiegæld.
Stk. 2. Hypotekbanken kan i tilfælde, hvor låntager ikke opfylder
betingelserne efter stk. 1, delvis eftergive særlig stor eller
byrdefuld studiegæld.
Stk. 3. Afgørelse om delvis eftergivelse af studiegæld efter stk. 2
træffes på grundlag af oplysninger om baggrunden for studiegældens
misligholdelse og låntagers tilbagebetalingsvilje efter
Hypotekbankens overtagelse af gælden til inddrivelse.
Stk. 4. Hypotekbanken kan afslå at eftergive studiegæld, såfremt
låntager har anden betydelig gæld end studiegæld.
§ 13. Afgørelse om eftergivelse af studiegæld efter § 12 kan tidligst
træffes 10 år efter Hypotekbankens overtagelse af gælden.
Stk. 2. Afgørelse om eftergivelse af studiegæld, der er overtaget af
Hypotekbanken før tidspunktet for lovens fremsættelse, kan dog
træffes 5 år efter overtagelse af gælden.
Stk. 3. Såfremt der er tilkendt låntager førtidspension eller
invaliditetsydelse i henhold til lov om social pension, kan
afgørelse om eftergivelse træffes på ethvert tidspunkt efter
Hypotekbankens overtagelse af gælden.
§ 14. Har låntager forgæves søgt gældssanering efter konkurslovens
regler herom, kan anmodning om eftergivelse af studielån efter
denne lov tidligst indgives til Hypotekbanken 2 år efter, at
gældssaneringssagen er sluttet.
Stk. 2. Har låntager fået gælden nedsat efter konkurslovens regler om
gældssanering, og er låntagers studiegæld omfattet af
nedsættelsen, kan der ikke ske yderligere eftergivelse af
studiegælden efter denne lovs regler.
Kapitel 3
EFTERGIVELSE AF STUDIEGÆLD, DER ADMINISTRERES AF STYRELSEN FOR
STATENS UDDANNELSESSTøTTE
§ 15. Styrelsen kan i tilfælde, hvor låntager er tilkendt
førtidspension eller invaliditetsydelse i henhold til lov om
social pension, eftergive statslån og for meget udbetalt
uddannelsesstøtte efter reglerne i kapitel 2, selvom
misligholdelse ikke har fundet sted.
Kapitel 4
IKRAFTTRÆDELSE M.V.
§ 16. Loven træder i kraft den 1. april 1987. Kapitel 1 har virkning
fra tilskudsåret 1988-89.
Stk. 2. Lov nr. 292 af 9. juni 1982 om gældssanering af
statsgaranterede studielån ophæves. De hidtil gældende regler
finder fortsat anvendelse på rentetilskud for tilskudsåret 1987-88
og tidligere tilskudsår.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
Regeringen har under behandlingen af 1. etape af SU-reformen, der
blev vedtaget ved lov nr. 357 af 4. juni 1986 om statens
uddannelsesstøtte, givet Folketingets Uddannelsesudvalg tilsagn
om, at der i løbet af sommeren 1986 ville blive foretaget en
analyse af gældssaneringsspørgsmålet og opstillet eventuelle
løsningsmuligheder.
Et udvalg under Finansministeriet (Hypotekbanken) har i efteråret
1986 afgivet en redegørelse om spørgsmålet. Den eksisterende
gældsætning beskrives i redegørelsen, og udvalget indstiller på
grundlag heraf, at der tilvejebringes hjemmel for Hypotekbanken
til helt eller delvis at kunne eftergive studiegæld på grundlag af
en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Udvalget gør opmærksom på, at hvis der gives låntagere mulighed for
at opnå gældssanering, vil det givetvis føre til en stigning i
antallet af låntagere, der misligholder deres studiegæld i
forventning om at kunne opnå sanering af gælden, efter at denne
som misligholdt er overtaget af Hypotekbanken.
Gældssaneringsordningen må derfor ses i sammenhæng med 2. etape af
reformen om uddannelsesstøtte, idet denne indeholder mekanismer,
der tilsigter at modvirke, at den uddannelsessøgende opsamler en
studiegæld af en sådan størrelse, at der er nærliggende fare for,
at han eller hun ikke bliver i stand til at tilbagebetale den.
Det foreliggende lovforslag har således først og fremmest til formål
at lette den gældsætning, der allerede har fundet sted, men vil
også kunne anvendes på fremtidig gæld, hvis der skulle blive behov
for det.
