1986 LSF 251 FORSLAG TIL LOV OM FORNYELSE AF VISSE OVERENSKOMSTER INDEN FOR EDB-OMRÅDET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00251@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Den kollektive overenskomst mellem I/S Datacentralen af 1959 og
PROSA/DC om løn og øvrige ansættelsesvilkår for edb-medarbejdere
og medieoperatører, der er opsagt til den 1. juni 1987, fornys med
de ændringer og på de vilkår, der fremgår af stk. 2 og 3 samt §§
4-7.
Stk. 2. Overenskomsten fornys til den 1. juni 1989. Overenskomstens
bestemmelser om fastsat arbejdstid og tilpasningsklausul fornys
dog til den 1. juni 1991.
Stk. 3. Endvidere forlænges den aftale vedrørende friholdelse af
opgaver, som parterne har indgået, og som er opsagt til den 31.
oktober 1986, til den 1. juni 1989.
§ 2. Den kollektive overenskomst mellem Finansministeriet og
Landsforeningen PROSA om løn og øvrige ansættelsesvilkår for
edb-medarbejdere, der er opsagt til den 1. april 1987, fornys med
de ændringer og på de vilkår, der fremgår af stk. 2 samt § 3 og §§
5-7.
Stk. 2. Overenskomsten fornys til den 1. april 1989. Overenskomstens
bestemmelser om fastsat arbejdstid og stedtillægsordning fornys
dog til den 1. april 1991. For tiden indtil 1. april 1991 gælder
endvidere den særlige lønregulering, der er aftalt mellem
Finansministeriet og tjenestemændenes organisationer.
§ 3. For det i § 2 omhandlede overenskomstområde finder den mellem
Finansministeriet og tjenestemændenes organisationer i 1987
aftalte procentregulering tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Ud over den i stk. 1 fastsatte regulering kan der gennemføres
ændringer inden for en beløbsramme på 3,31 pct. af lønsummen pr.
1. oktober 1986. Indtil halvdelen af beløbsrammen kan anvendes det
første overenskomstår.
Stk. 3. I det i henhold til § 8 oprettede paritetiske nævn kan det
aftales, at de pr. 1. januar 1982 gældende bidragssatser til ATP
ikke skal kunne forhøjes efter bestemmelsen i § 19, stk. 3, jf. §
4 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 4. For det i § 1 omhandlede overenskomstområde gennemføres
ændringer inden for en beløbsramme på 8,8 pct. af lønsummen pr.
1. oktober 1986. Indtil halvdelen kan anvendes det første
overenskomstår.
§ 5. Den normale ugentlige arbejdstid nedsættes pr. 1. september 1988
og 1. september 1990 med 1 time pr. uge til henholdsvis 38 timer
og 37 timer pr. uge.
Stk. 2. For ansatte, hvis normale ugentlige arbejdstid pr. 1.
september 1988 er mellem 39 timer og 38 timer, henholdsvis pr. 1.
september 1990 er mellem 38 timer og 37 timer, nedsættes
arbejdstiden til henholdsvis 38 timer og 37 timer.
Stk. 3. Arbejdstider på henholdsvis 38 timer og 37 timer pr. uge
eller derunder nedsættes ikke.
Stk. 4. Hvor arbejdstiden fastsættes på andet end ugebasis, nedsættes
den forholdsmæssigt efter retningslinierne i stk. 1-3.
§ 6. Som kompensation for arbejdstidsnedsættelserne efter § 5 ydes
der fra tidspunkterne for arbejdstidsnedsættelserne et generelt
tillæg til timelønningerne på henholdsvis 2,63 pct. og 2,70 pct.
Stk. 2. Hvor lønnen er fastsat som dag-, uge-, månedsløn eller
lignende, forbliver denne upåvirket af arbejdstidsnedsættelsen.
Stk. 3. For ansatte, der i henhold til § 5, stk. 3, ikke får nedsat
arbejdstid, og hvis løn er fastsat som dag-, uge-, månedsløn eller
lignende, forhøjes lønnen forholdsmæssigt på tidspunkterne for
arbejdstidsnedsættelsen.
