Gelex

1986 LSF 188 FORSLAG TIL LOV OM HUSDYRSYGDOMME

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00188@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Kapitel 1

FORMÅL OG OMRÅDE

§ 1. Formålet med denne lov er at sikre sundhedstilstanden blandt

husdyr ved at iværksætte foranstaltninger og tilvejebringe regler

med henblik på at forebygge, overvåge og bekæmpe husdyrsygdomme.

§ 2. Loven omfatter alle husdyrsygdomme, herunder de sygdomme, der er

optaget i et bilag til loven.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan foretage ændringer i bilaget.

Stk. 3. Loven omfatter ikke sygdom, der på dertil autoriserede

laboratorier i forsøgsmæssigt øjemed påføres dyr, jf. dog § 30.

§ 3. Loven finder anvendelse på dyr, der holdes i erhvervs- eller

produktionsmæssigt øjemed eller som hobbydyr, herunder dyr i

zoologiske haver, dyreparker og cirkus, samt på vildtlevende dyr.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at visse

dyrearter i nærmere bestemt omfang undtages fra loven.

Kapitel 2

ANMELDELSE OG DIAGNOSTICERING

§ 4. Ejere eller brugere af dyr eller andre, som i deres varetægt har

dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af en af de

sygdomme, der er nævnt i bilaget til loven, skal tilkalde en

dyrlæge.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at dyrlæge

skal tilkaldes, såfremt visse nærmere angivne symptomer forekommer

hos dyr.

§ 5. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til § 4, skal dyrlægen

foretage det fornødne med henblik på at be- eller afkræfte

mistanken.

Stk. 2. Hvis en dyrlæge, efter undersøgelser foretaget i henhold til

stk. 1 eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde, får mistanke

om, at der foreligger en sygdom, som er omfattet af punkt I i

bilaget, skal dyrlægen underrette Veterinærdirektoratet.

Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til

stk. 1 eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke

om, at der foreligger en sygdom, som er omfattet af punkt II i

bilaget, skal dyrlægen foretage undersøgelser og herunder i

fornødent omfang udtage prøver efter regler fastsat i medfør af §

6.

§ 6. Landbrugsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om,

hvorledes der skal forholdes ved mistanke om eller forekomst af

sygdomme, der er omfattet af loven, herunder om undersøgelser,

udtagning og indsendelse af prøver, om laboratorieundersøgelser og

om indberetning til Veterinærdirektoratet.

Kapitel 3

BEKÆMPELSESFORANSTALTNINGER VED SYGDOMSUDBRUD

§ 7. Landbrugsministeren kan påbyde iværksat

bekæmpelsesforanstaltninger med henblik på at hindre eller

begrænse udbredelse af husdyrsygdomme og for at imødegå risiko for

udbredelse, indtil mistanke om sygdom er endeligt afkræftet.

Stk. 2. Foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan omfatte

undersøgelse, behandling, vaccination, mærkning samt isolation af

eller tilsyn med dyr, pasteurisering, sterilisering, desinfektion,

destruktion og tilintetgørelse af animalske produkter, selvdøde

eller aflivede dyr, foder, gødning og materiale i øvrigt, som kan

være kontamineret, samt tilsyn med eller afspærring af anlæg,

ejendomme eller områder.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan desuden forbyde enhver flytning af

dyr, animalske produkter, foder og foderstoffer, strøelse og andet

materiale, som indebærer risiko for videre udbredelse af sygdom,

samt forbyde eller begrænse afholdelse af markeder, auktioner,

dyrskuer og enhver anden samling af dyr.

§ 8. Landbrugsministeren kan påbyde, at dyr, der er eller kan

mistænkes for at være angrebet af en af de sygdomme, der er opført

i bilaget, skal aflives, hvis det skønnes nødvendigt for at

bekæmpe sygdommen eller for at be- eller afkræfte mistanken.

Kapitel 4

OMSÆTNING AF DYR

§ 9. Ejere af husdyrbesætninger skal registrere afgang fra

henholdsvis tilgang til besætningen af dyr. Landbrugsministeren

fastsætter nærmere regler herom.

§ 10. Klovbærende dyr, som flyttes, bringes i omsætning, herunder til

slagtning, eller tilføres samlinger af dyr, skal være kendetegnet

eller ledsaget af dokumentation, således at dyrenes oprindelse og

identitet kan fastslås og sundhedstilstanden kan vurderes.

Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler herom. Reglerne kan

indeholde krav om, at en bestemt form for mærkning eller

dokumentation skal anvendes.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan bestemme, at andre dyr end

klovbærende dyr skal være omfattet af stk. 1.

§ 11. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at dyr under

transport og dyr på steder, hvor dyr bringes sammen, holdes

adskilt fra dyr med anden eller ukendt sundhedstilstand.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om smittebeskyttende

foranstaltninger i forbindelse med transport af dyr, herunder om

renholdelse af vogne.

§ 12. Etablering af permanente markedspladser, auktionslokaler eller

samlestalde for dyr skal godkendes af landbrugsministeren, der

fastsætter nærmere regler herom, herunder om indretning, drift og

dyrlægetilsyn m.v.

Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som afholdes lejlighedsvis,

skal forinden afholdelsen anmeldes til landbrugsministeren.

Ministeren fastsætter nærmere regler om anmeldeordningen, herunder

om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse skal ske, samt

om indretning, drift og dyrlægetilsyn. Reglerne kan indeholde

bestemmelser om, hvilke dyrearter der kan tilføres markeder.

§ 13. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at personer,

virksomheder, foreninger m.v., der erhvervsmæssigt omsætter

klovbærende dyr, skal godkendes hertil af landbrugsministeren.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at det

er en betingelse for godkendelse, at der sker registrering af køb

og salg, og at grov eller gentagen overtrædelse af betingelserne

eller af bestemmelserne i denne lov eller af regler fastsat i

medfør af loven kan medføre tilbagekaldelse af godkendelsen.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan bestemme, at personer, virksomheder,

foreninger m.v., der omsætter andre dyr end klovbærende dyr, skal

være omfattet af regler udstedt i medfør af stk. 1 og 2.

Kapitel 5

ANIMALSK AFFALD

§ 14. Selvdøde og aflivede dyr, kød- og slagteaffald, som er uegnet

eller ikke agtes anvendt til menneskeføde, samt andre animalske

affaldsprodukter skal opbevares og håndteres på en sådan måde, at

smitstof eller andre skadelige stoffer ikke kan spredes.

Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 2. Produkter som nævnt i stk. 1 må ikke anvendes som foder til

dyr, medmindre landbrugsministeren har meddelt tilladelse hertil.

§ 15. Virksomheder, der indsamler, opbevarer, behandler eller

distribuerer produkter som nævnt i § 14 med henblik på destruktion

af smitstof eller til fodring af dyr, skal autoriseres af

landbrugsministeren, der fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af stk. 1, kan der fastsættes

bestemmelser om opbevaring, transport, behandling, destruktion og

anvendelse af de i § 14 nævnte produkter. Der kan endvidere

fastsættes bestemmelser om virksomhedernes indretning og drift

samt om tilsyn med virksomhederne og betaling herfor.

Stk. 3. I regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, kan der

endvidere fastsættes bestemmeler om virksomhedernes pligt til at

aftage produkter til destruktion.

Kapitel 6

FODER

§ 16. Med henblik på at hindre smittespredning eller anden

sundhedsmæssig risiko for husdyr kan landbrugsministeren fastsætte

bestemmelser om behandling, opbevaring og anvendelse af produkter,

der anvendes som foder til husdyr, og om udtagning af prøver heraf

samt bestemmelser om dyrehold i forbindelse med erhvervsmæssig

fremstilling af foder.

Stk. 2. I bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1 kan der

fastsættes regler om forbud mod anvendelse af foder, der skønnes

at kunne medføre smittefare eller anden sundhedsmæssig risiko for

husdyr.

Kapitel 7

KUNSTIG SÆDOVERFøRING OG ÆGTRANSPLANTATION

§ 17. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sundhedsmæssige

krav til husdyr, hvis sæd, æg eller embryoner kunstigt overføres

til andre dyr, samt til sæd, æg eller embryoner, der er bestemt

til kunstig sædoverføring eller ægtransplantation.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte bestemmelser om mærkning af husdyr,

der anvendes til sædudtagning, leverer æg eller embryoner, eller

hvortil sæd eller embryoner overføres, og af det derved frembragte

afkom.

§ 18. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at husdyr, sæd, æg

eller embryoner fra husdyr, som skal anvendes til kunstig

sædoverføring eller ægtransplantation på andres dyr, kun må

holdes eller opbevares på virksomheder, som er godkendt dertil af

landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om

virksomhedernes indretning og drift, herunder regler vedrørende

personalemæssige forhold, vedrørende besøg på virksomhederne samt

regler om, at der ikke på virksomheden må findes andet dyrehold

end den til driften nødvendige dyrebestand.

Stk. 3. Landbrugsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om

opsamling, bedømmelse, præparation, identifikation, opbevaring,

forsendelse og kunstig overføring af sæd, æg og embryoner samt om

virksomhedernes pligt til at føre journaler og indberette forhold

vedrørende sygdomstilfælde og frugtbarhedskontrol til

Veterinærdirektoratet.

§ 19. Kunstig overføring af sæd eller embryoner til husdyr og kunstig

opsamling af æg eller embryoner fra husdyr må kun udføres af

autoriserede dyrlæger eller af personer, som Veterinærdirektoratet

har givet særlig tilladelse dertil. Landbrugsministeren fastsætter

nærmere betingelser for opnåelse af tilladelsen.

§ 20. Husdyr, der benyttes af en forening, et selskab eller anden

sammenslutning til udtagning af sæd til kunstig overføring på

medlemmernes husdyr eller til kunstig befrugtning af æg, som skal

transplanteres til medlemmernes husdyr, er omfattet af

bestemmelserne i dette kapitel.

Kapitel 8

DYREHOLD, OVERVÅGNINGS- OG SUNDHEDSPROGRAMMER, SUNDHEDSKONTROL M.V.

§ 21. Landbrugsministeren kan forbyde dyrehold på steder, der

frembyder særlig sundhedsmæssig risiko for husdyr.

§ 22. Med henblik på at hindre smittespredning og sikre, at dyr

holdes under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, kan

landbrugsministeren fastsætte regler om indretning og drift af

virksomheder, bygninger, stalde, arealer og lignende steder, hvor

dyr holdes eller bringes sammen.

§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om programmer

til overvågning, analyse og forbedring af sundhedstilstanden

blandt husdyrene.

Stk. 2. Reglerne kan indeholde bestemmelser om indsamling,

registrering og bearbejdning af data, der kan belyse besætningers

sundhedsmæssige status, om organisering af programmerne og om

indberetning af data til Veterinærdirektoratet samt om afhjælpning

af sundhedsmæssige problemer. § 24. Landbrugsministeren kan

fastsætte bestemmelser om sundhedskontrol med dyr af bestemte

arter eller inden for et afgrænset område, om forebyggende

behandlinger samt om dyrlægetilsyn med virksomheder, besætninger,

zoologiske haver og lignende steder med dyrehold.

§ 25. I regler, der fastsættes i medfør af §§ 23 og 24, kan der

fastsættes bestemmelser om mærkning af og om udtagning af prøver

fra dyr og produkter af disse til undersøgelse for sygdomme eller

sygelige tilstande.

§ 26. Landbrugsministeren kan påbyde foranstaltninger, der tager

sigte på at forebygge eller hindre, at sygdomme overføres mellem

dyr og mennesker.

Kapitel 9

VETERINÆRE LÆGEMIDLER M.V.

§ 27. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, herunder forbyde,

udlevering og anvendelse af vacciner, sera, immunologiske

testpræparater, lægemidler fremstillet af animalske produkter samt

andre lægemidler til veterinær anvendelse. I reglerne kan

fastsættes bestemmelser om, at husdyr, der er behandlet med, har

indtaget eller optaget lægemidler som nævnt i 1. punktum ikke må

fjernes fra besætningen inden en nærmere fastsat tid.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af stk. 1, kan det bestemmes,

at dyrlæger og husdyrejere skal føre ordnede optegnelser over

udlevering og anvendelse af veterinære lægemidler som nævnt i stk.

1, og at optegnelserne skal stilles til rådighed for

landbrugsministeren.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af

desinfektionsmidler og andre produkter, der tjener til

forebyggelse og bekæmpelse af sygdomsforvoldende årsager i husdyrs

miljø.

§ 28. Landbrugsministeren kan efter forhandling med

indenrigsministeren fastsætte regler om kontrol med indholdet af

vacciner, sera, immunologiske testpræparater, lægemidler

fremstillet af animalske produkter og andre lægemidler til

veterinær anvendelse. I reglerne kan det bestemmes, at udgifter i

forbindelse med kontrollen skal afholdes af den, der markedsfører

produktet.

§ 29. Til at rådgive Sundhedsstyrelsen i sager om vacciner, sera og

lignende lægemidler til veterinær anvendelse nedsætter

landbrugsministeren et udvalg med repræsentanter for

Sundhedsstyrelsen, Veterinærdirektoratet og de veterinære

institutter og laboratorier.

§ 30. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for forskning og

forsøg med materialer, som kan fremkalde sygdomme, der er omfattet

af bilaget til loven.

§ 31. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at der forud for

udsætning, anvendelse, omsætning, import og eksport af

genteknologisk fremstillede husdyr, herunder husdyr modificeret

ved hjælp af genteknologisk fremstillede organismer, skal

foretages anmeldelse eller meddeles godkendelse.

Kapitel 10

BETALING, ERSTATNING M.V.

§ 32. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling af

udgifterne i forbindelse med foranstaltninger, der iværksættes i

medfør af loven. I reglerne kan det bestemmes, at udgifterne skal

afholdes af dyrets ejer.

