1986 BSF 2 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ARBEJDSMARKEDSPENSION
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00002@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at
fremsætte lovforslag om en generel arbejdsmarkedspension efter
følgende principper:
1. Der gennemføres med virkning fra 1. januar 1988 følgende
forbedringer af ATP:
1a. En højere arbejdsmarkedstillægspension (ATP) med en særlig
begunstigelse for dem, der er over 55 år. Merudgiften dækkes
gennem en fordobling af de nuværende ATP-bidrag.
1b. En ligestilling mellem arbejdere og funktionærer ved
indbetaling af bidrag under ferie, sygdom og barsel.
1c. En sikring af pensionsoptjening under ledighed ved indbetaling
af bidrag via A-kassesystemet.
1d. Fastholdelse af pensionsdækningen ved en årlig
løntalsregulering af bidragene.
2. Der iværksættes med virkning fra 1. januar 1989 en generel
arbejdsmarkedspension for alle lønmodtagere mellem 16 og 67 år med
følgende indhold:
2a. En alderspension fra det fyldte 67. år.
En invalidepension.
En børnepension i tilfælde af dødsfald.
En ægtefælle-/ samleverpension i tilfælde af dødsfald.
2b. Personkredsen omfatter alle lønmodtagere, hvortil der
indbetales bidrag til ATP-ordningen, forudsat at de ikke allerede
er omfattet af en arbejdsmarkedspensionsordning af mindst samme
omfang.
2c. Pensionsordningen finansieres gennem et arbejdsgiverbidrag og
et lønmodtagerbidrag, der over en 10-årig periode gradvis forøges
fra henholdsvis 0,6 pct. og 0,3 pct. til henholdsvis 6 pct. og 3
pct. af den samlede lønsum.
2d. Der sikres pensionsoptjening under ledighed ved indbetaling af
bidrag via A-kassesystemet.
2e. Der sikres pensionsoptjening under sygdom og barsel.
2f. Ved beregning af alders-, invalide-, børne- og ægtefælle-/
samleverpension anvendes et beregningsgrundlag, der ikke skelner
mellem forskelle i mænds og kvinders invaliditet og
dødelighedshyppighed inden for de forskellige aldersgrupper.
Arbejdsmarkedspensionen opbygges i øvrigt efter sædvanlige
forsikringsmæssige principper.
2g. Arbejdsmarkedspensionen etableres som en selvstændig
pensionsordning (pensionskasse) med repræsentantskab, bestyrelse
og direktion. Repræsentantskab og bestyrelse sammensættes sådan,
at repræsentanterne for de af ordningen omfattede lønmodtagere har
flertal i begge forsamlinger. Administrationen af
arbejdsmarkedspensionen varetages af ATP.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger til arbejdsmarkeds
pensionen
Det nuværende pensionssystem er et blandingssystem, hvor
folkepensionen for langt de fleste spiller den helt afgørende
rolle. Ud over den generelle overbygning for lønmodtagere med
ATP-ordningen findes en række individuelle og kollektive
arbejdsmarkedspensionsordninger, baseret på aftaler mellem ansatte
og deres arbejdsgiver, som supplerer folkepensionen.
Ca. 1/3 af samtlige lønmodtagere er i dag omfattet af en
arbejdsmarkedspensionsordning i deres ansættelsesforhold. Foruden
tjenestemandsansatte er det fortrinsvis funktionærer, både i den
offentlige og i den private sektor - for sidstnævntes vedkommende
for en væsentlig del bedrelønnede funktionærer uden for
LO-området.
Selv om arbejdsmarkedspensionsordninger ikke er nogen ny foreteelse,
kan det konstateres, at der gennem de seneste 15-20 år har været
tale om en betydelig stigning i antallet af ordninger og dermed
også lønmodtagere med denne form for tryghed i alderdommen.
Konsekvensen af denne udvikling er, at der herigennem vil blive skabt
grundlag for voksende uligheder i alderdommen. En meget betydelig
del af de nuværende lønmodtagere vil kunne se frem til en
alderdomstryghed på et væsentligt højere niveau, end hvad der er
tilfældet for lønmodtagere, der alene er berettigede til
folkepension og ATP.
Uanset at der uden en arbejdsmarkedspensionsreform må forventes en
fortsat vækst i antallet af frivillige
arbejdsmarkedspensionsordninger, vil der stadig være mange
lønmodtagere, som vil stå tilbage uden anden form for tryghed i
alderdommen end folkepension og ATP.
