Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00190@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til borgerlig straffelov

angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. juli 1946, ophæves.

§ 2

Lov nr. 406 af 28. august 1945 om tillæg til lov nr. 259 af 1. juni

1945 om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og

anden landsskadelig virksomhed ophæves.

§ 3

Lov nr. 260 af 1. juni 1945 om tillæg til lov om rettens pleje

vedrørende behandling af sager angående forræderi og anden

landsskadelig virksomhed m.v. ophæves. BEMÆRKNINGER TIL

LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Lovforslaget tilsigter at markere afslutningen på det retsopgør, som

blev foretaget i årene efter den tyske besættelse. De tre særlove,

som foreslås ophævet, dannede grundlag for opgøret. Efter

forslagsstillernes opfattelse ville det være illusorisk at

forestille sig særlovene bragt i anvendelse i overensstemmelse med

deres intentioner, idet såvel retsbevidsthed som strafferet har

gennemgået væsentlige forandringer i de forløbne mere end 40 år.

Tværtimod ville det stille dansk retspleje i en ganske penibel

situation, hvis en eller flere af de personer, som fortsat er

efterlyst i henhold til straffelovstillægget, blev tiltalt. På den

ene side måtte domstolene have en vis forpligtelse til at afsige

dom i overensstemmelse med den praksis, som blev lagt umiddelbart

efter besættelsen, i særdeleshed over for personer, hvor

medskyldige idømtes dødsstraf. På den anden side måtte domstolene

have en forpligtelse til at tage hensyn til, at de eftersøgte har

nået en høj alder, at bevisførelsen er vanskeliggjort efter fyrre

år, og at dødsstraffen i mellemtiden er afskaffet ved lov nr. 195

af 3. maj 1978.

Af formentlig samme grund har dansk politi gennem de senere år udvist

passivitet med hensyn til eftersøgning af det resterende antal

personer. Så vidt det er forslagsstillerne bekendt, har dansk

politi i hvert fald siden 1969 haft kendskab til opholdsadressen

for mindst een af de efterlyste, uden at pågældende er krævet

udleveret. En sådan passivitet må være godkendt på højeste sted -

af justitsministeren og formentlig også af statsministeren - og

forslagsstillerne finder ikke anledning til at rette bebrejdelser

i den anledning. Men konsekvensen må være, at straffelovstillægget

ophæves, fordi dets eventuelle yderligere anvendelse må betragtes

som illusorisk. I særdeleshed er det utænkeligt, at tillægget til

lov om rettens pleje (med bl.a. begrænsninger i ankemulighederne)

på noget tidspunkt bringes i anvendelse.

Selv om en sådan ophævelse umiddelbart kan give anledning til en

følelsesladet debat, er det forslagsstillernes opfattelse, at den

selv under henvisning til lovgivernes intentioner med

straffelovstillægget kan forsvares.

Lovgivningen blev hovedsagelig begrundet i tre forhold:

FOR DET FØRSTE ønskede lovgiverne at foretage den »fornødne

udrensning«. FOR DET ANDET ønskedes »et tilbundsgående opgør med

dem, der under den tyske besættelse har gjort sig skyldige i

landsforræderi m.v.«. FOR DET TREDJE skulle straffelovstillægget

»udfylde det svælg, som i besættelsesårene var opstået imellem,

hvad folkets retsfølelse tilsagde, og hvad straffeloven

foreskrev«.

Der kan næppe forventes nogen yderligere »udrensning« eller noget

yderligere »opgør«, og netop det hensyn til »retsfølelsen«, som

anvendtes i begrundelsen for lovgivningen, tilsiger at ophæve de

tre love, idet en domfældelse på grundlag af den på daværende

tidspunkt etablerede lovgivning (med dødsstraf, med forhøjede

strafferammer og med tilbagevirkende kraft) næppe ville være i

overensstemmelse med nutidens »retsfølelse«.

