1986 LSF 252 FORSLAG TIL LOV OM FASTSÆTTELSE AF VILKÅR FOR SPECIALLÆGEHJÆLP M.V. EFTER LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198612K00252@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Speciallægehjælp efter lov om offentlig sygesikring ydes med de
ændringer, der følger af § 2, efter de overenskomster, som indtil
31. marts 1987 var gældende mellem Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Foreningen af Speciallæger, og som vedrører
1) øjenlægehjælp uden for Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør
kommuner,
2) ørelægehjælp uden for Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør
kommuner,
3) anden speciallægehjælp end øjen- og ørelægehjælp.
§ 2. Grundhonorarerne for de ydelser, der er omfattet af § 1,
fastsættes til de pr. 31. marts 1987 efter overenskomsterne
gældende beløb. Honorarerne reguleres i henhold til
overenskomsterne, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ved beregning af reguleringen af honorarernes
omkostningsandel tages udgangspunkt i reguleringspristallet for
juli 1987.
Stk. 3. Ved beregningen af reguleringen af honorarernes nettoandel
tages udgangspunkt i lønnen pr. 1. april 1987 for højere lønnede
tjenestemænd.
§ 3. Hvis realvæksten i sygesikringsudgifterne til praktiserende
speciallæger bliver større end 1 pct. pr. år i 1988 og 1989, skal
parterne tidligst muligt i 1989 og 1990 optage forhandlinger med
henblik på at gennemføre ændringer i overenskomsterne, der ophæver
den del af udgiftstigningen, der overstiger 1 pct., og som ikke
skyldes en tilførsel af nye opgaver til speciallægepraksis.
§ 4. De overenskomster, der er nævnt i § 1, kan af parterne tidligst
opsiges til ophør pr. 1. januar 1990.
Stk. 2. Indtil 1. januar 1990 kan de overenskomster, der er nævnt i §
1, og de vilkår, der er nævnt i § 3, ændres ved aftale mellem
parterne efter § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
§ 5. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 6. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 1093
§ 1. Speciallægehjælp efter lov om offentlig sygesikring ydes med de
ændringer, der følger af § 2, efter de overenskomster, som indtil
31. marts 1987 var gældende mellem Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Foreningen af Speciallæger, og som vedrører
1) øjenlægehjælp uden for Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør
kommuner,
2) ørelægehjælp uden for Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør
kommuner,
3) anden speciallægehjælp end øjen- og ørelægehjælp.
§ 2. Grundhonorarerne for de ydelser, der er omfattet af § 1,
fastsættes til de pr. 31. marts 1987 efter overenskomsterne
gældende beløb. Honorarerne reguleres i henhold til
overenskomsterne, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ved beregning af reguleringen af honorarernes
omkostningsandel tages udgangspunkt i reguleringspristallet for
juli 1987.
Stk. 3. Ved beregningen af reguleringen af honorarernes nettoandel
tages udgangspunkt i lønnen pr. 1. april 1987 for højere lønnede
tjenestemænd.
§ 3. Hvis realvæksten i sygesikringsudgifterne til praktiserende
speciallæger bliver større end 1 pct. pr. år i 1988 og 1989, skal
parterne tidligst muligt i 1989 og 1990 optage forhandlinger med
henblik på at gennemføre ændringer i overenskomsterne, der ophæver
den del af udgiftstigningen, der overstiger 1 pct., og som ikke
skyldes en tilførsel af nye opgaver til speciallægepraksis.
§ 4. De overenskomster, der er nævnt i § 1, kan af parterne tidligst
opsiges til ophør pr. 1. januar 1990.
Stk. 2. Indtil 1. januar 1990 kan de overenskomster, der er nævnt i §
1, og de vilkår, der er nævnt i § 3, ændres ved aftale mellem
parterne efter § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
§ 5. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 6. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Med lovforslaget bringes konflikten mellem den offentlige sygesikring
og Foreningen af Speciallæger (FAS) om vilkårene for
speciallægehjælp efter sygesikringsloven til ophør.
Lovforslaget omfatter overenskomster vedrørende
- øjenlægehjælp uden for Københavns, Frederiksberg, Dragør og Tårnby
kommuner,
- ørelægehjælp uden for Københavns, Frederiksberg, Dragør og Tårnby
kommuner,
- anden speciallægehjælp end øjen- og ørelægehjælp.