§ 33. Ved destruktion i henhold til § 7 af foder og af æg, mælk og

lignende animalske produkter samt ved nedslagning af dyr i henhold

til § 8 kan der af statskassen ydes ejeren en erstatning svarende

til dyrenes eller produkternes værdi, jf. dog stk. 2, samt en

erstatning til hel eller delvis dækning af det herved opståede

driftstab.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning

af erstatning i henhold til stk. 1. Reglerne kan indeholde

bestemmelser om maksimering af erstatningen.

Kapitel 11

FORSKELLIGE BESTEMMELSER

§ 34. Henlægger landbrugsministeren sine opgaver efter loven til

Veterinærdirektoratet eller andre institutioner under

Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen

til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om at

afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ

myndighed.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at andre

myndigheder eller private institutioner medvirker ved varetagelsen

af opgaver efter loven eller efter regler fastsat i henhold til

loven. Henlæggelse af opgaver til andre myndigheder eller

institutioner sker efter forhandling med vedkommende minister. Ved

fastsættelse af regler efter dette stykke finder stk. 1

tilsvarende anvendelse.

§ 35. Myndigheder eller personer, der af landbrugsministeren er

bemyndiget til at varetage opgaver i henhold til loven, har, hvis

det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation,

uden retskendelse, adgang til offentlige og private ejendomme og

lokaliteter. Politiet yder bistand hertil. Justitsministeren kan

efter forhandling med landbrugsministeren fastsætte nærmere regler

herom.

§ 36. Ejere af dyr skal vederlagsfrit stille den nødvendige bistand

til rådighed ved undersøgelser og udtagning af prøver og ved andre

foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.

§ 37. Landbrugsministeren kan fastsætte de bestemmelser, som er

nødvendige for at gennemføre direktiver og beslutninger udstedt af

EF vedrørende forhold, som er omfattet af denne lov, eller de

bestemmelser, som er nødvendige for at anvende forordninger, som

EF har udstedt på dette område.

Kapitel 12

STRAFFEBESTEMMELSER

§ 38. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) undlader at tilkalde dyrlæge efter § 4,

2) overtræder § 5, stk. 1 og 3,

3) undlader at foretage underretning efter § 5, stk. 2, eller

4) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 7, § 21 og § 26.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i

forskrifterne og af påbud og forbud i henhold til forskrifterne.

§ 39. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 40. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i

retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i

statsadvokatsager.

Kapitel 13

IKRAFTTRÆDEN M.V.

§ 41. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

§ 42. Følgende love ophæves:

1. Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

a) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920.

b) Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april

1920.

c) Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april

1920.

d) Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af

14. april 1920.

e) Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov af 14. april 1920.

f) Lov nr. 431 af 17. december 1965 om ændring af lov af 14. april

1920.

g) Lov nr. 306 af 3. marts 1971 om ændring af lov om tillæg til lov

af 14. april 1920.

h) Lov nr. 191 af 9. maj 1984 om ændring af lov af 14. april 1920.

2. Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.

3. Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse

af oksebremselarven.

4. Lov nr. 197 af 7. september 1948 om markeder m.v. for heste og

kreaturer.

5. Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede

smitsomme pelsdyrsygdomme.

6. Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og

klovesyge.

7. Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.

8. Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos

kvæg.

Stk. 2. Regler, der er udstedt med hjemmel i de nævnte love,

forbliver i kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i

henhold til denne lov.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft, straffes

med bøde. § 38, § 39 og § 40 finder tilsvarende anvendelse.

§ 43. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne. Loven kan dog ved

kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser,

som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bilag til lov om husdyrsygdomme

Bilagets punkt I

Omfatter sygdomme, der skal indberettes til Veterinærdirektoratet i

henhold til § 5, stk. 2.

SYGDOMME DER FOREKOMMER HOS FLERE DYREARTER:

Aujeszkys sygdom

bluetongue

miltbrand

mund- og klovesyge

rabies Rift Valley fever

vesikulær stomatitis

SYGDOMME HOS KVÆG:

kvægpest

lumpy skin disease

oksens ondartede lungesyge

SYGDOMME HOS SVIN:

afrikansk svinepest

klassisk svinepest

overførbar gastroenteritis (TGE)

smitsomt blæreudslæt hos svin (SVD)

smitsom svinelammelse (Teschen syge)

SYGDOMME HOS SMå DRØVTYGGERE:

fårekopper

fåre- og gedepest

gedekopper

scrapie

SYGDOMME HOS HESTE:

afrikansk hestepest

snive

SYGDOMME HOS FJERKRÆ:

hønsepest

infektiøs laryngotrakeitis hos fjerkræ

Newcastle disease

Bilagets punkt II

Omfatter sygdomme, der skal indberettes til Veterinærdirektoratet i

henhold til § 5, stk. 3, jf. § 6.

SYGDOMME DER FOREKOMMER HOS FLERE DYREARTER:

brucellose

hydatidose

salmonellose

trikinose

tuberkulose (bovin og human type)

SYGDOMME HOS KVÆG:

cysticerkose hos kvæg

enzootisk leukose

infektion med bovin herpesvirus 1

(IBR/ IPV)

oksebremselarve-invasion

parafilaria bovicola-invasion

SYGDOMME HOS SVIN:

cysticerkose hos svin

SYGDOMME HOS HESTE:

contagiøs equin metritis (CEM)

infektiøs anæmi

ondartet beskelersyge (dourine)

venezuelansk hesteencephalitis

SYGDOMME HOS FJERKRÆ:

fjerkrækopper

fjerkrækolera

hønsetyfus (Salmonella gallinarum)

ornitose (clamydiose)

pullorum disease

SYGDOMME HOS PELSDYR OG KANINER:

hvalpesyge hos pelsdyr

virus enteritis hos mink

myxomatose BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. Baggrund

Hensigten med nærværende lovforslag er at gennemføre en ajourføring,

modernisering og forenkling af den gældende

husdyrsygdomslovgivning. Denne lovgivning består af lov nr. 156 af

14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene (i det følgende

kaldet 1920-loven) og 9 særlove. 1920-loven er gennem årene blevet

ændret ved i alt 8 ændringslove.

Udviklingen på husdyrsygdomsområdet har medført, at reglerne for en

stor dels vedkommende ikke længere kan anses for tidssvarende. Nye

veterinærdiagnostiske og -terapeutiske metoder har forbedret

mulighederne for at forebygge, bekæmpe og i visse tilfælde helt

udrydde sygdomme, således at sygdomme, som tidligere blev anset

for alvorlige og derfor underkastet strenge

kontrolforanstaltninger, ikke længere udgør nogen væsentlig

risiko.

Andre sygdomme, som tidligere enten ikke fandtes her i landet, eller

som blev anset for mindre væsentlige, har i dag fået øget

betydning dels som følge af den øgede internationale handel og

samfærdsel, dels som følge af ændringer i husdyrbestandene, i

produktionsmetoderne og i produktionsstrukturerne. Ændrede

produktionsmønstre, der bl.a. indebærer større samlinger af dyr,

mere intensive produktionsformer og ændrede fysiske rammer for

produktionsdyrene, har medført øget risiko for

produktionsbetingede sygdomme, for smittespredning og for øgede

udgifter for det offentlige i tilfælde af, at der kræves

nedslagning af sygdomsramte besætninger.

Hertil kommer, at det gældende lovgrundlag - ud over at være

sprogligt utidssvarende - er baseret på et forældet administrativt

system.

Med henblik på at få foretaget en revision af

husdyrsygdomslovgivningen nedsatte Landbrugsministeriet i april

1986 en arbejdsgruppe med deltagelse af Landbrugsrådet, De Danske

Landboforeniger, Danske Husmandsforeninger, Organisationen Danske

Slagterier, Kødbranchens Fællesråd, Danske Mejeriers

Fællesorganisation og Den danske Dyrlægeforening. Arbejdsgruppens

arbejde har resulteret i nærværende lovforslag.

2. DEN GÆLDENDE LOVGIVNING

Gældende lovgivning består af følgende love:

1. Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

a) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920.

b) Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920.

c) Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april

1920.

d) Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af

14. april 1920.

e) Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov af 14. april 1920.

f) Lov nr. 431 af 17. december 1965 om ændring af lov af 14.

april1920.

g) Lov nr. 306 af 3. marts 1971 om ændring af lov om tillæg til lov

af 14. april 1920.

h) Lov nr. 191 af 9. maj 1984 om ændring af lov af 14. april 1920.

2. Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.

3. Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse

af oksebremselarven.

4. Lov nr. 197 af 7. september 1948 om markeder m.v. for heste og

kreaturer.

5. Lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende

dyr m.v.

6. Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede

smitsomme pelsdyrsygdomme.

7. Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og

klovesyge.

8. Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.

9. Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose

hos kvæg.

10. Lov nr. 283 af 18. juni 1969 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme

hos ferskvandsfisk.

De fleste af ovennævnte love vil blive ophævet samtidig med

nærværende lovs ikrafttræden. Følgende love forbliver i kraft:

Loven om udførsel og indførsel af levende dyr m.v., der vil blive

revideret særskilt, og loven om bekæmpelse af smitsomme sygdomme

hos ferskvandsfisk (jf. bemærkningerne under formål og område).

I det følgende gives en kort beskrivelse af de gældende love, som vil

blive ophævet i forbindelse med nærværende lovforslags

ikrafttræden.

LOV NR. 156 AF 14. APRIL 1920 OM SMITSOMME SYGDOMME HOS HUSDYRENE

Denne lov, som er hovedloven inden for husdyrsygdomslovgivningen,

fastlægger i meget detaljeret form, hvilke foranstaltninger der

skal iværksættes ved udbrud af en smitsom sygdom.

Loven regulerer kun smitsomme sygdomme. I lovens § 2 er angivet,

hvilke sygdomme der anses for ondartede, og i § 10, hvilke der

anses for mildere smitsomme sygdomme. Sondringen har bl.a.

betydning for, hvornår en dyreejer skal tilkalde dyrlæge ved

sygdomsudbrud, og for, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes

til bekæmpelse af sygdommen. F.eks. kan nedslagning kun finde sted

over for ondartede sygdomme. Listen over ondartede sygdomme er

flere gange blevet ændret administrativt, hvilket loven indeholder

hjemmel til. Derimod indeholder loven ikke hjemmel til

administrativt at fjerne nogle af de sygdomme, som oprindelig blev

anset for ondartede, hvilket bl.a. har betydet, at sygdomme, som i

dag ikke anses for smitsomme, stadig figurerer på listen over

ondartede smitsomme sygdomme.

Endvidere indeholder 1920-loven regler om erstatning i forbindelse

med nedslagning, herunder om taksering af dyr, der skal nedslås,

og regler om erstatning i forbindelse med destruktion af animalske

produkter.

Princippet i lovens erstatningsregler er, at ejere skal have

erstatning for det tab, de lider, når der af det offentlige

påbydes nedslagning eller destruktion eller der i øvrigt sker

skade på de berørte personers ejendom. Det er ligeledes et

gennemgående princip i loven, at hvis der påbydes gennemført

foranstaltninger f.eks. i form af desinfektion, skal udgifterne

hertil betales af det offentlige, medmindre ejeren selv er skyld

i, at sygdommen eller skaden er opstået.

Endelig kan nævnes, at gældende lovgivning bygger på det princip, at

det skal være omkostningsfrit for en dyreejer at tilkalde dyrlæge

og få diagnosticeret en smitsom husdyrsygdom.

Også det administrative system, som loven er baseret på, er

forældet. Følgende myndigheder forudsættes inddraget i bekæmpelsen

af en husdyrsygdom: den privatpraktiserende dyrlæge,

politimesteren, amtmanden, sognefogden og veterinærfysikus (nu

Veterinærdirektoratet). Særlig politimesteren er i loven tillagt

en fremtrædende og aktiv rolle i sygdomsbekæmpelsen, der ikke

svarer til den måde, hvorpå opgavevaretagelsen finder sted i dag.

Veterinærdirektoratet og de herunder hørende kredsdyrlæger er i

praksis den myndighed, som træffer beslutning om, hvilke

bekæmpelsesforanstaltninger der i de konkrete tilfælde skal

iværksættes. I det omfang politiets bistand er påkrævet til at

gennemføre foranstaltninger, f.eks. afspærring, tvangsfjernelse

eller lignende, sker dette på begæring af de veterinære

myndigheder.

Loven er gennem årene ændret ved i alt 9 ændringslove. Ændringerne

har bl.a. drejet sig om særlige bekæmpelsesforanstaltninger i

forbindelse med udbrud af mund- og klovesyge, om betaling af

udgifter ved dyrlægeundersøgelser m.v., om bekæmpelse af rabies og

særlige bestemmelser om kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning,

herunder bestemmelser om behandling (opvarmning) af

mejeriprodukter for at undgå smittespredning.

I tilknytning til loven er udarbejdet en lang række bekendtgørelser,

cirkulærer m.v., hvoraf en del som en konsekvens af lovrevisionen

vil skulle ændres og moderniseres.

LOV NR. 424 AF 20. JUNI 1922 OM ANVENDELSE AF SELVDØDE DYR M.V., SOM

ÆNDRET VED LOV NR. 213 AF 4. JUNI 1965

Loven fastlægger, at selvdøde dyr m.v. kun må sælges eller overdrages

til destruktionsanstalter autoriseret af Landbrugsministeriet

eller skal nedgraves på hjemstedet. Anvendelse i rå tilstand til

føde for dyr er kun tilladt, hvis der foreligger en

dyrlægeerklæring om, at der ikke er risiko for spredning af en

smitsom sygdom.