En ophævelse af særlovgivningen indebærer imidlertid ikke, at de

personer, som fortsat efterlyses, ville være straffri. De ville

være omfattet af den borgerlige straffelov, og dermed ville de

være undergivet de almindelige strafferammer og

forældelsesfrister; men de ville ikke kunne dømmes til døden, selv

om de blev fundet skyldige i en af de forbrydelser, som ikke

forældes.

Egentlig straffrihed ved ophævelse af straffelovstillægget vil ske

for så vidt angår lovovertrædelser, der er forældede efter de

almindelige regler, og lovovertrædelser, hvis strafbarhed er

hjemlet i straffelovstillægget, men ikke i borgelig straffelov.

Spørgsmålet om forældelsesfrister indgik i lovgivernes overvejelser

under behandlingen og gav sig udtryk i bestemmelsen i § 7 om, at

strafansvar eller andre retsfølger i henhold til loven ikke kunne

forældes; men baggrunden for denne bestemmelse var, at forbrydere

efter nogle års ophold i udlandet skulle hindres i at vende

tilbage til Danmark og genoptage deres normale tilværelse. Noget

sådant må efter mere end 40 år anses for udelukket, og dertil

kommer, at når lovgiverne ønskede denne lovgivning vedtaget, var

man nødt til at udelukke forældelse.

LOVGIVERNES PRINCIPIELLE OVERVEJELSER

Forslagsstillerne skal ikke for nærværende gå dybere ind i

diskussionen om særlovgivningens berettigelse,

samarbejdspolitikken og retsopgørets faktiske dybde; men den

principielle diskussion skal dog for en ordens skyld refereres

ganske kortfattet, som den fandt sted, før særlovene blev

vedtaget.

De to første særlove (lov nr. 259 af 1. juni 1945 og lov nr. 260 af

1. juni 1945) fremsattes af justitsminister Busch-Jensen den 25.

maj 1945 (se Folketingstidende 1945, forhandlingerne sp. 113).

Lovforslagene begrundedes som nævnt i ønskerne om udrensning og

opgør og i retsfølelsen; men da ønsket om tilbagevirkende kraft

var i strid med § 3 i borgerlig straffelov måtte der etableres en

egentlig lovgivning. Justitsministeren fandt tillige, at de i

forvejen hjemlede straffe var for milde, og at der i øvrigt måtte

skabes lovgrundlag for retslig forfølgelse af forhold, »som var af

en sådan karakter, at det måtte stå klart, at den overvejende del

af den danske befolkning anså dem for at være i høj grad

strafværdige, således at lovgivningsmagten, om den havde haft fuld

handlefrihed, utvivlsomt på et tidligere tidspunkt ville have

belagt dem med straf.«

Under behandlingen i Folketinget og Landstinget indgik især fire

problemstillinger som væsentlige i den principielle debat, nemlig

lovgivningens tilbagevirkende kraft, den strafpådragende periode,

dødsstraffen og minimumsstraffen på 4 år.

A. LOVGIVNINGENS TILBAGEVIRKENDE KRAFT

Justitsministeren begrundede den tilbagevirkende kraft som refereret

ovenfor og fremførte i øvrigt, at kun grove forbrydelser burde

give anledning til tiltale, og at nok var tilbagevirkende kraft

almindeligvis i strid med retsfølelsen, men det ville dog være

mere i strid med retsfølelsen, hvis loven ikke fik tilbagevirkende

kraft. Dette synspunkt fik bred opbakning, idet der dog på

foranledning af medlem af Landstinget Rytter var særlige

betænkeligheder ved også at lade den tilbagevirkende kraft omfatte

forhold, der tidligere var straffri (hvervning til tysk

krigstjeneste, tjeneste i et korps mod den danske stats lovlige

organer, virksomhed af politimæssig karakter, tjeneste i

Hipo-korpset eller Sommer-korpset efter den 19. september 1944,

samarbejde med besættelsesmagten på anden måde end ved almindeligt

lønarbejde og forretningsvirksomhed, økonomisk støtte til

presseorganer, som samarbejdede med besættelsesmagten, samt

enkelte andre forhold). Omvendt indgik det i overvejelserne, at de

norske retsteoretikere Hagerup og Getz ikke fandt noget til hinder

for at lovgive med tilbagevirkende kraft, og at hensynet til

forbryderen i hvert fald ikke skulle afholde nogen herfra.