BAGGRUNDEN FOR ØNSKET OM GÆLDSSANERING
STØRRELSE AF DEN NUVÆRENDE STUDIEGÆLD
Indtil 1980 var der en konstant stigning i det årlige lånebeløb, for
hvilket der blev udstedt statsgaranti. I 1980 blev der udstedt
garanti for en samlet lånesum på ca. 1 mia. kr. Efter
genindførelsen i 1982 af muligheden for at opnå statslån, er det
årlige garantibeløb faldet væsentligt og har siden 1983 konstant
ligget på ca. 630 mill. kr. Det samlede garantibeløb for studielån
var ved udgangen af 1985 ca. 8 mia. kr. Det bemærkes i denne
forbindelse, at gennemførelsen af 2. etape af SU-reformen på
længere sigt - bl.a. som følge af den begrænsede adgang til at
optage lån - forventes at medføre en nedgang i det samlede
statsgaranterede lånebeløb til ca. 6 mia. kr.
Der er samtidig sket et ret kraftigt fald i den årlige tilgang af
låntagere, nemlig fra ca. 61.000 i 1981 til ca. 39.000 i 1986.
Faldet opvejes dog af, at der samtidig er sket en betydelig
stigning i den årlige udstedelse af statslån, nemlig fra ca. 365
mill. kr. i 1982 til ca. 534 mill. kr. i 1985.
Med hensyn til spørgsmålet om MISLIGHOLDELSE AF STUDIELÅNENE er
forholdet det, at der siden 1982 er sket et fald både i antallet
af misligholdte lån og i størrelsen af det samlede misligholdte
lånebeløb. I 1985 blev der misligholdt 2.634 lån til i alt 149,2
mill. kr. imod 5.321 lån til i alt 180,9 mill. kr. i 1982.
Den nuværende situation er den, at der den 1. juli 1986 i
Hypotekbanken er registreret 25.574 studielåntagere, hvis samlede
misligholdte gæld andrager 1.505,6 mill. kr. inkl. renter. Dette
svarer til en gennemsnitlig gæld pr. låntager på 59.000 kr.
Gælden fordeler sig således:
--------------------------------------------------------------------- Gæld Antal Pct. låntagere Pct. samlet gæld --------------------------------------------------------------------- - 50.000 15.547 60 22 50.000-100.000 5.490 22 26 100.000-150.000 2.200 9 18 150.000-250.000 1.760 7 22 250.000 og derover 577 2 12 (heraf over 500.000 8) ---------------------------------------------------------------------
Det kan sammenfattende siges, at selv om der siden 1982 er sket en
væsentlig nedgang i antallet af misligholdte lån, er der samtidig
sket en betragtelig forøgelse af Hypotekbankens samlede
tilgodehavende, idet summen af de afdrag og renter, som låntagerne
har indbetalt, langt fra har modsvaret den samlede sum af nye
misligholdte lån. Dette hænger bl.a. sammen med, at de økonomiske
forhold for en betragtelig del af de låntagere, der har
misligholdt studielånene, er meget dårlige på grund af afbrudte
uddannelser, arbejdsløshed, overgang til bistandshjælp, langvarig
sygdom m.v. Hertil kommer, at en stor del af låntagerne efter
afsluttet uddannelse, ikke har indtægter af en sådan størrelse, at
de har kunnet klare at afdrage studiegælden til pengeinstitutterne
inden for garantiperioden på 15 år.
Dette illustreres af, at den gennemsnitlige gæld pr. låntager kun
andrager 59.000 kr., og at 60 pct. af alle låntagere, hvis gæld er
overtaget som misligholdt af Hypotekbanken, har en gæld under
50.000 kr.
Det skønnes derfor, at der er tale om et varigt problem, som søges
afhjulpet ved det foreliggende lovforslag.
Efter den gældende lov af 9. juni 1982 om gældssanering af
statsgaranterede studielån ydes der tilskud til tilbagebetaling af
statsgaranterede studielån i pengeinstitutterne og i
Hypotekbanken.
Den årlige bevilling til dette formål andrager ca. 150 mill. kr.
Efter de gældende regler beregnes tilskuddet primært efter lånets
størrelse, og der tages således ikke særlig hensyn til låntagers
økonomiske forhold og tilbagebetalingsevne.
Som led i bestræbelserne for at modvirke, at studiegæld misligholdes,
indeholder lovforslaget til afløsning af de gældende regler nye
fordelingskriterier, der gør tilskuddets størrelse afhængig af
låntagers indkomst- og formueforhold. Samtidig inddrages flere
låntagere under ordningen, idet denne efter forslaget medtager
gæld ned til ca. 50.000 kr. mod tidligere ca. 56.000 kr.
