1986 LSF 230 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMARKEDETS TILLÆGSPENSION (DIFFERENTIEREDE SATSER M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00230@1988-05-21/da
Indhold
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr.
543 af 6. oktober 1982, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 4 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel II a
Deling af medlemskredsen
§ 4 a. I kollektive overenskomster og aftaler, som en minister
eller en kommunal myndighed har indgået eller godkendt, og som er
opsagt eller kan opsiges til udløb senest med udgangen af 1987,
kan det inden dette tidspunkt aftales, at de pr. 1. januar 1982
gældende bidragssatser ikke skal kunne forhøjes efter bestemmelsen
i § 19, stk. 3.
Stk. 2. I almindelige bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, som en
offentlig myndighed har fastsat eller godkendt i perioden fra 1.
januar til 31. december 1987, kan det bestemmes, at de pr. 1.
januar 1982 gældende bidragssatser ikke skal kunne forhøjes efter
bestemmelsen i § 19, stk. 3.
Stk. 3. Arbejdsgiveren betaler bidrag efter stk. 1 og 2 for alle
lønmodtagere, der er omfattet af de nævnte overenskomster, aftaler
eller almindelige bestemmelser.
Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter efter indstilling fra
bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om
beregning og udbetaling af tillægspension, herunder fuld
tillægspension, for de medlemmer, der er nævnt i stk. 1-3.«
2. I § 5, stk. 2, indsættes efter »§ 19, stk. 2«: », og regler
fastsat efter § 4 a, stk. 4«.
3. I § 8, stk. 1 og stk. 4, indsættes efter »§ 15«: »eller § 4 a«.
4. I § 11, stk. 2, indsættes efter »kapitel III«: »eller regler
fastsat efter § 4 a, stk. 4,».
5. I § 13, stk. 2, indsættes efter »i henhold til § 5, stk. 2«:
»eller regler fastsat efter § 4 a, stk. 4,».
6. I § 15, stk. 5, indsættes efter »bidrag«: »efter stk. 1-4 med de
ændringer, der er fastsat efter § 19, stk. 3«.
7. I § 19, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »bidragene«: »efter §
15«.
8. I § 19 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Såfremt det ved opgørelserne viser sig, at de beregnede
pensionsudgifter overstiger indtægterne, skal ledelsen fremkomme
med en indstilling til arbejdsministeren om at nedsætte
pensionsbeløbene for fremtidige tillægspensionister efter § 4 a.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat lovforslag
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr.
543 af 6. oktober 1982 foretages følgende ændringer:
1. Efter § 4 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel II a
DELING AF MEDLEMSKREDSEN
»§ 4 a. I kollektive overenskomster og aftaler, som en minister eller
en kommunal myndighed har indgået eller godkendt, og som er opsagt
eller kan opsiges til udløb senest med udgangen af 1987, kan det
inden dette tidspunkt aftales, at de pr. 1. januar 1982 gældende
bidragssatser ikke skal kunne forhøjes efter bestemmelsen i § 19,
stk. 3.
Stk. 2. I almindelige bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, som en
offentlig myndighed har fastsat eller godkendt i perioden fra 1.
januar til 31. december 1987, kan det bestemmes, at de pr. 1.
januar 1982 gældende bidragssatser ikke skal kunne forhøjes efter
bestemmelsen i § 19, stk. 3.
Stk. 3. Arbejdsgiveren betaler bidrag efter stk. 1 og 2 for alle
lønmodtagere, der er omfattet af de nævnte overenskomster, aftaler
eller almindelige bestemmelser.
Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter efter indstilling fra
bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om
beregning og udbetaling af tillægspension, herunder fuld
tillægspension, for de medlemmer, der er nævnt i stk. 1-3«.
2. I § 5, STK. 2, indsættes efter »§ 19, stk. 2«: », og regler
fastsat efter § 4 a, stk. 4«.
3. I § 8, STK. 1 og STK. 4, indsættes efter »§ 15«: »eller § 4 a«.
4. I § 11, STK. 2, indsættes efter »kapitel III«: »eller regler,
fastsat efter § 4 a, stk. 4,».
5. I § 13, STK. 2, indsættes efter »i henhold til § 5, stk. 2«:
»eller regler, fastsat efter § 4 a, stk. 4,».
6. I § 15, STK. 5, indsættes efter »bidrag«: »efter stk. 1-4 med de
ændringer, der er fastsat efter § 19, stk. 3«.