LOV NR. 131 AF 26. MARTS 1941 OM FORANSTALTNINGER TIL UDRYDDELSE AF

OKSEBREMSELARVEN

Loven indeholder hjemmel til at påbyde eftersyn i besætninger for

oksebremselarven, der er en parasit, som kan angribe hornkvæg.

Loven indeholder tillige bestemmelser om attester for

sygdomsfrihed samt om betaling og erstatning i tilfælde af dyrs

død som følge af behandling.

LOV NR. 197 AF 7. SEPTEMBER 1948 OM MARKEDER M.V. FOR HESTE OG

KREATURER

Markedsloven omfatter kun markeder for heste og kreaturer. Loven

varetager to hensyn: et erhvervsmæssigt og et veterinært. Det

erhvervsmæssige hensyn består i at foretage en fordeling af

markederne mellem de forskellige områder i landet, således at der

findes passende muligheder i de forskellige områder for at kunne

levere heste og kreaturer til et marked, og således at der til de

enkelte markeder findes et passende opland. Dette hensyn

tilgodeses ved, at markeder, herunder også engangsmarkeder, skal

godkendes af Landbrugsministeriet. Inden godkendelse gives, skal

de stedlige myndigheder og de nærmest interesserede

landbrugsorganisationer høres. Endvidere høres den stedlige

politimester. Ifølge loven er ministeren forpligtet til hvert år

inden påbegyndelse af et kalenderår at udgive en fortegnelse over

de markeder, som afholdes i det pågældende kalenderår.

Markedsfortegnelsen offentliggøres i Københavns Universitets

Almanak.

Det veterinære hensyn, som består i at sikre, at markeder afholdes på

en sådan måde, at der består midst mulig risiko for

smittespredning, sikres bl.a. ved dyrlægetilsyn og ved, at der

stilles krav til markedspladsens indretning.

LOV NR. 42 AF 20. FEBRUAR 1960 OM VACCINATION MOD ONDARTEDE SMITSOMME

PELSDYRSYGDOMME

Loven indeholder hjemmel til at påbyde vaccination af

pelsdyrbesætninger mod bl.a. hvalpesyge og hjemmel til at forbyde

omsætnig af pelsdyr til områder, hvor der skønnes at være fare for

smitte. Herudover indeholder loven regler om, at indførsel af

vaccine kun må finde sted med landbrugsministerens tilladelse.

Udgifterne ved vaccinationen afholdes af pelsdyrejeren. Hvis påbudt

vaccination medfører dyrs død som umiddelbar følge, skal der ydes

en erstatning af det offentlige i overensstemmelse med reglerne i

1920-loven.

LOV NR. 129 AF 31. MARTS 1960 OM VACCINATION MOD MUND- OG KLOVESYGE

Loven indeholder hjemmel til at påbyde vaccination mod mund- og

klovesyge af klovbærende dyr. Efter loven skal vaccination foregå

i overensstemmelse med de forskrifter, som Landbrugsministeriet

fastsætter, og må kun ske med vaccine, der udleveres gennem

Veterinærdirektoratet. Indførsel af vaccine mod mund- og klovesyge

må ligeledes kun finde sted med Landbrugsministeriets tilladelse.

Loven administreres i samarbejde med et vaccineudvalg bestående af

landbrugets organisationer og dyrlægeforeningen.

Af eksportmæssige hensyn har man gennem de seneste år ført en

ikke-vaccinationspolitik. Loven har derfor ikke været anvendt i

forbindelse med de seneste mund- og klovesygetilfælde.

LOV NR. 211 AF 31. MAJ 1968 OM KUNSTIG SÆDOVERFøRING På HUSDYR

Loven indeholde bemyndigelse for landbrugsministeren til at fastsætte

krav til husdyr, hvis sæd kunstigt overføres til anden mands

husdyr og til virksomheder (tyre- og ornestationer), der holder

husdyr, der anvendes til kunstig sædoverføring.

LOV NR. 214 AF 31. MAJ 1968 OM BEKÆMPELSE AF ENZOOTISK LEUKOSE HOS

KVÆG

Loven bemyndiger landbrugsministeren til at fastsætte regler om,

under hvilke omstændigheder kvæg skal anses for at være angrebet

af enzootisk leukose, om kontrolundersøgelser og om

foranstaltninger til hindring af smitte.

3. LOVFORSLAGET I HOVEDTRÆK

Lovforslaget er i overvejende grad en rammelov. Med forslaget

tilsigtes at skabe et bedre grundlag for en forebyggende indsats

over for husdyrsygdomme, end den nuværende lovgivning giver

mulighed for. 1920-loven sigter overvejende mod at bekæmpe

sygdomsudbrud.

Loven skal endvidere danne grundlag for det omfattende sæt af

administrative regler i form af bekendtgørelser, cirkulærer,

instrukser m.v., som gennem årene er udarbejdet til udfyldnig og

supplering af det gældende regelsæt.

Ud over at sigte mere mod forebyggende foranstaltninger er lovens

anvendelsesområde udvidet i forhold til 1920-loven, der kun

omfatter smitsomme sygdomme. Forslaget omfatter alle former for

husdyrsygdomme, dvs. også sygdomme, der skyldes f.eks.

produktions- og miljøbetingede faktorer.

Denne udvidelse af sygdomsbegrebet skal bl.a. ses i sammenhæng med

forslagets fremhævelse af det forebyggende element. Miljø- og

produktionsbetingede sygdomme indtager i dag en mere fremtrædende

plads i sygdomsbilledet end tidligere. Løsningen af sådanne

sygdomsproblemer foregår ikke ved akutte

bekæmpelsesforanstaltninger, men ved mere langsigtede og

forebyggende foranstaltninger i form af rådgivning og vejledning,

jf. herved f.eks. lovens regler i kapitel 7 om sundhedsprogrammer

og om krav til indretning af lokaler m.v. til dyrehold.

Af andre nye elementer i forslaget kan nævnes forenklede regler om

tilkaldelse af dyrlæge ved sygdomsudbrud og en forenkling af

markedsreglerne gående ud på, at det hidtidige godkendelsessystem

erstattes af en anmeldeordning.

Endvidere er mulighederne for at foretage nedslagning udvidet til at

gælde alle former for sygdomme, der er optaget på bilaget til

loven. I 1920-loven kan nedslagning kun påbydes ved udbrud af

ondartede smitsomme sygdomme. Hidtidige erfaringer har vist, at

den betydning, man tillægger en given sygdom, kan veksle med

skiftende produktions- og markedsforhold. Det er derfor skønnet

hensigtsmæssigt at indarbejde et element af fleksibilitet i loven

ved at lade mulighederne for nedslagning være åben for alle

husdyrsygdomme. I praksis er det dog ikke hensigten at gennemføre

en udvidet anvendelse af nedslagning som bekæmpelsesmiddel, jf.

herved bemærkningerne til § 8.

Som et nyt element foreslås endelig en bestemmelse, der sikrer

mulighed for indseende med genteknologisk fremstillede husdyr. Det

skal i denne forbindelse nævnes, at landbrugsministeren den 2.

april 1986 i Folketinget fremsatte forslag til lov om

gensplejsning m.v. vedrørende jordbrugsproduktion m.v. (lovforslag

nr. L 230, Folketingets forhandlinger 1985-86, spalte 8914-15 og

9238-82). Dette forslag blev ikke færdigbehandlet i den forrige

folketingssamling.

Lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø- og genteknologi regulerer bl.a.

anvendelsen af genteknologisk frembragte organismer, der kan

anvendes i jordbrugsproduktionen, ud fra hensynet til miljø, natur

og sundhed. Landbrugsministeriet agter at varetage hensynet til

jordbrugsproduktionen også for så vidt angår genteknologisk

fremstillede organismer. Landbrugsministeriet finder det derfor

hensigtsmæssigt, at der i de enkelte særlove på

Landbrugsministeriets område i nødvendigt omfang foretages

tilpasninger i regelgrundlaget, således at de jordbrugsmæssige

hensyn, der varetages i dag, kan varetages som en generel

regulering af alle genteknologisk frembragte organismer, der kan

anvendes i jordbruget. Nærværende lovforslag indeholder således i

§ 31 en hjemmel hertil.

Lovens bemyndigelser vil blive udmøntet efter forhandlinger med de

relevante organisationer.

4. ADMINISTRATIVE OG ØKONOMISKE KONSEKVENSER

Lovforslagets understregning af behovet for en forstærket indsats med

henblik på forebyggelse og overvågning af husdyrsygdomme vil øge

forventningerne til indsatsen fra de offentlige veterinære

institutioner, herunder i første række Veterinærdirektoratet,

Statens veterinære Serumlaboratorium og Statens veterinære

Institut for Virusforskning.

Et hovedelement i forbindelse med husdyrsygdomsområdet er

opretholdelse af et generelt veterinært beredskab. Udbruddene af

mund- og klovesyge i 1982 og 1983 beslaglagde så betydelige

ressourcer på de veterinære institutioner, at en række opgaver

over en periode helt eller delvis måtte tilsidesættes.

Både i Veterinærdirektoratet og på de veterinære institutter vil

opretholdelsen af et stående veterinært beredskab til imødegåelse

af truende sygdomssituationer kræve tilførsel af yderligere

ressourcer som følge af de nye opgaver, der pålægges disse i

medfør af nærværende lovforslag.

Hvad angår Veterinærdirektoratet, vil der således på kortere sigt i

forbindelse med lovforslagets vedtagelse blive behov for en

gennemgang af administrative bestemmelser på området med henblik

på at foretage ajourføring og modernisering, hvor dette er

påkrævet. Da lovforslaget medfører ophævelse af en lang række

særlove og ændringslove, vil der blive behov for meget betydelig

indsats til justering af reglerne på bekendtgørelsesniveau.

Lovforslagets understregning af de forebyggende foranstaltninger,

løsning af miljø- og produktionsmæssige problemer samt

understregning af behovet for forøgede tilsyns- og

rådgivningsfunktioner generelt må på kortere sigt forventes at øge

Veterinærdirektoratets personalebehov med 2 dyrlæger og 2

teknikere (kontorpersonale). Merudgiften hertil skønnes med det

nuværende prisniveau at være:

Løn til 2 dyrlæger 650.000 kr. Løn til 2 teknikere 350.000 kr. Kontorhold 50.000 kr. I alt 1.050.000 kr.

På længere sigt vil de personalemæssige konsekvenser for

Veterinærdirektoratet afhænge af, i hvilken udstrækning

landbrugsministeren agter at udnytte den hjemmel, som lovforslaget

indeholder.

Hvad angår Statens veterinære Serumlaboratorium, vil varetagelsen af

den veterinære beredskabsopgave med vedtagelsen af nærværende

lovforslag skønsmæssigt forudsætte en yderligere

ressourcetilførsel på godt 1 mill. kr. årligt.

Hvad dernæst angår Statens veterinære Institut for Virusforskning,

vil der som et minimum være behov for, at de p.t. midlertidigt

bevilgede i alt 7 laborantstillinger gøres permanente og

inkluderes i instituttets budgetramme. Endvidere vil der være

behov for yderligere 2 AC-medarbejdere. De samlede årlige

ekstraudgifter hertil inklusive driftsudgifter vil andrage ca. kr.

1.875.000. I samme forbindelse skal det fremhæves, at en ikke

ubetydelig del af virusforskningsinstituttets driftsudgifter i de

senere år har måttet dækkes via institutionens indtægtsdækkede

virksomhed. Da denne virksomhed er underkastet frie

markedsmekanismer og derfor med kort varsel vil kunne indskrænkes

eller helt bortfalde, er der, for at beredskabet også i en sådan

situation vil kunne holdes intakt, behov for en udvidelse af den

ordinære budgetramme med ca. 1.615.000 kr.

Virusforskningsinstituttets merudgifter i forbindelse med

lovforslagets gennemførelse andrager således 3.490.000 kr.

De skønsmæssige samlede merudgifter i forbindelse med lovens

gennemførelse kan anslås til godt 5,5 mill. kr.

I ovenstående er taget i betragtning, at det offentlige i medfør af

lovforslaget ikke længere vil være forpligtet til at bære

udgifterne ved udtagning, indsendelse og undersøgelse af prøver

udtaget som følge af mistanke om ondartet smitsom sygdom, og at

institutionerne fremover således vil kunne tage betaling for

sådanne prøver. Dette forhold er dog af begrænset økonomisk

betydning, blandt andet fordi disse undersøgelser af hensyn til

ønsket om at bevare et godt overblik over sygdoms- og

sundhedstilstanden blandt husdyrene agtes gennemført til priser,

der svarer til de faktiske undersøgelsesomkostninger (dvs. uden

andel i almindelige driftsomkostninger). Dette er i øvrigt

allerede tilfældet for så vidt angår de undersøgelser, som i

medfør af hidtil gældende regler har skullet betales af

rekvirenten.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1

Formålet med lovforslaget er at forebygge, overvåge og bekæmpe

husdyrsygdomme. Det er hensigten især at lægge vægt på det

forebyggende element, som indebærer, at der kan ske regulering med

henblik på at hindre, at sygdomme opstår. 1920-loven er i sit

sigte især rettet mod bekæmpelse af allerede opståede sygdomme,

således at der i forhold til denne lov er tale om en udvidelse.

For nogle af de gældende særlove gælder derimod, at de også

hjemler forebyggende foranstaltninger, f.eks. lov om udryddelse af

oksebremselarven, der indeholder bestemmelser om dyrlægetilsyn, og

lov om vaccination mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og mod

mund- og klovesyge, der giver mulighed for at påbyde vaccination i

forebyggende øjemed.

I de senere år er de forebyggende tiltag indgået i indsatsen over for

husdyrsygdomme med stigende vægt, og lovforslaget indebærer, at

der skabes et retligt grundlag for f.eks. de sundhedsprogrammer,

der er iværksat, og som er baseret på aftaler mellem de veterinære

myndigheder og landbrugets organisationer.

