Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00197@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september

1986, som ændret senest ved lov nr. 767 af 12. november 1986,

foretages følgende ændring:

I § 9 C indsættes som nyt stykke:

»Stk. 4. Såfremt den skattepligtige har benyttet frirejse med fly,

tog, bus, færge eller bil på en del af eller hele den i § 9 C,

stk. 1, omhandlede strækning frem og tilbage mellem sædvanlig

bopæl og arbejdsplads, kan den strækning, hvor frirejse har været

benyttet, ikke indgå i opgørelsen af befordringsfradraget. Såfremt

den resterende strækning derved bliver mindre end 20 km, jf. § 9

C, stk. 2, bortfalder befordringsfradraget.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

§ 2

Loven træder i kraft og har virkning fra dagen efter bekendtgørelsen

i Lovtidende. For Folketingets medlemmer har loven dog virkning

fra den 1. januar 1985.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Ved lov nr. 274 af 6. juni 1984 ændrede et meget bredt flertal i

Folketinget (på nær Fremskridtspartiet og De Frie Demokrater)

reglerne for befordringsfradrag med virkning fra 1. januar 1985.

Herefter er det hovedreglen, at størrelsen af befordringsfradrget

alene afhænger af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og

arbejdspladsen. Ved overgangen til denne mere objektive

beregningsmetode var det hensigten at fritage ligningsmyndigheden

for en række tidkrævende kontroller med hovedparten af

skatteyderne, idet afstanden mellem hjem og arbejdsplads normalt

kan opgøres uden større vanskeligheder.

Overgangen til de nye regler betød imidlertid også, at det var uden

forskel for fradragets størrelse, hvorvidt skatteyderen gik,

cyklede, kørte med offentlige transportmidler eller brugte egen

bil eventuelt sammen med andre.

Forslagsstillerne, som støttede denne lovændring, mener også, den har

vist sig at være brugbar i praksis på nær et enkelt område.

Som det fremgår af et svar fra skatteministeren til folketingsmedlem

Jens Thoft (se bilag 1) den 21. februar 1986, »kan skatteydere med

frikort til offentlige trafikmidler foretage fradrag for

befordring mellem hjem og arbejdsplads alene på grundlag af

afstanden mellem hjemmet og arbejdspladsen«.

Som det ligeledes fremgår af den i Dansk Revisor Union nr. 4 1986

offentliggjorte administrative afgørelse fra

Statsskattedirektoratet (se bilag 2) er befordringsfradrag efter

ligningslovens § 9 C uafhængig af de faktiske udgifter. Således

oplystes det, at en skatteyder, der havde frikort til DSB og

således kørte gratis med toget, var berettiget til

befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, hvor kun den

objektive afstand mellem bopæl og arbejdsplads er afgørende.

I cirkulære 188 af 13. december 1984 anføres dog, at fradrag kun

gives for det faktiske antal arbejdsdage, idet feriedage og

sygedage ikke kan medføre fradrag.

I svar til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg af 9. februar 1987,

jf. alm. del bil. 127 (se bilag 3), fastslås det, at

»befordringsfradraget (er) uafhængigt af faktisk afholdte

udgifter, hvorfor det er uden betydning, om vedkommende eventuelt

har fri befordring mellem hjem og arbejdsplads«. Sammesteds

fastslås det direkte: »Da Folketinget kan anses som

indtægtsgivende arbejdsplads for folketingsmedlemmerne, er det

(Statsskatte)direktoratets opfattelse, at folketingsmedlemmerne -

uanset at de kan benytte frikort til offentlige transportmidler -

er omfattet af ligningslovens § 9 C, således at de har fradragsret

for befordringsudgifter - efter de af ligningsrådet vedtagne

takster - mellem den sædvanlige bopæl og Folketinget.«

Endelig fastslår ministeren, at han fortsat overvejer, hvorledes

problemet skal løses, sådan som han også svarede folketingsmedlem

Jens Thoft et år tidligere.

Da ministeren tilsyneladende ikke kan bekvemme sig til at gribe ind

over for dette selvindlysende hul i loven, har forslagsstillerne

set sig nødsaget til at gøre det arbejde, ministeren og hans

embedsmænd burde have gjort, da de for et år siden blev gjort

opmærksom på problemet.

