1986 LSF 202 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (FULD RENTEPERIODISERING I TIL- OG FRAFLYTNINGSSITUATIONER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00202@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september
1986, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 767 af 12. november
1986, foretages følgende ændringer:
1. § 5, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Ved indtræden eller ophør af skattepligt efter
kildeskattelovens § 1 af anden grund end ved død fradrages den del
af renteudgifterne m.v. efter stk. 1, som vedrører den periode,
hvor den pågældende er skattepligtig, ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og formue. Fradraget fordeles over den
periode, renteudgifterne m.v. vedrører. Fordelingen omfatter kun
renter for den periode, hvori skattepligten indtræder eller
ophører.«
2. § 5 B affattes således:
»§ 5 B. Ved indtræden eller ophør af skattepligt efter
kildeskattelovens § 1 af anden grund end ved død fordeles
renteindtægter over den periode, de vedrører, på den måde, som er
nævnt i § 5, stk. 6, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
og formue.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning for renteindtægter og renteudgifter m.v.,
der forfalder den 18. februar 1987 eller senere. Hvis
skattepligten er indtrådt før det nævnte tidspunkt, gælder loven
dog ikke for renteudgifter m.v., som forfalder ved renteperiodens
udløb.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 553
§ 1
I lov om påligning af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september
1986, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 767 af 12. november 1986
foretages følgende ændringer:
1. § 5, STK. 6, affattes således:
»STK. 6. Ved indtræden eller ophør af skattepligt efter
kildeskattelovens § 1 af anden grund end ved død fradrages den del
af renteudgifterne m.v. efter stk. 1, som vedrører den periode,
hvor den pågældende er skattepligtig, ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og formue. Fradraget fordeles over den
periode, renteudgifterne m.v. vedrører. Fordelingen omfatter kun
renter for den periode, hvori skattepligten indtræder eller
ophører.«.
2. § 5 B affattes således:
»§ 5 B. Ved indtræden eller ophør af skattepligt efter
kildeskattelovens § 1 af anden grund end ved død fordeles
renteindtægter over den periode, de vedrører, på den måde, som er
nævnt i § 5, stk. 6, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
og formue.«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning for renteindtægter og renteudgifter m.v.,
der forfalder den 18. februar 1987 eller senere. Hvis
skattepligten er indtrådt før det nævnte tidspunkt, gælder loven
dog ikke for renteudgifter m.v., som forfalder ved renteperiodens
udløb.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
1. Lovforslaget er et led i aftalen af 19. juni 1985 mellem
regeringspartierne (Det konservative Folkeparti, Venstre,
Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti), Socialdemokratiet
og Det radikale Venstre om en skattereform.
Ifølge denne aftale skal der gennemføres regler, der modvirker
skatteflugt. Det skal ved disse regler navnlig tilstræbes, at
indtægt, der optjenes her i landet, også beskattes her. De ændrede
regler skal tillige begrænse mulighederne for at undgå
beskatningen gennem udnyttelse af forskelle i de enkelte landes
skatteregler.
Efter lovforslaget skal der foretages fuld periodisering af
renteudgifter m.v. og renteindtægter i tilfælde, hvor
skattepligten efter kildeskattelovens § 1 indtræder ved
tilflytning fra udlandet. Det samme gælder, hvor skattepligten
efter kildeskattelovens § 1 ophører ved fraflytning til udlandet.
2. Ligningsloven er senest ændret ved lov nr. 767 af 12. november
1986, jf. Folketingstidende 1986-87 sp. 79, 607, 1817, 1938;
Tillæg A, sp. 173; Tillæg B, sp. 215.
3. Efter de gældende regler findes der ikke særregler om den
tidsmæssige placering af renteindtægter og -udgifter ved
skattepligtens indtræden efter kildeskattelovens § 1 i forbindelse
med TILFLYTNING fra udlandet. Det afgørende for, hvornår en
renteindtægt skal medregnes til den skattepligtige indkomst, er
således forfaldstidspunktet. Afgørende for fradragstidspunktet for
renteudgifter er ligeledes som hovedregel forfaldstidspunktet, jf.
ligningslovens § 5, stk. 1. Forudforfaldne renteudgifter skal dog
periodiseres efter den generelle regel i § 5, stk. 2, hvis
renteudgiften vedrører en længere periode end 6 måneder, og
renteudgiften forfalder mere end 6 måneder før udløbet af
perioden.