De hensyn, som skal tilgodeses med lovforslaget, er:

1) At fremme en sund husdyrbestand.

2) Samfundsøkonomiske hensyn.

Heri ligger for det første, at spredning af en husdyrsygdom i værste

fald kan betyde, at produktionsapparatet i form af en nærmere

angivet husdyrbestand kan være udsat for hel eller delvis

ødelæggelse.

For det andet, at tilstedeværelsen af en husdyrsygdom, som ikke

nødvendigvis i sig selv indebærer en væsentlig risiko for

husdyrene, kan være en hindring for eksporten med deraf følgende

tab af eksportindtægter.

3) Hensynet til bevarelse af folkesundheden.

Dette hensyn har i denne sammenhæng ikke samme betydning i dag, som

da 1920-loven blev gennemført. Forbedrede human- og

veterinærmedicinske metoder har medført, at spredningsmuligheden

for f.eks. rabies eller tuberkulose er meget lille. Det kan dog

ikke udelukkes, at dette hensyn i særlige situationer kan blive

aktuelt.

4) Hensynet til de internationale aftaler og forpligtelser, som

Danmark har indgået, og som forudsætter, at der sker registrering

og anmeldelse af visse sygdomme og iværksættes en række

sikkerheds- og bekæmpelsesforanstaltninger ved sygdomsudbrud.

TIL § 2

Lovforslaget omfatter principielt alle sygdomme, der kan ramme

husdyr. Det er uden betydning, hvorledes sygdommen er opstået. Det

vil sige, at ud over de smitsomme husdyrsygdomme er også arvelige,

miljø- og produktionsbetingede sygdomme, sygdomme, der er

forårsaget af toksiske stoffer (forgiftninger) eller parasitter,

og sygdomme forårsaget af f.eks. gensplejsning omfattet. Endvidere

er sygdom forårsaget af radioaktiv forurening omfattet. Endelig er

zoonoser omfattet, dvs. sygdomme, der som f.eks. tuberkulose eller

rabies kan overføres mellem dyr og mennesker.

Det er endvidere som hidtil uden betydning, hvordan sygdommen giver

sig udslag. Loven vil således også give hjemmel til indgreb over

for sygdomme, hvis tilstedeværelse alene kan konstateres i

laboratorium. Der kan være grund til at gribe ind over for sådanne

sygdomme, som ikke giver egentlige sygdomsudbrud i besætningen,

bl.a. fordi sådanne laboratoriereaktioner kan være uønskede i

eksportmæssig sammenhæng, eller fordi smitstoffet, som giver

anledning til laboratoriereaktionerne, kan udvikle sig på en

uhensigtsmæssig måde og således antage en mere alvorlig karakter

med et ændret sygdomsmønster. Ved andre sygdomme, som normalt

giver anlednig til kliniske symptomer, kan det forekomme, at

infektionen hos nogle dyr forløber så ubemærket, at den kun kan

erkendes ved laboratorieundersøgelse. Også i disse tilfælde må der

være muligheder for at gribe ind, idet disse dyr (sunde

smittebærere) kan huse smitstoffet og bringe det videre til andre

dyr.

I bilaget til lovforslaget er anført de sygdomme, som

veterinærvæsenets indsats især har været og i fremtiden må

forventes at ville være koncentreret om. De fleste af bilagets

sygdomme er allerede omfattet af gældende lovgivning, og der vil

fortsat være særlige regler for disse sygdomme om anmeldelse,

diagnosticering og bekæmpelse, jf. §§ 4, 5 og 8. Sygdommene er i

bilaget opdelt i to punkter, men til forskel fra 1920-loven

skelnes principielt ikke længere mellem ondartede og mildere

smitsomme sygdomme, idet dette i praksis har vist sig

uhensigtsmæssigt, da vurderingen af en sygdoms betydning, herunder

hvilke bekæmpelsesforanstaltninger der bør vælges, kan skifte.

Opdelingen i punkt I og II markerer dog en vis forskel i vurderingen

af bl.a. sygdommens tendens til spredning og betydning ved

international handel, og i, hvilke foranstaltninger der allerede

ved mistanke bør iværksættes med henblik på at hindre yderligere

smittespredning. Dette giver sig udtryk i, at de pligter, som en

dyrlæge har ved mistanke om en punkt I-sygdom (§ 5, stk. 2), er

forskellige fra de pligter, en dyrlæge har ved mistanke om en

punkt II-sygdom (§ 5, stk. 3).

Bilagets sygdomme er for overskuelighedens skyld anført under den

dyreart, de sædvanligvis angriber, men der gøres opmærksom på, at

visse af sygdommene tillige kan angribe andre dyrearter, og at de

er underlagt lovforslagets bestemmelser, herunder anmeldepligt i

henhold til § 5, stk. 2 og 3, uanset hos hvilken dyreart, herunder

vildtlevende dyr, sygdommen mistænkes eller diagnosticeres. Det

kan f.eks. nævnes, at kvægpest, der er opført som en sygdom hos

kvæg, kan inficere svin, således at disse kan spille en rolle ved

smittespredning. På samme måde kan en række sygdomme hos heste

angribe æsler og zebraer, og nogle sygdomme hos kvæg kan angribe

vildtlevende klovbærende dyr.

De sygdomme, der er opført under punkt I i bilaget, omfatter dels de

sygdomme, der er opført på O.I.E.s liste A, dels enkelte andre

sygdomme, hvor en hurtig anmeldelse af mistanke under danske

forhold vurderes som væsentlig i bekæmpelsesforløbet. O.I.E. (det

internationale husdyrsygdomskontor) er en international

organisation omfattende 106 lande, hvis væsentligste formål er at

indsamle og formidle information vedrørende visse smitsomme

husdyrsygdomme specielt med henblik på at hindre sygdomme i at

brede sig fra land til land ved handel med levende dyr eller

animalske produkter. Et væsentligt grundlag herfor er

medlemslandenes pligt til rapportering ved sygdomsudbrud. Den

hurtighed, hvormed rapporteringen skal ske, afhænger af sygdommens

natur. Liste A-sygdomme skal rapporteres til O.I.E. inden for 24

timer og er defineret som smitsomme sygdomme, som har mulighed for

meget alvorlig og hurtig spredning uden hensyn til nationale

grænser, som har alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomi eller

offentlig sundhed, og som er af væsentlig betydning for

international handel med levende dyr og animalske produkter.

Sygdommene opført under bilagets punkt II er næsten alle tillige

indeholdt i O.I.E.s liste B. Liste B-sygdomme rapporteres een gang

årligt og defineres som overførbare sygdomme, som anses for at

være af betydning for samfundsøkomi og offentlig samhandel i de

enkelte lande, og som er af betydning for international handel med

levende dyr og animalske produkter. Ud over de i bilagets punkt II

opførte sygdomme omfatter O.I.E.s liste B en række sygdomme, som

dog for nærværende og under danske forhold bedømmes at være af en

natur og betydning, der ikke berettiger til optagelse på bilaget.

Det må dog forventes, at en række af disse vil blive omfattet af

bestemmelserne om indberetning til Veterinærdirektoratet i henhold

til lovforslagets § 6.

TIL STK. 2

Bestemmelsen giver mulighed for, at landbrugsministeren

administrativt kan ændre bilaget, dvs. at sygdomme kan flyttes fra

gruppe I til gruppe II (eller omvendt), at nye sygdomme kan

opføres på bilaget, eller at sygdomme kan fjernes fra bilaget.

TIL STK. 3

Forskning i husdyrsygdomme foregår bl.a. på statens veterinære

institutter under overholdelse af strenge sikkerhedskrav. De

husdyrsygdomme, der i forskningsmæssigt øjemed påføres dyr, skal

ikke anmeldes til dyrlæge eller de veterinære myndigheder, men for

at sikre, at arbejdet på bl.a. universiteternes

forskningslaboratorier foregår under betryggende forhold, er der i

lovforslagets § 30 givet landbrugsministeren bemyndigelse til at

fastsætte regler for sådant arbejde.

TIL § 3

Lovens hovedsigte er at beskytte husdyr mod sygdomme. Herved forstås

først og fremmest de dyr, der traditionelt holdes i erhvervs-

eller produktionsmæssigt øjemed som f.eks. køer, svin, fjerkræ,

får, pelsdyr osv. Også de mere utraditionelle former for

husdyrhold, der i de senere år har vundet mere og mere indpas som

alternative produktionsformer, f.eks. hjorteavl og

regnormeproduktion, er principielt omfattet af lovens

husdyrbegreb.

De husdyrarter, hvis sundhed loven tager sigte på at beskytte, kan

således variere i takt med, at nye produktionsformer vinder indpas

og i kraft af deres betydning efterhånden kan gøre krav på

beskyttelse. Der er derfor ikke i loven gjort forsøg på nærmere at

definere begrebet husdyr.

Da også andre dyr end husdyr kan videreføre smitsomme husdyrsygdomme,

er det nødvendigt, at visse af lovens regler kan bringes i

anvendelse også over for andre dyr. F.eks. kan skildpadder

angribes af og dermed videreføre fjerkræsygdommen salmonellose,

som kan overføres til mennesker.

Bestemmelsen fastslår derfor, at loven kan anvendes også over for

dyr, der holdes som kæle- eller hobbydyr, i zoologiske haver og i

cirkus, dyreparker og lignende steder. Endvidere er vildtlevende

dyr omfattet, f.eks. ræve og flagermus, som kan videreføre rabies

til husdyr og mennesker.

Anvendelse af loven over for andre dyr end husdyr vil ske under

hensyntagen til lovens formål, som ifølge § 1 er at forebygge,

overvåge og bekæmpe husdyrsygdomme. Foranstaltninger til

bekæmpelse af sygdomme hos f.eks. vildtlevende dyr, som alene har

betydning for vildtbestanden, henhører således under jagt- eller

miljølovgivningen.

Denne anvendelse af loven svarer til 1920-loven, som i § 2 indeholder

hjemmel til at bringe lovens bestemmelser i anvendelse over for

andre dyr end husdyr, når der er fare for udbredelse af sygdommene

til mennesker eller dyr.

TIL STK. 2

Bestemmelsen tager højde for, at der for visse dyrearter allerede

findes en sygdomslovgivning. Det gælder for bier, som er reguleret

i en særlig lovgivning, administreret af Landbrugsministeriet med

bistand af bl.a. Statens bisygdomsnævn, jf. lov nr. 115 af 31.

marts 1982 om biavl.

Det har været overvejet, om ferskvandsfisk, der reguleres i henhold

til lov nr. 283 af 18. juni 1969 om bekæmpelse af smitsomme

sygdomme hos ferskvandsfisk, skulle være omfattet af lovforslaget. Fiskesygdomsloven administreres af Landbrugsministeriet med

bistand af et i medfør af loven nedsat udvalg, hvori de berørte

organisationer er repræsenteret, og til delvis dækning af

udgifterne ved de bekæmpelsesforanstaltninger, der iværksættes i

medfør af loven, betaler producenterne en afgift.

Da dette administrationssystem afviger fra det, der etableres i

medfør af lovforslaget, og da de sygdomme, der rammer

ferskvandsfisk, normalt ikke indebærer nogen smitterisiko for

andre dyr omfattet af lovforslaget, er det fundet mest

hensigtsmæssigt at opretholde fiskesygdomsloven som en selvstændig

lov. Det betyder, at ferskvandsdyr ikke er omfattet af

lovforslaget. Saltvandsdyr er omfattet af Fiskeriministeriets

lovgivning. Det vil blive taget op til drøftelse med

Fiskeriministeriet, i hvilket omfang der skal fastsættes

undtagelser for saltvandsdyr.

TIL § 4

Bestemmelsen erstatter med visse ændringer tilsvarende bestemmelser i

1920-loven, hvorefter ejere skal tilkalde dyrlæge eller foretage

anmeldelse til politimesteren, hvis en ondartet smitsom sygdom

eller visse mildere smitsomme sygdomme forekommer, henholdsvis

breder sig, i en besætning. Tilkaldereglen er blevet forenklet,

således at der gælder det samme for alle sygdomme, der er optaget

på bilaget.

Tilkaldepligten gælder for ejere eller brugere m.v. af alle

dyrearter, som kan angribes af en af de husdyrsygdomme, der er

nævnt i bilaget. Personer, som har dyr i varetægt, kan f.eks. være

fodermestre, medhjælpere, ejere af eller ansatte på dyrepensioner,

som på dyreejerens vegne fører opsyn med dyr.

TIL STK. 2 Bestemmelsen skal danne grundlag for eksisterende regler

om, at tilkaldelse af dyrlæge skal ske, når visse nærmere angivne

symptomer forekommer hos husdyr, jf. f.eks. § 2, stk. 2, i

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om

IBR-infektion og i bekendtgørelse nr. 166 af 25. april 1985 om

Aujeszky's sygdom. Hensigten med reglerne er at sikre personer

uden veterinærfaglig indsigt en mulighed for at vurdere, hvornår

dyrlæge efter bestemmelserne bør tilkaldes.

TIL § 5

1920-loven indeholder i § 2 og § 10 meget detaljerede regler om

tilkaldelse af dyrlæge, politimester eller sognefoged i tilfælde

af udbrud af en ondartet eller mildere smitsom sygdom. Herudover

er der i en lang række særregler fastsat bestemmelser herom og om

dyrlægers pligter i forbindelse med anmeldelse til

Veterinærdirektoratet.

Ved udformningen af anmeldelsesbestemmelserne i nærværende lovforslag

er ud over en sproglig modernisering tilstræbt en forenkling i

forhold til de eksisterende regler.

