Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00182@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 172 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Fritagelsen for at afgive vidneforklaring, jf. stk. 1,

omfatter heller ikke redaktører, redaktionssekretærer,

journalister, fotografer og teknikere ved de elektroniske medier.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. § 172, STK. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Angår sagen en forbrydelse, der kan medføre højere straf end

hæfte, eller angår den brud på tavshedspligt, som påhviler nogen i

offentlig tjeneste eller hverv, og vidneførslen findes nødvendig

af hensyn til sagens opklaring, og sagens beskaffenhed og dens

betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige

til, at forklaring afkræves, kan retten dog pålægge de i stk. 1 og

2 nævnte personer vidnepligt, såfremt hensynet til vægtige

offentlige eller private interesser afgørende taler derfor.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Pressens begrænsede vidnepligt går tilbage til lov om rettens pleje

af 11. april 1916, hvor det bl.a. hedder:

»Ligeledes kan på bladet navngiven redaktør og redaktionssekretær ved

et offentligt blad nægte vidnesbyrd angående, hvem der er

hjemmelsmand til en i det pågældende blad optagen, ikke med

forfatterens navn forsynet artikel eller meddelelse, medmindre

sagen angår en forbrydelse, der kan medføre højere straf end

hæfte, eller den angår brud på tavshedspligt, som påhviler nogen i

offentligt hverv.«

Denne bestemmelse ændredes i 1938 parallelt med ændringen i

presseloven den 13. april 1938.

De nuværende bestemmelser går i hovedtrækkene tilbage til

lovændringen af 21. april 1965, der byggede på Justitsministeriets

vidneudvalgs betænkning fra 1962.

Denne betænkning beskæftigede sig imidlertid slet ikke med

spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen burde gælde andre end trykte

medier, og i betragtning af, hvor begrænset udnyttelsen af disse

medier var så sent som for 25 år siden, er der heller ikke noget

underligt heri.

I stedet drejede arbejdet for pressebestemmelsernes vedkommende sig

primært om, hvorvidt tavshedsretten burde udstrækkes fra at gælde

redaktører og redaktionssekretærer til også at gælde journalister,

ligesom området for vidnefritagelse blev udvidet.

Endelig overvejede udvalget, uden at det gav sig udslag i den

endelige lov, allerede dengang at nedsætte den mulige

forvaringstid fra seks til tre måneder, hvilket dengang var i

overensstemmelse med reglerne i Sverige og Norge.

Baggrunden for, at der i retsplejelovens § 172 udelukkende tales om

»skrifter«, er, at denne bestemmelse har sin oprindelse i

forbindelse med presseloven af 13. april 1938, der i § 6 begrænser

lovens virkning til et »her i riget trykt periodisk skrift«. Denne

bestemmelse går igen tilbage til retsplejeloven af 11. april 1916,

der byggede på presseloven af 1851, og hvori der tales om »et

trykt skrift«. Man har ønsket at formulere retsplejeloven i

overensstemmelse med denne bestemmelse i presseloven af 1938.

Det er derfor indlysende, at der ikke har kunnet tages højde for de

elektroniske medier som f.eks. fjernsyn, video og radio, ligesom

det ikke var muligt i 1938 at forudse, hvilken betydelig rolle de

elektroniske medier ville komme til at spille 50 år senere.

Dette understreges yderligere af, at det forudgående

kommissionsarbejde oprindeligt var startet helt tilbage i 1905 i

den daværende straffelovskommission. I straffelovskommissionens

betænkning fra 1912 blev det foreslået, at den dagældende

presselov af 3. januar 1851 helt skulle ophæves, og at de

almindelige regler herom i straffeloven også uden videre skulle

anvendes på pressens område. Derfor indholdt et kapitel i

straffelovskommissionens udkast til ny straffelov, jf.

betænkningen af 1912, et særskilt udkast til regler for strafbare

handlinger ved offentligørelse af et skrift. Da professor Carl

Torp imidlertid på justitsministerens opfordring gennemgik

straffelovskommissionens udkast og i 1917 afgav sin betænkning,

var alle pressebestemmelserne udeladt, og dette bifaldt

kommissionen efterfølgende. Der var således heller ikke

bestemmelser om pressens stilling med i det første forslag til ny

straffelov, som fremsattes i Rigsdagen i 1924.

