Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00011@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der pr. 1. juli

1987 for en periode af tre år iværksættes en landsdækkende

forsøgsordning vedrørende personlig assistance i forbindelse med

erhvervsudøvelse til personer med handicap.

Senest den 1. marts 1987 skal folketinget udtømmende informeres om

forsøgsordningens konkrete udformning.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Dette er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 107 fra

folketingsåret 1985-86 med ajourførte bemærkninger i forhold til

forhandlingerne om forslaget den 10. april 1986, se

Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 6916 og 9535 samt

tillæg A sp. 4581.

I sin redegørelse af november 1985 til folketinget om forholdene for

personer med handicap understregede socialministeren, at

»regeringens målsætning i indsatsen over for personer med handicap

er, at hver enkelt får en tilværelse så nær det normale som

muligt. Dette omfatter mulighederne for familieliv, for uddannelse

og beskæftigelse . . .«.

Uddannelsesmulighederne for handicappede er stadig alt for dårlige,

om end der ikke mindst inden for de sidste femten år er sket en

række forbedringer, således at der i stigende grad ved hjælp af

støtteforanstaltninger uddannes velkvalificerede handicappede

mennesker.

»Men i blitzlampernes skær ved eksamensbevisets overrækkelse falder

enhver støtteforanstaltning væk. Det vil sige, at man fjerner den

blindes sekretær, muligheden for installering af elevatorer for

kørestolsbrugere, tolkebistanden til de døve og enhver anden

personlig assistance . . . Der burde egentlig et sekund efter, at

eksamensbeviset er overrakt, tages et nyt billede, hvor krøblingen

sidder på gulvet, uden skinner og kørestol! Med andre ord: Man

giver de handicappede en uddannelse, men fratager dem enhver

mulighed for at bruge den.« (Jørgen Ulf Christensen i »Fugl uden

vinger«, Københavns bogforlag, 1985, side 104).

Der er gjort adskillige forsøg på at få ændret denne tilstand, især

fra forskellige blindes side. Så sent som i 1980 rummede

statsministerens åbningstale et løfte om, at der ville blive gjort

noget ved problemerne, eventuelt i form af en lovændring. Senere

på året måtte socialministeren dog erkende, at landets økonomiske

situation ikke gav mulighed for at tage fat om problemerne for

alvor.

I august 1981 nedsatte arbejdsministeriet så et udvalg, som skulle

beskæftige sig med de handicappede og arbejdsmarkedet, og i

september 1982 fremsatte dette udvalg et forslag vedrørende

personlig assistance i forbindelse med erhvervsudøvelse til

personer med handicap. Nærværende beslutningsforslag er i høj grad

inspireret af dette forslag, som da også omtales i den nuværende

socialministers novemberredegørelse.

På denne baggrund blev der efter drøftelse mellem social- og

arbejdsministeriet taget beslutning om, at der i første omgang

skulle indhøstes erfaringer om behov m.v. ved at udnytte

mulighederne inden for rammerne af lov om beskæftigelsesmuligheder

for unge, jfr. arbejdsministerens bemærkninger under 1. behandling

af beslutningsforslag nr. B 107 i folketingsåret 1985-86. Den 12.

marts 1986 udsendte arbejdsdirektoratet og socialstyrelsen i to

koordineret udsendte skrivelser information til AF-systemet og

socialsektoren om, hvordan ovennævnte lov kunne bruges til

formålet.

Forslagsstillerne mener, dette er en rigtig dårlig løsning. Det samme

gør Det centrale Handicapråd. Lov om beskæftigelsesmuligheder

tager sigte på de unge, ikke på de handicappede. Synshæmmede/

blinde har f.eks. brug for sekretærer, der kan blindeskrift, og

døve har brug for tolke, der kan døvesprog. Der findes næppe mange

af denne kategori i den personkreds af unge, der kan anvises

beskæftigelse i henhold til lov om beskæftigelsesmuligheder for

unge.

Arbejdsdirektoratet vil følge udviklingen, har arbejdsministeren

sagt. Men VS tror simpelthen ikke på, at der kommer noget

kvalificeret ud af et så begrænset forsøg, og vi synes ærlig talt,

at de handicappede har ventet længe nok på at få personlig

assistance.

Vi synes faktisk, det er lidt af en uartighed over for de

handicappede, at mange års ønske om personlig assistance og

forskellige regeringers verbale velvilje resulterer i ikke blot så

lidt, men også så dårlig en model.

Endvidere synes vi ikke, de handicappede skal vente mange år endnu på

en tilfredsstillende løsning. Derfor genfremsætter vi vores

forslag om en forsøgsordning.

Med beslutningsforslaget ønsker vi at sikre to ting:

For det første, at sagsbehandlingen fremskyndes, sådan at det slås

fast, at der skal igangsættes en landsdækkende forsøgsordning pr.

1. juli 1987, og for det andet, at de handicappede, de

handicappedes organisationer, den øvrige offentlighed og

folketinget inddrages i diskussionen om den konkrete udformning af

forsøget. Denne diskussion omfatter i hvert fald følgende seks

punkter:

Personkredsen

Det omtalte udvalg om de handicappede og arbejdsmarkedet har

foreslået følgende afgrænsning af den personkreds, der tænkes

omfattet af ordningen:

»Personer, der på grund af synsnedsættelse er ude af stand til eller

kun med uforholdsmæssigt stort besvær er i stand til at læse.

Personer, der på grund af meget betydelig nedsat funktion i

bevægelsesapparatet har behov for praktisk bistand ved udførelse

af arbejdsfunktionerne.

Personer, der på grund af alvorlig hørenedsættelse har behov for

tolkebistand.

