1986 BSF 6 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DEN PRAKTISKE GENNEMFØRELSE AF FLYGTNINGEPOLITIKKEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00006@1988-05-21/da
Indhold
Idet Folketinget erkender, at den danske andel af det globale
flygtningeproblem til stadighed svarer til 6.000-8.000 flygtninge
årligt, pålægger Folketinget regeringen
1) at etablere en permanent kapacitet af forsvarlig standard til
modtagelse af 10.000 asylansøgere årligt, idet der tages højde for
de erfaringsmæssige udsving i flygtningestrømmen, og idet der
påregnes en gennemsnitlig opholdsvarighed på 2 måneder for
asylansøgere i modtagelsescentrene,
2) at udbygge kapaciteten vedrørende behandlingen af asylansøgere
således, at Direktoratet for Udlændinge almindeligvis kan afslutte
sin behandling af ansøgningen senest en måned efter dens
fremsættelse og en eventuel behandling i Flygtningenævnet
almindeligvis kan være afsluttet senest 3 måneder efter
ansøgningens fremsættelse,
3) at udbygge kapaciteten vedrørende integrationsprogrammerne
således, at det bliver muligt på forsvarlig vis at integrere det
antal flygtninge, som fremgår af ovenstående.
For at gøre det muligt inden for overskuelig tid at nå frem til
behandlingstider for asylansøgninger svarende til det ovenfor i
nummer 1) og 2) beskrevne, pålægger Folketinget regeringen
4) at afvikle den nuværende ansøgningspukkel derved, at Direktoratet
for Udlændinge meddeler opholdstilladelse efter udlændingelovens §
7 til alle, hvis ansøgning er mere end 3 måneder gammel, medmindre
ansøgningen kan anses for åbenbart grundløs, i hvilket tilfælde
den snarest behandles af Flygtningenævnet efter de regler, der
allerede gælder herfor.
På basis af erfaringerne med den hidtidige ansøgningsprocedure
henstiller Folketinget til regeringen,
5) at vejledningen i forbindelse med asylansøgning koncentreres om at
oplyse ansøgere om de generelle betingelser for at opnå
flygtningestatus i Danmark,
6) at ansøgningsskemaet, som asylansøgeren skal udfylde straks ved
ankomsten, begrænses til de to spørgsmål, som er afgørende for
vurderingen af ansøgningen, nemlig a) den konkrete, personlige
forfølgelse eller risiko, ansøgeren har været eller er udsat for
og b) spørgsmålet, om ansøgeren har søgt asyl i andre lande, mens
de øvrige spørgsmål i det nuværende skema udsættes, til ansøgeren
har haft lejlighed til at hvile ud,
7) at den nærmere udspørgen af ansøgeren foretages af dertil særligt
uddannet personale under Direktoratet for Udlændinge til afløsning
af de politifolk, som hidtil har forestået disse afhøringer.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Generelt
De sidste to års flygtningsindtag har givet anledning til en lang
række praktiske problemer og til en uhyggelig polarisering i
befolkningen. Igen og igen er der opstået akutte paniksituationer,
når indtaget en enkelt weekend eller gennem flere uger har været
særlig stort.
Regeringens svar herpå har været utrolig kortsynede. En aftale med
DDR fik det forudsigelige resultat, at den del af problemet blev
eksporteret til Vesttyskland. Vesttysklands forståelige og
beskedne modtræk blev af den danske regering mødt med irritation
og forargelse og gav anledning til, at der blev oprettet
modtagecentre ved grænsen med henblik på tilbagesendelse af
personer, der allerede havde søgt asyl i Vesttyskland. Resultatet
har være mikroskopisk af den simple grund, at de danske
beskyldninger mod Vesttyskland var vildt overdrevne.
Trods alle forsøg på at give »sorteper« videre, finder
flygtningestrømmen stadig i en vis udstrækning vej til Danmark. En
grundlæggende vanskelighed for løsningen af dette problem er, at
det stadig betragtes som akut, som noget midlertidigt. Derfor
gøres der ikke egentlige forsøg på at nå frem til varige
løsninger. Der oprettes mere og mere interimistiske modtagecentre,
og det kniber at få kommunerne til at medvirke.