Justitsministeriet nedsatte derfor samme år et udvalg, der havde til

opgave at undersøge, om der burde foretages ændringer i

presseloven af 1851. Dette udvalg afgav allerede i 1926 en

betænkning, men først i februar 1938 fremsattes det forslag i

Rigsdagen, som resulterede i presseloven af 1938.

I mellemtiden var der sket væsentlige ændringer, ligesom

repræsentanter for pressen havde været inddraget i

lovforberedelserne. Men uanset denne fremgangsmåde havde man ikke

kunnet forudse udviklingen i de elektroniske medier og dermed

heller ikke, at den nugældende bestemmelse i retsplejelovens §

172, stk. 1, ville vise sig at være mangelfuld 50 år senere.

SENESTE DOMSTOLSPRAKSIS

I kendelse afsagt af Østre Landsrets 16. afdeling i kære nr. 116/

1984 (Vejen til Pretoria-sagen) fastslås det, at »bestemmelserne i

retsplejelovens § 785, jf. § 172, findes at burde anvendes analogt

på journalister ved Danmarks Radio i et tilfælde som det

foreliggende«, en holdning, som Vestre Landsrets kendelse af 18.

juli 1985 i sag nr. 1091/ 1985 mod en medarbejder ved Radio Århus,

Kurt Madsen, tilsluttede sig.

Imidlertid kærede anklagemyndigheden sidstnævnte afgørelse til

Højesteret, som i sin kendelse af 19. marts 1986 sag nr. 374/1985

fastslog:

»Bestemmelsen i retsplejelovens § 172, stk. 1, om fritagelse for

medarbejdere ved trykte periodiske skrifter for pligten til at

afgive vidneforklaring om forfatteren eller kilden til en

unavngiven artikel eller meddelelse i skriftet er efter lovens

forarbejder udformet i nær sammenhæng med straffebestemmelserne i

lov om pressens brug. Vidnefritagelsen modsvares således af

radaktørens strafansvar for unavngivne artikler. En tilsvarende

ansvarsordning er ikke gennemført ved lovgivningen om radio- og

fjernsynsvirksomhed. På denne baggrund findes der ikke at være et

grundlag for at anvende retsplejelovens § 172, stk. 1, analogt på

journalister ved radio og fjernsyn.«

Ved Vestre Landsrets kendelse i Kurt Madsen-sagen af 14. august 1986

sag nr. 1162/1986, som senere stadfæstet af Højesteret den 26.

november 1986 sag nr. 300/1986, er fastslået, at den pågældende

journalist kan tages i forvaring på trods af, at den forbrydelse,

der skulle opklares, drejede sig om 5 knuste butiksruder til en

samlet pris på ca. 80.000 kr. Det hedder således i Vestre

Landsrets præmisser:

»Anvendelse af økonomiske tvangsmidler findes ikke at være egnet til

at få vidnet til at opgive sin vægring ved at afgive forklaring.

Det findes derimod ikke at kunne udelukkes, at anvendelse af det i

retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, nævnte tvangsmiddel vil

kunne være egnet hertil. Når henvises til forbrydelsens karakter

og grovhed, findes en kortere tids anvendelse af det nævnte

tvangsmiddel, der til enhver tid vil kunne bringes til ophør af

retten, jf. retsplejelovens § 178, stk. 2, 2. pkt., ikke at stå i

misforhold til det, der herigennem søges opnået.«

Forslagsstillerne ønsker med lovforslaget at ændre journalisters

kildebeskyttelse, således at en smadret butiksrude som i den

nævnte sag mod Kurt Madsen ikke kan betyde, at journalisten

pålægges vidnepligt, ligesom de mulige tvangsmidler ikke findes at

stå i noget som helst rimeligt mål med den begåede forbrydelse.

