Gelex

1986 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNERNES STYRELSE (OPHÆVELSE AF PÅTALEBESTEMMELSE)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00211@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.

juni 1984, foretages følgende ændring:

I § 61 C ophæves STK. 2.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Den kommunale styrelseslovs § 61 c kom ind i loven i 1984 som følge

af arbejdet i udvalget om ansvarsplacering i kommunestyret (se

betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder

i kommunestyret). I bestemmelsen indføjedes en regel om, at

tiltalerejsning var betinget af tilsynsrådets samtykke. Denne helt

enestående blokeringsmulighed i anklagemyndighedens arbejde ønskes

nu fjernet, da bestemmelsens brug indtil nu klart har

dokumenteret, at strafansvar for kommunalbestyrelsesmedlemmer med

den gældende formulering er indholdsløst. Dette illustreres af de

nedenfor anførte eksempler.

EKSEMPEL 1:

Trehøje Kommune i Ringkøbing Amt er som så mange andre kommuner i det

vestjyske præget af driftighed og modvilje mod bureaukrati og

centralstyring. Undertiden går de dog lidt over stregen for at

bruge en almindelig underdrivelse fra de kanter.

Problemet i Trehøje var, at en fabrikant af tekstiler havde brug for

en fabriksgrund. Han var blevet træt af hjemmesyeriet og ville nu

have samlet medarbejderne i en fabrik, der skulle ligge i Tæbring,

et mindre bysamfund i kommunen.

På de kanter klarer man indledningsvis den slags ved en opringning

til borgmesteren, hvis velvilje overfor lokale erhvervsinitiativer

ikke hæmmes af smålig hensyntagen til almindelige

forvaltningsprincipper om skriftlighed, tilladelser fra andre

myndigheder etc.

Borgmesteren giver en mundtlig byggetilladelse til den driftige mand

i et område, der ikke er beregnet til fabriksbyggeri. Den slags

områder har man ganske vist i kommunen, men når nu fabrikanten så

gerne vil have fabrikken liggende i Tæbring, hvorfor så ikke føje

ham? Den sag klares nok. Problemet, der lidt senere dukker op, er,

at Tæbring er landzone, og byggeri i landzone kræver også

tilladelse fra Amtsrådet. Telefonen kommer i sving igen, men

amtsrådet er nu ikke bare til sinds at give tilladelse uden

videre. Trafikalt er det nemlig helt i skoven at placere en fabrik

på det så hedt eftertragtede stykke jord.

Fabrikanten er glad og fro gået i gang med sin fabrik, og byggeriet

standses først i fogedretten. Kommunen har nemlig ganske praktisk

overset den lille detalje, at zonetilladelser ikke kan udnyttes

før efter 4 ugers forløb. Dem kan man nemlig klage over, og det

har jo ikke megen mening, hvis tilladelsen er udnyttet inden

udløbet af klagefristen. Men zonetilladelsen kom endelig på plads

fra det modvillige Amtsråd.

I mellemtiden er politi og statsadvokat begyndt at interessere sig

for sagen. I iveren efter at være »praktiske grise« har

borgmesteren og økonomiudvalget forset sig med hensyn til en

bestemmelse i den kommunale styrelseslov. Det er nemlig grov

pligttilsidesættelse at give lov til et byggeri, der mangler en

zonetilladelse. Ja, kommunen skal faktisk skride ind og få det

standset omgående. Sådan har retsstillingen været siden 1984, da

Folketinget på baggrund af sagerne om Krik Vig og Holte Midtpunkt

vedtog, at pligtforsømmelse fra en kommunalbestyrelse, et udvalg

eller et medlem kan afstedkomme straf i form af bøde. Nu ville

Folketinget ikke mere stå model til, at de myndigheder, der skulle

føre tilsyn med overholdelse af lovgivningen, ikke engang kunne

overholde den selv.

Det blev vedtaget, men for at gøre det hele lidt mere betryggende for

de mange kommunalbestyrelsesmedlemmer, der teoretisk kunne komme i

farezonen, vedtog man, at tiltale kun kunne komme på tale, hvis

tilsynsrådet ville gå med til det.

Tilsynsrådet er et statsligt organ med den lokale amtmand i spidsen

plus 4 amtsrådsmedlemmer. Statsadvokaten spurgte så, som han

skulle, hvad Tilsynsrådet mente. Det fandt det skete yderst

kritisabelt, men da sagen nu var godt et år gammel, måtte

menneskelige hensyn til de praktiske økonomiudvalgsmedlemmer i

Trehøje tale imod, at der blev rejst tiltale. Og derved blev det.

Statsadvokaten kunne ikke komme videre. Ja, han syntes endog, at

han måtte opgive sagen mod fabrikanten, når nu de menneskelige

hensyn til myndighederne i kommunen lod nåde gå for ret.