7. I § 19, STK. 3, 1. PKT., indsættes efter »bidragene«: »efter §
15«.
8. I § 19 indsættes som stk. 4:
»STK. 4. Såfremt det ved opgørelserne viser sig, at de beregnede
pensionsudgifter overstiger indtægterne, skal ledelsen fremkomme
med en indstilling til arbejdsministeren om at nedsætte
pensionsbeløbene for fremtidige tillægspensionister efter § 4 a.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
Lov nr. 46 af 7. marts 1964 om Arbejdsmarkedets Tillægspension
(Folketingstidende 1963-64, sp. 1820, 1989, 3315 og 3418; tillæg
A, sp. 573; tillæg B, sp. 269 og 373; tillæg C, sp. 197) er senest
bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 543 af 6. oktober 1982.
Lovforslaget tilsigter at indføre differentierede satser i
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).
Siden ATP's oprettelse i 1964 er der gennemført to opskrivninger af
ATP-bidraget. Første gang i 1972, hvor bidraget blev opskrevet med
66 2/3 pct., og anden gang i 1982, hvor opskrivningsprocenten var
170.
Den 30. marts 1987 har ATP's repræsentantskab enstemmigt godkendt
bestyrelsens indstilling om, at bidragene til
tillægspensionsordningen forhøjes med 100 pct., således at
halvdelen af forhøjelsen gennemføres med virkning fra den 1.
januar 1988 og den anden halvdel af forhøjelsen fra den 1. januar
1990.
Under forhandlingerne om nye overenskomster mellem Finansministeriet
og TFU og CO-Stat samt mellem Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Foreningen af Kommuner i Københavns Amt,
Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune og KTO, blev det
henholdsvis den 26. januar 1987 og den 2. februar 1987 aftalt, at
ATP-opskrivningen kan »konverteres« til puljebeløb på det
offentlige arbejdsmarked. Dette indebærer en differentiering af
ATP-bidraget, som skal gennemføres ved lov.
ATP's bestyrelse har den 30. marts 1987 taget til efterretning, at
der i aftaler og kollektive overenskomster, indgået eller godkendt
af en minister eller en kommunal myndighed med en
lønmodtagerorganisation, er mulighed for at konvertere forhøjelsen
af ATP-bidraget til et puljebeløb. Der er i bestyrelsen, med
undtagelse af repræsentanten for Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, enighed om, at en lovændring, som muliggør
en differentiering af ATP-bidragene, kun bør gælde for
lønmodtagere, som er omfattet af de ovennævnte kollektive
overenskomster og aftaler.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at der indføres
differentierede ATP-satser på det offentlige arbejdsmarked som led
i overenskomstforhandlingerne 1987.
Sammenfattende indebærer lovforslaget, at størstedelen af
ATP-medlemmerne følger lovens hidtidige regler. For denne
medlemsgruppe indbetales der det ATP-bidrag, som
repræsentantskabet har besluttet, og gruppen får ved det fyldte
67. år udbetalt tillægspension på grundlag af de indbetalte
bidrag, dog højst den fulde tillægspension, som repræsentantskabet
har fastlagt, jf. lovens § 19.
For offentligt ansatte ATP-medlemmer, der er omfattet af en kollektiv
aftale eller overenskomst eller af almindelige bestemmelser om
uændrede ATP-bidrag, udgør det fulde bidrag 1.166,40 kr., og ved
det fyldte 67. år udbetales tillægspension på grundlag af de
indbetalte bidrag med den sats - dog højst den fulde
tillægspension - som arbejdsministeren fastsætter regler om efter
indstilling fra bestyrelsen for ATP. Beregningen af tillægspension
til disse medlemmer tager udgangspunkt i det pensionsniveau, der
blev fastsat pr. 1. januar 1982 og gælder for alle medlemmer frem
til 1. januar 1988, men følger iøvrigt de samme principper som for
de øvrige ATP-medlemmer.
Forhøjelse af de uændrede bidrag kan kun ske ved lov.
ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER
Lovforslaget forventes ikke at medføre væsentlige økonomiske
konsekvenser for det offentlige.
Forslaget vil have administrative konsekvenser for de offentlige
arbejdsgivere, der er forpligtet af en kollektiv aftale eller
overenskomst om uændrede ATP-bidrag eller almindelige bestemmelser
herom. Disse arbejdsgivere skal foretage særskilt indbetaling og
indberetning af hver af de to typer ATP-bidrag mod en samlet
indbetaling og indberetning - både af hensyn til ATP-ordningen og
af hensyn til Fællesopkrævningssystemet for arbejdsmarkedsbidrag,
som administreres af ATP.