§ 7. Bestemmelser om dyrtidsregulering i de i § 1 og § 2 nævnte
overenskomster udgår. Den hidtil udløste dyrtidsregulering
indregnes i lønningerne.
Stk. 2. Der kan dog fortsat ske regulering af tillæg, der skal give
dækning for omkostninger ved arbejdets udførelse, således at de
giver samme dækning som forudsat ved aftalen om fastsættelsen af
de hidtil gældende satser. Eventuel regulering herudover skal
afholdes inden for de i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 4 fastsatte
beløbsrammer.
§ 8. Inden for de af § 1 og § 2 omfattede overenskomstområder afgøres
spørgsmål om anvendelse af de i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 4
nævnte beløbsrammer ved et for hvert overenskomstområde oprettet
paritetisk sammensat nævn.
Stk. 2. Det paritetiske nævn, der omfatter den i § 2 nævnte
overenskomst, oprettes af finansministeren.
Stk. 3. Spørgsmål, om hvilke der ikke inden 1. oktober 1987 kan opnås
flertal i nævnene, afgøres ved, at det pågældende nævn udpeger en
opmand, der træffer afgørelsen. Kan der ikke opnås enighed om en
opmand, udpeges denne af Forligsinstitutionen.
Stk. 4. Udgifter i medfør af stk. 3 afholdes af parterne med
halvdelen til hver.
§ 9. Ved lovens ikrafttræden genindtræder fredspligten, og de
arbejdsstandsninger, der er iværksat som følge af
uoverensstemmelserne mellem parterne, skal ophøre.
Stk. 2. Fortrædigelser i anledning af de udbrudte konflikter må ikke
finde sted.
§ 10. Spørgsmål om overtrædelse og fortolkning af de ved denne lov
fornyede overenskomster m.v. afgøres efter de sædvanlige
fagretlige regler for det pågældende område.
§ 11. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 12. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 1092
§ 1. Den kollektive overenskomst mellem I/ S Datacentralen af 1959 og
PROSA/ DC om løn og øvrige ansættelsesvilkår for edb-medarbejdere
og medieoperatører, der er opsagt til den 1. juni 1987, fornys med
de ændringer og på de vilkår, der fremgår af stk. 2 og 3 samt §§
4-7.
Stk. 2. Overenskomsten fornys til den 1. juni 1989. Overenskomstens
bestemmelser om fastsat arbejdstid og tilpasningsklausul fornys
dog til den 1. juni 1991.
Stk. 3. Endvidere forlænges den aftale vedrørende friholdelse af
opgaver, som parterne har indgået, og som er opsagt til den 31.
oktober 1986, til den 1. juni 1989.
§ 2. Den kollektive overenskomst mellem Finansministeriet og
Landsforeningen PROSA om løn og øvrige ansættelsesvilkår for
edb-medarbejdere, der er opsagt til den 1. april 1987, fornys med
de ændringer og på de vilkår, der fremgår af stk. 2 samt § 3 og §§
5-7.
Stk. 2. Overenskomsten fornys til den 1. april 1989. Overenskomstens
bestemmelser om fastsat arbejdstid og stedtillægsordning fornys
dog til den 1. april 1991. For tiden indtil 1. april 1991 gælder
endvidere den særlige lønregulering, der er aftalt mellem
Finansministeriet og tjenestemændenes organisationer.
§ 3. For det i § 2 omhandlede overenskomstområde finder den mellem
Finansministeriet og tjenestemændenes organisationer i 1987
aftalte procentregulering tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Udover den i stk. 1 fastsatte regulering kan der gennemføres
ændringer inden for en beløbsramme på 3,31 pct. af lønsummen pr.
1. oktober 1986. Indtil halvdelen af beløbsrammen kan anvendes det
første overenskomstår.