Den panikagtige måde at behandle problemet på har givet næring til en
meget negativ holdning i en del af befolkningen. Regeringens
optræden og udtalelser har dannet grobund for den opfattelse, at
Danmark er mere åbent for flygtninge end alle andre lande, at vi
allerede nu har så rigelig »vores part« af verdens flygtninge, og
til argumenter af typen: »Vi kan jo alligevel ikke løse hele
verdens flygtningeproblem«.
Danmarks andel af problemet
Selvfølgelig kan Danmark ikke løse hele verdens flygtningeproblem.
Men i stedet for at geråde i panik over 400 asylansøgere på en
weekend eller 2.000 på en måned kunne vi i det mindste tage
udgangpunkt i spørgsmålet: hvad er vores andel af det globale
flygtningeproblem, og derefter gøre op med os selv: er vi parat
til at tage vores andel?
Det er netop udgangspunktet for nærværende beslutningsforslag. I hele
efterkrigsperioden har den gennemsnitlige globale flygtningestrøm
med et rundt tal været 1 mill. flygtninge årligt. En stor del af
dem er aldrig kommet længere end til flygtningelejre, fortrinsvis
under FNs flygtningehøjkommissariat, hvor der nu befinder sig
omkring 15 mill. flygtninge, og hvor millioner af unge aldrig har
kendt andet liv end flygtningelejrens.
Det skyldes bl.a., at Danmark aldrig har været villig til at påtage
sig sin del af problemet.
Hvis det globale flygtningeproblem skal fordeles og løses, så er det
selvsagt ikke realistisk at fordele det ligeligt mellem det rige
mindretal og det fattige, hungerramte flertal af verdens
befolkning. Problemet må fordeles på og løses af den bedst
stillede tredjedel eller fjerdedel af os.
Herved bliver Danmarks andel 5.000-6.000 flygtninge årligt, hvis vi
blot skal følge med. Hvis vi også vil tage fat på de millioner,
som er opsamlet i flygtningelejre gennem mange år som følge af
bl.a. Danmarks manglende vilje til at vedkende sig sin del af
problemet, bliver tallet noget større.
Igennem mange år var den danske kvote på 250 flygtninge årlig. Først
i de seneste år blev den gradvis presset op i nærheden af 500, og
der lå den, indtil den nuværende flygtningestrøm begyndte i
1984-85. Denne strøm, som giver anledning til så megen panik, er
vel at mærke i god talmæssig overensstemmelse med den danske andel
af det globale flygtningeproblem, hverken mere eller mindre. Det
grundlæggende i beslutningsforslaget er at vedkende sig og
indrette sig på denne andel, så den ikke ustandselig giver
anledning til panik, til interimistiske løsninger eller til myter
om, at »vi forsøger at løse hele verdens flygtningeproblem«.
Til nr. 1
Ud fra den hidtidige afvisningsprocent vil de nævnte 10.000
asylansøgere svare til de 6.000-8.000 flygtninge, der omtales i
indledningen til forslaget.
Med en gennemsnitlig opholdsvarighed på 2 måneder i
modtagelsescentrene (om forudsætningerne herfor, se bemærkningerne
til nummer 2) vil det kun kræve en kapacitet på under 2.000
pladser, altså mindre end det hidtidige behov i
spidsbelastningssituationer. Dette burde kunne gennemføres med
forsvarlig standard.
Til nr. 2
Den forudsatte udbygning er i virkeligheden yderst beskeden, hvis
først vi kommer af med den pukkel af sager, som har hobet sig op,
jfr. nummer 4. I det sidste års tid har sagsbehandlingen i
direktoratet såvel som i Flygtningenævnet nogenlunde holdt trit
med tilgangen af sager, men ikke været i stand til at æde sig ind
på puklen. Dette antyder, at der ikke vil være behov for
kapacitetsudvidelse af betydning, bortset fra den midlertidige
udvidelse, der skal til for at afvikle puklen, og som er
forholdsvis begrænset, hvis puklen afvikles som foreslået i nummer
4.
Dog skal der nok tages højde for, at man også ved sagsbehandligen i
direktoratet og i Flygtningenævnet hidtil har forudsat, at
arbejdet i det nuværende omfang er et midlertidigt problem, mens
beslutningsforslagets grundide er, at man indretter sig på
permanent at kunne klare et arbejde af det nuværende omfang.