Denne opbyggelige sag viser, hvordan Folketinget kan blive snydt, så

det brager. Indenrigsministerens begrundelse for at give

tilsynsrådet veto var at undgå politiske chikanerier samt

grundløse og tvivlsomme sager mod kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Det er vist første gang, en statsadvokats handlemåde kan henføres

under disse betegnelser. SF advarede mod bestemmelsen dengang, den

blev behandlet i Folketinget. Vi stillede ændringsforslag om, at

tilsynsrådets afgørelse dog i det mindste skulle kunne forelægges

Indenrigsministeriet. Men nej. Bestemmelsen skulle åbenbart være

illusorisk, et bluff-nummer til sløring af de kommunale

»julelege«, der finder sted i kanten af bygge- og

miljølovgivningen.

EKSEMPEL 2:

Herning er en driftig by i det vestjyske. Det ved alle, også

virksomhedsejere, der har ondt i miljøproblemerne. En sådan

virksomhed er Herning Galvanisering i Fasterholt.

Galvaniseringsfolkene har igennem årene taget let på

miljøforholdene. Således påtaltes i 1978, 1979, 1982, 1983, 1984

og 1985 overskridelser af de givne vilkår for

spildevandsudledninger. Om Herning Kommunes myndighedsudøvelse på

dette felt har Miljøstyrelsen følgende bemærkninger:

1. »Herning Kommune har år efter år - på en helt mekanisk måde -

»påtalt« overskridelser i de fundne værdier. Alligevel er

overskridelserne fortsat år efter år.

Det er naturligvis tilsynsmyndighedens opgave at gribe til sådanne

forholdsregler, at virksomheden overholder kravværdierne. For at

klargøre dette indsættes med virkning fra 1. august 1984 § 50 a i

miljøbeskyttelsesloven, som forpligter tilsynsmyndigheden til at

bringe ulovlige forhold til ophør.

2. Det er uheldigt, at kommunen ikke ved sit tilsyn har kontrolleret

det, som der var stillet krav om - nemlig kvaliteten af

virksomhedens processpildevand. Kommunen burde her i højere grad

have interesseret sig for virksomhedens egenkontrol. Hvis kommunen

på et tidligere tidspunkt havde sat sig ordentligt ind i sagen,

ville man også have opdaget, at denne virksomhed har en betydelig

forurening med zink fra diffuse kilder.

3. Det er meget uheldigt, at kommunen i 1984 opgiver enhver kontrol,

fordi der ikke løber vand gennem en udpeget prøveudtagningsbrønd.

Det burde straks have fået kommunen til at overveje, hvordan man

så kunne føre en passende kontrol med virksomheden.

4. Det anføres i politianmeldelsen, at der i tilsynsforløbet kun er

analyseret een gang for tungmetaller, og at de øvrige parametre

(pH, mineralolie og temperatur) ikke er kontrolleret. Herning

Kommune har ikke bestridt denne fremstilling. Det er naturligvis

kommunens opgave at føre tilsyn med alle parametre, som kommunen

har fundet anledning til at indsætte i afledningstilladelsen.

Den fejl, som er nævnt under 1. er en afvigelse fra

miljøbeskyttelseslovens § 50 a, og de fejl, som nævnes under 2.-4.

er afvigelser fra lovens § 49 (om kommunens pligt til at føre

tilsyn med vilkår i tilladelser).'

Citatet er fra skrivelse af 11. december 1986 fra Tilsynsrådet for

Ringkøbing Amt til en klager.

Der synes ifølge Miljøstyrelsen at være sket visse fremskridt i sagen

i 1985-86, men Miljøstyrelsen kan ikke af sagens akter se, om

forholdene nu er bragt i orden.

Miljøstyrelsen har i sin udtalelse anført følgende konklusion:

»Herning Kommunes tilsyn med Herning Galvanisering har været meget

kritisabel.«

Som det fremgår, har nogen anmeldt denne slendrian til politiet, men

det hjalp ikke noget, fordi Tilsynsrådet for Ringkøbing Amt den

11. december 1986 udtalte:

»Henset til de fremkomne oplysninger og til Miljøstyrelsens udtalelse

i sagen finder Tilsynsrådet ikke tilstrækkeligt grundlag for at

bringe styrelseslovens § 61 c i anvendelse, og Tilsynsrådet vil

derfor ikke begære tiltale rejst efter den nævnte bestemmelse mod

noget medlem af Herning Byråd.«

Dermed er den i 1984 vedtagne regel i den kommunale styrelseslovs §

61 c komplet værdiløs både som forebyggende indsats og som konkret

sanktion. Det foreslås derfor, at tilsynsrådets veto udgår af

loven. Dermed er tilsynsrådet ikke ude af billedet, idet rådet må

forventes at skulle udtale sig som sagkyndig i forbindelse med

politimesterens sagsbehandling, når der er indgivet en anmeldelse.

Men tilsynsrådets muligheder for at blokere sagen fjernes i hvert

fald formelt.

Versioner

  1. 1988-05-21