Stk. 3. I det i henhold til § 8 oprettede paritetiske nævn kan det
aftales, at de pr. 1. januar 1982 gældende bidragssatser til ATP
ikke skal kunne forhøjes efter bestemmelsen i § 19, stk. 3, jf. §
4 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 4. For det i § 1 omhandlede overenskomstområde gennemføres
ændringer inden for en beløbsramme på 8,8 pct. af lønsummen pr.
1. oktober 1986. Indtil halvdelen kan anvendes det første
overenskomstår.
§ 5. Den normale ugentlige arbejdstid nedsættes pr. 1. september 1988
og 1. september 1990 med 1 time pr. uge til henholdsvis 38 timer
og 37 timer pr. uge.
Stk. 2. For ansatte, hvis normale ugentlige arbejdstid pr. 1.
september 1988 er mellem 39 timer og 38 timer, henholdsvis pr. 1.
september 1990 er mellem 38 timer og 37 timer, nedsættes
arbejdstiden til henholdsvis 38 timer og 37 timer.
Stk. 3. Arbejdstider på henholdsvis 38 timer og 37 timer pr. uge
eller derunder nedsættes ikke.
Stk. 4. Hvor arbejdstiden fastsættes på andet end ugebasis, nedsættes
den forholdsmæssigt efter retningslinierne i stk. 1-3.
§ 6. Som kompensation for arbejdstidsnedsættelserne efter § 5 ydes
der fra tidspunkterne for arbejdstidsnedsættelserne et generelt
tillæg til timelønningerne på henholdsvis 2,63. pct og 2,70 pct.
Stk. 2. Hvor lønnen er fastsat som dag-, uge-, månedsløn eller
lignende, forbliver denne upåvirket af arbejdstidsnedsættelsen.
Stk. 3. For ansatte, der i henhold til § 5, stk. 3, ikke får nedsat
arbejdstid, og hvis løn er fastsat som dag-, uge-, månedsløn eller
lignende, forhøjes lønnen forholdsmæssigt på tidspunkterne for
arbejdstidsnedsættelsen.
§ 7. Bestemmelser om dyrtidsregulering i de i § 1 og § 2 nævnte
overenskomster udgår. Den hidtil udløste dyrtidsregulering
indregnes i lønningerne.
Stk. 2. Der kan dog fortsat ske regulering af tillæg, der skal give
dækning for omkostninger ved arbejdets udførelse, således at de
giver samme dækning som forudsat ved aftalen om fastsættelsen af
de hidtil gældende satser. Eventuel regulering herudover skal
afholdes inden for de i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 4 fastsatte
beløbsrammer.
§ 8. Inden for de af § 1 og § 2 omfattede overenskomstområder afgøres
spørgsmål om anvendelse af de i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 4
nævnte beløbsrammer ved et for hvert overenskomstområde oprettet
paritetisk sammensat nævn.
Stk. 2. Det paritetiske nævn, der omfatter den i § 2 nævnte
overenskomst, oprettes af finansministeren.
Stk. 3. Spørgsmål, om hvilke der ikke inden 1. oktober 1987 kan opnås
flertal i nævnene, afgøres ved, at det pågældende nævn udpeger en
opmand, der træffer afgørelsen. Kan der ikke opnås enighed om en
opmand, udpeges denne af Forligsinstitutionen.
Stk. 4. Udgifter i medfør af stk. 3 afholdes af parterne med
halvdelen til hver.
§ 9. Ved lovens ikrafttræden genindtræder fredspligten, og de
arbejdsstandsninger, der er iværksat som følge af
uoverensstemmelserne mellem parterne, skal ophøre.
Stk. 2. Fortrædigelser i anledning af de udbrudte konflikter må ikke
finde sted.
§ 10. Spørgsmål om overtrædelse og fortolkning af de ved denne lov
fornyede overenskomster m.v. afgøres efter de sædvanlige
fagretlige regler for det pågældende område.