De bestående regler for befordringsfradrag i henhold til § 9 C og de

af ligningsrådet fastsatte satser er således:

For en befordring mellem 0 km og 20 km pr. arbejdsdag gives intet

fradrag.

For en befordring mellem 21 km og 54 km pr. arbejdsdag gives et

fradrag på 1,10 kr. pr. km.

For befordring herudover pr. arbejdsdag gives et fradrag på 0,275

kr. pr. km.

Den gældende praksis hjemler således folketingsmedlemmer, personale

på DSB og flyselskaberne, amtsrådsmedlemmer og andre, der rejser

gratis til og fra arbejde med offentlige transportmidler,

betydelige fradrag. Derfor må hullet stoppes omgående - også for

Folketingets medlemmer, der selv har været skyld i det opståede

hul med virkning fra den tidligere omtalte lovændring pr. 1.

januar 1985.

Nogle eksempler fra den virkelige verden kan belyse problemerne ved

den bestående retstilstand:

Et folketingsmedlem, som bor i Frederikshavn, og som rejser til og

fra hjemmet til møder i Tinget f.eks. 100 dage om året, vil kunne

fratrække 19.360 kr., idet det antages, at afstanden fra

Frederikshavn til Folketinget via Ebeltoft og retur udgør 622 km.

Et medlem i Vordingborg, der hyppigere rejser hjem og derfor har 200

rejser om året, vil - idet afstanden fra Vordingborg til

Folketinget og retur antages at være 185 km, kunne fratrække

14.685 kr.

Et medlem, som bor i Århus, og som har 100 rejser til Folketinget om

året, vil kunne fratrække henholdsvis 8.305 kr., 11.880 kr. og

18.755 kr., alt efter om der tages udgangspunkt i afstanden til

Folketinget og retur via Kalundborg (220 km), Sjællands Odde (350

km) eller Nyborg (600 km). Da det af det tidligere omtalte

cirkulære om ændring af befordringsfradraget fremgår, at

ligningsmyndigheden skal »lægge betydelig vægt på den

skattepligtiges eget valg af transportvej«, vil et fradrag på

11.880 kr. (via Odden-Ebeltoft) næppe kunne kritiseres også under

hensyntagen til det mindre tidsforbrug, befordring denne vej vil

medføre.

Men alt sammen er rent tankespind, for de pågældende har ikke haft en

krone i udgift.

Frikort til de offentlige transportmidler tildeles hyppigt

privilegerede og vellønnede ansatte i det offentlige og andre

særligt udvalgte. (Til denne gruppe mener forslagsstillerne ikke

at værnepligtige hører, men også disse vil - sådan som gældende

retspraksis er - kunne benytte befordringsfradraget ifølge

ligningslovens § 9 C, når de tager hjem på orlov). Det er derfor

vigtigt med en hurtig reaktion fra Folketingets side for at få

stoppet dette regulære hul, som har vist sig i den i 1984 vedtagne

lov.

BEMæRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PARAGRAFFER

Ad § 1

Med det nye stk. 4 fastslås, at en skatteyder ikke kan trække

befordring fra, hvor der er benyttet frirejse, hvad enten den er

betalt af arbejdsgiver eller af det offentlige.

AD § 2

Forslagsstillerne forudsætter, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende med virkning for alle andre end

Folketingets medlemmer for at undgå, at loven får tilbagevirkende

kraft for befolkningen.

Den negative forskelsbehandling af en særlig befolkningsgruppe

(Folketingets medlemmer), som lovforslaget kan siges at være

udtryk for, og som i mange andre sammenhænge ville give

forslagsstillerne anledning til alvorlige betænkeligheder som

udtryk for en krænkelse af almene lighedsgrundsætninger, gælder

ikke i dette tilfælde, hvor den ulige behandling rammer lovgiverne

selv i negativ retning. Vi mener, det er fuldt forsvarligt, at

Folketingets medlemmer vedtager regler, som behandler os selv

strengere end andre, og vi er overbevist om, at det vil øge

befolkningens mistillid til Folketinget som demokratisk

institution, såfremt vi, der har begået en fejl i en lovgivning,

blev begunstiget herved ud over enhver rimelighed. Vi er derfor

også overbevist om, at denne del af lovforslaget vil få hele

Folketingets tilslutning.