LOVFORSLAGET
Lovforslaget består af 3 dele.
Kapitel 1 vedrører tilskud til statsgaranterede studielån i
pengeinstitutter og omfatter således studiegæld, der ikke er
misligholdt og indfriet af staten.
Kapitel 2 vedrører eftergivelse af misligholdt studiegæld, der er
overtaget af Hypotekbanken.
Kapitel 3 indeholder en særlig hjemmel for Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte til at eftergive studiegæld, der endnu ikke er
misligholdt. Reglen svarer til hidtidig praksis.
TILSKUD TIL TILBAGEBETALING AF STUDIELÅN I PENGEINSTITUTTER
Forslaget sigter mod at give tilskud til en bredere kreds af
låntagere og give de relativt største tilskud til de mindste
indkomster. Dette opnås ved at fastsætte en tilskudsprocent, der
stiger med faldende indkomst.
Ifølge den eksisterende ordning knytter tilskuddets størrelse sig
primært til gældens størrelse, selvom der med beregningsmetoden
også i et vist omfang tages hensyn til indkomsten. Låntagerne med
en studiegæld over ca. 56.000 kr. får således et tilskud på 11,5
pct. af den del af studiegælden, der overstiger halvdelen af
årsindkomsten. Har låntager en årsindkomst på 120.000 kr. og en
studiegæld på 200.000 kr. kan han få 11,5 pct. af 140.000 kr. dvs.
et tilskud på 16.100 kr. Efter lovforslaget vil samme tilskud
andrage 18.200 kr. Er de udbetalte tilskud større end låntagers
indbetalinger til banken, bliver det overskydende beløb stående på
kontoen, som hermed nedskrives.
Det har endvidere vist sig, at udnyttelsesgraden blandt låntagere med
misligholdt gæld i Hypotekbanken kun ligger på ca. 6,5 pct.
Ordningen har således ikke været effektiv for denne låntagerkreds
og foreslås afskaffet, idet der i kapitel 2 foreslås en egentlig
gældssaneringsordning for disse låntagere.
EFTERGIVELSE AF MISLIGHOLDT STUDIEGÆLD
Forslaget giver Hypotekbanken hjemmel til, på et konkret grundlag, at
eftergive misligholdt studiegæld. Forslaget tager sigte på den
kreds af låntagere, der ingen udsigt har til nogensinde at kunne
betale gælden tilbage, eller for hvem tilbagebetaling af hele
gælden vil være særlig byrdefuld eller vanskelig. Der kan være
tale om førtids- og folkepensionister, modtagere af
invaliditetsydelse, langvarigt syge, langvarigt arbejdsløse eller
eventuelt modtagere af varig bistandshjælp, der har en stærkt
reduceret erhvervs-, indtjenings- eller tilbagebetalingsevne, og
som ikke har formue af væsentlig størrelse. Desuden kan der være
tale om låntagere, der på grund af et afbrudt uddannelsesforløb
har pådraget sig en i forhold til indtjeningen ekstraordinær stor
studiegæld. Endelig vil låntagere, hvis indtjeningsevne i det
erhverv, uddannelsen har ført til, ikke står i et realistisk
forhold til studiegældens størrelse, i begrænset omfang kunne
komme i betragtning for delvis eftergivelse af gælden.
Lempelser af gældsbyrden for den beskrevne kreds af særligt belastede
låntagere vil givetvis føre til indfrielser over for
pengeinstitutterne (statsgaranterede lån) og Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte (statslån). Af hensyn hertil og til det meget
store antal låntagere, der overholder deres forpligtelser både
over for pengeinstitutterne, Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte og Hypotekbanken, foreslås som hovedregel, at
lempelser af gældsbyrden kun imødekommes, når gælden har henstået
i Hypotekbanken i et betragteligt tidsrum, efter forslaget mindst
10 år.
ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER
Det skønnes, at nedsættelsen af undergrænsen for størrelsen af den
tilskudsberettigende studiegæld og gennemførelsen af en ændret
fastsættelse af tilskudsprocenten, der stiger med faldende
indkomst, vil medføre merudgifter på ca. 32 mill. kr. årligt. Heri
indgår besparelser på ca. 7 mill. kr. årligt som følge af
ophævelsen af tilskudsordningen for Hypotekbankens låntagere. Den
ændrede tilskudsordning vil først kunne få virkning for
tilskudsåret 1988-1989.