Bestemmelsen supplerer og udfylder § 7 i lov om veterinærvæsenet og

om udøvelse af dyrlægegerning, jf. Landbrugsministeriets

lovbekendtgørelse nr. 312 af 25. juni 1980. Herefter har enhver

praktiserende dyrlæge inden for det område, hvor han har sit

sædvanlige klientel, pligt til at påtage sig veterinært arbejde

som led i offentlig bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos

husdyrene. Bestemmelsen konkretiserer endvidere den pligt, som

dyrlæger har ifølge dyrlægelovens § 7, stk. 4, til at afgive de

indberetninger og anmeldelser, som Veterinærdirektoratet afkræver

ham med henblik på konstatering og bekæmpelse af sygdomme hos

husdyrene.

TIL STK. 1

Bestemmelsen fastslår, at dyrlæger, der tilkaldes, fordi en dyreejer

m.v. har mistanke om en sygdom, der er opført i bilaget, har pligt

til at sørge for, at der stilles en diagnose enten af den

pågældende dyrlæge selv eller - hvis denne er forhindret - ved, at

en anden dyrlæge i området eller kredsdyrlægen kontaktes.

TIL STK. 2

Hensigten med anmeldelsessystemet er at sikre en hurtig indgriben i

tilfælde af sygdomsudbrud. Herudover tjener det til at danne

grundlag for etablering af sygdomsovervågnings- og

sundhedsprogrammer, at sikre muligheden for udstedelse af

pålidelige attester i forbindelse med eksport af levende dyr og

animalske produkter og at opfylde rapporteringspligten over for

O.I.E., jf. bemærkningerne til § 2.

De sygdomme, der er optaget under pkt. I i bilaget, hører til de

sygdomme, hvor der er størst smitterisiko, og hvor eksportmæssige

eller andre hensyn taler for en hurtig indgriben fra

veterinærvæsenets side. Det forudsættes derfor, at dyrlægen, hvis

diagnosen ikke umiddelbart kan afkræftes, omgående underretter

Veterinærdirektoratet, som træffer beslutning om, hvilke

forholdsregler der skal iværksættes. Underretning vil i de fleste

tilfælde ske til den af Veterinærdirektoratet ansatte

kredsdyrlæge.

Pligten til at underrette Veterinærdirektoratet gælder ikke kun den

dyrlæge, som tilkaldes med henblik på diagnosticering af

sygdommen. Dyrlæger, der f.eks. som led i kødkontrolarbejde på et

slagteri eller i forbindelse med arbejde på en undervisnings-

eller forskningsinstitution får kendskab til eller mistanke om en

anmeldepligtig sygdom, skal også foretage anmeldelse, jf. dog § 2,

stk. 3. Undtagelsesbestemmelsen i dyrlægelovens § 10, stk. 2, for

dyrlæger beskæftiget ved statslige undervisnings- og

forskningsinstitutter gælder således ikke anmeldepligten i henhold

til § 5 og 6.

TIL STK. 3.

For sygdomme, opført under pkt. II, gælder forskellige regler

afhængig af sygdommens farlighed, dens aktuelle forekomst i

Danmark og dens betydning i eksportmæssig sammenhæng.

TIL § 6

Bestemmelsen skal danne hjemmelsgrundlaget for gældende og kommende

regler om, hvordan man skal forholde sig ved mistanke eller viden

om en af de sygdomme, loven omfatter. Der kan f.eks. være tale om

fastsættelse af, hvorledes prøveudtagning eller eventuel anden

undersøgelse skal finde sted, og om indsendelse af materiale.

Sådanne bestemmelser er allerede fastsat for en række sygdommes

vedkommende, f.eks. § 2 i bekendtgørelse nr. 70 af 28. februar

1979 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos kvæg og § 3 i

bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektion.

Bestemmelsen kan endvidere danne grundlag for bestemmelser om,

hvorledes ejeren af et sygdomsmistænkt dyr skal underrettes om

resultatet af laboratorieundersøgelsen, f.eks. § 3, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektion.

Regler om f.eks. dyrlægers, institutters og laboratoriers

indberetning om visse sygdomme til Veterinærdirektoratet kan

ligeledes fastsættes med hjemmel i denne bestemmelse. I sådanne

regler kan tænkes fastsat, at laboratorier, institutter og

lignende skal indberette til Veterinærdirektoratet, når visse

sygdomme diagnosticeres ved undersøgelse af indsendt materiale,

ligesom f.eks. praktiserende dyrlæger kan pålægges pligt til at

indberette, når visse sygdomme diagnosticeres på klinisk grundlag.

Når sådanne indberetninger er påkrævede, skal det bl.a. ses på

baggrund af, at Veterinærdirektoratet har til opgave at følge

sundhedstilstanden blandt husdyrene i Danmark, og af det forhold,

at der skal indberettes til O.I.E. om forekomst af en række

sygdomme, som normalt ikke vil være omfattet af lovgivningen.

Som eksempel på sygdomme, der vil være omfattet af

indberetningspligten, kan nævnes dels sygdomme, der er optaget på

bilaget, og som diagnosticeres ved laboratoriemæssig undersøgelse

af indsendt materiale, dels sygdomme, der diagnosticeres for

første gang i Danmark, og dels sygdomme, der er optaget på O.I.E.s

liste B, men som ikke er omfattet af bilaget. Som eksempel herpå

kan nævntes paratuberkulose, hundesyge og kværke.

TIL § 7

Reglerne i dette kapitel er en sammenskrivning og forenkling af de

bekæmpelsesforanstaltninger, der er hjemlet i den gældende

husdyrsygdomslovgivning, dvs. 1920-loven med ændringslove samt

særlovene, jf. bemærkningerne under pkt. 2, »Den gældende

lovgivning«. Der er ikke tale om nogen udvidelse i forhold til de

gældende regler, men der er sket en opstramning og forenkling

derved, at foranstaltningerne principielt vil kunne bringes i

anvendelse over for alle sygdomme, hvor

bekæmpelsesforanstaltningerne efter 1920-loven er gradueret efter

sygdommens farlighed. Denne forenkling skal ses i sammenhæng med

forslagets principielle ligestilling af alle husdyrsygdomme, jf.

bemærkningerne til § 2.

TIL STK. 1

Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor et eller flere af de

hensyn, som loven skal tilgodese, jf. bemærkningerne til § 1,

tilsiger, at der gennemføres bekæmpelse af en husdyrsygdom.

Bestemmelsen giver ministeren adgang til at udstede konkrete

påbud, men den vil også skulle danne grundlag for regler om

bekæmpelsesforanstaltninger, jf. herved Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 355 af 21. juni 1973 om ondartede smitsomme

sygdomme hos svin. Foranstaltningerne tænkes anvendt i en

udbrudssituation eller i en situation, hvor der er en begrundet

mistanke om udbrud, og er især rettet mod pkt. I-sygdomme. Over

for pkt. II-sygdomme vil foranstaltningerne især blive anvendt som

led i regionale eller landsdækkende bekæmpelseskampagner. Sådanne

kampagner, der iværksættes i et samarbejde mellem de veterinære

myndigheder og landbrugets organisationer, tager sigte på en

systematisk bekæmpelse af en konkret sygdom med henblik på at få

den pågældende sygdom udryddet.

Over for andre sygdomme kan foranstaltningerne tænkes iværksat, hvis

særlige forhold nødvendiggør det, f.eks. hvor der foreligger

forgiftningstilfælde, som kræver øjeblikkelig indgriben for ikke

at spredes.

TIL STK. 2 OG 3

Bestemmelserne angiver, hvilke foranstaltninger der kan blive tale om

at anvende i de konkrete situationer, jf. f.eks.

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 355 af 2. juni 1973 om

ondartede smitsomme sygdomme hos svin. Opremsningen er ikke

udtømmende. Således vil f.eks. nye bekæmpelsesmetoder kunne

begrunde anvendelse af andre foranstaltninger end de nævnte.

Muligheden for at kræve ejendomme, områder m.v. afspærret, kan

indebære, at både adgang til og fra den pågældende lokalitet

hindres. I den gældende lovgivning - lov nr. 188 af 1. maj 1923 om

ændring af 1920-loven - har landbrugsministeren hjemmel til at

forbyde dans og forlystelser af lignende art på den pågældende

egn. Nærværende bestemmelse, jf. ordene »afspærring af områder«,

antages at indeholde en tilsvarende hjemmel, men denne anvendelse

af bestemmelsen vil dog kun være aktuel i særlige tilfælde, f.eks.

hvis en alvorlig smitsom husdyrsygdom er ved at komme ud af

kontrol.

TIL § 8

Bestemmelsen er en videreførelse og forenkling af det gældende

princip i 1920-loven, hvorefter dyr, der lider af en ondartet

smitsom sygdom, kan kræves nedslået. Endvidere kan der efter de

nugældende regler ske nedslagning til brug for diagnosticering af

visse sygdomme eller i tilfælde af mistanke om snive hos heste og

rabies.

Bestemmelsen indebærer, at der som led i bekæmpelsen af en sygdom,

der er optaget i bilaget, kan iværksættes nedslagning af dyr, som

er konstateret ramt af en af de pågældende sygdomme, eller som kan

mistænkes for at være ramt. Nedslagning kan endvidere efter

bestemmelsen ske, hvor det er nødvendigt for at diagnosticere en

sygdom.

Det vil bero på et veterinærfagligt skøn, hvornår et dyr kan

mistænkes for at være ramt af en sygdom. F.eks. vil et dyr kunne

kræves nedslået, hvis det udviser relevante symptomer, uden at det

dog med sikkerhed kan afgøres, om det lider af den pågældende

sygdom. Det samme vil være tilfældet, hvor der har været

personkontakt mellem en rask og en sygdomsramt besætning, således

at der er stor sandsynlighed for, at den raske besætning er blevet

smittet.

Endvidere vil der f.eks. kunne iværksættes bekæmpelse af ræve i

områder, hvor der er mistanke om rabies hos ræve, jf. § 9 i

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 460 af 8. september 1977

om bekæmpelse af rabies. Se også § 33, pkt. d, i lov om jagt og

vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 11. februar

1983.

Ved vurderingen af, om nedslagning skal iværksættes, vil der blive

lagt vægt på, om effektiv bekæmpelse skønnes at kunne finde sted

på andre måder, f.eks. ved isolation af det/de angrebne dyr. Ved

vurderingen vil der endvidere blive lagt vægt på, om nedslagning

er nødvendig for at beskytte mennesker mod smitte eller for at

bevare en dyrebestand. Herudover kan andre væsentlige

samfundsmæssige hensyn nødvendiggøre øjeblikkelig nedslagning,

f.eks. eksportmæssige hensyn.

Bestemmelsen forpligter ikke ministeren til at iværksætte

nedslagning, hvis et af ovennævnte hensyn taler for det, men åbner

alene en mulighed for ministeren til at påbyde nedslagning. Ved

vurderingen af, om denne mulighed skal tages i anvendelse, vil der

blive foretaget en afvejning af ovennævnte hensyn over for de

omkostninger, der er forbundet med nedslagning af de angrebne dyr.

En sådan afvejning vil kunne føre til, at man i stedet vælger at

kontrollere eller bekæmpe sygdommen på andre måder, f.eks. ved

vaccination.

Om erstatning i tilfælde af nedslagning henvises til § 33.

TIL § 9

Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for bekendtgørelse nr. 570 af

11. december 1980 om registrering af af- og tilgang af kvæg og

svin i besætninger.

Muligheden for at kræve registrering udvides i forhold til

eksisterende lovgivning, der kun gælder for ejere af kvæg- og

svinebesætninger. Efter forslaget kan der af enhver ejer af en

husdyrbesætning kræves foretaget registrering. Udformningen af de

regler, som skal udarbejdes, for at bestemmelsen kan få virkning

over for andre end ejere af kvæg- og svinebesætninger, vil ske

under hensyntagen til husdyrbesætningens art. Således vil der ikke

blive stillet samme krav til registreringens detaljeringsgrad i

fjerkræbesætninger som i besætninger med større husdyr.

For at et husdyrhold kan falde ind under begrebet husdyrbesætning, må

der være tale om dyrehold af en vis størrelse. Endvidere vil

formålet med husdyrholdet normalt være kommercielt, dvs. det må

have et produktions- eller salgsmæssigt øjemed.

Om begrebet husdyr henvises til bemærkningerne til § 3.

TIL § 10

Denne bestemmelse fastslår, at klovbærende dyr, der af den ene eller

den anden grund forlader deres oprindelsesbesætning, skal mærkes,

således at de til enhver tid kan spores, også i de efterfølgende

handelsled.

Bestemmelsen tænkes ikke alene at omfatte de klovbærende dyr, der

traditionelt holdes som husdyr, nemlig kvæg, svin, får og geder,

men også andre, f.eks. hjorte, der holdes i fangenskab, og som har

vundet eller i fremtiden måtte vinde indpas i alternative

produktionssystemer.

Der forudsættes fastsat nærmere regler for klovbærende dyr, idet især

disse kan angribes af en række af de sygdomme, som der ud fra

eksport- eller produktionsøkonomiske synspunkter kan være ønske om

at gribe ind over for.

Identifikationen kan have form af en mere eller mindre simpel

beskrivelse, men ofte vil den dog skulle have form af sikker

individuel mærkning, f.eks. tatovering, brænde- eller

frysemærkning. Ofte vil der imidlertid være tale om isætning af et

øremærke af et bestandigt materiale og med en låsemekanisme, der

så godt som muligt sikrer, at det ikke tabes eller kan ombyttes.