Endelig skal det anføres, at endnu en begrundelse for at lade loven

have virking fra 1. januar 1985 for Folketingets medlemmer er, at

selv om disse i meget stor udstrækning ikke har gjort brug af

deres - om end moralsk tvivlsomme - ret, så har de, som

skatteministeren udlægger lovteksten fra 1984, ret til at kræve

selvangivelserne fra 1985 og 1986 ændret med henblik på en

nedsættelse af den skattepligtige indkomst for det ikke fratrukne

befordringsfradrag. Heller ikke denne type sager mener

forslagsstillerne vil være gavnlige for befolkningens tillid til

folkestyret.

Bilag 1

Spm. nr. S 742

Til MINISTEREN FOR SKATTER OG AFGIFTER (21/ 2 86) af:

Thoft (SF):

»Kan ministeren bekræfte, at de nye regler om befordringsfradrag ikke

giver mulighed for, at personer, som har frikort til de offentlige

trafikmidler, kan fratrække befordringsudgifter, såfremt de

udelukkende benytter disse trafikmidler, uden også at skulle

beskattes af en tilsvarende værdi af frikortet?»

Begrundelse

En række avisers skattebrevkasser har oplyst, at også lønmodtagere,

som har frikort til de offentlige trafikmidler, kan fratrække

befordringsudgifter efter de nye standardregler i de tilfælde,

hvor de transporteres gratis. Også »Skatten« har bragt en

oplysning, som med lidt god vilje kan fortolkes således.

Hvis det er korrekt, mener spørgeren, at det omgående bør korrigeres.

Det forekommer aldeles umoralsk, hvis denne gruppe, som

fortrinsvis består af politikere og trafikselskabernes ansatte,

kan få fradrag i de tilfælde, hvor det offentlige rent faktisk

betaler deres befordringsudgifter.

SVAR (3/ 3 86):

Ministeren for skatter og afgifter (Foighel):

Fradraget for befordring mellem hjem og arbejdsplads er ikke

afhængigt af, om en udgift er afholdt. Fradraget beregnes alene på

grundlag af længden af den daglige befordring uden hensyn til,

hvorledes befordringen er sket. Det er altså uden betydning,

hvilket befordringsmiddel skatteyderen benytter, og om f.eks.

flere kører sammen i een bil.

Af samme grund kan skatteydere med frikort til offentlige

trafikmidler foretage fradrag for befordring mellem hjem og

arbejdsplads alene på grundlag af afstanden mellem hjemmet og

arbejdspladsen.

Enhver skatteyder skal principielt medregne værdien af den faktiske

benyttelse af et frikort ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, jf. statsskattelovens § 4. Da denne benyttelse

imidlertid er vanskelig at konstatere for skattemyndighederne, har

man hidtil undladt at beskatte brugen heraf.

De nye regler om befordringsfradrag kan medføre, at skatteydere med

frikort kan opnå en skattefordel. Det overvejes derfor, om det er

praktisk muligt at gennemføre beskatning af værdien af den

faktiske benyttelse af frikort.

Bilag 2

U N I O N E N

Nr. 4/1986, udgivet af Dansk Revisor Union

Administrative afgørelser

BEFORDRINGSFRADRAG - FRIKORT

SD 380-422-886

De fra 1985 gældende regler i ligningslovens § 9 C kan også anvendes

af skatteydere, der har frikort, f.eks. til DSB. Den hidtidige

praksis, hvorefter værdien af DSB-frikort ikke beskattes, er ikke

ændret.

Ref.: LVL U. 1

Statsskattedirektoratet blev spurgt, om en skatteyder, der havde

frikort til DSB og således kørte gratis med toget til og fra

arbejdet, var berettiget til befordringsfradrag efter

ligningslovens § 9 C for indkomståret 1985.

Fra og med 1985 er reglerne om fradrag for befordring ændret således,

at fradraget efter ligningslovens § 9 C er uafhængig af de

faktiske udgifter.