De økonomiske konsekvenser af eftergivelse af studiegæld er behæftet
med stor usikkerhed, idet Hypotekbanken ikke er i besiddelse af
alle oplysninger om debitorernes økonomiske og sociale forhold.
Hertil kommer, at den foreslåede ordning bygger på et konkret skøn
over den enkelte debitors behov for eftergivelse.
Det kan dog oplyses, at antallet af førtidspensionister udgør ca.
1.300 med en restgæld på ca. 36 mill. kr. Disse låntagere er
fritaget for rentetilsvar og afviklingskrav. Tilgangen til denne
gruppe skønnes at blive relativ beskeden.
Hvis det antages, at ca. 1/3 af de ca. 15.000 låntagere, hvis lån er
indfriet for mere end 5 år siden, opfylder betingelserne for
gældssanering, kan det skønsmæssigt anslås, at en gældssanering i
løbet af det første år vil medføre et formuetab for statskassen på
150-250 mill. kr.
Da der ved lovens ikrafttræden vil være opsamlet et stort behov for
eftergivelse, vil statskassens tab formentlig være størst i de
første år, hvorefter det vil flade betydeligt ud. Derimod vil den
foreslåede eftergivelsesordning for førtidspensionister, hvis gæld
administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte ikke
medføre yderligere tab for statskassen, da ordningen svarer til
gældende praksis.
Gennemførelse af lovforslaget vil stille krav til Styrelsen for
Statens Uddannelsesstøttes og Hypotekbankens administrative
ressourcer. For så vidt angår tilskudsordningen, vil der komme
flere ansøgninger, og der vil blive større behov for information,
især i indkøringsperioden. For Hypotekbanken vil behandlingen af
eftergivelsessager være en ny opgave, der kræver ressourcer dels
til behandling af ansøgninger om gældssanering dels til behandling
af klager. Merudgifterne for staten ved gennemførelse af
lovforslaget kan herefter anslås til følgende beløb:
--------------------------------------------------------------------- Mill. kr. (1987-niveau) 1987 1988 1989 1990 1991 --------------------------------------------------------------------- TILSKUD Merudgifter - 24,0 31,9 31,9 31,9 ADMINISTRATION Kapitel 1 Merudgifter 0,5 0,4 0,4 0,4 0,4 Lønsum 0,1 0,2 0,2 0,2 0,2 Årsværk 0,5 1,0 1,0 1,0 1,0 Kapitel 2 Merudgifter 0,8 1,0 0,6 0,4 0,4 Lønsum 0,8 1,0 0,6 0,4 0,4 Årsværk 4,0 5,0 3,0 2,0 2,0 --------------------------------------------------------------------- Merudgifter i alt 1,3 25,4 32,9 32,7 32,7 ---------------------------------------------------------------------
BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER
Til § 1
Loven giver adgang til en egentlig gældssanering af misligholdte
studielån i form af en hel eller delvis eftergivelse af såvel
statsgaranterede studielån som statslån. Derudover lovfæstes
gældende praksis for eftergivelse af statslån og gæld vedrørende
for meget modtaget støtte for låntagere, der er tilkendt
førtidspension, hvis gæld stadigvæk administreres af Styrelsen for
Statens Uddannelsesstøtte.
Til statsgaranterede studielån, der er under tilbagebetaling i
pengeinstitutterne ydes desuden tilskud til tilbagebetalingen.
Formålet hermed er dels at lette tilbagebetalingsbyrden for
låntagere med stor studiegæld i forhold til indkomsten, dels at
forebygge misligholdelse af studielån.
Tilskuddene ydes ikke til statslån, idet disse i forvejen er
undergivet meget favorable vilkår.
Som følge af indførelsen af adgangen til eftergivelse af gæld i
Hypotekbanken ophæves den hidtil gældende tilskudsordning,
hvorefter der kunne ydes tilskud til tilbagebetaling af
misligholdte statsgaranterede studielån efter samme regler som for
de ikke misligholdte lån i pengeinstitutterne.
TIL § 2
Bestemmelsen svarer til den eksisterende ordning, dog nedsættes
undergrænsen for den beregnede årsindkomst til dagpengeindkomsten
for dimittender. Man opnår hermed, at låntagere med mindre
gældsposter kan få tilskud, hvorved tilskuddet i mindre grad gøres
afhængig af gældens størrelse. Som baggrund for denne ændring kan
anføres, at det i væsentlig grad er de mindre lån der bliver
misligholdt og indfriet af staten.