Resultatet af Rigsdagens overvejelser blev, at loven fik virkning for

perioden 9. april 1940-1. juni 1946. Der blev dog givet

straffrihed for de handlinger, som var foretaget inden den 29.

august 1943, hvis der var handlet i overensstemmelse med lovlige

danske myndigheder. Som følge af lovens tilbagevirkende kraft

suspenderedes endvidere adgangen til strafnedsættelse efter

borgerlig straffelov for forhold, hvorom pågældende ikke kendte

forbudsnormerne (ukendskab til lovgivningen).

B. DEN STRAFPÅDRAGENDE PERIODE

Afgrænsningen af den tidsperiode, hvor straffelovstillægget skulle

have gyldighed, gav kun anledning til diskussion for så vidt angår

perioden mellem 9. april 1940 og 29. august 1943.

Socialdemokratiet havde ønsket, at datoen den 29. august 1943

skulle være skelsættende, og at forhold før denne periode kun

undtagelsesvis burde omfattes af loven. Medlem af Landstinget

Lannung gjorde sig tilsvarende overvejelser og pegede på, at kun

bestemte forbrydelser før den 29. august 1943 burde være

strafbare, bl.a. stikkervirksomhed. Hans grundlæggende synspunkt

var, at »enhver handling måtte bedømmes på dens baggrund og i dens

sammenhæng«. Derfor mente han, at det burde være afgørende, om

gerningen var stridende mod retsbevidstheden på

gerningstidspunktet. Kredse i modstandsbevægelsen mente omvendt,

at handlinger før den 29. august 1943 ikke automatisk skulle være

straffri, selv om der var handlet i overensstemmelse med lovlige

danske myndigheder. Men det mente politikerne.

Bag denne diskussion lå således klare overtoner, der havde mindre at

gøre med selve særlovgivningen end med samarbejdspolitikken.

C. DØDSSTRAFFEN

Justitsministeren begrundede dødsstraffen med »den almindelige

retsbevidsthed«, idet denne »utvivlsomt ikke ville finde anden

reaktion passende over for nogle af de i besættelsestiden skete

forbrydelser«. Med den borgerlige straffelov af 1930 var

dødsstraffen ganske vist afskaffet, og i praksis var ingen

henrettet, siden en fange i 1892 myrdede en fangevogter.

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Danmarks Kommunistiske

Parti mente, at dødsstraffen nok burde med i straffelovstillægget,

men ikke genindføres i borgerlig straffelov. Omvendt mente såvel

de Konservative som Venstre, at dødsstraffen burde genindføres.

Ved en særlig afstemning herom var dog kun fire medlemmer af

Folketinget og tre medlemmer af Landstinget modstandere af

dødsstraffens anvendelse i særlovgivning. Blandt disse var medlem

af Landstinget Ingeborg Hansen, som mente, »at vi een gang

herhjemme med tilslutning hos langt den største del af

befolkningen havde arbejdet os bort fra de gamle, rå

straffemetoder, at straffelovens principper burde kunne holde selv

for en rystelse som den, de nu var udsat for, og at de

voldsmetoder, Danmark havde lidt under, havde afsat en smitte, der

fandt udslag i et primitivt ønske om hævn for en ugerning.« Hun

var hermed på linje med biskop Berggrav, der sagde, »at hver

fuldbyrdet dødsdom ville betyde en ulykke for folkets sag.«

Resultatet blev dog, at dødsstraffen indførtes i

straffelovstillægget. Den afgørende argumentation var, at den

kunne virke afskrækkende og være en passende reaktion over for de

grove forbrydelser, som var sket. Krigen og besættelsen »havde hos

et lille mindretal givet de forbryderiske instinkter frit spil og

ladet dem udfolde sig i en hidtil ukendt råhed og hensynsløshed.