Det er imidlertid ikke kun denne ulighed, der nødvendiggør forslaget
om en arbejdsmarkedspensionsreform. Det er tvivlsomt, om en
satsning alene på forbedring af folkepensionen vil være i stand
til at imødekomme de nuværende lønmodtageres forventninger til den
økonomiske tryghed i alderdommen. F.eks. kan det blive vanskeligt
at opnå politisk tilslutning til at øge skattetrykket i fornødent
omfang - ikke mindst i betragtning af, at folkepensionisternes
andel af befolkningen vil vokse meget betydeligt på den anden side
af år 2000, og det alene vil kræve en meget væsentlig forøgelse af
ressourcerne.
Der er derfor klart behov for at gå nye veje i bestræbelserne på at
løse de mere langsigtede pensionsproblemer, således som det for år
tilbage er sket i de andre nordiske lande.
Der er derfor behov for en arbejdsmarkedspensionsreform baseret på
solidariske principper. Reformen bør indeholde en mærkbar
forbedring af ATP-ordningen og en ny arbejdsmarkedspension for de
lønmodtagere, der i dag er uden anden økonomisk sikkerhed i
alderdommen end folkepensionen og ATP.
Gennem arbejdsmarkedspensionsreformen og forbedring og omlægning af
folkepensionen tilstræbes en samlet pension, som for de
lavestlønnede på arbejdsmarkedet vil nærme sig fuld dækning.
For højere lønnede vil pensionsdækningen være lavere, bl.a. som følge
af den gradvise omlægning af folkepensionen. Men for alle grupper
bliver der tale om en rimelig og socialt forsvarlig
pensionssikring.
Forslagene til forbedring af ATP-ordningen skal ses i lyset af de
åbenbare svagheder, som ordningen har i dag, og det forhold, at
bidragene siden ordningens start i 1964 ikke er blevet reguleret i
takt med lønudviklingen.
Socialdemokratiet finder derfor, at der er behov for en forbedring af
ordningen, gennemført ved lov, idet man lægger afgørende vægt på,
at ATP-ordningen bibeholdes, bl.a. som følge af de
fordelingsprincipper, som ligger til grund for
pensionsoptjeningen.
Som 2. del af arbejdsmarkedspensionsreformen foreslår
socialdemokratiet en lovbaseret arbejdsmarkedspension for alle
lønmodtagere, der ikke er tilknyttet en eksisterende
arbejdsmarkedspensionsordning.
Den ny ordning foreslås opbygget som en indtægtsbestemt
tillægspension, baseret på forsikringsmæssige principper, som det
er tilfældet i de eksisterende arbejdsmarkedspensionsordninger.
Forslaget om også at gennemføre denne udbygning af pensionssystemet
via lovgivning er udtryk for en erkendelse af vanskelighederne ved
at sikre samtlige lønmodtagere en rimelig tillægspension gennem
aftaler på arbejdsmarkedet.
Udviklingen gennem de seneste 15-20 år har vist, at nye
arbejdsmarkedspensionsordninger først og fremmest er oprettet
inden for den offentlige sektor og i mere begrænset omfang inden
for funktionærgrupper på det private arbejdsmarked. En udbygning
af arbejdsmarkedspensionssystemet gennem aftaler vil i praksis
blive yderst vanskelig. Det gælder især for grupper af
lønmodtagere inden for mindre og svagt organiserede
overenskomstområder. Dertil kommer, at ulighederne i
pensionsrettighederne vil påvirke mobiliteten på arbejdsmarkedet i
negativ retning.
I øvrigt henledes opmærksomheden på, at de
arbejdsmarkedspensionsordninger, som i 60erne blev opbygget i de
andre nordiske lande, også blev gennemført ved lovgivning og
således kom til at omfatte samtlige lønmodtagere.
Uanset at arbejdsmarkedspensionsreformen foreslås gennemført ved
lovgivning, finder socialdemokratiet det naturligt og nødvendigt
at inddrage arbejdsmarkedets parter i drøftelserne om en
lovgivning på området og dennes konsekvenser for kommende
overenskomstforhandlinger. Rigtigt tilrettelagt - via en bevidst
prioritering og samordning - vil det inden for en kort årrække
være muligt at gennemføre arbejdsmarkedspensionsreformen og
samtidig tilgodese andre af lønmodtagerne prioriterede krav i
forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
Forslaget er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret
1985-86 fremsat beslutningsforslag (se Folketingstidende 1985-86,
forhandlingerne sp. 11667 og tillæg A sp. 6321).
