Gelex

1986 LSF 214 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING AF FORTJENESTE VED AFSTÅELSE AF AKTIER M.V. (BESKATNING AF UDLODNING VED OPHØR AF VISSE ANDELSSELSKABER M.V.)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00214@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 371 af 22. juli 1983, som ændret senest ved

lov nr. 146 af 19. marts 1986, foretages følgende ændring:

Efter § 2 a indsættes som ny paragraf:

»§ 2 b. Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst medregnes

fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu i

andelsselskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.

3 a eller 4, og i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1,

stk. 1, nr. 6, hvis formål er at fremme medlemmernes fælles

erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens

virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden, lignende

måde, når udlodningen finder sted i det indkomstår, hvori

andelsselskabet eller foreningen endeligt opløses.

Stk. 2. Fortjeneste eller tab ved afståelse af andelsbeviser eller

andele i selskaber eller foreninger som nævnt i stk. 1 medregnes

ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis andelsbeviset

m.v. afstås den 22. maj 1987 eller senere.

Stk. 3. Fortjenesten eller tabet opgøres efter stk. 1 som forskellen

mellem likvidationsprovenuet og anskaffelsessummen og efter stk. 2

som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for

de pågældende andelsbeviser m.v.

Stk. 4. I tilfælde, der omfattes af stk. 1 eller stk. 2, finder

reglerne i § 2, § 2 a, §§ 3-9 og § 13 ikke anvendelse.

Stk. 5. Ministeren for skatter og afgifter eller den, han bemyndiger

dertil, kan i det enkelte tilfælde tillade, at fortjeneste ved

afståelse af andelsbeviser m.v. ikke omfattes af stk. 2-4, hvis

selskabet eller foreningen er stiftet før den 22. maj 1987 og det

må anses for godtgjort, at afståelsen ikke er sket for at undgå

beskatning efter stk. 1.«

§ 2

I § 33, stk. 3, i lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for

personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 1.

oktober 1986, som senest ændret ved lov nr. 111 af 11. marts 1987,

ændres: »§ 3 eller § 4, stk. 2 og 3,» til: »§§ 2 a, 2 b, 3 eller §

4, stk. 2 og 3,».

§ 3

I lov nr. 151 af 19. marts 1986 om indkomstskat og formueskat for

personer m.v. (personskatteloven) indsættes efter § 4, stk. 1, nr.

5:

»5 a) skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab ved

udlodning af likvidationsprovenu og afståelse af andelsbeviser

m.v. efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b,».

§ 4

I lov om beskatning ved fusion af aktieselskaber m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 495 af 24. september 1981, som ændret ved

lov nr. 144 af 25. marts 1987, affattes § 12 således:

»§ 12. Bestemmelserne i kapitel 1, bortset fra § 3, § 4 og § 6,

finder tilsvarende anvendelse

1) ved fusion af de i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, eller

stk. 2, 1. pkt., nævnte brugsforeninger og hovedforeninger, eller

2) når en eller flere af de i nr. 1) nævnte brugsforeninger eller

hovedforeninger fusionerer med en eller flere af de

indkøbsforeninger og hovedforeninger, som er nævnt i

selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 a, eller stk. 2, 2. pkt.,

eller

3) ved fusion af de i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 a,

eller stk. 2, 2. pkt., nævnte indkøbsforeninger og hovedforeninger

eller

4) ved fusion af de i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, nævnte

produktions- og salgsforeninger, eller

5) når en af de i nr. 1), 3) eller 4) nævnte foreninger fusionerer

med et eller flere af de i § 1, stk. 1, nævnte selskaber, når den

fortsættende forening besidder samtlige aktier eller anparter i

det ophørende selskab.