2. Baggrunden for lovforslaget
Efter langvarige forhandlinger mellem Sygesikringens
Forhandlingsudvalg (SFU) og Foreningen af Speciallæger (FAS) om
fornyelse af vilkårene for speciallægehjælp efter
sygesikringsloven måtte det den 25. marts 1987 konstateres, at det
ikke var muligt at opnå et forhandlingsresultat. Overenskomsterne
vedrørende øjen- og ørelægehjælp uden for Københavns,
Frederiksberg, Dragør og Tårnby kommuner samt anden
speciallægehjælp end øjen- og ørelægehjælp bortfaldt herefter med
virkning pr. 1. april 1987.
Den afgørende årsag til forhandlingssammenbruddet var, at FAS ikke
ville acceptere en økonomisk rammestyring af
sygesikringsudgifterne til speciallægehjælp.
Efter § 12, stk. 3, i lov om offentlig sygesikring fastsætter
indenrigsministeren i tilfælde, hvor der ikke foreligger en
godkendt overenskomst om bl.a. lægehjælp efter sygesikringsloven,
nærmere regler om tilskud fra den offentlige sygesikring.
Ved fastsættelsen af de gældende tilskud til speciallægehjælp, jf.
bekendtgørelse nr. 148 af 27. marts 1987, tog Indenrigsministeriet
udgangspunkt i de honorarer, som speciallægerne pr. 31. marts
1987 efter overenskomsterne fik udbetalt fra sygesikringen, samt i
de i overenskomsterne indeholdte ydelsesbeskrivelser.
Efter at overenskomsterne er bortfaldet, er speciallægerne ikke
længere bundet af de honorarer, der er fastsat i overenskomsterne.
Speciallægerne kan derfor frit inden for rammerne af monopol- og
prislovgivningen fastsætte deres honorarer med den virkning, at
patienterne selv må bære den del af honoraret, der overstiger
sygesikringstilskuddet.
På grundlag af en undersøgelse af honorardannelsen hos
speciallægerne, som viste betydelige honorarstigninger, fastsatte
Monopoltilsynet med virkning fra den 19. juni 1987, at
speciallægernes honorarer ikke måtte overskride tilskuddet fra
sygesikringen med mere end 10 pct.
Lovforslaget vil medføre, at patienternes egenbetaling vil bortfalde,
således at sygesikringslovens forudsætning om vederlagsfri
speciallægehjælp til gruppe 1-sikrede igen kan opfyldes.
FAS og Provinsøjenlægernes Organisation har med skrivelse af 17.
august 1987 meddelt, at foreningerne med virkning fra denne dato
har pålagt provinsøjenlægerne at anvende nye regler for
beskrivelse og honorering af øjenlægeydelser. Disse nye regler er
ensidigt fastsat af foreningerne uden forudgående forhandlinger
med den offentlige sygesikring.
Monopoltilsynet har med skrivelse af 17. august 1987 anmodet FAS om
at dokumentere, at øjenlægerne ved anvendelsen af den nye
ydelsesliste ikke overtræder tilsynets bekendtgørelse for takster
for speciallægehjælp til nogen ydelser.
Monopoltilsynet afviser ikke, at tilskudsbeløb kan ændres, men
tilsynet fastholder indtil videre den gældende bekendtgørelse med
den foreliggende ydelsesdifferentiering og takststruktur.
En umiddelbar konsekvens af at følge foreningernes oplæg vil være, at
en række øjenlægeydelser ikke er tilskudsberettigede efter de
gældende regler.
Efter regeringens opfattelse er det ikke acceptabelt, at
speciallægerne ensidigt fastsætter de ydelser, der skal omfattes
af sygesikringsloven. For det første er det allerede i lov om
offentlig sygesikring klart præciseret, at hovedreglen er, at
vilkårene for ydelser efter loven, herunder også afgrænsningen af
de af loven omfattede ydelser, er et forhandlingsanliggende, jf.
lovens § 12, stk. 1, og § 26, stk. 2. For det andet er det af
væsentlig betydning for amtskommunernes muligheder for
tilrettelæggelse og samordning af det samlede sundhedsmæssige
tilbud til befolkningen, at der fra det offentliges side kan øves
afgørende indflydelse på, hvilke ydelser der skal tilbydes i
speciallægepraksis.
Ved udformningen af lovforslagets bestemmelser om speciallægernes
honorarer har regeringen taget udgangspunkt i dels de pr. 31.
marts 1987 gældende honorarer, dels i bestemmelser i lov nr. 124
af 31. marts 1985 om forlængelse af overenskomster m.v. inden for
den offentlige sygesikring. Efter denne lov måtte realvæksten i
sygesikringsudgifterne til bl.a. speciallægehjælp ikke overstige 1
pct. pr. år i 1985 og 1986. Hvis dette blev tilfældet, skulle
»parterne tidligst muligt i 1986 og 1987 optage forhandlinger med
henblik på at gennemføre ændringer i overenskomsterne, der ophæver
den del af udgiftsstigningen, der overstiger 1 pct., og som ikke
skyldes tilførsel af nye opgaver til det pågældende
overenskomstområde.«
SFU har opgjort overskridelserne af den nævnte realvækstramme til
22,8 mill. kr. i 1985 og 46,2 mill. kr. i 1986. Der er ikke, som
forudsat i loven, indgået aftaler om udgiftsdæmpende
foranstaltninger.
