Gelex

1986 LSF 231 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LEDIGE (ÆNDRING AF REVISIONSBESTEMMELSE OG UDVIDET RET TIL ARBEJDSTILBUD)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00231@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om arbejdstilbud til ledige, jf. lovbekendtgørelse nr. 535 af

21. november 1985, som ændret ved § 17 i lov nr. 948 af 23.

december 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4. ledige, som har afsluttet seneste arbejdstilbud inden den 1.

juli 1986.«

2. I § 9 efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Tilbud efter stk. 1, nr. 4, skal så vidt muligt gives, før

den ledige vil modtage dagpenge efter § 51 a, stk. 2, i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om

arbejdsløshedskassers indberetning til arbejdsformidlingen og om,

hvornår tilbud skal gives.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

3. I § 16 ændres »1986-87« til: »1987-88«.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat lovforslag

§ 1

I lov om arbejdstilbud til ledige, jf. lovbekendtgørelse nr. 535 af

21. november 1985, som ændret ved § 17 i lov nr. 948 af 23.

december 1986, foretages følgende ændring:

1. I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4. ledige, som har afsluttet seneste arbejdstilbud inden den 1.

juli 1986.«

2. I § 9 efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Tilbud efter stk. 1, nr. 4, skal så vidt muligt gives, før

den ledige vil modtage dagpenge efter § 51 a, stk. 2, i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om

arbejdsløshedskassers indberetning til arbejdsformidlingen og om,

hvornår tilbud skal gives.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

3. I § 16 ændres »1986-87« til »1987-88«.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Lov om arbejdstilbud til ledige er senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 535 af 21. november 1985 med de ændringer,

der følger af lov nr. 291 af 21. juni 1985 (L 109,

Folketingstidende 1984-85, blad nr. 297, Folketingets

Forhandlinger 4425, 10883 og 11326). Loven er senere ændret ved §

17 i lov nr. 948 af 23. december 1986.

Lovforslaget indebærer, at revisionen af loven gennemføres i

folketingsåret 1987-88. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det

samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Udskydelse af

revisionen af bestemmelsen om forlænget dagpengeret).

Forpligtelsen til at revidere loven om arbejdstilbud er knyttet til

indførelsen af ordningen om, at ledige, som har udnyttet første

arbejdstilbud, i stedet for andet arbejdstilbud kan vælge en

uddannelse med uddannelsesydelse eller begynde som selvstændige

med iværksætterydelse.

Disse muligheder har været gældende siden den 1. juli 1985, og der er

med henblik på at indhente erfaringer om ordningerne gennemført en

spørgeskemaundersøgelse af socialforskningsinstituttet og en

undersøgelse af ordningernes administration af konsulentfirmaet T.

Bak-Jensen. Videre har arbejdsdirektoratet udarbejdet en

registerundersøgelse, der omfatter en bearbejdning af statistisk

materiale om de ledige.

Disse omfattende undersøgelser forelå færdige til offentliggørelse i

begyndelsen af februar 1987.

Med henblik på at sikre rimelig tid til at overveje, hvorledes

ordningerne med uddannelsesydelse og iværksætterydelse kan

revideres til gavn for de ledige, har regeringen og Det Radikale

Venstre aftalt, at lovrevisionen af ordningen først skal

gennemføres i folketingssamlingen 1987-88.

Den indgåede aftale er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.

Regeringen og Det Radikale Venstre er enige om, at gennemførelsen af

revisionen i folketingssamlingen i 1987-88 ikke må stille de

ledige i en usikker situation. Det foreslås derfor, at ledige, som

har afsluttet seneste arbejdstilbud inden den 1. juli 1986, og som

efter lovens § 9, stk. 1, 1. pkt., ikke har ret til et nyt

arbejdstilbud, skal have tilbud om endnu et arbejdstilbud.

Dette ekstra arbejdstilbud vil bevirke, at disse ledige herved

optjener timer til at opfylde arbejdskravet i §§ 55 og 72 i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. De vil derfor

herefter være berettiget til normale dagpenge, og eventuel

overgang til forlængede dagpenge - lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v. § 51 a, stk. 2, - vil for disse

personer først kunne blive aktuelt i 1991 eller senere.