Over for disse grove forbrydelser ville den almindelige

retsbevidsthed utvivlsomt ikke finde anden reaktion end

livsstraffen tilfredsstillende«, som justitsministeren sagde.

(I konsekvens heraf ændredes endvidere lov om rettens pleje § 1000,

stk. 1, hvorved man ophævede en kongelig forordning af 16.

december 1840, ifølge hvilken forelæggelse for kongen af alle

dødsdomme skulle ske forinden disses fuldbyrdelse. Bestemmelsen

havde været uden praktisk betydning siden dødsstraffens

afskaffelse med borgerlig straffelov af 1930. I stedet affattedes

bestemmelsen i den formulering, der var gældende indtil

vedtagelsen af lov nr. 319 af 4. juni 1986. Justitsministerens

initiativ til lovændringen i 1986 var begrundet i dødsstraffens

afskaffelse med lov nr. 195 af 3. maj 1978. Justitsministeren tog

imidlertid ikke samtidig initiativ til at ændre

straffelovstillæggets § 3, hvori dødsstraf er hjemlet. Den

hidtidige affattelse af retsplejelovens § 1001, stk. 1, foreskrev

bl.a. udsættelse af henrettelse af svangre kvinder. Med

justitsministerens initiativ til en ændring af retsplejelovens §

1001, stk. 1, må ministeren hermed have antaget, at der ikke

fandtes - og næppe på noget tidspunkt vil findes - en kvinde, som

kunne dømmes efter det fortsat gældende straffelovstillæg, og som

tillige var født før den 1. juni 1928 og på

henrettelsestidspunktet var gravid. Forslagsstillerne finder ikke

grundlag for at imødegå denne tilsyneladende antagelse.)

D. MINIMUMSSTRAFFEN På 4 ÅR

For at præcisere, at der kun ønskedes rejst tiltale for grove

forbrydelser, foreslog justitsministeren en minimumsstraf på 4 års

fængsel. Dette suppleredes dog med nogle strafnedsættelsesgrunde

og med et princip om, at straffen ikke kunne sættes lavere end det

dobbelte af den i borgerlig straffelov for vedkommende handling

foreskrevne mindstestraf. Endelig var der bestemmelser om, at

reglerne for prøveløsladelse var sat ud af kraft, og at unge under

18 år kunne idømmes fængsel i mere end 8 år, selv om borgerlig

straffelov i øvrigt satte en sådan grænse.

Lovgivernes betænkeligheder gik ud på, at minimumsstraffen udelukkede

pådømmelse af et antal forbrydelser, der nok var uomtvistelige,

men som ikke berettigede til fængselsstraf på 4 år.

Justitsministeren fastholdt imidlertid, at hensigten med

straffelovstillægget var at straffe for de grove forbrydelser, og

at borgerlig straffelov derudover også kunne anvendes i en række

tilfælde.

SÆRLOVENE

Det nærmere indhold af de tre særlove, som foreslås ophævet med

nærværende lovforslag, vil i stor udstrækning være fremgået af

foranstående bemærkninger. For fuldstændighedens skyld skal

følgende dog tilføjes:

A. LOV NR. 259 AF 1. JUNI 1945 OM TILLÆG TIL BORGERLIG STRAFFELOV

ANGÅENDE FORRÆDERI OG ANDEN LANDSSKADELIG VIRKSOMHED.

Loven er det egentlige straffelovstillæg, uanset at betegnelsen -

også i foranstående fremstilling anvendes om særlovgivningen som

helhed.

Loven indeholder i kapitel I afgrænsningen af den strafpådragende

periode, personkredsen, straffearterne og reglerne for

konfiskation af formue, frakendelse af tillid og udelukkelse af

forældelse.

I kapitel II opregnes de strafbare handlinger og strafferammerne for

hver enkelt, og i kapitel III findes reglerne for bl.a. udlevering

af danske statsborgere, der har begået forbrydelser i et af

Tyskland besat land, og for lovens ikrafttræden.