Personer, der i øvrigt på grund af anden alvorlig nedsat

arbejdsfunktion har behov for bistand i forbindelse med udøvelse

af erhverv.«

Forslagsstillerne er enige i denne afgrænsning og enige med udvalget

i, at tildeling af ydelsen må forudsætte, at pågældende

handicappede person er ansat på normale overenskomstmæssige vilkår

på det almindelige arbejdsmarked.

Maksimumsbeløb

Udvalget foreslår, at der fastsættes et maksimalt beløb, der årligt

kan ydes til personlig assistance. Dette er forslagsstillerne

uenige i. Det afgørende må være, at der ydes den personlige

assistance, som gør det muligt for den handicappede at fungere på

arbejdsmarkedet. Eller med socialministerens ord fra

november-redegørelsen:

»Regeringen lægger megen vægt på, at bestræbelserne på at integrere

personer med handicap i samfundet fortsætter, og at der fortsat

arbejdes videre i retning af at sikre personer med handicap en

ligestilling inden for alle områder af samfundet.«

Også på den baggrund må ideen om et fast maksimumsbeløb afvises; i

øvrigt ville indførelsen af en sådan grænse ikke kunne undgå at

medvirke til en udbredelse af stive systemer inden for det sociale

område.

Behovet for personlig assistance

Instituttet for blinde og svagsynede i Hellerup har anslået, at

antallet af blinde med behov for sekretærbistand i alt på lidt

længere sigt vil ligge på omkring 100. Landsforeningen for Vanføre

har skønnet, at behovet for bevægelseshæmmedes vedkommende vil

ligge på omkring 150 personer, og på baggrund af oplysninger fra

de øvrige organisationer under De Samvirkende

Invalideorganisationer har udvalget skønnet det samlede behov til

at ligge omkring 500.

Dette skøn er i hvert fald ikke for højt. Hvor meget det ligger i

underkanten, afhænger i høj grad af, hvilke aktiviteter der

udfoldes for at åbne op for handicappede på det såkaldt normale

arbejdsmarked. Den aktuelle situation kan beskrives med Jørgen Ulf

Christensens ord: »Heller ikke på arbejdsmarkedet er de

handicappede en forventet arbejdskraft. For der er 117 funktioner,

de ikke kan, og kun elleve, de kan. Til trods for, at de fleste

erhverv i dag er så højt specialiserede, at man kun behøver at

udøve syv funktioner.« (»Fugl uden vinger«, side 102).

Udgifter

Ud fra et skøn på omkring 500 personer med behov for personlig

assistance og ud fra en gennemsnitlig ydelse på 20.000 kr. årligt

anslår udvalget de samlede årlige udgifter til 10 mill. kr. Dette

skøn må betragtes som et minimumsskøn.

Ydelsesmodtager

Udvalget foreslår, at det i lighed med den eksisterende svenske

ordning bliver virksomheden, der tildeles ydelsen, således at det

er virksomheden, der bliver arbejdsgiver for den person, der skal

yde assistancen. I sin redegørelse gør socialministeren opmærksom

på, at udgangspunktet for regeringens arbejde på handicapområdet

er, at den enkelte borger skal have størst mulig indflydelse på

sin egen tilværelse. Dette er forslagsstillerne helt enige i, og

vi synes, det er oplagt, at ydelsen tildeles direkte til den

handicappede, således at den handicappede selv fungerer som

arbejdsgiver for den person, der skal yde assistancen. Med Kirsten

Lykke Jensens ord:

»Det, jeg ønsker, er selv at være ansvarlig for mine døgntimer - kun

derved kan jeg få den fulde tilfredshed med mit liv.« (»Fugl uden

vinger«, side 70).

Denne principielle holdning fastholder forslagsstillerne, selvom

Dansk Blindesamfund i forbindelse med en høring over forslaget i

forbindelse med fremsættelsen i sidste folketingsår gjorde

opmærksom på, at Dansk Blindesamfund, som er ophavsmand til ideen

om personlig assistance, er enedes om, at ordningens funktion

tilsiger udbetaling til arbejdsgiveren.

Forslagsstillerne skal dog gøre opmærksom på, at man naturligvis ikke

vil blokere for en eventuel vedtagelse af noget fornuftigt med

hensyn til personlig assistance ved stædigt og ubøjeligt at

fastholde dette krav, hvis der kan skabes et flertal for

udbetaling til arbejdsgiverne.

Forslagsstillerne kan også af Dansk Blindesamfunds høringssvar

forstå, at man meget vel forstår VS' idealsigte, og det er vi

naturligvis glade for.

Administrativ placering

Udvalget diskuterer udførligt, om en ordning med personlig assistance

skal administreres af arbejds- eller socialministeriet, og ender

med at pege på arbejdsministeriet.

I sin redegørelse peger socialministeren på, at handicappolitik er

samfundspolitik, og at problemerne må bearbejdes og løses inden

for den sektor, hvor de opstår.

Dette overordnede synspunkt er forslagsstillerne enige i og mener

derfor, at ydelsen skal finansieres og administreres inden for

arbejdsmarkedssystemet, idet der er tale om en

arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning og følgelig en

foranstaltning, der ikke bør inddrage socialvæsenet.

Men på dette som på de øvrige punkter er forslagsstillerne

selvfølgelig indstillet på at deltage i en åben og fordomsfri

debat frem til forsøgsordningens start pr. 1. juli 1987.

Dette gælder også spørgsmålet om forsøgsperiodens længde, hvor

udvalget har foreslået fem år, og hvor forslagsstillerne

umiddelbart mener, at tre år må være tilstrækkeligt.

Versioner

1. 1988-05-21