At et dyrs identitet og dermed oprindelse med størst mulig sikkerhed

kan fastslås, er afgørende, når smitteveje i forbindelse med

udbrud af sygdom skal klarlægges f.eks. som led i bekæmpelse af

eller kontrol med en husdyrsygdom, når der som led heri er fastsat

regler, der skal sikre, at den pågældende sygdom ikke spredes,

eller når dyr omsættes eller i øvrigt flyttes fra deres

oprindelige besætning. Sådanne krav er bl.a. fastsat i § 9 i

bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektioner og i §

9 i bekendtgørelse nr. 166 af 25. april 1985 om Aujeszky's sygdom.

Også når dyr afhændes til slagtning, må deres oprindelse kunne

spores. Dette er af åbenbar betydning, såfremt der ved kontrollen

på slagteriet konstateres eller opstår mistanke om sygdom,

specielt dem, der er opført i bilagets pkt. I, hvor hurtig

indgriben over for besætninger, der har haft kontakt med dyret, er

påkrævet.

Endvidere har mærkning betydning, når blodprøver til

laboratoriemæssig undersøgelse udtages i forbindelse med slagtning

eller som led i sygdomsbekæmpelse, -overvågning eller -kontrol.

Som et led i bekæmpelse af Aujeszky's sygdom er der i

bekendtgørelse nr. 167 af 26. april 1985 fastsat regler om

mærkning og blodprøvning af orner, der afgår til slagtning eller

eksport, og bekæmpelsen af enzootisk leukose hos kvæg hviler for

en væsentlig del på undersøgelse af blodprøver udtaget ved

slagtning, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 70 af 28. februar 1979 om

bekæmpelse af enzootisk leukose hos kvæg.

Ud over ovennævnte eksempler er det i bekendtgørelse nr. 570 af 11.

december 1980 om registrering af af- og tilgang af kvæg og svin i

besætninger fastsat, at disse dyr ved flytning klart skal kunne

identificeres. Bekendtgørelsen er udarbejdet på baggrund af

EF-bestemmelser om brucellose, tuberkulose, enzootisk leukose og

klassisk svinepest.

TIL STK. 2

Det må forudses, at der kan opstå behov for i kortere eller længere

perioder at fastsætte tilsvarende regler vedrørende andre dyr end

klovbærende, f.eks. i forbindelse med kontrol af sygdom hos disse.

TIL § 11

Smitte overføres ofte ved kontakt mellem dyr fra forskellige

oprindelsesbesætninger eller via personer eller ting, der er i

kontakt med forskellige besætninger. Det er derfor nødvendigt at

kunne stille veterinærhygiejniske krav, som kan forebygge smitte

ad denne vej.

TIL STK. 1

Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 374 af 18. august 1980 om

eksportisolationsstalde for kvæg og svin, der indeholder

bestemmelser om adskillelse af syge og raske dyr, og

bekendtgørelse nr. 143 af 3. april 1984 om fjernelse af kvæg fra

eksportmarkeder og samlestalde, der fastslår, at kvæg til levebrug

skal holdes adskilt fra kvæg til slagtning eller til eksport.

Endvidere findes der i bekendtgørelserne om IBR og Aujeszky's

sygdom regler om adskillelse - bl.a. under transport - af dyr, som

er konstateret fri for de pågældende sygdomme, og andre dyr.

TIL STK. 2

Bemyndigelse skal bl.a. danne grundlag for eksisterende regler om

rensning og desinfektion af overtrækstøj og vogne, fastsættelse af

særlige afhentningstidspunkter eller særlige køreruter.

TIL § 12

Bestemmelsen afløser lov nr. 197 af 7. september 1948 om markeder

m.v. for heste og kreaturer. Med forslaget bortfalder de

erhvervsmæssige hensyn, som er indeholdt i den gældende

markedslov, jf. bemærkningerne under pkt. 2 »Den gældende

lovgivning«. Reglerne foreslås udvidet til at gælde alle markeder,

hvor de før kun omfattede markeder med heste og kreaturer.

Herudover foreslås der gennemført en administrativ forenkling. Efter

de gældende regler skal alle markeder godkendes af

landbrugsministeren efter høring af landboorganisationerne,

politimesteren, kommunen og Veterinærdirektoratet. Efter forslaget

er det hensigten at opretholde en godkendelsesordning i

forbindelse med etablering af permanente markeder, samlestalde og

auktioner, hvorimod godkendelsesordningen for så vidt angår

midlertidige markeder m.v. foreslås erstattet af en

anmeldeordning, jf. bestemmelsens stk. 2.

For at sikre mindst mulig administration vil ordningen blive udformet

således, at et marked m.v., der er behørigt anmeldt, vil kunne

afholdes, hvis anmelderen ikke inden en vis frist har fået anden

underretning fra Veterinærdirektoratet, og på betingelse af, at de

generelle regler om markeder m.v. overholdes. Den mulighed, som

Veterinærdirektoratet har efter de gældende regler til at forbyde

afholdelse af markeder m.v., vil fortsat bestå, jf. herved også §

7, stk. 3.

Ved lejlighedsmarkeder m.v., jf. bestemmelsens stk. 2, forstås

markeder m.v., der højst afholdes 4 gange årligt.

Det allerede gældende krav om dyrlægetilsyn med markeder vil blive

opretholdt. I forbindelse med anmeldelsen forudsættes det oplyst,

hvilken dyrlæge der er antaget til at føre tilsyn med markedet,

hvorefter Veterinærdirektoratet vil beskikke den pågældende

dyrlæge til hvervet.

Efter de gældende regler betales dyrlægens vederlag for tilsyn med

godkendte markeder af det offentlige, jf. cirkulære nr. 64 af 15.

marts 1962 med senere ændringer. I forbindelse med udarbejdelsen

af de administrative regler vil denne ordning blive taget op til

overvejelse.

TIL STK. 2

Som en konsekvens af godkendelsesordningens bortfald vil de gældende

regler om markeder m.v., jf. bl.a. bekendtgørelse nr. 332 af 20.

juli 1948 om markedsordningen, blive revideret og udbygget bl.a.

med regler om, hvilke dyr der på samme tid må tilføres markeder,

dyrskuer m.v., og om krav til indretning.

TIL § 13

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Baggrunden for bestemmelsen er, at erfaringerne

har vist, at smitte ofte spredes via den handel med dyr, som

foregår ved handelsmænds mellemkomst. Det foreslås derfor, at der

gives ministeren bemyndigelse til at etablere en

godkendelsesordning for personer, der erhvervsmæssigt omsætter

klovbærende dyr, dvs. kvæg, får og svin.

Landmænd, der omsætter dyr som et naturligt og normalt led i deres

husdyrproduktion, tænkes ikke omfattet af bestemmelsen. Afgørende

for, hvem der anses for omfattet, vil bl.a. være længden af den

periode, hvori den pågældende ejer dyrene eller har dem i sin

varetægt. Ved fastsættelse af denne vil der blive taget hensyn til

kendte inkubationstider for smitsomme husdyrsygdomme.

Mellemhandlere, der køber og sælger dyr uden at have dem i deres

varetægt, anses også for omfattet. Som eksempel kan nævnes

SPF-organisationer, der formidler køb og salg af svin fra

SPF-besætninger, herunder organiserer transport af dyrene fra

sælger til køber.

TIL STK. 2

Af de under bemærkningerne til stk. 1 anførte grunde er det fundet

nødvendigt at kunne sanktionere overtrædelse af

veterinærbestemmelser med fratagelse af tilladelsen til at omsætte

husdyr.

TIL STK. 3

Bestemmelsen giver landbrugsministeren mulighed for at udvide

reglerne om en godkendelsesordning i forbindelse med omsætning af

klovbærende dyr til også at omfatte omsætning af andre dyr end

klovbærende.

TIL § 14

Bestemmelsen erstatter, tillige med de øvrige bestemmelser i dette

kapitel, lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde

dyr m.m.

Ved animalsk affald forstås f.eks. kroppe af selvdøde eller dødfødte

dyr, aflivede og afhudede pelsdyr, fralyste æg, tilbageholdt mælk,

gødning, knogler, brusk og kassater fra slagtning og opskæring

samt spild og rester i øvrigt af animalsk oprindelse, herunder

også husholdningsaffald.

Bestemmelsen erstatter eller danner grundlag for de bestemmelser i

husdyrsygdomslovgivningen, der regulerer anvendelse af animalsk

foder, f.eks. § 9 i lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov

om smitsomme sygdomme hos husdyrene, der foreskriver

varmebehandling af returmælk, og bekendtgørelse nr. 341 af 7.

december 1964 om varmebehandling af fralyste og uklækkede rugeæg.

Begrebet animalsk affald i nærværende lovforslag er bredere end

affaldsbegrebet i kødloven, der omhandler kød, slagteaffald og

kødvarer, der hidrører fra slagteprocessen.

TIL STK. 2

Principielt må animalske affaldsprodukter ikke anvendes som foder til

dyr af hensyn til risikoen for smittespredning, men på baggrund af

de seneste års stigende foderpriser og den øgede genanvendelse af

affald er interessen for at anvende animalsk affald til dyrefoder

vokset. I Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 454 af 21.

september 1983 om anvendelse af affald som foder til dyr er

fastsat regler, hvorefter det er tilladt på visse betingelser at

anvende animalsk affald, herunder i form af køkkenaffald, til

opfodring.

TIL § 15

Bestemmelsen skal danne grundlag for autorisation af

destruktionsanstalter, som hidtil er blevet autoriseret i medfør

af lov om anvendelse af selvdøde dyr m.m., og af virksomheder, der

indsamler affald til opfodring af dyr, jf. § 14, stk. 2.

Autorisation af kødfoderfabrikker er hidtil også sket i medfør af

loven om selvdøde dyr m.m., men hjemmelen hertil er nu overført

til kødloven (lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m.).

TIL STK. 2

Bestemmelsen skal danne grundlag for de eksisterende bestemmelser om

affaldshåndtering, indretning og drift m.v. på de nævnte

virksomheder.

TIL STK. 3

Destruktionsanstalter har efter de nugældende regler pligt til at

destruere alt modtaget potentielt smittefarligt affald, hvorimod

de ikke har pligt til at modtage alt affald. Ved sygdomsudbrud,

hvor mange dyr må aflives, kan veterinære eller miljømæssige

hensyn hindre, at der sker en nedgravning af de aflivede dyr på

stedet. Det er derfor under overvejelse at etablere en ordning,

hvorefter der skabes sikkerhed for, at der er adgang til

tilstrækkelig destruktionskapacitet i de enkelte landsdele.

TIL § 16

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lov nr. 340 af 26. juni 1975

om foderstoffer, navnlig denne lovs § 5 og § 6, der omhandler

foderstoffers uskadelighed. I medfør af foderstofloven er der

bl.a. fastsat bestemmelser om størsteindhold af uønskede stoffer

og produkter i foderstoffer og om anvendelse af

tilsætningsstoffer. Disse bestemmelser er sanktioneret med

bødestraf for foderstoffabrikanterne. Af dyresundhedsmæssige

grunde er der behov for en hjemmel til at forbyde husdyrejerne at

anvende foder, der kan medføre smittefare eller indebære anden

sundhedsmæssig risiko for dyrene, f.eks. fordi det har et så stort

indhold af skadelige stoffer (f.eks. kviksølv, bly, radioaktive

stoffer), at husdyrene kan tage skade.

Bestemmelsen skal endvidere danne grundlag for regler om f.eks.

varmebehandling af animalske foderstoffer, om tildækning af foder

og om andre smittebeskyttende foranstaltninger i forbindelse med

håndtering af foder.

Dyrehold forekommer for tiden ikke på foderstofvirksomheder, men

alene i landbrugsbedrifter, som fremstiller foderblandinger til

egne dyr i egne blandingsanlæg. Under ændrede produktionsforhold

vil der kunne bestå behov for regler om beskyttelse mod smittefare

ved husdyrhold i forbindelse med fremstilling af foderstoffer til

videresalg.

TIL STK. 2

Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at forbyde anvendelsen af

foder, som af de under stk. 1 nævnte grunde kan medføre

sundhedsfare for husdyr.

TIL § 17

Bestemmelserne i dette kapitel erstatter lov nr. 211 af 31. maj 1968

om kunstig sædoverføring på husdyr. I forhold til gældende lov

foreslås bestemmelserne udvidet med en bemyndigelse til at

fastsætte sundhedsmæssige krav til ægtransplantation. Begrundelsen

er denne metodes hurtigt voksende anvendelse inden for husdyravlen

samt det forhold, at der for adskillige smitsomme sygdommes

vedkommende er usikkerhed om, hvorvidt og i givet fald under

hvilke forhold de pågældende sygdomme kan overføres ved

ægtransplantation. Det befrugtede æg (embryonet) er omgivet af en

kapsel, der i ubeskadiget stand yder beskyttelse mod indtrængen af

smitstof som f.eks. virus. Mikroskopisk vurdering af kapslen og

vask af de befrugtede æg inden overførsel kan derfor indgå som en

forebyggende foranstaltning, men da det må anses for sandsynligt,

at visse smitstoffer - i særdeleshed virus - kan være til stede

inden for kapslen i det ubefrugtede æg, skønnes det nødvendigt at

have mulighed for at stille sundhedsmæsige krav til ægdonorer.

TIL STK. 1 Bestemmelsen svarer til § 1 i gældende lov. Ministerens

bemyndigelse i gældende lov vedrørende krav til afstamning og

kvalitet af husdyr, der kan benyttes til kunstig sædoverføring på

andres husdyr, er bortfaldet, idet lov nr. 209 af 23. maj 1979 om

omsætning af dyr indeholder fonøden hjemmel til at fastsætte

kvalitetskrav til sæd og befrugtede æg. Bestemmelsen er, ligesom

de øvrige bestemmelser i dette kapitel, udvidet med en

bemyndigelse til fastsættelse af sundhedsmæssige krav til husdyr,

hvis befrugtede æg overføres til andre husdyr, jf. bemærkningerne

ovenfor.