Forfaldsprincippet bevirker i tilflytningssituationen, at
renteindtægter og -udgifter, der forfalder efter skattepligtens
indtræden, indgår i indkomsten her i landet. Det gælder også
renter, der vedrører perioden før skattepligtens indtræden.
I det omfang andre lande anvender et princip med fuld
renteperiodisering, vil dobbeltbeskatning af renteindtægter kunne
forekomme. Der vil ligeledes kunne opnås dobbelt fradrag for
renteudgifter.
For forudforfaldne renter, der forfalder før skattepligtens
indtræden, bevirker forfaldsprincippet, at indkomsten her i landet
ikke påvirkes, selv om renterne vedrører perioden efter
skattepligtens indtræden. Dette gælder dog kun, såfremt forholdet
ikke er omfattet af § 5, stk. 2, jf. ovenfor.
De gældende regler udelukker således ikke skattemæssigt betingede
transaktioner med hensyn til renteindtægter og -udgifter i
tilflytningssituationen.
Ved skattepligtens ophør i forbindelse med FRAFLYTNING er der efter
de gældende regler visse undtagelser fra forfaldsprincippet. Disse
særregler findes i ligningslovens § 5, stk. 6, og § 5 B. Reglerne
omfatter alene forudforfaldne renteudgifter og bagudforfaldne
renteindtægter. For øvrige renter gælder forfaldsprincippet.
Den nuværende regel i ligningslovens § 5, stk. 6, indeholder en
bestemmelse om forudforfaldne renteudgifter. Bestemmelsen har kun
selvstændig betydning i tilfælde, hvor der er tale om
forudforfaldne renter for perioder, der ikke overstiger 6 måneder.
Forudforfaldne renter for længere perioder end 6 måneder er
tillige omfattet af den generelle regel om forudforfaldne renter i
§ 5, stk. 2.
Efter den gældende § 5, stk. 6, skal forudforfaldne renteudgifter
fuldt ud periodiseres i fraflytningssituationen. Bestemmelsen
medfører, at der ikke opnås fradrag for den del af renteudgiften,
der vedrører tiden efter den fulde skattepligts ophør.
Den nugældende regel i ligningslovens § 5 B indeholder regler om
periodisering af renteindtægter, der forfalder, efter at den fulde
skattepligt er ophørt som følge af fraflytning. Efter § 5 B skal
den del af renteindtægten, der vedrører den periode, hvor den
fulde skattepligt bestod, medregnes ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst her i landet.
De gældende periodiseringsregler for fraflytningssituationen omfatter
som anført alene forudforfaldne renteudgifter og bagudforfaldne
renteindtægter. Hvis en fraflytter eksempelvis både har
bagudforfaldne renteudgifter og -indtægter, som forfalder efter
skattepligtsophøret, skal den del af renteindtægterne, der
vedrører perioden indtil skattepligtsophøret, medregnes til
indkomsten. Derimod gives der ikke fradrag for de tilsvarende
renteudgifter.
Er der tale om forudforfaldne renter, der forfalder før
skattepligtsophøret, skal renteudgifter periodiseres efter § 5,
stk. 6. Renteindtægter skal derimod efter forfaldsprincippet
beskattes fuldt ud her i landet.
I fraflytningssituationen vil der således kunne forekomme
dobbeltbeskatning af renteindtægter. Endvidere vil skatteyderen
kunne gå glip af et rentefradrag.
4. Den manglende symmetri i de gældende regler om renteperiodisering
kan føre til mindre rimelige resultater. Det gælder ikke mindst
den forskellige skattemæssige behandling af renteudgifter og
-indtægter i fraflytningssituationen. I denne situation kan det
for den skattepligtige føles mindre rimeligt, at BAGUDFORFALDNE
RENTEINDTÆGTER for perioden indtil skattepligtens ophør skal
beskattes, medens bagudforfaldne renteudgifter for den tilsvarende
periode ikke er fradragsberettigede.