Stk. 2. Det i stk. 1, nr. 2), anførte gælder dog kun, såfremt den

fortsættende forening er omfattet af selskabsskattelovens § 1,

stk. 1, nr. 3.«

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for udlodning af likvidationsprovenu i

andelsselskaber m.v., der endeligt opløses den 5. marts 1987 eller

senere, og for fusioner af andelsselskaber m.v. og for afståelse

af andelsbeviser m.v., der finder sted den 22. maj 1987 eller

senere.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 596

§ 1

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 371 af 22. juli 1983, som ændret senest ved

lov nr. 146 af 19. marts 1986, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 2 a indsættes som ny paragraf:

»§ 2 b. Udlodninger som følge af likvidation eller foreningsophør hos

andelsselskaber og foreninger m.v., der er skattepligtige efter

reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 a, 4 og 6,

skal, når medlemskabet af andelsselskabet, foreningen m.v. er et

led i skatteyderens erhvervsmæssige virksomhed, altid medregnes

ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst og

opgøres efter reglerne i selskabsskattelovens § 5.«

2. I § 5, STK. 1, 1. PKT. ændres »§ 2, stk. 3, 1. pkt., og § 2 a«

til: »§ 2, stk. 3, 1. pkt., § 2 a og § 2 b«.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for udlodninger, der udbetales som følge

af endelig beslutning om likvidation eller foreningsophør den 5.

marts eller senere.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

GENERELLE BEMÆRKNINGER

Lovforslaget har til formål at forhindre, at den type

andelsselskaber, kooperative virksomheder og foreninger m.v., der

er underkastet de særlig lempelige beskatningsregler, kan

likvideres med store skattefrie udlodninger til andelshaverne.

Udlodninger bliver efter forslaget fremover beskattet som

almindelig indkomst.

Forslaget vil dermed stoppe det hul i aktieavancebeskatningsloven,

der er opstået, efter at ministeren har fastslået, at fortjeneste

eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra andelsselskaber

i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, skattemæssigt

skal behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven,

hvorefter likvidationsudlodningen efter 3 års ejertid normalt ikke

medfører skattemæssige konsekvenser for andelshaverne (se bilag).

Som det fremgår af bilag 1, bekræfter ministeren, at går f.eks. 15

vognmænd sammen og stifter et andelsselskab, som har til formål at

indkøbe benzin til videresalg til vognmændene, vil et i selskabet

akkumuleret overskud normalt blive betragtet som skattefrit, hvis

selskabet likvideres og overskuddet udloddes til andelshaverne,

når blot disse har deltaget som andelshavere i mindst 3 år - jf.

3-års reglen for skattefritagelse af fortjeneste ved salg af

aktier.

Forslagsstillerne mener herved, at der er opstået en helt uholdbar

situation, idet andelsselskabet eller foreningen, såfremt det

opfylder visse betingelser, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1,

nr. 3 a, 4 og 6, således er underkastet en langt lavere beskatning

- i visse tilfælde slet ingen - end normalt.

Hullet vil uden tvivl bevirke, at erhvervsdrivende vil udnytte dette,

såfremt det ikke stoppes.

Lovforslaget har også til formål, at værne de bestående lokale

andelsselskaber i landbruget, hvor slagtningerne af

andelsselskaber naturligt nok fremskyndes ved udsigten til

udbetaling af et stort skattefrit beløb i forbindelse med

foreningsophør eller likvidation. Lovforslaget skal derfor ses som

en håndsrækning til en bevarelse af levedygtige lokale indkøbs- og

salgsselskaber inden for dansk andelsbevægelse.

Der findes i dag en række eksempler på de i denne lov berørte og

hidtil skattefrie likvidationsudlodninger. Tidligere er Sandager

Foderstofforening på Fyn solgt til firma Carl Rasmussen A/ S,

hvorved et enkelt medlem fik over 300.000 udbetalt i skattefri

likvidationsudlodning. I 1985 blev Stoholm Lokalforening ved Skive

opslugt af DLG. I 1986 var det Lyhne Foderstof- og

Gødningsforening ved Tarm og senere samme år Thorsager

Foderstofforening på Djursland, der blev opkøbt af DLG. I alle

tilfælde fik medlemmerne i gennemsnit 50-60.000 skattefrie kroner

i hånden ved beslutningen om at likvidere den lokale »andel«, og

udlodninger i 200.000-300.000 kr.s størrelsen har været normalt

til enkelte andelshavere.

Men hermed er den sidste likvidering desvære ikke foretaget. Ifølge

Amtsavisen Randers er den næste lokale andelsforening, som står

for tur, Hammershøj Centralforening, der på sin generalforsamling

den 2. marts 1987 foreløbig har besluttet at sælge til KFK. En

senere generalforsamling skal træffe den endelige beslutning. En

afgørende faktor for den foreløbige beslutning om salget er, at de

70-80 andelshavere har udsigt til at kunne få i alt 5 mill. kr.

udbetalt skattefrit. Også her vil den største andelshaver få mere

end 300.000 udbetalt. Og det er selvsagt tillokkende for de

andelshavere, der tilfældigvis har brugt foreningen i de senere

år, at de nu kan få udbetalt den formue, som er opsamlet gennem

flere generationer.