Der findes i den gældende lovgivning hjemmel til at stille krav til

sæddonorer vedrørende genetisk betinget sygdom. Denne hjemmel er

hidtil ikke udnyttet. Der må imidlertid forudses en stigende

aktualitet af disse sygdomme, navnlig fremkaldt af den stærkt

voksende internationale udveksling af genetisk materiale i form af

sæd og befrugtede æg. Det kan herunder nævnes, at der i

forbindelse med udstedelse af veterinærattester ved eksport af sæd

og befrugtede æg må forudses stadig stigende krav fra

importlandene på dette område.

TIL STK. 2

Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 2, i gældende lov med de

tilføjelser, som er nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af

bestemmelser vedrørende ægtransplantationer.

TIL § 18

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til § 2 og § 3, stk. 1, i gældende lov med de

tilføjelser, som er nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af

bestemmelser vedrørende ægtransplantationer.

Bestemmelsen påtænkes som hidtil benyttet til at kunne kræve handyr,

der anvendes til kunstig sædoverføring på andres dyr, eller hvis

sæd benyttes til befrugtning af æg med henblik på

ægtransplantation, samlet på særlige virksomheder, således som det

i øjeblikket forekommer på tyrestationer, ornestationer og

hanstationer for ræve. Det er derimod ikke hensigten at kræve

hundyr, der anvendes som donorer ved opsamling af embryoner,

anbragt på særlige virksomheder (opsamlingscentraler), idet sådan

opsamling mest praktisk kan foregå i besætningerne. Såfremt

erhvervet selv opretter sådanne opsamlingscentraler, må det

imidlertid være rimeligt, at der kan stilles krav vedrørende

disses indretning og drift (se stk. 2). Bestemmelsen påtænkes

endvidere som hidtil benyttet til at stille krav vedrørende

opbevaring af sæd og til fremtidigt at kunne stille krav i

forbindelse med opbevaring af embryoner, herunder specielt

dybfrosne embryoner til senere anvendelse (embryonbank).

TIL STK. 2

Som en udvidelse af ministerens hidtidige bemyndigelser er

specificeret muligheden for at fastsætte regler vedrørende

personalemæssige forhold og regler vedrørende besøg på

virksomhederne. På grund af dels udviklingen henimod stadig

større virksomheder, dels en stigende interesse og et stigende

behov for smittebeskyttelsesforanstaltninger drives de pågældende

virksomheder (f.eks. tyre- og ornestationer) mere og mere efter

SPF-princippet (specifikt patogenfri). For personalets vedkommende

tænkes først og fremmest på regler for personalets uddannelse

inden for området hygiejne og smittebeskyttelse samt på regler

vedrørende personalets kontakt med andre dyrehold. For besøgendes

vedkommende må påregnes krav vedrørende seneste kontakt med andre

dyrehold (f.eks. krav om mindst 48 timers ophold her i landet

inden besøget) samt regler vedrørende de besøgendes iklædning og

færden på virksomheden.

TIL STK. 3

Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, i gældende lov med de

tilføjelser, som er nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af

bestemmelser vedrørende ægtransplantationer.

TIL § 19

Denne bestemmelse svarer til § 4 i gældende lov, men er udvidet til

også at omfatte kunstig sædoverføring til egne husdyr samt

opsamling og overførsel af befrugtede æg.

Ønsket om bemyndigelse til fastsættelse af bestemmelser for

inseminering på egne dyr skyldes det forhold, at

»ejerinseminering«, der hidtil mest har været et fænomen knyttet

til svinereproduktionen, nu vinder mere og mere indpas inden for

andre dyrearter som f.eks. kvæg og pelsdyr. Blandt andet fordi

dybfrosset sæd må forudses at vinde stadig større udbredelse med

deraf følgende større risiko for sygdomsspredning ved anvendelse

af sæd, der ikke er fremstillet, behandlet eller opbevaret på

betryggende måde, skønnes det nødvendigt, at personer, der ønsker

at inseminere egne husdyr, ved deltagelse i et godkendt kursus

gøres bekendt med de grundlæggende regler vedrørende arbejdet samt

med de lovmæssige bestemmelser for dette.

Opsamling og overførsel af embryoner til husdyr kræver et så

indgående kendskab til husdyrs bygning og funktion, at kun

personer med uddannelse på linje med dyrlægeuddannelsen kan

forvente at få tilladelse hertil.

TIL § 20

Bestemmelsen svarer til § 5 i gældende lov med de tilføjelser, som er

nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende

ægtransplantationer.

TIL § 21

Den foreslåede bestemmelse tænkes bl.a. anvendt til at forbyde

dyrehold i områder, hvor der kan være særlig fare for

smitteoverførsel, eller hvor der kan være risiko for radioaktiv

forurening, kviksølv- eller blyforurening og lignende. Endvidere

kan bestemmelsen anvendes til at forbyde bestemte dyrearter i

dyreparker, hvor der er publikumsadgang og derfor smitterisiko.

TIL § 22

Bestemmelsen er ny. Den tager primært sigte på at forebygge

smittespredning, f.eks. ved at stille krav om etablering af

udleveringsrum i tilknytning til stalde, således at chauffører og

andre, der dagligt kommer i flere besætninger, undgår at komme i

kontakt med besætningens øvrige dyr. Endvidere vil der kunne

stilles indretningskrav, f.eks. opdeling af meget store enheder,

hvor mange dyr er opstaldet, og hvor risikoen for smittespredning

derfor er særlig stor, samt krav til indretning af dyreparker,

zoologiske haver osv., f.eks. for at undgå fodring af dyrene med

eventuelt inficerede madvarer.

Bestemmelsen forudsættes også at åbne mulighed for at regulere

dyreparkers og zoologiske havers videresalg af dyr.

For at forebygge smittespredning i forbindelse med afhentning af

f.eks. gylle til biogasanlæg kan der blive tale om særlige krav

til indretning af gylletanke og adgangsforholdene i tilknytning

hertil. De sundhedsmæssige hensyn, som bestemmelsen også

varetager, kan komme ind i forbindelse med krav til

staldindretning, f.eks. krav til ventilation. Det er ikke

hensigten at regulere egentlige dyreværnsmæssige forhold, som

henhører under Justitsministeriets lovgivning. På grund af de

ændrede driftsmetoder, som gennem de seneste årtier er blevet

indført i landbruget, og som bl.a. har givet sig udslag i mere

intensive husdyrproduktioner med flere dyr samlet på eet sted og

dyr, der tilbringer hele deres liv inden døre, har man skønnet det

nødvendigt at kunne fastsætte regler også for de situationer,

hvor der ikke kan påvises konkret risiko for smittespredning eller

anden akut sygdomsrisiko. Denne anvendelse af bestemmelsen ud fra

sundhedsmæssige hensyn vil kunne forekomme som et resultat af

analyser foretaget som led i et sundhedsprogram, jf. § 23.

TIL § 23

Bestemmelsen, der som sådan er ny, men indeholder principper, der

allerede anvendes som led i de sundhedsprogrammer, der er

gennemført eller planlagt gennemført på frivillig basis, er et

vigtigt led i forslagets fremhævelse af den forebyggende indsats i

husdyrsygdomsbekæmpelsen.

Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for en registrering af sådanne

data vedrørende de enkelte besætninger, som vil kunne give

mulighed for at konstatere sygdomssammenhænge, bl.a. for så vidt

angår de multifaktorielle, miljøbetingede sygdomme, der nu

foreslås omfattet af husdyrsygdomslovgivningen. Efterhånden som

der sker en udbygning af EDB-anvendelsen inden for det veterinære

sundhedsvæsen, vil der være mulighed for samkøring af f.eks.

slagteriernes kødkontrolregistre og de registre, der opbygges som

led i sundhedsprogrammerne, således at der bl.a. gennem

kødkontrollen bliver mulighed for en sygdomsforebyggelse.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for i de enkelte besætninger,

der deltager i et sundhedsprogram, at foreskrive afhjælpning af

forhold, der giver anledning til sygdomsproblemer. Det er ikke

hensigten på kort sigt at fravige frivillighedsprincippet ved

deltagelse i et sundhedsprogram, men det kan ikke udelukkes, at

der på grundlag af indhøstede erfaringer senere viser sig behov

for at indføre obligatoriske elementer.

TIL § 24

Bestemmelsen erstatter lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination

mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og lov nr. 129 af 31.

marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge. Bestemmelsen

skal endvidere danne grundlag for særlige

sundhedskontrolundersøgelser som f.eks. dem, der er iværksat i

forskellige områder i landet, herunder i grænseområder, og i

svinebesætninger i dyreparker, zoologiske haver m.v. i medfør af

bekendtgørelse nr. 166 af 25. april 1985 om Aujeszky's sygdom.

Bemyndigelsen til at foreskrive dyrlægetilsyn med besætninger,

zoologiske haver m.v. er ny. For besætninger vil muligheden f.eks.

kunne blive aktuel i forbindelse med sundhedsprogrammerne.

TIL § 25

Bestemmelsen erstatter tilsvarende bestemmelse i lov nr. 191 af 9.

maj 1984 om ændring af 1920-loven. Der er dog tale om en

udvidelse, idet forslaget åbner mulighed for at udtage prøver til

undersøgelse for en hvilken som helst sygdom, hvor den

eksisterende bestemmelse kun omfatter herpesvirusinfektioner.

Bl.a. erfaringerne med udbrud af svinepest syd for den dansk-tyske

grænse har vist behov for en bredere hjemmel til udtagning og

undersøgelse af prøver i forebyggende øjemed.

Endvidere skal bestemmelsen danne grundlag for udtagelse af prøver

med henblik på af eksportmæssige hensyn at kunne dokumentere

frihed for visse sygdomme.

TIL § 26 Bestemmelsen erstatter § 9 i 1920-loven og bekendtgørelse

nr. 460 af 8. september 1977 om bekæmpelse af rabies.

Da visse sygdomme kan overføres mellem dyr og mennesker, f.eks.

tuberkulose og rabies, er det nødvendigt at kunne iværksætte

foranstaltninger også ud fra hensynet til beskyttelse af

mennesker.

TIL § 27

Generel regulering af lægemidler finder sted i medfør af

Indenrigsministeriets lovgivning om lægemidler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982, og om

apotekervirksomhed, jf. lov nr. 279 af 6. juni 1984. Der er ikke

med nærværende bestemmelse tilsigtet nogen ændring i den bestående

ordning, hvorefter lægemidler generelt skal godkendes af

Sundhedsstyrelsen, dvs. optages i specialitetsregistret.

Bestemmelsen tager sigte på at regulere den konkrete anvendelse af

veterinære lægemidler i form af vacciner, sera, immunologiske

testpræparater m.v. Den erstatter lov nr. 42 af 20. februar 1960

om vaccination mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og lov nr.

129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.

Bestemmelserne svarer endvidere til § 7 b i lov om veterinærvæsenet

samt om udøvelse af dyrlægegerning (lovbekendtgørelse nr. 312 af

25. juni 1980), men er indsnævret i forhold til § 7 b, som ud over

anvendelse af lægemidler til husdyr også omfatter anvendelse af

produkter fra sådanne husdyr til levnedsmidler eller foder.

Indhold af restkoncentrationer af lægemidler m.v. i kød og

kødprodukter til udførsel reguleres i kødloven, og

restkoncentrationer i levnedsmidler til afsætning her i landet

reguleres i medfør af levnedsmiddelloven, jf. lov nr. 310 af 6.

juni 1973. For så vidt angår regulering af uønskede stoffer i

foder henvises til nærværende forslags § 16.

Forbud mod anvendelse af et veterinært lægemiddel kan - ud over

ønsket om at undgå restkoncentrationer i kødprodukter - f.eks.

være aktuelt over for en utilstrækkeligt afsvækket vaccine eller i

situationer, hvor det ud fra sundheds- eller eksportmæssige hensyn

tikke er ønskeligt at anvende vaccination, som kan medføre, at dyr

kan være smittebærere eller give positiv reaktion i blodserum,

uden at sygdommen kommer til udbrud.

Det samme kan gælde for visse antibiotika eller kemoterapeutika, som

kan mildne eller afkorte et sygdomsforløb i en sådan grad, at det

kan være vanskeligt at stille diagnose.

Bestemmelsen tænkes også anvendt til at påbyde anvendelse af

lægemidler, f.eks. som led i bekæmpelse af en sygdom eller i

forebyggende øjemed.

Lægemidler fremstillet af animalske produkter omfatter f.eks.

enzymer, hormoner og vækstfremmende stoffer.

Udtrykket »udlevering« er snævrere end det tilsvarende udtryk i

lægemiddelloven, idet det i nærværende bestemmelse kun omfatter

dyrlægers ordination/distribution.

TIL STK. 2

Bestemmelsen er ny. Den udfylder og konkretiserer bl.a. dyrlægelovens

§ 7, stk. 4, om dyrlægers pligt til at føre ordnede optegnelser

over visse dele af deres virksomhed.

På baggrund af de seneste års debat om anvendelse af visse lægemidler

m.v. til husdyr, som skal anvendes til fremstilling af

levnedsmidler, har man bl.a. i forbindelse med

sundhedsprogrammerne fundet det hensigtsmæssigt at søge gennemført

en registrering af forbruget af lægemidler såvel på dyrlæge- som

på besætningsniveau. Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at

gennemføre en sådan registreringsordning. Oprettelse af registre

vil ske under hensyntagen til registerlovgivningen.

