1986 LSF 161 FORSLAG TIL LOV OM ET FOREBYGGELSESRÅD
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00161@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Forebyggelsesrådet har til opgave at styrke indsatsen for
sundhedsfremme, sygdoms- og ulykkesforebyggelse, såvel i
sundhedssektoren som i andre samfundssektorer. Det påhviler
herunder rådet:
1) at rådgive statslige og kommunale myndigheder i forbindelse med
sundhedsfremmende, sygdoms- og ulykkesforebyggende indsats,
2) at styrke den lokale sundhedsfremmende, sygdoms- og
ulykkesforebyggende indsats gennem samarbejde med lokale
forebyggelsesråd m.v. samt rådgivning og støtte til lokalt
forsøgs- og udviklingsarbejde,
3) at tage initiativ til analyser og udredninger, som bør gennemføres
som led i en samlet forebyggelsesindsats eller som led i en
vurdering af eksisterende sundhedsfremmende, sygdoms- og
ulykkesforebyggende foranstaltninger,
4) at stimulere forskning og forsøg på det forebyggende område.
Stk. 2. Forebyggelsesrådet fremsætter sine forslag over for
indenrigsministeren.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet offentliggør mindst hvert andet år
beretning om rådets virksomhed.
§ 2. Forebyggelsesrådet består af 20 medlemmer, herunder
medicinaldirektøren, der beskikkes af indenrigsministeren for 4 år
ad gangen. De 12 medlemmer beskikkes efter forhandling med
henholdsvis arbejdsministeren, boligministeren, miljøministeren,
socialministeren, undervisningsministeren, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og
Frederiksberg Kommuner i forening, Planlægningsrådet for
Forskningen, Statens Husholdningsråd, Forbrugerrådet og Komiteen
for Sundhedsoplysning. De øvrige medlemmer, hvoraf 6 skal have
særlig indsigt og erfaring inden for rådets virkefelt, udpeges af
indenrigsministeren. Indenrigsministeren udpeger en formand og en
næstformand blandt rådets medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med
Forebyggelsesrådet træffe beslutning om udvidelse af rådets
medlemstal eller ændring i rådets sammensætning.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet nedsætter et forretningsudvalg bestående
af rådets formand, rådets næstformand, medicinaldirektøren samt
yderligere 2 medlemmer af rådet. Rådets formand er tillige formand
for forretningsudvalget.
§ 3. Indenrigsministeren nedsætter et uafhængigt, sagkyndigt
tobaksskaderåd, som har til opgave at styrke indsatsen for
begrænsning af tobaksrygningens gener og helbredsskadelige
virkninger for såvel aktive som passive rygere.
Stk. 2. Tobaksskaderådet består af 9 medlemmer, der udpeges af
indenrigsministeren. 2 medlemmer udpeges blandt medlemmerne af
Forebyggelsesrådets forretningsudvalg, og 7 medlemmer udpeges som
sagkyndige inden for områderne: lægevidenskab, jura, sociologi,
statistik/ epidemiologi, pædagogik, psykologi og information.
Rådets formand udpeges af indenrigsministeren blandt de 7
sagkyndige medlemmer.
Stk. 3. Tobaksskaderådet arbejder uafhængigt af Forebyggelsesrådet
med selvstændig sekretariatsfunktion.
Stk. 4. Tobaksskaderådet offentliggør hvert år en beretning om dets
virksomhed. Beretningen afgives direkte til Folketinget og
indenrigsministeren.
§ 4. Forebyggelsesrådet kan nedsætte sagkyndige udvalg til bistand
ved varetagelsen af rådets opgaver. Til medlemmer af sådanne
udvalg kan vælges sagkyndige uden for rådets medlemskreds.
§ 5. Indenrigsministeren fastsætter Forebyggelsesrådets og
Tobaksskaderådets forretningsordener.
§ 6. Staten afholder udgifterne til Forebyggelsesrådets og
Tobaksskaderådets virksomhed.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 217 af 23. maj 1979 om et
forebyggelsesråd.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet offentliggør første gang sin beretning
efter § 1, stk. 3, ved udgangen af 1988.
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 439
§ 1. Forebyggelsesrådet har til opgave at styrke indsatsen for
sundhedsfremme, sygdoms- og ulykkesforebyggelse, såvel i
sundhedssektoren som i andre samfundssektorer. Det påhviler
herunder rådet:
1) at rådgive statslige og kommunale myndigheder i forbindelse med
sundhedsfremmende, sygdoms- og ulykkesforebyggende indsats
2) at styrke den lokale sundhedsfremmende, sygdoms- og
ulykkesforebyggende indsats gennem samarbejde med lokale
forebyggelsesråd m.v. samt rådgivning og støtte til lokalt
forsøgs- og udviklingsarbejde
3) at tage initiativ til analyser og udredninger, som bør gennemføres
som led i en samlet forebyggelsesindsats eller som led i en
vurdering af eksisterende sundhedsfremmende, sygdoms- og
ulykkesforebyggende foranstaltninger
4) at stimulere forskning og forsøg på det forebyggende område.
Stk. 2. Forebyggelsesrådet har som led i sin virksomhed særligt til
opgave at styrke indsatsen for begrænsning af tobaksrygnings gener
og sundhedsskadelige virkninger for såvel aktive som passive
rygere.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet fremsætter sine forslag over for
indenrigsministeren.
§ 2. Forebyggelsesrådet består af 22 medlemmer, herunder
medicinaldirektøren, der beskikkes af indenrigsministeren for 4 år
ad gangen. De 12 medlemmer beskikkes efter forhandling med
henholdsvis arbejdsministeren, boligministeren, miljøministeren,
socialministeren, undervisningsministeren, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og
Frederiksberg kommuner i forening, Planlægningsrådet for
Forskningen, Statens Husholdningsråd, Forbrugerrådet og Komiteen
for Sundhedsoplysning. De øvrige medlemmer, hvoraf 8 skal have
særlig indsigt og erfaring inden for rådets virkefelt, herunder
mindst 2 inden for tobaksområdet, udpeges af indenrigsministeren.
Indenrigsministeren udpeger en formand og en næstformand blandt
rådets medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med
Forebyggelsesrådet træffe beslutning om udvidelse af rådets
medlemstal eller ændring i rådets sammensætning.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet nedsætter et forretningsudvalg bestående
af rådets formand, rådets næstformand, medicinaldirektøren samt
yderligere 3 medlemmer af rådet. Rådets formand er tillige formand
for forretningsudvalget.