Til nr. 3
Det er af afgørende betydning på lidt længere sigt, at
integrationsprogrammerne fungerer. På dette punkt vil der blive
stillet særligt store krav i en overgangsperiode, hvis puklen skal
afvikles på relativt kort tid som foreslået i nummer 4. Den
ekstra kapacitet, som det vil kræve, skal ikke nødvendigvis
betragtes som midlertidig. Der er tværtimod god grund til at
betragte integrationsprogrammerne som lige så ønskelige i
forbindelse med senere familiesammenføringer, det være sig til
flygtninge eller til tidligere invandrere, som i forbindelse med
egentlige flygtninge. Men det er et selvstændigt spørgsmål, som
ligger uden for dette forslags rammer.
Til nr. 4
Den nuværende kapacitet ved sagsbehandlingen i direktoratet og i
Flygtningenævnet svarer som sagt nogenlunde til det antal
asylansøgninger, der har kunnet registreres i det seneste års tid.
De tidsfrister for sagsbehandlingen, der er opstillet i nummer 2,
vil derfor isoleret betragtet uden videre kunne overholdes. Men så
længe der eksisterer en pukkel af ubehandlede ansøgninger, som for
nuværende andrager 3.000-4.000 sager for direktoratet og ca. 1.300
sager for nævnet, vil sagsbehandlingen i al fremtid tage
gennemsnitlig omkring et år, hvis ikke puklen afvikles.
Den lange sagsbehandlingstid er belastende og uønsket både for
asylansøgerne, for de involverede instanser og for samfundet som
helhed. Udover den menneskelige belastning medfører den også et
unødigt højt krav til kapaciteten i modtagelsescentrene, som med
samme gennemstrømningshastighed kunne bringes ned på omkring en
sjettedel, hvis puklen var afviklet og behandlingstiderne derved
bragt ned svarende til forslagets nummer 2.
En afvikling af puklen er og bliver således nøglen til en fremtidig
hurtig sagsbehandling uden flaskehalsproblemer og
paniksituationer.
Der har været ideer fremme om afvikling af puklen ved en midlertidig
kraftig begrænsning af tilgangen af asylansøgere, f.eks. ved krav
om visum eller lignende. Helt bortset fra vanskelighederne ved at
praktisere et sådant flygtningestop, uden at det i nogle tilfælde
fører til hjemsendelse til forfølgelse eller henrettelse, og uden
at det administrative arbejde bliver nogenlunde lige så omfattende
som nu, så lider en sådan løsning under, at den uundgåeligt vil
blive en hovedpude, som forhindrer, at vi indretter os på at kunne
modtage vores andel af den globale flygtningestrøm. Er det f.eks.
realistisk at tro, at modtagecentrene vil blive udbygget til en
kapacitet svarende til vores andel i en periode, hvor de gradvis
tømmes i takt med, at puklen bevæger sig gennem direktoratet og
Flygtningenævnet?
Den i nærværende forslag opstillede løsning indebærer, at de omkring
3.000 asylansøgere, som har indgivet deres ansøgning for mere end
3 måneder siden, meddeles opholdstilladelse uden videre
sagsbehandling efter udlændingelovens § 7 (konventions- eller de
facto-status), medmindre deres ansøgning anses for åbenbart
grundløs, i hvilket tilfælde deres sag kan behandles af
Flygtningenævnet på den særligt ressourcebesparende måde, som
allerede er iværksat for den slags sager.
Efter de hidtidige erfaringer vil det indebære, at et sted mellem 400
og 800, som ellers ville blive afvist om 1/2-1 år, vil opnå asyl.
Denne omkostning forekommer overkommelig sammenlignet med de
fordele, der vil være ved at komme puklen hurtigt til livs. For
det første skal det nok vise sig, at en betydelig del af de
asylmodtagere, som ikke udsættes for alvorlig risiko ved
hjemvenden, vil vende hjem efter forholdsvis kort tid. For det
andet vil afvikling af puklen medføre, at kapacitetskravene til
modtagecentrene og de dermed forbundne udgifter varigt reduceres
meget væsentligt. For det tredje vil den fremtidige kortere
behandlingstid, som afviklingen af puklen vil muliggøre, fjerne de
ikke så helt få opholdstilladelser, der hidtil er givet, og hvor
varigheden af opholdet uden for hjemlandet og den deraf følgende
mistanke fra hjemlandets myndigheder har været medvirkende årsag
til asyl. Disse pladser kan derefter (hvis man opererer med
kvoter) reserveres til flygtninge, som umiddelbart er mere
udsatte.