Med det foreliggende lovforslag fastsættes de nye grundhonorarer for
speciallægeydelser efter sygesikringsloven til det niveau, som
efter overenskomsterne var gældende pr. 31. marts 1987.
Honorarerne reguleres første gang pr. 1. oktober 1987. Ved at
undlade indregning af den honorarregulering, som efter
overenskomsterne skulle have fundet sted pr. 1. april 1987, opnås
i det væsentligste en neutralisering af den overskridelse af den
lovbestemte realvækstramme, som er konstateret for 1986.
Øjen- og ørelægehjælp i Københavns, Frederiksberg, Dragør og Tårnby
kommuner samt fysiurgi i Københavns og Frederiksberg kommuner er
ikke omfattet af den løbende konflikt på speciallægeområdet, og
der er i forbindelse med indgåelsen af en ny overenskomstaftale om
almen lægehjælp i de nævnte kommuner indgået aftale om
tilrettelæggelsen af de nævnte speciallægeydelser i de fire
kommuner. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Der henvises til de almindelige bemærkninger. Til § 2
Honorarerne for de ydelser, der omfattes af de i lovforslagets § 1
nævnte overenskomster, består af et grundhonorar og et
reguleringstillæg. I henhold til overenskomsterne reguleres
grundhonorarerne halvårligt pr. 1. april og 1. oktober i henhold
til, dels udviklingen i reguleringspristallet, dels lønudviklingen
for højere lønnede tjenestemænd.
Omkostningsandelen (25 pct. af honorarerne) reguleres for hver fulde
3 points udsving i reguleringspristallet med et beregnet antal
procentpoint.
I stk. 2 er det fastsat, at der ved beregningen af dette antal
procentpoint tages udgangspunkt i reguleringspristallet for juli
1987.
Nettoandelen (75 pct. af honorarerne) reguleres efter
overenskomsterne for hver 1.000 kr.s ændring (og tilsvarende for
dele af 1.000 kr.) med et beregnet antal procentpoint. I stk. 3 er
det fastsat, at der ved beregningen af dette antal procentpoint
tages udgangspunkt i lønnen pr. 1. april 1987 for højere lønnede
tjenestemænd (lønramme 36, skalatrin 49 ifølge overenskomsterne).
Til § 3
Bestemmelsen skal sikre, at realvæksten på speciallægeområdet i de
kommende to år ikke overstiger 1 pct. pr. år, medmindre
udgiftsudviklingen skyldes tilførsel af nye opgaver til
speciallægepraksis.
Ved beregningen af, om den i § 3 fastsatte realvækstramme er
overskredet, korrigeres for:
- pris- og lønudviklingen,
- planlagte tilførsler af nye opgaver til speciallægepraksis
besluttet af amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner
eller af overenskomstparterne eller af Indenrigsministeriet,
- demografisk betingede udgiftsstigninger svarende til 1/4 pct.
årligt,
- merudgifter som følge af nettoforøgelser af antallet af
speciallæger, der er besluttet af amtskommunerne, Københavns og
Frederiksberg kommuner,
- merudgifter som følge af ændringer i praksisformer, der er
besluttet af amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner.
Ved beregningen af realvæksten for 1988 tages udgangspunkt i de
gennemsnitlige udgifter til speciallægehjælp for 1986 og 1987.
Realvæksten opgøres særskilt for de enkelte specialer, således at
eventuelle nødvendige udgiftsdæmpende initiativer kan iværksættes
på de områder, hvor der konstateres en overskridelse af
realvækstrammen på 1 pct. Til § 4
Med bestemmelsen i § 4 ønsker regeringen klart at tilkendegive, at
der uanset den foreslåede forlængelse af overenskomsterne lægges
op til, at overenskomstparterne kan forhandle om fornyelser og
moderniseringer af ydelsesstrukturen på de enkelte
overenskomstområder, i det omfang den faglige udvikling m.v. måtte
medføre et ønske og behov herfor.
Opsigelse af overenskomsterne til ophør tidligst pr. 1. januar 1990
skal ske med overenskomsternes opsigelsesvarsel, der som
hovedregel er 3 måneder.