§ 3. Forebyggelsesrådet nedsætter et sagkyndigt udvalg til bistand
ved varetagelsen af de opgaver på tobaksområdet, som er nævnt i §
1, stk. 2.
Stk. 2. Forebyggelsesrådets næstformand er formand for udvalget.
Forebyggelsesrådet vælger herudover et medlem til tobaksudvalget
blandt forretningsudvalgets øvrige medlemmer. Til udvalget kan i
øvrigt vælges sagkyndige uden for Forebyggelsesrådets
medlemskreds.
§ 4. Forebyggelsesrådet kan nedsætte andre sagkyndige udvalg til
bistand ved varetagelsen af rådets opgaver. Til medlemmer af
sådanne udvalg kan vælges sagkyndige uden for rådets medlemskreds.
§ 5. Indenrigsministeren fastsætter rådets forretningsorden.
§ 6. Staten afholder udgifterne til Forebyggelsesrådets virksomhed.
§ 7. Forebyggelsesrådet offentliggør mindst hvert andet år beretning
om rådets virksomhed.
§ 8. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 217 af 23. maj 1979 om et
forebyggelsesråd.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet offentliggør første gang sin beretning
efter § 7 ved udgangen af 1988.
§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
1. Baggrunden for lovforslaget
Forbyggelsesrådet blev oprettet ved lov nr. 217 af 23. maj 1979 (Lov
om et forebyggelsesråd).
Forslaget om nedsættelse af et centralt forebyggelsesråd blev første
gang fremsat i betænkning 809 (1977) om prioritering i
sundhedsvæsenet. Sundhedsprioriteringsudvalget redegjorde heri
nærmere for tankerne om et nyt selvstændigt centralt råd for
sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse (s. 20-32 og s. 263-290).
I § 5 i lov om et forebyggelsesråd blev det fastsat, at loven skulle
forelægges Folketinget til revision senest i folketingsåret
1983-84. Revisionsbestemmelsen skyldtes et ønske om at give
Folketinget mulighed for at vurdere Forebyggelsesrådets virksomhed
efter en vis funktionsperiode (Folketingstidende 1978-79, sp.
8530-8531, 9349-9367, 10406-10418, og 10589-10590, tillæg A 3379,
C 421).
Loven blev herefter behandlet i Folketinget i foråret 1984. I lov nr.
158 af 11. april 1984 (Lov om ændring af lov om et
forebyggelsesråd) blev det fastsat at udskyde den fastsatte
revisionstermin til folketingsåret 1986-87. (Folketingstidende
1983-84, sp. 1374-1379, 2050-2056, 3019, 3438, tillæg A 1969).
Begrundelsen for at udskyde revisionen var, at rådet kun havde haft
kort tid til at virke i. Med udskydelsen af lovrevisionen til
folketingsåret 1986-87 ville der blive tilvejebragt et bedre
grundlag for at vurdere rådets virke og dets organisation over en
længere årrække.
Formålet med nærværende lovforslag er at revidere den gældende lov om
Forebyggelsesrådet, således at rådets hidtidige indsats bibeholdes
og styrkes samt udvides til permanent at omfatte en styrket
forebyggende indsats på tobaksområdet.
2. FOREBYGGELSESRÅDETS HIDTIDIGE VIRKSOMHED
Forebyggelsesrådet har ifølge gældende lov to hovedopgaver:
- at foretage en løbende kritisk vurdering af eksisterende
sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger i og
uden for sundhedssektoren og
- at fremsætte forslag til fremme af den forebyggende indsats i
samfundet.
I de seneste år har interessen for det forebyggende arbejde været
stigende. En styrkelse af dette arbejde indgår således som et
afgørende led i regeringens sundhedspolitik, jfr. regeringens
sundhedspolitiske redegørelse som blev forelagt for Folketinget i
maj 1986.
Målet for forebyggelse er sundhed i videste forstand.
Sundhedsarbejdet kan ikke blot indskrænkes til interesse for nogle
sygdomssymptomer, men er også et spørgsmål om holdning til
livsstil og om både fysisk, psykisk og socialt velbefindende.
Arbejdet med at fremme den forebyggende indsats må derfor ske på
tværs af sektorer og administrative opdelinger og på tværs af
eksisterende faggrænser.
Det er Forebyggelsesrådets opfattelse, at det er på det lokale plan,
gennemslagskraften er størst, hvorfor rådet prioriterer det
udadvendte arbejde højt.
Det sundhedsfremmende, sygdoms- og ulykkesforebyggende arbejde i
rådet har været karakteriseret af følgende principper:
- ET BREDT SUNDHEDSBEGREB, som ikke alene vedrører fysisk sygdom, men
også psykiske og sociale forhold,
- EN SUNDHEDSPÆDAGOGISK INDSATS, hvor målet især er holdnings- og
adfærdsmæssige ændringer, der medvirker til at fremme sundheden.
Den sundhedspædagogiske indsats retter sig såvel mod befolkningen
i sin helhed, som mod politikere og beslutningstagere i øvrigt,
der kan tilvejebringe mulighederne for en sundhedsfremmende
adfærd,
- TVÆRFAGLIGT OG TVÆRSEKTORIELT ARBEJDE, hvor målet er at fremme
samarbejdet på tværs af faggrænser og på tværs af administrative
grænser. Et sådant samarbejde er en forudsætning for at fremme det
forebyggende arbejde,
- DECENTRALISERING, hvor målet dels er at iværksætte eller inspirere
til sundhedspædagogisk og forebyggende forsøgs- og
udviklingsarbejde i amtskommuner og kommuner, dels at inspirere
til oprettelse af lokale forebyggelsesgrupper med det formål at
igangsætte og koordinere lokalområdets aktiviteter på det
forebyggende område,
- VALGMULIGHED, hvor det er målet, at der, såvel for den enkelte som
for forskellige samfundsgrupper, skabes muligheder for at vælge en
sundhedsfremmende livsstil.
Også på lokalt plan har interessen for den forebyggende indsats været
stigende, hvilket bl.a. kan ses gennem oprettelsen af lokale og
regionale forebyggelsesråd eller- grupper og et øget
forsøgsarbejde på forebyggelsesområdet. Forebyggelsesrådet har
medvirket aktivt til denne udvikling.