Til nr. 5-7 i almindelighed
Efter den nuværende procedure bliver der, straks når den pågældende
fremsætter anmodning om asyl, af politiet udarbejdet en ultrakort,
skematisk registreringsrapport.
Umiddelbart efter ankomsten til modtagecentret, sædvanligvis samme
dag, skal ansøgeren udfylde et omfattende ansøgningsskema (10
sider med 50-60 spørgsmål).
Dette ansøgningsskema danner grundlag for direktoratets rekvisition
af politiafhøring, hvor der (skematisk) udpeges punkter, ansøgeren
især skal afhøres om. Denne politiafhøring finder sædvanligvis
sted 8-14 dage efter ankomsten.
Afhøringsrapporten danner sammen med ansøgningsskemaet og
registreringsrapporten grundlaget for direktoratets behandling af
ansøgningen.
Først hvis et afslag fra direktoratet indankes for Flygtningenævnet,
har ansøger krav på at få beskikket en advokat. Det er
almindeligvis også først i denne fase, at ansøger har kontakt til
flygtningehjælpen.
En meget stor del af de sager, der efter afslag i direktoratet går
videre til Flygtningenævnet, står og falder med nævnets vurdering
af ansøgerens troværdighed, oftest endda med den komplikation, at
ansøgeren oprindelig ikke har anført noget, som kunne berettige
til asyl, men senere fremkommer med oplysninger om konkret
forfølgelse, som ifølge sagens natur sjældent kan bevises, men
som, hvis de tages for pålydende, klart berettiger til asyl.
Sådanne nye oplysninger bliver uundgåeligt modtaget med skepsis.
Hvorfor blev de ikke fremlagt straks? Er de ikke opdigtet efter
anvisninger, ansøgeren har fået fra andre ansøgere i
modtagecentret? Det kan naturligvis ikke afvises, at noget sådant
kan forekomme. Det sker da også ganske ofte, at nævnet stadfæster
direktoratets afslag fordi man ikke fæster lid til de nye
oplysninger.
Omvendt er det en tilbagevendende forklaring fra asylansøgere, at de
oprindelig tilbageholdt oplysninger om konkret, personlig
forfølgelse, fordi a) de troede, det kunne skade deres sag, at de
havde været politisk aktive eller på anden måde aktive, b) de
havde fået det indtryk, at man i Danmark kunne opnå »humanitært
asyl«, dvs. asyl alene på grundlag af generelt forfærdelige
forhold i hjemlandet (f.eks. borgerkrigen i Libanon), og at det
således var overflødigt at fortælle om personlig forfølgelse, c)
de var trætte efter flere døgns rejse og frygt eller d) de var
vant til, at man ikke kunne stole på politiet, og følte sig ikke
trygge ved at fortælle danske politifolk om deres politiske
aktiviteter, som kunne betyde døden for dem, hvis disse
oplysninger gik tilbage til hjemlandets myndigheder og de selv
blev sendt tilbage.
Det er umuligt at afvise disse forklaringer. Der findes adskillige
eksempler på, at de asylrelevante oplysninger blev holdt tilbage
både fra registreringsrapporten, fra ansøgningsskemaet og fra
politiafhøringen, men at de senere kom frem og viste sig
dokumenterbare.
Til nr. 5
Mange asylansøgere synes at være bibragt den opfattelse, at de i
Danmark kan opnå »humanitært asyl«, hvis forholdene i deres
hjemland i almindelighed frembyder en risiko, uden at den specielt
er rettet mod dem personligt (f.eks. borgerkrig, tørke,
naturkatastrofe). Det kan føre til, at de ikke giver oplysning om
deres peronlige, asylrelevante forhold.
Oprindelig har man formentlig i den bedste mening foretrukket, at
ansøgerne var uvidende om, hvad der i Danmark anses for
asylrelevant, for ikke derigennem at lægge dem oplysninger i
munden, tilpasset til danske asylbetingelser.