§ 11. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 12. Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Ændringerne i de fornyede overenskomster har tidligst
virkning fra ophøret af de iværksatte arbejdsstandsninger.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Forhandlingerne om fornyelse af overenskomsten mellem I/ S
Datacentralen af 1959 og PROSA/ Datacentralen, der i alt omfatter
903 fuldtidsansatte, er endt med, at der siden den 25. juni 1987
har løbet en strejke omfattende ca. 150 medarbejdere beskæftiget
med kildeskat, toldvæsenets systemer og statens regnskabssystem,
og siden 1. juli 1987 yderligere en lock-out omfattende ca. 400
medarbejdere beskæftiget med drift og udvikling af Datacentralens
øvrige systemer. På samme måde er forhandlingerne om fornyelse af
overenskomsten mellem Staten og Landsforeningen PROSA, der i alt
omfatter 400 fuldtidsansatte, forløbet således, at der siden den
17. april har løbet en konflikt omfattende ca. 130 statsligt
ansatte edb-medarbejdere. Konflikten er blevet udvidet efterhånden
og berører nu Danmarks Statistik, Farvandsdirektoratet,
Handelshøjskolen i Århus, Danmarks geologiske Undersøgelser,
Ministeriet for Grønland, Socialstyrelsen og de centrale
administrationer ved Københavns og Århus' Universiteter.
Alle forhandlingsforsøg siden konflikternes start er endt uden
resultat.
Såfremt strejkerne får lov at fortsætte efter den 1. september, vil
konsekvenserne heraf på told- og skatteområdet være så alvorlige,
at det vil få uoverskuelige konsekvenser for statens finanser,
ligesom borgerne vil mærke store gener i den forbindelse. På langt
sigt må man regne med, at visse af edb-systemerne ikke kan
genetableres i fuldt omfang, ligesom gennemførelsen af
skattereformen vanskeliggøres inden for acceptable tidsfrister og
med acceptable fejlmængder. På det statslige område vil en
fortsættelse af konflikten, ikke mindst på Danmarks Statistik, nu
medføre væsentlige mangler i det nødvendige beslutningsgrundlag
for Folketingets og regeringens beslutninger vedrørende bl.a. den
økonomiske politik.
I vedlagte bilag er beskrevet en række af de væsentligste
konsekvenser af konflikten.
Regeringen finder det på den baggrund nødvendigt, at konflikterne
bringes til ophør.
Det foreslås derfor, at de pågældende overenskomster fornys på
vilkår, der svarer til dem, der er aftalt inden for det statslige
tjenestemandsområde (TFU-området).
Det foreslås således, at der kommer til at gælde de samme regler for
overenskomsternes varighed og for arbejdstid. Med hensyn til
lønreguleringen for så vidt angår overenskomsten mellem
Finansministeriet og Landsforeningen PROSA foreslås de samme
procentvise reguleringer, som er blevet resultatet på TFU-området,
medens fordelingen af den resterende beløbsramme foreslås henlagt
til et paritetisk nævn. For så vidt angår overenskomsten mellem
Datacentralen og PROSA/ DC foreslås lønændringer af samme
størrelse som for det statslige område, samt at anvendelsen heraf
henlægges til et paritetisk nævn.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1 og § 2
Det foreslås, at de af lovforslaget omfattede overenskomster fornys,
således at bestemmelserne om fastsat arbejdstid og
tilpasningsklausul samt for overenskomsten mellem
Finansministeriet og Landsforeningen PROSA's vedkommende
stedtillægsordningen fornys for en 4-årig periode, medens
bestemmelser om løn m.v. fornys for en 2-årig periode.
Det bemærkes, at den i forslagets § 2, stk. 2, nævnte særlige
lønregulering er den mellem finansministeren og tjenestemændenes
centralorganisationer i 1987 aftalte reguleringsordning for
offentlig ansatte, hvorefter der pr. 1. april 1987, 1988, 1989 og
1990 foretages eventuel ekstraordinær regulering af den aktuelle
samlede faste løn, herunder generelle og særlige tillæg.