For at tilvejebringe ensartede regler for den skattemæssige
behandling af renteudgifter og -indtægter i til- og
fraflytningssituationer foreslås det, at der i disse situationer
altid skal foretages fuld renteperiodisering. Det vil sige, at
renteperiodiseringen i disse situationer omfatter alle
renteudgifter og -indtægter. Det er således uden betydning, om der
er tale om forudforfaldne eller bagudforfaldne renter.
Det er efter forslaget alene de renter, der vedrører den periode,
hvori skattepligten indtræder eller ophører, der skal
periodiseres. For øvrige renter gælder normalt forfaldsprincippet.
Forslaget medfører ingen ændringer i de gældende regler om
omregning til helårsindkomst.
5. Renteperiodiseringen kan belyses ved følgende eksempler:
EKSEMPEL 1.
OPGØRELSE AF RENTEUDGIFTER VED FRAFLYTNING.
Skatteyderen fraflytter pr. 1. august 1987.
Halvårlige renteudgifter på 24.000 kr. Forfaldsdage 1. april og 1.
oktober. Bagudforfaldne renter.
LOVFORSLAGET: kr. Forfaldne renteudgifter 1987: 48.000 Renteudgifter 1987 vedr. skattepligts perioden: Terminen pr. 1. april 1987 fradrages fuldt ud: 24.000 For perioden 1. april - 1. august 1987 fradrages: 4/6 x 24.000 kr. = 16.000 I alt 40.000 GÆLDENDE REGLER: Efter gældende regler vil rentefradraget i 1987 alene udgøre terminen pr. 1. april 1987 eller i alt 24.000 kr. EKSEMPEL 2. OPGØRELSE AF RENTEUDGIFTER VED TILFLYTNING. Skatteyderen tilflytter pr. 1. oktober 1987. Halvårlige renteudgifter på 24.000 kr. Forfaldsdage 1. marts og 1. september. Bagudforfaldne renter. LOVFORSLAGET: KR. Forfaldne renteudgifter i skattepligtsperioden 1987: 0 Renteudgifter 1987 vedr. skattepligtsperioden: For perioden 1. oktober - 31. december 1987 fradrages: 3/6 x 24.000 kr. = 12.000 Renteudgifter til fradrag 1987: 12.000 Forfaldne renteudgifter 1988: 48.000 Heraf vedrørende 1987: 4/ 6 x 24.000 kr. 16.000 Renteudgifter til fradrag 1988: 32.000
GÆLDENDE REGLER:
Efter gældende regler kan der ikke fradrages nogen renteudgifter i
1987, mens fradraget i 1988 udgør 48.000 kr.
6. Ophører en person i løbet af et indkomstår med at være
skattepligtig efter kildeskattelovens regler skal vedkommende i
dag indgive selvangivelse om indkomst og formue for
skattepligtsperioden i indkomståret efter de almindelige regler om
indgivelse af selvangivelse, dvs. inden den 15. februar i året
efter indkomståret. Dog skal skattepligtige personer med særlig
indkomst i dag indgive selvangivelse om denne indkomst senest en
måned efter skattepligtens ophør.
I forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget vil der i henhold
til ligningslovens § 32 D, stk. 2 og § 14, stk. 1, og § 19, stk.
10 i lov om særlig indkomstskat m.v. blive udsendt en
bekendtgørelse om afsluttende ansættelse. Bekendtgørelsen skal
indeholde regler, hvorefter personer, hvis skattepligt efter
kildeskatteloven ophører, inden en kortere frist, f.eks. på en
måned fra ophøret af skattepligten, skal selvangive den
skattepligtige almindelige indkomst og formue samt særlige
indkomst for skattepligtsperioden i det pågældende indkomstår. Der
skal endvidere fastsættes nærmere regler om påligning og om
skattebetaling i tilslutning til den afsluttende ansættelse. I
visse tilfælde, hvor det vil være praktisk umuligt for den
skattepligtige at indgive selvangivelse inden for den fastsatte
frist, skal der kunne gives henstand med indgivelse af
selvangivelsen og indbetaling af skat.
7. Loven har virkning for renteindtægter eller renteudgifter m.v.,
som forfalder på dagen for lovforslagets fremsættelse eller
senere. Dette gælder dog ikke for bagudforfaldne renteudgifter
m.v., hvis skattepligten er indtrådt før fremsættelsesdatoen.