Vedrørende forbedring af ATP-ordningen
Ordningen foreslås iværksat med virkning fra 1. januar 1988, hvor der
gennemføres en fordobling af de hidtidige arbejdsgiver- og
lønmodtagerbidrag. Herefter forhøjes bidragene hvert år i takt med
den gennemsnitlige lønudvikling. De omkostningsmæssige
konsekvenser af en fordobling af arbejdsgiver- og
lønmodtagerbidragene i ATP-ordningen anslås til ca. 0,7 pct.,
hvoraf arbejdsgiverne skal bære 2/3, dvs. ca. 0,5 pct.
I tilknytning til fordoblingen af bidragene etableres en
overgangsordning, baseret på en særlig anciennitetsskala, som
tilgodeser de årgange på arbejdsmarkedet, der vil overgå til
pension inden for de nærmeste 10-12 år.
Ligestilling mellem funktionærer og arbejdere gennemføres ved, at der
sikres samme pensionsoptjening under ferie og sygdom.
ATP-ordningen ændres endvidere, så lønmodtagere sikres mod, at
længere ledighedsperioder fører til en urimelig forringelse af
pensionsvilkårene. Til dette formål etableres en særlig
finansieringsordning, tilknyttet A-kassesystemet, gennem en
forhøjelse af medlems-, arbejdsgiver- og statslige bidrag.
Vedrørende den generelle arbejdsmarkedspension
Den generelle arbejdsmarkedspensionsordning foreslås iværksat med
ikrafttræden 1. januar 1989.
Den foreslåede arbejdsmarkedspensionsordning sikrer ret til en
alderspension fra det fyldte 67. år. Samtidig sikres en
invalidepension i tilfælde af indtruffen invaliditet, tilkendt og
udmålt efter samme regler, som gælder for tjenestemænd i dag.
Endvidere indføres en børnepension, i tilfælde af dødsfald, til
egne børn under 21 år som en løbende ydelse, svarende til 25 pct.
af den beregnede samlede pension. Endelig indføres en ægtefælle-/
samleverpension i form af en kapitalpension, svarende til afdødes
årsløn, til den efterlevende ved dødsfald indtrådt før det 67. år
- og fra det 67. år valgmulighed mellem egenpension og
ægtefællepension.
For lønmodtagere, der 1. januar 1989 er fyldt 55 år, udbetales
alderspensionen som en engangsydelse ved det 67. år.
Personkredsen omfatter lønmodtagere, der obligatorisk indbetaler
bidrag til ATP-ordningen, dvs. som hovedregel lønmodtagere mellem
16 og 67 år med gennemsnitligt 10 timers ugentlig beskæftigelse.
Desuden vil arbejdsløshedsforsikrede ledige være omfattet.
Undtaget er dog lønmodtagere, der er omfattet af en allerede
eksisterende helt eller delvis arbejdsgiverfinansieret
arbejdsmarkedspensionsordning. Det er dog en forudsætning, at den
samlede bidragsprocent eller tilskudsprocent mindst svarer til den
til enhver tid gældende bidragsprocent i den generelle
arbejdsmarkedspensionsordning. Samtidig forudsættes, at
arbejdsgiverens andel, som et minimum, modsvarer
arbejdsgiverprocenten i den generelle
arbejdsmarkedspensionsordning. Hvor ovenstående ikke er tilfældet,
forpligtes arbejdsgivere og lønmodtagere til at foretage
indbetaling til den generelle ordning modsvarende forskellen.
Fordelingen af bidrag på arbejdsgivere og lønmodtagere bestemmes
af bidragsfordelingen i den allerede eksisterende ordning.
For lønmodtagere, der på et senere tidspunkt måtte blive beskæftiget
inden for overenskomstområder omfattet af en eksisterende
arbejdsmarkedspensionsordning, ophører bidragsbetalingen til den
generelle ordning fra dette tidspunkt. Det forudsættes dog, at man
bliver omfattet af den allerede eksisterende ordning inden for
overenskomstområdet, og at denne opfylder de ovenfor anførte krav.
Den hidtil optjente pension i den generelle ordning forbliver i
denne, og tilhørsforholdet får derefter karakter af hvilende
medlemskab.