Ligeledes ønsker forslagsstillerne, at medarbejderne ved de

elektroniske medier sidestilles med den trykte presses. Eftersom

Vestre Landsret i sin kendelse af 18. juli 1985 lagde vægt på, at

der var tale om et professionelt produkt, skal forslagsstillerne

udtrykkeligt gøre opmærksom på, at man ønsker begrebet

»journalister« i § 172, stk. 1 og 2, fortolket bredt, således at

begrebet også omfatter de ikke-professionelle medarbejdere, der

udfører journalistisk betonet arbejde ved tidsskrifter, periodika,

videoproduktioner, radio og tv m.v., omfattet af fritagelsen for

vidnepligt, jf. § 172, stk. 1 og 2.

Forslagsstillerne finder det endvidere uholdbart, at mindre sager,

som højst ville indbringe lovovertræderen mindre frihedsstraf, kan

medføre, at den pågældende medarbejders fritagelse for at vidne

eller på anden måde røbe sin kilde eller dennes identitet

tilsidesættes. Derfor er anvendt den formulering, der findes i

retsplejelovens § 170, stk. 2, der omhandler lægers, advokaters og

præsters ret til at nægte at afgive vidneforklaring, idet den kun

undtagelsesvis, og hvor afgørende offentlige eller private

interesser er involveret, kan afkræves disse.

Det er efter forslagsstillernes opfattelse en vigtig del af

journalisters arbejde at beskrive den grå zone mellem korrekt og

lovstridig adfærd. Her ønsker vi ubetinget at give journalisterne

kildebeskyttelse. Hvor der er tale om grov kriminalitet, må

samfundets hensyn komme i første række, hvorfor de ændrede

bestemmelser ikke ændrer journalisters vidnepligt i sådanne

tilfælde.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1, nr. 1

Her sidestilles elektroniske medier m.v. med trykte.

Til § 1, nr. 2

Betingelserne for at afkræve vidneforklaring er udtryk for en

tilnærmelse til reglen i § 170, stk. 2, som omhandler præster,

læger og advokater. Formålet er at sikre journalister en væsentlig

større kildebeskyttelse end hidtil gældende for de trykte medier.

I et bilag er optrykt retsplejelovens §§ 170 og 172.

Bilag

Retsplejelovens §§ 170 og 172

§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må

vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller

anerkendte trossamfund, læger, forsvarere og advokater om det, som

er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.

Stk. 2. Retten kan pålægge læger og advokater, bortset fra forsvarere

i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses

for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens

beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller

samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant

pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat

har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse,

eller hvori hans råd har været søgt.

Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om

forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har

tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers

medhjælpere.

§ 172. Redaktører, redaktionssekretærer og journalister ved et her i

riget trykt periodisk skrift har ikke pligt til at afgive

vidneforklaring om, hvem der er forfatter eller kilde til en i

skriftet optaget unavngiven artikel eller meddelelse. Det samme

gælder andre, der i kraft af deres tilknytning til vedkommende

skrift, trykkeri, nyhedsbureau eller forlag har fået kendskab til

forfatterens eller kildens identitet.

Stk. 2. Angår sagen en forbrydelse, der kan medføre højere straf end

hæfte, eller angår den brud på tavshedspligt, som påhviler nogen i

offentlig tjeneste eller hverv, og vidneførslen findes nødvendig

af hensyn til sagens opklaring, kan retten dog pålægge de i stk. 1

nævnte personer vidnepligt, såfremt hensynet til vægtige

offentlige eller private interesser afgørende taler derfor.

Versioner

1. 1988-05-21