Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00012@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger arbejdsministeren at fremsætte de nødvendige

lovforslag med ikrafttræden pr. 1. marts 1987 til sikring af, at

dagpengeberettigede A-kassemedlemmer, der modtager pension efter

lov om social pension, ligestilles med øvrige A-kassemedlemmer med

hensyn til dagpengerettens varighed og i henseende til

rådighedsvurderinger.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Dette er en genfremsættelse i revideret form af beslutningsforslag

nr. B 108 fra folketingsåret 1985-86, se Folketingstidende

1985-86, forhandlingerne sp. 6917 og 9525 samt tillæg A sp. 4587.

Bl.a. er forslaget om, at A-kassemedlemmer, der modtager

invaliditetsydelse, fortsat kan modtage denne, når de går på

efterløn, udgået, ikke fordi forslagsstillerne har ændret mening

på dette område, men fordi der ved forhandlingerne i

folketingsåret 1985-86 ikke kunne samles opbakning bag dette

synspunkt. Vi har derfor valgt at koncentrere kræfterne om

dagpengeret for personer med social pension, og argumentationen

skal her koncentreres om handicappede med social pension, da

holdningen hertil var mere positiv.

Socialministerens redegørelse (november 1985) om forholdene for

personer med handicap har en målsætning om, at hver enkelt

handicappet skal have en tilværelse så nær det normale som muligt.

Dette skal gælde alle områder fra familieliv til beskæftigelse.

Hvis der skal være et indhold i en sådan målsætning, må den konkrete

lovgivning afspejle målsætningen og virke som støtte for den.

Dette er ikke tilfældet med arbejdsløshedslovgivningen, som

snarere hæmmer målsætningen og diskriminerer en gruppe

handicappede. Arbejdsløshedslovgivningen bør derfor bringes i

overensstemmelse med målsætningen.

Da venstresocialisterne i sidste folketingsår fremlagde sin

handicappolitiske pakke, blev den fulgt af mange venlige og pæne

ord. Der var næsten ikke ende på alt det gode, Folketinget og

regeringen principielt mente, der burde gøres for de handicappede.

Men virkeligheden blev med et meget nærværende i al dens

brutalitet, da arbejdsministeren kort herefter fremkom med sit

lovforslag nr. L 264 om »regelforenklinger«. (Forslag til lov om

ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

m.v. (Yderligere nedbringelse af arbejdsløshedskassernes

fejludbetalinger m.v.). En af regelforenklingerne var en skærpelse

af arbejdskravet for denne gruppe til et krav om 26 ugers arbejde

inden for 18 måneder. Regelforenklingerne var lavet på baggrund af

Bonnerup-udvalgets rapport. Bonnerup-udvalget gik til at begynde

med endog så vidt i sine overvejelser, at man tænkte på helt at

afskaffe dagpengeretten for nævnte gruppe. VS benægter ikke, at

dette måtte siges at være en regelforenkling, men hvilken en!!!

Socialministeriet blev anmodet om en udtalelse og mente heldigvis, at

det ville være socialpolitisk betænkeligt at afskære gruppen fra

retten til dagpenge, idet sigtet med reglerne om

indtægtsregulering af førtidspensionen var at motivere

pensionisterne til at fastholde eller opnå en tilknytning til

arbejdsmarkedet både af økonomiske og menneskelige grunde!

Bonnerup-udvalget fandt så en anden løsning. Forenklingen skulle ske

ved, at man sidestillede gruppen med A-kassemedlemmer, der under

arbejdsløshed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Disse er omfattet af det såkaldte skærpede arbejdskrav. Det

betyder, at arbejdskravet i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 skal være opfyldt inden for

18 måneder i stedet for 3 år. Samtidig bevarede man 78 dages

reglen, dvs. den kortere dagpengeperiode. Det eneste gode var, at

forslaget også indebar en ophævelse af reglen om, at dagpenge,

der er modtaget i de sidste 3 måneder, før pensionen begynder at

løbe, skal medtages ved beregningen af, om retten til dagpenge er

opbrugt, ligesom der ikke skulle kunne foretages en

rådighedsvurdering, alene fordi medlemmet modtager social pension.

Men summa summarum: »regelforenklingen« var et ordentligt gok i

nødden til handicappede med social pension. Heldigvis lykkedes det

at presse forslaget ud af L 264, så status quo blev opretholdt. Da

VS langtfra er tilfreds med status quo, genfremsættes vores

forslag om ligestilling for så vidt angår dagpengerettens længde.