Arbejdsgiver- og lønmodtagerbidragene i ordningen fastsættes til
henholdsvis 0,6 pct. og 0,3 pct. pr. 1. januar 1989. Over en
10-årig periode forøges de procentvise arbejdsgiver- og
lønmodtagerbidrag gradvis til henholdsvis 6 pct. og 3 pct. Den
årlige forhøjelse fastsættes til 0,6 pct. for arbejdsgiverbidraget
og 0,3 pct. for lønmodtagerbidraget.
Arbejdsgiver- og lønmodtagerbidraget beregnes for hver
lønningsperiode af den samlede løn, inklusive bl.a.
overarbejdstillæg, genetillæg, søgnehelligdagstillæg og feriepenge
samt sygedagpenge fra arbejdsgiveren.
Med henblik på at sikre pensionsoptjeningen under
arbejdsløshedsperioder gennemføres ligeledes med virkning fra 1.
januar 1989 og med udgangspunkt i den samlede bidragsprocent en
gradvis forhøjelse af medlems-, arbejdsgiver- og statslige bidrag
til arbejdsløshedsforsikringsordningen.
Provenuet anvendes til betaling af pensionsbidrag til den generelle
arbejdsmarkedspensionsordning for arbejdsløshedsforsikrede
lønmodtagere, der rammes af arbejdsløshed. Det overførte
pensionsbidrag fastlægges på grundlag af den maksimale
dagpengesats og den til enhver tid gældende samlede bidragsprocent
til den generelle arbejdsmarkedspensionsordning. De til den
arbejdsløshedsforsikrede udbetalte dagpenge påvirkes ikke af
ordningen.
Også arbejdsløshedsforsikrede lønmodtagere under de allerede
eksisterende arbejdsmarkedspensionsordninger omfattes af denne
særlige ordning.
Under sygdom eller barselorlov, hvor der udbetales dagpenge fra det
offentlige, indbetales på tilsvarende vis som under arbejdsløshed
pensionsbidrag fra de offentlige myndigheder, baseret på den
samlede bidragsprocent og den maksimale dagpengesats.
Ved beregning af alders-, invalide- og børnepension anvendes et
beregningsgrundlag, som ikke sondrer mellem forskelle i mænds og
kvinders invaliditets- og dødelighedshyppighed inden for
forskellige aldersgrupper.
Arbejdsmarkedspensionsordningen opbygges i øvrigt efter sædvanlige
forsikringsmæssige principper med en grundpension og bonuspension
og som en tarifordning. De udbetalte pensionsydelser bestemmes
således til enhver tid af de indbetalte bidrag under hensyn til de
igennem lovgivningen fastsatte forsikringselementer, rente- og
lønudvikling samt administrationsomkostninger.
Den generelle arbejdsmarkedspensionsordning etableres som en
selvstændig ordning med repræsentantskab, bestyrelse og direktion.
Repræsentantskab og bestyrelse sammensættes sådan, at
repræsentanterne for de af ordningen omfattede lønmodtagere har
flertal i begge forsamlinger.
Ordningens administration varetages i øvrigt af ATP. Pensionskasser
og livsforsikringsvirksomheder samt statslige og kommunale
myndigheder pålægges at tilføre ATP de nødvendige oplysninger,
således at ATP kan administrere den foreslåede friholdelse af de
lønmodtagere, som er omfattet af en allerede eksisterende
arbejdsmarkedspensionsordning.
Om socialindkomsten
Efter indførelsen af realrenteafgiften på afkast af pensionsopsparing
og af de nye regler for personlig indkomstbeskatning mener
Socialdemokratiet, at der bør ske en ændring i socialindkomsten,
så personer med opsparing m.v. til pensionsordninger stilles
forholdsvis bedre end nu i relation til de ydelser, der er
afhængige af socialindkomsten. Socialdemokratiet ønsker en
socialindkomst, der beregnes som summen af personlig indkomst,
eventuel positiv nettokapitalindkomst og et formuetillæg. Det
betyder, i relation til pensionsordninger, to lempelser.
For det første vil hverken lønmodtager- eller arbejdsgiverbidrag
vedrørende pension længere skulle indregnes i socialindkomsten, og
der skal heller ikke gives et tilsvarende tillæg for
tjenestemandspensionsret.
For det andet skal samordningsfradrag ikke længere tillægges
tjenestemandspensionisters socialindkomst.