Samtidig understreger den voksende opmærksomhed om nødvendigheden af
en forebyggende indsats og de lokale initiativer behovet for
Forebyggelsesrådets koordineringsfunktion på området.
Den danske regering har tilsluttet sig WHO's program »Sundhed for
alle år 2000«, som lægger vægt på en styrkelse af den forebyggende
indsats.
Forebyggelsesrådets hidtidige arbejde og planer for det fremtidige
arbejde er i overensstemmelse med denne overordnede
sundhedspolitiske målsætning.
Forebyggelsesrådet har således i sit hidtidige arbejde lagt vægt på
at fremme den forebyggende indsats gennem samarbejde på tværs af
administrative opdelinger og eksisterende faggrænser - såvel inden
for sundhedssektoren som i andre samfundssektorer.
Rådet har lagt vægt på det igangsættende og opsøgende arbejde -
særligt på lokalt plan for herigennem at bidrage til en
videreudvikling af den forebyggende indsats i amtskommuner og
kommuner. De væsentlige initiativer i dette arbejde har været:
TEMADAGE
Forebyggelsesrådet udsendte i 1985 tilbud til samtlige amtskommuner
og kommuner om afholdelse af temadage om forebyggelse og
sundhedsfremme. Formålet med temadagen er bl.a. at diskutere,
hvordan lokalt forebyggelsesarbejde kan etableres, og hvordan
forsøgs- og udviklingsarbejde kan iværksættes. Tilbuddet er blevet
meget positivt modtaget, ialt 20 temadage er afholdt eller
planlagt.
KONTAKTGRUPPEN VEDR. FORSØGSAMTER OG -KOMMUNER
Som en del af arbejdet med at igangsætte forsøgs- og
udviklingsarbejder på det forebyggende og sundhedsfremmende område
etableredes i 1983 et formaliseret samarbejde mellem
Forebyggelsesrådet og 4 amtskommuner, (Viborg, Fyn, Storstrøm og
Roskilde) og 3 kommuner (Århus, Fredensborg-Humlebæk og Nordborg).
Kontaktgruppens formål er inspiration til og formidling af
erfaringer om forsøgsvirksomhed. Kontaktgruppen er fra 1985 åbnet
for repræsentanter fra andre amtskommuner og kommuner.
NYT OM FOREBYGGELSE
I 1984 udsendtes første gang i samarbejde med Komiteen for
Sundhedsoplysning et nyhedsblad, Nyt om Forebyggelse. Det udkommer
4 gange årligt gratis til amtskommuner, kommuner,
sundhedsfaggrupper, Folketinget, biblioteker,
uddannelsesinstitutioner samt andre interesserede. Oplaget er
gennem perioden i overensstemmelse med den stigende interesse for
bladet øget fra ca. 3.000 til over 6.000.
FORSØGSKONSULENT
Forebyggelsesrådet har via Indenrigsministeriets sundhedspulje fået
mulighed for fra november 1986 at ansætte en forsøgskonsulent
foreløbig for en et-årig periode. Konsulenten skal yde bistand til
at fastholde, udvikle og konkretisere forsøgsprojekter samt
videreformidle erfaringer mellem amtskommuner og kommuner.
Som led i dette arbejde afholder Forebyggelsesrådet i begyndelsen af
1987 en work-shop om evaluering af forsøgsvirksomhed. Her mødes en
række fagfolk med teoretisk og praktisk erfaring i forsøgs- og
udviklingsarbejde, for at diskutere evaluering af forsøgsprojekter
med henblik på at give konkrete anvisninger på, hvordan forsøg
m.v. kan evalueres.
DET CENTRALE SUNDHEDSPÆDAGOGISKE UDVALG
Udover disse aktiviteter er sundhedspædagogik et højt prioriteret
arbejdsområde, som har været en central del af arbejdet fra rådets
start.
Umiddelbart herefter nedsattes i 1980 en sundhedspædagogisk
arbejdsgruppe, der havde til opgave at udarbejde forslag til
handlingsplaner for rådet vedrørende en indsats på det
sundhedspædagogiske område.
Arbejdsgruppen foreslog bl.a. et permanent centralt
sundhedspædagogisk udvalg, hvilket blev nedsat i 1982. Det
centrale sundhedspædagogiske udvalg har til opgave at tilskynde
til, følge, samordne og vurdere sundhedspædagogiske aktiviteter i
vid forstand.
I den første rådsperiode var rådets sundhedspædagogiske indsats
koncentreret om to hovedfunktioner, dels udarbejdelse af
omfattende rapportmateriale om status for den sundhedspædagogiske
indsats i Danmark, dels opsøgende og udviklende sundhedspædagogik
gennem en række konkrete initiativer. Disse har været formidling
og oplysning til henholdsvis amtskommuner og kommuner og
forskellige centrale faggrupper og enkeltpersoner indenfor det
forebyggende og sundhedspædagogiske arbejde.
Det sundhedspædagogiske udvalg har lagt særlig vægt på
sundhedspædagogiske aktiviteter på uddannelses- og
undervisningsområdet samt for børn og unge. Som 3 eksempler kan
nævnes.
1) SUNDHEDSPÆDAGOGIK I FOLKESKOLEN
På initiativ af Forebyggelsesrådet bevilgede Nordisk Råds Ministerråd
i perioden 1982-1985 penge til et nordisk projekt vedrørende
udvikling af sundhedspædagogiske modelkurser for folkeskolen. Det
danske modelkursus blev udviklet i Nordborg kommune.
2) FOLKESKOLEGRUPPEN
I sommeren 1985 nedsattes en arbejdsgruppe vedrørende
sundhedspædagogik i folkeskolen. Gruppen har afholdt og planlægger
nye konferencer om skolens betydning for det sundhedsfremmende
arbejde i et lokalsamfund. Formålet er bl.a. at udarbejde konkrete
handlingsplaner for forsøgsprojekter inden for folkeskolen i den
enkelte kommune.
Der arbejdes også med sundhedspædagogiske initiativer på gymnasie- og
HF-plan og inden for folkeoplysningen.
3) SUNDHEDSPÆDAGOGIK OG GAMLE
Det sundhedspædagogiske arbejde omfatter også en indsats over for
gamle mennesker. En arbejdsgruppe omkring sundhedspædagogik og
gamle kom i 1983 med en række forslag til sundhedspædagogiske
aktiviteter blandt gamle.