Tilpasningsklausulen i overenskomsten mellem Datacentralen og
PROSA/ DC indeholder en henvisning til den for offentlig ansatte
til enhver tid aftalte særlige lønregulering.
Det foreslås, at den i kraft værende friholdelsesaftale indgået
mellem Datacentralen og PROSA/ DC forlænges for en to-årig
periode, idet den ellers vil bortfalde, når den hidtil gældende
overenskomst afløses af den ved lovforslagets vedtagelse fornyede
overenskomst.
Til § 3
Ved aftale- og overenskomstfornyelserne på det offentlige
arbejdsmarked i foråret 1987 blev resultatet gennemsnitlige
lønforbedringer på 8,05 pct., hvoraf 0,25 pct. vedrørte
forhøjelsen af ATP-bidraget. Desuden aftaltes en forhøjelse på 1
pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 1987 til dækning af
det opgjorte efterslæb. I resultatet indgik endvidere en
reguleringsordning med mulighed for udmøntning pr. 1. april 1987,
pr. 1. april 1988, pr. 1. april 1989 og pr. 1. april 1990. Det
foreslås, at de ansatte, der er omfattet af overenskomsten mellem
Finansministeriet og Landsforeningen PROSA, får samme
lønforbedring som de offentligt ansatte i øvrigt. Det foreslås
endvidere, at lønforbedringen i lighed med det øvrige offentlige
ansættelsesområde gives dels i form af generelle procentuelle
lønforbedringer dels i form af en pulje på 3,31 pct., der foreslås
fordelt i et paritetisk nævn, jf. § 8.
Den i stk. 1 foreslåede procentregulering, der er aftalt med
tjenestemandsorganisationerne, omfatter bl.a. hidtil ydede
reguleringer i henhold til tilpasningsklausulen, generelle
procentuelle lønforbedringer, efterslæb pr. 31. marts 1987 og
ekstraordinær lønregulering pr. 1. april 1987 på 2,3 pct. af den
samlede faste løn pr. 1. april 1987, svarende til 2,37 pct. af den
samlede faste løn pr. 31. marts 1987.
Aftalen med tjenestemandsorganisationerne er optaget og beskrevet i
Finansministeriets cirkulære LP nr. 022/ 87 af 6. april 1987 om
aftale om justering af tjenestemandslønninger m.v. fra 1. april
1987. Det fremgår af cirkulæret, pkt. 1.7, at procentreguleringen
(med udgangspunkt i lønnen pr. 1. oktober 1984) er forhøjet,
svarende til en stigning på 5,5 pct. af lønnen pr. 31. marts 1987.
Heri indgår den ekstraordinære regulering pr. 1. april 1987 med
2,37 pct. og generelle lønstigninger på 3,13 pct. Hertil kommer en
med tjenestemandsorganisationerne aftalt generel forhøjelse pr. 1.
april 1988 på 2,4857 pct. af den nævnte løn pr.1. oktober 1984,
svarende til en forhøjelse på 2,36 pct. af lønnen pr. 31. marts
1987, jf. aftalens § 14.
Bestemmelsens stk. 2 giver mulighed for, at der yderligere i hvert af
årene kan ydes de samme forbedringer som på tjenestemandsområdet:
kronetillæg/ skalalønsforbedringer (1,81 pct.), pulje til
gruppevise og individuelle løntillæg (1 pct.), pulje til
fleksibilitet i lønfastsættelsen (0,2 pct.) samt i det andet år
forbedret stedtillæg (0,3 pct.) i alt 3,31 pct.
Endelig foreslås det, at der på det statslige område bliver mulighed
for at aftale en differentiering af ATP-bidraget svarende til den
adgang der er hertil på det øvrige offentlige arbejdsmarked.