TIL § 3
Bestemmelsen svarer til gældende regler. Gennem placeringen af § 3,
stk. 1, 2. pkt., tydliggøres, at tilskudsordningen i princippet
kun omfatter gæld, der er under afvikling eller under normale
omstændigheder ville være det.
TIL § 4
Bestemmelsen indeholder den nye beregningsmetode for tilskud. Man har
forenklet beregning af tilskudsprocenten ved at tage udgangspunt i
diskontoen og tillægge et antal procentpoint, der aftrappes med
stigende indkomst. Man går hermed væk fra det eksisterende system,
hvorefter tilskudsprocenten er ens for alle og beregnes som den
gennemsnitlige rentesats for statsgaranterede studielån under
afvikling i de 5 pengeinstitutter med den største statsgaranterede
studielånssaldo. Reguleringsbestemmelsen i stk. 3 vil blive
administreret således, at skalaens intervalendepunkter altid
ligger 1 kr. under det efterfølgende intervalregulerede
begyndelsespunkt.
I forhold til de eksisterende regler knyttes tilskuddets størrelse
tættere til låntagerens indkomst- og formueforhold, der som udtryk
for pågældendes betalingsevne vil have størst betydning for
låntagerens muligheder for at tilbagebetale gælden.
TIL § 8
Bemyndigelsesbestemmelsen åbner mulighed for, at det pålægges
pengeinstitutterne at afgive visse oplysninger i elektronisk form.
TIL § 9
Der vil bl.a. blive fastsat en grænse for, hvor små tilskudsbeløb der
vil blive udbetalt. En nederste grænse på 1.200 kr. om året,
svarende til 100 kr. om måneden, forekommer rimelig.
TIL § 10
Ankenævnet er det samme ankenævn, som fungerer i henhold til lov nr.
292 af 9. juni 1982 med senere ændringer. Ankenævnet får dog
navneforandring. Dette hænger sammen med, at nævnet som hidtil kun
skal tage sig af afgørelser om tilskud til statsgaranterede
studielån. Ankenævnets kompetenceområde ændres således ikke.
TIL § 12
Bestemmelsen forudsætter, at Hypotekbanken foretager en samlet
vurdering af den enkelte debitors økonomiske, erhvervsmæssige,
sociale og andre personlige forhold sammenholdt med
studiegældsbyrden. Såfremt Hypotekbanken skønner, at debitor ingen
udsigt har til nogensinde at kunne betale gælden tilbage, eller
såfremt det må antages, at tilbagebetaling af hele gælden vil være
særlig byrdefuld eller vanskelig for debitor, kan gældssanering
finde sted. Der må herved tages i betragtning, at en studiegæld på
150.000 kr. ikke nødvendigvis er særlig byrdefuld eller vanskelig
at tilbagebetale, mens en studiegæld på 50.000 kr. efter
omstændighederne godt kan være det. Gældssanering kan ske enten i
form af hel eller delvis eftergivelse af gælden inkl. renter og
omkostninger eller i form af nedsættelse eller bortfald af renter
og/ eller omkostninger. Rentenedsættelse m.v. kan ske enten varigt
eller for en eller flere perioder.
Eftergivelse efter stk. 1 kan ske, hvis der foreligger en væsentlig
reduktion af erhvervs-, indtjenings- eller tilbagebetalingsevnen.
Normalt vil vel både erhvervs-, indtjenings- og
tilbagebetalingsevnen være væsentlig reduceret, men der stilles
ikke krav om, at alle tre betingelser skal være opfyldt samtidig.
I modsætning til de tilfælde, som er omfattet af stk. 2, kan der
efter stk. 1 ske eftergivelse af hele studiegælden. Omfattet af
bestemmelsen er typisk personer, der har fået tilkendt social
pension.
Stk. 2 omfatter typisk låntagere med normal erhvervsevne, med rimelig
stabil erhvervsindtægt og med nogen tilbagebetalingsevne.