I 1984 afholdtes en konference herom, som via eksempler havde til
formål at formidle erfaringer og ideer.
FORSKNING
Rådet har i efteråret 1985 indledt en møderække med
forskningsinstitutionerne, hvor formålet er at opfordre og
inspirere til forskning inden for forebyggelse og sundhedsfremme.
WHO'S »SUNDHED FOR ALLE åR 2000«
I forbindelse med WHO's program »Sundhed for Alle år 2000« har
Forebyggelsesrådet iværksat en række aktiviteter. Som eksempel kan
nævnes udgivelsen af pjecen »Sundhed for dig - sundhed for alle«,
som retter sig mod hele befolkningen samt samarbejde om »Sundhed
for alle«-strategien. I august 1985 blev der således etableret et
samarbejdsforum mellem en række private og offentlige
organisationer, foreninger og myndigheder med det formål at fremme
opfyldelsen af målsætningerne i WHO's program. Initiativtagere
hertil var Komiteen for Sundhedsoplysning og Forebyggelsesrådet.
Rådet udskrev i 1985 en prisopgave med udgangspunkt i WHO's
strategi. Vindernes besvarelse af prisopgaven, som skulle
indeholde forslag til, hvorledes sundhedsfremme og forebyggelse
kan indgå som væsentlige elementer i den danske sundhedspolitik,
blev publiceret i sommeren 1986.
ULYKKESFOREBYGGELSE
Forebyggelsesrådet har taget en række initiativer over for ulykker. I
1981 afholdtes en tværfaglig konference om væsentlige ulykkestyper
og siden arbejdedes med faldulykker blandt ældre. Dette har bl.a.
medført samarbejde om et lokalt projekt i Vejle Amtskommune om
forebyggelse af disse ulykker. I 1985 nedsattes en arbejdsgruppe
vedrørende ulykkesregistrering. Gruppen fremlægger forslag for
rådet om tilrettelæggelse af ulykkesforebyggelse herunder
ulykkesregistrering.
TOBAKSRYGNING
Forebyggelsesrådet har gennem hele perioden beskæftiget sig med
forebyggende indsats mod tobaksrygnings gener og sundhedsskadelige
virkninger gennem en række initiativer.
I 1983 udsendte sekretariatet en rapport om passiv rygning.
Forebyggelsesrådet indstillede herefter til indenrigsministeren at
tage spørgsmålet om beskyttelse af ikke-rygere op inden for den
offentlige forvaltning og institutioner ledsaget af en
informationskampagne.
Indenrigsministeren besluttede i 1985 som første led i en samlet
indsats at gennemføre en kampagne mod passiv rygning. Kampagnen
blev gennemført af Forebyggelsesrådet i samarbejde med
Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og
Komiteen for Sundhedsoplysning. Formålet var at ændre normerne
omkring rygning, således at ikke-rygning bliver det normale, hvor
flere mennesker opholder sig sammen, og at etablere »røgfrie
zoner« i offentligt tilgængelige lokaler m.v. Samarbejdet med de
to førstnævnte har siden resulteret i afholdelsen af en
tobakshøring i efteråret 1986, ligesom der med disse og andre
organisationer samarbejdes om tilrettelæggelse og finansiering af
en interviewundersøgelse af danskernes rygevaner, som efter planen
gennemføres i begyndelsen af 1987.
Forebyggelsesrådets seneste engagement inden for tobaksområdet er at
fungere som dansk kontaktorgan i WHO's fælleseuropæiske aktion mod
rygning. Første trin i dette fælles projekt består i at indsamle
og formidle data og erfaringer fra de enkelte lande.
PUBLIKATIONSVIRKSOMHED. BERETNINGER
Rådets arbejde, publikationer og initiativer i den første rådsperiode
er udførligt beskrevet i rådets 2 første beretninger, der dækker
henholdsvis perioden 1. juli 1980 til 31. december 1981 og
perioden 1. januar 1982 til 31. december 1983.
En beskrivelse af rådets arbejde i samt perspektiver på det
fremtidige arbejde i 2. periode findes i den seneste beretning,
der dækker perioden 1. januar 1984 til 1. juni 1986. (Eksemplarer
af beretningen er blevet sendt til Folketingets medlemmer).
Beretningerne indeholder lister over rådets publikationer m.v. Siden
sin start har rådet publiceret 13 rapporter, 5 småtryk og 2
pjecer. Bladet »Nyt om Forebyggelse« er udkommet 10 gange.
3. FORBEREDELSE AF LOVREVISIONEN
Som forberedelse til foreliggende lovrevision nedsatte
Forebyggelsesrådet en arbejdsgruppe, der fik til opgave at se
kritisk på rådets organisatoriske struktur samt fremføre
overvejelser vedrørende den fremtidige organisation. Disse
overvejelser blev fremsendt til indenrigsministeren den 28. maj
1986. Den 1. juli 1986 bad indenrigsministeren de i rådet
repræsenterede myndigheder og organisationer om en udtalelse om
rådets arbejde - med særlig vægt på en vurdering af
1) afgrænsningen af rådets opgaver, jfr. § 1,
2) rådets resultater og gennemslagskraft i forhold til centrale og
lokale myndigheder - herunder en vurdering af kendskabet til rådet
og dets publikationer, lokalområdets benyttelse af rådet samt
rådets rolle som høringsinstans vedrørende forebyggelse og
sundhedspædagogik og
3) vurdering af rådets sammensætning.
Nærværende lovforslag er udarbejdet på baggrund af arbejdsgruppens
overvejelser samt de indkomne høringssvar. Svarene er gennemgående
positive over for rådets hidtidige arbejde og tilslutter sig i
overvejende grad rådets egne overvejelser. Som eksempel på rådets
positive effekter fremhæves særlig rådets væsentlige funktion og
gennemslagskraft i forhold til det lokale forebyggende arbejde. Et
andet gennemgående tema i svarene er fremhævelsen af
nødvendigheden af at øge sekretariatets personalemæssige
ressourcer. Rådets funktion som høringsinstans og koordinator af
det voksende antal forebyggende initiativer fremhæves i flere af
svarene. Flertallet af svarene peger på, at rådets hidtidige
organisatoriske struktur har fungeret tilfredsstillende enkelte af
svarene foreslår ændringer i rådets størrelse og sammensætning
eller formålsbeskrivelse.