Ledige, som har afsluttet arbejdstilbud den 1. juli 1986 eller

senere, vil ligeledes tidligst kunne komme på forlængede dagpenge

efter den 1. januar 1989.

Det ekstra arbejdstilbud til ledige, som har afsluttet seneste

arbejdstilbud inden den 1. juli 1986, sikrer således, at ledige

først vil komme på forlængede dagpenge den 1. januar 1989 eller

senere, hvor lovrevisionen vil være gennemført.

Ledige, som under et arbejdstilbud ikke har optjent timer nok til at

opfylde arbejdskravet i §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v., ville før de i 1985 gennemførte

ændringer ikke være berettiget til dagpenge, men eventuelt være

berettiget til hjælp efter bistandsloven. Ved lovændringen i 1985

forbedredes disse lediges situation, idet de nu er berettiget til

forlængede dagpenge. Disse ledige vil derfor ikke være berettiget

til et ekstra arbejdstilbud.

ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER

Tilbuddet om et ekstra arbejdstilbud forudsættes administreret ved,

at arbejdsløshedskassen i god tid, inden den ledige kan komme på

forlængede dagpenge, indberetter den ledige til

arbejdsformidlingen, der herefter efter sædvanlig praksis vil give

den ledige et arbejdstilbud primært i den private sektor eller hos

staten, i en kommune eller i en amtskommune.

Arbejdsdirektoratet har skønnet, at arbejdsløshedskassernes

indberetning bør ske ca. 5 måneder før tidspunktet for forlængede

dagpenge. De nærmere regler om indberetningstidspunktet vil blive

fastsat af arbejdsministeren.

Med henblik på at øge udbuddet af arbejdstilbud i den private sektor,

der erfaringsmæssigt giver den bedste beskæftigelseseffekt, vil

der blive iværksat en kampagne for at få flere arbejdstilbud fra

private arbejdsgivere.

Forpligtelsen til at give et ekstra arbejdstilbud til disse grupper

af ledige vil forøge det antal arbejdstilbud, arbejdsformidlingen

skal give.

Regeringen agter i løbet af sommeren inden for gældende rammer at

tage initiativ til foranstaltninger til gavn for de

langtidsledige.

Der vil i denne forbindelse samlet blive taget stilling til

konsekvenserne for arbejdsformidlingen.

Af tidsmæssige grunde har det ikke været muligt for

arbejdsdirektoratet at indhente en udtalelse fra

landsarbejdsnævnet, hvis bemærkninger til forslaget vil blive

fremsendt til Folketingets arbejdsmarkedsudvalg.

ØKONOMISKE KONSEKVENSER

Det er på nuværende vanskeligt at give et eksakt skøn over

meromkostningerne i forbindelse med det ekstra arbejdstilbud.

Regeringen og Det Radikale Venstre er enige om i fællesskab at

anvise finansieringen af meromkostningerne i 1988 ved det

ekstraordinære arbejdstilbud. Finansieringsmetoden vil bl.a.

afhænge af den ekstraordinære tilgang og det heraf afledede

meromkostningsniveau.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1

TIL NR. 1

Forslaget betyder, at uanset at det i lovens § 9, stk. 1, 1. pkt., er

bestemt, at ledige, som har haft et arbejdstilbud, ikke har ret

til et nyt arbejdstilbud, vil ledige, som har afsluttet seneste

arbejdstilbud inden den 1. juli 1986, få et ekstra arbejdstilbud.

Ledige, som har afsluttet sidste arbejdstilbud inden den 1. juli

1985, og som er omfattet af § 3 i lov nr. 291 af 21. juni 1985 -

de såkaldte overgangspersoner - er også berettiget til ekstra

arbejdstilbud.

Der er - bortset fra de særlige bestemmelser i lovforslagets § 1, nr.

2, 1. pkt., samt de regler, som fastsættes efter denne

bestemmelses 2. pkt. - tale om et normalt arbejdstilbud.

Dette betyder bl.a., at den ledige efter gennemført arbejdstilbud vil

være berettiget til uddannelses- eller iværksætterydelse.

Ledige, som uden rimelig grund har afbrudt et arbejdstilbud eller som

har afslået et arbejdstilbud, har ikke krav på et ekstra

arbejdstilbud.