Lovforslaget vil indebære væsentlige økonomiske og administrative
konsekvenser for ATP.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede § 4 a opdeler ATP-medlemmer i to grupper.
§ 4 a indeholder undtagelsen for det offentlige arbejdsmarked om, at
det inden udgangen af 1987 kan aftales eller bestemmes, at de pr.
1. januar 1982 gældende bidragssatser ikke skal kunne forhøjes
efter bestemmelsen i § 19, stk. 3. Der skal således indbetales
bidrag efter de bidragssatser, som ATP's repræsentantskab har
fastsat som gældende fra 1. januar 1982 indtil 1. januar 1988 for
alle ATP-medlemmer. Det årlige bidrag for en fuldtidsbeskæftiget
lønmodtager udgør 1.166,40 kr. Disse bidragssatser kan kun ændres
ved lov.
BETINGELSER FOR § 4 A-MEDLEMSKAB
§ 4 a, stk. 1, omfatter fornyelse af kollektive overenskomster og
aftaler, som en minister eller en kommunal myndighed har indgået
eller godkendt, og som er opsagt eller kan opsiges til udløb
senest med udgangen af 1987. Der er således tale om kollektive
overenskomster og aftaler, der fornys som led i
overenskomstforhandlingerne 1987 på det offentlige arbejdsmarked,
herunder aftaler m.v., hvori Det offentlige Aftalenævn på Grønland
er part. Aftalen eller overenskomsten om § 4 a-medlemskab skal
være indgået eller godkendt senest den 31. december 1987.
§ 4 a, stk. 2, omfatter almindelige bestemmelser om løn- og
arbejdsforhold, som en offentlig myndighed har fastsat eller
godkendt i perioden fra 1. januar til og med 31. december 1987.
Der er tale om visse ensidigt fastsatte regler om løn- og
arbejdsforhold, som gælder for offentligt ansatte, der ikke er
omfattet af en overenskomst eller aftale.
Hvis samme overenskomst m.v. omfatter forskellige grupper af
lønmodtagere, er der ikke noget til hinder for, at der aftales § 4
a-medlemskab for en eller flere af grupperne.
Hvis den pågældende arbejdsgiver er bundet af en overenskomst m.v. om
uændrede ATP-satser, skal arbejdsgiveren tilbageholde
lønmodtagerandelen i lønnen og indbetale det samlede, uændrede
bidrag til ATP for de lønmodtagere, der er omfattet af
overenskomsten m.v., jf. stk. 3.
Det følger heraf, at den enkelte lønmodtager enten som medlem af den
pågældende lønmodtagerorganisation direkte skal være omfattet af
overenskomsten, eller at det i det enkelte ansættelsesforhold skal
være bestemt, at ansættelsen sker på overenskomstens vilkår. For
den lønmodtager, der ikke er medlem af den
lønmodtagerorganisation, der har indgået den kollektive
overenskomst eller aftale, skal der således tilbageholdes bidrag i
lønnen og indbetales bidrag efter § 15, jf. § 19, medmindre
lønmodtageren har accepteret, at overenskomstens vilkår i det hele
er gældende i ansættelsesforholdet.
Endelig er det en betingelse, at den kollektive overenskomst eller
aftale er indgået eller godkendt inden udgangen af 1987, og at den
er opsagt eller kan opsiges til udløb senest på dette tidspunkt.
Overenskomster eller aftaler, der bliver opsagt eller kan opsiges
efter denne dato, kan ikke danne grundlag for indbetaling af det
uændrede bidrag.
For de almindelige bestemmelser for løn- og arbejdsforhold er det en
betingelse, at de er fastsat eller godkendt i perioden fra 1.
januar til og med 31. december 1987.
BEREGNING AF PENSION TIL § 4 A-MEDLEMMER
Udbetalingen og beregningen af pensionsbeløbene til § 4 a-medlemmerne
skal følge lovens almindelige regler i kapitel III, herunder §§
6-8, som ændret senest ved godkendelse i ATP's repræsentantskab
med virkning fra 1. januar 1982 og senest offentliggjort i §§ 2-3
i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 808 af 3. december 1986
om ydelser fra og bidrag til ATP.
Beregning af tillægspension for § 4 a-medlemmerne vil tage
udgangspunkt i det pensionsniveau, som blev fastsat pr. 1. januar
1982 og gælder for alle medlemmer frem til 1. januar 1988, og
følge de samme principper som for de øvrige ATP-medlemmer.