4. FREMTIDIGE OPGAVER På TOBAKSOMRÅDET
Folketinget vedtog den 28. maj 1986 et beslutningsforslag om sikring
af røgfri miljøer, hvori regeringen opfordres til at tage en række
initiativer til sikring af røgfri miljøer. Dette
beslutningsforslag omfatter som punkt 4:
»Etablering af et uafhængigt tobaksskaderåd, hvis første formål er at
oplyse om tobakkens skadevirkninger på aktive og passive rygere«.
Det fremgår af forslagets behandling i Folketinget, at opgaven
vedrørende et tobaksskaderåd kunne løses enten gennem oprettelse
af et tobaksskaderåd eller gennem Forebyggelsesrådets varetagelse
af opgaven. (Folketingstidende 1985/ 86, sp. 9384-9404 og sp.
11996-12003).
Forebyggelsesrådet har løbende overfor indenrigsministeren påpeget
behov for en forebyggende indsats på tobaksområdet. Opgaven
vedrørende et tobaksskaderåd vil kræve en tværsektoriel indsats,
bl.a. af de myndigheder, der er repræsenteret i
Forebyggelsesrådet. Ved placering af tobaksopgaverne i rådet
udnyttes såvel de praktiske ressourcemæssige fordele samt fordelen
ved erfaringerne fra rådets hidtidige engagement omkring
tobaksopgaverne.
5. LOVFORSLAGETS HOVEDINDHOLD
I forhold til den gældende lov om det eksisterende forebyggelsesråd
er der således i lovforslaget følgende ændringer:
1) Beskrivelsen og formuleringen af rådets formål og opgaver bringes
i overensstemmelse med rådets hidtidige arbejde.
2) Rådets formål og opgaver udvides til udtrykkeligt at omfatte
tobaksområdet.
3) Rådet foreslås udvidet med henblik på tobaksopgaverne.
4) Der foreslås en styrkelse af forretningsudvalget.
5) Der nedsættes et permanent udvalg til varetagelse af
tobaksopgaverne.
6) Der sikres en selvstændig bevilling til varetagelse af
tobaksopgaverne.
Nærværende lovforslag har været til høring hos flg. myndigheder og
organisationer: Arbejdsministeriet, Boligministeriet,
Finansministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet,
Socialministeriet, Undervisningsministeriet, Ministeriet for
Grønland, Ministeriet for offentlige arbejder,
Industriministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Husholdningsråd,
Forbrugerrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes
Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Komiteen
for Sundhedsoplysning, Forebyggelsesrådet, Den almindelige danske
Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Astma- og
Allergiforbund, Foreningen Ny Rygekultur, Landsforeningen Røgfrit
Miljø, Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose og
sygdomme i åndedrætsorganerne, Hjerteforeningen og Kræftens
Bekæmpelse.
6. ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER
Forebyggelsesrådets sekretariatsfunktioner har i den seneste periode
været varetaget af 3 heltidsansatte sagsbehandlere samt 11/2
kontorfunktionær.
Lovforslaget vil medføre øgede udgifter for staten. Varetagelsen af
en indsats på tobaksområdet vil dels kræve en forøgelse af
Forebyggelsesrådets nuværende personale, dels kræve at der stilles
et beløb til rådighed for oplysningsvirkomhed f.eks. kampagner og
publikationer.
Ved henlæggelse af opgaverne på tobaksområdet til Forebyggelsesrådet
vil der kunne opnås en væsentlig besparelse i forhold til
etablering af et selvstændigt råd med selvstændigt sekretariat -
herunder personale og lokaler. Desuden har Forebyggelsesrådet en
generel erfaring med varetagelse af opgaven inden for
tobaksområdet.
Det skønnes, at Forebyggelsesrådet vil kunne varetage
tobaksopgaverne, som de er formuleret i nærværende lovforslag,
gennem tilførelse af 3 sagsbehandlere, 11/2 kontorfunktionær samt
et beløb til varetagelse af oplysningsarbejde m.v. Udgifterne
hertil anslås til i alt ca. 2,6 mill. kr.
Herudover foreslås det nuværende sekretariat styrket gennem en
personaleudvidelse på 2 sagsbehandlere med henblik på en styrkelse
af varetagelsen af Forebyggelsesrådets øvrige opgaver. Samtidig
vil der være behov for normering af en selvstændig
sekretariatsleder. Det anslås, at de samlede udgifter herved vil
udgøre ca. 0,7 mill. kr.
De samlede merudgifter for staten ved lovforslaget skønnes i
overensstemmelse med ovenstående at beløbe sig til ca. 3,3 mill.
kr. om året.
Det foreslås, at der på finansloven stilles et selvstændigt beløb til
rådighed for varetagelse af opgaverne på tobaksområdet. Dette
medfører, at ressourcerne til rådighed for en indsats på
tobaksområdet kan adskilles fra de øvrige forebyggende
initiativer.
Det foreliggende forslag har ingen umiddelbare økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER
Til § 1, stk. 1
Forslaget til nyformulering af rådets opgaver er i overensstemmelse
med det forslag til revision af formål og opgaver, der findes i de
organisatoriske overvejelser, som rådet har fremsendt til
indenrigsministeren. Rådets arbejde har i stigende grad været
igangsættende og afsmittende, og denne udvikling søges nu
lovfæstet og styrket gennem en omformulering af den eksisterende
lovs § 1, stk. 1. I forslaget lægges udtrykkeligt vægt på
styrkelsen af det lokale arbejde gennem samarbejde, rådgivning og
støtte i forhold til lokalt forebyggende arbejde, herunder lokalt
forsøgs- og udviklingsarbejde. Forslaget er også et resultat af,
at den løbende kritiske vurdering af eksisterende
sundhedsfremmende, sygdoms- og ulykkesforebyggende
foranstaltninger i og uden for sundhedssektoren hidtil primært er
indgået som et led i konkrete projekter og aktiviteter. Med den
nuværende formulering er sådanne vurderinger stadig et af
formålene med rådets arbejde.
Herudover er formuleringen et resultat af, at rådet ifølge
lovforslaget skal varetage opgaver på tobaksområdet - herunder
informations- og oplysningsarbejde.
En væsentlig funktion i forbindelse med rådets virksomhed er
formidling, dels af rådets egne, dels af amtskommuners, kommuners
m.v. forslag, ideer, erfaringer og forsøgs- og udviklingsarbejder.
