Gelex

1986 LSF 189 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PERSONSKATTELOVEN (NEDSÆTTELSE AF FORMUEBESKATNINGEN)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00189@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 151 af 19. marts 1986 om indkomstskat og formueskat for

personer m.v. (personskatteloven) foretages følgende ændringer:

1. § 18, STK. 4, affattes således:

»Stk. 4. Formueskatten udgør 9 promille af den del af den

skattepligtige formue, der overstiger et grundbeløb på 1,5 mill.

kr. indtil 3,0 mill. kr., og 11 promille af den del af den

skattepligtige formue, der overstiger et grundbeløb på 3,0 mill.

kr. Grundbeløbet reguleres efter § 20.«

2. I § 18 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. For de i § 18 nævnte skattepligtige personer nedsættes

formueskatten med 5 pct. for hver 4 promille eller del deraf,

hvormed den opgjorte skattepligtige indkomst for det pågældende

indkomstår måtte være mindre end 6 pct. af den ansatte

skattepligtige formue. Omfatter indkomstansættelsen ikke hele

året, er det den beregnede helårsindkomst, der lægges til grund

ved en eventuel nedsættelse af formueskatten. Har den pågældende

ingen skattepligtig indkomst, nedsættes formueskatten med 80 pct.«

3. I § 19, STK. 2, 1. OG 2. PKT., ændres »78 pct.« til: »70 pct.«,

og SIDSTE PUNKTUM udgår.

4. I § 19, STK. 4, ændres »78 pct.« til: »70 pct.«.

§ 2

Loven har virkning fra og med indkomståret 1987.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Efter at formueskatten i december 1979 stort set blev fordoblet og

nedslagsreglen i udskrivningslovens § 11 blev ophævet, har der

især for formueejere med en lille indkomst været store problemer

med at betale den forhøjede formueskat. Der er mange eksempler på,

at formueejere med en lille indkomst har skullet betale over 100

pct. i skat af den samlede indkomst, og resultatet er blevet, at

mange erhvervsdrivende med en formue bundet i deres virksomhed har

søgt skattely i udlandet.

Det viste sig hurtigt, at situationen var helt uholdbar, og

formueskattereglerne er da også blevet ændret flere gange siden,

men de gældende regler er stadig væk således, at skatteflugten til

udlandet fortsætter, at erhvervsvirksomhederne tømmes for kapital,

og at arbejdspladser nedlægges, hvorved både produktion og

valutaindtjening formindskes.

Det bedste ville naturligvis være helt at ophæve formueskatten, da

den reelt er en tillægsindkomstskat. Men indtil den voldsomme

forhøjelse af formueskatten i december 1979 var der tilsyneladende

ikke de store problemer med formueskatten, og derfor har

forslagsstillerne med dette lovforslag valgt at foreslå reglerne

forud for ændringen i december 1979 genindført, med den ændring,

at grundbeløbene forhøjes til 1,5 og 3,0 mill. kr.

Endvidere foreslås en nedsættelse af det såkaldte »vandrette«

skatteloft fra 78 pct. til 70 pct.

Det forekommer i øvrigt mærkeligt, at formueskatten ikke for længst

er blevet nedsat, idet der efter de udtalelser, som er blevet

fremsat fra regeringspartierne og Bernhard Baunsgaard, er et

flertal herfor.

Skatteministeren og flere medlemmer fra regeringspartierne har flere

gange udtalt, at de gerne ville have formueskatten nedsat, hvis

der kunne skaffes et flertal herfor. Men flertallet er til stede,

idet Bernhard Baunsgaard, som sammen med Det Radikale Venstre

stemte for forhøjelsen af formueskatten i december 1979, flere

gange har givet udtryk for, at Det Radikale Venstre ikke ville

modsætte sig en rimelig ændring af formueskatten.

Det forekommer derfor mærkeligt, at skatteministeren ikke for længst

har udnyttet dette flertal ved at fremsætte og få vedtaget et

forslag om en lempelse af formuebeskatningen, og det er

begrundelsen for, at Fremskridtspartiet har fremsat dette forslag.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Efter de gældende regler i personskatteloven, jf. lov nr. 151 af 19.

marts 1986, beregnes formueskatten med 22 promille af den del af

den skattepligtige formue, der overstiger et grundbeløb på

1.278.700 kr. Grundbeløbet reguleres efter et reguleringspristal,

der hvert år fastsættes ved lov.

Beregningspromillen på 22 blev indsat i udskrivningsloven (nu

ophævet) ved lov nr. 538 af 28. december 1979.

Før denne lovændring udgjorde formueskatten 9 promille af den del af

den skattepligtige formue, der oversteg 630.000 kr. indtil 2 mill.

kr., og 11 promille af den del af den skattepligtige formue der

oversteg 2 mill. kr. Disse beløb er blevet reguleret med

reguleringspristallet. Endvidere fandtes i den tidligere

lovgivning regler om nedslag i formueskatten for personer med lav

skattepligtig indkomst.

Ad nr. 1

Efter lovforslaget beregnes formueskat med 9 promille af den

skattepligtige indkomst, der ligger mellem 1,5 mill. kr. og 3,0

mill. kr. For beløb over 3,0 mill. kr. beregnes formueskatten med

11 promille. De nævnte grundbeløb reguleres årligt med et

reguleringspristal, der hvert år fastsættes ved lov, jf.

personskatteloven § 20.

Personer med en skattepligtig formue på henholdsvis 2,0 mill. kr. og

4,0 mill. kr. skal således alt andet lige efter forslaget skulle

betale en formueskat på 4.500 kr. og 24.500 kr. mod 15.869 kr. og

59.869 kr. efter de gældende regler.

Ad nr. 2

Bestemmelsen svarer til en forud for lovændringen i december 1979

gældende bestemmelse om nedslag i formueskatten i de tilfælde,

hvor den ansattes skattepligtige indkomst er mindre end 6 pct. af

den ansattes skattepligtige formue.

Ad nr. 3 og 4

De foreslåede ændringer vedrører det såkaldte »vandrette« skatteloft,

der efter gældende regler er 78 pct. Skatteloftet er dog ikke

noget reelt loft, hvilket blandt andet fremgår af et eksempel fra

skatteministeren i betænkningen over personskatteloven, jf.

Folketingstidende 1985-86, Tillæg B, sp. 649, hvor en skatteyder

må betale over 94 pct. i skat af sin skattepligtige indkomst.

Efter lovforslaget nedsættes det »vandrette« skatteloft til 70 pct.,

således at ingen skatteyder kan komme til at betale mere end 70

pct. i skat af sin skattepligtige indkomst. Endvidere ophæves den

gældende bestemmelse om, at det samlede skattenedslag i

formueskatten og indkomstskatten til staten som følge af

skatteloftet ikke kan overstige den samlede formueskat.

Herved bringes skatteloftet ned på det niveau, der var gældende i

december 1979.

Versioner

  1. 1988-05-21