Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00172@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 309 af 4. juni 1986 om frikommuner foretages følgende

ændring:

I KAPITEL 3 indsættes efter § 10:

»§ 10 a. Arbejdsministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg,

hvorefter en frikommune kan tilbyde ansatte i kommunen, der er

dagpengeberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse, orlov med

arbejdsløshedsdagpenge. Det kan dog ikke som betingelse stilles,

at de pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet i

orlovsperioden. De stillinger, der herved bliver ledige, besættes

i orlovsperioden med arbejdsløse med ret til

arbejdsløshedsdagpenge.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Efter at indenrigsministeren har udpeget, hvilke kommuner og

amtskommuner der får status som frikommuner, er der fremkommet

konkrete forslag fra flere frikommuner om at indføre forsøg med

orlovsordning - også kendt og behandlet i Folketinget som sabbatår

bl.a. i forbindelse med beslutningsforslag fremsat af Socialistisk

Folkeparti (senest i folketingsåret 1983-84 (2. samling), jf.

Folketingstidende 1983-84 (2. samling) forhandlingerne sp. 258 og

743 og tillæg A sp. 1035).

Arbejdsministerens begrundelse for afvisningen af ordningen var, at

sabbatordninger ikke er udgiftsneutrale. Det mener SF at forslaget

er, idet udgifterne bliver de samme, fordi den person, der

bevilges orlov, får arbejdsløshedsdagpenge, akkurat som den

person, der kommer i arbejde under orlovsperioden, tidligere fik.

Som nævnt er der flere frikommuner, bl.a. Esbjerg og Næstved Kommuner

og Sønderjyllands Amtskommune, der gerne vil lave forsøg med

sabbatordninger. Forslagsstillerne finder, at det vil være af stor

værdi at få belyst, hvorledes sådanne ordninger i praksis kan

gennemføres med henblik på en senere vurdering af, om en generel

lovgivning er hensigtsmæssig. Derfor foreslås det, at

arbejdsministeren får hjemmel til at godkende sådanne

frikommuneforsøg.

Til illustration af ideen med sabbatordninger gengives følgende fra

bemærkningerne til det beslutningsforslag, SF fremsatte i

folketingsåret 1983-84 (2. samling).

»Det understreges, at der er tale om en frivillig ordning for

arbejderne, samt at denne ordning ikke må forhindre andre

initiativer som f.eks. nedsat arbejdstid, betalt uddannelse i

arbejdstiden eller barselorlov. Intentionerne i forslaget går ud

på at afhjælpe den store arbejdsløshed, som findes her i landet.

Det har bl.a. vist sig svært for mange kommuner og amtskommuner at

finde beskæftigelse til de arbejdsløse. Dette vil et sabbatår

kunne afhjælpe, idet ordningen vil betyde en fordeling af det

arbejde, der eksisterer.

(. . .)

Hvis ordningen skal fungere efter hensigten, er det vigtigt, at man

de steder, hvor den bliver brugt, antager en anden i stedet for

den, der vil tage et sabbatår. Det vil sige, at (. . .) (der)

inden for (. . .) amter og kommuner skal skabe(s) sikkerhed for,

at der bliver antaget andre i stedet for de ansatte, der bruger

ordningen. Det er ligeledes vigtigt, at de ansatte, der bruger

ordningen, er sikre på, at de efter 1 år kan få deres stilling

igen.

(. . .)

Ved eventuelle indskrænkninger inden for (. . .) amter (og) kommuner

(. . .) kan ordningen bruges til en frivillig fordeling af

arbejdet på det pågældende sted. De, der vil bruge ordningen, er

sikret de rettigheder, som overenskomsten giver på stedet i

sabbatperioden.«

Derfor kan der ikke ansættes nye medarbejdere, så længe den

medarbejder, der holdt sabbatår, endnu ikke er genansat.

I bemærkningerne til det i folketingsåret 1983-84 (2. samling)

fremsatte beslutningsforslag hedder det endvidere:

»Det skal understreges, at i det øjeblik der sker fyringer, der også

berører den, der er på sabbatår, træder 26 ugers reglen i kraft

fra afskedigelsestidspunktet og ikke ved sabbatårets begyndelse.

Det understreges ligeledes, at hvis man ønsker at gå på efterløn i

forlængelse af sabbatåret, har dette ingen indvirkning på

efterlønnens udbetaling.

Tanken er, at ordningen skal være 1-årig, men kan på lønmodtagerens

foranledning nedsættes til mellem 6 og 12 måneder.

Mange mennesker kan af familie- eller arbejdsmæssige årsager ønske at

træde uden for arbejdsmarkedet et år for at beskæftige sig med

andre ting, afprøve nye interesser eller pleje nye sider af deres

personlighed, og et sabbatår med betalt understøttelse vil skabe

de økonomiske muligheder for det. Et andet gode ved sabbatåret er

naturligvis, at en del arbejdsløse i en periode får genoptaget

deres erhvervsarbejde.

Ved indskrænkninger er det normalt sådan, at det er de yngste og

sidst ansatte, der fyres først. Dette vil kunne afhjælpes, hvis

det (. . .) bliver muligt at lave en turnusordning, således at de

ansatte på skift kan fordele det arbejde, der er. Dette vil være

muligt, idet man netop vil kunne regne med, at eens gamle stilling

vil stå ledig efter sabbatperioden.

Ordningen finansieres via arbejdsløshedskasserne og vil ikke betyde

nogen belastning af disse, idet der blot vil blive tale om en

»bytning« af stillinger. Ordningen vil i de tilfælde, hvor en

ældre medarbejder bruger ordningen som en mulighed for at gå

tidligere på pension, betyde nye stillinger.

Det vil desuden være humant over for de ældre medarbejdere, at de,

inden de behøver at beslutte sig for førtidspension, kan tage sig

et sabbatår og prøve en periode af længere sammenhængende frihed

med mulighed for at vende tilbage til deres gamle stilling.'

Versioner

1. 1988-05-21