Ud over forannævnte bestemmelser om tilbagevirkende kraft, forhøjede

strafferammer, anvendelse af dødsstraf m.v. indeholder loven også

en hjemmel til at inddrage formue, som tilhører Hipo-, Sommer-

eller Schalburgkorpset m.fl. Forslagsstillerne forudsætter, at

hvad der i så henseende måtte være at inddrage, på nuværende

tidspunkt er inddraget.

B. LOV NR. 406 AF 28. AUGUST 1945 OM TILLÆG TIL LOV NR. 259 AF 1.

JUNI 1945 OM TILLÆG TIL BORGERLIG STRAFFELOV ANGÅENDE FORRÆDERI OG

ANDEN LANDSSKADELIG VIRKSOMHED.

Loven er den såkaldte »værnemagerlov«, der udvider det strafområde,

som hjemles i kapitel II i det egentlige straffelovstillæg.

»Værnemagerloven« var oprindelig tænkt som en del af

straffelovstillægget; men da det indebar en række tekniske

vanskeligheder at foretage den endelige udformning, valgte man at

lade straffelovstillægget gennemføre uden at afvente en løsning på

de øvrige og mindre grove former for værnemageri.

I loven gøres erhvervsmæssigt samarbejde med besættelsesmagten

strafbart, for så vidt det ikke var uundgåeligt eller fandt sted

efter danske myndigheders ordre eller anvisning. Loven gjaldt også

juridiske personer. I modsætning til det egentlige

straffelovstillæg anvendtes straffe mellem 30 dages fængsel og op

til 4 års fængsel.

Der foregik ikke under behandlingen i Folketinget og Landstinget

principielle overvejelser ud over dem, som var foregået omkring

selve straffelovstillægget. Der blev dog ytret nogen betænkelighed

ved, at de rent økonomiske indgreb over for værnemageri, hvori der

ikke tillige var tale om strafansvar, ikke var medtaget i

lovforslaget, og at de først vedtoges i den efterfølgende

rigsdagssamling. Endvidere fandt man det betænkeligt, at domme

efter denne lov kunne ankes fuldt ud, mens de efter det samtidig

med straffelovstillægget vedtagne tillæg til lov om rettens pleje

kun kunne ankes for så vidt angik de alvorligste (hovedsagelig

fængselsstraffe over 10 år og dødsstraf). Tilbage ville således

være en gruppe »mellemhårde« domme, som ikke kunne ankes, mens de

hårdeste og de mildeste godt kunne ankes.

Forslagsstillerne har medtaget ophævelse af dette - »det andet

tillæg« - i nærværende lovforslag, fordi det direkte knytter sig

til straffelovstillægget og indeholder samme grundprincipper. Af

samme grunde omfatter lovforslaget ikke den følgelovgivning, som

er uden tilknytning til straffelovstillægget.

En ophævelse af loven indebærer, at forholdene bliver straffri, og at

der ikke kan ske yderligere konfiskation. Forholdene er nemlig

ikke omfattet af reglerne i borgerlig straffelov.

Forslagsstillerne finder det imidlertid heller ikke hverken

ønskeligt eller sandsynligt, at loven nogen sinde mere vil danne

grundlag for konkrete retssager. Alene usikkerheden omkring

opgørelsen af en eventuel konfiskation og bevissituationen efter

40 år ville betyde alvorlige problemer for retssikkerheden.

C. LOV NR. 260 AF 1. JUNI 1945 OM TILLÆG TIL LOV OM RETTENS PLEJE

VEDRØRENDE BEHANDLING AF SAGER ANGÅENDE FORRÆDERI OG ANDEN

LANDSSKADELIG VIRKSOMHED M.V.

I tilknytning til det egentlige straffelovstillæg gennemførtes et

tillæg til lov om rettens pleje, der havde til formål at

simplificere reglerne for domstolenes behandling af sagerne, uden

at domsbehandlingen fik karakter af særdomstole.