Det foreslås ligeledes, at der sker en ligestilling med hensyn til

rådighedsvurderinger, således at der ikke i vejledningen til

direktoratets bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 specifikt

gøres opmærksom på, at A-kasserne kan have særlig grund til at

være opmærksom på, om medlemmer er arbejdssøgende, hvis de

tilhører en medlemsgruppe, for hvilke der gælder særlige

indskrænkninger i dagpengeretten. Dette er en konsekvensændring

som følge af, at der ikke længere skal være en indskrænkning i

dagpengeretten.

De gældende bestemmelser

Nogle handicappede er til trods for deres handicap i stand til at

passe et arbejde på normale løn- og arbejdsvilkår. Disse kan

derfor optages i en A-kasse som deltids/ fuldtidsforsikrede og

opnå dagpengeberettigelse efter gældende regler.

Der skal her skelnes mellem handicappede uden ydelser efter den

sociale pensionslovgivning og handicappede med ydelser efter denne

lovgivning.

Begge grupper kan blive optaget i en A-kasse som nævnt ovenfor. Men

der er forskellige regler for, hvor længe handicappede uden og med

pension efter lov om social pension kan oppebære dagpenge.

Handicappede uden social pension kan oppebære dagpenge efter de

almindelige regler for dagpengenes varighed, dvs. at man hele

tiden skal have haft mindst 26 ugers arbejde inden for de sidste 3

år.

Handicappede med social pension er underlagt særregler.

Arbejdsløshedslovens § 64 (arbejdsdirektoratets cirkulære af 18.

oktober 1984, nr. 3.3134) begrænser nemlig denne gruppes

dagpengeret, idet der højst kan udbetales dagpenge for sammenlagt

78 dage i løbet af 12 måneder i træk. Når dagpengeretten er

opbrugt, skal medlemmet have haft arbejde i mindst 13 uger, før

der igen kan udbetales dagpenge. § 74 i arbejdsløshedslovgivningen

præciserer deltidsforsikrede handicappedes vilkår i så henseende.

Denne gruppe handicappede vil stå i en ekstraordinært svær situation

i tilfælde af arbejdsløshed. Det vil alt andet lige være sværere

for disse mennesker at finde sig et nyt job - ikke fordi de ikke

står til rådighed for arbejdsmarkedet, men fordi arbejdsmarkedet

ikke er specielt handicapvenligt og således ikke står til rådighed

for den handicappede i fuldt normalt omfang. Grundene kan være

mange - lige fra arbejdsgivernes frygt for praktiske problemer til

såkaldte raske menneskers udtalte eller uudtalte fordomme over for

handicappede. Og så skal denne gruppe handicappede oven i dette

udsættes for diskriminerende A-kasseregler, der gør livet endnu

mere surt og besværligt.

Men det må ikke komme de handicappede til skade i lovgivningen, at

samfundet hverken på det praktiske eller menneskelige plan er

handicapvenligt, og at der er langt fra smukke teoretiske ord om

ligestilling og integration til arbejdsmarkedets barske

virkelighed med arbejdsgivernes ret til at skalte og valte med

arbejdskraften og udvælge de »stærkeste og bedste«.

Handicappede, der har et arbejde, og som modtager social pension, vil

typisk have et deltidsjob, og de vil netop have fået tildelt

f.eks. den almindelige førtidspension med den begrundelse, at de

jo har en resterhvervsevne. Men hvad enten de arbejder på fuld tid

eller deltid og er fuldtids- henholdsvis deltidsforsikret, har de

jo netop bevist ved dette arbejde og deres optagelse i en

arbejdsløshedskasse samt deres opnåelse af dagpengeret, at de står

til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor bør behandles som

øvrige fuld- eller deltidsforsikrede A-kassemedlemmer.

Varighedsbegrænsningen i dagpengeretten for handicappede, der

modtager social pension, kan kun tolkes på den måde, at lovgiverne

på forhånd sætter spørgsmålstegn ved deres rådighed og gør dem til

2. klasses A-kassemedlemmer. Dette er en fantastisk diskrimination

af denne gruppe handicappede og er med til at gøre dem til en

særlig afart om ikke af menneskeheden så i alle tilfælde af

A-kassemedlemmerne.

VS mener, at den del af § 64 og § 74, der sætter denne strengere

varighedsbegrænsning på dagpengene, er komplet overflødig.