Baggrunden for overhovedet at give sådanne låntagere mulighed for
eftergivelse er den, at låntagerne ofte - f.eks. på grund af
størrelsen af de tilskrevne renter i pengeinstitutterne - har
påtaget sig en forpligtelse, som er vanskelig at overskue, når
lånene optages. I modsætning til stk. 1, kan gælden efter stk. 2,
kun eftergives delvis. Dels vil ansøgeren typisk have en »normal«
arbejdsindtægt og nogen tilbagebetalingsevne, dels må hensynet til
de debitorer, der overholder deres forpligtelse over for
pengeinstitutterne, Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte og
Hypotekbanken føre til, at tilbagebetalingspligten ikke gøres
illusorisk. Afgørelse om delvis eftergivelse træffes efter en
vurdering af låntagers subjektive forhold med hensyn til gældens
indfrielse og tilbagebetalingsviljen, jfr. forslagets stk. 3.
Gældssanering vil således blive nægtet, hvis der foreligger
omstændigheder omkring låneforholdets afvikling, hvor det ville
virke stødende, hvis gældssanering blev imødekommet, f.eks. hvis
låntager i den forløbne afviklingsperiode har modarbejdet
bestræbelserne på at inddrive lånet eller i øvrigt ikke har vist
hverken betalings- eller samarbejdsvilje. Ved vurderingen heraf
vil der desuden blive set på om låntager efter at
tilbagebetalingspligten er indtrådt i den forløbne
afviklingsperiode har afviklet et beløb, der står i et rimeligt
forhold til indkomsten. Der må ved administrationen af kap. 2
tages hensyn til de principper, der ligger bagved reglerne i kap.
1 således at der bliver principiel parallellitet mellem
administrationen af de 2 regelsæt. Hypotekbanken kan i tilfælde
af, at låntager har anden betydelig gæld end studiegæld afvise at
behandle ansøgningen. Studiegælden skal normalt mindst udgøre 75
pct. af den samlede gæld, bortset fra pantefordringer. Hvis
låntager ikke opfylder disse betingelser, må låntager henvises
til gældssanering ved skifteretten. Det bemærkes, at de
afgørelser, der i henhold til kapitel 2 træffes af Hypotekbanken,
er undergivet den sædvanlige klageadgang til Finansministeriet.
TIL § 13
I reglerne præciseres det, hvor lang tid der skal gå efter
Hypotekbankens overtagelse af gælden, før der kan træffes
afgørelse om eftergivelse. Sager om eftergivelse er som
udgangspunkt omfattet af en karensregel, således at der først kan
træffes afgørelse, når der er gået et vist antal år efter
overtagelsen af gælden. Formålet hermed er at give mulighed for at
følge den enkelte låntager over en periode med henblik på at kunne
konstatere eventuelle ændringer og forbedringer i dennes
økonomiske forhold. Samtidig skal karensreglen kunne forhindre
eller nedbringe risikoen for spekulative indfrielser. Undtaget
herfra er alene låntagere, der er tilkendt førtidspension eller
invaliditetsydelse efter den sociale pensionslovgivning, jfr. stk.
3.
Som hovedregel for gældssager, der er overtaget af Hypotekbanken før
tidspunktet for lovens fremsættelse eller senere, gælder i øvrigt
en karenstid på 10 år. jfr. stk. 1.
En 10-års regel er upåkrævet for låntagere, hvis studiegæld allerede
administreres af Hypotekbanken, idet der for denne gæld ikke
foreligger risiko for spekulative misholdelser og indfrielser.
For studiegæld, der er overtaget til inddrivelse af Hypotekbanken før
fremsættelsestidspunktet, foreslås derfor i stk. 2, en forkortet
frist på 5 år. Denne frist vil være tilstrækkelig til at
konstatere, om der over en periode er sket forbedringer i disse
debitorers økonomiske og/ eller erhvervsmæssige forhold.
TIL § 14
Bestemmelsen tilsigter en arbejdsfordeling mellem skifteretterne og
Hypotekbanken, hvad angår gældssanering af studielån. Stk. 2
angiver desuden de betingelser, der må være opfyldt for at debitor
overhovedet kan få en anmodning om eftergivelse taget op til
realitetsbehandling.
Efter stk. 2, udelukker opnået gældssanering af studielån ved
skifteretten i form af nedsættelse af gælden, at Hypotekbanken
efterfølgende yderligere kan eftergive studiegæld.
TIL § 15
Efter gældende praksis kan Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte
eftergive statslån og gæld vedrørende for meget modtaget støtte i
tilfælde af, hvor låntager er tilkendt førtidspension som følge af
kronisk sygdom eller invaliditet. Forslaget sikrer, at denne
praksis kan videreføres, også i tilfælde hvor en formel
misligholdelse endnu ikke er konstateret.
I øvrigt må styrelsen henvise til gældssanering i henhold til
konkursloven.