Lovforslaget vil således få tre virkninger: for det første vil det

lukke et skattemæssigt hul, før der for alvor bliver spekuleret

heri. Muligheden findes, som det fremgår af ministerens svar,

gengivet i bilaget, og det er derfor kun et spørgsmål om tid, før

vi ser de første egentlige spekulationsandelsselskaber dukke op.

Det anser forslagsstillerne for direkte skadeligt for den

andelsbevægelse, hvis oprindelige idee vi har meget sympati for.

For det andet vil lovforslaget modvirke den hastige

monopoldannelse, vi ser inden for landbrugets forsynings- og

salgsselskaber, der typisk er organiseret som andelsselskaber. Og

for det tredje sikres, at hvor likvidation faktisk sker, kommer

andelshaverne i det mindste til at betale skat af den udlodning,

der foretages, i lighed med, hvad der ellers sker med anden

udlodning fra disse selskaber. Det bør erindres, at det var en

afgørende forudsætning for disse andelsselskabers specielle

skatteordning, at enhver udlodning til andelshaverne skulle

indkomstbeskattes.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Ad § 1, nr. 1

Med bestemmelsen fastslås, at de likvidationsudlodninger, der stammer

fra de andelsselskaber, foreninger m.v., der i dag beskattes meget

lempeligt - i visse tilfælde slet ikke - skal beskattes som

almindelig indkomst. Lovforslaget rammer kun medlemmer af

andelsselskaber, hvor medlemskabet er baseret på medlemmernes

erhverv. Disse har derfor i deres skattepligtige indkomst kunne

fratrække også de beløb, der gennem en - ofte lang - årrække, har

været brugt til selskabets konsolidering, i deres skattepligtige

indkomst. Såfremt udvalgsbehandlingen viser, at dette ikke gælder

i samtlige tilfælde, er forslagsstillerne indstillet på at stille

ændringsforslag, således at skatteministeren i sådanne tilfælde

får bemyndigelse til at fritage for skattebetaling, så længe

aktieavancebeskatningslovens 3-års regel i øvrigt er uændret.

Ad § 1, nr. 2

Med ændringen til § 5 fastslås, at fortjenesten opgøres på samme måde

som ved salg af aktier i næringstilfælde.

Ad § 2

Loven skal have virkning fra fremsættelsesdatoen, da der ellers er

risiko for, at den virker direkte imod sin hensigt, ved at

likvidationer fremskyndes for at at sikre skattefrihed, før loven

kan vedtages i Folketinget.

Bilag

Ministeriet for Skatter og Afgifter

24. april 1986

I anledning af udvalgets skrivelse af 21. februar 1986 (Alm.

del-bilag 111) skal man meddele følgende:

SPØRGSMåL 51:

»Kan skatteministeren bekræfte, hvorvidt følgende fremgangsmåde er

lovlig og giver det anførte resultat:

15 vognmænd går sammen og stifter et andelsselskab, som har til

formål at indkøbe benzin til den af selskabet ejede pumpe.

Vognmændene afregner herefter benzinen med f.eks. 1 kr. over

selskabets indkøbspris, hvorved der opstår et stort skattefradrag

i disses virksomhedsindkomst og et skattefrit overskud i

andelsselskabet. Gennem årene akkumuleres en stadig større formue

i andelsselskabet, som efter en periode på f.eks. 5 år

likvideres, og formuen fordeles mellem vognmændene.

Herefter betragtes likvidationsprovenuet som skattefri gevinst,

såfremt andelshaverne blot har deltaget i selskabet i mindst 3 år.

Såfremt ministeren kan bekræfte fidusen, ønskes oplyst, om han agter

at sikre, at likvidationsprovenuer fra andelsselskaber bliver

behandlet som almindelig indkomst som hovedregel.

Vil denne fidus blive berørt af de forsøg, der er gjort i

skattereformkomplekset for at komme skattemæssige asymmetrier til

livs?»