Såfremt der fra arbejdsformidlingens eller A-kassens side måtte blive

rejst tvivl om et handicappet A-kassemedlems rådighed, og hvad

enten dette medlem modtager pension efter lov om social pension

eller ej, skal A-kassen jo foretage en rådighedsvurdering af

medlemmet ifølge arbejdsløshedslovens § 62, jfr.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 med

tilhørende vejledning. Ifølge denne bekendtgørelse skal medlemmet

være i stand til at overtage arbejde på de vilkår, som er

almindelige inden for det faglige område, hvor medlemmet

sædvanligt er beskæftiget. Et medlem, der ikke er i stand til at

arbejde inden for sit sædvanlige område, er dog også til rådighed,

såfremt A-kassen efter samråd med Arbejdsformidlingen skønner, at

medlemmet er i stand til at overtage arbejde inden for andre

faglige områder, og såfremt medlemmet erklærer sig villig til at

søge og overtage arbejde med overflytning til anden A-kasse til

følge.

Nøjagtig den samme rådighedsvurdering skal foretages, hvis der sættes

spørgsmålstegn ved ethvert ikke-handicappet medlems rådighed.

Hvor mange vil dette så dreje sig om?

En person med en mellemste førtidspension har en formodet

restarbejdsevne svarende til et sted mellem 12 og ca. 5 timer om

ugen. Såfremt vurderingen har været rigtig og personen faktisk

udnytter sin restarbejdsevne, vil pågældende være uden mulighed

for forbliven i eller optagelse i en A-kasse.

En person med en almindelig helbredsbetinget førtidspension, der har

en formodet restarbejdsevne, der er under halvdelen, men ikke

under en tredjedel, skulle således kunne klare 15-20 timers

arbejde om ugen. Hvis dette skøn er rigtigt og personen udnytter

sin restarbejdsevne, vil der være mulighed for optagelse i en

arbejdsløshedskasse som deltidsforsikret.

Nu er virkeligeheden jo ikke altid, som lovgivningen forudsætter. Der

kan sagtens være pensionister i arbejde, der falder uden for de

anførte antagelser. Men den gruppe, der formelt diskrimineres, er

gruppen med almindelig førtidspension som nævnt.

Denne gruppe er imidlertid yderst broget. Den omfatter: a) personer,

der er henvist til at forsørge sig selv, nemlig enlige og gifte

mænd samt enlige kvinder (inkl. kvinder, der er blevet enke eller

separeret eller skilt efter mange år som hjemmearbejdende) og

gifte kvinder, der hidtil har været i fuldtidsbeskæftigelse, samt

gifte kvinder, der efter hidtidig fuldtidsbeskæftigelse er gået på

halv tid på grund af helbredet, b) gifte kvinder, der har været

hjemmearbejdende i mange år, men hvis arbejdsevne i hjemmet er

nedsat til under halvdelen, og c) gifte kvinder, der har været

hjemmearbejdende i mange år, men hvis ægtefælles indtægter ikke

overstiger et beløb svarende til højeste førtidspension, og hvis

arbejdsevne i udearbejde anses for nedsat til omkring en tredjedel

eller mindre, men hvis arbejdsevne i hjemmet ikke er væsentligt

nedsat.

Af disse 3 grupper vil det kun være gruppe a), der reelt er mulige

kandidater til et deltidsjob. En del af dem vil være personer, der

har fået tilkendt pensionen efter det fyldte 60. år, og hvis

arbejdsevne kan være så nedsat, at de ville have fået mellemste

pension, hvis de havde været under 60 år på ansøgningstidspunktet.

De er altså også ude af billedet. Tilbage er der en mindre gruppe.

Det er imidlertid svært at danne sig et reelt billede af

størrelsen af denne. Men det er for så vidt heller ikke det

vigtigste. Diskriminationen er der. Og man kan måske endda sige,

at den er billig at fjerne.

VS vurderede ved fremsættelsen af forslaget i sidste folketingsår, at

det maksimalt drejede sig om 5.000 personer. Dette skøn var meget

i overkanten, og ændringen er således billigere, end vi skønnede.

Arbejdsministeren har på et spørgsmål om omfattede persongrupper

(spørgsmål 1 og 2 til B 108) svaret, at skønsmæssigt mellem 500 og

1.000 personer modtager social pension samtidig med dagpenge.

Dansk Blindesamfund har i et høringssvar til B 108 skrevet, at man

vurderer, at et tilfredsstillende system først kan opnås ved en

reel nyvurdering af rådighedsbegrebet. Dette er VS for så vidt

enig i, men vi vurderer, at det ikke vil være politisk muligt at

nyvurdere rådighedsbegrebet, og at det næstbedste derfor er at

ligestille »almindelige« dagpengemodtagere og dagpengemodtagere,

der samtidig får social pension. Vi har derfor også præciseret, at

dette drejer sig om mennesker, der er kommet ind i A-kassesystemet

efter helt gængse regler, hvorfor de bliver diskrimineret.

Versioner

1. 1988-05-21