TIL STK. 3

Desinfektionsmidler og lignende stoffer, der anvendes til rensning og

desinfektion af husdyr eller husdyrs miljø, skal godkendes i

henhold til lov nr. 212 af 23. maj 1979 om kemiske stoffer og

produkter. Nærværende bestemmelse giver landbrugsministeren en

mulighed for ud fra husdyrproduktionsmæssige hensyn at fastsætte

særlige regler for anvendelsen af sådanne stoffer, f.eks.

produkter til patte- og yverdesinfektion eller produkter til

desinfektion i dambrug.

TIL § 28

Bestemmelsen er ny. Den giver ministeren mulighed for at indføre

batchkontrol af veterinære lægemidler, f.eks. ved at stille krav

om udlevering af enkelte ampuller fra hver batch, der

markedsføres. Kontrollen, der kan blive aktuel i forbindelse med

opklaring af årsagen til sygdomsudbrud, vil kunne etableres på et

af de veterinære institutter.

Bemyndigelsen og den konkrete udformning af en kontrolordning vil

blive udmøntet efter forhanling med indenrigsministeren.

TIL § 29

Bestemmelsen lovfæster det veterinære vaccineudvalg, som i 1983 efter

aftale mellem Indenrigsministeriet og Landbrugsministeriet blev

nedsat med henblik på at rådgive Sundhedsstyrelsen i sager om

veterinære vacciner m.v.

TIL § 30

Spredning af visse husdyrsygdomsfremkaldende smitstoffer kan have

store eksportmæssige konsekvenser, hvorfor det foreslås, at

ministeren bemyndiges til at fastsætte regler for arbejde hermed.

Bestemmelsen skal sammenholdes med § 24 og § 25 i lov om lægemidler,

hvorefter kliniske afprøvninger af lægemidler skal anmeldes til

Sundhedsstyrelsen, der kan stille vilkår eller kræve undersøgelsen

standset eller ændret.

TIL § 31

Den nyere bioteknologi, herunder især genteknologien, indebærer nye

muligheder for mere målrettet at gribe ind i organismers

arveanlæg. Det er således nu bl.a. muligt at overføre gener med

kendt funktion fra planter, dyr og mikroorganismer til celler af

samme eller anden art.

En væsentlig del af forskningen på området tager sigte på anvendelse

inden for jordbruget, og resultaterne af denne forskning forventes

på lidt længere sigt at få stor betydning for

jordbrugsproduktionen.

Inden for husdyrbruget forventes resultaterne af anvendt genteknologi

inden for de nærmeste år især at få betydning på det

veterinærmedicinske område. Således forventes såvel produktion som

anvendelse af vacciner at ville kunne ske uden samtidig risiko for

smittespredning, ligesom vaccineproduktionen vil kunne

billiggøres. Endvidere vil gensplejsningsteknikken muliggøre

fremstilling af hjælpemidler, der kan lette diagnosticering og

forebyggelse af husdyrsygdomme. Andre hjælpestoffer såsom

vitaminer, enzymer, vombakterier m.v. forventes også at kunne

blive fremstillet ved hjælp af gensplejsede mikroorganismer.

Husdyravl ved direkte anvendelse af gensplejsning er yderst

kompliceret. Det forventes på lang sigt at blive muligt at

forbedre specifikke egenskaber såsom frugtbarhed, tilvækst,

kødfylde, foderudnyttelse og sygdomsresistens.

TIL KAPITEL 10

Bestemmelserne i dette kapitel afløser bl.a. § 19 i 1920-loven, § 1 i

lov nr. 326 af 23. december 1925, bestemmelserne i lov nr. 139 af

1. juli 1927 og § 3, stk. 2, i lov nr. 175 af 5. juni 1959, alle

om ændring af 1920-loven. I medfør af disse bestemmelser er der

fastsat takster for dyrlægers arbejde i forbindelse med

diagnosticering af husdyrsygdomme, jf. Landbrugsministeriets

cirkulære nr. 64 af 15. marts 1962 med senere ændringer om

betaling for offentlige forretninger.

Med forslaget bortfalder de hidtil lovfæstede principper, hvorefter

det offentlige i et vist omfang dækker udgifterne til

diagnosticering af ondartede smitsomme sygdomme og enkelte mildere

smitsomme sygdomme. Efter de nugældende regler betaler det

offentlige således dyrlægeundersøgelse, herunder udtagning og

indsendelse af prøver til de statslige institutter, og selve

laboratorieundersøgelsen, som hovedregel dog kun, hvis

laboratorieundersøgelsen bekræfter mistanken. I modsat fald

betaler ejeren selv alle udgifter, herunder også til

laboratorieundersøgelsen.

Baggrunden for forslaget om ikke at videreføre det hidtidige

betalingsprincip er dels, at de begrundelser, der har ligget til

grund for at indarbejde princippet i husdyrsygdomsloven fra 1920,

ikke længere synes at være til stede, dels at muliggøre

administration i overensstemmelse med regeringens

økonomisk-politiske målsætning i videst mulig udstrækning at

begrænse gratisprincippets anvendelse. Hertil kommer, at set i

forhold til de diagnostiske undersøgelser, der i øvrigt

gennemføres som led i overvågningen og bekæmpelsen af

husdyrsygdomme, udgør de egentlige mistankeundersøgelser kun en

mindre del. Forslaget vil derfor kun have beskeden økonomisk

betydning for den enkelte besætningsejer.

TIL § 32

Bestemmelsen giver landbrugsministeren hjemmel til at fastsætte

nærmere regler om betaling af udgifterne til de foranstaltninger,

der i medfør af loven iværksættes med henblik på at hindre

udbredelse af husdyrsygdomme.

Af foranstaltninger, der kan komme på tale, kan f.eks. nævnes

dyrlægeundersøgelse, udstedelse af attester, mærkning og indsyning

af dyr til dyrskuer og lign. Udgifterne ved sådanne

foranstaltninger, der foretages som led i den generelle

sygdomsforebyggelse og er baseret på generelle regler udstedt af

Veterinærdirektoratet, vil typisk påhvile besætningsejeren.

For så vidt angår visse foranstaltninger, der gennemføres af eller på

grundlag af påbud fra Veterinærdirektoratet som led i bekæmpelsen

af enkelte alvorlige smitsomme husdyrsygdomme som mund- og

klovesyge, klassisk og afrikansk svinepest, SVD og Newcastle

desease, medfører det offentliges deltagelse i

husdyrsygdomsbekæmpelsen dog, at udgifterne hertil må være den

enkelte besætningsejer uvedkommende. De foranstaltninger, der i

den forbindelse påbydes, f.eks. destruktion, nedslagning,

desinfektion, afspærring osv., vil ofte være af en karakter, som

går ud over, hvad der er i den enkelte besætningsejers interesse

for at bekæmpe sygdommen.

For så vidt angår områdeundersøgelser, der undertiden iværksættes som

led i overvågning af en bestemt sygdom, vil vurderingen af, hvem

der skal betale udgifterne herved, bero på, om undersøgelsen

iværksættes som et led i Veterinærdirektoratets almindelige

overvågnings- og tilsynspligt. Der kan ikke angives entydige

principper for betalingen heraf. Spørgsmålet vil blive afgjort ud

fra en konkret vurdering og på grundlag af de forhandlinger med de

berørte organisationer, der altid går forud for iværksættelse af

en områdescreening.

TIL § 33 Bestemmelsen svarer til 1920-lovens princip, jf. f.eks. § 8

og § 19 i 1920-loven og § 8 i lov nr. 175 af 5. juni 1959 om

ændring af 1920-loven.

Ifølge gældende lovs erstatningsregler skal der ske en taksation af

dyr, der skal nedslås. Der betales kun erstatning for dyrets

værdi. Ved det sidst forekommende mund- og klovesygeudbrud blev

der tilvejebragt særlig bevillingsmæssig hjemmel til at yde

erstatning for driftstab.

Som bestemmelsen er formuleret, jf. ordet »kan«, åbner den mulighed

for en skønsmæsig vurdering af, om erstatning skal ydes.

Baggrunden herfor er, at en ubetinget pligt til at betale

erstatning for driftstab vil kunne få store økonomiske

konsekvenser for det offentlige som følge af de strukturændringer,

der har fundet sted og fortsat finder sted inden for

husdyrproduktionen med større og større driftsenheder og deraf

følgende koncentrationer af dyr samlet på eet sted.

TIL STK. 2

En ubetinget, fuld erstatningspligt for det offentlige i forhold til

værdien af de dyr, der må nedslås, vil kunne indebære store

økonomiske konsekvenser. Hertil kommer, at store driftsenheder har

bedre muligheder for at sikre sig økonomisk mod et eventuelt tab

som følge af sygdomsudbrud, f.eks. ved etablering af en

forsikringsordning eller lignende.

Bestemmelsen giver derfor ministeren mulighed for at fastsætte

særlige regler om beregning af erstatning, herunder maksimere det

erstatningsbeløb, der kan udbetales pr. besætning.

TIL § 34

En væsentlig del af administrationen af veterinærlovgivningen

varetages i dag af Veterinærdirektoratet og af de veterinære

institutter. Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler

om klage over disse institutioners afgørelse, herunder begrænse

klageadgangen.

TIL STK. 2

En effektiv forebyggelse og bekæmpelse af husdyrsygdomme forudsætter

erhvervets aktive medvirken. Således foregår en væsentlig del af

mastitisbekæmpelsen på laboratorier oprettet af Danske Mejeriers

Fællesorganisation. Også de sundhedstjenester, der er etableret

inden for kvæg- og svinesektoren, gennemføres i stor udstrækning i

erhvervs- og organisationsregi. I overensstemmelse med regeringens

moderniseringsplaner er det hensigten at videreføre og udbygge

sådanne ordninger, hvilket bestemmelsen åbner mulighed for.

Bestemmelsen åbner ligeledes mulighed for efter forhandling med

vedkommende ministre at henlægge opgaver til andre ministeriers

institutioner.

TIL § 35

Varetagelsen af administrationen i medfør af lovforslaget forudsætter

ofte adgang til private ejendomme. Da bekæmpelse og forebyggelse

af husdyrsygdomme også sker i den enkelte ejers interesse, er der

normalt ingen problemer forbundet hermed. Det kan dog ikke

udelukkes, at der kan være behov for at skaffe sig adgang til

offentlig eller privat ejendom.

De personer, der bemyndiges til at skaffe sig adgang til offentlig og

privat ejendom uden retskendelse, vil typisk henhøre under

Veterinærdirektoratet. I specielle tilfælde kan tilsynsmyndigheden

dog have behov for bistand fra personer uden for

tilsynsmyndigheden, der besidder særlig sagkundskab på området, og

sådanne vil også kunne opnå bemyndigelse i henhold til

bestemmelsen.

Bestemmelsen sikrer desuden mulighed for gennemtvingelse af

myndighedernes adgang til de lokaliteter, der omfattes af

bestemmelsen. Politiet bestemmer under hensyn til almindelige

politimæssige overvejelser, hvorledes bistanden skal ydes.

TIL § 36

Bestemmelsen svarer i princippet til gældende lovgivning, jf. f.eks.

§ 19 i 1920-loven og § 1, stk. 3, i lov om foranstaltninger til

udryddelse af oksebremselarven.

TIL § 37

Som led i den fælles landbrugspolitik i EF, herunder ophævelsen af

handelshindringer, er der gennemført en harmoniserig af

veterinærlovgivningen. Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at

udstede de regler, som er nødvendige for at gennemføre de af EF

vedtagne beslutninger, direktiver eller forordninger.

TIL § 38

Sanktionen ved overtrædelse af gældende lovgivnings bestemmelser

består overvejende af bødestraf, jf. § 18 i 1920-loven. Der er dog

også i enkelte særregler, f.eks. i lov om anvendelse af selvdøde

dyr m.m., bestemmelser om hæftestraf. Da overlagte overtrædelser

af lovgivningen typisk vil have til formål at opnå en økonomisk

fordel, skønnes det tilstrækkeligt, at der er mulighed for ved

bødestraf at inddrage den økonomiske gevinst, der måtte være

opnået.

TIL STK. 2

Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte strafbestemmelser

i bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven.

TIL § 39

I overensstemmelse med forslagene i betænkning nr. 996/ 1983 om

ansvarsplacering m.v. i kommunestyret foreslås det, at kommuner og

kommunale fællesskaber kan pålægges bødeansvar. Det er en

forudsætning, at den strafbare handling er begået af kommunen

eller det kommunale fællesskab som driftsherre, arbejdsgiver eller

lignende.

TIL § 40

Straffesager i henhold til forslaget behandles som politisager.

Endvidere vil der efter forslaget være adgang til at bringe de

retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel om ransagning,

til anvendelse i samme omfang som i statsadvokatsager. TIL § 41

Loven foreslås sat i kraft den 1. juli 1987.

TIL § 42

Til stk. 1

Nærværende lovforslag erstatter lov nr. 156 af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene med ændringslove. Som led i den

regelsanering, som ønskes gennemført i forbindelse med

lovforslaget, er endvidere de bestemmelser i de nævnte særlove,

som ønskes videreført, inkorporeret i forslaget.

Husdyrsygdomsloven og de under pkt. 2-8 nævnte særlove kan

herefter ophæves.

TIL STK. 2

Lovforslaget forudsætter, at en lang række gældende administrative

forskrifter revideres. Da der vil gå en vis tid efter

lovforslagets ikrafttræden, inden denne revision er afsluttet, er

den foreslåede hjemmel til at opretholde gældende administrative

regler nødvendig.

TIL STK. 3

Bestemmelsen fastlår, at gældende bestemmelser, der forbliver i kraft

efter forslagets ikrafttræden, strafsanktioneres efter samme

regler som bestemmelserne i lovforslaget.

TIL § 43

Lovforslaget gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Grønland.

Versioner

  1. 1988-05-21