1986 LSF 169 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM APOTEKSVIRKSOMHED
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00169@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed, som ændret ved §
37 i lov nr. 217 af 23. april 1986, affattes § 52 således:
»§ 52. Indenrigsministeren fastsætter regler om, hvilke beløb der
indgår i den omsætning, der danner grundlag for beregningen af
afgift og tilskud efter § 50, og kan herunder fastsætte, at
omsætningen af varer, der ikke er lægemidler, og lægemidler, der
sælges med rabat, helt eller delvis ikke indgår i omsætningen.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1987. Bestemmelser udstedt i henhold
til loven kan gives virkning fra og med regnskabsåret 1987.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 449
§ 1
I lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed, som ændret ved §
37 i lov nr. 217 af 23. april 1986, affattes § 52 således:
»§ 52. Indenrigsministeren fastsætter regler om, hvilke beløb der
indgår i den omsætning, der danner grundlag for beregningen af
afgift og tilskud efter § 50, og kan herunder fastsætte, at
omsætningen af varer, der ikke er lægemidler, og lægemidler, der
sælges med rabat, helt eller delvis ikke indgår i omsætningen.«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1987. Bestemmelser udstedt i henhold
til loven kan gives virkning fra og med regnskabsåret 1987.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Med den nye lov om apoteksvirksomhed, der trådte i kraft den 1.
januar 1985, indførtes en ny ordning for den økonomiske udligning
mellem landets apoteker. Mens der efter den tidligere lovgivning
både skete udligning på grundlag af omsætning og overskud, er den
nye lovs almindelige udligningssystem alene en
omsætningsudligning, der er udformet således, at apoteker med en
omsætning, der overstiger en bestemt årlig beløbsgrænse betaler
afgift af det overskydende beløb efter en progressiv skala, mens
apoteker med en omsætning, der er mindre end beløbsgrænsen,
modtager tilskud.
Ordningen har generelt vist sig velfungerende. Den gør det muligt for
apoteker med en begrænset omsætning at nå et rimeligt
driftsresultat.
På et enkelt punkt har udligningsordningen dog vist sig mindre
hensigtsmæssig. Ved beregningen af afgifter og tilskud indgår også
fuldt ud den del af omsætningen, hvorpå apotekerne i henhold til
gældende avanceregler yder 10 pct. rabat, f.eks. leverancer til
sygehuse, plejeinstitutioner og lignende. På store apoteker udgør
den marginale omsætningsafgift til udligningssystemet 13 pct. Med
rabatudgift, udligningsafgift m.m. bliver fortjenesten for det
leverende apotek meget beskeden ved en marginal betragtning.
Dette forhold har gjort det vanskeligt at ændre apotekernes
avanceskala i den retning, der er angivet i bemærkningerne til
apotekerloven, hvorefter avancestrukturen skulle gøres mere
degressiv, dvs. at avancen på dyre lægemidler i højere grad, end
det allerede er tilfældet, skal være procentvis mindre end på
billige.
Der foreslås derfor en hjemmel for indenrigsministeren til at
fastsætte, at denne omsætning helt eller delvis ikke medregnes i
den omsætning, der ligger til grund for udligningsberegningen.
Ændringen vil gøre det muligt ved kommende ændringer af
avancereglerne at foretage sådanne tilpasninger af
udligningsordningen, at i øvrigt ønskværdige ændringer af
avancereglerne ikke forhindres af problemer for enkelte apoteker
med institutionsleverancer.
En udnyttelse af hjemlen vil være til økonomisk fordel for de
apoteker, der har større leverancer til sygehuse, plejehjem og
lignende. Disse apotekers mindre afgift (eller større tilskud)
dækkes af apotekerne under eet gennem justering af den
beløbsgrænse, der beregnes afgift/ tilskud efter. De nærmere
virkninger for de enkelte apoteker vil naturligvis afhænge af,
hvordan hjemlen udnyttes, dvs. hvor stor en andel af de
rabatgivende leverancer, der skal ses bort fra ved
omsætningsopgørelsen. Det vil bl.a. afhænge af, hvilke ændringer,
der gennemføres af avancestrukturen.
Forslaget har ingen administrative eller statsfinansielle
konsekvenser. Det har i sig selv heller ingen kommunaløkonomiske
konsekvenser, men vil dog muliggøre ændringer af apotekernes
avancestruktur, der vil kunne billiggøre indkøbene af lægemidler
til amtskommunale og kommunale institutioner og nedbringe
sygesikringens udgifter til medicintilskud.
Danmarks Apotekerforening, Foreningen af danske Medicinfabrikker og
Medicinimportørforeningen har tilsluttet sig lovforslaget.
Amtsrådsforeningen har meddelt, at man ikke har bemærkninger til
forslaget.