8. Med hensyn til de provenumæssige konsekvenser af de foreslåede
ændringer bemærkes, at der ikke findes statistiske oplysninger,
der gør det muligt at foretage et underbygget skøn over forslagets
provenumæssige konsekvenser.
Ved TILFLYTNING vil renteperiodiseringen medføre, at
beskatningsgrundlaget i Danmark påvirkes af to modsatrettede
bevægelser.
På den ene side forøges beskatningsgrundlaget med de forudbetalte
renteindtægter, der vedrører skattepligtsperioden i Danmark, og
med de BAGUDBETALTE FRADRAGSBERETTIGEDE RENTEUDGIFTER, der ikke
vedrører skattepligtsperioden i Danmark.
På den anden side formindskes beskatningsgrundlaget med de
BAGUDBETALTE RENTEINDTÆGTER, der ikke vedrører
skattepligtsperioden i Danmark, og med de forudbetalte
renteudgifter, der vedrører skattepligtsperioden i Danmark.
Den samlede provenuvirkning af disse modsatrettede bevægelser må
formodes at være af yderst begrænset størrelse.
Ved FRAFLYTNING medfører lovforslaget, at beskatningsgrundlaget i
Danmark formindskes med DE BAGUDBETALTE RENTEUDGIFTER, der
vedrører skattepligtsperioden i Danmark, og med de forudbetalte
renteindtægter, der ikke vedrører skattepligtsperioden i Danmark.
Der vil herved fremkomme et vist provenutab, som må formodes at
være af beskeden størrelse.
Den samlede provenuvirkning af lovforslaget må således formodes at
være et provenutab af beskeden størrelse.
Reglerne i bekendtgørelsen om afsluttende ansættelse må antages at
medføre et merprovenu på grund af den dermed forbundne forøgelse
af ligningseffektiviteten. Det er ikke muligt nærmere at angive
størrelsen af merprovenuet.
Forslaget om renteperiodisering skønnes ikke at have nævneværdige
administrative konsekvenser. Derimod vil bekendtgørelsen om
afsluttende ansættelse medføre en vis meradministration.
BILAG
I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
§ 1 I lov om påligning af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september
1986, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 767 af 12. november 1986
foretages følgende ændringer:
1. § 5, stk. 6, affattes således:
»STK. 6. Ved indtræden eller ophør af skattepligt efter
kildeskattelovens § 1 af anden grund end ved død fradrages den del
af renteudgifterne m.v. efter stk. 1, som vedrører den periode,
hvor den pågældende er skattepligtig, ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og formue. Fradraget fordeles over den
periode, renteudgifterne m.v. vedrører. Fordelingen omfatter kun
renter for den periode, hvori skattepligten indtræder eller
ophører.«.
--/
§ 5. Renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jfr. dog stk. 2, 5, 6, 7 og 8. Det samme gælder for udgifter til løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, og for præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, jfr. § 8, stk. 3, litra a og b.
Stk. 2. Fradrag for renteudgifter m.v., jfr. stk. 1, som vedrører en længere periode end 6 måneder, og som forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden, fordeles ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue over den periode, renteudgiften m.v. vedrører.
Stk. 3.-5. . . .
Stk. 6. Hvis renteudgifter m.v. som nævnt i stk. 1 både vedrører en periode, hvor den skattepligtige var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, og en periode, hvor skattepligten efter kildeskattelovens § 1 er ophørt af anden grund end ved død, fradrages de renteudgifter m.v., der vedrører den periode, hvor den skattepligtige var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, på den i stk. 2 nævnte måde. Dette gælder dog kun for renteudgifter m.v., som forfalder i den periode, hvor skattepligten efter kildeskattelovens § 1 består, og som forfalder før udløbet af den periode, renteudgiften m.v. vedrører.
Stk. 7.-8. . . .
/--
2. § 5 B affattes således:
»§ 5 B. Ved indtræden eller ophør af skattepligt efter
kildeskattelovens § 1 af anden grund end ved død fordeles
renteindtægter over den periode, de vedrører, på den måde, som er
nævnt i § 5, stk. 6, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
og formue«.
--/
§ 5 B. Hvis skattepligten efter kildeskattelovens § 1 ophører af anden grund end ved død, medregnes renteindtægter, der forfalder efter det tidspunkt, hvor skattepligten er ophørt, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue for den periode, renteindtægterne vedrører.