Rådets formidlings- og oplysningsaktiviteter har først og fremmest
rettet sig mod politiske beslutningstagere, fagpersoner og
embedsmænd. Kun i forbindelse med kampagnen mod passiv rygning og
pjecen, »Sundhed for dig sundhed for alle«, har rådet haft bredere
grupper eller hele befolkningen som målgruppe.
Med en fremtidig varetagelse af tobaksopgaven vil rådet få en
permanent informations- og oplysningsopgave overfor hele
befolkningen.
På rådets øvrige hovedområder vil dets formidlings- og
oplysningsvirksomhed fortsat fortrinsvis rette sig mod rådets
traditionelle målgrupper. I samarbejde med andre myndigheder,
organisationer, foreninger m.v. vil rådet kunne indgå i bredere
oplysningsopgaver, f.eks. i forbindelse med opfølgning af rådets
egne forslag, jfr. kampagnen mod passiv rygning.
Udover disse formidlings- og oplysningsopgaver vil det være en
naturlig del af rådets almindelige koordinerende virksomhed at
varetage mere overordnede opgaver og udredende funktioner
vedrørende oplysning- og formidlingsarbejde.
Til nr. 1
Med rådgivning menes her dels de initiativer, som Forebyggelsesrådet
selv tager i forhold til statslige og kommunale myndigheder, dels
rådgivning som følge af henvendelser fra myndigheder,
enkeltpersoner eller organisationer om sundhedsfremme, sygdoms- og
ulykkesforebyggelse.
Rådgivning kan bestå af de funktioner som rådet hidtil har udøvet
(temadage, konferenceaktiviteter, telefonisk vejledning,
udsendelse af materialer i generelle og konkrete sager med
sundhedsfremmende og forebyggende indhold). Den kan ligeledes
bestå i nye aktiviteter som f.eks. den nyetablerede
konsulentordning eller andre tilsvarende udadvendte aktiviteter i
forhold til statslige eller kommunale myndigheder.
Rådgivning i denne sammenhæng skal derfor forstås bredt, og kan komme
til udtryk i såvel forslag til nye sundhedsfremmende, ulykkes- og
sygdomsforebyggende indsatser som i de daglige kontakter mellem
sekretariatet og de kommunale myndigheder eller enkeltpersoner om
lokale initiativer.
Til nr. 2
Forebyggelsesrådet har gennem de seneste år støttet den lokale
indsats ikke mindst oprettelsen af amtskommunale og kommunale
forebyggelsesråd.
Under dette arbejde har det vist sig, at der findes stor aktivitet i
kommunerne vedrørende lokalt forsøgs- og udviklingsarbejde om
forebyggelse. Samtidig har det vist sig, at der er gode muligheder
for gensidig inspiration og samarbejde mellem det centrale
forebyggelsesråd, lokale forebyggelsesråd eller -grupper, lokale
myndigheder i øvrigt og forskellige faggrupper. Gennem en
bevilling fra Indenrigsministeriets sundhedspulje er det blevet
muligt at ansætte en konsulent, hvis opgave er at yde bistand til
lokale forsøgs- og udviklingsarbejde. Et væsentligt element heri
vil være formidling af erfaring og kontakter de enkelte
amtskommuner og kommuner imellem.
Dette kan f.eks. bestå i etablering af et »netværk« af personer på
amtsligt og kommunalt plan, der arbejder med forebyggende arbejde.
Centrale personer heri vil f.eks. være ansatte i lokale
forebyggelseskonsulentordninger eller medlemmer af de lokale
forebyggelsesråd eller- grupper.
Til nr. 3
Hidtil har Forebyggelsesrådet haft til opgave at foretage en løbende
kritisk vurdering af eksisterende sundhedsfremmende og
sygdomsforebyggende foranstaltninger i og uden for
sundhedssektoren. Varetagelsen heraf er hidtil indgået som en
integreret del af øvrige aktiviteter, bl.a. af ressourcemæssige
grunde.
Forebyggelsesrådet ønsker stadig som et led i arbejdet at kunne
vurdere de eksisterende ordninger og foranstaltninger. Som led
heri er analyse- og udredningsvirksomhed nødvendig.
Forebyggelsesrådet har i løbet af perioden nedtonet rådets egen
analyse- og udredningsvirksomhed til fordel for den opsøgende og
udadrettede virksomhed og direkte påvirkning af beslutningstagere.
Analyser og udredninger vil dog fortsat indgå som en del af rådets
arbejde.
Til nr. 4
Forebyggelsesrådet ønsker udover at støtte allerede igangværende
lokalt forsøgs- og udviklingsarbejde som nævnt under nr. 2 at
stimulere til forskning og forsøg på det forebyggende område. Det
er afgørende for den fortsatte interesse for en forebyggende
indsats, at der foretages en evaluering af den hidtidige indsats,
herunder af forsøg, og at der sker en udvikling af metoderne til
evaluering af indsatsen vedrørende sundhedsfremme, sygdoms- og
ulykkesforebyggelse.
Som eksempler på relevante forskningstemaer kan herudover nævnes
forskning i sundhedsadfærd, i effekten af oplysningsvirksomhed, i
livsstilens betydning for sundhed, udvikling af sundhedsprofiler
m.v., som også har været diskuteret under rådets samarbejde med
forskningsinstitutionerne.
Forskning er en nødvendig del af den forebyggende indsats - og er da
også et væsentligt led i WHO-strategien »Sundhed for Alle år
2000«.
TIL § 1, STK. 2
Forebyggelsesrådet tillægges efter lovforslaget varetagelsen af
indsatsen på tobaksområdet som en permanent arbejdsopgave, som led
i opfølgningen af folketingsbeslutningen om sikring af røgfri
miljøer.
Det er hensigten med lovforslaget at udnytte rådets og sekretariatets
erfaring på tobaksområdet gennem placering af tobaksopgaverne i
Forebyggelsesrådet.
Forebyggelsesrådet har ikke hidtil set det som sin opgave at formidle
almen sundhedsoplysning til befolkningen. Der har dog været
enkeltstående projekter, som har været rettet mod befolkningen
f.eks. Indenrigsministeriets kampagne mod passiv rygning og
udsendelsen af pjecen »Sundhed for dig - sundhed for alle«, som
blev finansieret gennem en særlig bevilling. Informations- og
oplysningsvirksomhed vil dog indgå som et væsentligt element i
varetagelsen af opgaverne på tobaksområdet, hvor oplysning om
tobak og tobaksrygnings skadelige virkninger f.eks. gennem
kampagner m.v. forventes at indgå.