TIL NR. 2

Det ekstra arbejdstilbud skal så vidt muligt gives, før den ledige

vil modtage dagpenge efter § 51 a, stk. 2, i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (forlængede

dagpenge).

Det følger af de almindelige bestemmelser i lovens § 9, stk. 1, 2.

pkt., nr. 3, at ledige, som på grund af andet arbejde end

arbejdstilbud bevarer eller generhverver dagpengeretten efter §§

55 og 72 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

m.v., ikke skal have ekstra arbejdstilbud. Det samme gælder

ledige, der er fyldt 55 år (lovens § 9, stk. 1, 2. pkt., nr. 2),

og ledige, som er omfattet af bestemmelsen om arbejds- og

uddannelsestilbud til unge (lovens § 9, stk. 1, 2. pkt., nr. 2).

Ordningen med det ekstra arbejdstilbud forudsættes administreret

således, at arbejdsløshedskassen, ca. 5 måneder før den ledige kan

komme på forlængede dagpenge, indberetter den ledige til

arbejdsformidlingen, der herefter ifølge arbejdsdirektoratet har

passende tid til at give den ledige et rimeligt arbejdstilbud.

Dette er ikke i alle tilfælde muligt.

F.eks. kan en selvstændig med iværksætterydelse, der ønsker at holde

op, selv afgøre, hvornår dette skal ske. Arbejdsløshedskassen har

derfor ikke mulighed for at foretage en indberetning til

arbejdsformidlingen, før den ledige har givet de fornødne

oplysninger til arbejdsløshedskassen. Først på dette tidspunkt kan

arbejdsformidlingen informeres. Da arbejdsformidlingen skal have

en passende tid til at finde et arbejdstilbud, kan der efter

gældende regler, mens den ledige afventer et ekstra arbejdstilbud,

forekomme en periode, hvor vedkommende er berettiget til

forlængede dagpenge.

Det samme kan forekomme, hvor en ledig benytter sin mulighed for at

uddanne sig med uddannelsesydelse, f.eks. hvis uddannelsen først

ophører meget kort før - eventuelt dagen før - den ledige efter

gældende regler bliver berettiget til forlængede dagpenge. Det

samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Udskydelse af

revisionen af bestemmelsen om forlænget dagpengeret) bevirker dog,

at den ledige vil være berettiget til dagpenge på normalt niveau,

indtil arbejdsformidlingen har givet et arbejdstilbud og dette

påbegyndes eller medlemmet afslår et rimeligt arbejdstilbud.

I disse tilfælde vil arbejdsformidlingen give den ledige et rimeligt

arbejdstilbud senest 3 måneder efter, at den ledige får udbetalt

arbejdsløshedsdagpenge efter § 1 i det førnævnte lovforslag.

De nærmere regler om arbejdsløshedskassens pligt til indberetning til

arbejdsformidlingen og arbejdsformidlingens pligt til at give den

ledige arbejdstilbud vil blive fastsat af arbejdsministeren.

TIL NR. 3

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

BILAG

I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

1. I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4. ledige, som har afsluttet seneste arbejdstilbud inden den 1.

juli 1986.«

2. I § 9 efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Tilbud efter stk. 1, nr. 4, skal så vidt muligt gives, før

den ledige vil modtage dagpenge efter § 51 a, stk. 2, i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om

arbejdsløshedskassers indberetning til arbejdsformidlingen og om,

hvornår tilbud skal gives.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

--/

§ 9. Ledige, der har haft et arbejdstilbud eller har fået en uddannelsesydelse efter den foranstående bestemmelse, har ikke krav på et nyt arbejdstilbud, men har ret til en uddannelsesydelse efter § 10 eller en iværksætterydelse efter § 11. Dette gælder dog ikke 1. ledige, som har ret til arbejdstilbud efter § 1, stk. 2, eller § 8, stk. 4-5, 2. ledige, der er fyldt 55 år ved ophøret af et tidligere arbejdstilbud. Disse ledige kan dog i stedet for et arbejdstilbud vælge en uddannelsesydelse efter § 10 eller en iværksætterydelse efter § 11, hvis uddannelsen eller den selvstændige virksomhed påbegyndes, inden den ledige fylder 60 år, 3. ledige, der på grundlag af andet arbejde end arbejdstilbud bevarer eller generhverver dagpengeretten, jf. §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Ledige, der har afslået et rimeligt arbejdstilbud eller er ophørt med dette af grunde, der kan tilregnes dem selv, har ikke krav på uddannelsesydelse eller iværksætterydelse.