Derfor foreslås det, at bestyrelsen for ATP afgiver en indstilling om
beregning og udbetaling af tillægspension, herunder fuld
tillægspension, for § 4 a-medlemmerne i overensstemmelse hermed.
Indstillingen skal også omfatte regler om pension for medlemmer,
der har indbetalt bidrag efter både § 4 a og § 15. På baggrund af
indstillingen fastsætter arbejdsministeren regler herom.
KONSEKVENSER FOR FÆLLESOPKRæVNINGSSYSTEMET FOR ARBEJDSMARKEDSBIDRAG
Lovforslaget indebærer, at der bliver to sæt bidragssatser - eet
efter § 4 a og eet efter § 15. Det bemærkes, at lovens § 15
indeholder de bidragssatser, der var gældende i perioden mellem 1.
oktober 1972 og 1. januar 1982 efter godkendelsen i ATP's
repræsentantskab efter § 19. De gældende satser (frem til 1.
januar 1988) er senest offentliggjort i § 4 i Arbejdsministeriets
bekendtgørelse nr. 808 af 3. december 1986 om ydelser fra og
bidrag til ATP.
De to sæt satser har betydning for Fællesopkrævningssystemet (FOK)
for arbejdsmarkedsbidrag, som administreres af ATP. Der beregnes
et samlet arbejdsmarkedsbidrag, der består af bidrag til
Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsgivernes Elevrefusion,
Arbejdsmarkedsuddannelsesfonden, arbejdsløshedsforsikring og
førtidspension på grundlag af det ATP-bidrag, som den enkelte
arbejdsgiver har indbetalt. Hver gang en arbejdsgiver har
indbetalt ATP-bidrag for mere end en fuldtidsbeskæftiget
lønmodtager, skal den pågældende betale et tilsvarende samlet
arbejdsmarkedsbidrag. Har en arbejdsgiver f.eks. indbetalt
ATP-bidrag for 5 fuldtidsbeskæftigede, skal den pågældende betale
4 fulde, samlede arbejdsmarkedsbidrag.
De to sæt forskellige, men parallelle bidragssatser medfører, at det
samme indbetalte ATP-beløb kan udløse forskellige beløb som samlet
arbejdsmarkedsbidrag. Der vil gælde to sæt satser, der begge udgør
fuldt ATP-bidrag.
Derfor vil der blive fastsat administrative regler om, at den
arbejdsgiver, der er bundet af en kollektiv overenskomst, aftale
eller almindelige bestemmelser efter § 4 a og har beskæftiget
deraf omfattede lønmodtagere, skal foretage særskilt indbetaling
og indberetning af ATP-bidragene efter § 4 a. Den særskilte
indbetaling skal ske kvartalsvis og den særskilte indberetning
efter udløbet af hvert kalenderår via Statsskattedirektoratet, som
efter de gældende regler.
Den arbejdsgiver, der har beskæftiget lønmodtagere efter både § 4 a
og § 15, skal således foretage to indbetalinger og indberetninger
i stedet for een.
Til nr. 2-5
Ændringerne, der er redaktionelle, er en følge af ændringen under nr.
1.
Til nr. 6
Det foreslås af administrative hensyn, at de medlemmer, der ønsker at
bevare medlemskabet, når de overgår til selvstændig
erhvervsvirksomhed efter § 2, stk. 2, selv skal indbetale det
samlede bidrag efter § 15, som ATP's repræsentantskab har ændret
og fortsat kan ændre efter § 19, stk. 3.
Dette indebærer, at et medlem, der udelukkende eller delvis har været
§ 4 a-medlem og derefter bliver selvstændig erhvervsdrivende,
overgår til medlemskab efter lovens almindelige regler.
Til nr. 7
Det foreslås, at ATP's ledelse kun skal kunne ændre bidragene for
andre medlemmer end § 4 a-medlemmer.
Til nr. 8
Den foreslåede § 19, stk. 4, pålægger ledelsen at fremkomme med en
indstilling til arbejdsministeren om at nedsætte pensionsbeløbene
for fremtidige tillægspensionister efter § 4 a, såfremt det ved de
regelmæssige, aktuarmæssige opgørelser viser sig, at de beregnede
pensionsudgifter overstiger indtægterne.
Forslaget er en nødvendig konsekvens af, at en sådan udgift ikke kan
dækkes gennem en forhøjelse af bidraget, jf. ændringen under nr.
7.