TIL § 1, STK. 3
Dette indebærer, at rådets selvstændige funktion med at stille
forslag om en koordineret forebyggelsesudvikling på tværs af
samfundssektorer fortsat skal ske gennem indenrigsministeren.
Lovforslaget er herved i overensstemmelse med et ønske fra
Forebyggelsesrådet. Bestemmelsen indebærer ikke nogen ændringer i
rådets muligheder for at have direkte kontakt med andre
myndigheder.
Rådets arbejde og sekretariatets arbejdsform har været karakteriseret
af mange direkte og indirekte kontakter med offentlige myndigheder
centralt, regionalt og lokalt. I denne forbindelse har det været
praktisk i forbindelse med enkeltstående forslag og ideer at kunne
rette direkte henvendelser til de berørte, politisk ansvarlige
myndigheder, hvilket også er sket. Rådets hidtidige arbejdsform er
således præget af den direkte kontakt til beslutningstagere - det
vil sige embedsmænd, politikere, fagpersoner, organisationer eller
foreninger, der har ansvaret for områder, der indgår i det
forebyggende arbejde. Rådet har gennem møder og konferencer
henvendt sig direkte til disse mennesker - men har også inddraget
disse i rådets virksomhed i de sagkyndige udvalg og
arbejdsgrupper. Hermed er skabt en større berøringsflade og
bredere dialog, end det ellers ville have været muligt. Også
foredrag og undervisning af rådsmedlemmer og ansatte i
sekretariatet over for relevante grupper er en påvirkningsform til
gensidig inspiration.
Udrednings- og analysevirksomhed i rapporter m.v., der anvendes bl.a.
som undervisningsmateriale af forskellige faggrupper, indgår som
et væsentligt element i rådets arbejde.
TIL § 2
Forebyggelsesrådets nuværende medlemstal foreslås udvidet med 2.
Rådet har på nuværende tidspunkt 20 medlemmer. Udvidelsen af
rådets arbejdsområde gør det nødvendigt, at der blandt de
personligt udpegede medlemmer findes mindst 2 sagkyndige inden for
tobaksområdet. For at sikre, at den foreslåede udvidelse af rådets
opgaver ikke resulterer i en indskrænkning af den øvrige
forebyggende indsats, foreslås en udvidelse af rådet. Antallet og
sammensætningen af myndigheder anses for relevant også for
tobaksområdet, idet også forebyggelse af gener og sundhedsskader
som følge af rygning er en tværsektoriel opgave. De fleste af de
myndigheder, der er repræsenteret i rådet i dag, er eller vil
blive involveret i problematikken omkring tobaksrygning som
henholdsvis sundhedsproblem, arbejdsmiljøproblem eller
miljøproblem.
Af hensyn til rådets uafhængige status er det forudsat, at
medicinaldirektøren ikke kan udpeges til hvervene som henholdsvis
formand og næstformand for rådet. Af hensyn til rådets opgaver bør
rådets sammensætning sikre en rimelig snæver kontakt til
besluttende myndigheder. De foreslåede repræsentanter for
departementer og styrelser samt kommunale organisationer sikrer
det fortsat bedst mulige grundlag for gennemførelse af rådets
forslag. Repræsentanterne for Planlægningsrådet for Forskningen
sikrer kontakt til relevante forskningsinstitutioner, og
repræsentanterne fra Forbrugerrådet og Statens Husholdningsråd
sikrer såvel forbrugernes interesser og koordinationen til
forebyggende initiativer fra Husholdningsrådet. Komiteen for
Sundhedsoplysning blev repræsenteret i rådet ved udvidelsen i 1984
bl.a. for at sikre samarbejdet og koordinering af de to
organisationers indsats. Ved denne lejlighed blev rådet udvidet
fra 17 til 20 medlemmer, idet også Boligministeriet og
Indenrigsministeriet blev medlemmer af rådet. Forebyggelsesrådet
fungerer desuden som et forum for gensidig orientering for de
involverede i og uden for sundhedssektoren.
Med vedtagelsen af en ny lov skal indenrigsministeren beskikke
medlemmer til rådet for en ny 4 års-periode.
TIL § 3
Med denne bestemmelse nedsættes et sagkyndigt udvalg til bistand for
rådets indsats mod tobaksrygningens gener og sundhedsskadelige
virkninger. Udvalget har i øvrigt status og funktion som andre
sagkyndige udvalg, f.eks. det eksisterende centrale
sundhedspædagogiske udvalg. Rådet kan dog ikke vælge at opløse
eller undlade at nedsætte dette udvalg.
Som udvalgsmedlemmer kan vælges medlemmer uden for
Forebyggelsesrådet. Det kan f.eks. være repræsentanter fra private
eller frivillige organisationer m.v., der har sagkundskab inden
for området, eller sagkyndige enkeltpersoner med særlig indsigt og
erfaring inden for emnet.
Det forudsættes, at udvalget kommer til at bestå af mindst 5
personer, idet de tilstrækkelige ressourcer og bredden ellers ikke
vil være til stede.
Det forudsættes endvidere, at udvalget repræsenteres rimeligt
»bredt«, således at både faglig ekspertise samt erfaringer fra
området i øvrigt er repræsenteret i udvalget.
TIL § 4
Ved rådets oprettelse i 1979 blev nedsættelsen af et udvalg
vedrørende sundhedspædagogik forudsat. Det centrale
sundhedspædagogiske udvalg blev nedsat i overensstemmelse hermed
og har fungeret siden begyndelsen af 1982. Udvalget blev etableret
på anbefaling af en nedsat sundhedspædagogisk arbejdsgruppe, hvor
der ligeledes blev hentet sagkyndig bistand uden for rådet.
Udover det centrale sundhedspædagogiske udvalg findes en
arbejdsgruppe omkring ulykkesregistrering samt en
folkeskolegruppe, der refererer direkte til rådet. Der vil til
stadighed være behov for at nedsætte sådanne udvalg, hvor rådet
suppleres og inspireres af sagkyndige på områder, hvor en mere
snæver og dybtgående indsats er nødvendig.
TIL § 5
Svarer til den gældende lov.
TIL § 6
Udgifterne til rådets virksomhed afholdes af staten.