Da reglerne imidlertid indeholdt begrænsninger i blandt andet

ankeadgangen, vil det altid kunne diskuteres, hvorvidt denne

hensigt var opfyldt. Baggrunden var, at man forudså et meget stort

antal sager, og man valgte derfor at lade sagerne påkende ved

underret i 1. instans og at lade nævningesager behandle som

domsmandssager. Der blev endvidere beskikket et antal

underretsdommere i 1. instans og et antal landsdommere som

ankeinstans, et antal overtallige statsadvokater og et antal

sagførere til at udføre anklagen ved underret.

Under behandlingen i Rigsdagen påkaldte den indskrænkede ankeadgang

sig størst principiel betænkelighed; men selv om ankeadgangen

udvidedes i forhold til justitsministerens forslag, var den

fortsat begrænset i forhold til de sædvanlige principper i dansk

retspleje.

Forslagsstillerne finder det udelukket, at tillægget til lov om

rettens pleje under nogen omstændigheder vil finde anvendelse,

heller ikke selv om man tænkte sig den teoretiske situation, at en

person blev tiltalt efter straffelovstillægget. Med ophævelse af

loven gælder lov om rettens pleje, såfremt der måtte være

anledning til at pådømme sager, der med straffelovstillæggets

ophævelse ville være strafbare efter borgerlig straffelov.

LOVFORSLAGETS KONSEKVENSER

Den retsfølelse, der betingede særlovgivningen, er i de forløbne år

ændret således, at den i stedet ville finde det anstødeligt, om

der gennemførtes en retssag under brug af tillægget til lov om

rettens pleje og med en anklage efter straffelovstillægget, som

ikke samtidig kunne rejses efter borgerlig straffelov. Det ville

endvidere være i strid med retsfølelsen, om der ved en dansk

domstol afsagdes en dødsdom.

Dertil kommer, at der i det hele taget næppe ville være noget formål

i at pådømme et 40 år gammelt forhold, i givet fald mod personer,

som nu har opnået en høj alder, og som i og med, at de er på fri

fod, næppe kan anklages for at have begået forbrydelser i de

mellemliggende år.

Det ville yderligere give anledning til betænkelighed i bevismæssig

henseende at tage stilling til lovovertrædelser, som ligger så

langt tilbage i tiden, og uanset at lovgiverne i forbindelse med

retsopgøret ikke ønskede nogen forældelsesfrist, var den gængse

betænkelighed ved pådømmelse af ældre sager ikke ukendt for dem.

På de betingelser, som lovgivningen skete under, var det

imidlertid en logisk nødvendighed at ophæve forældelsesfristerne.

En ophævelse af særlovgivningen ville markere, at retsopgøret var

slut, og at det snarere er nødvendigt med en dialog »med

historien«.

Det er indgået i forslagsstillernes overvejelser, om en ophævelse af

lovgivningen kunne virke anstødelig på de mennesker, som under

besættelsen udførte et stort og uegennyttigt arbejde, også med

livet som indsats. Vi har imidlertid konkluderet, at hvis

samfundet ikke kan finde andre måder at vise frihedskæmperne sin

respekt og anerkendelse på end gennem opretholdelsen af en

illusorisk lovgivning, så er respekten fattig og indholdsløs.

Tværtimod vil en indsats for fred, frihed og retssikkerhed være den

bedst tænkelige måde at vise respekten på.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Forslagsstillerne har i nærværende bemærkninger afholdt sig fra en

egentlig stillingtagen til lovgivningens berettigelse, anvendelsen

af dødsstraffen, retsopgørets karakter m.v. Det er dog ikke nogen

tilfældighed, at bemærkningerne til lovforslaget sine steder

antyder en kritik af lovgivning med tilbagevirkende kraft,

anvendelse af dødsstraf, ophævelse af forældelsesfrister,

slækkelse i retsgarantierne og kritikløs anvendelse af

»retsfølelsen« som begrundelse for konkrete lovinitiativer. Disse

principper er efter forslagsstillernes opfattelse helt vitale i et

retssamfund; men nærværende lejlighed er fundet uegnet til en

nærmere diskussion herom.

Versioner

1. 1988-05-21