Til § 4
Det foreslås, at de af overenskomsten på Datacentralen omfattede
ansatte sikres lønforbedringer på samme niveau over en tilvarende
periode, som de af statsoverenskomsten omfattede ansatte. Det
bemærkes herved, at den ekstraordinære lønregulering, der er
aftalt på tjenestemandsområdet, og som pr. 1. april 1987 udgjorde
2,3 pct. af lønnen pr. 1. april 1987, på Datacentralen i henhold
til den gældende overenskomst allerede er udbetalt til dem, der er
omfattet heraf.
Når bestemmelsen i § 4 er udformet anderledes end i § 3 skyldes det,
at de mellem Datacentralen og PROSA/ DC hidtil gældende
overenskomster indregner lønforbedringer direkte i overenskomstens
lønskalaer. Denne forskel i lønsystemerne er endvidere årsag til,
at den resterende del af lønforbedringen (dvs. 8,8 pct.) på
Datacentralens område foreslås fordelt i det paritetiske nævn, jf.
§ 8.
Til § 5 og 6
Det foreslås, at der på de af lovforslaget omhandlede
overenskomstområder gennemføres en nedsættelse af den normale
ugentlige arbejdstid med to timer over en 4-årig periode i lighed
med, hvad der blev vedtaget på de fleste overenskomstområder,
herunder det offentlige ansættelsesområde, ved
overenskomstfornyelserne i foråret.
Det foreslås, at arbejdstidsnedsættelsen gennemføres med 1 time pr.
uge pr. 1. september 1988 og med yderligere 1 time pr. uge pr. 1.
september 1990. Arbejdstidsnedsættelsen pr. 1. september 1988
omfatter ansatte, hvis normale ugentlige arbejdstid på dette
tidspunkt er over 38 timer, og arbejdstidsnedsættelsen pr. 1.
september 1990 omfatter ansatte, hvis normale ugentlige arbejdstid
på dette tidspunkt er over 37 timer, medens ansatte med
arbejdstider på henholdsvis 38 og 37 timer og derunder efter
sædvanlig praksis ikke får nogen arbejdstidsnedsættelse.
Det foreslås, at der gives fuld kompensation for
arbejdstidsnedsættelsen, således at timelønninger forhøjes med
2,63 pct. pr. 1. september 1988 og 2,70 pct. pr. 1. september
1990, medens periodelønninger bevares uændrede.
Særligt for deltidsansatte, der er periodelønnede, betyder dette, at
deres løn stiger forholdsmæssigt med arbejdstidsnedsættelserne.
Til § 7
Bestemmelsen er en følge af Lov nr. 297 af 4. juni 1986 om bortfald
af automatisk regulering af arbejdsvederlag m.v. på grundlag af
reguleringspristallet.
Til § 8
Det foreslås, at der oprettes et paritetisk sammensat nævn for hvert
af de omhandlede overenskomstområder, der skal tage stilling til
udmøntningen af den for det pågældende område afsatte beløbsramme,
jf. § 3, stk. 2, og § 4.
Det foreslås, at der gives nævnene en frist til den 1. oktober 1987
til at træffe afgørelse om anvendelsen af de nævnte beløbsrammer.
Hvis afgørelse ikke har kunnet træffes inden denne dato, foreslås
det, at en udpeget opmand træffer afgørelsen.
Fremgangsmåden svarer til den ved forlængelseslovene i 1979 og 1985
anvendte.
Til § 9
Forslaget svarer til tilsvarende bestemmelser i tidligere love om
fornyelse eller forlængelse af overenskomster. Bestemmelsen
indebærer, at der i den periode, hvormed overenskomsterne fornys,
er den samme adgang - hverken videre eller snævrere - til at
iværksætte arbejdsstandsning, som hvis der havde været tale om en
på normal måde fornyet overenskomst.
Til § 10
Forslaget svarer til tilsvarende bestemmelser i tidligere love om
fornyelse eller forlængelse af overenskomster. Bestemmelsen
indebærer, at spørgsmål om overtrædelse eller fortolkning af de
fornyede overenskomster afgøres ved mægling, faglig voldgift eller
af Arbejdsretten efter de for overenskomstområdet gældende regler
herom.