Til dækning af udgifterne ved varetagelsen af tobaksopgaverne
foreslås afsat særskilte beløb på de årlige bevillingslove, der
sikrer adskillelse mellem midlerne til tobaksoplysning m.v. og
midlerne til den øvrige forebyggende indsats.
TIL § 7
Med henblik på at orientere offentligheden, Folketinget og
forvaltningen m.v. pålægges det rådet med højst 2 års mellemrum at
offentliggøre beretning om dets virke.
Tidskravet i forhold til gældende lov skal bl.a. ses i lyset af, at
den eksisterende revisionsklausul (jfr. gældende lov § 5) ikke
findes i nærværende forslag.
TIL § 9
Da loven i sin virksomhed berører emner, der er hhv. særanliggender
og hjemmestyreanliggender, skal loven ikke gælde for Grønland og
Færøerne. I Grønland er der oprettet et forebyggelsesråd. Det
forudsættes, at de færøske og grønlandske myndigheder fortsat vil
kunne drage nytte af rådets arbejde.
BILAG I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
§ 1. Forebyggelsesrådet har til opgave at styrke indsatsen for
sundhedsfremme, sygdoms- og ulykkesforebyggelse, såvel i
sundhedssektoren som i andre samfundssektorer. Det påhviler
herunder rådet:
1) at rådgive statslige og kommunale myndigheder i forbindelse med
sundhedsfremmende, sygdoms- og ulykkesforebyggende indsats
2) at styrke den lokale sundhedsfremmende, sygdoms- og
ulykkesforebyggende indsats gennem samarbejde med lokale
forebyggelsesråd m.v. samt rådgivning og støtte til lokalt
forsøgs- og udviklingsarbejde
3) at tage initiativ til analyser og udredninger, som bør gennemføres
som led i en samlet forebyggelsesindsats eller som led i en
vurdering af eksisterende sundhedsfremmende, sygdoms- og
ulykkesforebyggende foranstaltninger
4) at stimulere forskning og forsøg på det forebyggende område.
--/
§ 1. Forebyggelsesrådet har til opgave at foretage en løbende kritisk vurdering af eksisterende sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger i og uden for sundhedssektoren og at fremsætte forslag til fremme af den forebyggende indsats i samfundet. /--
Stk. 2. Forebyggelsesrådet har som led i sin virksomhed særligt til
opgave at styrke indsatsen for begrænsning af tobaksrygnings gener
og sundhedsskadelige virkninger for såvel aktive som passive
rygere.
--/
Stk. 2. Forebyggelsesrådet fremsætter sine forslag over for indenrigsministeren. /--
Stk. 3. Forebyggelsesrådet fremsætter sine forslag over for
indenrigsministeren.
§ 2. Forebyggelsesrådet består af 22 medlemmer, herunder
medicinaldirektøren, der beskikkes af indenrigsministeren for 4 år
ad gangen. De 12 medlemmer beskikkes efter forhandling med
henholdsvis arbejdsministeren, boligministeren, miljøministeren,
socialministeren, undervisningsministeren, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og
Frederiksberg kommuner i forening, Planlægningsrådet for
Forskningen, Statens Husholdningsråd, Forbrugerrådet og Komiteen
for Sundhedsoplysning. De øvrige medlemmer, hvoraf 8 skal have
særlig indsigt og erfaring inden for rådets virkefelt, herunder
mindst 2 inden for tobaksområdet, udpeges af indenrigsministeren.
Indenrigsministeren udpeger en formand og en næstformand blandt
rådets medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med
Forebyggelsesrådet træffe beslutning om udvidelse af rådets
medlemstal eller ændring i rådets sammensætning.
--/
§ 2. Forebyggelsesrådet består af 17 medlemmer, herunder medicinaldirektøren. Medlemmerne beskikkes af indenrigsministeren for 4 år ad gangen, de 10 efter indstilling fra henholdsvis arbejdsministeriet, miljøministeriet, socialministeriet, undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg kommuner i forening, planlægningsrådet for forskning, statens husholdningsråd og forbrugerrådet. Indenrigsministeren udpeger en formand og en næstformand blandt rådets medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med forebyggelsesrådet træffe beslutning om udvidelse eller ændring i rådets sammensætning. /--
Stk. 3. Forebyggelsesrådet nedsætter et forretningsudvalg bestående
af rådets formand, rådets næstformand, medicinaldirektøren samt
yderligere 3 medlemmer af rådet. Rådets formand er tillige formand
for forretningsudvalget.
--/
Stk. 3. Forebyggelsesrådet nedsætter et forretningsudvalg, bestående af rådets formand og næstformand samt medicinaldirektøren. Rådets formand er tillige formand for forretningsudvalget. /--
§ 3. Forebyggelsesrådet nedsætter et sagkyndigt udvalg til bistand
ved varetagelsen af de opgaver på tobaksområdet, som er nævnt i §
1, stk. 2.
Stk. 2. Forebyggelsesrådets næstformand er formand for udvalget.
Forebyggelsesrådet vælger herudover et medlem til tobaksudvalget
blandt forretningsudvalgets øvrige medlemmer. Til udvalget kan i
øvrigt vælges sagkyndige uden for Forebyggelsesrådets
medlemskreds.
§ 4. Forebyggelsesrådet kan nedsætte andre sagkyndige udvalg til
bistand ved varetagelsen af rådets opgaver. Til medlemmer af
sådanne udvalg kan vælges sagkyndige uden for rådets medlemskreds.
--/
Stk. 4. Forebyggelsesrådet kan nedsætte sagkyndige udvalg. Til medlemmer af sådanne udvalg kan vælges personer uden for rådets medlemskreds. /--
§ 5. Indenrigsministeren fastsætter rådets forretningsorden.
--/
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter rådets forretningsorden. /--
§ 6. Staten afholder udgifterne til Forebyggelsesrådets virksomhed.
§ 7. Forebyggelsesrådet offentliggør mindst hvert andet år beretning
om rådets virksomhed.
--/
§ 3. Forebyggelsesrådet offentliggør beretninger om rådets virksomhed. /--
§ 8. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 217 af 23. maj 1979 om et
forebyggelsesråd.
Stk. 3. Forebyggelsesrådet offentliggør første gang sin beretning
efter § 7 ved udgangen af 1988.
--/
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1979.
§ 5. Forslag om revision af loven fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1986-87. /--
§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
--/
§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. /--