/--

3. I § 16 ændres »1986-87« til »1987-88«.

--/

§ 16. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1986-87.

/--

Bilag 2

Aftale om revision af ordningerne med uddannelses- og

iværksætterydelse

Regeringen og Det Radikale Venstre stod bag gennembruddet i

beskæftigelsespolitikken, som indførelsen af ordningerne med

uddannelses- og iværksætterydelse til langtidsledige er udtryk

for. Regeringen og Det Radikale Venstre finder det derfor

naturligt at tage et fælles ansvar for revisionen af ordningerne.

Regeringen og Det Radikale Venstre er enige om at fastholde den nye

perspektivrige linie, der blev lagt i beskæftigelsespolitikken med

indførelse af ordningerne med uddannelses- og iværksætterydelse.

Disse ordninger har vist sig at være en gevinst for de ledige, som

benytter ordningerne, men det er beklageligt, at ikke flere

langtidsledige har taget imod tilbuddene.

Formålet med revisionen skal være at medvirke til, at langt flere

langtidsledige tager imod tilbuddene for derved kraftigt at øge

deres chancer for igen at opnå fast tilknytning til

arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, at revisionen forberedes grundigt; der skal være

ordentlig tid til en politisk vurdering og afklaring af, hvorledes

de positive elementer i ordningerne kan benyttes til at mindske de

mindre heldige erfaringer.

Regeringen og Det Radikale Venstre er derfor enige om, at

fremsættelse af revisionsforslag udskydes til folketingsåret

1987-88, således at der bliver mulighed for en grundig offentlig

debat om disse meget vigtige ordninger.

Regeringen og Det Radikale Venstre vil leve op til deres fælles

forpligtelse til at videreføre og forbedre ordningerne til gavn

for de ledige, og der er mellem parterne enighed om at stile imod,

at sigtelinierne i revisionen præsenteres i forbindelse med

åbningen af Folketinget i oktober dette år.

En del forbedringer kan gennemføres inden for de gældende lovrammer.

På baggrund af den nu indgåede aftale agter regeringen inden for

gældende rammer snarest muligt at styrke indsatsen for de

langtidsledige. Der stiles imod en hurtig afklaring, således at

initiativerne kan sættes i værk i løbet af sommeren.

Regeringen og Det Radikale Venstre er klar over, at mange lediges

situation er afhængig af revisionsovervejelserne. For ikke at

stille disse grupper i en usikker situation er der enighed om, at

der skal gives nyt arbejdstilbud til ledige, som har gennemført et

arbejdstilbud og som, inden revisionen er gennemført, kan komme på

forlængede dagpenge. Dette sker ved, at ledige, som har afsluttet

seneste arbejdstilbud inden den 1. juli 1986 uanset bestemmelsen

om kun et arbejdstilbud, vil få endnu et arbejdstilbud.

Der vil i denne forbindelse via en informationskampagne blive gjort

en ekstra indsats for, at flere langtidsledige kan få

arbejdstilbud i den private sektor, hvor beskæftigelseseffekten

for de ledige erfaringsmæssigt er størst.

Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at give et eksakt skøn over

meromkostningerne i forbindelse med det ekstra arbejdstilbud.

Regeringen og Det Radikale Venstre er enige om i fællesskab at

anvise finansieringen af meromkostningerne i 1988 ved det

ekstraordinære arbejdstilbud. Finansieringsmetoden vil bl.a.

afhænge af den ekstraordinære tilgang og det deraf afledede

meromkostningsniveau.

Ved indførelsen af forlængede dagpenge i 1985 blev nogle ledige

stillet bedre end før. Det er de ledige, som ikke under et

arbejdstilbud arbejdede længe nok til at opfylde de almindelige

betingelser for at få udbetalt dagpenge. Disse ledige var før

ændringen henvist til bistandshjælp, medens de nu kan få

forlængede dagpenge, og parterne er derfor enige om, at disse

ledige ikke skal omfattes af aftalen om nyt arbejdstilbud.

Versioner

  1. 1988-05-21