Til § 12
Det er i overensstemmelse med praksis, at overenskomstfornyelser på
områder, hvor der er iværksat retmæssige arbejdsstandsninger
(frigørelseskonflikt), først får virkning fra det tidspunkt, hvor
arbejdsstandsningerne ophører.
Bilag
Opregning af de konkrete konsekvenser af en konflikt
ud over den 1. september på Datacentralen
På de væsentligste aktivitetsområder vil en konflikt ud over 1.
september medføre en række konsekvenser:
1. Toldområdet:
Direktoratet for Toldvæsenet oplyser,
at 20.000 virksomheder står uden oplysning om skyldig told og moms
på knap 4 mia. kr. pr. måned. Virksomhederne er gennem dagspressen
opfordret til at foretage frivillig indbetaling, men kontrol kan
ikke foretages,
at ca. 100.000 landbrugsvirksomheder ikke vil få meddelelse om
skyldige momsindbetalinger på 800 mio. kr., der skal betales
senest 20. september 1987,
at restanceindbetalinger gradvis går i stå, da det ikke er muligt at
udsende rykkermateriale. Der udsendes normal rykkere til 25.000
virksomheder pr. kvartal svarende til et beløb på 300 mio. kr.,
at renteberegninger omfattende 25 mio. kr. pr. måned vanskeliggøres
og muligvis ikke efterfølgende vil kunne gennemføres i fuldt
omfang,
at der sker en ophobning af 1,5-2 mio. ekspeditioner i import- og
eksportsystemerne, der vanskeliggør det efterfølgende
oprydningsarbejde,
at det ikke er realistisk i fuldt omfang at genetablere visse af
edb-systemerne.
2. Skatteområdet:
Statsskattedirektoratet oplyser,
at det ikke er muligt at udskrive årsopgørelser for 1986 for
3-400.000 skattepligtige. Der kan således ikke opkræves
restskatter eller udbetales overskydende skat. Den manglende
udbetaling omfatter bl.a. de personer, der i henhold til en
højesteretsdom skal have forhøjet deres personfradrag,
at opgørelser vedrørende særlig indkomstskat og tillægsskat, hvor 1.
rate forfalder den 1. september 1987, ikke kan udsendes,
at indregningen af restskatter under 5.000 kr. i næste års
forskudsopgørelser kan umuliggøres. Disse restskatter må derfor
opkræves ved særskilt skattebillet,
at udsendelsen af forskudsskemaer, skattekort og forskudsopgørelser
for 1988 forsinkes,
at skattereformaktiviteterne, der i forvejen kører efter en stram
tidsplan, kan blive vanskelige at gennemføre uden fejl.
3. Statens regnskaber m.v.:
Regnskabsdirektoratet oplyser,
at det næppe vil være muligt at afvikle de manglende løn- og
regnskabskørsler. Konsekvensen er en forringet økonomistyring i
statens institutioner.
4. Danmarks Statistik:
Danmarks Statistik oplyser,
at væsentlige dele af institutionens statistikproduktion ikke kan
gennemføres, herunder udenrigshandelsstatistikken.
5. Generelle administrative konsekvenser:
Mange tusinde medarbejdere, f.eks. knap 10.000 alene inden for
skatteadministrationen, er i deres arbejde afhængige af adgang til
edb-systemerne. På skatteområdet er der eksempelvis installeret
ca. 5.000 terminaler, og der udskrives ca. 2,5 mio blanketter og
behandles ca. 2 mio. teletransaktioner månedligt.
Konsekvensen af konflikten er væsentlige forsinkelser i
sagsbehandlingen, en mærkbart forringet betjening af skatteyderne
og risiko for likviditets- og rentetab.
6. De friholdte områder:
Fra den 11. august kan de friholdte opgaver inddrages i konflikten
til enhver tid med 14 dages varsel. Der er tale om edb-opgaver for
bl.a. politiet, forsvaret og Folketinget. Selv en meget kortvarig
arbejdsstandsning er ikke forsvarlig.