Som tingene har udviklet sig og med den erfaring, der nu er
indhentet, forekommer det mere regulært fra starten at vejlede
ansøgerne om, at kun personlig forfølgelse og personlig risiko har
betydning for opnåelse af asyl, mens generelle forhold, de være
sig nok så forfærdelige, ikke tæller i asylsammenhæng.
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en sådan præcisering fra
starten vil få enkelte ansøgere til at tilpasse deres oplysninger
til asylbetingelserne. Til gengæld opnås mindre usikkerhed
vedrørende troværdigheden af asylrelevante oplysninger, der først
fremkommer på et langt senere tidspunkt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med nr. 6 og 7.
Til nr. 6
I det nuværende ansøgningsskema når ansøgeren først frem til det helt
afgørende spørgsmål nederst på side 8 efter mere end 40 andre
spørgsmål af tvivlsom relevans. På dette tidspunkt er ansøgeren
meget forståeligt træt og ukoncentreret (har oftest rejst længe
uden hvil).
Desuden ses det ikke sjældent, at ansøgere opfatter det pågældende
spørgsmål på en måde, som får dem til at skrive rosende om det
danske samfund frem for at skrive om den personlige forfølgelse,
de er udsat for eller risikerer i hjemlandet, også selv om det
senere viser sig, at de havde klart asylrelevante ting at anføre.
En forsømmelse på dette punkt vil svække ansøgerens troværdighed,
men kan meget vel skyldes, dels at det pågældende spørgsmål
optræder meget sent i et meget vidtløftigt spørgeskema, dels at
ansøgeren ikke har nogen klar fornemmelse af, hvilke oplysninger
der er af betydning ved behandlingen af asylansøgningen, jf.
bemærkningerne til nummer 5.
For at skabe større sikkerhed for, at de asylrelevante oplysninger
kommer frem fra starten, foreslås således (udover den ændrede
vejledning, se nummer 5), at ansøgningsskemaet på dette tidlige
tidspunkt, hvor flygtningen netop er nået frem efter en lang,
trættende og ofte nervepirrende rejse, koncentreres meget stærkt
om det asylrelevante hovedspørgsmål: hvilken konkret og personlig
forfølgelse har ansøgeren været ude for, som kan begrunde asyl?
Spørgsmålet besvares med angivelse af tid, sted, art, omfang, og
hvem der stod for forfølgelsen. Sammenholdt med den ændrede
vejledning, jfr. nummer 5, vil en sådan udformning af
ansøgningsskemaet i væsentlig grad fjerne begrundelsen for, at de
asylrelevante oplysninger først fremkommer på et senere tidspunkt.
Udover dette hovedspørgsmål ses der ikke på dette tidlige stadium af
sagen at være tvingende behov for andre spørgsmål, bortset fra
spørgsmålet om, hvorvidt ansøger har søgt asyl i andre lande (af
hensyn til sådanne andre landes tilbagetagelsesfrist).
Alle øvrige spørgsmål: forældres navne, fødselsdatoer og bopæl,
søskendes navne og fødselsdatoer, ansøgers skolegang, erhverv,
indtjening, værnepligtsforhold, tidligere udlandsrejser osv., osv,
må kunne vente, til ansøgeren har hvilet ud, blot de er besvaret
inden den uddybende afhøring, der sædvanligvis finder sted 8-14
dage efter ankomsten.
Til nr. 7
Det foreslås endelig, at denne uddybende afhøring foretages af
personer ansat i Direktoratet for Udlændinge og særlig uddannet
til denne opgave. Det vil f.eks. sige personer med kendskab til
konflikterne i de lande, asylansøgerne fortrinsvis kommer fra
(herunder kendskab til det baggrundsmateriale, der løbende
udarbejdes af Udenrigsministeriet, Amnesty International, Dansk
Flygtningehjælp m.v. til brug for behandlingen af
asylansøgninger).
Afhøringen af asylansøgere lægger beslag på et betydeligt antal
politifolk, som rigspolitichefen har måttet indforskrive fra de
enkelte politikredse. Det har givet anledning til klager over
mandskabsmangel i kredsene. Allerede dette burde være grund nok
til at flytte opgaven fra politiet til selve direktoratet.