Statsskattedirektoratet svarede derfor, at skatteyderen uanset

anvendelse af frikortet kunne foretage befordringsfradrag efter

ligningslovens § 9 C.

Efter hidtidig praksis beskattes værdien af DSB-frikort ikke. Denne

praksis er ikke ændret.

Ministeriet for Skatter og Afgifter

Bilag 3

Den 9. februar 1987

Til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg

I anledning af spørgsmål 71 i udvalgets skrivelse af 8. juli 1986

(Alm. del - bilag 200) skal man meddele følgende:

SPøRGSMåL:

»Idet henvises til vedlagte administrative afgørelse og til

ministerens svar på spørgsmål nr. S 742 af Thoft (SF) (* 1) ønskes

ministerens kommentar til, om den anlagte praksis er rimelig.

Betyder den anlagte praksis også, at et folketingsmedlem, som

anvender sit DSB-frikort eller frirejse med SAS i forbindelse med

erhverv uden for Folketinget, kan benytte reglerne i

ligningslovens § 9 C uden at blive beskattet af en tilsvarende

værdi af frirejsen?»

SVAR:

Jeg har forelagt udvalgets spørgsmål for Statsskattedirektoratet, der

har udtalt følgende:

»Det almindelige befordringsfradrag mellem hjem og arbejdsplads -

ligningslovens § 9 C - blev ved lov nr. 274 af 6. juni 1984 omlagt

fra at være beregnet på grundlag af faktisk afholdte udgifter til

at være et »standardfradrag«, der beregnes alene på grundlag af

afstanden mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen.

Den hidtil gældende praksis med hensyn til definition af begreberne

sædvanlig bopæl, arbejdsplads m.v. finder fortsat anvendelse.

Det er kun kørsel til indtægtsgivende arbejdsplads, der giver ret til

fradrag.

Der kræves ikke daglig befordring, hvorfor også den, der foretager

rejse mellem bopæl og arbejdsplads i weekender, er omfattet af

bestemmelsen.

Endelig er befordringsfradraget uafhængigt af faktisk afholdte

udgifter, hvorfor det er uden betydning, om vedkommende eventuelt

har fri befordring mellem hjem og arbejdsplads. Fri befordring kan

f.eks. være frikort til offentlige transportmidler, arbejdsgivers

betaling for busafhentning ved station, fri firmabil og lignende.

Da Folketinget kan anses som indtægtsgivende arbejdsplads for

folketingsmedlemmerne, er det direktoratets opfattelse, at

folketingsmedlemmerne - uanset at de kan benytte frikort til

offentlige transportmidler - er omfattet af ligningslovens § 9 C,

således at de har fradragsret for befordringsudgifter - efter de

af Ligningsrådet vedtagne takster - mellem den sædvanlige bopæl og

Folketinget.

Sædvanlig bopæl må efter praksis anses at være den bopæl, hvor man

har centrum for eens livsinteresser og er tilmeldt

Folkeregisteret. Det er herefter Statsskattedirektoratets

opfattelse, at de fra provinsen kommende folketingsmedlemmer,

uanset at de har etableret en ekstra bolig i hovedstadsområdet, må

anses for at have sædvanlig bopæl på provinsadressen.

Hvis folketingsmedlemmet samtidig med arbejdet i Folketinget har

yderligere et eller flere arbejdssteder, vil disse enten blive

anset som et eller flere samtidige arbejdssteder eller som bijob,

således at befordringsudgifterne til disse kan fradrages efter

ligningslovens § 9 B, hvilket betyder, at folketingsmedlemmer får

fuld fradragsret for de FAKTISK afholdte transportudgifter.'

Jeg kan tilslutte mig Statsskattedirektoratets udtalelse.

Som det fremgår af mit svar af 3. marts 1986 på spørgsmål nr. S 742,

kan de nye regler om befordringsfradrag medføre, at skatteydere

med frikort kan opnå en skattefordel. Som nævnt i dette svar

overvejes det derfor, om det er praktisk muligt at gennemføre en

beskatning af værdien af den faktiske benyttelse af frikortet.

Disse overvejelser er endnu ikke afsluttet.

ISI FOIGHEL

/Lars H. Nielsen

Versioner

1. 1988-05-21