1986 LSF 193 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BØRNETILSKUD OG ANDRE FAMILIEYDELSER (TREDOBLING AF DET FORHØJEDE BØRNETILSKUD FOR APRIL KVARTAL 1987)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00193@1988-05-21/da
Indhold
I lov om børnetilskud og andre familieydelser, jf. lovbekendtgørelse
nr. 370 af 13. juni 1986 med senere ændring, foretages følgende
ændring:
I § 2 A indsættes efter »og § 3 a«: »og i april kvartal 1987
tredobles det beløb, der udbetales som forhøjet børnetilskud, jf.
§ 2, stk. 2, og § 3 a«.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Som bekendt vil ALLE forældre med børn under 18 år få en slags
»belønning« som en konsekvens af det gennemførte skatteforlig
mellem regeringen, Socialdemokratiet og de Radikale - nemlig 5.000
kr. pr. barn. Denne nye børnefamilieydelse er indkomstuafhængig og
hører ikke som børnetilskuddene under Socialministeriets område.
Mens selve skattereformen er trådt i kraft 1. januar 1987, begynder
udbetalingen af børnefamilieydelsen først et halvt år senere. Som
en overgangsordning - alene for det første halvår 1987 - har man
derfor valgt at fordoble det nuværende ALMINDELIGE børnetilskud,
der udbetales til gifte eller samlevende. Ordningen medfører, at
familier, der opfylder betingelserne for at få det fulde
almindelige børnetilskud (608 kr. pr. kvartal i oktober
1986-takst) vil få 1216 kr. (oktober 1986-takst) pr. barn pr.
kvartal i det første halvår 1987. De ca. 280.000 familier, som på
grund af for høj indtægt får det almindelige børnetilskud mere
eller mindre reduceret, får som følge af overgangsordningen
udbetalt det dobbelte af deres reducerede børnetilskud, evt. det
dobbelte af 0 kr.
Enlige forsørgere modtager ikke almindeligt børnetilskud, men derimod
efter ansøgning forhøjet børnetilskud, der beregnes pr. barn, og
et ekstra børnetilskud, der udbetales med samme beløb, uanset om
den pågældende har et eller flere børn.
Den omtalte overgangsordning gælder kun for det almindelige
børnetilskud, og dermed vil enlige forsørgere ikke være omfattet.
Enlige forsørgere får altså IKKE den forbedring i første halvår
1987, som modtagere af almindeligt børnetilskud vil få. Efter
forslagsstillernes opfattelse vil enlige forsørgere dermed blive
stillet relativt ringere end gifte/ samlevende forsørgere i den
pågældende periode.
Problemet er flere gange gennem Folketingets socialudvalg blevet
rejst over for socialministeren. I et svar til udvalget den 2.
oktober 1986 (alm. del bilag 285) forsøger ministeren at formulere
sig ud af fænomenet, men angiver samtidig den formentlig egentlige
årsag, nemlig at begrundelsen »skal søges i de tilgrundliggende
økonomiske omstændigheder«.
Konsekvenserne fremgår af nedenstående tabel, idet eksemplerne bygger
på, at modtagerne er berettigede til de fulde børnetilskud.
Børnetilskud pr. kvartal i første halvår 1987 (oktober 86-takst):
GIFTE/ SAMLEVENDE ENLIGE
1 barn: 1216 kr. 1 barn: 1606 kr.
2 børn: 2432 kr. 2 børn: 2516 kr.
3 børn: 3648 kr. 3 børn: 3426 kr.
4 børn: 4864 kr. 4 børn: 4336 kr.
5 børn: 6080 kr. 5 børn: 5246 kr.
osv. osv.
Det ses, at enlige forsørgere med 3 børn og opefter vil få mindre
udbetalt i børnetilskud i overgangsperioden end gifte/ samlevende
forsørgere med et tilsvarende antal børn. Hertil kommer, at enlige
forsørgere i almindelighed som før nævnt vil blive relativt
dårligere stillet end gifte/ samlevende forsørgere i perioden,
fordi de pågældende ikke får nogen forbedringer overhovedet.
SF foreslår derfor, at det forhøjede børnetilskud fordobles i det
første halve år af 1987 på samme måde, som det er sket for det
almindelige børnetilskud. Af indlysende grunde er forslaget rent
teknisk udformet som en tredobling af det forhøjede børnetilskud i
april kvartal 1987.
En gennemførelse af SFs forslag vil medføre følgende for modtagere af
fuldt børnetilskud, idet der for oversigtens skyld er set bort fra
den førnævnte tekniske udformning af forslaget.
Børnetilskud pr. kvartal i første halvår 1987 (oktober 86-takst)
efter SFs forslag:
GIFTE/ SAMLEVENDE ENLIGE
1 barn: 1216 kr. 1 barn: 2516 kr.
2 børn: 2432 kr. 2 børn: 4336 kr.
3 børn: 3648 kr. 3 børn: 6156 kr.
4 børn: 4864 kr. 4 børn: 7976 kr.
5 børn: 6080 kr. 5 børn: 9796 kr.
osv. osv.
idet der igen gøres opmærksom på, at børnetilskud til enlige både
omfatter det forhøjede og et ekstra børnetilskud - og sidstnævnte
foreslår SF ikke forøget.
Til yderligere illustration angives forholdene i oktober kvartal 1986
- altså inden der skete nogen ændring i de pågældende
børnetilskud:
GIFTE/ SAMLEVENDE ENLIGE
1 barn: 608 kr. 1 barn: 1606 kr.
2 børn: 1216 kr. 2 børn: 2516 kr.
3 børn: 1824 kr. 3 børn: 3426 kr.
4 børn: 2432 kr. 4 børn: 4336 kr.
5 børn: 3040 kr. 5 børn: 5246 kr.
osv. osv.
SFs forslag vil efter vores opfattelse medføre, at enlige forsørgere
får tilnærmelsesvis den samme forbedring som gifte/ samlevende
forsørgere i det første halvår af 1987. Vi er i den forbindelse
helt opmærksomme på, at de ændringer, der træder i kraft 1. juli
1987, medfører, at der på årsbasis er tale om en forbedring - også
for enlige forsørgere, men forholdsvis mindre end for gifte/
samlevende.
Under den offentlige debat i efteråret 1986 om problemet mente SF at
forstå, at et af partierne bag skattereformen var enig med os i,
at det skulle løses. Da der intet er sket, fremsættes dette
forslag.
De økonomiske kosekvenser af forslagets gennemførelse har
forslagsstillerne beregnet til ca. 220 mill. kr.