Desuden er politifolk uddannet til noget ganske andet, mens de ikke
har særlige forudsætninger for at udspørge asylansøgere. De har
ikke på forhånd nogen baggrundsviden om asylansøgerens hjemland,
politiske eller religiøse konflikter, kultur, etniske mindretal
eller alt det andet, som kan hjælpe dem til at spørge kvalificeret
og relevant. Deres afhøringsteknik er udviklet specielt med
henblik på afhøring af mistænkte, hvilket ikke ligefrem egner sig
til at indgyde asylansøgeren tillid. Det er således spild af folk,
der er uddannet til noget andet, at anvende politifolk til denne
opgave.
Dertil kommer, at mange asylansøgere, hvad enten det er berettiget
eller ej, nærer mistillid til politiet og af den grund måske endda
undlader at fremkomme med de mest asylrelevante oplysninger,
nemlig oplysninger om deres egen illegale aktivitet. Det kan ikke
undre, at det forholder sig således, når man tænker på, at
asylansøgerne ofte med god grund forbinder politi med forfølgelse
og tortur, eventuelt også med stikkeri og korruption.
Da den nye udlændingelov blev gennemført, var det da også for det
flertal, som reelt stod bag loven, et vigtigt mål at fjerne
udlændingeadministrationen fra fremmedpolitiet til et civilt
organ. Den praksis, som har udviklet sig, hvorefter Direktoratet
for Udlændinge rekvirerer afhøringsrapporter over asylansøgere hos
en særlig politiafdeling, som er fast stationeret i
modtagecentrene, er i realiteten en genoprettelse af
fremmedpolitiet, hvad angår dette begrænsede, men vigtige område.
En stor del af afhøringsrapporterne bærer præg af, at de involverede
politifolk ikke har forudsætningerne for at foretage en
asylrelevant afhøring, at deres afhøringsteknik kan virke direkte
blokerende, og at ansøgerne har svært ved at forholde sig
tillidsfuldt til en politimyndighed. Sådanne rapporter er af så
ringe standard, at det er temmelig uforsvarligt at lægge dem til
grund for behandling af asylansøgningen.
Derudover forekommer det ikke sjældent, at rapporter ligefrem oser af
fjendtlighed over for asylansøgere i almindelighed, fordrejer
ansøgerens forklaring og ledsages af den pågældende politimands
højst subjektive opfattelse. Noget tilsvarende udgjorde en del af
begrundelsen for, at flertallet bag udlændingeloven ønskede
fremmedpolitiets opgaver overdraget til en civil instans.
Sammenfatning
Forslagets første del (nummer 1-3) tager sigte på at indrette
flygtningspolitikken, specielt asylbehandlingen og
integrationsprogrammerne, på, at Danmark uden tilbagevendende
pakniksituationer kan påtage sig sin forholdsmæssige andel af
løsningen af det globale flygtningeproblem.
Det betragtes som en selvfølge, at hvis der periodevis ikke melder
sig spontanflygtninge i et omfang svarende til denne andel,
benyttes kapaciteten til kvoteflygtninge efter anvisning fra FNs
højkommissariat for flygtninge.
Når der ikke samtidig er taget initiativ til ændring af
udlændingelovens asylbestemmelser, følger det heraf, at forslaget
ikke skal opfattes som fastsættelse af en maksimumskvote. Skulle
det på et tidspunkt ske, at der ankommer flere asylberettigede
spontanflygtninge end det, der svarer til Danmarks andel, må
problemet søges løst som hidtil.
Forslagets midterste del (nummer 4) anviser en vej til overvindelse
af den pukkel, der er opstået i asylbehandlingen, hvilket er en
forudsætning for, at ikke også de kommende års asylansøgere skal
vente urimeligt længe på at få deres sag behandlet, med deraf
følgende unødigt høje krav til kapaciteten i modtagecentrene.
Forslagets sidste del (nummer 5-7), som ikke nødvendigvis hænger
sammen med de øvrige dele, indeholder praktiske ændringer med
hensyn til fremgangsmåden omkring asylansøgning på områder, hvor
den hidtidige fremgangsmåde har vist sig at være problematisk.