SVAR:

Det er en forudsætning for det anførte resultat, at andelsselskabet

er et selvstændigt skattesubjekt. Hvorvidt dette medfører, at

selskabet faktisk beskattes, afhænger af selskabets

organisationsform, vedtægter og faktiske virke, men selskaber af

den omhandlede art vil normalt være omfattet af en af følgende

kategorier:

1) Selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for

selskabets forpligtelser, og som fordeler overskud og

likvidatationsprovenu i forhold til den indskudte kapital.

Selskabets overskud beskattes i så fald efter de almindelige for

aktieselskaber gældende regler.

2) Indkøbsforeninger, som bl.a. har til formål at indkøbe varer, som

medlemmerne udelukkende benytter i udøvelsen af deres bedrift, og

som anvender den stedfundne omsætning med medlemmerne som grundlag

for udlodning af overskud og likvidationsprovenu til disse.

Selskabets skattepligtige indkomst opgøres som 4 eller 6 procent af

formuen.

3) Andre foreninger m.v.

Skattepligten omfatter i dette tilfælde kun indtægt ved

erhvervsmæssig virksomhed, og overskud, som disse foreninger m.v.

indvinder ved leverancer til medlemmer, anses ikke som indvundet

ved erhvervsmæssig virksomhed.

Et andelsselskab, der er omfattet af en af de nævnte kategorier,

betragtes således som et selvstændigt skattesubjekt, hvis

skattepligtige indkomst opgøres efter de foran skitserede regler.

Dette gælder også i relation til de transaktioner, som finder sted

mellem andelsselskabet og dets andelshavere, men for at

transaktionerne kan lægges til grund i skattemæssig henseende, må

disse være indgået efter normale forretningsmæssige principper.

Køber de 15 vognmænd således benzin i andelsselskabet på samme

vilkår, som ville gælde ved køb i et uafhængigt selskab, vil

købsprisen kunne fratrækkes fuldt ud som varekøb. Køber

vognmændene derimod benzinen til en pris, som medfører, at

andelsselskabets avance bliver større end normalt inden for den

pågældende branche, vil et til overprisen svarende beløb ikke

kunne fratrækkes som varekøb, men må anses som et ikke

fradragsberettiget tilskud til andelsselskabet, som skattemæssigt

skal behandle tilskuddet på samme måde som fortjeneste ved

leverancer til andelshaverne.

Fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra

andelsselskabet i det kalenderår, hvori selskabet endeligt

opløses, behandles skattemæssigt efter reglerne i

aktieavancebeskatningsloven.

Andelshavernes fortjeneste eller tab ved likvidationsudlodningen vil

ifølge praksis ikke skulle behandles skattemæssigt efter de

aktieavancebeskatningsregler, der gælder for næringsaktionærer,

men efter de aktieavancebeskatningsregler, som gælder for

almindelige aktionærer. Ifølge disse regler vil fortjeneste eller

tab ved likvidationsudlodningen efter 3 års ejertid ikke medføre

skattemæssige konsekvenser for andelshaverne.

Foretages likvidationsudlodningen forud for det kalenderår, hvori

selskabet endeligt opløses, beskattes udlodningen som udbytte i

det indkomstår, hvori udlodningen finder sted.

Fremstillingen i spørgsmålet kan således ikke uden videre bekræftes,

idet andelshaverne som nævnt ikke vil få fradragsret for deres

indkøb i selskabet i det omfang, indkøbene sker til overpris.

Hvorvidt selskabet beskattes afhænger som anført af disses

organisationsform, vedtægter og faktiske virke.

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at indføre en særlig form for

likvidationsbeskatning for andelsselskaber som anført i

spørgsmålet. En sådan bestemmelse vil stille andelshavere meget

ringere end aktionærer og anpartshavere, og den vil komplicere de

gældende regler. Endvidere vil en afgrænsning af de

selskabsformer, der skulle være omfattet af ordningen, være

vanskelig at foretage, idet der endnu ikke findes civilretlige

regler, som regulerer området. Endelig vil det være nemt at omgå

en sådan regel ved i forvejen at indkassere gevinsten ved salg til

anden side.

De beskrevne regler er ikke ændret ved de love, som er vedtaget i

forbindelse med skattereformaftalen.

ISI FOIGHEL

/O. Skau Wogensen

Versioner

  1. 1988-05-21